Psalms 73:8 Cross References - Danish

⁸ De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.

⁹ Og han sagde til sit Folk: Se, Israels Børns Folk ere flere og talrigere end vi. ¹⁰ Velan, vi ville handle klogeligen imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde ske, om der blev Lejlighed til en krig, kunde det ogsaa slaa sig til vore Fjender og føre Krig imod os og drage ud af Landet.

¹⁹ Og der blev ingen Smed funden i al Israels Land; thi Filisterne sagde: At Hebræerne ikke skulde gøre Sværd eller Spyd.

⁷ Da sagde Jesabel, hans Hustru, til ham: Du, jo, du skulde nu have Kongemagt over Israel! staa op, æd Brød og lad dit Hjerte være vel til Mode, jeg vil give dig Jisreeliteren Naboths Vingaard. ⁸ Og hun skrev Breve i Akabs Navn og forseglede dem med hans Signet, og hun sendte Brev til de ældste og til de ypperste, som vare i hans Stad, og som boede ved Naboth. ⁹ Og hun skrev i Brevene og sagde: Lader udraabe en Faste, og sætter Naboth øverst iblandt Folket! ¹⁰ Og sætter to Mænd Belials Børn, tværs overfor ham, som skulle vidne imod ham og sige: Du har bandet Gud og Kongen og fører ham ud og stener ham, at han dør. ¹¹ Og de ældste Mænd og ypperste i hans Stad, som boede i hans Stad, gjorde, ligesom Jesabel havde ladet sige til dem, ligesom der var skrevet i Brevene, som hun havde sendt til dem. ¹² De lode udraabe en Faste og satte Naboth øverst iblandt Folket. ¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde ¹⁴ Og de sendte til Jesabel og lode sige: Naboth er stenet og er død. ¹⁵ Og det skete, der Jesabel hørte at Naboth var stenet og var død da sagde Jesabel til Akab: Staa op tag til Eje Jisreeliteren Naboths Vin gaard, som han vægrede sig ved give dig for Penge; thi Naboth lever ikke, men er død. ¹⁶ Og det skete, der Akab hørte, at Naboth var død, da stod Akab op at gaa ned i Jisreeliteren Naboths Vingaard for at tage den til Eje. ¹⁷ Og HERRENS Ord skete til Thisbiteren Elias og sagde: ¹⁸ Staa op, gak ned imod Akab, Israels Konge, som er i Samaria; se, han er i Naboths Vingaard, hvorhen han er gaaet ned for at tage den til Ejendom. ¹⁹ Og du skal tale til ham og sige: Saaledes sagde HERREN: Har du baade myrdet og tilmed taget en Ejendom? Fremdeles skal du tale til ham og sige: Saa siger HERREN: Paa det Sted, hvor Hundene slikkede Naboths Blod, skulle Hundene slikke dit Blod, ja ogsaa dit. ²⁰ Og Akab sagde til Elias: Har du fundet mig, min Fjende? Og han saagde: Jeg har fundet dig, fordi du har solgt dig selv til at gøre det onde for HERRENS Øjne. ²¹ Se, jeg vil føre Ulykke over dig og borttage dine Efterkommere og udrydde af alt Akabs Hus enhver af Mandkøn og den bundne og den løsladte i Israel. ²² Og jeg vil gøre dit Hus som Jeroboams, Nebats Søns, Hus, og som Baesas, Ahias Søns, Hus, for den Opirrelses Skyld, som du har opirret mig med, og fordi du kom Israel til at synde. ²³ Og om Jesabel har HERREN ogsaa talt og sagt: Hundene skulle æde Jesabel inden Jesreels Mure. ²⁴ Hvo som dør i Staden af Akabs Hus, skulle Hundene æde, og hvo som dør paa Marken, skulle Fuglene under Himmeler æde. ²⁵ Dog var der ingen som Akab der havde solgt sig selv til at gøre det onde for HERRENS Øjne, fordi hans Hustru Jesabel tilskyndte ham: ²⁶ og han handlede saare vederstyggeligt, idet han vandrede efter de stygge Afguder, aldeles ligesom Amoriterne gjorde, hvilke HERREN fordrev for Israels Børns Ansigt. ²⁷ Og det skete, der Akab hørte disse Ord, da sønderrev han sine Klæder og lagde Sæk om sin Krop og fastede, og laa i Sæk og gik sagtelig. ²⁸ Og HERRENS Ord skete til Thisbiteren Elias og sagde: ²⁹ Har du set, at Akab har ydmyget sig for mit Ansigt fordi han har ydmyget sig for mit Ansigt, vil jeg ikke lade det onde komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg føre det onde over hans Hus.

² Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte.

¹⁰ Knuste syne disse hen, og for hans vældige falde de svage. ¹¹ Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.

⁴ HERREN udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord, ⁵ dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand vore Læber ere med os; hvo er vor Herre?

¹⁰ De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod.

¹ Til Sangniesteren; til "Makalath" en Undervisning af David. ² En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig og vederstyggelig er deres onde Gerning; der er ingen, som gør godt. ³ Gud saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var en forstandig, nogen, som søgte Gud. ⁴ Enhver er afvegen, de ere fordærvede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een.

¹³ der er en Slægt, hvis Øjne ere høje, og hvis Øjenlaage hæve sig i Vejret; ¹⁴ der er en Slægt, hvis Tænder ere Sværd, og hvis Kindtænder ere Knive, som vil fortære de elendige i Landet og de fattige iblandt Menneskene.

⁹ Skulde I stjæle, slaa ihjel og bedrive Hor og sværge falskelig og gøre Røgelse for Baal og vandre efter fremmede Guder, som I ikke kende, ¹⁰ og saa komme og staa for mit Ansigt i dette Hus, som er kaldet efter mit Navn, og sige: Vi ere frelste for at kunne gøre alle disse Vederstyggeligheder? ¹¹ Mon dette Hus, som er kaldet efter mit Navn, i eders Øjne er blevet en Røverhule? ja, jeg, se, jeg har set det, siger HERREN.

¹⁶ De vende sig, men ikke opad de ere blevne som en falsk Bue, deres Fyrster skulle falde ved Sværdet for deres Tunges Frækhed; dette bliver dem til Spot i Ægyptens Land.

¹⁰ og meest dem, som vandre efter Kjødet, i Besmittelsens Lyster, og foragte Herskab. Dristige, frække, bæve de ikke ved at bespotte Værdigheder,

¹⁸ Thi idet de tale Forfængeligheds stolte ord, lokke de ved kjødets Lyster i Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse,

¹⁶ Disse ere de, som knurre, som klage over deres Skjæbne, som vandre efter deres Lyster; deres Mund taler stolte Ord; de ansee med Beundring Personer for Fordeels Skyld.