1 Samuel 2:9 Cross References - Danish

⁹ Han skal bevare sine frommes Fødder, men ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved sin Kraft.

³ Visseligen, han elsker Folkene; alle hans hellige ere i din Haand; og de skulle sætte sig ved din Fod, annamme af dine Ord.

⁴⁹ Og David stak sin Haand i Posen og tog en Sten deraf og slog med Slyngen og traf Filisteren i hans Pande, saa at Stenen fæstedes dybt i hans Pande, og at han faldt paa sit Ansigt til Jorden. ⁵⁰ Og David blev ved Slyngen og ved Stenen og slog Filisteren og dræbte ham, og David havde ikke Sværd i Haanden.

¹⁶ saa der bliver Haab for den ringe, og Uretfærdighed maa lukke sin Mund.

²⁴ Og du skal forfare, at dit Telt har Fred, og du skal besøge din Bolig og intet savne.

¹⁶ En Konge frelses ikke ved stor Magt, en vældig fries ikke ved stor Kraft. ¹⁷ Hesten slaar fejl til Frelse og kan ikke redde ved sin store Styrke.

²³ Af HERREN stadfæstes en Mands Gang, og han vil have Velbehag til hans Vej. ²⁴ Naar han falder, bliver han ikke liggende; thi HERREN holder fast ved hans Haand.

²⁸ Thi HERREN elsker Ret og forlader ikke sine hellige; de ere bevarede evindelig; men de ugudeliges Sæd er udryddet.

¹¹ Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje. ¹² De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.

¹⁸ Der jeg sagde: Din Fod snublede, da opholdt, o HERRE! din Miskundhed mig.

¹⁰ I, som elske HERREN! hader det onde; han bevarer sine helliges Sjæle, han frier dem af de ugudeliges Haand.

³ Han tillade ikke din Fod at snuble, og han, som bevarer dig slumre ikke!

⁵ HERREN er den, der bevarer dig; HERREN er din Skygge ved din højre Haand.

⁸ HERREN skal bevare din Udgang og din Indgang fra nu af og indtil evig Tid.

⁸ saa han bevogter Rettens Stier og bevarer sine helliges Vej.

²⁶ Thi HERREN skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod fra at fanges.

⁹ Menneskets Hjerte optænker sin Vej; men HERREN stadfæster hans Gang.

¹⁷ Se her, hvad jeg ar set det er godt og smukt at æde og drikke og at se godt af alt sit Arbejde, som man arbejder med under Solen i alle sine Levedage, som Gud har givet en; thi det er hans Del;

¹¹ Jeg vendte tilbage og saa under Solen, at Løbet ikke er i de lettes Magt, og Krigen ikke i de vældiges, og ej heller Brødet i de vises, og ej heller Rigdommen i de forstandiges, og ej heller Gunst i de kløgtiges; thi Tid og Hændelse ramme dem alle.

¹⁴ Hvorfor sidde vi stille og samler eder, og lader os gaa ind i de faste Stæder og omkomme der; thi HERREN vor Gud har ladet os omkomme og givet os besk Vand at drikke; thi vi have syndet imod HERREN.

²³ Saa siger HERREN: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, og den stærke rose sig ikke af sin Styrke, den rige rose sig ikke af sin Rigdom;

¹⁵ En Vredes Dag er denne Dag, en Nøds og Længsels Dag, en Forstyrrelses og Længsels Dag, en Forstyrrelses og Ødelæggelses Dag, en Mørkheds og Dunkelheds Dag, en Skys og Mulms Dag,

⁶ Da svarede han og sagde til mig: Dette er HERRENS Ord til Serubabel, saa lydende: "Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand," siger den HERRE Zebaoth.

¹² Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

¹² Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og har ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug. ¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

¹⁹ Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for Gud.

⁵ hvilke ved Guds magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid.

¹⁷ Disse ere vandløse Kilder, Skyer som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

¹ Judas, Jesu Christi Tjener, men Jakobs Broder, til de Kaldte, som ere helligede i Gud Fader og bevarede i Jesus Christus:

³ I Elskelige! da jeg alvorligen havde for at skrive Eder om den fælles Frelse, fandt jeg det fornødent at skrive Eder med Formaning om at stride for den Tro, som eengang er overanvordet de Hellige.

¹³ Havets vilde Bølger, som udskumme deres egen Skam; vildfarende Stjerner, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.