Danish(i)
10 Og Elisa sagde til ham: Gak og sig: Du skal aldeles ikke leve; thi HERREN har ladet mig se, at han visselig skal dø.
11 Og han saa stift paa ham og det saa længe, indtil han bluedes derved; og den Guds Mand græd.
12 Da sagde Hasael: Hvi græder min Herre? Og han sagde: Fordi jeg ved det onde, som du skal gøre Israels Børn; du skal sætte Ild paa deres faste Stæder og slaa deres unge Mandskab ihjel med Sværd og knuse deres spæde Børn og sønderhugge deres frugtsommelige Kvinder.
13 Og Hasael sagde: Men hvad er din Tjener, den Hund, at han skulde gøre denne store Ting? Og Elisa sagde: HERREN har ladet mig se, at du skal blive Konge over Syrien.
14 Saa gik han fra Elisa og kom til sin Herre, og denne sagde til ham: Hvad sagde Elisa dig? Og han sagde: Han sagde mig: Du skal visselig leve.
15 Og det skete den næste Dag, da tog han Ryet og dyppede det i Vandet og udbredte det over hans Ansigt, og han døde; og Hasael blev Konge i hans Sted.