Psalms 78:52 Cross References - Danish

⁵² men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;

¹² Og du ledte dem om Dagen ved en Skystøtte og om Natten ved en Ildstøtte til at lyse for dem paa Vejen, som de skulde gaa paa:

²⁰ Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.

⁷ Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst!

³ Kender; at HERREN er Gud; han har skabt os, og ikke vi selv, til sit Folk og til den Hjord, han føder!

³⁷ Men hine førte han ud med Sølv og Guld, og der var ingen skrøbelig iblandt deres Stammer.

¹¹ Som en Hyrde skal han vobte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og hære dem i sit Skod; han skal lede de Faar, som give Die.

¹¹ Da ihukom hans Folk de gamle Dage under Mose: Hvor er han som opførte dem af Havet tillige med sin Hjords Hyrde hvor er han, som gav sin Helligaand midt iblandt dem? ¹² han, sorn lod sin Herligheds Arm føre Moses højre Haand, han, som kløvede Vandene for deres Ansigt for at gøre sig et evigt Navn? ¹³ han, som førte dem igennem Afgrundene som en Hest igennem Ørken, saa at de ikke stødte sig? ¹⁴ Ligesom Kvæget gaar ned i Dalen, har HERRENS Aand ladet dem komme til Hvile; saadig et herligt Navn.

² Derfor, saa siger HERREN, Israels Gud, imod Hyrderne, som vogte mit Folk: I have adspredt mine Faar og fordrevet dem og ikke set til dem; se, jeg vil hjemsøge eder for eders Idrætters Ondskabs Skyld, siger HERREN. ³ Og jeg vil samle de overblevne af mine Faar fra alle de Lande, hvorhen jeg har fordrevet dem; og jeg vil føre dem tilbage til deres Græsgange, og de skulle vorde frugtbare og mangfoldige. ⁴ Og over dem vil jeg sætte Hyrder, som skulle vogte dem; og de skulle ikke mere frygte og ikke forskrækkes og ikke savnes, sig HERREN.

¹¹ Thi saa siger den Herre, HERRE: Se, da vil jeg, jeg spørge efter mine Faar og se efter dem. ¹² Som en Hyrde ser efter sin Hjord paa den Dag, han er midt iblandt sine Faar, som ere adspredte, saaledes vil jeg se efter mine Faar og føre dem frelste hjem fra alle de Steder, hvorhen de vare adspredte paa Sky og Mørkhedsdag. ¹³ Og jeg vil føre dem ud fra Folkene og samle dem fra Landene og føre dem ind i deres Land; og jeg vil vogte dem paa Israels Bjerge, i Dalene, og hvor de bo i Landet. ¹⁴ Paa en god Græsgang vil jeg lade dem græsse, og deres Overdrev skal være paa Israels høje Bjerge; der skulle de ligge paa et godt Overdrev, og paa en fed Græsgang skulle de græsse over Israels Bjerge. ¹⁵ Jeg vil selv vogte mine Faar og selv lade dem hvile, siger den Herre, HERRE. ¹⁶ Efter det, som er tabt, vil jeg lede, og det fordrevne vil jeg føre tilbage, og det, som har lidt Brud, vil jeg forbinde, og det syge vil jeg styrke, men det fede og det stærke vil jeg Ødelægge, jeg vil vogte det med Retfærdighed. ¹⁷ Og I, mine Faar! saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg dømmer imellem Lam og Lam, imellem Vædrene og Bukkene. ¹⁸ Mon det er eder for lidet, at I afgræsse den gode Græsgang, saa at I skulle træde det, som bliver tilovers af eders Græsbang, ned med. eders Fødder? eller at I drikke det klarede Vand, saa at I skulle plumre det, som bliver tilovers, med eders Fødder? ¹⁹ Og mine Faar - skulle de græsse paa det, som er nedtraadt med eders Fødder? eller drikke det, som er plumret med eders Fødder? ²⁰ Derfor, saa siger den Herre, HERRE til dem: Se, jeg, jeg vil dømme imellem det fede Lam og imellem det magre Lam. ²¹ Fordi I med Side og Bov støde og med eders Horn stange alle de svage, indtil I have faaet dem adspredte og jagede udenfor, ²² derfor vil jeg frelse mine Faar, og de skulle ikke ydermere være til Rov, og jeg vil dømme imellem Lam og Lam. ²³ Og jeg vil lade een Hyrde staa frem for dem, og han skal vogte dem, nemlig min Tjener David; han, han skal vogte dem, og han skal være dem en Hyrde. ²⁴ Og jeg HERREN, jeg vil være deres Gud, og min Tjener David skal være en Fyrste midt iblandt dem; jeg HERREN, jeg har talt det. ²⁵ Og jeg vil slutte med dem en Fredens Pagt og lade onde Dyr forsvinde af Landet, saa at de kunne bo tryggelig i Ørken og sove i Skovene. ²⁶ Og jeg vil gøre dem og de Steder, som ere trindt omkring min Høj, til en Velsignelse; og jeg vil lade Regnen falde i rette Tid, det skal være Velsignelses Regnstrømme. ²⁷ Og Træet paa Marken skal give sin Frugt, og Jorden skal give sin Grøde, og de skulle være trygge i deres Land, og de skulle fornemme; at der er HERREN, naar jeg bryder deres trykkende I, Aag og redder dem af deres Haand, som brugte dem til Trælle. ²⁸ Og de skulle ikke ydermere være et Rov for Hedningerne, og intet vildt Dyr paa Jorden skal opæde dem; men de skulle bo tryggelig, og der skal ingen forfærde dem. ²⁹ Og jeg vil fremkalde en Plantning for dem til Navnkundighed, og de skulle ikke ydermere bortrives af Hunger i Landet og ej mere bære Hedningernes Forhaanelse. ³⁰ Og de skulle fornemme, at jeg HERREN, deres Gud, er med dem, og at de ere mit Folk, Israels Hus, siger den Herre, HERRE. ³¹ Og I, mine Faar, min Græsgangs Faar, I ere Mennesker; jeg er eders Gud, siger den Herre, HERRE.

⁴ hvilket Menneske af Eder, som har hundrede Faar og har tabt eet af dem, forlader ei de ni og helvfemsindstyve i Ørken og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det? ⁵ Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde. ⁶ Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Venner og Naboer og siger til dem: glæder Eder med mig; thi jeg har findet mit Faar, som var tabt.

¹¹ Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene. ¹² Men Leiesvenden og den, som ikke er Hyrde, hvilken Faarene ikke høre til, seer Ulven komme og forlader Faarene og flyer; og Ulven røver dem og adspreder Faarene. ¹³ Men Leisvenden flyer, fordi han er Leiesvend og har ikke Omsorg for Faarene. ¹⁴ Jeg er den gode Hyrde, og jeg kjender Mine og kjendes af Mine, ¹⁵ (ligesom Faderen kjender mig, kjender jeg og Faderen); og jeg sætter mit Liv til for Faarene. ¹⁶ Og jeg har andre Faar, som ikke ere af denne Sti, dem bør det mig og at føre did, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde. ¹⁷ Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til, at jeg skal tage det igjen. ¹⁸ Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt at sætte det til og har Magt at tage det igjen. Denne Bud annammede jeg af min Fader. ¹⁹ Da blev der atter Splid iblandt Jøderne over disse Ord. ²⁰ Mange af dem sagde: han har Djævelen og raser, hvi høre I ham? ²¹ Andre sagde: disse ere ikke Ord af en Besat; mon en Djævel kan aabne de Blindes Øine? ²² Men Indvielsens Fest indtraf i Jerusalem, og det var Vinter. ²³ Og Jesus gik omkring i Templet, udi Salomos Buegang. ²⁴ Da omringe Jøderne ham og sagde til ham: hvor længe holder du vor Sjæl i Forventning? dersom du er Christus, da siig os det frit! ²⁵ Jesus svarede dem: jeg har sagt Eder det, og I troe ikke; de Gjerninger, som jeg gjør i min Faders Navn, disse vidne om mig. ²⁶ Men I troe ikke; thi I ere ikke af mine Faar, som jeg sagde Eder. ²⁷ Mine Faar høre min Røst, og jeg kjender dem, og de følge mig. ²⁸ Og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle ingenlunde fortabes, og Ingen skal rive dem af min Haand. ²⁹ Min Fader, som har givet mig dem, er større end Alle; og Ingen kan rive dem af min Faders Haand. ³⁰ Jeg og Faderen, vi ere eet. ³¹ Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham. ³² Jesus svarede dem: mange gode Gjerninger viste jeg Eder fra min Fader: for hvilken af disse Gjerninger stene I mig? ³³ Jøderne svarede ham og sagde: for en god Gjerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gjør dig selv til Gud. ³⁴ Jesus svarede dem: er der ikke skrevet i Eders Lov: jeg har sagt: I ere Guder? ³⁵ Dersom han kalder dem Guder til hvilke Guds ord skete, (og Skriften kan ikke rokkes); ³⁶ sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn? ³⁷ Dersom jeg ikke gjør min Faders Gjerninger, troer mig ikke. ³⁸ Men dersom jeg gjør dem, om I end ikke ville troe mig, da troer Gjerningerne, paa det I kunne kjende og troe, at Faderen er i mig, og jeg i ham. ³⁹ Derfor søgte de atter at gribe ham; men han undkom af deres Haand. ⁴⁰ Og han drog atter bort paa hiin Side Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og blev der. ⁴¹ Og Mange kom til ham og sagde: Johannes gjorde vel intet Tegn: men Alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt. ⁴² Og Mange der troede paa ham.