Zephaniah Cross References - Danish

¹ HERRENS Ord, som kom til Zefanias, en Søn af Kusi, der var en Søn af Gedalia, der var en Søn af Gedalia, der var en Søn af Ezekias, i de Dage, da Josias, Amons Søn, var Konge i Juda. ² Bort, ja, Zolt vil jeg tage alt af Jorden; siger HERREN. ³ Jeg vil borttage Mennesker og Dyr, borttage Fuglene under Himmlelen og Fiskene i Havet og alle Anstød tillige med de, ugudelige; og jeg vil udrydde Menneskene af Jorden, siger HERREN. ⁴ Og jeg vil udstrække min Haand imod Juda og imod alle Jerusalems Indbyggere, og jeg vil udrydde af dette Sted det overblevne af Baal, Afgudspræsternes Navn tillige med Præsterne; ⁵ og dem, som paa Tagene tilbede Himmelens Hær, og dem, som tilbedende sværge til HERREN og dog sværge ved deres Konge; ⁶ og dem, som ere vegne bort fra HERREN, og som ikke have søgt HERREN og ikke spurgt efter ham. ⁷ Stille for den Herre, HERRE! thi HERRENS Dag er nær; thi HERREN har beredt en Offerslagtning, han har helliget sine indbudne. ⁸ Og det skal ske paa HERRENS Offerslagtnings Dag, at jeg vil hjemsøge Fyrsterne og Kongens Børn og alle, som klæde sig i flemmed Dragt. ⁹ Og jeg vil hjemsøge paa den Dag hvor den, som springer over Dørterskelen, dem, som fylde deres Herres Hus med Vold og Svig. ¹⁰ Og der skal paa denne Dag, siger HERREN, lyde Raab fra Fiskepolten og Hylen fra Stadens anden Del og stor Forstyrrelse fra Højene. ¹¹ Hyler, I som bo i Morteren! thi alt Kræmmerfolket er tilintetgjort, alle de, som vare belæssede med Sølv, ere udryddede. ¹² Og det skal ske paa den Tid, at jeg vil ransage Jerusalem med Lygter, og jeg vil hjemsøge de Folk, som ligge stille paa deres Bærme, dem, som sige i deres Hjerte: HERREN gør hverken godt eller ondt. ¹³ Og deres Gods skal blive til Rov og deles Huse til Ødelæggelse, og de skulle bygge Huse, men ikke bo i dem, og plante Vingaarde, men ikke drikke Vin af dem. ¹⁴ Nær er HERRENS Dag, den store, den er nær og haster saare; Lyden af HERRENS Dag høres; der raaber den vældige bitterlig. ¹⁵ En Vredes Dag er denne Dag, en Nøds og Længsels Dag, en Forstyrrelses og Længsels Dag, en Forstyrrelses og Ødelæggelses Dag, en Mørkheds og Dunkelheds Dag, en Skys og Mulms Dag, ¹⁶ en Trompetklangs og Krigsraabs Dag over de befæstede Stæder og over de høje Hjørnetaarne: ¹⁷ Og jeg vil ængste Menneskene, og de skulle gaa som blinde; thi de have syndet imod HERREN; og deres Blod skal udøses som Støv og deres Kød som Skarn. ¹⁸ Hverken deres Sølv eller deres Guld skal kunne redde dem paa HERRENS Vredes Dag, men ved hans Nidkærheds Ild skal den hele Jord fortæres; thi han skal gøre Ende, ja, hastelig gøre Ende paa alle Jordens Beboere.

⁷ Og HERREN sagde: Jeg vil udslette Mennesket, som jeg har skabt, af Jorden, baade Mennesker og Kvæg og Kryb og Fugle under Himmelen; thi jeg angrer, at jeg gjorde dem.

¹² Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem.

³³ Men eder vil jeg sprede iblandt Hedningerne og drage Sværdet ud efter eder, og eders Land skal vorde øde, og eders Stæder skulle vorde en Ørk. ³⁴ Da skal Landet faa nok af sine Sabbater, alle de Dage, det ligger øde, og I ere i eders Fjenders Land; da skal Landet hvile og faa nok af sine Sabbater; ³⁵ alle de Dage, det ligger øde, skal det hvile, fordi det ikke hvilede paa eders Sabbater, da I boede deri.

²⁰ HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du tjene; og ved ham skal du hænge hart, og ved hans Navn skal du sværge.

⁵ Der skal intet Mandstøj være paa en Kvinde, og en Mand skal ikke føre sig i Kvindeklæder; thi hver den, som gør disse Ting, er en Vederstyggelighed for HERREN din Gud.

²⁸ HERREN skal slaa dig med Vanvid og med Blindhed og med Sindsforvirring. ²⁹ Og du skal føle dig for om Middagen, ligesom den blinde føler sig for i Mørket, og du skal ingen Lykke have paa dine Veje, og du skal lide idel Vold og vorde til Rov alle Dage, og ingen skal frelse dig. ³⁰ Du trolove dig en Hustru, og en anden Mand skal ligge hos hende; du skal bygge et Hus, men du skal ikke bo derudi; du skal plante en Vingaard, men du skal ikke nyde Frugten af den.

³⁹ Du skal plante og dyrke Vingaarde, men ikke drikke Vinen og ikke indsamle; thi Ormen skal fortære den.

⁵¹ Og det skal fortære dit Kvægs Frugt og dit Lands Frugt, indtil du bliver ødelagt, og det skal ikke efterlade dig Korn, ny Vin eller Olie, dine Øksnes Affødning eller dit smaa Kvægs Yngel, indtil det faar dig tilintetgjort.

²⁰ HERREN vil ikke forlade ham det; thi HERRENS Vrede og hans Nidkærhed skal da ryge imod denne Mand, saa al den Forbandelse, som er skreven i denne Bog, skal ligge paa ham, og HERREN skal udslette hans Navn under Himmelen, ²¹ og HERREN skal fraskille ham til det onde fra alle Israels Stammer, efter al den Pagts Forbandelser, som er skreven i denne Lovbog. ²² Og den følgende Slægt skal sige, ja eders Børn, som skulle opstaa efter eder, og den fremmede, som skal komme fra et langt bortliggende Land, naar de se dette Lands. Plager og de Sygdomme, med hvilke HERREN har hjemsøgt det, ²³ Svovl og Salt, Brand over hele Landet, saa at det ikke kan besaas, ej heller give Grøde, og ingen Urt kan opvokse derudi, ligesom Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim bleve omkastede, hvilke HERREN omkastede i sin Vrede og i sin Hastighed; ²⁴ ja, da skulle alle Folk sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes imod dette Land? hvad er dette for en stor brændende Vrede? ²⁵ Da skal man sige: Fordi de have forladt HERRENS, deres Fædres Guds, Pagt, som han gjorde med dem, der han udførte dem af Ægyptens Land; ²⁶ og de gik bort og tjente andre Guder og tilbade dem, de Guder, som de ikke kendte, og som han ikke havde tildelt dem: ²⁷ Derfor er HERRENS Vrede optændt imod dette, Land, saa at han har ført al den Forbandelse over det, som er skrevet i denne Bog, ²⁸ og HERREN har oprykket dem af deres Land i Vrede og i Hastighed og i stor Fortørnelse og bortkastet dem til et andet Land, som det ses paa denne Dag;

¹⁷ Og min Vrede skal optændes, imod det paa den samme Dag, og jeg skal forlade dem og skjule mit Ansigt for dem, saa at de skulle blive fortærede, og mangfoldige Ulykker og Angster skulle ramme det; og det skal sige paa den samme Dag: Have ikke disse onde Ting rammet mig, fordi min Gud ikke er midt iblandt mig?

²¹ De gjorde mig nidkær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres, Afguder, og jeg vil gøre dem nidkære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem. ²² Thi Ild er optændt i rnin Vrede, og den brænder til Helvedes Dyb, og den fortærer Landet og dets Grøde og stikker Ild paa Bjergenes Grundvold. ²³ Jeg vil hobe Ulykker sammen over dem; jeg vil opbruge mine Pile imod dem. ²⁴ De skulle udmagres af Hunger og fortæres af hidsig Sygdom og bitter Sot; og jeg vil sende Rovdyrs Tænder imod dem, med Gift fra Støvets Kryb. ²⁵ Udenfor skal Sværd og i Kamrene skal Forfærdelse bortrøve dem, baade unge Karle og Jomfruer, det diende Barn med den graahærdede Mand.

⁷ at I ikke komme iblandt disse Folk, som ere tilovers hos eder, og I ikke nævne eller lade sværge ved deres Guders Navn og ikke tjene dem og ikke tilbede dem;

⁹ Han skal bevare sine frommes Fødder, men ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved sin Kraft. ¹⁰ De, som trætte med HERREN, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem; HERREN skal dømme Jorderiges Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøje sin salvedes Horn.

¹⁵ Ogsaa førend de gjorde Røgoffer af Fedtet, da kom Præstens Dreng og sagde til den Mand, som ofrede: Giv mig Kød til at stege til Præsten; thi han vil ikke tage kogt Kød af dig, men raat. ¹⁶ Naar Manden sagde til ham: Man skal gøre Røgoffer af Fedtet i Dag; tag dig siden, saaledes som dit Hjerte begærer; da sagde han til ham: Nu skal du dog give det, og hvis ikke, vil jeg tage det med Magt.

⁵ Derfor træde hverken Dagons Præster eller nogen af dem, som gaa ind i Dagons Hus, paa Dagons Dørtærskel i Asdod indtil denne Dag.

¹¹ Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til HERREN den ganske Nat.

⁵ Og han sagde: Det er med Fred, jeg er kommen for at slagte Slagtoffer for HERREN, helliger eder og kommer med mig til Slagtofret; og han helligede Isai og hans Sønner og indbød dem til Ofringen.

²⁶ Og Saul talede ikke noget den Dag; thi han tænkte: Ham er noget vederfaret, han er ikke ren, sandelig, han er ikke ren.

⁷ Men David indtog Zions Befæstning, det er Davids Stad.

⁹ Saa boede David i Befæstningen og kaldte den Davids Stad, og David byggede trindt omkring fra Millo af og indadtil.

⁵ Thi Salomo vandrede efter Astoreth, Zidoniernes Gud, og efter Milkom, Ammoniternes Vederstyggelighed.

³³ fordi de have forladt mig og nedbøjet sig for Astoreth, Zidoniernes Gud, for Kamos, Moabiternes Gud, og for Milkom, Ammons Børns Gud, og de have ikke vandret i mine Veje til at gøre, hvad ret var for mine Øjne, og mine Skikke og mine Forskrifter som David hans Fader.

²² Og Juda gjorde det onde for HERRENS Øjne, og de opvakte hans Nidkærhed langt mere, end deres Fædre havde gjort, med deres Synder, hvormed de syndede.

²¹ Da gik Elias frem til alt Folket og sagde: Hvor længe ville I halte til begge Sider? dersom HERREN er Gud, da vandrer efter ham, men dersom Baal er det, saa vandrer efter ham! Men Folket svarede ham ikke et Ord.

²⁰ Da sagde Gihesi, Elisas, den Guds Mands, Dreng: Se min Herre sparede denne Syrer Naaman og tog ikke af hans Haand det, han bragte; saa vist som HERREN lever, jeg vil løbe efter ham og tage noget af ham. ²¹ Saa løb Gihesi hastelig efter Naaman, og der Naaman saa, at han løb efter ham, da sprang han af Vognen og gik ham i Møde og sagde: Staar det vel til? ²² Og han sagde: Vel! Min Herre sendte mig til dig og lod sige: Se, der kom nu to unge Mennesker til mig fra Efraims Bjerg af Profeternes Børn; kære, giv dem et Centner Sølv og to Klædninger til at skifte med. ²³ Og Naaman sagde: Vil du, da tag to Centner; og han nødte ham, og han bandt to Gentner Sølv i to Punge og tog to Klædninger til at skifte med og gav det til to af sine Drenge, og de bare det foran ham. ²⁴ Og han kom til Højen, da tog han det af deres Haand og nedlagde det i Huset, og han lod Mændene gaa, og de gik bort. ²⁵ Og han selv kom og traadte frem for sin Herre; men Elisa sagde til ham: Hvorfra kommer du, Gihesi? og han sagde: Din Tjener er hverken gaaet hid eller did. ²⁶ Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det nu Tid til at tage Sølv og at tage Klæder og Oliegaarde og Vingaarde og smaat Kvæg og stort Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger? ²⁷ Derfor skal Naamans Spedalskhed hænge ved dig og ved din Sæd evindeligt; og han gik ud fra hans Ansigt, spedalsk som Sne.

³³ Og han sagde: Styrter hende ned! og de styrtede hende ned, og af hendes Blod overstænkedes Væggen og Hestene, og man sønderraadte hende. ³⁴ Og der han var kommen ind og havde ædt og drukket, da sagde han: Kære, ser efter denne forbandede og begraver hende, thi hun er en Konges Datter. ³⁵ Og der de gik hen at begrave hende, da fandt de intet af hende uden Pandeskallen og Fødderne og det flade af Hænderne. ³⁶ Da kom de igen og gave ham det til Kende, og han sagde: Det er det HERRENS Ord, som han talte ved sin Tjener Thisbiteren Elias og sagde: Hundene skulle æde Jesabels Kød paa Jisreels Ager. ³⁷ Og Jesabels døde Krop skal være som Møg paa Marken paa Jisreels Ager, saa at de ikke skulle kunne sige: dette er Jesabel.

²² Da sagde han til dem, som vare over Klædekammeret: Bærer Klæder ud til alle Baals Tjenere; og man bar Klædene ud til dem.

³³ De frygtede HERREN, og de tjente deres Guder efter de Hedningers Vis, som de vare bortførte fra.

⁴¹ Saa frygtede disse Hedninger HERREN og tjente deres Billeder; ogsaa deres Børn og deres Børnebørn, efter som deres Fædre gjorde, saa gøre de indtil denne Dag.

¹³ Og jeg vil udstrække Samarias Maalesnor over Jerusalem, samt veje den med Akabs Hus's Vægt, og jeg vil afviske Jerusalem, som den, der afvisker et Fad, afvisker og vender det helt om.

¹ Josias var otte Aar gammel, der han blev Konge, og regerede et og tredive Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Jedida, Adajas Datter fra Bozkath. ² Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, og vandrede i al Davids, sin Faders, Vej og veg ikke til den højre eller venstre Side. ³ Og det skete i Kong Josias's attende Aar, da sendte Kongen Safan, en Søn af Azalia, Mesullams Søn, Kansleren, til HERRENS Hus og sagde: ⁴ Gak op til Hilkia, Ypperstepræsten, og lad ham samle i en Sum de Penge, som ere bragte til HERRENS Hus, som Dørvogterne have samlet ind fra Folket, ⁵ og lad dem give dem i deres Haand, som have med Gerningen at gøre, og som ere beskikkede til Opsynsmænd ved HERRENS Hus; og disse skulle give dem til dem, som gøre Gerningen, som sker ved HERRENS Hus, for at udbedre Husets Brøst: ⁶ Til Tømmermændene og Bygningsmændene og Murmestrene og til at købe Træ og hugne Stene til at udbedre Huset. ⁷ Dog tog man ikke Regnskab af dem for de Penge, som gaves i deres Haand; thi de handlede redeligt. ⁸ Og Hilkia, Ypperstepræsten, sagde til Safan, Kansleren: Jeg har fundet Lovbogen i HERRENS Hus; og Hilkia gav Safan Bogen, og han læste den. ⁹ Og Safan, Kansleren, kom til Kongen og bragte Kongen Svar tilbage og sagde: Dine Tjenere samlede de Penge, som fandtes i Huset, og gave dem i deres Haand, som have med Gerningen at gøre, og som ere beskikkede til Opsynsmænd ved HERRENS Hus. ¹⁰ Og Safan, Kansleren, forkyndte Kongen og sagde: Hilkia, Præsten, gav mig en Bog, og Safan læste den for Kongens Ansigt. ¹¹ Og det skete, der Kongen hørte Lovbogens Ord, da sønderrev han sine Klæder. ¹² Og Kongen bød Hilkia, Præsten, og Ahikam, Safans Søn, og Akbor, Mikajas Søn, og Safan, Kansleren, og Asaja, Kongens Tjener, og sagde: ¹³ Gaar hen, adspørger HERREN for mig og for Folket og for al Juda om denne Bogs Ord, som er funden; thi stor er HERRENS Vrede, som er optændt imod os, fordi vore Fædre, ikke have hørt paa denne Bogs Ord, saa de have gjort efter alt det, som er skrevet for os. ¹⁴ Da gik Hilkia, Præsten, og Ahikam og Akbor og Safan og Asaja til Profetinden Hulda, som var gift med Sallum, der var en Søn af Tikva, en Søn af Harhas, og havde Tilsyn med Klæderne, og hun boede i Jerusalem i den anden Del, og de talte til hende.

¹⁴ Da gik Hilkia, Præsten, og Ahikam og Akbor og Safan og Asaja til Profetinden Hulda, som var gift med Sallum, der var en Søn af Tikva, en Søn af Harhas, og havde Tilsyn med Klæderne, og hun boede i Jerusalem i den anden Del, og de talte til hende. ¹⁵ Og hun sagde til dem: saa sagde HERREN, Israels Gud: Siger til den Mand, som sendte eder til mig: ¹⁶ Saa sagde HERREN: Se, jeg fører Ulykke over dette Sted og over dets lndbyggere, nemlig alle Bogens Ord, som Judas Konge læste.

¹⁶ Saa sagde HERREN: Se, jeg fører Ulykke over dette Sted og over dets lndbyggere, nemlig alle Bogens Ord, som Judas Konge læste. ¹⁷ Fordi de have forladt mig og gjort Røgelse for andre Guder til at opirre mig med al deres Hænders Gerning, derfor, skal min Vrede optændes imod dette Sted og ikke udslukkes.

¹⁷ Fordi de have forladt mig og gjort Røgelse for andre Guder til at opirre mig med al deres Hænders Gerning, derfor, skal min Vrede optændes imod dette Sted og ikke udslukkes. ¹⁸ Men til Judas Konge, som sendte eder for at adspørge HERREN, til ham skulle I sige saaledes: Saa sagde HERREN, Israels Gud, angaaende de Ord, som du har hørt: ¹⁹ Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for HERRENS Ansigt, da du hørte, hvad jeg har talt imod dette Sted og imod dets Indbyggere, at de skulle blive til Ødelæggelse og til Forbandelse, og du sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt: Saa har ogsaa jeg hørt det, siger HERREN. ²⁰ Derfor se, jeg vil samle dig til dine Fædre, og du skal samles med dem i din Grav i Fred, og dine Øjne skulle ikke se paa al den Ulykke, som jeg vil føre over dette Sted. Og de bragte Kongen Svar tilbage.

⁴ Og Kongen bød Hilkia, Ypperstepræsten, og Præsterne af anden Rang og Dørvogterne, at de skulde udføre af HERRENS Tempel alle de Redskaber, som vare gjorte til Baal og til Astarte og til al Himmelens Hær; og de opbrændte dem uden for Jerusalem paa Kedrons Marker, og Støvet af dem lod han bringe til Bethel. ⁵ Og han afsatte de afgudiske Præster, som Judas Konger havde indsat, og som havde gjort Røgelse paa Højene i Judas Stæder og i dem, som laa omkring Jerusalem, samt dem, som gjorde Røgelse for Baal, for Solen og for Maanen og for Himmeltegnene og for al Himmelens Hær.

¹² Og de Altre, som vare paa Akas's Sals Tag, og som Judas Konger havde opført, og de Altre, som Manasse havde opført i de to HERRENS Huses Forgaarde, nedbrød Kongen, og han skyndte sig derfra og lod deres Støv kaste i Kedrons Bæk.

³⁰ Og hans Tjenere førte ham død fra Megiddo og førte ham til Jerusalem og begravede ham i hans Grav; og Folket i Landet tog Joakas, Josias's Søn, og salvede ham og gjorde ham til Konge i hans Faders Sted. ³¹ Joakas var tre og tyve Aar gammel, der han blev Konge, og regerede tre Maaneder i Jerusalem, og hans Moders Navn var Hamutal Jeremias's Datter fra Libna. ³² Og han gjorde det, som var ondt for HERRENS Øjne, efter alt det, som hans Fædre gjorde. ³³ Og Farao Neko lod ham lægge i Lænker i Ribla udi Hamaths Land, at han ikke skulde regere i Jerusalem, og han lagde en Straf paa Landet, hundrede Centner Sølv og et Gentner Guld. ³⁴ Og Farao Neko gjorde Eliakim, Josias's Søn, til Konge i hans Faders; Josias's Sted, og omvendte hans Navn til Jojakim; men Joakas tog han med, og denne kom til Ægypten og døde der.

¹² Men Jojakin, Kongen i Juda, gik ud til Kongen af Babel, han og hans Moder og hans Tjenere og hans Fyrster og hans Hofbetjente, og Kongen af Babel tog ham fangen i sin Regerings ottende Aar. ¹³ Og han udførte derfra alle Skattene i HERRENS Hus og Skattene i Kongens Hus og afbrød alt det Guldtøj, som Salomo, Israels Konge, havde ladet gøre i HERRENS Tempel, som HERREN havde talt.

⁶ Og de grebe Kongen og førte ham op til Kongen af Babel, til Ribla, og holdt Ret over ham. ⁷ Og de nedhuggede Zedekias's Sønner for hans Øjne, og man blindede Zedekias's Øjne, og de bandt ham med to Kobberlænker og førte ham til Babel.

¹⁹ og af Staden tog han een Hofbetjent, som var Befalingsmand over Krigsmændene, og fem Mænd af dem, som saa Kongens Ansigt og som fandtes i Staden, og Skriveren, som var hos Stridshøvedsmanden og som udskrev Folket i Landet og tresindstyve Mænd af Folket i Landet, som fandtes i Staden. ²⁰ Og Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, tog dem og førte dem til Kongen af Babel, til Ribla. ²¹ Og Kongen af Babel slog dem ihjel og dræbte dem i Ribla, i Hamaths Land; saa blev Juda bortført fra sit Land.

¹ Og Salomo begyndte at bygge HERRENS Hus i Jerusalem paa Moria Bjerg, hvor han havde aabenbaret sig for David, hans Fader, paa det Sted, som David havde beredt paa Ornans, Jebusitens, Tærskeplads.

²² Saa frelste HERREN Ezekias og Indbyggerne i Jerusalem fra Senakeribs, Kongen af Assyriens, Haand og fra alles Haand og beskærmede dem trindt omkring.

¹⁴ Og derefter byggede han den yderste Mur for Davids Stad, Vesten for Gihon i Dalen, og hen til Fiskeporten, og han førte den omkring Ofel og gjorde den saare høj; og han lagde Stridshøvedsmænd i alle Judas faste Stæder.

¹ Josias var otte Aar gammel, der han blev Konge, og regerede et, og tredive Aar i derusalem. ² Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, og vandrede i Davids, sin Faders, Veje og veg hverken til højre eller venstre Side. ³ Thi i sin Regerings ottende Aar, der han endnu var et ungt Menneske, begyndte han at søge sin Fader Davids Gud; og i det tolvte Aar begyndte han at rense Juda og Jerusalem fra Højene og Astartebillederne og de udskaarne og støbte Billeder. ⁴ Og de nedbrøde for hans Ansigt Baalernes Altre, og han omhuggede de Solbilleder, som vare oven paa dem; han sønderbrød baade Astartebilleder og de udskaarne óg støbte Billeder og stødte dem smaa og strøede dem over paa deres Grave, som havde ofret til dem.

⁴ Og de nedbrøde for hans Ansigt Baalernes Altre, og han omhuggede de Solbilleder, som vare oven paa dem; han sønderbrød baade Astartebilleder og de udskaarne óg støbte Billeder og stødte dem smaa og strøede dem over paa deres Grave, som havde ofret til dem. ⁵ Og han opbrændte Præsternes Ben paa deres Altre og rensede Juda og Jerusalem. ⁶ Og udi Manasses óg Efraims og Simeons Stæder, ja indtil Nafthali, i deres ødelagte Stæder trindt omkring, ⁷ der nedbrød han Altrene og Astartebillederne og sønderknuste de udskaarne Billeder og stødte derm smaa og omhuggede alle Solbillederne i alt Israels Land og vendte tilbage til Jerusalem. ⁸ Og i sin Regerings attende Aar, der han havde renset Landet og Huset, sendte han Safan, Azalias Søn, og Maeseja, Stadens Befalingsmand, og Joa, Joakas's Søn, Historieskriveren, for at istandsætte HERRENS, sin Guds Hus. ⁹ Og de kom til Hilkia, Ypperstepræsten, og overgave Pengene, som vare bragte til Guds Hus, hvilke Leviterne, som toge Vare paa Dørtærskelen, havde samlet af Manasses og Efraims Haand og af alle overblevne i Israel og af al Juda og Benjamin, og med hvilke de vendte tilbage til Jerusalem. ¹⁰ Og de gave dem i deres Haand som havde med Gerningen at gøre, og som vare beskikkede over HERRENS Hus; og disse gave dem til dem, som gjorde Gerningen, og som arbejdede paa HERRENS Hus for at udbedre og istandsætte Huset. ¹¹ Og de gave dem ud til Tømmermændene og Bygningsmændene og til at købe hugne Stene og Træ til Bjælkeværk og til at sammentømre Husene rned, som Judas Konger havde ødelagt. ¹² Og Mændene arbejdede trolig paa Gerningen, og over dem vare Jahath og Obadia, Leviterne af Meraris Børn, og Sakaria og Mesullam af Kahathiternes Børn, beskikkede til at have Opsyn, og alle de Leviter, som forstode sig paa Sangens Instrumenter. ¹³ De vare og over Lastdragerne og havde Opsyn over hver den, som gjorde Gerningen ved ethvert enkelt Arbejde; men af Leviterne var der Skrivere og Fogeder og Portnere. ¹⁴ Og der de udtoge Pengene, som vare indbragte i HERRENS Hus, fandt Præsten Hilkia HERRENS Lovbog, af Mose. ¹⁵ Og Hilkia svarede og sagde til Safan, Kansleren: Jeg har fundet Lovbogen i HERRENS Hus; og Hilkia gav Safan Bogen. ¹⁶ Og Safan bragte Bogen til Kongen, fremdeles gav han og Kongen Underretning, sigende: Alt det, som er givet i dine Tjeneres Hænder, det gøre de; ¹⁷ og de havde samlet Pengene, som fandtes i HERRENS Hus, og givet dem i deres Haand, som ere beskikkede over Arbejdet, og i deres Haand, som gøre Gerningen. ¹⁸ Og Kansleren Safan gav Kongen til Kende og sagde: Hilkia, Præsten, gav mig en Bog; og Safan læste i den for Kongens Ansigt. ¹⁹ Og det skete, der Kongen hørte Lovens Ord, da sønderrev han sine Klæder. ²⁰ Og Kongen bød Hilkia og Ahikam, Safans Søn, og Abdon, Mikas Søn, og Safan, Kansleren, og Asaja, Kongens Tjener, og sagde: ²¹ Gaar hen, adspørger HERREN for mig og for de overblevne i Israel og i Juda om den Bogs Ord, som er funden; thi stor er HERRENS Vrede, som er udøst over os, fordi vore Fædre ikke have holdt HERRENS Ord, saa at de gjorde efter alt det, som er skrevet i denne Bog. ²² Da gik Hilkia og Kongens Folk til den Profetinde Hulda, som var gift med Sallum, der var en Søn af Takhat, en Søn af Hasra, og som havde Tilsyn med Klæderne, og hun boede i Jerusalem i den anden Del; og de talte saadant med hende. ²³ Og hun sagde til dem: Saa sagde HERREN, Israels Gud: Siger til den Mand, som sendte eder til mig: ²⁴ Saa sagde HERREN: Se, jeg fører Ulykke over dette Sted og over dets Indbyggere, nemlig alle de Forbandelser, som ere skrevne i denne Bog, som de læste for Judas Konge: ²⁵ fordi de have forladt mig og gjort Røgoffer for andre Guder for at opirre mig med alle deres Hænders Gerninger, derfor skal min Vrede udøses over dette Sted og ikke udslukkes. ²⁶ Men til Judas Konge, som sendte eder for at adspørge HERREN, til ham skulle I sige saaledes: Saa sagde HERREN, Israels Gud, angaaende de Ord, som du har hørt: ²⁷ Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for Guds Ansigt, der du hørte hans Ord imod dette Sted og imod dets Indbyggere, ja, ydmygede dig for mit Ansigt og sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt: Saa har ogsaa jeg hørt det, siger HERREN. ²⁸ Se, jeg vil samle dig til dine Fædre, og du skal samles til din Grav i Fred, og dine Øjne skulle ikke se paa al den Ulykke, som jeg vil føre over dette Sted og over dets Indbyggere. Og de bragte Kongen Svar tilbage. ²⁹ Da sendte Kongen hen og lod alle de Ældste samles i Juda og Jerusalem. ³⁰ Og Kongen gik op i HERRENS Hus og alle Judas Mænd og Indbyggerne i Jerusalem, Præsterne og Leviterne og alt Folket, baade store og smaa, og han læste for deres Øren alle Ordene i Pagtens Bog, som var funden i HERRENS Hus. ³¹ Og Kongen stod paa sit Sted og gjorde en Pagt for HERRENS Ansigt, at han vilde vandre efter HERREN og holde hans Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke af sit ganske Hjerte og af sin ganske Sjæl for at opfylde Pagtens Ord, som vare skrevne i denne Bog. ³² Og han lod alle dem, som bleve fundne Jerusalem og i Benjamin, træde til og Jerusalems Indbyggere gjorde efter Guds, deres Fædres Guds, Pagt ³³ Og Josias borttog alle Vederstyggeligheder af alle Lande, som hørte Israels Børn til, og han holdt dem alle, som fandtes i Israel, til at tjene HERREN deres Gud; i alle hans Dag vege de ikke fra HERREN, deres Fædres Gud.

²¹ at HERRENS Ord skulde opfyldes, som var talt ved Jeremias's Mund, indtil Landet havde faaet nok af sine Sabbater; det hvilede den ganske Tid, som Ødelæggelsen varede, indtil halvfjerdsindstyve Aar bleve fyldte.

³ Men Senaas Børn byggede Fiskeporten; de tømrede den og indsatte dens Døre med dens Laase og dens Stænger.

³¹ Efter ham istandsatte Malkia, Guldsmedens Søn, et Stykke indtil de livegnes og Kræmmernes Hus, tværs over for Befalingsmandsporten og indtil Opgangen ved Hjørnet. ³² Og imellem Opgangen ved Hjørnet og Faareporten istandsatte Guldsmedene og Kræmmerne et Stykke.

¹⁵ Og de forrige Landshøvdinger, som havde været før mig, havde besværet Folket og taget Brød og Vin af dem og derefter fyrretyve Sekel Sølv, ogsaa deres Tjenere herskede over Folket; men jeg gjorde ikke saa for Guds Frygts Skyld.

⁴ Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den. ⁵ Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den! ⁶ Den Nat - Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal! ⁷ Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den! ⁸ De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!

¹⁵ Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?

³⁰ at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag

⁴ Eller har du en Arm som Gud, og. kan du tordne med Lyn som han? ⁵ Pryd dig dog med Højhed og Herlighed, og ifør dig Ære og Pragt!

⁴ Den ugudelige sætter Næsen højt og, siger: Der ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker.

¹¹ Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed. ¹² Staa op, HERRE! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige! ¹³ Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke.

¹ Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt. ² HERREN saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud. ³ De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er inben, som gør godt, end ikke een.

³ Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet.

¹⁰ Han, som kommer Krigerle til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild.

¹² Zions Bjerg glæder sig, Judas Døtre fryde sig for dine Dommes Skyld. ¹³ Gaar omkring Zion, rundt omkring den tæller dens Taarne!

⁶ Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig, ⁷ de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom? ⁸ Ingen Mand kan dog udløse en Brod han kan ikke give Gud Løsepene for ham. ⁹ Thi deres Sjæls Genløning vil koste meget og maa Evighed opgives,

⁵ Du elsker ondt mere end godt, Løgn fremfor at tale Retfærdighed. Sela. ⁶ Du elsker alle fordærvelige Ord, du svigefulde Tunge! ⁷ Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela.

⁸ Du, ja, dil er forfærdelig, og hvo kan bestaa for dit Ansigt, saa snart som du bliver vred? ⁹ Du lod høre Dom fra Himmelen; Jorden frygtede og blev stille,

⁵⁸ Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.

² De have givet dine Tjeneres døde Kroppe hen som Føde til Fuglene under Himmelen, dine helliges nød til de vilde Dyr i Landet. ³ De have udøst deres Blod som Vand trindt omkring Jerusalem, og der var ingen, som begrov dem.

⁵ HERRE, hvor længe vil du være vred evindelig? skal din Nidkærhed brænde som en Ild?

¹⁰ Gør imod dem som imod Midianiterne, som imod Sisera, som imod Jabin ved Kisons Bæk,

⁷ Og de sagde: HERREN ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.

⁵ Men dem, som bøje ind paa deres Krogveje, skal HERREN lade fare bort med dem, som øve Uret. Fred være over Israel!

¹ Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller; ² hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord; ³ hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje: ⁴ Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun: ⁵ Kommer hid æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet. ⁶ Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.

⁴ Gods hjælper ikke paa Vredens Dag, men Retfærdighed redder fra Døden.

¹¹ Den riges Gods er hans faste Stad og som en høj Mur i hans egen Tanke.

¹² Naar en Hersker agter paa Løgnens Ord, blive alle hans Tjenere ugudelige.

⁴ Ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, en Slægt af onde, vanartede Børn! De forlode HERREN, de opirrede den Hellige i Israel, de ere vegne tilbage.

²⁴ Derfor siger min Vrede paa mine Modstandere og hævne mig paa mine Fjender.

¹² Thi den HERRE Zebaoths Dag skal komme over hver hovmodig og høj og over hver ophøjet, at han skal fornedres,

¹² Thi den HERRE Zebaoths Dag skal komme over hver hovmodig og høj og over hver ophøjet, at han skal fornedres, ¹³ og over alle de høje og anselige Cedre paa Libanon og over alle Ege i Basan ¹⁴ og over alle høje Bjerge og over alle anselige Høje ¹⁵ og over hvert højt Taarn og over hver fast Mur

²⁰ Paa den Dag skal Mennesket kaste sine Sølvafguder og sine Guldafguder, som de have gjort sig for at tilbede, bort til Muldvarpene og til Aftenbøkerne, ²¹ for at ty ind i Klippernes Kløfter, i Fjeldenes Huler for HERRENS Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han rejser sig for at forfærde Jorden.

¹⁸ Paa den Dag skal Herren borttage Prydelsen: Ankel" ringene og de virkede Huer og Spænderne, ¹⁹ Halskæderne og Armspannene og Hovedklæderne, ²⁰ de dejlige Huer og Armbaandene og Hovedbaandene og Desmerknapperne og Ørenringene, ²¹ Fingerringene og Næseringene, ²² Helligdagsklæderne og Kaaberne og Forklæderne og Taskerne, ²³ Spejlene og de fine Linklæder og Hvivklæderne og Slørene. ²⁴ Og det skal ske, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skønhedsplet.

⁸ Ve dem, som lægge det ene Hus til det andet, føje den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum tilbage, saa at I alene blive siddende midt i Landet. ⁹ I mine Øren lyder det fra den HERRE Zebaoth: Sandelig, de mange Huse skulle vorde ødelagte, de store og gode Huse uden Indbyggere!

¹⁹ dem, som sige: Lad ham skynde sig, lad hans Gerning komme hastigt, at vi se den; og lad det nærme sig, og lad det komme, Israels helliges Raad, at vi kunne fornemme det!

⁵ Da sagde jeg: Ve mig! thi jeg forgaar; thi jeg har urene Læber og bor midt iblandt et Folk, som har urene Læber; thi mine Øjne have set Kongen, den HERRE Zebaoth.

¹¹ Men jeg sagde: Hvor længe, Herre? og han sagde: Indtil Stæderne blive øde, uden Indbyggere, og Husene uden Folk, og Landet aldeles ødelægges.

¹³ Og Folket har ikke omvendt sig til den, som slog det; og har ikke søgt den HERRE Zebaoth.

¹² Og det skal ske, naar Herren har udrettet al sin Gerning paa Zions Bjerg og i Jerusalem, da vil jeg hjemsøge Kongen af Assyriens Hovmods Frugt og hans Hoffærdigheds Pragt.

⁶ Hyler, thi HERRENS Dag er nær, den skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige.

²⁶ Dette er det Raad, som er besluttet over den hele Jord, og dette er den Haand, som er udrakt over alle Folkefærd. ²⁷ Thi den HERRE Zebaoth har besluttet det, og hvo vil gøre det til intet? og hans Haand er udrakt, og hvo vil afvende den?

⁴ Og Hesbon og Eleale raabe, deres Røst høres indtil Jahaz; derfor skrige de bevæbnede i Moab, hvers Sjæl er modfalden.

⁴ Derfor siger jeg: Ser hort fra mig, jeg vil beskelig græde; trænger ikke paa for at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse. ⁵ Thi der er en Forstyrrelses og Nedtrædelses og Forvirrings Dag fra Herren, den HERRE Zebaoth, i Synernes Dal, paa hvilken Murene blive nedbrudte, og man raaber imod Bjergene.

⁵ Thi der er en Forstyrrelses og Nedtrædelses og Forvirrings Dag fra Herren, den HERRE Zebaoth, i Synernes Dal, paa hvilken Murene blive nedbrudte, og man raaber imod Bjergene.

¹ Se, HERREN udtømmer Landet og gør det øde, og han forvender dets Skikkelse og adspreder dets indbyggere.

¹ Se, HERREN udtømmer Landet og gør det øde, og han forvender dets Skikkelse og adspreder dets indbyggere. ² Og det skal gaa Præten som Folket, Herren som Tjeneren, Fruen som Tjenestepigen; den, der sælger, som den, den køber; den, der laaner, som den, der udlaaner; den, som modtager paa Aager, som den, der sætter ud paa Aager.

² Og det skal gaa Præten som Folket, Herren som Tjeneren, Fruen som Tjenestepigen; den, der sælger, som den, den køber; den, der laaner, som den, der udlaaner; den, som modtager paa Aager, som den, der sætter ud paa Aager. ³ Landet skal blive helt udtømt og helt udplyndret; thi HERREN har talt dette Ord.

³ Landet skal blive helt udtømt og helt udplyndret; thi HERREN har talt dette Ord. ⁴ Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de høje blandt Folket i Landet ere blevne afmægtige. ⁵ Thi Landet er besmittet for dets Indbyggeres Skyld; thi de have overtraadt Love, forvendt skikke, gjort den evige Pagt til intet.

⁵ Thi Landet er besmittet for dets Indbyggeres Skyld; thi de have overtraadt Love, forvendt skikke, gjort den evige Pagt til intet. ⁶ Derfor fortærer Forbandelsen Landet, og de, som bo deri, maa bøde; derfor hensvinde de, som bo Landet, og der blive faa Mennesker tilovers.

⁶ Derfor fortærer Forbandelsen Landet, og de, som bo deri, maa bøde; derfor hensvinde de, som bo Landet, og der blive faa Mennesker tilovers. ⁷ Mosten sørger, Vintræet vansmægter, alle de, som vare glade af Hjertet, sukke. ⁸ Trommernes Glædeslyd er ophørt, de glades Bulder har ladet af; Harpes Glædesklang er ophørt. ⁹ De drikke ikke Vin med Sang; den stærke drik er besk for dem, som drikke den. ¹⁰ Den øde Stad er nedbrudt; hvert Hus er tillukket, at ingen gaar ind. ¹¹ Man jamrer paa Gaderne for Vinen; al Glæde er formørket, Landets Fryd er dragen bort. ¹² Det, som er bleven tilovers i Staden, er; kun Ødelæggelse, og Porten sønderslaas med Bulder.

²¹ Og det skal ske paa den Dag, at HERREN skal hjemsøge de højes Hær i det høje og Jordens Konger Jorden.

⁹ Derfor bliver herved Jakobs Ondskab udsonet, og Frugten af, at han borttager dets Synd, er alt dette: At han gør alle Alterets Stene som adspredte Kalkstene; Astartebilleder og Solbilleder skulle ikke rejse sig mere.

¹⁰ Thi HERREN har udøst over eder en dyb Søvns Aand og tillukket eders Øjne, han har lagt Dække over Profeterne og eders Øverster, Seerne,

¹⁴ Thi Paladserne ere forladte, Stadens Tummel er ophørt; Ofel og Vagttaarnet er blevet til Huler evindelig, Vildæsler til Glæde, Hjorde til Føde,

⁷ Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud græde beskelig.

⁶ HERRENS Sværd er fuldt af Blod, er mættet af Fedme; af Lams og Bukkes Blod, af Vædres Nyrers Fedme; thi HERREN har Slagtoffer i Bozra og en stor Slægtning i Edoms Land.

⁷ Og af dine Sørnner, som nedstamme fra dig, som du skal avle, skulle de tage nogle ud, og de skulle være Kammertjenere i Kongen af Babels Palads.

²² Men du, Jakob! paakaldte mig ikke; thi du, Israel! er bleven træt af mig.

⁵ Den ene skal sige: Jeg er HERRENS, og den anden skal kalde Jakob ved Navn; og en tredje skal skrive med sin Haand: Jeg hører HERREN til, og han skal nævne Israel som Hædersnavn.

²³ Jeg har svoret ved mig selv, af Retfærdigheds Mund udgik et Ord, og det skal ikke tages tilbage: At for mig skal hvert Knæ bøje sig, til mig skal hver Tunge sværge.

¹ Hører dette Jakobs Hus! I, som ere kaldte med Israels Navn, og som ere udgangne af Judas Kilde, I, som sværge ved HERRENS Navn og prise Israels Gud, men ikke i Sandhed og ej i Retfærdighed!

¹ Saa siger HERREN: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, ved hvilket jeg skulde have forskudt hende? eller hvem var jeg en Skyldner, at jeg skulde have solgt eder til ham? se, I ere solgte for eders Misgerningers Skyld, og eders Moder er forskudt for eders Overtrædelsers Skyld.

⁹ Derfor er Retten langt fra os, og Retfærdigheden naar ikke til os; vi forvente Lys, og se, der er Mørke; vi vente idel Solskin, og se, vi vandre i Mulm. ¹⁰ Vi famle som de blinde efter en Væg, ja, vi famle som de, der ikke have Øjne; vi støde os om Middagen som i Tusmørket, vi ere paa de øde Steder som de døde.

¹⁰ Vi famle som de blinde efter en Væg, ja, vi famle som de, der ikke have Øjne; vi støde os om Middagen som i Tusmørket, vi ere paa de øde Steder som de døde. ¹¹ Vi brumme alle sammen som Bjørne og kurre som Duer; vi bie efter Ret, og den kommer ikke, efter Frelse, og den er langt borte fra os. ¹² Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder vidne imod os; thi vore Overtrædelser følge os, og vi kende vore Misgerninger: ¹³ At vi have gjort Overtrædelser og fornægtet HERREN, og at vi have vendt os bort fra vor. Gud, at vor Tale gik ud paa Undertrykkelse og Frafald, at vi have undfanget og udtalt falske Ord af vort Hjerte. ¹⁴ Retten er vegen tilbage, og Retfærdigheden staar langt borte; thi Sandheden støder an paa Gaden, og Retten finder ingen Indgang. ¹⁵ Og Sandheden er borte, og den, som viger fra det onde, bliver et Rov. Og HERREN saa det, og det var ondt for hans Øjne, at der ingen Ret var.

²¹ Og de skulle bygge Huse og bo deri og plante Vingaarde og æde deres Frygt. ²² De skulle ikke bygge, at en anden skal bo deri, og ikke plante, at en anden skal æde det; thi som Træets Dage skulle mit Folks Dage være, og mine udvalgte skulle til fulde nyde deres Hænders Gerning:

⁶ Der lyder et Bulder fra Staden, en Røst fra Templet, HERRENS Røst, hans, som hetaler sine Fjender efter Fortjeneste.

² til hvem HERRENS Ord kom i Josiass, Amons Søns, Judas Konges Dage, i hans Regerings trettende Aar;

¹³ Thi tvende onde Ting har mit Folk gjort: Mig, den levende Vandkilde, have de forladt for at hugge sig Brønde, revnede Brønde, som ikke kunde holde Vand.

¹⁷ Hvad der volder dig saadant, er det ikke dette, at du har forladt HERREN, din Gud, den Tid, han ledede dig paa Vejen?

¹⁹ Din Ondskab skal tugte dig og dine Afvigelser straffe dig; vid da og se, at det er ondt og besk, at du har forladt HERREN din Gud, og at Frygt for mig ikke er hos dig, siger Herren, den HERRE Zebaoth.

¹⁰ Og med alt dette omvendte hendes troløse Søster Juda sig ikke til mig af sit ganske Hjerte, men paa Skrømt, siger HERREN.

² og du skal sværge: Saa vist som HERREN lever i Sandhed, i Ret og i Retfærdighed! og Hedningerne skulle velsigne sig i ham og rose sig af ham.

⁷ En Løve er stegen op fra sine tætte Buske, og Folkenes Ødelægger er uddraget, han er udgangen fra sit Sted for at gøre dit Land til en Ødelæggelse; dine Stæder skulle forstyrres, at ingen skal bo deri. ⁸ Derfor ombinder eder med Sæk, sørger og hyler; thi HERRENS brændende Vrede er ikke vendt tilbage fra os.

¹⁸ Din Vej og dine Idrætter have voldet dig disse Ting; dette er din Ondskab; thi det er bittert, det er naaet indtil dit Hjerte. ¹⁹ Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte, o mit Hjertes Vægge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjæl! ja, Krigsskriget.

¹⁹ Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte, o mit Hjertes Vægge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjæl! ja, Krigsskriget. ²⁰ Forstyrrelse paa Forstyrrelse! raabes der, thi alt Landet er ødelagt; mine Pauluner ere hastelig ødelagte, mine Telte i et Øjeblik!

²⁰ Forstyrrelse paa Forstyrrelse! raabes der, thi alt Landet er ødelagt; mine Pauluner ere hastelig ødelagte, mine Telte i et Øjeblik!

²⁰ Forstyrrelse paa Forstyrrelse! raabes der, thi alt Landet er ødelagt; mine Pauluner ere hastelig ødelagte, mine Telte i et Øjeblik! ²¹ Hvor længe skal jeg se Banner? hvor længe skal jeg høre Trompetens Lyd?

²³ Jeg saa Landet, og se, det var øde og tomt, og jeg saa til Himlene, og deres Lys var der ikke mere. ²⁴ Jeg saa Bjergene, og se, de bævede, og alle Højene skælvede. ²⁵ Jeg saa, og se, der var intet Menneske mere, og alle Fuglene under Himmelen vare bortfløjne. ²⁶ Jeg saa, og se, den frugtbare Mark var en Ørk, og alle dens Stæder vare nedbrudte for HERRENS Ansigt, for hans brændende Vrede. ²⁷ Thi saa siger HERREN: Alt Landet skal være aldeles øde: Dog vil jeg ikke aldeles gøre Ende paa det. ²⁸ Derfor skal Landet sørge, og Himlene heroventil vorde sorte, efterdi jeg har talt det, besluttet det og ikke angret det og ikke viger fra det. ²⁹ For Lyden af Ryttere og Bueskytter flyr hver Stad, de gaa ind i Tykningerne og stige op i Klipperne; hver Stad er forladt, og der er ingen, som bor i dem:

³¹ Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest, som hendes, der er i den første Fødsels Nød, Zions Datters Røst, hun klager sig, udbreder sine Hænder og siger: Ve mig! thi min Sjæl er forsmægtet over for Mordere.

⁷ Hvorfor skulde jeg tilgive dig? dine Børn forlode mig og svore ved det, som ikke er Gud; og jeg lod dem sværge; de bedreve Hor, og til Horehuset trængte de sig sammen.

¹⁷ Og det skal fortære din Høst og dit Brød, det skal fortære dine Sønner og dine Døtre, det skal fortære dine Faar og dine Øksne, det skal fortære dit Vintræ og dit Figentræ; det skal forstyrre dine faste Stæder, som du forlader dig paa, ved Sværdet.

¹ Flyr, I Benjamins Børn! midt ud af Jerusalem, og blæser i Trompeten i Tekoa, og oprejser en Bavn over Beth-Kerem; thi en Ulykke lader sig se af Norden og en stor Forstyrrelse.

⁸ Lad dig advare, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal rive sig løs fra dig; at jeg ikke skal gøre dig til en Ødelæggelse, et Land, som ingen bor udi. ⁹ Saa siger den HERRE Zebaoth: Som paa Vinstokken skulle de holde Efterhøst paa det overblevne af Israel; før din Haand tilbage som den, der afplukker Vindruer til Kurvene.

¹² Og deres Huse skulle tilfalde andre, Agre og Kvinder til Hobe; thi jeg vil udrække min Haand over Landets Indbyggere, siger HERREN.

²⁰ Derfor siger den Herre, HERRE saaledes: Se, min Vrede og min Harme er udøst over dette Sted, over Mennesker og over Dyr og over Træer paa Marken og over Landets Frngt; og den skal brænde og ikke udslukkes.

³⁴ Og jeg vil lade Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst ophøre fra Judas Stæder og fra Gaderne i Jerusalem; thi Landet skal være Øde.

¹⁶ Fra Dan høres hans Hestes Fnysen, for Lyden af hans vældige Hestes Vrinsken ryster det ganske Land; og de komme og fortære Landet og dets Fylde, Staden og Indbyggerne derudi.

¹¹ Og jeg vil gøre Jerusalem til en Stenhob, til Dragers Bolig; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ørk, saa at ingen bor der.

¹⁹ Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvor ere vi dog ødelagte! vi ere saare beskæmmede; thi vi have maattet forlade Landet, og de have omstyrtet vore Boliger.

²¹ Thi Døden er steget ind igennem vore Vinduer, er kommen ind i vore Paladser til at udrydde de spæde Børn, at de ej findes udenfor, de unge Karle, at de ej findes paa Gaderne. ²² Tal: Saa siger HERREN: Menneskers døde Kroppe skulle ligge som Møg paa Marken og som et Neg efter Høstmanden, hvilket ingen sanker op. ²³ Saa siger HERREN: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, og den stærke rose sig ikke af sin Styrke, den rige rose sig ikke af sin Rigdom; ²⁴ men hvo som vil rose sig, rose sig af dette, at han forstaar og kender mig, at jeg er HERREN, som gør Miskundhed, Ret og Retfærdighed paa Jorden; thi disse Ting behage mig, siger HERREN.

⁵ Som et Palmetræ, af drevet Arbejde, staa de, men kunne ikke tale, de maa bæres, thi de kunne ikke gaa; I skulle ikke frygte for dem, thi de kunne ikke gøre ondt, og der er heller ingen Magt hos dem til at gøre godt.

¹⁸ saa siger HERREN: Se, denne Gang vil jeg udslynge Landets Indbyggere, og jeg vil trænge dem, paa det de skulle finde det.

⁴ Hvor længe skal Landet sørge; og Urterne paa al Marken tørres hen for deres Ondskabs Skyld; som bo der, ere Dyr og Fugle omkomne; thi de sige: Han ser ikke, hvorledes vor sidste Tid vil blive.

¹⁰ Mange Hyrder have ødelagt min Vingaard, de have nedtraadt min Ager; de have gjort den Ager, der var min Lyst, til en Øde. ¹¹ Man har gjort den aldeles øde, den sørger over for mig, der den er øde; alt Landet er ødelagt, thi ingen lagde sig det paa Hjerte. ¹² Ødelæggere ere komne over alle nøgne Høje i Ørken; thi HERREN har et Sværd, der fortærer fra Jordens ene Ende og indtil Jordens anden Ende; intet Kød har Fred. ¹³ De saaede Hvede og høstede Torne, de gjorde sig Møje, men det gavner dem ikke, og de skamme sig over deres Indtægt, for HERRENS brændende Vredes Skyld.

³ Og jeg vil beskikke fire Slags over dem, siger HERREN: Sværdet til at ihjelslaa og Hundene til at slæbe bort og Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til at æde og til at Ødelægge.

⁶ Du har forladt mig, siger HERREN, du gik tilbage; og jeg udrakte min Haand imod dig og ødelagde dig; jeg er træt af at angre.

¹³ Jeg vil give dit Gods og dit Liggendefæ hen til Rov, ikke imod Betaling, og det for alle dine Synders Skyld og inden alle dine Landemærker.

⁴ De skulle dø en Død af svare Sygdomme, de skulle ikke begrædes og ej begraves, de skulle vorde til Møg oven paa Marken; og de skulle udryddes ved Sværdet og ved Hungeren, og deres døde Kroppe skulle blive Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden til Føde. ⁵ Thi saa siger HERREN: Du maa ikke gaa ind i Sørgehus og ikke gaa hen for at holde Klagemaal og ej vise Medynk over dem; thi jeg har borttaget min Fred fra dette Folk, siger HERREN, ja, Miskundheden og Barmhjertigheden. ⁶ Og de skulle dø, store og smaa i dette Land, de skulle ikke begraves, og man skal ikke holde Klagemaal over dem, og man skal ikke saare sig og ej afrage sit Haar for deres Skyld.

¹⁶ Se, jeg sender Bud til mange Fiskere, siger HERREN, og de skulle fiske dem; og derefter vil jeg sende Bud til mange Jægere, og de skulle jage dem paa alle Bjerge og paa alle Høje og i Klipperevnerne. ¹⁷ Thi mine Øjne ere over alle deres Veje, de ere ikke skjulte for mit Ansigt, og deres Misgerning er ikke tildækket for mine Øjne.

²¹ Derfor giv deres Børn hen til Hungeren, og overlad dem i Sværdets Vold, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker og deres Mænd ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive dræbte med Sværd i Krigen!

¹³ Og Jerusalems Huse og Judas Kongers Huse skulle vorde som det Sted Tofeth, da de ere urene; ja alle de Huse, hvor de gjorde Røgelse paa Tagene til al Himmelens Hær og udøste Drikofre for andre Guder.

¹¹ Thi saa har HERREN sagt om Sallum, Judas Konge, Josias's Søn, som var Konæ i Josias sin Faders Sted, og som drog ud fra dette Sted: Han skal ikke mere komme hid tilbage; ¹² men han skal dø paa det Sted, hvor lien de have bortført ham, og har skal ikke mere se dette Land. ¹³ Ve den, som bygger sit Hus med Uretfærdighed og sine Sale med Uret, ham, der lader sin Næste tjene for mig, og iam hans Arbejdes Løn, ¹⁴ ham ler siger: Jeg vil bygge mig et rummeligt Hus og luftige Sale; og som udhugger sig Vinduer og paneler det med Ceder og anstryger det med rødt. ¹⁵ Skulde du være Konge, fordi du brammer med Ceder? har din Fader ikke spist og drukket og øvet Ret og Retfærdigned? da gik det ham vel. ¹⁶ Han antog sig den elendiges og den fattiges Sag, da gik det vel til; er dette ikke "at kende mig?" siger HERREN. ¹⁷ Men dine Øjne og dit Hjerte ere ikke til andet end til din Vinding og til at udøse uskyldigt Blod og til at øve Vold og Undertrykkelse. ¹⁸ Derfor, saa siger HERREN om Jojakim, Josias's Søn, Kongen i Juda: De skulle ikke sørge over ham, og sige: Ak, min Broder! og ak, Søster! de skulle ikke sørge over ham og sige: Ak, Herre og ak, hans Herlighed! ¹⁹ Han skal begraves som et Asen begraves; man skal slæbe ham bort og kaste ham hen, langt uden for Jerusalems Porte.

²⁴ Saa sandt jeg lever siger HERREN, var end Konias, Jojakims, Judas Konges Søn, en Signetring paa min højre Haand, saa vilde jeg dog rive dig bort derfra. ²⁵ Og jeg vil give dig i deres Haand, som tragte efter dit Liv, og i deres Haand, for hvis Ansigt du gruer, og i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i Kaldæernes Haand. ²⁶ Og jeg vil kaste dig og din Moder, som dig fødte, ud i et andet land, hvor I ikke ere fødte, og del skulle I dø. ²⁷ Men til det Land, hvorhen deres Sjæl længes efter at komme tilbage, derhen skulle de ikke komme tilbage. ²⁸ Mon denne Mand, Konias, er et foragtet, sønderslaaet Billede? mon han er et Kar; som ingen har Lyst til? hvorfor ere de bortkastede, han og hans Sæd, ja, henkastede i et Land, som de ikke kende? ²⁹ Land! Land! Land! hør HERRENS Ord! ³⁰ Saa siger HERREN: Indtegner denne Mand som barnløs som en Mand, der ikke skal have Lykke i sine Dage; thi ingen af hans Sæd skal have Lykke ved at sidde paa Davids Trone og herske fremdeles i Juda.

⁸ Men ligesom det er med de slette Figener, som ikke kunne ædes, fordi de ere saa slette, thi saa siger HERREN. Saaledes vil jeg gøre Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster og dem, som ere tilovers af Jerusulem, de overblevne i dette Land, og dem, som bo i Ægyptens Land, ⁹ Ja, jeg vil høre dem til en Gru, dem til Ulykke, for alle Riger paa Jorden; til Forhaanelse og til et Ordsprog, til Spot og Forbandelse paa alle de Steder, hvorhen jeg vil fordrive dem. ¹⁰ Og jeg vil sende Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, indtil de forsvinde af Landet, som jeg gav dem og deres Fædre.

³ Fra Josias's, Amons Søns, Judas Konges trettende Aar og indtil denne Dag, hvilket nu er tre og tyve Aar, er HERRENS Ord kommet til mig; og jeg talte til eder tidligt og ideligt, og I have ikke hørt.

³⁴ Hyler, I Hyrder! og raaber og vælter eder i Støv, I herlige iblandt Hjorden! thi eders Dage ere komne til at slagtes; og jeg skal sønderslaa eder, og I skulle falde som et kosteligt Kar.

³⁶ Der lyder Skrig af Hyrderne og Hylen af de herlige iblandt Hjorden; thi HERREN Ødelægger deres Græsgang.

⁷ Ve! thi stor er denne Dag, saa den er uden Lige; og det er en Trængsels Tid for Jakob; dog skal han blive frelst derfra.

²⁹ Og Kaldæerne, som stride imod denne Stad, skulle komme og stikke Ild paa denne Stad og opbrænde den og Husene, paa hvis rage de gjorde Røgelse for Baal og udøste Drikoffer for andre Guder for at opirre mig.

²² Se, jeg befaler det, siger HERREN, og jeg vil føre dem til denne Stad igen, og de skulle stride imod den og indtage den og opbrænde den med Ild; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ødelæggelse, saa at ingen bor der. gelse, saa at ingen bor der.

²⁹ Og om Jojakim, Judas Konge skal du sige: Saa siger HERREN: Du opbrændte denne Rulle og sagde: Hvorfor skrev du saaledes deri: Kongen af Babel skal komme og ødelægge dette Land og udrydde baade Folk og Fæ deraf?

² I Zedekias's ellevte Aar, i den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, brød man ind i Staden.

⁶ Og Kongen af Babel ihjelslog Zedekias's Børn i Ribla for hans Øjne; og Kongen af Babel ihjelslog alle de ypperste i Juda. ⁷ Og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlænker for at føre ham til Babel.

¹⁰ Og denne Dag er Herrens, den HERRE Zebaoths Hævns Dag, da han vil hævne sig paa sine Modstandere, og Sværdet skal fortære dem, og blive mæt og vædet af deres Blod; thi Herren, den HERRE Zebaoth har Slagtoffer i Nordenland ved Floden Eufrat.

¹¹ Moab har boet trygt fra sin Ungdom af og ligget stille paa sin Bærme og er ikke tømt af et Kar i det andet, og det er ikke draget bort iblandt de bortførte; derfor har det beholdt sin Smag, og dets Lugt er ikke forandret.

⁴¹ Stæderne erobres, og Fæstningerne indtages; og de vældiges Hjerte i Moab skal være paa denne Dag som en beængstet Kvindes Hjerte.

⁸ Jerusalem har syndet svarlig, derfor er den bleven til Væmmelse; derfor er den bleven til Væmmelse; derfor er den bleven til Væmmelse; alle, som ærede den, ringeagte den, thi de saa dens Nøgenhed; selv sukker den og vender sig bort.

¹⁴ Mine Overtrædelsers Aag er knyttet ved hans Haand, de sammenslynge sig, de ere gaaede op over min Hals, han lod min Kraft sukke under; Herren har givet mig i deres Hænder, for hvilke jeg ikke kan rejse mig.

¹⁸ HERREN, han er retfærdig; thi jeg var genstridig imod hans Mund; hører dog, alle Folk! og ser min Smerte, mine Jomfruer og mine unge Karle ere vandrede i Fangenskab.

²¹ Der ligger paa Jorden i Gaderne ung og gammel, mine Jomfruer og mine unge Karle ere faldne for Sværdet; du ihjelslog paa din Vredes Dag, du slagtede, du sparede ikke.

¹³ Formedelst dens Profeters Synder, formedelst dens Præsters Misgerninger, de, som udøste de retfærdiges Blod midt i den, ¹⁴ Vanke disse hid og did paa Gaderne som blinde, besmittede med Blod, saa at man ej kan røre ved deres Klæder. ¹⁵ Viger bort, han er uren! raaber man om dem; "viger bort" viger bortt rører dem ej!" thi de flyve bort og vanke hid og did; man siger iblandt Hedningerne: De skulle ikke blive ved at bo der.

¹⁶ Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet. ¹⁷ Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:

³ da kom HERRENS Ord til Præsten Ezekiel, Busis; Søn, i Kaldæernes Land, ved Floden Kebar; og HERRENS Haand kom over ham der.

²⁰ Og naar en retfærdig vender sig bort fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for hans Ansigt, skal han dø; fordi du ikke har advaret ham, skal han dø i sin Synd, og harls retfærdige Gerninger, som han har gjort, -skulle ikke ihukommes; og hans Blod vil jeg kræve af din Haand.

⁶ Ende kommer! kommen er Enden, den er vaagnet op imod dig; se, den kommer. ⁷ Morgenen kommer til dig, du Landets Indbygger! Tiden kommer; Forstyrrelsens Dag er nær, og der er intet Frydeskrig paa Bjergene.

⁷ Morgenen kommer til dig, du Landets Indbygger! Tiden kommer; Forstyrrelsens Dag er nær, og der er intet Frydeskrig paa Bjergene.

¹⁰ Se Dagen! se, den kommer! Morgenen bryder frem, Riset blomstrer, Hovmodigheden skyder op.

¹² Tiden kommer, Dagen er kommen nær, den, som køber, glæde sig ej, og den, som sælger, sørge ej; thi Vreden naar hele dens Mangfoldighed.

¹⁹ De skulle kaste deres Sølv paa Gaderne, og deres Guld skal være dem til Modbydelighed; deres Sølv og deres Guld skal ikke kunne fri dem paa HERRENS Vredes Dag, de skulle ikke kunne mætte deres Sjæl og ej fylde deres Indvolde dermed; thi det var dem Anstød til at synde.

²¹ Og jeg vil give det i de fremmedes Haand som Rov og til de ugudelige paa Jorden som Bytte, at de kunne vanhellige det.

³ Og han udrakte Skikkelsen af en Haand og tog mig ved Haaret paa mit Hoved; og Aanden opløftede mig imellem Jorden og imellem Himmelen og førte mig, i Syner fra Gud, til Jerusalem, hen imod Indgangen til den indre Forgaards Port, som vender imod Norden, hvor Nidkærhedens Billede, som vakte Nidkærhed, stod. ⁴ Og se, der var Israels Guds Herlighed lig det Syn, som jeg havde set i Dalen: ⁵ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! opløft dog dine Øjne imod Norden; og jeg opløftede mine Øjne imod Norden, og se, Nord for Alterporten stod dette Nidkærhedens Billede ved Indgangen.

¹² Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du hvad de Ældste af Israels Hus gøre i Mørket, hver i sine Billedkamre? thi de sige: HERREN ser os ikke, HERREN har forladt Landet.

⁹ Og han sagde til mig: Israels og Judas Hus's Misgerning er over al Maade stor, og Landet er fyldt med Blodskyld, og Staden er fuld af Retskrænkelse; thi de sige: HERREN har forladt Landet, og HERREN ser det ikke.

²³ Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil lade dette Ordsprog høre op, og de skulle ikke ydermere bruge det som et Ordsprog i Israel; men sia til dem: Dagene ere nær, og hvad hvert Syn udsiger.

³ Du Menneskesøn! disse Mænd have givet deres Afguder Plads i deres Hjerte, og hvad der var dem Anstød til at synde, have de stillet for deres Ansigt; skulde jeg vel lade mig adspørge for dem? ⁴ Derfor tal med dem, og sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Enhver Mand af Israels Hus, som giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten: For ham vil jeg, HERREN, lade mig bringe til at svare desangaaende, nemlig angaaende hans Afguders Mangfoldighed, ⁵ for at jeg kan gribe Israels Hus ved deres Hjerte, fordi de vege fra mig alle sammen ved deres Af guder. ⁶ Derfor sig til Israels Hus: Saa siger den Herre, HERRE: Omvender eder, og vender eder bort fra eders Afguder, ja, vender eders Arisigter bort fra alle eders Vederstyggeligheder! ⁷ Thi naar en Mand af Israels Hus eller af de fremmede, som opholde sig i Israel, skiller sig fra mig og giver sine Afguder Plads i sit Hjerte og stiller, hvad der var ham Anstød til at synde, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten for at adspørge mig for sig: Ham vil jeg, HERREN, lade mig bringe til at give et Svar fra mig selv.

¹³ Du Menneskesøn! naar et Land synder imod mig, saa at det bliver troløst imod mig, og jeg udrækker min Haand over det og formindsker Brøds Forraad for det og jeg sender Hunger i det og ud rydder Menneske og Fæ. deraf, ¹⁴ men der var disse tre Mænd, Noa, Daniel og Job derudi: Da skulde disse alene redde deres Sjæl ved dere Retfærdighed, siger den Herre HERRE. ¹⁵ Naar jeg lader vilde Dyr gaa igennem Landet, og de berøve Folk deres Børn, og det blev Øde, saa at ingen gaar der igennem for Dyrenes Skyld, ¹⁶ men hine tre Mænd vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: De skulde hverken redde Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet vorde øde. ¹⁷ Eller naar jeg Lader Sværdet komme over det samme Land, og jeg siger: Sværd! du kal fare igennem Landet, og jeg udrydder Menneske og Fæ deraf, ¹⁸ men hine tre Mænd vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: De skulde ikke redde Sønner eller Døtre; men de alene skulde reddes. ¹⁹ Eller naar jeg sender Pest i det samme Land og udøser min Harme over det med Blod, saa at jeg udrydder Menneske og Fæ deraf, ²⁰ men Noa, Daniel og Job vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: De skulde hverken redde Søn eller Datter; men de skulde redde deres egen Sjæl ved deres Retfærdighed. ²¹ Thi saa siger den Herre, HERRE: Meget mere, naar jeg sender mine fire grumme Straffedomme over Jerusalem, nemlig: Sværd og Hunger og vilde Dyr og Pest for at udrydde Menneske og Fæ deraf,

⁶ Derfor, saa siger den Herre HERRE: Ligesom Vinstokkens Træ er iblandt Skovens Træer, hvilket jeg har givet Ilden at fortære: Saaledes har jeg hengivet Jerusalems Indbyggere. ⁷ Og jeg vil rette mit Ansigt imod dem, de ere udgangne af Ilden, men Ilden skal dog fortære dem; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg retter mit Ansigt imod dem. ⁸ Og jeg vil gøre Landet Øde, fordi de have været saare troløse, siger den Herre, HERRE.

³⁸ Og jeg vil dømme dig, som de Kvinder dømmes, der bedrive Hor og udgyde Blod, og jeg vil give dig hen som et blodigt Offer for vrede og Nidkærhed.

¹² Raab og hyl, du Menneskesøn! thi det skal komme over mit Folk, ja, over alle Fyrster i Israel; de ere overgivne til Sværdet tillige med mit Folk; derfor slaa paa Hoften!

²⁵ Dets Profeter have sammensvoret sig i dets Midte, de ere som en brølende Løve, der røver Rov; de fortære Sjæle, tage Gods og dyrebare Ting, gøre mange til Enker derudi. ²⁶ Dets Præster forgribe sig paa min Lov og vanhellige mine Helligdomme, de gøre ingen Forskel imellem helligt og vanhelligt, og Forskellen imellem rent og urent gøre de ikke bekendt; og de lukke deres Øjne for mine Sabbater, og jeg vanhelliges midt iblandt dem. ²⁷ Dets Fyrster i dets Midte ere som Ulve, der røve Rov, saa at de udøse Blod, Ødelægge Sjæle for at gøre sig Vinding. ²⁸ Og dets Profeter anstryge dem med løs Kalk, idet de heillge dem forfængelige Syner og spaa Løgn for dem, sigende: "Saa siger den Herre, HERRE"; skønt HERREN ikke har talt. ²⁹ Folket i Landet udertrykke de ved Vold, de røve Rov og forfordele den elendige og fattige og undertlykke den fremmede tværtimod Ret. ³⁰ Og jeg ledte efter en Mand iblandt dem, som vilde gærde et Gærde og staa i Gabet for mit Ansigt til Værn for Landet, at jeg ikke skulde ødelægge det; men jeg fandt ingen. ³¹ Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gør Ende paa dem i min Fortørnelses Ild; jeg lader deres Vej falde tilbage paa deres Hoved, siger den Herre, HERRE.

³¹ Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gør Ende paa dem i min Fortørnelses Ild; jeg lader deres Vej falde tilbage paa deres Hoved, siger den Herre, HERRE.

³ Thi nær er Dagen, ja, nær er HERRENS Dag; en skyfuld Dag, den skal være Hedningernes Tid.

²⁷ Saaledes skal du sige til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Saa sandt jeg lever, de, som ere paa de øde Steder, skulle falde for Sværdet, og den, som er paa Marken, ham har jeg givet til de vilde Dyr, at de skulle æde ham, og de, som ere i Fæstningerne og i Hulerne, skulle dø af Pest. ²⁸ Og jeg vil gøre Landet til en Ødelæggelse og en Ørk, og dets Magts Stolthed skal ophøre; og Israels Bjerge skulle ligge øde, at ingen skal gaa over dem. ²⁹ Saa skulle de fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg gør Landet til en Ødelæggelse og en Ørk, formedelst alle deres Vederstyggeligheder, som de have gjort.

⁵ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Sandelig, jeg har talt i min brændende Nidkærhed imod Levningen af Hedningerne og imod det ganske Edom, hvilke selv have givet sig mit Land til Ejendom med Glæde af fuldt Hjerte, med Haan ud af Sjælen, for at rane det som et Bytte. ⁶ Derfor spaa om Israels Land og sig til Bjergene og til Højene, til Strømmene og til Dalene: Saa siger den Herre, HERRE: Se, i min Nidkærhed og min Harme har jeg talt, efterdi I have baaret Hedningernes Forhaanelse,

¹⁷ Og du Menneskesøn! saa siger den Herre, HERRE Sig til Fuglene, alt det bevinged og til alle vilde Dyr paa Marken Samler eder og kommer, san eder trindt omkring fra til mit Slagtoffer, som jeg slagter for eder, stort Slagtoffer paa Israels Bjere og I skulle æde Kød og drikke Bod. ¹⁸ I skulle sede de vældiges Kød drikke Jordens Fyrsters Blod: Vædres, Lams og Bukkes, Øksnes, alle ere fedede i Basan. ¹⁹ Og I skulle æde det fede, til I blive mætte; drikke Blod, til I blive drukne mit Slagtoffer, som jeg slagter eder. ²⁰ Og I skulle mætte eder mit Bord af Heste og Rytter de vældige og alle Haande Krigsmænd, siger den Herre, HERRE.

¹² Fordi de have tjent dem over for deres Afguder og ere blevne Israels Hus til Anstød, saa det syndede, derfor har jeg opløftet min Haand imod dem, siger den Herre, HERRE, at de skulle bære deres Misgerning.

⁵ Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og været genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love. ⁶ Og vi hørte ikke paa dine Tjenere, Profeterne, som talte i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre og til alt Folket i Landet. ⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig. ⁸ HERRE! Ansigts Blusel er for os, for vore Konrer, for vore Fyrster og for vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig. ⁹ Hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Forladelse, thi vi have været genstridige imod ham, ¹⁰ og vi have ikke hørt paa HERREN vor Guds Røst, saa at vi vandrede i hans Love, som han gav for vort Ansigt ved sine Tjenere, Profeterne. ¹¹ Men al Israel har overtraadt din Lov og er afveget, idet de ikke hørte paa din Røst; derfor er der udøst over os den Forbandelse og den Ed; som er skrevet i Mose, Guds Tjeners Lov; thi vi have syndet imod ham. ¹² Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme nær os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem. ¹³ Ligesom skrevet er i Moses Lov, saa er alt dette onde kommet over os; og vi have ikke formildet HERREN vor Guds Ansigt ved at omvende os fra vore Misgerninger og blive forstandige i din Sandhed. ¹⁴ Derfor vaagede HERREN over Ulykken og lod den komme over os; thi HERREN vor Gud er retfærdig i alle sine Gerninger, som han gør, men vi havde ikke hørt paa hans Røst. ¹⁵ Og nu, Herre, vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægyptens Land med en stærk Haand og indlagde dig et Navn, som det er paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligt. ¹⁶ Herre! efter alle din Retfærdigheds Bevisninger, lad dog din Vrede og din Harme vende sig bort fra min Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for Vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, som ere trindt omkring os. ¹⁷ Og nu, vor Gud! hør din Tjeners Bøn og hans ydmyge Begæringer, og lad dit Ansigt lyse over din Helligdom, som er Ødelagt, for Herrens Skyld. ¹⁸ Bøj dit Øre, min Gud! og hør, oplad dine Øjne, og se Ødelægbelserne, som ere komne over os og Staden; over hvilken dit Navn kaldes; thi vi nedlægge vore ydmyge Begæringer for dit Ansigt, ikke for vore retfærdige Gerningers Skyld, men for din store Barmhjertigheds Skyld. ¹⁹ Herre, hør! Herre, forlad! Herre, giv Agt og gør det! tøv ikke! for, din Skyld, min Gud! thi dit Navn kaldes over din Stad og over dit Folk.

¹ HERRENS Ord, som kom til Hoseas, Beeris Søn, i de Dage, da Ussias, Jotham, Akas, Ezekias vare Konger i Juda, og i de Dage, da Jeroboam, Joas's Søn, vad Konge i Israel.

³ Derfor sørger Landet, og alt, som bor deri, vansmægter, baade de vilde Dyr paa Marken og Fuglene under HimmeIen, ogsaa Fiskene i Havet omkomme.

¹⁵ Om du, Israel, end boler, saa gøre dog Juda sig ikke skyldig! kommer ikke til Gilgal, og gaar ikke op til Beth-Aven, og sværger ikke: Saa sandt HERREN lever!

¹⁵ Om du, Israel, end boler, saa gøre dog Juda sig ikke skyldig! kommer ikke til Gilgal, og gaar ikke op til Beth-Aven, og sværger ikke: Saa sandt HERREN lever! ¹⁶ Thi Israel er bleven uregerlig som en uregerlig Ko; nu skal HERREN lade dem græsse som Lam paa den vide Mark.

⁸ Blæser i Trompeten i Gibea, i Basunen i Rama! raaber højt i Beth-Aven: Bag dig, Benjamin!

⁷ Alle gløde de som Ovnen, og de have fortæret deres Dommere; alle deres Konger ere faldne, der er ingen iblandt dem, som paakalder mig.

¹ Basunen for din Gane! Som en Ørn over HERRENS Hus! fordi de have overtraadt min Pagt og forbrudt sig imod min Lov.

⁶ Thi se, de gaa bort for Ødelæggelsen, Ægypten skal samle dem, Mof skal begrave dem; Nælder, skulle arve deres yndige Ting af Sølv, Torne skulle vokse op i deres Telte.

⁵ For kalvene i Beth-Aven grue Samarias Indbyggere; thi dens Folk sørger over den, og dens Præster skælve for den, for dens Herligheds Skyld, thi den er bortført fra dem.

⁷ Mit Folk hælder til Frafald fra mig; og kalder man dem opad, saa stræber ingen af dem opad.

⁷ Og du, du skal omvende dig til din Gud; bevar Miskundhed og Ret, og vent stedse paa din Gud! ⁸ I Kanaans Haand er der Falskheds Vægtskaale; han har Lyst til at forfordele.

³ Tager Ord med eder, og omvender eder til HERREN; siger til ham: Tilgiv al Misgerning og modtag det gode, saa ville vi i Stedet for med Øksne betale dig med vore Læber.

⁸ De, som sidde under hans Skygge, skulle vende tilbage, de skulle bringe Korn til Live og blomstre som Vintræet; hans Ihukommelse skal være som Vin fra Libanon.

⁵ Vaagner op, I drukne, og græder! og hyler, alle I, som drikke Vin, over Mosten! thi den er reven bort fra eders Mund.

¹³ Omgjorder eder og sørger, I Præster! hyler, I Altertjenere! gaar ind, tilbringer Natten i Sørgedragt, I min Guds Tjenere! thi Madoffer og Drikoffer er forment eders Guds Hus.

¹⁵ Ve, den Dag! thi HERRENS Dag er nær og skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige.

¹ Støder i Basunen paa Zion, og raaber højt paa mit hellige Bjerg, alle Landets Indbyggere bæve! thi HERRENS Dag kommer, thi den er nær.

¹ Støder i Basunen paa Zion, og raaber højt paa mit hellige Bjerg, alle Landets Indbyggere bæve! thi HERRENS Dag kommer, thi den er nær. ² En Mørkheds og Dunkelheds Dag, en Dag med Sky og Mulm, som Morgenrøde udbredt over Bjergene! et stort og mægtigt Folk, hvis Lige ikke har været fra Arilds Tid og ikke heller skal komme efter det, saa mange Aar der er Slægt efter Slægt til!

² En Mørkheds og Dunkelheds Dag, en Dag med Sky og Mulm, som Morgenrøde udbredt over Bjergene! et stort og mægtigt Folk, hvis Lige ikke har været fra Arilds Tid og ikke heller skal komme efter det, saa mange Aar der er Slægt efter Slægt til!

¹¹ Og HERREN opløfter sin Røst foran sin Hær, thi saare stor er hans Lejr, thi mægtig er den, som udretter hans Ord;

³¹

¹⁶ Skynder eder og kommer, alle Hedninger, trindt omkring fra, og samler eder! did lade du, o HERRE, dine vældige stige ned!

⁶ Eller mon del stødes i Trompeten i en Stad, uden at Folket forfærdes? eller mon der sker en Ulykke i en Stad, og HERREN ikke har gjort den?

¹⁰ Og de vide ikke at gøre Ret, siger HERREN, de, som opdynge Vold og Ødelæggelse i deres Paladser.

¹⁰ Jeg har, sendt en Pest paa eder efter Ægyptens vis, ihjelslaget eders unge Karle med Sværd, tillige med at eders i Heste bleve gjorte til Bytte, og jeg lod Stank af eders Lejre stige op og det i eders Næse; men I vendte ikke om til mig, siger HERREN.

¹¹ Derfor, fordi I træde paa den fattige og tage en svar Afgift i Korn af ham, saa have I vel bygget Huse af hugne Sten, men I skulle ikke bo i dem; I have plantet lystelige Vingaarde, men I skulle ikke drikke Vin af dem.

¹⁸ Ve dem, som begære HERRENS Dag hvortil skal HERRENS Dag være eder? den er Mørke og ikke Lys; ¹⁹ ligesom naar een flyr for Løven, og der da møder ham en Bjørn, og naar han er kommen i Huset og støtter sig med sin Haand til Væggen, der da en Slange bider ham. ²⁰ Er ikke HERRENS Dag Mørke uden Lys og bælgmørk uden Skin paa den?

²⁶ Men I have baaret eders Konges Hytte og eders Billeders Opstilling, eders Guds Stjerne, som I havde gjort eder.

¹ Ve de trygge i Zion og de sorgløse paa Samarias Bjerg, de navnkundige iblandt det første af Folkene og dem, til hvilke Israels Hus kommer.

¹⁰ og en Mands næste Slægtning eller den, der besørger hans Begravelse, skal tage ham for at udbære Benene af Huset; og han skal sige til den, som er i det inderste af Huset: Mon der endnu er flere hos dig? og denne skal svare: Der er ingen! saa skal han sige: Tys! thi det er ikke Tid nu at paakalde HERRENS Navn.

² Og han sagde: Hvad ser du, Amos? og jeg sagde: En Kurv med Sommerfrugt; da sagde HERREN til mig: Enden er kommen for mit Folk Israel, jeg vil ikke ydermere blive ved at skaane det. ³ Men Sangene i Paladset skulle blive til Hyl paa denne Dag, siger den Herre, HERRE; der er mange dsde Kroppe, paa alle Steder har man kastet dem hen tys!

¹ Jeg saa Herren staa over Alteret, og han sagde: Slaa Søjlehovederne; saa at Dørtærsklerne ryste, og slaa dem itu ned over alles Hoved, og de overblevne af dem skal jeg ihjelslaa, med Sværdet: af dem skal ingen, som flyr, undfly, og af dem skal ingen, som undkommer, reddes. ² Om de end bore sig ned i Dødsriget, skal dog min, Haand hente dem derfra; og om de end fare op, til Himmelen, skal jeg dog kaste dem ned derfra. ³ Og om de end skjule sig paa Karmels Top, skal jeg dog oplede dem og hente dem derfra; og om de skjule sig for mine Øjne paa Havets Bund, skal jeg dog derfra befale Slangen, at den skal bide dem.

⁶ Hvor er dog Esau bleven gennemsøgte hans skjulte Liggendefæ opsporet?

⁹ Hører dog dette, I Jakobs Hus's Øverster og Israels Hus's Dommere! I, som afsky Ret og gøre det lige kroget! ¹⁰ Hver, som bygger Zion med Blod og Jerusalem med Uretfærdighed! ¹¹ Dens øverster dømmes for Skænk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa HERREN, sigende: Er ikke HERREN midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os. ¹² Derfor; for eders Skyld, skal Zion pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje.

¹² Derfor; for eders Skyld, skal Zion pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje.

¹¹ Og jeg vil udrydde Trolddomskunster af din Haand, og ingen Tegnsudlæggere skulle være hos dig. ¹² Og jeg vil udrydde dine udskaarne Billeder og dine Billedstøtter af din Midte, og du skal ikke ydermere tilbede dine Hænders Gerning. ¹³ Og jeg vil oprive dine Astartebilleder af din Midte og ødelægge dine Stæder.

¹³ Og jeg vil oprive dine Astartebilleder af din Midte og ødelægge dine Stæder. ¹⁴ Men i Vrede og Harme vil jeg tage Hævn over de Hedninger, som ikke have villet høre.

¹⁵ Du skal saa og ikke høste; du skal presse Oliven, men ikke salve dig med Olie, og Most, men ikke drikke Vin.

¹³ Og Jorden skal blive til øde for sine Beboeres Skyld, formedelst deres Idrætters Frugt.

⁶ Thi se, jeg opvækker Kaldæerne, et barsk og hastigt Folk, som farer frem, saa vidt som Jorden naar, for at tage Boliger til Eje, som ikke høre det til. ⁷ Frygteligt og forfærdeligt er det; fra det gaar dets Ret og Ovorhøjhed ud. ⁸ Og dets Heste ere lettere end Par dere og hidsigere end Ulve om Aftenen, og dets Ryttere brede sig ud, ja, dets Ryttere komme langt borte fra, de fiyve som en Ørn, der haster efter Æde. ⁹ Alt til Hobe komme de til Voldsdaad deres Ansigters Higen er fremad og det samler Fanger som Sand ¹⁰ det spotter Konger, og Fyrster ere til Latter for det; det le ad hver Befæstning, saa det dynge Støv op og indtager den.

²⁰ Men HERREN er i sit hellige Tempel; stille for hans Ansigt, al Jorden!

⁶ Han træder frem og bringer Jorden til at ryste, han ser til og bringer Folkene til at skæne, og de evige Bjerge briste, de ældgamle Høje synke; hans Tog ere som i fordums Tid.

² Bort, ja, Zolt vil jeg tage alt af Jorden; siger HERREN. ³ Jeg vil borttage Mennesker og Dyr, borttage Fuglene under Himmlelen og Fiskene i Havet og alle Anstød tillige med de, ugudelige; og jeg vil udrydde Menneskene af Jorden, siger HERREN.

⁷ Stille for den Herre, HERRE! thi HERRENS Dag er nær; thi HERREN har beredt en Offerslagtning, han har helliget sine indbudne.

⁹ Og jeg vil hjemsøge paa den Dag hvor den, som springer over Dørterskelen, dem, som fylde deres Herres Hus med Vold og Svig. ¹⁰ Og der skal paa denne Dag, siger HERREN, lyde Raab fra Fiskepolten og Hylen fra Stadens anden Del og stor Forstyrrelse fra Højene. ¹¹ Hyler, I som bo i Morteren! thi alt Kræmmerfolket er tilintetgjort, alle de, som vare belæssede med Sølv, ere udryddede.

¹⁴ Nær er HERRENS Dag, den store, den er nær og haster saare; Lyden af HERRENS Dag høres; der raaber den vældige bitterlig. ¹⁵ En Vredes Dag er denne Dag, en Nøds og Længsels Dag, en Forstyrrelses og Længsels Dag, en Forstyrrelses og Ødelæggelses Dag, en Mørkheds og Dunkelheds Dag, en Skys og Mulms Dag,

¹⁸ Hverken deres Sølv eller deres Guld skal kunne redde dem paa HERRENS Vredes Dag, men ved hans Nidkærheds Ild skal den hele Jord fortæres; thi han skal gøre Ende, ja, hastelig gøre Ende paa alle Jordens Beboere.

² førend Beslutningen vorder udført som Avner farer Dagen frem førend HERRENS brændende Vrede kommer over eder, førend HERRENS Vredes Dag kommer over eder!

⁸ Derfor, bier efter mig, siger HERREN, efter den Dag, da jeg rejser mig til Rov! thi min Ret er den at jeg vil sanke Hedningerne, at jeg vil samle Rigerne, for over dem at udøse min Fortørnelse, al min brændende Vrede; thi ved min Nidkærheds Ild skal den hele Jord for tæres.

¹³ Thi skulle fornemme, at den HERRE Zebaoth har sendt mig. Syng og vær glad, du Zions Datter! thi se, jeg kommer og vil bo i din Midte, siger HERREN. Og mange Hedningefolk skulle slutte sig til HERREN paa den Dag, og de skulle blive mig et Folk, og jeg vil bo i din Midte, og du skal fornemme, at den HERRE Zebaoth har sendt mig til dig. Og HERREN skal tage Juda som sin Del til Eje paa den hellige Jordbund, og han skal fremdeles udvælge Jerusalem. Stille, alt Kød, for HERRENS Ansigt; thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig.

² Hyl, Cypres! thi Cederen er falden, thi de, som vare de hellige, ere ødelagte; hyler, Basaris Ære! thi den velforvarede Skov er fældet. ³ Hyrdernes Hyl lyder, thi deres Herlighed er ødelagt; de tunge: Løvers Brøl lyder, thi Jordanens Stolthed er ødelagt.

² Og det skal ske paa den Dag, siger den HERRE Zebaoth, at jeg vil udrydde Afgudernes Navne af Landet, og de skulle ikke ihukommes ydermere; ogsaa Profeterne og den urene Aand vil jeg lade forsvinde af Landet.

¹⁴ I sige: Det er forfængeligt at tjene Gud, og hvad Vinding have vi af, at vi toge Vare paa, hvad han vilde have varetaget, og at vi gik i Sørgeklæder for den HERRE Zebaoths Ansigt? ¹⁵ Og nu prise vi de hovmodige lykkelige; baade de, som øvede Ugudelighed, ere byggede, og de, som fristede Gud, slap fri.

¹ Thi se, Dagen kommer, der brænder som Ovnen, og alle hovmodige og hver, som Øver Ugudelighed, skulle vorde Halm, og Dalen, der kommer, skal fortære dem, siger den HERRE Zebaoth, saa at den ikke levner dem Rod eller Gren.

⁵ Se, jeg sender eder Elias, Profeten, førend HERRENS Dag kommer, den store og den forfærdelige.

²⁴ Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne ikke tjene Gud eller Mammon.

¹⁴ Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven.

²⁶ Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

⁴ Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup.

³⁹ Thi jeg siger Eder: I skulle fra nu af ikke see mig, indtil I sige: velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!

¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. ²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt? ²¹ Saaledes den, som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.

¹⁶ Men han sagde til ham: der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og bød Mange. ¹⁷ Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time at sige til de Budne: kommer; thi nu ere alle Ting beredte.

²² Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven. ²³ Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.

²² Thi disse ere Hevnens Dage, da Alt, hvad skrevet er, skal fuldkommes. ²³ Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk.

¹⁶ Og han sagde til dem, som solgte Duer: tager dette herfra; gjører ikke min Faders Huus til et Kjøbehuus.

⁴⁰ Dette hørte de af Pharisæerne, som vare hos ham, og de sagde til ham: monne og vi ereblinde? ⁴¹ Jesus sagde til dem: vare i blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: vi see; derfor bliver Eders Synd.

²⁰ Solen skal forvandles til Mørke, og Maanen til Blod, førend Herrens den store og herlige Dag kommer.

¹⁹ Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var forsvundet, toge de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for de Øverste.

⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

¹¹ der er Ingen forstandig, der er Ingen, som søger efter Gud;

¹⁹ Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for Gud.

²⁰ Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? mon Noget, som er dannet, kan sige til den, som dannede det: hvi gjorde du mig saaledes?

⁷ Hvad altsaa? Det, Israel, søger efter, har det ikke erholdt, men de Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede;

²⁵ Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmlighed, (paa det I ikke skulle mene Eder kloge), at forhærdelse er kommen over en Deel af Israel, indtil hedningernes Fylde er indgaaet;

¹¹ Thi der er skrevet: saa sandt jeg lever, siger Herren, skal hvert Knæ bøies for mig, og hver Tunge skal bekjende Gud.

²² Eller ville vi opvække Herren til Nidkjærhed? monne vi være stærkere end han?

⁴ udi hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantroe Sind, paa det Oplysningen ikke skulde skinne for dem fra Evangeliet om Christi Herlighed, som er Guds Billede. ⁵ Eders Sagtmodighed vorde vitterlig for alle Mennesker! Herren er nær!

¹² takkende Faderen, som gjorde os dygtige til de Helliges Arvedeel i Lyset,

¹⁶ Thi Herren selv skal komme ned af Himmelen med et Anskrig, med Overengels røst og med Guds basune, og de Døde i Christus skulle opstaae først;

¹⁶ Den ganske Skrift er indblæst af Gud og nyttig til Lærdom, til Overbeviisning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed,

³ hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndet ved Herren, er kommen til os, stadfæstet af dem, som havde hørt ham,

³⁸ Men den Retfærdige af Troen skal leve; og dersom Nogen udddrager sig, har min Sjæl ikke Behagelighed i ham. ³⁹ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordærvelse, men af dem, som troe til Sjælens Frelse.

²⁶ hvis Røst da bevægede Jorden; men nu har han lovet, sigende: endnu een Gang ryster jeg, ikke aleneste Jorden, men og Himmelen.

¹ Velan nu, I Rige! græder og hyler over de Elendigheder, som komme over Eder.

⁹ Sukker ikke mod hverandre, Brødre! at I ikke skulle fordømmes; see, Dommeren staaer for Døren.

⁹ Thi den, som ikke har dette, er blind, tillukker Øinene og har glemt Renselsen fra sine forrige Synder.

¹⁹ Og vi have det Prophetiske Ord mere stadfæstet og I gjøre vel, naar I give Agt derpaa som paa et Lys, det skinner udi et mørkt Sted, indtil Dagen fremstraaler, og Morgenstjernen oprinder i Eders Hjerter,

³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

¹⁸ Thi idet de tale Forfængeligheds stolte ord, lokke de ved kjødets Lyster i Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse, ¹⁹ idet de love dem Frihed, alligevel de selv ere Forkrænkelighedens Trælle; thi af hvem Nogen er overvunden, dens Træl er han og bleven. ²⁰ Thi dersom de, der have undflyet Verdens Besmittelser ved den Herres og Frelsers Jesu Christi Erkjendelse, igjen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det Sidste med dem blevet værre end det Første. ²¹ Thi det havde været dem bedre, at de ikke havde kjendt Retfærdighedens Vei, end at de, der de kjendte den, have vendt sig fra det hellige Bud, som var dem overantvordet. ²² Men det er skeet dem efter det sande ordsprog: Hunden veder sig igen til sit eget Spy, og Soen, som var toet, til den sidste Søle.

⁴ og sige: hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkomst? Thi fra den Dag, Fædrene ere hensovede, forblive alle Ting saaledes, som fra Skabningens Begyndelse.

⁷ Men Himlene og Jorden, som nu ere, gjemmes ved det samme Ord til Ilden, bevarede til Dommens og de ugudelige Menneskers Fordærvelses Dag.

¹⁰ Men Herrens Dag skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skulle forgaae med stort Bulder, men Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og Alt hvad der er paa den, skal opbrændes. ¹¹ Efterdi da alt dette opløses, hvorledes bør det Eder da at være? I hellig vandel og Gudfrygtigheds Øvelse ¹² bør I vente og stræbe til Guds Dags Tilkommelse, paa hvilken Himlene skulle antændes og opløses, og Elementerne komme i Brand og smeltes.

¹¹ Men hvo som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket og veed ikke, hvor han gaaer, fordi Mørket har forblindet hans Øine.

¹⁴ Men jeg har noget Lidet imod dig, at du har hos dig Nogle, som holde ved Bileams Lære, der lærte Balak at kaste Forargelse for Israels Børn, saa de, aade Afgudsoffer og bedreve Hoer.

²³ Og ved Død vil jeg bortrykke hendes Børn, og alle Menigheder skulle kjende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give Eder, hver efter Eders Gjerninger.

¹⁷ fordi du siger: jeg er rig og har Overflod og fattes intet; og du veed ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen.

¹⁵ Og Kongerne paa Jorden og Fyrsterne og de Rige og Øversterne og de Vældige og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter. ¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede! ¹⁷ Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?

¹⁷ Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?

¹¹ Og Jordens Kjøbmænd skulle græde og sørge over hende, fordi Ingen mere kjøber deres Ladning: ¹² Ladning af Guld og Sølv og dyrebare Stene og Perler og kosteligt Linklæde og Purpur og Silke og Skarlagen og allehaande vellugtende Træ og allehaande Arbeide af Elfenbeen og allehaande Arbeide af kosteligt Træ og af Kobber og Jern og Marmor ¹³ og Kaneelbark og Røgelser og Salve og Virak og Viin og Olie og fint Meel og Hvede og Øxne og Faar og Heste og Vogne og Slaver, ja Menneskesjæle. ¹⁴ Og Frugten, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig, og alt det Lækkre og Glindsende er veget fra dig, og du skal ingenlunde finde det mere. ¹⁵ De, som handlede dermed, som ere blevne rige ved hende, skulle staae langt borte af Frygt for hendes Piinsel og græde og sørge, sigende: ¹⁶ vee! vee! den store Stad, som var klædt i kosteligt Lindklæde og Purpur og Skarlagen, og udziret med Guld og Ædelstene og Perler; thi i een Time er saa stor Rigdom gaaet tilgrunde. ¹⁷ Og alle Styrmænd og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og Alle, som befare Havet, stode langt borte, ¹⁸ og raabte, der de saae Røgen af hendes Brand, og sagde: hvo var lig den store Stad?

¹⁷ Og jeg saae en Engel staaende i Solen, og han raabte med høi røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt under Himmelen: kommer og forsamles til den store Guds Nadvere, ¹⁸ for at æde Kongers Kjød og Krigshøvdingers Kjød og Vældiges Kjød og Kjødet af Heste og af dem, som sidde paa dem, og Kjødet af Alle, Frie og Trælle, og Smaa og Store.