Danish(i)
13 Thi du ejede mine Nyrer, du skærmede om mig i Moders Liv.
14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af den var kommen.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine ranker; hvor stor er dog deres Sum!
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er da jeg endnu hos dig.
19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o HERRE! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!