Psalms 70 Cross References - Danish

¹ Til Sangmesteren; af David; "til Ihukommelse". ² Gud! kom at fri mig; HERRE! skynd dig at hjælpe mig! ³ Lad dem blues og blive beskæmmede, som søge efter mit Liv; lad dem vige tilbage og blive til Skamme, som have Lyst til min Ulykke. ⁴ Lad dem vende tilbage for deres Skændsels Skyld, de, som sige: Ha, ha! ⁵ Lad dem frydes og glædes i dig, alle de, som søge dig; lad dem, som elske din Frelse, altid sige: Gud være storlig lovet! Men jeg er elendig og fattig; Gud! skynd dig til mig; du er min Hjælp, og den, som udfrier mig; HERRE! tøv ikke!

¹ Og Akitofel sagde til Absalom: Kære, jeg vil udvælge tolv Tusinde Mand og gøre mig rede og forfølge David i Nat. ² Og jeg vil overfalde ham den Stund, han er træt og afmægtig, og forfærde ham, og alt Folket, som er hos ham, skal fly, og jeg vil slaa Kongen, medens han er ene. ³ Og jeg vil føre alt Folket tilbage til dig; ligesom alle vendte sig efter den Mand, som du søger efter, saa skal alt Folket blive i Fred. ⁴ Og det Ord var ret for Absaloms Øjne og for alle de Ældstes Øjne i Israel. ⁵ Da sagde Absalom: Kære, kald ogsaa ad Arkiteren Husaj, og lader os høre, hvad ogsaa han har at sige. ⁶ Og der Husaj kom til Absalom, da sagde Absalom til ham: Paa denne Maade har Akitofel talt; skulle vi gøre efter hans Ord? hvis ikke, da tal du! ⁷ Og Husaj sagde til Absalom: Det Raad er ikke godt, som Akitofel har raadet denne Gang. ⁸ Og Husaj sagde: Du kender din Fader og hans Mænd, at de ere vældige, og at de ere bitre i Sindet som en Bjørn, hvem Ungerne røves fra paa Marken, dertil er og din Fader en Krigsmand og skal ikke blive Natten over hos Folket. ⁹ Se nu, han kan have skjult, sig i en af Hulerne eller paa et af Stederne, og det kunde ske, om der faldt nogle af disse i Begyndelsen, at nogen let kunde høre det og sige: Der er sket et Nederlag iblandt det Folk, som følger efter Absalom, ¹⁰ og selv den, som var kæk, og I havde et Hjerte som en Løves Hjerte, vilde blive mistrøstig; thi al Israel ved, at din Fader er vældig, og at de ere stridbare Mænd, som ere hos ham. ¹¹ Men jeg raader, at al Israel fra Dan og indtil Beersaba samles til dig som Sand, der er hos Havet i Mangfoldighed, og at du selv drager med i Striden; ¹² saa ville vi komme til ham paa et af Stederne, hvor han findes, og vi ville komme over ham, ligesom Duggen falder paa Jorden, at der ikke skal blive tilovers end een af hans og af alle de Mænd, som ere hos ham. ¹³ Men om han indeslutter sig i en Stad, da skal al Israel bære Reb til den samme Stad, og vi vil drage den ned til Dalen, indtil der ikke findes end en liden Sten af den ¹⁴ Da sagde Absalom og hver Mand i Israel: Arkiteren Husajs Raad bedre end Akitofels Raad; men HERREN bød det saa for at tilintetgøre Akitofels gode Raad, efterdi HERREN vilde føre Ulykke over Absalom. ¹⁵ Og Husaj sagde til Præsterne Zadok og Abjathar: Saa og saa raadede Akitofel Absalom og de Ældste af Israel, og saa og saa har jeg raadet det. ¹⁶ Saa sender nu hastelig Bud og lader David vide det, og siger; Bliv ikke i Nat paa Ørkens slette Marker, men drag over, at Kongen og alt Folket, som er hos ham, ikke skal opsluges. ¹⁷ Og Jonathan og Ahimaaz stode ved En-Rogel, og en Tjenestepige gik bort og forkyndte dem det; men de gik hen og forkyndte Kong David det, thi de turde ikke lade sig se og komme i Staden. ¹⁸ Men en Dreng saa dem og gav Absalom det til Kende, og de gik begge hastelig bort og kom i en Mands Hus i Bahurim, og han havde en Brønd i sin Gaard, og de stege derned. ¹⁹ Og Konen tog og bredte et Klæde over Aabningen af Brønden og strøede Gryn derpaa, og Sagen blev ikke vitterlig. ²⁰ Og der Absaloms Tjenere kom til Konen i Huset, da sagde de: Hvor ere Ahimaaz og Jonathan? og Konen sagde til dem: De gik over Vand bækken; og hine ledte, og de fandt intet, og de gik tilbage til Jerusalem. ²¹ Og det skete, efter at disse vare bortgangne, da stege hine op af Brønden og gik og gave Kong David det til Kende, og de sagde til David: Gører eder rede og gaar hastelig over Vandet, thi saa og saa har Akitofel raadet mod eder.

¹¹ Gud! døm dem skyldige, at de falde formedelst deres Anslag; nedstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere genstridige imod dig.

¹⁰ HERREN har hørt min ydmyge Begæring, HERREN vil antage min Bøn. Alle mine Fjender skulle blive til Skamme og skælve saare; de skulle vige tilbage, de skulle blive til Skamme i et Øjeblik.

¹ Til Sangmsteren; en Palme, af David. ² HERRE, hvor længe? vil du evindelig glemme mig? hvor længe vil du skjule dit Ansigt for mig?

⁴ Lad dem, som søge efter mit Liv blues og blive til Skamme lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede.

²¹ Og de lode deres Mund vidt op imod mig de sagde; Ha, ha! vort Øje har set det.

²⁵ at de ikke skulle sige i deres Hjerte: "Ha, ha! det var vor Lyst!" ²⁶ Lad dem ikke sige: "Vi have opslugt ham!" og Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel. ²⁷ Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: HERREN bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred.

¹ En Psalme af David; til Ihukommelse.

¹³ Thi Ulykker have omspændt mig, saa der er intet Tal derpaa, mine Misgerninger have grebet mig, og jeg kan ikke se; de ere flere end Haarene paa mit Hoved, og mit Hjerte har forladt mig. ¹⁴ HERRE! lad det behage dig at udfri mig; HERRE! skynd dig at Hjælpe mig. ¹⁵ Lad dem til Hobe blues og blive til Skamme, som søge efter mit Liv for at tage det bort; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville mig ondt.

¹⁵ Lad dem til Hobe blues og blive til Skamme, som søge efter mit Liv for at tage det bort; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville mig ondt. ¹⁶ Lad dem forfærdes over deres egen Skændsel, dem, som sige om mig: Ha, ha!

¹⁶ Lad dem forfærdes over deres egen Skændsel, dem, som sige om mig: Ha, ha! ¹⁷ Lad dem frydes og glædes i dig, alle som søge dig lad dem altid sige: HERREN være storlig lovet! dem, som elske din Frelse. Men jeg er elendig og fattig; Herren vil tænke paa mig; du er min Hjælp og den, som udfrier mig; min Gud! tøv ikke.

¹⁷ Lad dem frydes og glædes i dig, alle som søge dig lad dem altid sige: HERREN være storlig lovet! dem, som elske din Frelse. Men jeg er elendig og fattig; Herren vil tænke paa mig; du er min Hjælp og den, som udfrier mig; min Gud! tøv ikke.

¹⁸ Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!

²⁹ Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!

¹² Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig! ¹³ Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som, søge min Ulykke.

¹² Glæder eder, I retfærdige i HERREN, og priser hans hellige Ihukommelse!

²² Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.

²⁹ Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe.

¹ En Psalme, af David. HERRE! jeg har raabt, til dig, skynd dig til mig, vend dine øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.

⁷ Skynd dig, bønhør mig, HERRE! min Aand for aar skjul ikke dit Ansigt for mig, saa jeg bliver dem lig, der fare ned i Hulen.

¹⁷ Glæd dig ikke, naar din Fjende falder, og lad dit Hjerte ikke fryde sig, naar han snubler; ¹⁸ at ikke HERREN skal se det, og det maatte være ondt i hans Øjne, og han skel vende sin Vrede fra ham til dig.

¹³ Saa skal HERRENS Ord da vorde dem Bud paa Bud, Bud paa Bud, Regel paa Regel, Regel paa Regel, lidet her, lidet der; paa det de skulle gaa bort og falde baglæns og sønderbrydes og besnæres og fanges.

¹¹ Se, alle de, som harmes paa dig, skulle beskæmmes og blive til Skamme; de Mænd, som trætte med dig, skulle blive til intet og omkomme.

¹⁰ Jeg vil glæde mig storlig i HERREN, min Sjæl skal fryde sig i mig Gud; thi han iførte mig Frelsen glædebon, han klædte mig med Retfærdighedens Kappe; som en Brudgom, der sætter Hovedpynte paa, og som en Brud, der pryde sig med sit Smykke.

¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Se, mine Tjenere skulle æde, men I skulle hungre; se, mine Tjenere skulle drikke, men I skulle tørste; se, mine Tjenere skulle glædes, men I skulle beskæmmes; ¹⁴ se, mine Tjenere skulle synge af Hjertens Glæde, men I skulle skrige af Hjertekvide og hyle af Aands Fortvivlelse.

²⁵ HERREN er god imod dem; som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efler ham.

³ og sig til Ammons Børn: Hører den Herre, HERRES Ord: Saa siger den Herre, HERRE: Efterdi du sagde: Ha ha! over min Helligdom, fordi den er vanhelliget, og over Israels Land, fordi det er ødelagt, og over Judas Hus fordi de ere vandrede i Landflygtighed:

² Du Menneskesøn! fordi Tyrus siger over Jerusalem: Ha ha! sønderbrudt er Folkenes Port; det har vendt sig til mig; jeg vil blive fyldt, den er ødelagt;

² Saa siger den Herre, HERRE: Fordi Fjenden sagde: Ha, ha! over eder, og: De evige Høje ere blevne os til Ejendom!

²⁰ Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skulle græde og hyle, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal vorde til Glæde.

⁶ Der han da sagde til dem: det er mig, vege de tilbage og fladt til Jorden.

¹⁸ Han forhvervede da en Ager ved sin Uretfærdigheds Løn og han styrtede ned, og han brast itu, og alle hans Indvolde udvæltede.

³⁷ Thi der er endnu kun en liden Stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve.

²⁰ Han, som vidner disse Ting, siger: ja, jeg kommer snart! Amen. Ja, kom, Herre Jesus!