Psalms 95:7 Cross References - Danish

⁷ Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst!

² HERREN er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham.

² Jeg er HERREN din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus.

¹ En Psalme af David. HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes.

¹⁴ Lægger Mærke til dens Mur, betragter nøje dens Paladser, at I kunne fortælle det for den Slægt, som kommer. Thi her er Gud, vor Gud, evindelig og altid, han skal ledsage os til evige Tider.

⁶ Dig skulle Folkestammerne prise, o Gud! dig skulle Folkestammerne prise alle tilsammen.

¹ En Undervisning; af Asaf. Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord.

¹³ Men vi, dit Folk og din Græsgangs Hjord ville takke dig evindelig; fra Slægt til Slægt ville vi forkynde din Pris.

³ Kender; at HERREN er Gud; han har skabt os, og ikke vi selv, til sit Folk og til den Hjord, han føder!

³ Men vor Gud er i Himlene, han gør alt, hvad ham behager.

⁶ Hører, thi jeg vil tale frygtelige Ting og aabne mine Læber med Retvished.

¹⁰ Se den Herre, HERRE skal komme med Vælde, og; hans Arm hersker for ham; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Anaigt. ¹¹ Som en Hyrde skal han vobte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og hære dem i sit Skod; han skal lede de Faar, som give Die.

³ Bøjer eders Øre og kommer hid til mig, hører, saa skal eders Sjæl leve; thi jeg vil gøre en evig Pagt med eder, paa de trofaste Forjættelser til David.

³³ men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

³⁰ Og de skulle fornemme, at jeg HERREN, deres Gud, er med dem, og at de ere mit Folk, Israels Hus, siger den Herre, HERRE. ³¹ Og I, mine Faar, min Græsgangs Faar, I ere Mennesker; jeg er eders Gud, siger den Herre, HERRE.

² omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær. ³ Thi han er den, om hvilken den Prophet Esaias har talet, sigende: det er hans Røst, somraaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne.

⁵ Der han endu talede, se, da overskyggede dem en klar Sky; og see, en Røst kom fra Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg har Behagelighed; hører ham!

³ For denne lader Dørvogteren op og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud. ⁴ Og naar han har udladt sine egne Faar, gaar han foran dem: og Faarene følge ham, fordi de kjende hans Røst.

¹⁴ Jeg er den gode Hyrde, og jeg kjender Mine og kjendes af Mine, ¹⁵ (ligesom Faderen kjender mig, kjender jeg og Faderen); og jeg sætter mit Liv til for Faarene. ¹⁶ Og jeg har andre Faar, som ikke ere af denne Sti, dem bør det mig og at føre did, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.

²⁸ Saa giver Agt paa Eder selv og den ganske Hjord, blandt hvilken den Hellig Aand satte Eder som Tilsyndmænd, at vogte Guds Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod.

⁷ Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst, ⁸ da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørken, ⁹ hvor Eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger fyrretyve Aar. ¹⁰ Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: de fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie. ¹¹ Saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulde ikke indgaae til min Hvile.

¹³ Men formaner Eder selv hver Dag, saa længe det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.

¹⁵ Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhærder ikke Eders Hjerter, som i Forbittrelsen:

⁷ saa bestemmer han atter en Dag: i Dag, da han siger ved David efter saa lang en Tid, (som forhen sagt): i Dag naar I høre hans Røst, forhærder ikke Eders Hjerter.

¹⁶ men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en Stad.

²⁵ Thi I vare som vildfarende Faar, men ere nu omvendte til Eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.

²⁰ See, jeg staaer for Døren og banker; dersom Nogen hører min Røst og oplader Døren, til ham, vil jeg gaae ind og holde Nadvere med ham, og han med mig.