2 Kings 12 Cross References - Danish

¹ I Jehus syvende Aar blev Joas Konge og regerede fyrretyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Zibja fra Beersaba. ² Og Joas gjorde det, som ret var for HERRENS Øjne, alle sine Dage, i hvilke Jojada, Præsten, vejledede ham. ³ Dog bleve Højene ikke borttagne; Folket ofrede og gjorde Røgelse endnu paa Højene. ⁴ Og Joas sagde til Præsterne: Alle Penge for de Ting, som helliges, som bringes til HERRENS Hus, nemlig Penge for hver, som gaar over i Mandtallet, Penge, som de give for Personer, hver efter sin Vurdering, alle Penge, som hver Mand ofrer af et frivilligt Hjerte for at bringe dem til HERRENS Hus, ⁵ dem skulle Præsterne modtage, Hver af sin Kynding, og de skulle istandsætte Husets Brøst, nemlig alt det, som findes der brøstfældigt. ⁶ Men i Kong Joas's tre og tyvende Aar havde Præsterne endnu ikke istandsat det, som var brøstfældigt i Huset. ⁷ Da kaldte Kong Joas ad Jojada, Præsten, og de andre Præster og sagde til dem: Hvi istandsætte I ikke det, som er brøstfældigt i Huset? nu vel, modtager ikke Penge af eders Kyndinger, men afgiver dem til det, som er brøstfældigt i Huset. ⁸ Og Præsterne samtykkede deri, saa at de ikke modtoge Penge af Folket og ikke istandsatte det, som var brøstfældigt i Huset. ⁹ Men Jojada, Præsten, tog en Kiste og borede et Hul i Laaget derpaa og satte den ved den højre Side af Alteret, hvor man gaar ind i HERRENS Hus, og Præsterne, som toge Vare paa Dørtærskelen, lagde deri alle Penge, som bleve bragte til HERRENS Hus. ¹⁰ Og det skete, naar de saa, at der var mange Penge i Kisten, da kom Kongens Skriver og Ypperstepræsten op, og de sammenbandt og talte Pengene, som fandtes i HERRENS Hus. ¹¹ Og de gave Pengene, som vare aftalte, i deres Hænder, som havde med Gerningen at gøre, og som vare beskikkede over HERRENS Hus; og de gave dem ud til Tømmermændene og til Bygningsmændene, som arbejdede paa HERRENS Hus, ¹² og til Murmestere og Stenhuggere og til at købe Træ og hugne Sten til at istandsætte det, som var brøstfældigt paa HERRENS Hus, ja til alt det, som gik med til Husets Istandsættelse. ¹³ Dog blev der ikke gjort Sølvbækkener, Knive, Skaaler, Basuner eller noget Kar af Guld eller Kar af Sølv til HERRENS Hus for de Penge, som bragtes til HERRENS Hus. ¹⁴ Men de gave dem til dem, som havde med Gerningen at gøre, og de istandsatte HERRENS Hus for dem. ¹⁵ Og de holdt ikke Regnskab med Mændene, i hvis Haand de overgave Pengene, for at give dem til dem, som gjorde Gerningen; thi de handlede med Troskab. ¹⁶ Men Pengene for Skyldofferet og Pengene for Syndofferet bleve ikke bragte til HERRENS Hus, de hørte Præsterne til. ¹⁷ Da drog Hasael, Kongen af Syrien, op og stred imod Gath og indtog den, og Hasael rettede sit Ansigt til at drage op imod Jerusalem. ¹⁸ Da tog Joas, Judas Konge, alle de hellige Ting, som Josafat og Joram og Ahasia, hans Fædre, Judas Konger, havde helliget, og hvad han selv havde helliget, dertil alt det Guld, som man fandt i HERRENS Hus's og i Kongens Hus's Skatkamre, og sendte det til Hasael, Kongen af Syrien; og denne drog da bort fra Jerusalem. ¹⁹ Men det øvrige af Joas's Handeler, og alt det, som han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krøniker Bog? ²⁰ Og hans Tjenere rejste sig og indgik et Forbund, og de ihjelsloge Joas i Millos Hus, hvor man gaar ned til Silla: ²¹ Nemlig Josakar, Simeaths Søn, og Josabad, Somers Søn, hans Tjenere, sloge ham ihjel, og han døde; og de begravede ham hos hans Fædre i Davids Stad, og Amazia, hans Søn, blev Konge i hans Sted.

¹ Og HERREN talede til Mose og sagde: ² Sig til Israels Børn, at de skulle tage mig en Offergave; af hver Mand, hvem hans Hjerte frivillig driver dertil, skulle I tage en Offergave til mig.

¹² Naar du optager Hovedsummen paa Israels Børn ved deres Tælling, da skal hver give HERREN Løsepenge for sin Sjæl, naar man tæller dem, at ingen Plage skal komme paa dem, naar man tæller dem. ¹³ Dette skulle de give, hver som gaar over til de talte: En halv; Sekel, efter Helligdommens Sekel; en Sekel gælder tyve Gera, en halv Sekel skal være en Offergave for HERREN. ¹⁴ Hver som gaar over til de talte, fra tyve Aar gammel og derover, skal give HERREN en Offergrave. ¹⁵ Den rige skal ikke give mere og den fattige ikke give mindre end en halv Sekel, for at give HERREN en Offergave, til at gøre Forligelse I for eders Sjæle. ¹⁶ Og du skal tage Forligelsens Penge af Israels Børn, og give dem til Forsamlingens Pauluns Tjeneste; og det skal være Israels Børn til en Ihukommelse for HERRENS Ansigt, til at gøre Forligelse for eders Sjæle.

⁵ Tager, af hvad eder tilhører, en Offergave til HERREN; hver som er villig af sit Hjerte, skal fremføre den, en Offergave til HERREN: Guld og Sølv og Kobber,

²² Og de kom, Mændene saa vel som Kvinderne, hver som var villig i Hjertet, de frembare Hægter og Smykker og Ringe og Kæder, alle Haande Guldtøj og hver Mand kom, som havde ladet en Gave af Guld røre for HERREN.

²⁹ Hver land og Kvinde af Israels Børn, hvem deres Hjerte drev til frivilligt at bringe noget til al den Gerning, som HERREN ved Mose havde befalet at udføre, bragte en frivillig Gave til HERREN.

³ Og de modtoge af Mose hele Offergaven, som Israels Børn fremførte til Helligdommens Tjenestes Gerning, for at gøre den færdig; og de fremførte desuden til ham frivillige Gaver hver Morgen.

²⁴ Og han skal lægge sin Haand paa Bukkens Hoved og slagte den paa det Sted, hvor man plejer at slagte Brændoffer for HERRENS Ansigt; det er et Syndoffer.

²⁹ Og han skal lægge sin Haand paa Syndofrets Hoved og slagte Syndofret paa Brændofrets Sted.

¹⁵ Naar nogen forgriber sig og synder af Vanvare mod noget, som er HERREN helliget, da skal han for sin Skyld fremføre for HERREN en Væder uden Lyde af Smaakvæget, efter din Vurdering i Sølvsekler, efter Helligdommens Sekel, til Skyldoffer.

¹⁵ Naar nogen forgriber sig og synder af Vanvare mod noget, som er HERREN helliget, da skal han for sin Skyld fremføre for HERREN en Væder uden Lyde af Smaakvæget, efter din Vurdering i Sølvsekler, efter Helligdommens Sekel, til Skyldoffer. ¹⁶ Og han skal give tilbage, hvad han har syndet mod det hellige, og lægge Femtedelen deraf dem til, og skal give Præsten det; og Præsten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Væder, saa skal det forlades ham.

¹⁶ Og han skal give tilbage, hvad han har syndet mod det hellige, og lægge Femtedelen deraf dem til, og skal give Præsten det; og Præsten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Væder, saa skal det forlades ham. ¹⁷ Og naar nogen synder og gør imod et af alle HERRENS Bud, hvad ikke skulde ske, og vidste det ikke, og er bleven skyldig, da skal han bære sin Misgerning. ¹⁸ Og han skal fremføre en Væder uden Lyde af Faarene, efter din Vurdering, til et Skyldoffer, til din Vurdering, til et Skyldoffer, til Præsten; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Vildfarelse, som han begik uvitterlig, saa skal det forlades ham.

⁷ Ligesom Syndofret er, saa skal og Skyldofret være, der er een Lov for dem; det skal høre den Præst til, som gør Forligelse derved.

² Tal til Israels Børn og du skal sige til dem: Naar nogen gør et særligt Løfte, efter din Vurdering, paa Personer, til HERREN, ³ da skal din Vurdering være for en Mandsperson, fra den, som er tyve Aar gammel, og indtil den, som er tresindstyve Aar gammel, ja din Vurdering skal være halvtredsindstyve Sekel Sølv, efter Helligdommens Sekel. ⁴ Og dersom det er en Kvinde, da skal din Vurdering være tredive Sekel. ⁵ Og om nogen er fra fem Aar gammel og indtil tyve Aar gammel, da skal din Vurdering; være for en Mandsperson tyve Sekel, men for en Kvinde ti Sekel. ⁶ Og dersom nogen er fra een Maaned gammel og indtil fem Aar gammel, da skal din Vurdering være for et Drengebarn fem Sekel Sølv, og for et Pigebarn skal din Vurdering være tre Sekel Sølv. ⁷ Men dersom nogen er fra tresindstyve Aar gammel og derover, dersom det er en Mandsperson, da skal din Vurdering være femten Sekel, og for en Kvinde ti Sekel. ⁸ Men dersom han er for fattig til denne din Vurdering, da skal man stille ham for Præstens Ansigt, og Præsten skal vurdere ham; efter det, som dens Haand, der gjorde det Løfte, formaar, skal Præsten vurdere ham.

¹² Og Præsten skal vurdere det, om det er godt eller slet; efter din, Præstens, Vurdering skal det være. ¹³ Men vil nogen dog løse det, da skal han give femte Delen til, over din Vurdering ¹⁴ Og naar nogen helliger sit Hus, at det skal være helligt for HERREN, da skal Præsten vurdere det, om det er godt eller slet; lige som Præsten vurderer det, saa skal det staa fast. ¹⁵ Men dersom han, som har helliget det, vil løse sit Hus, da skal han lægge den femte Del af din Vurderingssum til, saa maa det høre ham til. ¹⁶ Og dersom nogen helliger HERREN noget af sin Ejendoms Ager, da skal din Vurdering være i Forhold til Udsæden derpaa, en Homer Bygsæd for halvtredsindstyve Sekel Sølv. ¹⁷ Dersorn han helliger sin Ager fra Jubelaaret, da skal den staa i Værd efter din Vurdering. ¹⁸ Men dersom han har helliget sin Ager efter Jubelaaret, da skal Præsten beregne ham dens Værd i Forhold til de Aar, som ere tilovers indtil Jubelaaret, og der skal afkortes i din Vurdering. ¹⁹ Men dersom han, som helligede Ageren, vil endelig løse den, da skal han lægge den femte Part af din Vurderingssum dertil, saa skal den overdrages ham. ²⁰ Men dersom han ikke vil løse Ageren, og dersom man sælger Ageren til en anden Mand, da skal den ikke ydermere løses. ²¹ Og den Ager skal være HERREN en Hellighed, naar den gives fri i Jubelaaret, som en bandlys, Ager; den skal tilhøre Præsten som Ejendom. ²² Men dersom nogen helliger HERREN en Ager, som han har købt, som ikke er af hans Ejendoms Agre, ²³ da skal Præsten beregne ham din Vurderings Sum indtil Jubelaaret, saa skal han paa den samme Dag give din Vurdering, og de skal være HERREN helliget. ²⁴ Udi Jubelaaret skal Ageren komme igen til den, hvem han købte den af, ham, hvis Ejendom i Landet den var. ²⁵ Og al din Vurdering skal ske efter Helligdommens Sekel; en Sekel skal skal være tyve Gera. ²⁶ Dog det førstefødte, hvilket formedelst Førstefødselen hører HERREN til, iblandt Dyr, det skal ingen hellige ham; være sig Okse eller Faar saa hører det HERREN til. ²⁷ Og dersom det er et urent Dyr, da skal man løse det efter din Vurdering lægge den femte Part deraf dertil: og dersom det ikke løses, da skal det sælges efter din Vurdering.

³¹ Men vil nogen dog løse noget af sin Tiende, da skal han lægge den femte Part deraf dertil.

⁸ Men dersom Manden ikke har nogen Løser, saa at han kan tilbagegive denne det skyldige, da skal den Skyld, som tilbagegives HERREN, høre Præsten til, undtagen Forligelsens Væder, med hvilken han gør Forligelse for ham. ⁹ Og al Offergave af alt det som Israels Børn hellige, som de skulle bringe Præsten, skal høre ham til. ¹⁰ Og de Ting, enhver helliger, skulle høre ham til, hvad nogen giver Præsten, det skal høre ham til.

¹³ Og hans Offer var eet Sølvfad, dets Vægt var hundrede og tredive Sekel, een Sølvskaal paa halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel; de vare begge fulde af Mel blandet med Olie, til et Madoffer; ¹⁴ een Røgelseskaal paa ti Sekel Guld, fuld af Røgelse;

² Gør dig to Basuner af Sølv, af drevet Arbejde skal du gøre dem; og du skal have dem til Menighedens Sammenkaldelse, og naar Lejrene skulle bryde op.

⁸ Og HERREN talede til Aron: Jeg, se, jeg har givet dig Varetægten over mine Offergaver; alle de Ting. som Israels Børn hellige, har jeg givet dig for din Salvelses Skyld og dine Børn til en evig Rettighed. ⁹ Dette skal høre dig til af det højhellige, af Ildofrene: Alle deres Ofre af alle deres Madofre og af alle deres Syndofre og af alle deres Skyldofre, som de skulle betale mig, det skal være dig og dine Sønner højhelligt.

¹⁹ Alle Gaver af de hellige Ting, som Israels Børn skulle bringe HERREN, har jeg givet dig og dine Sønner og dine Døtre med dig til en evig Rettighed; det skal være en evig Saltpagt for HERRENS Ansigt, for dig og for din Sæd med dig.

⁶ Og alle Mændene i Sikem og det ganske Millo Hus forsamledes og gik hen og gjorde Abimelek til Konge ved den Lund, som staar ved Sikem.

²⁹ Hvorfor vanære I mit Slagtoffer og mit Madoffer, som jeg bød at ofre i Boligen? og du ærer dine Sønner mere end mig, idet I fede eder med det bedste af alt mit Folks Israels Madofre! ³⁰ Derfor siger HERREN, Israels Gud: Vistnok har jeg sagt: Dit Hus og din Faders Hus skulle vandre for mit Ansigt til evig Tid; men nu siger HERREN: Det være langt fra mig; thi dem, som ære mig, vil jeg ære, og de, som foragte mig, skulle ringeagtes.

² Da gjorde David sig rede og gik over, han og seks Hundrede Mand, som vare med ham, til Akis, Maoks Søn, Kongen i Gath.

⁹ Saa boede David i Befæstningen og kaldte den Davids Stad, og David byggede trindt omkring fra Millo af og indadtil.

¹⁷ og Zadok, Ahitubs Søn, og Akimelek, Abjathars Søn, vare Præster, og Seraja var Skri ver;

²⁵ og Seja var Skriver, og Zadok og Abjathar vare Præster;

³⁹ Og det skete, der tre Aar vare til Ende, at to af Simeis Tjenere flyede til Akis, Maekas Søn, Kongen i Gath; og de gave Simei det til Kende, sigende se, dine Tjenere ere i Gath. ⁴⁰ Saa gjorde Simei sig rede og sadlede sit Asen og drog til Gath til Akis at oplede sine Tjenere; og Simei drog hen og førte sine Tjenere fra Gath.

¹⁷ Og Kongen bød det, og de bragte store Stene, kostbare Stene, hugne Stene til at lægge Grundvolden til Huset. ¹⁸ Og Salomos Bygningsmænd og Hirams Bygningsmænd og Gibliterne tilhuggede og beredte Træerne og Stenene til at bygge Huset.

¹ Men Salomo byggede paa sit eget Hus tretten Aar og fuldendte hele sit Hus.

⁴⁸ Og Salomo lod gøre alle Redskaberne, som hørte til HERRENS Hus, nemlig Guldalteret og Bordet, som Skuebrødene vare paa, af Guld, ⁴⁹ og de fem Lysestager paa den højre Side og de fem paa den venstre Side lige for Koret, af fint Guld, og Blomsterne og Lamperne og Saksene af Guld, ⁵⁰ og Bækkenerne og Knivene og Skaalene og Røgelseskaalene og Ildkarrene af fint Guld; og Hængslerne til Dørene i Huset indentil i det allerhelligste og til Husets Døre i Templet af Guld.

²⁷ Og dette er Sagen, hvorfor han opløftede Haand imod Kongen: Salomo byggede Millo og tillukkede det aabne Sted paa Davids sin Faders Stad.

⁴¹ Men det øvrige af Salomos Handeler, og alt, hvad han har gjort, og hans Visdom, ere de Ting ikke skrevne i Salomos Krønikers Bog?

¹⁹ Men det øvrige af Jeroboams Handeler, hvorledes han stred, og hvorledes han regerede, se, de Ting ere skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog.

²⁶ Og han tog Liggendefæet i HERRENS Hus og Liggendefæet i Kongens Hus og borttog alle Ting og tog alle de Skjolde af Guld, som Salomo havde ladet gøre.

²⁹ Men det øvrige af Roboams Handeler og alt det, han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?

¹⁴ Men Højene toges ikke bort; dog var Asas Hjerte helt med HERREN alle hans Dage.

¹⁸ Da tog Asa alt det Sølv og Guld, de Ting, som vare blevne tilovers af HERRENS Hus's Liggendefæ og af Kongens Hus's Liggendefæ, og gav sine Tjenere dem i Hænderne; og Kong Asa sendte dem til Benhadad, en Søn af Tabrimmon, Hesions Søn, Kongen i Syrien, som boede i Damaskus og lod sige:

¹⁷ Og det skal ske, at hvo som undkommer fra Hasaels Sværd, den skal Jehu ihjelslaa, og hvo som undkommer fra Jehus Sværd, den skal Elisa ihjelslaa.

⁴³ Og han vandrede i alle sin Fader Asas Veje og veg ikke derfra, men gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne.

²³ Og Naaman sagde: Vil du, da tag to Centner; og han nødte ham, og han bandt to Gentner Sølv i to Punge og tog to Klædninger til at skifte med og gav det til to af sine Drenge, og de bare det foran ham.

¹² Da sagde Hasael: Hvi græder min Herre? Og han sagde: Fordi jeg ved det onde, som du skal gøre Israels Børn; du skal sætte Ild paa deres faste Stæder og slaa deres unge Mandskab ihjel med Sværd og knuse deres spæde Børn og sønderhugge deres frugtsommelige Kvinder. ¹³ Og Hasael sagde: Men hvad er din Tjener, den Hund, at han skulde gøre denne store Ting? Og Elisa sagde: HERREN har ladet mig se, at du skal blive Konge over Syrien. ¹⁴ Saa gik han fra Elisa og kom til sin Herre, og denne sagde til ham: Hvad sagde Elisa dig? Og han sagde: Han sagde mig: Du skal visselig leve. ¹⁵ Og det skete den næste Dag, da tog han Ryet og dyppede det i Vandet og udbredte det over hans Ansigt, og han døde; og Hasael blev Konge i hans Sted.

²³ Men det øvrige af Jorams Handeler, og alt det, han gjorde, ere de Ting ikke skrevne i Judas Kongers Krønikers Bog?

²⁷ Der Ahasia, Judas Konge, saa det, da flyede han ad Vejen til Havehuset; og Jehu forfulgte ham og sagde: Slaar ogsaa ham paa Vognen! Dette skete ved Opgangen til Gur, der ligg ved Jibleam; og han flyede til Megiddo og døde der.

¹ Der Athalia, Ahasias Moder, saa, at hendes Søn var død, da gjorde hun sig rede og udryddede al kongelig Sæd. ² Men Joseba, Kong Jorams Datter, Ahasias Søster, tog Joas, Ahasias Søn, og stjal ham midt ud af Kongens Børn, som bleve dræbte, ham og hans Amme i Sengekammeret; og de skjulte ham for Athalias Ansigt, saa at han ikke blev dræbt. ³ Og han var hos hende i HERRENS Hus skjult i seks Aar; men Athalia var Dronning i Landet. ⁴ Men i det syvende Aar sendte Jojada og tog de øverste over hundrede for Livvagten og Drabanterne og lod dem komme til sig i HERRENS Hus; og han gjorde en Pagt med dem og tog en Ed af dem i HERRENS Hus og viste dem Kongens Søn.

⁴ Men i det syvende Aar sendte Jojada og tog de øverste over hundrede for Livvagten og Drabanterne og lod dem komme til sig i HERRENS Hus; og han gjorde en Pagt med dem og tog en Ed af dem i HERRENS Hus og viste dem Kongens Søn.

²¹ Joas var syv Aar gammel, der han blev Konge.

² Og Joas gjorde det, som ret var for HERRENS Øjne, alle sine Dage, i hvilke Jojada, Præsten, vejledede ham.

⁴ Og Joas sagde til Præsterne: Alle Penge for de Ting, som helliges, som bringes til HERRENS Hus, nemlig Penge for hver, som gaar over i Mandtallet, Penge, som de give for Personer, hver efter sin Vurdering, alle Penge, som hver Mand ofrer af et frivilligt Hjerte for at bringe dem til HERRENS Hus,

¹² og til Murmestere og Stenhuggere og til at købe Træ og hugne Sten til at istandsætte det, som var brøstfældigt paa HERRENS Hus, ja til alt det, som gik med til Husets Istandsættelse.

¹⁸ Da tog Joas, Judas Konge, alle de hellige Ting, som Josafat og Joram og Ahasia, hans Fædre, Judas Konger, havde helliget, og hvad han selv havde helliget, dertil alt det Guld, som man fandt i HERRENS Hus's og i Kongens Hus's Skatkamre, og sendte det til Hasael, Kongen af Syrien; og denne drog da bort fra Jerusalem.

¹ I Israels Konge Joas's Joahas's Søns, andet Aar blev Amazia, Joas's, Judas Konges Søn, Konge.

³ Og han gjorde ret for HERRENS Øjne, dog ikke som David, hans Fader; han gjorde efter alt det, som Joas, hans Fader, gjorde. ⁴ Dog bleve Højene ikke borttagne; Folket ofrede og gjorde Røgelse endnu paa Højene. ⁵ Og det skete, der Riget blev befæstet i hans Haand, da ihjelslog han sine Tjenere, som havde ihjelslaget Kongen, hans Fader.

³⁵ Dog blev Højene ikke borttagne, Folket ofrede endnu og gjorde Røgelse paa Højene; han byggede den øverste Port paa HERRENS Hus.

⁸ Og Akas to det Sølv og det Guld, som fandtes i HERRENS Hus og i Kongens Hus's Skatkammer og sendte Kongen Assyrien det til Skænk.

⁴ Han borttog Højene og sønderbrød Støtterne og udryddede Astartebillederne og sønderknuste den Kobberslange, som Mose havde gj ort, fordi Israels Børn gjorde Røgoffer til den indtil denne Dag, og man kaldte den Nekuskthan.

¹⁵ Saa gav Ezekias alt det Sølv, som fandtes i HERRENS Hus og i Kongens Hus's Skatkamre. ¹⁶ Paa den samme Tid afbrød Ezekias Guldet af Dørene paa HERRENS Tempel og af Dørstolperne, som Ezekias, Judas Konge, havde ladet beslaa, og gav Kongen af Assyrien det.

² Og han sendte Eliakim, som var Hovmester, og Sebna, Kansleren, og de ældste af Præsterne, som havde iført sig Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn.

³ Og det skete i Kong Josias's attende Aar, da sendte Kongen Safan, en Søn af Azalia, Mesullams Søn, Kansleren, til HERRENS Hus og sagde: ⁴ Gak op til Hilkia, Ypperstepræsten, og lad ham samle i en Sum de Penge, som ere bragte til HERRENS Hus, som Dørvogterne have samlet ind fra Folket,

⁴ Gak op til Hilkia, Ypperstepræsten, og lad ham samle i en Sum de Penge, som ere bragte til HERRENS Hus, som Dørvogterne have samlet ind fra Folket, ⁵ og lad dem give dem i deres Haand, som have med Gerningen at gøre, og som ere beskikkede til Opsynsmænd ved HERRENS Hus; og disse skulle give dem til dem, som gøre Gerningen, som sker ved HERRENS Hus, for at udbedre Husets Brøst: ⁶ Til Tømmermændene og Bygningsmændene og Murmestrene og til at købe Træ og hugne Stene til at udbedre Huset. ⁷ Dog tog man ikke Regnskab af dem for de Penge, som gaves i deres Haand; thi de handlede redeligt.

¹² Og Kongen bød Hilkia, Præsten, og Ahikam, Safans Søn, og Akbor, Mikajas Søn, og Safan, Kansleren, og Asaja, Kongens Tjener, og sagde:

⁴ Og Kongen bød Hilkia, Ypperstepræsten, og Præsterne af anden Rang og Dørvogterne, at de skulde udføre af HERRENS Tempel alle de Redskaber, som vare gjorte til Baal og til Astarte og til al Himmelens Hær; og de opbrændte dem uden for Jerusalem paa Kedrons Marker, og Støvet af dem lod han bringe til Bethel.

¹⁸ Og Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja og Zefania, Præsten af anden Rang, og tre, som toge Vare paa Dørtærskelen;

¹¹ hans Søn var Joram, hans Søn var Ahasia, hans Søn var Joas,

¹³ og Beria og Sema, de vare Øverster for deres Fædrenehuse iblandt Indbyggerne i Ajalon; disse dreve Indbyggerne i Gath paa Flugt;

¹⁸ Og med dem vare deres Brødre af anden Rang: Sakaria, Ben og Jaesiel og Semiramoth og Jehiel og Unni, Eliab og Benaja og Maeseja og Mathithja og Elifeleja og Mikneja og Obed-Edom og Jeiel, Portnerne.

²⁴ Men Sebanja og Josafat og Nethaneel og Amasaj og Sakaria og Benaja og Elieser, Præsterne, som blæste i Basunerne, gik foran Guds Ark; og Obed-Edom og Jehia vare Dørvogtere ved Arken.

¹ Og det skete derefter, at David slog Filisterne og ydmygede dem, og han tog Gat og dens tilliggende Byer af Filisternes Haand.

¹¹ Ogsaa dem helligede Kong David for HERREN, tillige med det Sølv og Guld, som han havde taget fra alle Hedninger, fra Edom og fra Moab og fra Ammons Børn og fra Filisterne og fra Amalek.

³ Da sagde Joab: HERREN lægge til sit Folk, som disse ere, hundrede Gange saa mange! ere de ikke, min Herre Konge, alle sammen min Herres Tjenere hvorfor forlanger min Herre da dette? hvorfor skal dette være til en Skyld paa Israel

³ Og desuden, fordi; jeg har Behagelighed til min Guds Hus, har jeg givet, hvad jeg ejer af Guld og Sølv; dette har jeg givet til min Guds Hus foruden alt det, som jeg har samlet til Helligdommens Hus: ⁴ Tre Tusinde Gentner Guld af Ofirs Guld og syv Tusind Centner lutret Sølv til at beslaa Husenes Vægge med, ⁵ at der kan være Guld til GuIdtøjet og Sølv til Sølvtøjet og til alt det Arbejde, der udføres ved Mestres Haand; og hvo er villig til at fylde sin Haand i Dag for HERREN? ⁶ Da gave Øversterne for Fædrenehusene og Israels Stammers Øverster og Øversterne over tusinde og over hundrede og Øversterne over Kongens Arbejde frivilligt. ⁷ Og de gave til Arbejdet paa Guds Hus fem Tusinde Gentner Guld og ti Tusinde Drakmer og ti Tusinde Centner Sølv og atten Tusinde Gentner Kobber og hundrede Tusinde Gentner Jern. ⁸ Og de, hos hvem der blev fundet Stene, gave dem til HERRENS Hus's Skat ved Jehiels Gersonitens Haand. ⁹ Og Folket var glad over, at de gave frivilligt; thi de gave HERREN af et retskaffent Hjerte, frivilligt; og Kong David glædede sig ogsaa med stor Glæde.

¹⁷ Og, min Gud: jeg ved, at du prøver Hjerter og har Behag til Oprigtighed, jeg har i mit Hjertes Oprigtighed givet alle disse Ting frivilligt og har nu med Glæde set dit Folk, som her fandtes, at det har givet dig frivilligt.

¹⁸ Og han førte de Ting, som hans Fader havde helliget, og det, som han selv havde helliget, ind i Guds Hus, Sølv og Guld og Kar.

² Men Asa tog Sølv og Guld af HERRENS Hus's og Kongens Hus's Liggendefæ og sendte til Benhadad Kongen af Syrien, som boede i Damaskus, og lod sige:

¹ Men i det syvende Aar tog Jojada Mod til sig og tog de Øverste over hundrede, nemlig Asaria, Jerohams Søn, og Ismael, Jerohams Søn, og Asaria og Maefeja, Adajas Søn, Obeds Søn, og Elisafat, Sikris Søn, i Pagt med sig.

¹ Joas var syv Aar gammel, der han blev Konge, og regerede fyrretyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Zibna fra Beersaba. ² Og Joas gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, i alle Præsten Jojadas Dage.

² Og Joas gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, i alle Præsten Jojadas Dage. ³ Og Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre. ⁴ Og det skete derefter, at det laa Joas paa Hjerte at forny HERRENS Hus. ⁵ Og han samlede Præsterne og Leviterne og sagde til dem: Drager ud til Judas Stæder og samler Penge ind af al Israel til at udbedre eders Guds Hus Aar for Aar, og I skulle skynde eder med Gerningen; men Leviterne skyndte sig ikke.

⁵ Og han samlede Præsterne og Leviterne og sagde til dem: Drager ud til Judas Stæder og samler Penge ind af al Israel til at udbedre eders Guds Hus Aar for Aar, og I skulle skynde eder med Gerningen; men Leviterne skyndte sig ikke. ⁶ Da kaldte Kongen ad Jojada, den Ypperstepræst, og sagde til ham: Hvorfor giver du ikke Agt paa Leviterne, at de fra Juda og Jerusalem bringe det Paalæg, som Mose, HERRENS Tjener, og Israels Menighed har bestemt, ind til Vidnesbyrdets Paulun? ⁷ Thi under den ugudelige Athalia havde hendes Sønner gjort Brud paa Guds Hus; ja endog alt det, som var helliget til HERRENS Hus, havde de anvendt til Baalerne.

⁷ Thi under den ugudelige Athalia havde hendes Sønner gjort Brud paa Guds Hus; ja endog alt det, som var helliget til HERRENS Hus, havde de anvendt til Baalerne. ⁸ Da befalede Kongen, og de gjorde en Kiste, og de satte den udenfor i HERRENS Hus's Port. ⁹ Og de lode udraabe i Juda og i Jerusalem, at de skulde bringe for HERREN det Paalæg, som Mose, Guds Tjener, havde lagt paa Israel i Ørken.

⁹ Og de lode udraabe i Juda og i Jerusalem, at de skulde bringe for HERREN det Paalæg, som Mose, Guds Tjener, havde lagt paa Israel i Ørken. ¹⁰ Da bleve alle Øverster og alt Folket glade, og de bragte det ind og lagde det i Kisten, indtil alt var kommet ind.

¹⁰ Da bleve alle Øverster og alt Folket glade, og de bragte det ind og lagde det i Kisten, indtil alt var kommet ind. ¹¹ Og det skete, naar man ved Leviterne bragte Kisten ind efter Kongens Befaling, og man da saa, at der var mange Penge i den, da kom Kongens Skriver og Ypperstepræstens Befalingsmand, og de tømte Kisten og bare den hen og satte den igen paa sit Sted; saa gjorde de Dag for Dag og samlede Penge i Mangfoldighed.

¹¹ Og det skete, naar man ved Leviterne bragte Kisten ind efter Kongens Befaling, og man da saa, at der var mange Penge i den, da kom Kongens Skriver og Ypperstepræstens Befalingsmand, og de tømte Kisten og bare den hen og satte den igen paa sit Sted; saa gjorde de Dag for Dag og samlede Penge i Mangfoldighed. ¹² Og Kongen og Jojada gav dem til den, som havde at gøre med Gerningen i HERRENS Hus's Tjeneste, og de lejede Stenhuggere og Tømmermænd til at fornye HERRENS Hus, saa og Mestre til at arbejde i Jern og Kobber, til at udbedre HERRENS Hus.

¹² Og Kongen og Jojada gav dem til den, som havde at gøre med Gerningen i HERRENS Hus's Tjeneste, og de lejede Stenhuggere og Tømmermænd til at fornye HERRENS Hus, saa og Mestre til at arbejde i Jern og Kobber, til at udbedre HERRENS Hus. ¹³ Saa arbejdede Folkene, og Udbedringen af det, der arbejdedes paa, gik frem ved deres Haand; og de satte Guds Hus i Stand efter dets Maal og gjorde det stærkt. ¹⁴ Og der de havde fuldendt det, bragte de de øvrige Penge frem for Kongens og Jojadas Ansigt, og for disse gjorde man Redskaber til HERRENS Hus, Redskaber til Tjenesten og til at ofre, Røgelseskaaler og Guldkar og Sølvkar; og de ofrede stedse Brændofre i HERRENS Hus alle Jojadas Dage.

¹⁴ Og der de havde fuldendt det, bragte de de øvrige Penge frem for Kongens og Jojadas Ansigt, og for disse gjorde man Redskaber til HERRENS Hus, Redskaber til Tjenesten og til at ofre, Røgelseskaaler og Guldkar og Sølvkar; og de ofrede stedse Brændofre i HERRENS Hus alle Jojadas Dage.

¹⁶ Og de begrove ham i Davids Stad iblandt Kongerne, fordi han havde gjort godt i Israel og imod Gud og hans Hus. ¹⁷ Men efter Jojadas Død kom de Øverste af Juda og nedbøjede sig for Kongen; da føjede Kongen dem. ¹⁸ Saa forlode de HERRENS, deres Fædres Guds, Hus og tjente Astartebillederne og Afguderne; og der kom en Vrede over Juda og Jerusalem for denne deres Syndeskyld. ¹⁹ Og han sendte Profeter til dem at omvende dem til HERREN; og disse vidnede for dem, men de vilde ikke høre dem. ²⁰ Og Guds Aand iførte sig Sakaria, Præsten Jojadas Søn, og han stod oven over Folket og sagde til dem: Saa sagde Gud: Hvorfor overtræde I HERRENS Bud derfor skulle I ikke være lykkelige, thi I have forladt HERREN, og han har forladt eder. ²¹ Men de sammensvore sig imod ham og stenede ham med Stene, efter Kongens Bud, I Forgaarden til HERRENS Hus. ²² Og Kong Joas kom ikke den Miskundhed i Hu, som Jojada, hans Fader, havde gjort imod ham, men slog hans Søn ihjel; og der denne døde, sagde han: HERREN skal se og hjemsøge det. ²³ Og det skete, der Aaret var omme, drog Syrernes Hær op imod ham, og de kom til Juda og Jerusalem og udryddede af Folket alle Folkets Øverster, og de sendte alt deres Rov til Kongen af Damaskus. ²⁴ Skønt Syrernes Hær kom med faa Mænd, gav HERREN dog en saare stor Hær i deres Haand, fordi den havde forladt HERREN, sine Fædres Gud; og de udførte Straffedommene over Joas.

²⁴ Skønt Syrernes Hær kom med faa Mænd, gav HERREN dog en saare stor Hær i deres Haand, fordi den havde forladt HERREN, sine Fædres Gud; og de udførte Straffedommene over Joas. ²⁵ Og der de vare dragne fra ham, hvem de forlode i en svar Sygdom, indgik hans Tjenere et Forbund imod ham for Præsten Jojadas Sønners Blods Skyld, og de sloge ham ihjel paa hans Seng, og han døde; og de begrove ham i Davids Stad; men de begrove ham ikke i Kongernes Grave. ²⁶ Og de, som indgik Forbund imod ham, vare: Sabad, Simeaths den ammonitiske Kvindes Søn, og Josabad, Simriths den moabitiske Kvindes Søn. ²⁷ Og hvad angaar hans Sønner og den svare Byrde, som var, lagt paa ham, og Grundforbedringen af Guds Hus, se, om alt dette er skrevet i Kongernes Bogs Historie. Og hans Søn Amazia blev Konge i hans Sted.

² Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, dog ikke af fuldt Hjerte.

²⁷ Og fra den Tid, der Amazia veg af fra HERREN, da indgik de et Forbund imod ham i Jerusalem, og han flyede til Lakis; da sendte de efter ham til Lakis og dræbte ham der.

⁴ Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, efter alt det, som hans Fader Amazia gjorde.

⁴ Og han førte Præsterne og Leviterne ind og samlede dem paa den aabne Plads imod Østen. ⁵ Og han sagde til dem: Hører mig, I Leviter! helliger eder selv nu, og helliger HERRENS, eders Fædres Guds, Hus; og bringer Urenheden bort fra Helligdommen! ⁶ Thi vore Fædre have forsyndet sig og gjort det onde for HERREN vor Guds øjne og forladt ham, og de have vendt deres Ansigt bort fra HERRENS Tabernakel og vendt det Ryggen. ⁷ De have og tillukket Dørene til Forhallen og udslukket Lamperne og ikke røget Røgelse og ej ofret Brændoffer i Helligdommen for Israels Gud. ⁸ Derfor er HERRENS Vrede over Juda og Jerusalem, og han har givet dem hen til Forfærdelse, til Ødelæggelse og til Spot, ligesom I se med eders Øjne. ⁹ Thi se, vore Fædre ere faldne for Sværdet; til med ere vore Sønner og vore Døtre og vore Hustruer bortførte i Fangenskab for denne Sags Skyld. ¹⁰ Nu ligger det mig paa Hjerte at gøre en Pagt med HERREN Israels Gud, at hans strenge Vrede maa vendes fra os. ¹¹ Nu, mine Sønner! værer ikke efterladne; thi HERREN har udvalgt eder til at staa for hans Ansigt, for at tjene ham og til at være dem, som tjene ham og gøre Røgoffer.

³⁴ Dog Præsterne vare faa og kunde ikke flaa alle Brændofrene, derfor hjalp deres Brødre Leviterne dem, indtil den Gerning blev fuldendt, og indtil Præsterne havde helliget sig; thi Leviterne vare oprigtigere af Hjertet til at hellige sig end Præsterne.

⁴ Og han sagde til Folket, til Indbyggerne i Jerusalem, at de skulde give Præsterne og Leviterne deres Del, paa det de kunde holde fast ved HERRENS Lov.

¹² Og de bragte Gaven og Tienden og de hellige Ting trolig derind; og Kanania, Leviten, var den første Opsynsmand over dem, og Simei, hans Broder, var den anden.

²⁴ Og hans Tjenere gjorde et Forbund imod ham og dræbte ham i hans Hus.

⁹ Og de kom til Hilkia, Ypperstepræsten, og overgave Pengene, som vare bragte til Guds Hus, hvilke Leviterne, som toge Vare paa Dørtærskelen, havde samlet af Manasses og Efraims Haand og af alle overblevne i Israel og af al Juda og Benjamin, og med hvilke de vendte tilbage til Jerusalem. ¹⁰ Og de gave dem i deres Haand som havde med Gerningen at gøre, og som vare beskikkede over HERRENS Hus; og disse gave dem til dem, som gjorde Gerningen, og som arbejdede paa HERRENS Hus for at udbedre og istandsætte Huset. ¹¹ Og de gave dem ud til Tømmermændene og Bygningsmændene og til at købe hugne Stene og Træ til Bjælkeværk og til at sammentømre Husene rned, som Judas Konger havde ødelagt. ¹² Og Mændene arbejdede trolig paa Gerningen, og over dem vare Jahath og Obadia, Leviterne af Meraris Børn, og Sakaria og Mesullam af Kahathiternes Børn, beskikkede til at have Opsyn, og alle de Leviter, som forstode sig paa Sangens Instrumenter.

² Og han beskikkede Præsterne til det, de skulde varetage, og styrkede dem til deres Tjeneste i HERRENS Hus.

⁶ Og alle trindt omkring dem understøttede dem med Sølvkar, med Guld, med Gods og med Kvæg og. med kostbare Skænk foruden alt det, som de gave frivilligt.

⁹ Og dette er Tallet paa dem: Tredive Guldbækkener, tusinde Sølvbækkener, ni og tyve Offerknive, ¹⁰ tredive Guldbægere, fire Hundrede og ti andre Sølvbægere, tusinde andre Kar. ¹¹ Alle Kar af Guld og Sølv vare fem Tusinde og fire Hundrede; alt dette førte Sesbazar op, da de bortførte droge op fra Babel til Jerusalem.

⁶⁹ De gave efter deres Formue, som Sammenskud til Arbejdet i Guld en og tresindstyve Tusinde Drakmer og fem Tusinde Pund Sølv og hundrede Præstekjortler.

⁷ Og de gave Penge til Stenhuggerne og Tømmermændene og Mad og Drikke og Olie til dem fra Sidon og Tyrus, at de skulde føre Cedertræer fra Libanon til Havet imod Jafo efter den Tilladelse, de havde faaet af Kyrus, Kongen af Persien.

⁸ Det være Kongen vitterligt, at vi kom til det Landskab Juda, til den store Guds Hus, og at man bygger det med store Stene og lægger Træ i Væggene, og at Arbejdet gaar rask frem og lykkes ved deres Hænder.

¹⁶ samt alt det Sølv og Guld som du kan finde i hele Babels Land, tillige med den frivillige Gave, som Folket og Præsterne give frivilligt til deres Guds Hus, som er i Jerusalem.

²⁵ og jeg tilvejede dem Sølvet og Guldet og Karrene, som vare en Gave til vor Gud Hus, som Kongen og hans Raadsherrer og hans Fyrster og al Israel, som fandtes, havde givet. ²⁶ Og jeg tilvejede dem i deres Haand seks Hundrede og halvtredsindstyve Gentner Sølv og Sølvkar til hundrede Gentner, Guld til hundrede Centner. ²⁷ og tyve Guldbægere til tusinde Drakmer og to Kar af godt skinnende Kobber, kostelige som Guld. ²⁸ Og jeg sagde til dem: I ere HERREN hellige, og Karrene ere hellige, og Sølvet og Guldet er en frivillig Gave til HERREN, eders Fædres Gud.

² Og jeg beskikkede Hanani, min Broder, og Hanania, Slotshøvdingen, over Jerusalem; thi han var en trofast Mand i og frygtede Gud fremfor mange;

¹⁰ Gud, vort Skjold! se til og sku din Salvedes Ansigt.

¹⁰ Alle hans Vægtere ere blinde, de vide intet, de ere alle stumme Hunde, der gik du op til som ikke kunne gø, de ligge og drømme, de holde af Søvn. ¹¹ Og det er Hunde, som ere graadige, de kende ikke Mættelse; og det er Hyrder, som fattes Forstand; de have vendt sig hver sin Vej, hver til sin Vinding, den ene med den anden. ¹² Kommer, jeg vil tage Vin, og lader os drikke stærk Drik; og i Morgen skal det gaa som den Dag i Dag, stort og saare ypperligt!

¹² Og de, som nedstamme fra dig, skulle bygge de Stæder, som ere Øde fra fordums Tider, du skal bebygge de Grundvolde, som have ligget fra Slægt til Slægt, og du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig.

²⁰ Thi jeg har fra fordums Tid sønderbrudt dit Aag, sønderrevet dine Baand, men du sagde: Jeg vil ikke tjene; thi du gav dig hen paa alle ophøjede Høje og under hvert grønt Træ som en Skøge.

⁴ og jeg førte dem til HERRENS Hus, til den Guds Mand Hanans, Jigdaljas Søns, Børns Kammer, som var ved Siden af Fyrsternes Kammer, oven over Dørvogteren Maasejas, Sallums Søns, Kammer.

¹⁵ Saa hører da nu HERRENS Ord, I, som ere overblevne af Juda! saasiger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Dersom I vende eders Ansigt imod Ægypten for at komme did, og I kommer for at være der som fremmede,

²⁴ Og Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, og Zefanja, Præsten af anden Rang, og tre, som toge Vare paa Dørtærske Hofbetjent, som var Befalingsmand over Krigsmændene,

⁸ De æde mit Folks Syndofre og længes efter; at det skal forsynde sig.

¹⁰ Gid der dog var een iblandt eder, som vilde tillukke Dørene, at I ikke skulde optænde Ild paa mit Alter skulde optænde Ild paa mit Alter forgæves? jeg har ingen Lyst til eder, siger den HERRE Zebaoth, og har ikke Behag i Offergaver af eders Haand.

⁴⁵ Hvo er vel den troe og snilde Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende, at give demMad i tide?

⁴¹ Og Jesus satte sig lige overfor Templets Kiste og saae, hvorledes Folket lagde Penge i Kisten, og mange Rige lagde meget derudi.

⁵¹ Men det begav sig, der de Dage fuldkommedes, at han skulde optages, da vendte han stadelig sit Ansigt at vandre til Jerusalem.

⁵³ Og de annammede ham ikke, fordi hans Ansigt var vendt mod Jerusalem.

¹ Men han sagde og til sine Disciple: der var en rig Mand, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham, at han ødte hans Gods.

¹⁰ Hvo som er tro i det Mindste er og tro i Meget; og hvo som er uretfærdig i det Mindste, er og uretfærdig i Meget. ¹¹ Dersom I da ikke have været troe i den urette Mammon, hvo vil betroe Eder den sande?

¹ Men idet han saae op, blev han de Rige vaer, som lagde deres Gaver i Templets Kiste.

⁴ Thi alle disse have lagt af deres Overflod som Gaver for Gud; men denne har af sin Armod lagt al sin Eiendom. ⁵ Og der Nogle sagde om Templet at det var prydet med deilige Stene og Klenodier, sagde han:

² Iøvrigt udkræves af Huusholdere, at de maae findes troe. ³ Men mig er det saare lidet, at dømmes af Eder eller af en menneskelig Ret; ja, jeg dømmermig end ikke selv.

²¹ Thi de søge alle deres Eget, ikke hvad der er Christi Jesu.

² vogter Guds Hjord, som er iblandt Eder, og vaager over den, ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld men med Redebonhed;

⁵ Du Elskelige! du gjør troligen Alt, hvad du gjør mod Brødrene og mod de Fremmede,