1 Samuel 13 Cross References - Danish

¹ Saul var . . . Aar, da han blev Konge, og han regerede paa andet Aar over Israel. ² Da udvalgte Saul sig tre Tusinde af Israel, og to Tusinde vare med Saul i Mikmas og paa Bethels Bjerg, og tusinde vare med Jonathan i Benjamins Gibea; men de øvrige Folk lod han fare, hver til sine Telte. ³ Og Jonathan slog Filisternes Besætning, som var paa Højen, og Filisterne hørte det; derfor lod Saul blæse i Trompeten i hele Landet og sige: Lad Hebræerne høre det! ⁴ Og al Israel hørte, at der sagdes: Saul har slaget Filisternes Besætning, og Israel har gjort sig forhadt hos Filisterne; da blev Folket sammenkaldt efter Saul til Gilgal. ⁵ Og Filisterne samledes til at stride med Israel, tredive Tusinde Vogne og seks Tusinde Ryttere og Folk som Sand, der er ved Havbredden i Mangfoldighed; og de droge op og lejrede sig i Mikmas, Østen for Beth-Aven. ⁶ Der Israels Mænd saa sig i Nød (thi Folket blev trængt), da skjulte Folket sig i Hulerne og i Tornebuskene og i Klipperne og i de faste Taarne og i Grøfterne. ⁷ Og Hebræere gik over Jordanen til Gads Land og til Gilead; og Saul var endnu i Gilgal, og alt Folket var forskrækket og fulgte efter ham. ⁸ Og han tøvede i syv Dage til den Tid, som var bestemt af Samuel, men Samuel kom ikke til Gilgal; da adspredtes Folket fra ham. ⁹ Da sagde Saul: Fører hid til mig Brændofret og Takofrene; og han ofrede Brændofret. ¹⁰ Og det skete, der han var færdig med at ofre Brændofret, se, da kom Samuel! og Saul gik ud imod ham at hilse paa ham. ¹¹ Da sagde Samuel: Hvad har du gjort? og Saul sagde: Da jeg saa, at Folket adspredtes fra mig, og du kom ikke til den bestemte Tid, og Filisterne vare samlede udi Mikmas, ¹² da sagde jeg: Nu komme Filisterne ned mod mig i GiIgaI, og jeg har ikke bedet for HERRENS Ansigt; da tog jeg Mod til mig og ofrede Brændofret. ¹³ Da sagde Samuel til Saul: Du har handlet daarligen; du har ikke holdt HERREN din Guds Bud, som han bød dig; saa havde HERREN nu stadfæstet dit Kongedømme over Israel evindelig. ¹⁴ Men nu skal dit Kongedømme ikke bestaa; HERREN har opsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har HERREN budet at være en Fyrste over sit Folk, fordi du ikke har holdt det, som HERREN har befalet dig. ¹⁵ Og Samuel gjorde sig rede og gik op fra Gilgal til Gibea i Benjamin; og Saul talte det Folk, som fandtes hos ham, ved seks Hundrede Mand. ¹⁶ Og Saul og Jonathan hans Søn, og det Folk, som fandtes hos dem, bleve i Gibea i Benjamin; men Filisterne havde lejret sig i Mikmas. ¹⁷ Og der uddrog en ødelæggende Skare af Filisternes Lejr i tre Hobe; den ene Hob vendte sig ad Vejen imod Ofra, til Landet Sual; ¹⁸ og den anden Hob vendte sig ad Vejen til Beth-Horon; og den tredje Hob vendte sig mod Vejen ved Skellet, der rager frem over Zeboims Dal, ad Ørken til. ¹⁹ Og der blev ingen Smed funden i al Israels Land; thi Filisterne sagde: At Hebræerne ikke skulde gøre Sværd eller Spyd. ²⁰ Derfor maatte al Israel fare ned til Filisterne, at hver kunde faa sit Plovjern og sin Hakke og sin Økse og sin Spade skærpet; ²¹ og de havde skarpe File til Spader og Hakker og Treforke og Økser, og saa ofte Æggen var sløvet paa Spader, og naar de skulde have en Braad sat ind. ²² Og det skete paa Stridens Dag, at der ikke blev funden Sværd eller Spyd i nogen af Folkets Haand, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn. ²³ Og Filisternes Besætning drog ud til Kløftvejen ved Mikmas.

¹³ Da sagde Gud HERREN til Kvinden: Hvi har du gjort dette? Og Kvinden sagde; Slangen forførte mig, og jeg aad.

¹⁰ Og han sagde: Hvad har du gjort? din Broders Blods Røst raaber til mig af Jorden.

² at de førte Krig mod Bera, Kongen af Sodoma, og imod Birsa, Kongen af Gomorra, Sineab, Kongen af Adma, og Semeber, Kongen af Zeboim, og Kongen af Bela, det er Zoar.

¹⁷ derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggøre din Sæd som Stjernerne paa - Himmelen og som Sand, der er ved Havets Bred, og din Sæd skal eje sine Fjenders Port;

³⁰ Da sagde Jakob til Simeon og Levi: have forstyrret mig, idet I gjorde mig stinkende for dette Lands Indbyggere, for Kananitten og Feresiten og jeg er en liden Hob, og de kunne samle sig imod mig og slaa mig og jeg maatte ødelægges; jeg og mit Hus.

³⁴ da skulle I sige: Dine Tjenere ere Mænd, som drive Kvægavl fra vor Ungdom og indtil nu, baade vi og vore Fædre, paa det I maa bo i det land Gosen; thi alle Faarehyrder ere Ægypterne en Vederstyggelighed.

²¹ Og de sagde til dem: HERREN skal se paa eder og dømme, at I have gjort os stinkende for Farao og for hans Tjenere, saa at I have givet Sværdet i deres Haand til at ihjelslaa os.

⁵ Det shal være eder et lydeløst, eet Aar gammelt Vædderlam; I skulle tage det af Faarene eller af Gederne.

¹⁰ Og Farao nærmede sig; og lsraels Børn opløftede deres Øjne, og se, Ægypterne droge efter dem; da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til HERREN. ¹¹ Og de sagde til Mose: Mon der ikke var Grave i Ægypten, siden du tog os ud til at dø i Ørken? hvi gjorde du os dette, at du førte os ud af Ægypten ¹² Er det ej det Ord, som vi talede til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, vi ville tjene Ægypterne; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at dø i Ørken.

¹⁷ Og jeg vil sætte mit Ansigt mod eder, og I skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt, og de, som eder hade, skulle regere over eder, og I skulle fly, skønt ingen forfølger eder.

³⁶ Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre saa blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Sværd, og falde, skønt ingen forfølger dem. ³⁷ Og den ene skal falde over den anden som for et Sværd, enddog ingen forfølger dem; og I skulle ikke kunne holde Stand for eders Fjenders Ansigt.

¹ Og Rubens Børn og Gads Børn havde meget og saare talrigt Kvæg, og de saa det Land Jaeser og det Land Gilead, og se, det Sted var et bekvemt Sted til Kvæg. ² Og Gads Børn og Rubens Børn kom, og de sagde til Mose og til Eleaser, Præsten, og til Menighedens Fyrster, sigende: ³ Atharoth og Dibon og Jaeser og Nimra og Hesbon og Eleale og Sebam og Nebo og Beon, ⁴ det Land, som HERREN har slaaet for Israels Menigheds Ansigt, det er et Land til Kvæg. og dine Tjenere have Kvæg. ⁵ Og de sagde: Dersom vi have fundet Naade for dine Øjne, da lad dette Land gives dine Tjenere til Ejendom, lad os ikke gaa over Jordanen.

³³ Saa gav Mose dem. nemlig Gads Børn og Rubens Børn og Halvdelen af Manasse, Josefs Søns, Stamme, Sihons, den amoritiske Konges, Rige og Ogs, Kongen af Basans, Rige, Landet med dets Stæder inden deres Grænser, Landets Stæder trindt omkring. ³⁴ Saa byggede Gads Børn Dibón og Ataroth og Aroer ³⁵ og Ataroth Sofann og Jaeser og Jogbea ³⁶ og Beth-Nimra og Beth-Haran, faste St æder og Faarestier. ³⁷ Og Rubens Børn byggede Hesbon og Eleale og Kirjathajim ³⁸ og Nebo og Baal-Meon, som de forandrede Navnene paa, og Sibma; og de gave Stæderne, som de byggede, Navne, hver sit Navn. ³⁹ Og Makirs, Manasse Søns, Børn gik ind i Gilead og indtoge det; og de fordreve Amoriterne, som vare derudi. ⁴⁰ Da gav Mose Makir, Manasse Søn, Gilead, og han boede derudi. ⁴¹ Men Jair, Manasse Søn, gik hen og indtog deres Smaabyer og kaldte dem Havoth-Jai ⁴² Og Noba gik hen og indtog Kenat og dens tilliggende Byer og kaldte den Noba efter sit Navn.

¹² Og vi indtoge dette Land paa den samme Tid fra Aroer som ligger ved Arnons Bæk og Halvdelen af Gileads Bjerg med dets Stæder gav jeg Rubeniterne og Gaditerne.

⁶ Og derhen skulle I føre eders Brændofre, og eders Slagtofre og eders Tiender og eders Hænders Offergaver og eders Løfter og eders frivillige Ofre og de førstefødte af eders store Kvæg og af eders smaa Kvæg;

⁸ Og Fogederne skulle blive ved at tale til Folket og sige: Er der en Mand, om er frygtagtig og blødhjertet, han gaa hen og vende tilbage til sit Hus, at han ikke skal gøre sine Brødres Hjerte mistrøstigt, som hans eget Hjerte er.

²⁵ HERREN skal lade dig slaas for dine Fjenders Ansigt; ad een Vej skal du drage ud imod ham, og ad syv Veje skal du fly for hans Ansigt; og du skal være i Ustadighed iblandt alle Riger paa Jorden.

⁹ Og HERREN sagde til Josva: I Dag har jeg afvæltet Ægyptens Skændsel fra eder; og man kaldte samme Steds Navn Gilgal indtil denne Dag.

² Og Josva udsendte Mænd fra Jeriko mod Ai, som ligger ved Beth-Aven Østen for Bethel, og sagde til dem: Gaar op og bespejder Landet; og Mændene gik op og bespejdede Ai.

¹⁹ Og Josva. sagde til Akan: Min Søn, giv dog HERREN Israels Gud Ære og giv ham Lov, og giv mig nu til Kende, hvad du har gjort, dølg det ikke for mig;

²⁰ Og Mændene af Ai vendte sig tilbage, og de saa, og se, Røgen af Staden steg op mod Himmelen, og der var ingen Udvej for dem at fly hid eller did; og det Folk, som flyede til Ørken, vendte sig imod dem, som forfulgte dem.

¹¹ Og det skete, der de flyede for Israels Ansigt, og de vare der, hvor man gaar ned fra Beth-Horon, da lod HERREN falde store Stene af Himmelen paa dem indtil Aseka, at de døde; de vare flere, som døde af samme Hagelstene, end de, som Israels Børn sloge ihjel med Sværdet.

⁴ Og de droge ud, de og alle deres Lejre med dem, mangfoldigt Folk som Sand, der er paa Havbredden, i Mangfoldighed, og saare mange Heste og Vogne.

²⁴ Og Mose havde givet Gads Stamme, Gads Børn, Arv efter deres Slægter. ²⁵ Og Jaeser og alle Stæderne i Gilead vare deres Landemærke og Halvdelen af Ammons Børns Land, indtil Aroer, som ligger lige over for Rabbah, ²⁶ og fra Jesbon indtil Ramath-Mizpe og Bethonim og fra Mahanaim indtil Debirs Landemærke; ²⁷ og i Dalen: Beth-Haram og Beth-Nimra og Sukoth og Zafon, som var bleven tilovers af Sihons, Hesbons Konges, Rige, Jordanen og Landemærket derhos, indtil Enden af Kinnereths Hav, paa hin Side Jordanen mod Østen. ²⁸ Denne er Gads Børns Arv efter deres Slægter, Stæderne og deres Landsbyer. ²⁹ Og Mose havde givet den halve Manasse Stamme Arv, og den hørte den halve Manasse Børns Stamme til efter deres Slægter. ³⁰ Og deres Landemærke var fra Mahanaim, hele Basan, hele Ogs, Kongen af Basans Rige, og alle Jairs Byer, som ligge i Basan, tresindstyve Stæder. ³¹ Og Halvdelen af Gilead og Astaroth og Edrei, Ogs Riges Stæder i Basan, gav han Makirs, Manasse Søns, Børn, Halvdelen nemlig af Makirs Børn efter deres Slægter.

³ Og det gaar ned mod Vest til Jaflethiternes Landemærke, indtil det nedre Beth-Horons Landemærke og indtil Geser, og dets Udgang er til Havet.

⁵ Og Efraims Børns Landemærke efter deres Slægter, deres Arvs Landemærke var mod Østen, fra Ataroth-Addar indtil det Øvre Beth-Horon.

¹² Og deres Landemærke paa den nordre Side var fra Jordanen; Landemærket gaar op til Nordsiden af Jerikó og gaar op til Bjerget imod Vesten, og Udgangene derpaa vare mod Ørken ved Beth-Aven. ¹³ Og Landemærket gaar derfra over til Lus, til den søndre Side af Lus, det er Bethel; og Landemærket gaar ned til Atharoth-Addar over Bjerget, som ligger Sønden for det nedre Beth-Horon. ¹⁴ Og Landemærket gaar videre og bøjer sig om den venstre Side mod Sønden, fra Bjerget, som ligger tværs over for Beth-Horon mod Sønden, og Udgangen derpaa er til Kirjath-Baal, det er Kirjath-Jearim, Judas Børns Stad; dette er den vestre Side.

²³ og Avim og Para og Ofra ²⁴ og Kefar-Ammonai og Ofnai og Geba; tolv Stæder og deres Landsbyer.

²⁸ og Zela, Elef og Jebusi, det er Jerusalem, Gibeath, Kirjath; fjorten Stæder og deres Landsbyer; dette er Benjamins Børns Arv, efter deres Slægter.

³ og Hazar Sual og Bala og Ezem,

¹⁷ men af Benjamins Stamme: Gibeon og dens Marker, Geba og dens Marker,

²⁷ Og det skete, der han kom derhen, da blæste han i Trompeten paa Efraims Bjerg; og Israels Børn droge ned med ham af Bjerget, og han gik foran dem.

⁸ Da man udvalgte nye Guder, da var der Krig i Portene; der blev ikke set Skjold eller Spyd iblandt fyrretyveTusinde i Israel.

² Og der Midianiternes Haand blev stærk over Israel, da gjorde Israels Børn sig Kløfter, som vare i Bjergene, og Huler og Befæstninger for Midianiternes Skyld.

³⁴ Da iførte HERRENS Aand sig Gideon, og han lod blæse i Trompeten, og Abiesers Slægt opbødes til at følge ham.

³ Saa udraab nu dog for Folkets Øren og sig: Hvo er frygtagtig og forskrækket han vende tilbage og skynde sig aarle fra Gileads Bjerg; da vendte to og tyve Tusinde af Folket tilbage, og ti Tusinde bleve tilovers.

¹² Og Midianiterne og Amalekiterne og alle Folk af Østen havde lagt sig ned i Dalen, som Græshopper i Mangfoldighed; og deres Kameler vare utallige som Sandet, der er paa Havets Bred, i Mangfoldighed.

⁹ Og Ammons Børn droge over Jordanen at stride endog imod Juda og imod Benjamin og imod Efraims Hus, saa at Israel var saare trængt.

¹² Da sagde hans Herre til harn: Vi ville ikke tage ind i en fremmed Stad, som ikke tilhøre Israels Børn; men vi ville gaa til Gibea.

⁴¹ Og Israels Børn vendte sig, men Benjamins Mænd forfærdedes; thi de saa, at ondt vilde ramme dem.

⁴ Og Boas kom fra Bethlehem og sagde til Høstfolkene: HERREN være med eder! og de sagde til ham: HERREN velsigne dig!

³⁰ Derfor siger HERREN, Israels Gud: Vistnok har jeg sagt: Dit Hus og din Faders Hus skulle vandre for mit Ansigt til evig Tid; men nu siger HERREN: Det være langt fra mig; thi dem, som ære mig, vil jeg ære, og de, som foragte mig, skulle ringeagtes.

¹¹ Og han sagde: Dette skal være Kongens Vis, som skal regere over eder: Eders Sønner skal han tage sig og sætte dem hos sine Vogne og iblandt sine Rytter og de skulle løbe frem foran hans Vogn,

¹⁶ Ved denne Tid i Morgen vil jeg sende dig til en Mand af Benjamins Land, og ham skal du salve til en Fyrste over mit Folk Israel, og han skal frelse mit Folk af Filisternes Haand; thi jeg har set til mit Folk, efterdi dets Skrig er kommet for mig.

⁵ Derefter skal du komme til Guds Høj, hvor Filisternes Besætninger ere; og det skal ske, naar du kommer der til Staden, da skal du møde en Hob Profeter, som komme ned fra Højen, og foran dem skal være Salter og Tromme og Pibe og Harpe, og de skulle profetere.

⁸ Og du skal gaa ned for mit Ansigt til Gilgal, og se, jeg vil komme ned til dig til at ofre Brændoffer og at slagte Takofre; syv Dag skal du bie, indtil jeg kommer til dig, saa vil jeg lade dig vide, hva du skal gøre.

²⁶ Og Saul gik ogsaa til sit Hus til Gibea; og de af Skaren, hvis Hjerte Gud rørte, gik med ham.

¹¹ Og det skete den næste Dag, da satte Saul Folket i tre Hobe, og de kom midt i Lejren i Morgenvagten, og de sloge Ammoniterne, indtil Dagen blev hed; og det skete, at de, som bleve tilovers, bleve saa adspredte, at der ikke blev tilovers af dem to sammen.

¹⁴ Og Samuel sagde til Folket: Kommer og lader os gaa til Gilgal, og der ville vi paa ny give ham Riget. ¹⁵ Da gik alt Folket til Gilgal og gjorde der Saul til Konge for HERRENS Ansigt i Gilgal og slagtede der Takofre for HERRENS Ansigt; og Saul glædede sig der og alle Israels Mænd saare meget.

² Da udvalgte Saul sig tre Tusinde af Israel, og to Tusinde vare med Saul i Mikmas og paa Bethels Bjerg, og tusinde vare med Jonathan i Benjamins Gibea; men de øvrige Folk lod han fare, hver til sine Telte.

² Da udvalgte Saul sig tre Tusinde af Israel, og to Tusinde vare med Saul i Mikmas og paa Bethels Bjerg, og tusinde vare med Jonathan i Benjamins Gibea; men de øvrige Folk lod han fare, hver til sine Telte. ³ Og Jonathan slog Filisternes Besætning, som var paa Højen, og Filisterne hørte det; derfor lod Saul blæse i Trompeten i hele Landet og sige: Lad Hebræerne høre det!

³ Og Jonathan slog Filisternes Besætning, som var paa Højen, og Filisterne hørte det; derfor lod Saul blæse i Trompeten i hele Landet og sige: Lad Hebræerne høre det!

⁵ Og Filisterne samledes til at stride med Israel, tredive Tusinde Vogne og seks Tusinde Ryttere og Folk som Sand, der er ved Havbredden i Mangfoldighed; og de droge op og lejrede sig i Mikmas, Østen for Beth-Aven. ⁶ Der Israels Mænd saa sig i Nød (thi Folket blev trængt), da skjulte Folket sig i Hulerne og i Tornebuskene og i Klipperne og i de faste Taarne og i Grøfterne. ⁷ Og Hebræere gik over Jordanen til Gads Land og til Gilead; og Saul var endnu i Gilgal, og alt Folket var forskrækket og fulgte efter ham.

¹² da sagde jeg: Nu komme Filisterne ned mod mig i GiIgaI, og jeg har ikke bedet for HERRENS Ansigt; da tog jeg Mod til mig og ofrede Brændofret. ¹³ Da sagde Samuel til Saul: Du har handlet daarligen; du har ikke holdt HERREN din Guds Bud, som han bød dig; saa havde HERREN nu stadfæstet dit Kongedømme over Israel evindelig.

¹⁶ Og Saul og Jonathan hans Søn, og det Folk, som fandtes hos dem, bleve i Gibea i Benjamin; men Filisterne havde lejret sig i Mikmas.

²³ Og Filisternes Besætning drog ud til Kløftvejen ved Mikmas.

¹ Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til en unge Karl, som bar hans Vaaben: Gak med, saa ville vi gaa over til Filisternes Besætning, som er paa hin Side; og han gav sin Fader det ikke til Kende.

¹ Og det hændte sig en Dag, at Jonathan, Sauls Søn, sagde til en unge Karl, som bar hans Vaaben: Gak med, saa ville vi gaa over til Filisternes Besætning, som er paa hin Side; og han gav sin Fader det ikke til Kende. ² Men Saul blev ved det yderste af Gibea under Granattræet, som var i Migron; og det Folk, som var hos ham, var ved seks Hundrede Mand.

² Men Saul blev ved det yderste af Gibea under Granattræet, som var i Migron; og det Folk, som var hos ham, var ved seks Hundrede Mand. ³ Og Ahia, Ahitobs Søn, Ikabods Broder, som var en Søn af Pinehas, Elis Søn, HERRENS Præst i Silo, bar Livkjortlen; men Folket vidste ikke, at Jonathan var gaaet bort. ⁴ Og imellem Kløftvejene, hvor Jonathan søgte at gaa over mod Filisternes Besætning, var en spids Klippe paa denne Side og en spids Klippe paa hin Side, og den enes Navn var Bozez og den andens Navn Sene.

⁴ Og imellem Kløftvejene, hvor Jonathan søgte at gaa over mod Filisternes Besætning, var en spids Klippe paa denne Side og en spids Klippe paa hin Side, og den enes Navn var Bozez og den andens Navn Sene. ⁵ Den ene Spids stod Norden imod Mikmas og den anden Sønden imod Geba.

⁵ Den ene Spids stod Norden imod Mikmas og den anden Sønden imod Geba.

⁵ Den ene Spids stod Norden imod Mikmas og den anden Sønden imod Geba. ⁶ Og Jonathan sagde til den unge Karl, som bar hans Vaaben: Kom, saa ville vi gaa over til disse uomskaarnes Besætning, maaske HERREN udretter noget for os; thi hos HERREN er intet til Hinder i at frelse ved mange eller ved faa.

¹¹ Der de begge bleve sete af Filisternes Besætning, da sagde Filisterne: Se, Hebræerne ere udgangne af Hulerne, hvor de skjulte sig.

¹⁵ Og der var en Forfærdelse i Lejren, paa Marken og iblandt alt Folket; Besætningen og den ødelæggende Skare bleve ogsaa forfærdede, ja, Landet skælvede; thi det var en Forfærdelse fra Gud.

¹⁸ Da sagde Saul til Ahia: Lad Guds Ark komme hid; thi Guds Ark var paa den samme Dag hos Israels Børn.

²³ Saa frelste HERREN Israel paa den samme Dag, og Striden naaede forbi Beth-Aven.

³¹ Og de sloge Filisterne paa den Dag fra Mikmas indtil Ajalon, og Folket blev meget træt.

⁵² Og Krigen var haard imod Filisterne alle Sauls Dage; og hvor Saul saa en vældig Mand eller nogen duelig Mand, da drog han ham til sig.

¹¹ Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til HERREN den ganske Nat.

¹³ Og Samuel kom til Saul, og Saul sagde til ham: Velsignet være du for HERREN! jeg; har holdt HERRENS Ord.

²¹ men Folket tog af Rovet smaat Kvæg og stort Kvæg, det ypperste af det, som var sat i Band, for at ofre til HERREN din Gud i Gilgal. ²² Men Samuel sagde: Mon HERREN har Behag i Brændofre og Slagtofre, saaledes som i Lydighed mod HERRENS Røst? se, at adlyde er bedre end Offer og at være hørsom end det fede af Vædre.

²² Men Samuel sagde: Mon HERREN har Behag i Brændofre og Slagtofre, saaledes som i Lydighed mod HERRENS Røst? se, at adlyde er bedre end Offer og at være hørsom end det fede af Vædre.

²⁸ Da sagde Samuel til ham: HERREN har i Dag revet Israels Kongerige fra dig, og han har givet det til din Næste, som er bedre end du.

³⁴ Og Samuel gik til Rama men Saul drog op til sit Hus i Sauls Gibea.

¹ Og HERREN sagde til Samuel: Hvor længe vil du sørge for Saul? og jeg har forkastet ham, at han ikke skal være Konge over Israel; fyld dit Horn med Olie og gak hen, jeg vil sende dig til Bethlehemiteren Isai, thi jeg har udset mig en Konge iblandt hans Sønner.

¹² Da sendte han hen og lod ham føre frem, og han var rødmusset med dejlige Øjne og skøn af Anseelse; da sagde HERREN: Staa op, salv ham, thi ham er det.

⁴⁷ Og hele denne Forsamling skal vide, at HERREN ikke frelser ved Sværd eller ved Spyd; thi Krigen er HERRENS, og han skal give eder i vor Haand.

⁵⁰ Og David blev ved Slyngen og ved Stenen og slog Filisteren og dræbte ham, og David havde ikke Sværd i Haanden.

⁷ Men der var en Mand af Sauls Tjenere paa den samme Dag, som opholdt sig for HERRENS Ansigt, og hans Navn var Edomiteren Doeg, den mægtigste af Sauls Hyrder.

¹⁹ Men Sifiterne droge op til Saul til Gibea og sagde: Har ikke David skj ult sig hos os i Befæstningerne, i Skoven paa Hakilas Høj, som ligger til højre for Jesimon?

³ Da tog Saul tre Tusinde Mand, udvalgte af al Israel, og gik hen for at opsøge David og hans Mænd paa Stengedernes Klipper.

²⁸ Saa blæste Joab i Trompeten, og alt Folket standsede og forfulgte ikke ydermer Israel, og de bleve ej heller ydermere ved at stride.

²⁴ Da kom Joab til Kongen og sagde: Hvad har du gjort? se, Abner er kommen til dig; hvorfor lod du ham fare, saa at han er gaaet frit bort

² Ogsaa tilforn, der Saul var Konge over os, da var du den, som førte Israel ud og ind; saa har HERREN sagt til dig: Du skal vogte mit Folk Israel, og du skal være Fyrste over Israel.

¹⁵ men min Miskundhed skal ikke vige fra ham, saaledes som jeg lod den vige fra Saul, hvem jeg borttog fra dit Ansigt. ¹⁶ Men dit Hus og dit Rige skal blive bestandigt evindeligt for dit Ansigt, din Stol skal være fast evindelig.

⁷ Da sagde Nathan til David: Du er Manden! Saa sagde HERREN, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand, ⁸ og jeg gav dig din Herres Hus og din Herres Hustruer i dit Skød og gav dig Israels og Judas Hus, og dersom det var for lidet, da vilde jeg lagt dig saadant og saadant til. ⁹ Hvorfor har du foragtet HERRENS Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øjne? Hethiteren Uria har du slaget med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham har du slaget ihjel ved Ammons Børns Sværd.

¹ Og der var tilfældigvis en Belials Mand, hvis Navn var Seba, Bikris Søn, en Mand af Benjamin, og han blæste i Trompeten og sagde: Vi have ingen Del i David, ej heller have vi Arv i Isais Søn; hver til sit Telt, o Israel!

⁶ Af hans Sønner lad der gives os syv Mænd, at vi kunne hænge dem op for HERREN i Sauls Gibea, den HERRENS udvalgtes; og Kongen sagde: Jeg vil give eder dem.

¹⁴ Og David var da i Befæstningen; men Filisternes Befæstning var da i Bethlehem.

¹⁴ Og David sagde til Gad: Jeg er saare angest; kære, lad os falde i HERRENS Haand, thi hans Barmhjertighed er stor, men jeg vil nødig falde i Menneskens Haand.

²⁵ Og David byggede HERREN der et Alter og ofrede Brændofre og Takofre; og HERREN bønhørte Landet, og Plagen holdt op for Israel.

⁴ Og Kongen gik til Gibeon for at ofre der, thi der var den store Høj, og Salomo ofrede tusinde Brændofre paa dette Alter.

²⁶ Og Jeroboam tænkte i sit Hjerte: Nu maatte Riget vende tilbage til Davids Hus. ²⁷ Dersom dette Folk skal gaa op at gøre Offer i HERRENS Hus i Jerusalem, saa maatte dette Folks Hjerte vende tilbage til deres Herre, til Roboam, Judas, Konge, ja de maatte slaa mig ihjel og vende tilbage til Roboam, Judas Konge.

¹⁸ Da sagde han: Ikke jeg har forstyrret Israel, men du og din Faders Hus, idet I forlode HERRENS Bud, og du vandrede efter Baalerne.

²⁰ Og Akab sagde til Elias: Har du fundet mig, min Fjende? Og han saagde: Jeg har fundet dig, fordi du har solgt dig selv til at gøre det onde for HERRENS Øjne.

²⁵ Og han selv kom og traadte frem for sin Herre; men Elisa sagde til ham: Hvorfra kommer du, Gihesi? og han sagde: Din Tjener er hverken gaaet hid eller did.

⁵ Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Saa sagde HERREN, Davids, din Faders, Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set din Graad; se, jeg læger dig: paa den tredje Daag skal du gaa op til HERRENS Hus.

¹⁴ Og han bortførte hele Jerusalem, baade alle Øversterne og alle de vældige til Strid, ti Tusinde fangne, og alle Tømmermændene og Smedene, der blev ikke uden det ringeste Folk i Landet tilbage.

⁶⁸ og Jokmeam og dens Marker og Beth-Horon og dens Marker

⁹ Lad nu, HERRE Gud! dit Ord til min Fader David blive Sandhed; thi du har gjort mig til Konge over et Folk, som er talrigt som Støv paa Jorden.

⁵ Og han byggede det øvre Beth-Horon og det nedre Beth-Horon, faste Stæder med Mure og dobbelte Porte og Stænger;

⁹ Thi HERRENS Øjne skue omkring paa al Jorden, og han viser sig stærk i at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham; du handlede daarligt i denne Sag; thi fra nu af skal der være Krig imod dig.

² Og Jehu, Hananis Søn, Seeren, gik ud imod ham og sagde til Kong Josafat: Skal du hjælpe den ugudelige og elske dem, som hade HERREN? derfor er der Vrede over dig fra HERRENS Ansigt.

¹⁵ Da optændtes HERRENS Vrede imod Amazia, og han sendte en Profet til ham, og han sagde til ham: Hvorfor søger du det Folks Guder, som ikke kunde redde deres Folk af din Haand? ¹⁶ Men det skete, der han talte til ham, da sagde han til ham: Mon vi have sat dig til Kongens Raadgiver? lad du af! hvorfor skulle de slaa dig ihjel? Da lod Profeten af og sagde: Jeg fornemmer, at Gud har besluttet at ødelægge dig, fordi du gjorde dette og ikke adlød mit Raad.

³⁴ Hadid, Zeboim, Neballat,

¹⁸ Tør nogen sige til en Konge: Du Belial! til de ædle: Du ugudelige!

⁷ Ti for HERREN og forvent ham; lad din Vrede ikke optændes imod den Mand, hvis Vej lykkes, imod den Mand, som Øver Underfundighed.

⁸ Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig. ⁹ Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde. ¹⁰ Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal. ¹¹ Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig. ¹² Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde. ¹³ Skulde jeg vel æde Oksers Kød eller drikke Bukkes Blod? ¹⁴ Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter! ¹⁵ Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.

³ Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig.

⁷⁰ Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;

¹⁹ Thi HERREN er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge. ²⁰ Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket. ²¹ Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie. ²² Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham. ²³ Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham. ²⁴ Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham. ²⁵ Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes. ²⁶ Og jeg vil udstrække hans Haand til Hovet og hans højre Haand til Floderne. ²⁷ Han skal paakalde mig ng sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. ²⁸ Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden. ²⁹ Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal, holdes ham trolig. ³⁰ Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare. ³¹ Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger, ³² dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud: ³³ Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager. ³⁴ Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed. ³⁵ Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber. ³⁶ Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: ³⁷ Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig;

⁸ Og de, som ere gaa forbi, sige ikke: HERRENS Velsignelse være over eder! Vi velsigne eder i HERRENS Navn.

⁸ De ugudeliges Offer er HERREN en Vederstyggelighed; men de oprigtiges, Bøn er ham en Velbehagelighed.

³ Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod HERREN.

²² Sig ikke: Jeg vil betale ondt; bi efter HERREN, og han skal frelse dig.

³ At øve Retfærdighed og Ret er HERREN kærere end Offer.

²⁷ De ugudeliges Offer er en Vederstyggelighed, meget mere naar de bringe det med et skændigt Forsæt.

²⁸ Han kommer over Ajat, han drager igennem Migron, han lader sit Tros blive tilbage i Mikmas.

²⁸ Han kommer over Ajat, han drager igennem Migron, han lader sit Tros blive tilbage i Mikmas. ²⁹ De drage igennem Passet, de blive Natten over i Geba; Rama bæver, Sauls Gibea flyr.

²⁹ De drage igennem Passet, de blive Natten over i Geba; Rama bæver, Sauls Gibea flyr.

²² Men dette er et Folk, som er blev et til Rov og Bytte, de, ere alle sammen bundne i Huler og skjulte i Fængsler, de ere blevne til Rov, og der er ingen, som frier, til Bytte, og der er ingen, som siger: Giv tilbage!

¹⁹ Og din Sæd skulde vorde som Sand, og dit Livs Afkom som dets Smaastene; dens Navn skulde ikke udryddes eller Ødelægges for mit Ansigt.

¹⁶ Se, jeg har skabt Smeden, som blæser en Kulild op og udfører et Redskab til dets Gerning, og jeg har skabt Ødelæggeren til at fordærve.

³ Hvo som slagter en Okse, er som den, der ihjelslaar en Mand, hvo som ofrer et Lam, er som den, der hugger Halsen af en Hund, hvo som ofrer Madoffer, er som den, der ofrer Svineblod, hvo som gør et Ihukommelsesoffer af Virak, er som den, der velsigner Uret; ja, disse have valgt deres egne Veje, og deres Sjæl har haft Behag i deres VederstyggeIigheder.

⁸ Deres Enkerere mig flere end Havets Sand; jeg bragte dem ved højlys Dag en Ødelægger over den unge Krigers Moder; jeg lod pludselig Angest og Skræk falde over hende.

¹ HERREN lod mig se et Syn, og se, to Kurve med Figener vare satte foran HERRENS Tempel; efter at Nebukadnezar, Kongen af Babel, hav de bortført Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og Judas Fyrster og Tømmermændene og Smedene fra Jerusalem og ført dem til Babel.

¹⁵ Om du, Israel, end boler, saa gøre dog Juda sig ikke skyldig! kommer ikke til Gilgal, og gaar ikke op til Beth-Aven, og sværger ikke: Saa sandt HERREN lever!

⁸ Blæser i Trompeten i Gibea, i Basunen i Rama! raaber højt i Beth-Aven: Bag dig, Benjamin!

⁵ For kalvene i Beth-Aven grue Samarias Indbyggere; thi dens Folk sørger over den, og dens Præster skælve for den, for dens Herligheds Skyld, thi den er bortført fra dem.

⁸ Dog, hvorledes skal jeg kunne hengive dig, Efraim? og lade dig fare, Israel? hvorledes skal jeg kunne gøre ved dig som ved Adma, behandle dig som Zeboim? mit Hjerte har vendt sig i mig, og min Medtidenhed er i heftig Bevægelse.

¹⁰ Efter HERREN skulle de vandre, som en Løve skal han brøle; thi han skal brøle, og Børn skulle komme skælvende fra Havet af. ¹¹ De skulle komme skælvende som en Fugl fra Ægypten og som en Due fra Assurs Land; og jeg vil lade dem bo i deres Huse, sige HERREN.

⁵ idet I sige: Naar vil Nymaanen gaa forbi, for at vi kunne sælge Korn, og Sabbaten, for at vi kunne lade op for Kornforraadet; at vi kunne gøre Efaen liden, og Sekelen stor og forvende Vægtskaalene med Svig?

⁶ Hvormed skal jeg komme HERREN i Møde og bøje mig for Højhedens Gud? mon jeg skal komme ham i Møde med Brændofre med aarsgamle Kalve?

⁶ Da svarede han og sagde til mig: Dette er HERRENS Ord til Serubabel, saa lydende: "Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Aand," siger den HERRE Zebaoth.

⁸ og jeg tilintetgjorde de tre af Hyrderne i een Haaned. Men min Sjæl blev utaalmodig over dem, og deres Sjæl blev ogsaa ked af mig;

¹⁰ Det hele Land skal forandre sig og vorde som Sletten, fra Geba indtil Rimmon, Syd for Jerusalem; men denne skal hæve sig højt og trone paa sit Sted, fra Benjamins Port indtil den første Ports Sted, indtil Hjørneporten, og fra Hananeels Taarn indtil Kongens Vinperser.

³ Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og kastet ham i Fængsel for Herodias', sin Broder Phililipus Hustrus, Skyld. ⁴ Thi Johannes sagde til ham: det er dig ikke tilladt at have hende.

⁴⁶ Han fandt Naade for Gud og begjerede at udsee et Tabernakel for Jakobs Gud.

²² Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede, sigende: jeg har fundet David, Isai Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie.

²⁷ Men Esaias udraaber over Israel: om end Israels Børns Tal var som havets Sand, saa skal kun en Levning Frelses.

²⁷ men det for Verden Daarlige udvalgte Gud, for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud, for at beskæmme de Stærke; ²⁸ og det for Verden Uædle og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgjøre det, som var Noget; ²⁹ paa det intet Kjød skal rose sig for ham.

⁷ Men dette Liggendefæ have vi i Leerkar, saa at den overvættes Kraft maa være Guds, og ikke af os;

⁷ Hver give, eftersom han har sat sig for i Hjertet, ikke med Fortrædenhed eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver.

²³ Thi jeg staaer beknyttet imellem tvende Ting, idet jeg har Lyst til at vandre herfra og være med Christus; thi dette var saare meget bedre;

¹⁰ Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting ere og ved hvem alle ting ere, ham, som vildeføre de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Stifter.

³⁸ (dem var Verden ikke værd,) omvankende i Ørkener, paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.