Romans 15:4 Cross References - Danish

⁴ Thi hvadsomhelst tilforn er skrevet, det er skrevet os til Lærdom, paa det vi skulle have Haab ved taalmodighed og Skriftens Trøst.

⁸¹ Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord. ⁸² Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig? ⁸³ Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke.

²³ Dog er det ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, ²⁴ men ogsaa for vor Skyld, hvilke det skal tilregnes, naar vi troe paa den, der opriste vor Herre Jesus fra de Døde;

³ ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide at Trængslen virker Standhaftighed, ⁴ men Standhaftigheden Forfarenhed, men Forfarenhed Haab, ⁵ men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig Aand, som er given os.

²⁴ Thi vi ere frelste i Haabet, men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvad Nogen seer, hvorledes kan han tillige haabe det? ²⁵ Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.

¹² værer glade i Haabet, taalmodige i Trængslen, varagtige i Bønnen,

⁹ Thi der er skrevet i Mose Lov: du skal ikke tilbinde Munden paa den Oxe, som tærkser. Er det Øxnene, Gud sørger for? ¹⁰ Sikkert siger han det for vor Skyld. Thi for vor Skyld er der skrevet, at den, som pløier, bør pløie i Haab, og den, som tærsker, bør tærske for at blive deelagtig i sit Haab.

¹¹ Alt dette skete dem til Exempel, men det er skrevet os til Advarsel, til hvilke de sidste Tider ere komne.

¹⁶ Den ganske Skrift er indblæst af Gud og nyttig til Lærdom, til Overbeviisning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed, ¹⁷ at det Guds Menneske maa vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gjerning.

¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde forglemme Eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige. ¹¹ Men vi ønske, at enhver af Eder maa vise den samme Nidkjærhed, til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden, ¹² saa I ikke blive sendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne. ¹³ Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende: ¹⁴ sandeligen, jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig formere dig. ¹⁵ Og saaledes, der han havde ventet taalmodig, bekom han Forjættelsen. ¹⁶ Mennesker sværge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfæstelse. ¹⁷ Hvorfor, da Gud vilde ydermere vise Forjættelsens Arvinger tit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil, ¹⁸ paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøstegrund, naar vi flye hen at holde fast ved det tilbudne Haab, ¹⁹ hvilken vi have som Sjælens trygge og faste Anker, hvilket ogsaa gaaer indenfor Forhænget,

³⁵ kaster derfor ikke Eders Frimodighed bort, hvilken har en stor Belønning; ³⁶ thi I have Taalmodighed behov at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen.

⁷ Derfor værer taalmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. See, Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt, han bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig Regn og sildig Regn. ⁸ Værer I og taalmodige, styrker Eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær. ⁹ Sukker ikke mod hverandre, Brødre! at I ikke skulle fordømmes; see, Dommeren staaer for Døren. ¹⁰ Mine Brødre! tager Propheterne, hvilke have talet i Herrens Navn, til Exempel paa at lide Ondt og være taalmodige. ¹¹ See, vi prise dem salige, som taalmodeligen lide. I have hørt Jobs taalmodighed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og forbarmende.

¹³ Derfor omgjorder Eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter Eders Haab aldeles til den Naade, som bliver Eder til Deel i Jesu Christi Aabenbarelse.

²⁰ vidende dette først, at ingen Prophetie i Skriften kan udlægges af sig selv. ²¹ Thi aldrig har nogen Prophetie fremført af menneskelig Villie; men de hellige Guds Mænd talede, drevne af den Hellig Aand.