Psalms 51 Cross References - Danish

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David, ² der Profeten Nathan var kommen til ham, efter at han var gaaet ind til Bathseba. ³ Gud! vær mig naadig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed. ⁴ To mig vel af min Misgerning og rens mig fra min Synd; ⁵ thi mine Overtrædelser kender jeg, og min Synd er altid for mig. ⁶ Imod dig, imod dig alene har jeg syndet og gjort det onde for dine Øjne, paa det du skal være retfærdig, naar du taler, voere ren, naar du dømmer. ⁷ See, jeg er født i Skyld, og min Moder har undfanget mig i Synd. ⁸ Se, til Sandhed i det inderste Hjerte har du Lyst; Visdommen i Hjertedybet lære du mig! ⁹ Rens mig fra Synd med Isop, saa jeg bliver ren; to mig, saa jeg bliver hvidere end Sne. ¹⁰ Lad mig høre Fryd og Glæde; lad de Ben fryde sig, som du har sønderstødt. ¹¹ Skjul dit Ansigt for mine Synder og udslet alle mine Misgerninger! ¹² Gud! skab mig et rent Hjerte og forny en stadig Aand inden i mig. ¹³ Bortkast mig ikke fra dit Ansigt og tag ikke din Helligaand fra mig! ¹⁴ Giv mig igen at glædes over din Frelse og ophold mig med en villig Aand! ¹⁵ Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skulle omvende sig til dig. ¹⁶ Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud! saa skal min Tunge synge med Fryd om din Retfærdighed. ¹⁷ Herre! oplad mine Læber, saa skal min Mund kundgøre din Pris. ¹⁸ Thi du har ikke Lyst til Slagoffer, ellers vilde jeg give dig det; til Brændoffer har du ikke Behagelighed. ¹⁹ Ofre for Gud er en sønderbrudt Aand; et sønderbrudt og sønderstødt Hjerte skal du, o Gud! ikke fortabte. Gør vel imod Zion efter din Velbehagelighed, byg Jerusalems Mure, da vil du have Lyst til Retfærdigheds Ofre, Brændofre og Helofre; da skulle de ofre Øksne paa dit Alter.

¹⁴ Se, du har i Dag drevet mig fra Jordens Kreds, og jeg maa skjule mig for dit Ansigt; og jeg bliver ustadig og flygtig paa Jorden, og det vil ske, hvo som finder mig, slaar mig ihjel.

³ Og Adam levede hundrede og tredive Aar og avlede en Søn i sin Lignelse, efter sit Billede og kaldte hans Navn Seth.

³ Da sagde HERREN: Min Aand skal ikke herske i Mennesket evindelig, eftersom han er Kød; og hans Dage skulle være hundrede og tyve Aar.

²¹ Og HERREN lugtede den behagelige Lugt; da sagde HERREN i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskets Skyld, thi Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom; og jeg vil ikke mere slaa alt, hvad der lever, saaledes som jeg har gjort.

⁶ Hvo som udøser Menneskenes Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses; thi i Guds Billede gjorde han Mennesket.

⁵ Har han ej selv sagt til mig: hun er min Søster og hun, ja, hun har ogsaa selv sagt: han er min Broder; i mit Hjertes Oprigtighed og med uskyldige Hænder gjorde jeg dette. ⁶ Og Gud sagde til ham i Drømmen: Ogsaa jeg ved, at du gjorde det af et oprigtigt Hjerte; derfor har jeg ogsaa forhindret dig, at du ikke skulde synde mod mig, derfor har jeg ikke tilstedt dig at røre ved hende.

⁶ Og Gud sagde til ham i Drømmen: Ogsaa jeg ved, at du gjorde det af et oprigtigt Hjerte; derfor har jeg ogsaa forhindret dig, at du ikke skulde synde mod mig, derfor har jeg ikke tilstedt dig at røre ved hende.

⁷ Men Er, Judas førstefødte, var ond for HERRENS Øjne, og HERREN slog ham ihjel.

⁹ Han selv er ikke Herre i dette Hus end jeg, og han formener intet for mig uden dig, fordi du er hans Hustru; og hvorledes skal jeg gøre denne store Ondskab og synde imod Gud.

²² Ruben svarede dem og sagde: Talede jeg det ikke til eder, der jeg sagde: synder ikke mod Drengen, og I hørte ikke og se, nu kræves ogsaa hans Blod.

¹⁶ Og Juda sagde: Hvad skulle vi sige til min Herre hvad skullc vi tale, og hvormed ville vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine Tjeneres Misgerning; se, vi ere min Herres Trælle, baade vi, saa og den, som Skaalen er funden hos.

¹¹ Og HERREN sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind mon ikke jeg HERREN

²² Og I skulle tage et Knippe Isop og dyppe i Blodet, som er i Bækkenet, og stryge paa det øverste Dørtræ og paa begge Dørstolperne af Blodet, sorn er i Bækkenet; og ingen af eder skal gaa ud af sit Huses Dør, før om Morgenen.

¹⁴ Og naar nogen hovmodelig sætter sig op imod sin Næst og slaar ham ihjel med Svig, da skal du tage ham endog fra mit Alter til at dø.

⁶ Og HERREN gik forbi for hans Ansigt og raabte: HERREN, HERREN er barmhjertig og naadig Gud, langnodig og af megen Miskundhed og Sandhed, ⁷ som bevarer Miskundhed nod tusinde Led og forlader Misgerning og Overtrædelse og Synd, Og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger ædrenes Misgerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led.

¹⁹ Det er et Skyldoffer, han var skyldig for HERREN. Og HERREN talede til Mose og sagde: Naar nogen synder og forgriber sig saare imod HERREN, ved at han lyver for sin Næste, angaaende det ham betroede eller det i hans Værge nedlagte, eller angaaende det røvede eller det, han har taget med Vold fra sin Næste; eller ved at han har fundet noget, som var tabt, og lyver om det og sværger paa Løgn i hvilken som helst Ting, et Menneske gør, og synder deri: Da skal det ske, naar han saa synder og bliver skyldig, at han skal tilbagegive det røvede, som han har røvet, eller det med Vold tagne, som han har taget, eller det betroede, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet, eller alt, hvorom han har svoret paa Løgn: Han skal betale det med den fulde Sum og lægge den femte Part deraf dertil; den, hvem det tilhørte, skal han give det paa sit Skyldoffers Dag. Men for sin Skyld skal han fremføre til HERREN en Væder uden Lyde af Smaakvæget, efter din Vurdering, til et Skyldoffer til Præsten. Og Præsten skal gøre Forligelse for ham for HERRENS Ansigt, saa bliver det ham forladt for hvad som helst, han har gjort, hvorved han er bleven skyldig.

² Byd Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om Brændofret. Det er det, som skal opstige paa Ildstedet paa Alteret, den ganske Nat indtil om Morgenen; og Alterets Ild skal altid brænde paa det. ³ Og Præsten skal iføre sig sit linnede Klædebon og drage linnede Underklæder paa sit Legeme, og han skal borttage Asken, naar Ilden har fortæret Brændofret paa Alteret, og lægge den ved Alteret. ⁴ Og han skal afføre sig sine Klæder og føre sig i andre Klæder, og han skal bære Asken ud, udenfor Lejren til et rent Sted. ⁵ Og Ilden paa Alteret skal brænde paa det, den skal ikke udslukkes; og Præsten skal antænde Ved derpaa hver Morgen, og han skal ordentlig lægge Brændofret derpaa og gøre et Røgoffer derpaa af det fede af Takofret. ⁶ Ilden skal stedse være optændt paa Alteret og maa ikke udslukkes. ⁷ Og dette er Loven om Madofret. Arons Sønner skulle føre det frem for HERRENS Ansigt, lige for Alteret.

⁴ da skal Præsten befale, at man skal tage for den, som renser sig, to levende, Spurve og Cedertræ og Skarlagen og Isop ⁵ Og Præsten skal befale, at man slagter den ene Spurv over et Lerkar over rindende Vand. ⁶ Han skal tage den levende Spurv og Cedertræet og Skarlagenet og Isopen, skal dyppe dem og den levende Spurv i den slagtede Spurvs Blod over rindende Vand. ⁷ Og han skal stænke syv Gange paa den, som lader sig rense for Spedalskheden, og han skal rense ham og lade den levende Spurv flyve ud paa Marken.

⁴⁹ Saa skal han tage, til at gøre Syndoffer for Huset, to Spurve og Cedertræ og Skarlagen og Isop. ⁵⁰ Og han skal slagte den ene Spurv over et Lerkar, over rindende Vand. ⁵¹ Og han skal tage Cedertræet og Isopen og Skarlagenet og den levnde Spurv og dyppe dem i den slagtede Spurvs Blod og i det rinende Vand, og han skal stænke paa Huset syv Gange; ⁵² og han skal gøre Syndoffer for Huset med Spurvens Blod og med det rindende Vand og med den levende Spurv og med Cedertræet og med Isopen og med Skarlagenet.

⁴⁰ Men naar de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, efter deres Forgribelse, med hvilken de have forgrebet sig; imod mig, og hvilken de have vandret modvillig med mig, ⁴¹ saa at ogsaa jeg vandrede med dem modvillig og førte dem i deres Fjenders Land; eller deres uomskaarne Hjerter faa ydmyget sig, og de da finde sig i deres Misgerningers Straf:

¹⁸ HERREN er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger Fædrenes Misgerning paa Børnene, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led. ¹⁹ Kære, forlad dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, og ligesom du har tilgivet dette Folk, fra Ægypten af og hidindtil

²⁷ Men naar en enkelt synder af Vanvare, da skal han ofre en aargammel Ged til et Syndoffer.

³⁰ Men den Person, som gør noget af Trod sighed, være sig en indfødt eller en fremmed, han har forhaanet HERREN, og den Sjæl skal udryddes midt ud af sit Folk; ³¹ thi han har foragtet HERRENS Ord og gjort hans Bud til intet; den Sjæl skal udryddes, hans Misgerning skal være paa ham.

¹⁸ Og en Mand, som er ren, skal tage Isop og dyppe i Vandet, og stænke over Teltet og over alle Karrene og over Personerne, som have været der, og over den, som har rørt ved et Ben eller ved en ihjelslagen eller ved en død eller ved en Grav. ¹⁹ Og den rene skal stænke paa den urene paa den tredje Dag og paa den syvende Dag og rense ham fra Synden paa den syvende Dag, og han skal to sine Klæder og bade sig i Vand, saa bliver han ren om Aftenen. ²⁰ Og den som bliver uren og ikke vil rense sig fra Synden, den Sjæl skal udryddes af Forsamlingen; thi han har gjort HERRENS Helligdom uren, Renselsens Vand blev ikke stænket paa ham, han er uren.

³¹ Og I skulle ikke tage Sonepenge for en Manddrabers Person, naar han er skyldig til at dø; thi han skal dødes.

²² Dersom en Mand findes at ligge hos en Kvinde, som er en Mands Ægtehustru; da skulle de begge tilsammen dø, Manden, som laa hos Kvinden, og Kvinden; og du skal borttage den onde af Israel.

¹⁴ Derfor blev Hebron Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, til Arv indtil denne Dag, fordi han; fuldkommeligen efterfulgte HERREN Israels Gud.

²⁵ Og HERRENS Aand begyndte at drive ham i Dans Lejr imellem Zora og Esthaol.

¹⁴ Der han kom til Leki, da skrege Filisterne mod ham; men HERRENS Aand kom heftig over ham, og de Reb, som vare om hans Arme, bleve som Traade, brændte af Ilden, og hans Baand smuldrede og faldt af hans Hænder.

²⁰ Og hun sagde: Filisterne ere over dig, Samson! og han vaagnede op af sin Søvn og sagde: Jeg vil gaa ud, som jeg mange Gange har gjort, og slide mig løs; men han vidste ikke, at HERREN var vegen fra ham.

⁹ Han skal bevare sine frommes Fødder, men ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved sin Kraft.

¹⁰ Og de kom derhen til Højen, se, da kom en Hob Profeter imod ham, og Guds Aand kom heflig over ham, og han profeterede midt iblandt dem.

²² Men Samuel sagde: Mon HERREN har Behag i Brændofre og Slagtofre, saaledes som i Lydighed mod HERRENS Røst? se, at adlyde er bedre end Offer og at være hørsom end det fede af Vædre.

⁷ Og HERREN sagde til Samuel: Se ikke til hans Anseelse eller til hans høje Vækst, thi jeg har forkastet ham; thi jeg agter ikke det, som et Menneske ser paa; thi et Menneske ser det, som er for Øjnene, men HERREN ser til Hjertet.

¹⁴ Men HERRENS Aand veg fra Saul, og en ond Aand fra HERREN forfærdede ham.

²⁸ Der David siden hørte det, da sagde han: Jeg og mit Rige er uskyldig for HERREN evindeligt i Abners, Ners Søns, Blod.

¹⁵ men min Miskundhed skal ikke vige fra ham, saaledes som jeg lod den vige fra Saul, hvem jeg borttog fra dit Ansigt.

² Og det skete ved Aftens Tid, at David stod op af sin Seng og vandrede paa Taget af Kongens Hus og saa fra Taget en Kvinde, som badede sig, og den Kvinde var saare dejlig af Udseende. ³ Og David sendte hen og lod spørge efter Kvinden, og en sagde: Er det ikke Bathseba, Eliams Datter, Hethiteren Urias Hustru? ⁴ Da sendte David Bud og lod hende hente, og der hun kom til ham, da laa han hos hende; men hun rensede sig efter sin Urenhed, og hun vendte tilbage til sit Hus. ⁵ Og Kvinden blev frugtsommelig og hun sendte hen og lod det kundgøre for David og sige: Jeg er bleven frugtsommelig. ⁶ Da sendte David til Joab og lod sige: Send Hethiteren Uria til mig; og Joab sendte Uria til David. ⁷ Og der Uria kom til ham, da spurgte David, om det stod vel med Joab og vel med Folket og vel med Krigen. ⁸ Siden sagde David til Uria: Gak ned i dit Hus og to dine Fødder. Der Uria gik ud af Kongens Hus, da fulgte kongelig Skænk ud efter ham. ⁹ Men Uria lagde sig ved Døren af Kongens Hus med alle sin Herres Tjenere, og han gik ikke ned i sit Hus. ¹⁰ Og de gave David det til Kende og sagde: Uria gik ikke ned i sit Hus. Da sagde David til Uria: Kommer du ikke fra Rejsen? hvi gik du ikke ned i dit Hus? ¹¹ Og Uria sagde til David: Arken og Israel og Juda blive i Teltene, og Joab, min Herre, og min Herres Tjenere have lejret sig paa Marken, skulde jeg da gaa ind i mit Hus at æde og drikke og at ligge hos min Hustru? saa vist som du lever, og din Sjæl lever, jeg gør ikke denne Gerning. ¹² Da sagde David til Uria: Bliv her og i Dag, saa vil jeg i Morgen lade dig fare. Saa blev Uria i Jerusalem den Dag og den næste Dag. ¹³ Og David indbød ham, at han aad og drak for hans Ansigt, og han gjorde ham drukken. Og han gik ud om Aftenen at lægge sig paa sin Seng med sin Herres Tjenere og gik ikke ned i sit Hus.

¹⁵ Og han skrev i Brevet: Sætter Uria foran, hvor Kampen er stærkest, og viger tilbage fra ham, at han kan blive slagen og dø. ¹⁶ Og det skete, der Joab tog Vare paa Staden, da satte han Uria paa det Sted, hvor han vidste, at der var stridbare Mænd. ¹⁷ Og der Mændene af Staden gik ud at stride imod Joab, da faldt der nogle af Folket, af Davids Tjenere, og Hethiteren Uria døde ogaa.

² Den rige havde smaat Kvæg og stort Kvæg, saare meget. ³ Men den fattige havde aldeles intet uden et lidet Faar, som han havde købt og fødte op, og det var blevet stort hos ham tillige med hans Børn; det aad af hans Brød og drak af hans Bæger og laa i hans Skød, og det var ham som en Datter. ⁴ men der en Vandringsmand kom til den rige Mand, da nænnede han ikke at tage af sit smaa Kvæg og, af sit store Kvæg for at lave noget til den vejfarende Mand, som kom til ham; men han tog den fattige Mands Faar og lavede det til den Mand, som var kommen til ham. ⁵ Da optændtes Davids Vrede saare imod den Mand, og han sagde til Nathan: Saa vist som HERREN lever, den Mand er et Dødsens Barn, som det gjorde. ⁶ Og han skal betale det Faar firdobbelt, fordi han gjorde denne Gerning, og fordi han ikke viste Skaansel. ⁷ Da sagde Nathan til David: Du er Manden! Saa sagde HERREN, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand, ⁸ og jeg gav dig din Herres Hus og din Herres Hustruer i dit Skød og gav dig Israels og Judas Hus, og dersom det var for lidet, da vilde jeg lagt dig saadant og saadant til. ⁹ Hvorfor har du foragtet HERRENS Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øjne? Hethiteren Uria har du slaget med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham har du slaget ihjel ved Ammons Børns Sværd.

⁹ Hvorfor har du foragtet HERRENS Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øjne? Hethiteren Uria har du slaget med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham har du slaget ihjel ved Ammons Børns Sværd.

⁹ Hvorfor har du foragtet HERRENS Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øjne? Hethiteren Uria har du slaget med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham har du slaget ihjel ved Ammons Børns Sværd. ¹⁰ Saa skal nu Sværdet ikke vige fra dit Hus evindeligt, fordi du foragtede mig og tog Hethiteren Urias Hustru, at hun skulde være dig til en Hustru.

¹⁰ Saa skal nu Sværdet ikke vige fra dit Hus evindeligt, fordi du foragtede mig og tog Hethiteren Urias Hustru, at hun skulde være dig til en Hustru. ¹¹ Saa sagde HERREN: Se, jeg rejser Ulykke over dig fra dit eget Hus og tager dine Hustruer for dine Øjne og giver din Næste dem, at han skal ligge hos dine Hustruer for den klare Sol. ¹² Thi du har gjort det i Løndom; men jeg vil gøre denne Gerning for al Israel og for Solens Lys. ¹³ Da sagde David til Nathan: Jeg har syndet imod HERREN. Og Nathan sagde til David: HERREN har ogsaa forladt dig din Synd, du skal ikke dø.

¹³ Da sagde David til Nathan: Jeg har syndet imod HERREN. Og Nathan sagde til David: HERREN har ogsaa forladt dig din Synd, du skal ikke dø. ¹⁴ Dog, fordi du ved denne Gerning har givet HERRENS Fjender Lejlighed til at spotte, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visselig dø.

¹ Og der var en Hungersnød i Davids Dage tre Aar, Aar efter Aar, og David søgte HERRENS Ansigt, og HERREN sagde: Det er for Sauls Skyld og for Blodhusets Skyld, fordi han ihjelslog Gibeoniterne.

³ Og han vandrede i alle sin Faders Synder, som han gjorde før ham, og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud, som Davids, hans Faders, Hjerte. ⁴ Men HERREN hans Gud gav ham et Lys i Jerusalem for Davids Skyld, ved at han oprejste hans Søn efter ham og lod Jerusalem bestaa; ⁵ fordi David gjorde det, som ret var for HERRENS Øjne, og veg ikke fra alt det, som han bød ham, alle sine Livs Dage, uden i den Handel med Hethiteren Uria.

²³ Men HERREN var dem naadig og forbarmede sig over dem og vendte sig til dem for sin Pagts Skyld med Abraham, Isak og Jakob og vilde ikke ødelægge dem og bortkastede dem endnu ikke fra sit Ansigt.

¹⁷ og de lode deres Sønner og deres Døtre gaa igennem Ilden og omgikkes med Spaadom og agtede paa Fugleskrig og solgte sig til at gøre det, som var ondt for HERRENS Øjne, for at opirre ham: ¹⁸ derfor blev HERREN saare vred paa Israel og bortdrev dem fra sit Ansigt; der blev ingen tilovers uden Judas Stamme alene. ¹⁹ Heller ikke Juda holdt HERRENS, deres Guds, Bud; men de vandrede efter Israels Skikke, som de havde indført. ²⁰ Saa forkastede HERREN al Israels Sæd og plagede dem og gav dem i Røveres Hænder, indtil han havde bortstødt dem fra sit Ansigt ²¹ Thi Israel havde revet sig løs fra Davids Hus, og de gjorde Jeroboam, Nebats Søn, til Konge; og Jeroboam drog Israel bort fra HERREN og kom dem til at synde en stor Synd. ²² Og Israels Børn vandrede i alle Jeroboams Synder, som han gjorde; de vege ikke derfra, ²³ indtil HERREN bortdrev Israel fra sit Ansigt, saaledes som han havde sagt ved alle sine Tjenere, Profeterne; saa blev Israel bortført fra sit Land til Assyrien indtil denne Dag.

³ Ak, HERRE! kom dog i Hu, at jeg har trolig og med et retskaffent Hjerte vandret for dit Ansigt og gjort det, som er godt for dine Øjne; og Ezekias græd bitterligt.

⁶ Og han lod sin Søn gaa igennem Ilden og var en Dagvælger og agtede paa Fugleskrig og beskikkede Spaamænd og Tegnsudlæggere; han gjorde meget ondt for HERRENS Øjne til at opirre ham.

¹⁹ Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for HERRENS Ansigt, da du hørte, hvad jeg har talt imod dette Sted og imod dets Indbyggere, at de skulle blive til Ødelæggelse og til Forbandelse, og du sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt: Saa har ogsaa jeg hørt det, siger HERREN.

²⁷ Og HERREN sagde: Jeg vil ogsaa bortkaste Juda fra mit Ansigt, ligesom jeg bortkastede Israel, og jeg vil forkaste denne Stad, som jeg udvalgte, Jerusalem, og det Hus, om hvilket jeg sagde: Mit Navn skal være der.

²⁰ Men det gik efter HERRENS Vrede i Jerusalem og Juda, indtil han forkastede dem fra sit Ansigt; og Zedekins faldt fra Kongen af Babel.

¹⁷ Og, min Gud: jeg ved, at du prøver Hjerter og har Behag til Oprigtighed, jeg har i mit Hjertes Oprigtighed givet alle disse Ting frivilligt og har nu med Glæde set dit Folk, som her fandtes, at det har givet dig frivilligt.

²⁰ Og paa denne Maade gjorde Ezekias i hele Juda; og han gjorde det, som var godt og ret og sandt for HERRENS hans Guds Ansigt. ²¹ Og i al den Gerning, som han begyndte i Guds Hus's Tjeneste og i Loven og i Budet, idet han søgte sin Gud, handlede han af sit ganske Hjerte og havde Lykke.

¹² Og der han kom i Angest, bad han ydmygelig for HERREN sin Guds Ansigt og ydmygede sig saare fór sine Fædres Guds Ansigt. ¹³ Ja, han bad til ham, og Gud bønhørte ham og hørte hans ydmyge Begæring og førte ham tilbage til Jrusalem, til hans Rige; da kendte Manasse, at HERREN var Gud.

¹³ Og efter alt det, som er kommet over os for vore onde Gerninger og for vor store Skyld, da du, vor Gud, har sparet os langt over vor Misgerning og givet os en Redning, som denne er:

¹⁷ Da sagde jeg til dem: I se den Ulykke, i hvilken vi ere, at Jerusalem er øde, og dens Porte ere opbrændte af Ild: Kommer og lader os opbygge Jerusalems Mure, at vi ikke ydermere skulle være til Spot.

⁵ og skjul ikke deres Misgerning, og lad deres Synd ikke udslettes fra dit Ansigt; thi de have opirret dig lige over for dem, som byggede.

² Og Israels Sæd adskilte sig fra alle de fremmede, og de stode og bekendte deres Synder og deres Fædres Misgerninger.

³³ Og du er retfærdig i alt, det, som er kommet over os; thi du handlede trolig, men vi, vi handlede ugudeligt.

¹⁷ Se, Saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor foragte du ikke den Almægtiges Tugtelse! ¹⁸ Thi han gør Smerte og forbinder; han saargør, og hans Hænder læge.

⁴ Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

¹⁴ Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, sóm er født af en Kvinde? ¹⁵ Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne: ¹⁶ Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?

² Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig ³ da hans Lampe lyste over mit Ho ved, da jeg gik igennem Mørke ved hans Lys;

⁸ Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.

²⁷ Han skal synge for Mennesker og sige: Jeg har syndet og forvendt Retten; men det er ikke blevet mig gengældt.

³⁶ Hvo lagde visdom i Hjertets Inderste? eller hvo gav Forstand i Tanken?

¹ Til Sangmesteren; med Strengeleg: en Psalme af David.

⁵ Bliver vrede, men synder ikke; taler i eders Hjerte paa eders Leje; og væer stille! Sela.

⁷ Du lader dem, som tale Løb, gaa til Grunde: HERREN har Vederstyggelighed til en blodgerrig og falsk Mand.

⁹ HERRE! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld; jævn din Vej for mit Ansigt!

² O HERRE! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme! ³ HERRE! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, HERRE! thi mine Ben skælve.

¹⁴ HERRE, vær mig naadig, se, hvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte,

⁵ at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig over, at jeg snubler.

² Den, som vandrer i Oprigtighed og gør Retfærdighed og taler Sandhed i sit Hjerte;

⁵ Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Skridt rokkedes ikke.

⁷ Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede.

¹² Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder i dem, da er der stor Løn. ¹³ Hvo mærker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst!

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David.

²⁴ I, som frygte HERREN, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!

²⁷ De sagtmodige skulle æde og mættes, HERREN skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!

⁴ Den, som har uskyldige Hænder og er ren af Hjertet; den, som ikke har sat sin Hu til Løgn og ej svoret svigeligt.

⁴ HERRE! lad mig kende dine Veje, lær mig dine Stier. ⁵ Gør, at jeg gaar frem i din Sandhed, og lær mig den; thi du er min Frelses Gud, jeg bier efter dig den ganske Dag. ⁶ HERRE! kom din Barmhjertighed og din Miskundhed i Hu; thi de have været fra Evighed. ⁷ Kom; ikke mine Ungdoms Synder eller; mine Overtrædelser i Hu; men kom du mig i Hu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, HERRE! ⁸ HERREN er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen.

²² Forløs, o Gud, Israel af al dets nød.

² Prøv mig, HERRE! og forsøg mig, lutre mine Nyrer og mit Hjerte;

⁹ Bortryk ikke min Sjæl med Syndere, eller rnit Liv med blodgerrige Folk,

¹¹ HERRE! hør, og vær mig naadig; HERRE! vær min Hjælper.

⁵ Jeg bekendte min Synd for dig og skjulte ikke min Misgerning, jeg sagde: "Jeg vil bekende mine Overtrædelser for HERREN", du forlod mig min Syndeskyld. Sela.

⁸ Jeg vil undervise dig og lære dig den Vej, som du skal gaa; jeg vil raade dig mit Øje. ⁹ Værer ikke som Hest og Mule, der ikke have Forstand, hvis Prydelse er Tømme og Bidsel til at tvinge dem, naar de ikke ville komme nær til dig. ¹⁰ Den ugudelige har mange Smerter; men den, som forlader sig paa HERREN, omgiver han med Miskundhed.

¹⁸ Hine raabte, og HERREN hørte, og han friede dem af alle deres Angster.

⁹ Men min Sjæl skal glæde sig i HERREN, den skal fryde sig i hans Frelse. ¹⁰ Alle mine Ben skulle sige: HERRE! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.

²⁸ Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.

³ Thi dine Pile ere dybt nedtryk i mig, og din Haand har lagt sig paa mig.

¹⁸ Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig.

²² Forlad mig ikke, HERRE! min Gud, vær ikke langt fra mig! Skynd at hjælpe mig, Herre, min Frelse!

⁶ HERRE, min Gud! du har gjort dine underfulde Ting og dine Tanker mangfoldige imod os; ingen kan opregne dem for dig, ellers skulde jeg kundgøre og udsige dem; de ere flere, end man kan tælle dem.

¹¹ Jeg har ikke skjult din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg har talt om din Trofasthed og din Frelse; jeg har ikke dulgt din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling. ¹² Du, HERRE! vil ikke holde din Barmhjertighed tilbage fra mig; din Miskundhed og din Sandhed ville altid bevare mig.

² Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor har du forkastet mig? Hvorfor skal jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig?

⁴ Han kalder ad Himmelen oventil og ad Jorden for at dømme sit Folk.

⁶ Og Himlene kundgjorde hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. Sela.

⁸ Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig.

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David,

⁶ Imod dig, imod dig alene har jeg syndet og gjort det onde for dine Øjne, paa det du skal være retfærdig, naar du taler, voere ren, naar du dømmer. ⁷ See, jeg er født i Skyld, og min Moder har undfanget mig i Synd.

⁹ Rens mig fra Synd med Isop, saa jeg bliver ren; to mig, saa jeg bliver hvidere end Sne.

²³ Kast din Sag paa HERREN, og han skal forsørge mig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes. Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig.

³ Nej, I øve Uretfærdigheder i Hjertet; I veje eders Hænders Voldsdaad ud i Landet.

³ Saaledes saa jeg dig i Helligdommen for at beskue din Magt og din Ære. ⁴ Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig. ⁵ Saaledes vil jeg love dig i mine Livsdage; jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn.

¹³ Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter, ¹⁴ dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest. ¹⁵ Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela.

²⁰ Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela.

¹³ De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.

¹⁶ Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig!

³⁵ Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!

⁹ Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!

¹⁵ Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa. ¹⁶ Jeg vil komme frem med Herrens, HERRENS vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdiahed, din alene. ¹⁷ Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger. ¹⁸ Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

¹⁸ Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal. ¹⁹ Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du? ²⁰ Du, som har ladet mig se mange Angester vg Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde. ²¹ Gør min Herlighed stor og trøst mig igen! ²² Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel! ²³ Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja; min Sjæl, som du har genløst. ²⁴ Og min runge skal tale den banske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til SkamMe, som søge min Ulykke:

¹ En Psalme af Asaf. Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.

⁹ Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

⁸ og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.

³⁷ Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.

⁶ Vil du evindelig være vred paa, os? vil du udstrsekke din Vrede fra Slægt til Slægt? ⁷ Vil du ikke gøre os levende igen, at dit Folk maa glæde sig i dig? ⁸ HERRE! lad os se din Miskundhed og giv os din Frelse.

¹² dit Navn. Jeg vil takke dig, Herre min Gud! af mit ganske Hjerte og ære dit Navn evindelig. ¹³ Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl fra det dybe Dødsrige.

¹ En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning; af Heman, Esrahiteren.

¹⁶ Og Hedningerne skulle frygte HERRENS Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære; ¹⁷ thi HERREN har bygget Zion og har lndet sig se i sin Herlighed.

⁷ Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundbed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav.

⁴⁵ Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed.

²² og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.

²¹ Men du, HERRE, Herre imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.

²⁷ HERREN. er Gud, og han lod lyse for os; binder Højtidsofferet med Reb, indtil det bringes til Alterets Horn.

¹³ Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme.

⁸¹ Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord. ⁸² Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?

¹¹⁶ Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab! ¹¹⁷ Styrk mig, at jeg maa blive frelst og jeg vil altid se hen til dine Skikke.

¹²⁴ Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og lær mig dine Skikke!

¹³³ Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig!

⁶ Beder om Jerusalems Fred; Ro finde de, som elske dig. ⁷ Der være Fred paa din Mur, Ro i dine Paladser! ⁸ For mine Brødres og mine Venners Skyld vil jeg sige: Fred være i dig! ⁹ For HERRENS vor Guds Frelses Skyld vil jeg søge dit Bedste.

⁴ Gør vel, HERRE! imod de gode og imod dem, der ere oprigtige i deres Hjerter.

⁵ De, som saa med Graad, skulle høste med Frydesang. ⁶ Den, som bærer Sæden, der saas, gaar sin Gang med Graad; men han skal komme med Frydesang, naar han frembærer sine Neg.

⁵ Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand! ⁶ Min Tunge længe ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

⁹ HERREN er god mod alle, og hans Barmhjertighed er over alle hans Gerninger.

² HERREN bygger Jerusalem, han Samler de fordrevne af Israel. ³ Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.

⁶ Thi HERREN giver Visdom, af hans Mund er Kundskab og Indsigt.

²¹ Thi de retskafne skulle bo i Landet og de oprigtige blive tilovers derudi;

⁸ De ugudeliges Offer er HERREN en Vederstyggelighed; men de oprigtiges, Bøn er ham en Velbehagelighed.

⁹ Hvo kan sige: Jeg har renset mit Hjerte; jeg er ren for min Synd?

²⁷ De ugudeliges Offer er en Vederstyggelighed, meget mere naar de bringe det med et skændigt Forsæt.

¹³ Den, som skjuler sine Overtrædelser, skal ikke have Lykke; men den, som bekender dem og afstaar fra dem, skal faa Barmhjertighed.

¹¹ Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofrer siger HERREN; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. ¹² Naar I komme for at ses for mit Ansigt, hvo har krævet dette af eder, at I skulle nedtræde mine Forgaarde? ¹³ Bærer ikke mere forfængeligt Madoffer frem, det er mig en vederstyggelig Røgelse; Nymaaneder og Sabbater og Højtids Forsamlinger -! jeg fordrager ikke Uret og Højtid. ¹⁴ Min Sjæl hader eders Nymaaneder og eder Højtider; de ere blevne mig til Byrde; jeg er træt af at taale dem. ¹⁵ Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod. ¹⁶ Toer eder, renser eder, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øjne, lader af at gøre ilde!

¹⁸ Kommer dog, og lader os gaa i Rette med hinanden, siger HERREN. Dersom eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om de end vare øde som Skarlagen, skulle de blive som Uld.

³ Og mange Folkeslag skulle komme og sige: Kommer, og lader os gaa op til HERRENS Bjerg, til Jakobs Guds Hus, at han maa lære os sine Veje, at vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal ud aa Lov og HERRENS Ord fra Jerusalem.

¹⁰ Gør dette Folks Hjerte fedt, og gør deres Øren tunghørige, og tilstryg deres Øjne, at det ikke ser med sine Øjne og hører med sine Øren og forstaar med sit Hjerte, saa at det omvender sig og vorder lægt.

² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse.

¹⁰ Og HERRENS forløste skulle komme tilbage og komme til Zion med Frydesang, og evig Glæde skal være over deres Hoved; Fryd og glæde skulle de naa, og Sorrig og Suk skal fly.

¹⁷ Se til Fred blev mig Bitterhed; ja, Bitterhed; men du har kærligt annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Grav; thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg.

¹⁰ Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfældigheds højre Haand.

²⁵ Jeg, jeg er den, som udsletter dine Overtrædelser for min egen Skyld, og jeg vil ikke ihukomme dine Synder.

²² Jeg har udslettet dine Overtrædelser som en Taage og dine Synder som en Sky; vend om til, mig; thi jeg har igenløst dig.

¹⁷ Israel er frelst ved, HERREN med en evig Frelse; I skulle ikke beskæmmes, ej heller forhaanes i Evigheds Evigheder.

¹³ Synger med Fryd, I Hirnle! og fryd dig, du Jord! og I Bjerge, raaber med Frydesang! thi HERREN trøster sit Folk og forbarmer sig over sine elendige.

³ Thi HERREN trøster Zion, han trøster alle dens øde Stæder og gør dens Ørk ligesom Eden og dens Øde Mark ligesom HERRENS Have; der skal findes Fryd og Glæde i den, Taksigelse og Lovsangs Lyd.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene. ¹⁶ Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt. ¹⁷ For hans Gerrigheds Synd var jeg vred og slog ham, jeg skjulte mig i Vrede; men han vendte sig bort og gik sit Hjertes Vej. ¹⁸ Hans Veje saa jeg, og jeg vil læge ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, som sørgede med ham, Trøst.

¹² Og de, som nedstamme fra dig, skulle bygge de Stæder, som ere Øde fra fordums Tider, du skal bebygge de Grundvolde, som have ligget fra Slægt til Slægt, og du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig.

¹² Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder vidne imod os; thi vore Overtrædelser følge os, og vi kende vore Misgerninger:

¹ Den Herre, HERRES Aand er over mig, derfor har HERREN salvet mig til at kundgøre et godt Budskab for de fattige, han sendte mig til at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed og for de bundne Løsladelse; ² til at udraabe HERRENS Velbehageligheds Aar og vor Guds Hævns Dag; til at trøste alle sørgende; ³ til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glædens Olie i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klædebon i Stedet for en vansmægtet Aand, saa at de skulle kaldes Retfærdighedens Terebinter, HERRENS Plantning, ham til Herlighed.

¹⁰ Jeg vil glæde mig storlig i HERREN, min Sjæl skal fryde sig i mig Gud; thi han iførte mig Frelsen glædebon, han klædte mig med Retfærdighedens Kappe; som en Brudgom, der sætter Hovedpynte paa, og som en Brud, der pryde sig med sit Smykke.

¹ For Zions Skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems jeg ekke være stille, indtil dens Retfærlighed gaar frem som Straaleglans og dens Frelse som et Blus, der brænder.

⁶ Paa dine Mule, o Jerusalem! har jeg beskikket Vægtere, de skulle aldrig tie den ganske Dag eller deri ganske Nat; I, som paaminde om HERREN, tier ikke! ⁷ Og lader ham ingen Ro, indtil han faar grundlagt og gjort Jerusalem til Lovprisning paa Jorden.

⁷ Jeg vil forkynde HERRENS Miskundhed, HERRENS Pris, efter alt det, som HERREN har gjort imod os, ja, den megen Godhed imod Israels Hus, som han gjorde imod dem, efter sin Barmhjertighed og efter sin store Miskundhed.

¹⁰ Men de, de vare genstridige og bedrøvede hans Helligaand; derfor omskiftede han sig til deres Modstander, han stred imod dem. ¹¹ Da ihukom hans Folk de gamle Dage under Mose: Hvor er han som opførte dem af Havet tillige med sin Hjords Hyrde hvor er han, som gav sin Helligaand midt iblandt dem?

¹⁵ Sku ned fra Himlene, og se til fra din Helligheds og Herligheds Bolig! hvor er din Nidkærhed og din Vælde, din dybe Medlidenhed og din Barmhjertighed, der holder sig tilbage fra mig?

² Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger HERREN; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord.

²⁵ Vi maa ligge i vor Skændsel og vor Skam skjule os; thi vi have syndet imod HERREN vor Gud, vi og vore Fædre, fra vor Ungdom af og indtil denne Dag; og vi vare ikke HERREN vor Guds Røst lydige".

¹⁴ Afto dit Hjerte; Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvor længe skulle din retfærdigheds Tanker bo i dit Indre?

³ HERRE! monne dine Øjne ikke se efter Troskab? du slog dem, men de følte ingen Smerte; du fortærede dem, de vægrede, sig ved at annamme Tugt; de gjorde deres Ansigt haardere end en klippe, de vægrede sig ved at vende om.

¹⁵ Og jeg vil bortkaste eder fra mit Ansigt, ligesom jeg bortkastede alle eders Brødre, Efraims hele Sæd.

²² Thi jeg har ikke talt med eders Fædre, ej heller befalet dem, paa den Dag, jeg udførte dem af Ægyptens Land, angaaende Brændoffer og Slagtoffer. ²³ Men denne Ting har jeg befalet dem og sagt: Hører paa min Røst, saa vil jeg være eders Gud, og I skulle være mit Folk; og I skulle vandre paa hver en Vej, som jeg befaler eder, at det maa gaa eder vel.

²⁷ Og du skal tale til dem alle disse Ord, men de skulle ikke høre dig; og du skal kalde ad dem, men de skulle ikke svare dig.

²³ Jeg ved, HERRE! at Menneskets Vej staar ikke til ham selv, at det ikke staar til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang.

²⁷ Dine Horerier og din Vrinsken, din Bolens Skændsel paa Højene, paa Marken, ja, dine Vederstyggeligheder har jeg set; ve dig Jerusalem! du vil ikke blive ren, hvor længe det endnu herefter varer.

¹⁷ Thi mine Øjne ere over alle deres Veje, de ere ikke skjulte for mit Ansigt, og deres Misgerning er ikke tildækket for mine Øjne.

²³ Men du, HERRE! du ved alt deres Raad imod mig til Dødens Søn ikke deres Misgerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem være nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid!

⁹ De skulle komme med Graad, og under deres ydmyge Banner vil jeg føre dem frem; jeg vil lede dem til Vandbække paa en jævn Vej, hvor de ikke skulle støde sig; thi jeg er bleven Israels Fader, og Efraim, han er min førstefødte Søn. ¹⁰ Hører, I Hedninger I HERRENS Ord og kundgører det paa Øerne i det fjerne og siger: Den, som adspredte Israel, skal samle det og bevare det som en Hyrde sin Hjord. ¹¹ Thi HERREN har løskøbt Jakob og igenløst ham af dens Haand, som var stærkere end han. ¹² Og de skulle komme og synge med Fryd paa Zions Høj og strømme til HERRENS gode Gaver, til Korn og til Most og til Olie og til unge Faar og Øksne; og deres Sjæl skal være som en vandrig Have, og de skulle ikke herefter bedrøves mere. ¹³ Da skal en Jomfru glæde sig i Dans, og unge og gamle til Hobe; og jeg vil vende deres Sorg til Glæde og trøste dem og glæde dem efter deres Bedrøvelse. ¹⁴ Og jeg vil vederkvæge Præsternes Sjæl med det fede, og mit Folk, de skulle mættes med mine Gaver, siger HERREN.

¹⁸ Jeg har hørt Efraim ynkeligt klage: Du har tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke er tæmmet; omvend mig, og jeg vil omvende mig; thi du er HERREN min Gud.

³³ men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

³⁹ Og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, at de skulle frygte mig alle Dage, for at det maa gaa dem vel og deres Børn efter dem. ⁴⁰ Og jeg vil slutte en evig Pagt med dem, at jeg; ikke vil drage mig tilbage fra dem, med at gøre dem godt; og jeg vil lægge min Frygt i deres Hjerter, at de ikke skulle vige fra mig.

⁵⁰ I, som ere undkomne fra Sværdet, drager bort, staar ikke stille; kommer HERREN i Hu fra det fjerne, og lader Jerusalem ligge eder paa Hjerte.

³² Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.

²⁷ Men naar jeg taler til dig, vil jeg aabne din Mund, og du skal sige til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Hvo, der vil høre, han høre! og hvo, der vil lade være, han lade være! thi de ere et genstridigt Hus.

³ Og Israels Guds Herlighed hævede sig op fra Keruben, over hvilken den var, hen til Husets Dørtærskel; og han kaldte den Mand, som var klædt i Linklæderne, og som havde Skriveredskabet ved Hoften. ⁴ Og HERREN sagde til ham: Gak midt igennem Staden, midt igennem Jerusalem, og sæt et Tegn paa Panden af de Mænd, som sukke og jamre over alle de Vederstyggeligheder, som ske i dens Midte.

⁶ Gamle Mænd, unge Karle og Jomfruer og smaa Børn og Kvinder skulle I slaa ihjel, saa at de udryddes; men rørrer ikke nogen, paa hvem regnet er, og begynder fra min Helligdom af! Og de begyndte med de gamle Mænd, som vare foran Huset.

¹⁹ Og jeg vil give dem eet Hjerte og give en ny Aand i deres; Indre og borttage Stenhjertet af deres Kød og give dem et Kødhjerte,

⁶³ paa det, at du skal komme det i Hu og blues og ikke ydermere oplade din Mund for din Skams Skyld, idet jeg giver dig Forsoning for alt det, som du har gjort, siger den Herre, HERRE.

³¹ Kaster bort fra eder alle eders Overtrædelser, hvilke I have begaaet, og bereder eder et nyt Hjerte og en ny Aand; hvorfor ville I dog dø, Israels Hus?

²¹ Paa den Dag vil jeg lade et Folk skyde op for Israels Hus, og dig vil jeg give en opladt Mund midt iblandt dem; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

⁸ Naar, jeg siger til den ugudelige: Du ugudelige skal visselig dø, og du ikke taler for at advare den ugudelige for hans Vej, da skal han den ugudelige, vel dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand.

²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder.

²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder. ²⁶ Og jeg vil give eder et nyt Hjerte og give en ny Aand inden i eder, og jeg vil borttage Stenhjertet af eders Kød og give eder et Kødhjerte. ²⁷ Og jeg vil sende min Aand inden i eder og gøre, at I skulle vandre efter mine Skikke og holde mine Bud og gøre efler dem:

³⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil endnu i dette Stykke lade mig søges af Israels Hus, at jeg gør dette ved dem: Jeg vil gøre dem mangfoldige med Mennesker, som var det en Faarehjord.

⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig.

⁹ Hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Forladelse, thi vi have været genstridige imod ham,

¹⁶ Herre! efter alle din Retfærdigheds Bevisninger, lad dog din Vrede og din Harme vende sig bort fra min Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for Vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, som ere trindt omkring os.

¹⁸ Bøj dit Øre, min Gud! og hør, oplad dine Øjne, og se Ødelægbelserne, som ere komne over os og Staden; over hvilken dit Navn kaldes; thi vi nedlægge vore ydmyge Begæringer for dit Ansigt, ikke for vore retfærdige Gerningers Skyld, men for din store Barmhjertigheds Skyld.

²⁵ Saa vid og forstaa: Fra den Tid, da Ordet udgaar om at genoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, I er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal den genoprettes og bygges i vid Udstrækning og efter bestemt Maal, men under Tidernes Trængsel.

² Sværgen og Lyven og Myrden og Stjælen og Bolen! man bryder ind, og Blodskyld rører ved Blodskyld.

¹ Kommer og lader os vende om til HERREN; thi han har sønderrevet og vil læge os; har han slaget, vil han forbinde os. ² Han skal gøle os levende efter to Dage; paa den tredje Dag skal han oprejse os, at vi maa leve for hans Ansigt.

⁶ Thi jeg har Lyst til Miskundhed og ikke til Offer og til Gudskundskab mer end Brændofre.

²¹ Jeg hader, jeg foragter eders Fester, og jeg finder ikke Behag i eders Højtidsforsamlinger.

²¹ Jeg hader, jeg foragter eders Fester, og jeg finder ikke Behag i eders Højtidsforsamlinger. ²² Thi om I end ofre mig Brændofre, saa har jeg dog ikke Behag i eders Gaver; og jeg ser ikke hen til Takoffer af eders fede Kvæg. ²³ Tag bort fra mig dine Sanges Brusen; dine Harpers Toner gider jeg ikke høre.

¹¹ Der kommer en Dag, da man skal bygge dine Mure; paa denne Dag skal Grænse være fjern.

¹⁸ hvo er en Gud som du, der borttager Misgerning og gaar Overtrædelse forbi for det overblevne af sin Arv? han holder ikke fast ved sin Vrede evindelig, thi han har Lyst til Miskundhed. ¹⁹ Han skal atter forbarme sig over os, han skal træde vore Misgerninger under Fødder; og du skal kaste alle deres Synder i Havets Dyb.

¹⁸ Men jeg vil glæde mig i HERREN; jeg vil fryde mig i min Frelses Gud.

⁵ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Mand og en Maalesnor i hans Haand!

¹ Og han lod mig se Ypperstepræsten Josva, der stod for HERRENS Engels Ansigt, og Satan, del stod ved hans højre Haand for at staa ham imod. ² Og HERREN sagde til Satan: HERREN true dig, Satan! ja, HERREN true dig, han, som udvælger Jerusalem; er ikke denne en Brand, som er reddet af Ilden? ³ Og Josva var iført skidne Klæder, der han stod for Engelens Ansigt. ⁴ Da svarede han og sagde til dem, som stode for hans Ansigt: Tager de skidne Klæder af ham; derefter sagde han til ham: Se, jeg har borttaget din Skyld fra dig og ifører dig Helligdagsklæder! ⁵ Og jeg sagde: Lad dem sætte en ren Præstehue paa hans Hoved; og de satte en ren Præstehue paa hans Hoved og iførte ham Klæder, og HERRENS Engel stod hos. ⁶ Og HERRENS Engel vidnede for Josva og sagde: ⁷ Saa siger den HERRE Zebaoth: Dersom du vandrer i mine Veje, og dersom du tager Vare paa, hvad jeg har givet dig at varetage, da skal du baade dømme mit Hus og tage Vare paa mine Forgaarde; og jeg vil give dig Gang iblandt disse, som staa her. ⁸ Hør dog, Josva, du Ypperstepræst: Du og dine Venner, som sidde for dit Ansigt, ere Mænd til Forbillede; thi se, jeg vil lade min Tjener Zemak komme.

¹ Paa den Dag skal der være en aabnet Kilde for Davids Hus og for Jerusalems Indbyggere imod Synd og imod Urenhed.

³ Og han skal sidde og smelte og rense Sølvet, han skal rense Levis Børn og lutre dem som Guldet og som Sølvet; og de skulle være HERRENS og fremføre Offergaver i Retfærdighed.

³ Salige ere de Fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres. ⁴ Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.

⁸ Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle see Gud.

³ og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.

¹² Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og har ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug.

³⁴ og saae op til Himmelen, sukkede, og sagde til ham: Ephata! det er: lad dig op!

³³ Og at elske ham ef ganske Hjerte og af ganske Forstand og af ganske Sjæl og af ganske Styrke, og at elske sin Næste ligsom sig selv, er mere end alle Brændoffere og Slagtoffere.

⁴⁷ og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser;

¹⁸ Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig; han har sendt mig til at kundgjøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle faae Syn, at udlade de Plagede i Frihed,

²⁹ Og alt Folket, som han hørte, endog Tolderne, gave Gud Æren og bleve døbte med Johannes' Daab.

³⁹ Men der Pharisæeren, som havde budet ham, saae det, talede han ved sig selv og sagde: dersom denne var en Prophet, vidste han jo, hvo og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham; thi hun er en Synderinde. ⁴⁰ Og Jesus svarede og sagde til ham: Simon! jeg har Noget at sige dig. ⁴¹ Jesus sagde: en Mand, som udlaante Penge, havde to Skyldnere; den ene var ham femhundrede Penninge skyldig, men den anden halvtredsindstyve. ⁴² Men der de havde ikke at betale med, gav han dem begge det efter. Siig: hvilken af dem skal derfor elske ham meest? ⁴³ Men Simon svarede og sagde: jeg holder for, den, som han eftergav meest. Men han sagde til ham: du dømte ret. ⁴⁴ Og han vendte sig til Kvinden, og sagde til Simon: seer du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Huus; du har ikke givet mig Vand til mine Fødder, men denne vædede mine Fødder med Graad og tørrede dem af med sit Hovedhaar. ⁴⁵ Du gav mig intet Kys; men denne aflod ikke, fra hun kom ind, at kysse mine Fødder. ⁴⁶ Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve. ⁴⁷ Derfor siger jeg dig, ere hendes mange Synder hende forladne; thi hun elskede meget; men hvem Lidet forlades, elsker lidet. ⁴⁸ Men han sagde til hende: dine Synder ere forladne! ⁴⁹ Da begyndte de, som sadde tilbors med ham, at sige ved sig selv: hvo er denne, som endog forlader Synder? ⁵⁰ Men han sagde til Kvinden: din Tro har frelst dig, gak bort med Fred.

¹³ Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal den himmelske Fader give dem den Hellig Aand, som han bede?

³⁹ Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu Bægere og Fade udvortes, men det Indvortes i Eder er fuldt af Rov og Ondskab.

³² Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget.

² Og Pharisæerne og de Skriftkloge knurrede og sagde: denne annammer Syndere og æder med dem. ³ Men han talede denne Lignelse til dem og sagde: ⁴ hvilket Menneske af Eder, som har hundrede Faar og har tabt eet af dem, forlader ei de ni og helvfemsindstyve i Ørken og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det? ⁵ Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde. ⁶ Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Venner og Naboer og siger til dem: glæder Eder med mig; thi jeg har findet mit Faar, som var tabt. ⁷ Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, men end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov.

¹⁰ Saaledes, siger jeg Eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.

¹⁸ Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet mod Himmelen og for dig, ¹⁹ og er ikke længere værd at kaldes din Søn, gjør mig som een af dine Daglønnere. ²⁰ Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han endnu var langt borte, saae hans Fader ham og ynkes inderligen og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham. ²¹ Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og for dig og er ikke længere værd at kaldes din Søn.

²¹ Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og for dig og er ikke længere værd at kaldes din Søn.

²¹ Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og for dig og er ikke længere værd at kaldes din Søn. ²² Men Faderen sagde til sine Tjenere: bærer frem det bedste Klædebon, ifører ham det og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne; ²³ og henter den fødede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige. ²⁴ Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige. ²⁵ Men hans Ældste Søn var paa Marken, og da han kom og var nær ved Huset, hørte han Musik og Dands. ²⁶ Og han kaldte een af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var? ²⁷ Men han sagde til ham: din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fedede Kalv, fordi han har faaet ham karsk igjen. ²⁸ Men han blev vred og vilde ikke gaae ind. Derfor gik hans Fader ud og bad ham. ²⁹ Men han svarede og sagde til Faderen: see, saa mange Aar tjener jeg dig og overtraadte end aldrig dit Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner. ³⁰ Men da denne din Søn er kommen, som har fortæret dit Godt med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham. ³¹ Men han sagde til ham: min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit. ³² Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt, og funden.

¹¹ Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder. ¹² Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier. ¹³ Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øiene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig! ¹⁴ Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

³² Men jeg bad for dig, at din Tro skal ikke aflade; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.

⁶ Hvad som født er af Kjødet, er Kjød; og hvad som er født af Aanden, er Aand.

²³ Men den Time kommer, ja er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen I Aand og Sandhed; thi Faderen søger saadanne, som han saaledes tilbede. ²⁴ Gud er en Aand, og de, som han tilbede, bør det at tilbede i Aand og Sandhed.

²⁶ Men Talsmanden, den Hellig Aand, hvilken Faderen skal sende i mit Navn, skal lære Eder alle Ting og minde Eder paa alle Ting, som jeg har sagt Eder.

¹⁵ Efter at de da havde gjort maaltid, siger Jesus til Simon Peter: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig mere end disse? han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Lam. ¹⁶ Han siger atter anden Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vær Hyrde for mine Faar. ¹⁷ Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar.

³⁷ Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre? ³⁸ Men Peter sagde til dem: omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulle faae den Hellig Aands Gave. ³⁹ Thi Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til, og alle dem, som ere langt borte, hvilkesomhelst Herren var Gud vil kalde dertil. ⁴⁰ Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem sigende: lader Eder frelse fra den vanartige Slægt! ⁴¹ De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der vandtes samme Dag henved tre tusinde Sjæle.

¹⁹ Derfor fatter et andet Sind og vender om, at Eders Synder maa vare udslettede, paa det Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn,

¹⁹ Og han fik Mad og blev styrket. Men Saulus blev nogle Dage hos Disciplene i Damascus. ²⁰ Og strax prædikede han Christus i Synagogerne, at han er den Guds Søn. ²¹ Men Alle, som hørte det, forbausedes og sagde: er det ikke ham, som i Jerusalem plagede dem, som paakalde dette Navn, og var kommen hid for at føre dem bundne til de Ypperstepræster? ²² Men Saulus styrkedes end mere og igjendrev Jøderne, som boede i Damascus, og beviste, at denne er den Christus.

²³ Denne, der han kom derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Fortsæt skulde blive ved Herren.

¹⁰ o, du Djævels Barn, fuld af al List og al Skalkhed, al Retfærdigheds Fjende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veie?

³ Disse droge da, ledsagede paa Veien af Menigheden, igjennem Phoenicien og Samarien, og fortalte Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde.

⁹ Og han gjorde ingen Forskjel imellem os og dem, idet han rensede deres hjerter ved Troen.

²⁹ Men han begjerede et Lys, og sprang ind og faldt skjælvende ned for Paulus og Silas. ³⁰ Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan vorde salig? ³¹ Men de sagde: tro paa den Herre Jesus Christus, saa skal du vorde salig, og dit Huus. ³² Og de talede Herrens Ord til ham og alle dem, som vare i hans Huus. ³³ Og han tog dem til sig i den samme Stund om natten og aftoede deres Saar; og han selvblev strax døbt, og alle Hans. ³⁴ Og han førte dem op i sit Huus og satte et Bord for dem, og var glad med alt sit Huus i Tro paa Gud.

³¹ Thi han har sat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed, ved en Mand, hvilken han har beskikket dertil, og gjort det beviisligt for Alle, idet han opriste ham fra de Døde.

⁶ Men der de stode imod og bespottede, afrystede han sine Klæder og sagde til dem: Eders Blod være over Eders Hoved! jeg er reen; herefter vil jeg gaae til Hedningerne.

²⁶ Derfor vidner jeg for Eder paa denne Dag, at jeg er reen fra Alles Blod;

¹⁶ Og nu, hvad tøver du? Staae op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte og paakald Herrens Navn.

¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig. ¹⁹ Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn; ²⁰ men jeg forkyndte for dem i Damascus først, og i Jerusalem, og i alt Judæas Land og for Hedningerne, at omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger.

⁴ krafteligen beviist at være Guds Søn efter Hellighedens Aand ved Opstandelsen fra de Døde: om Jesus Christus, vor Herre,

⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

⁴ Det være langt fra! Gud maa være sanddru, om endog hvert Menneske er Løgner, som skrevet er: at du maa befindes retfærdig i dine Ord og vinde, naar du dømmes.

¹⁹ Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for Gud.

² ved hvem vi have erholdt Adgang i Troen til den Naade, hvori vi staae, og vi rose os af Haab om Herlighed hos Gud; ³ ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide at Trængslen virker Standhaftighed, ⁴ men Standhaftigheden Forfarenhed, men Forfarenhed Haab, ⁵ men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig Aand, som er given os. ⁶ Thi da vi endnu vare Overtrædere, døde Christus til bestemte Tid for de Ugudelige. ⁷ Neppe døer Nogen for en Retfærdig; for den Gode var der maaskee Nogen, som turde døe; ⁸ men Gud beviser sin kjærlighed mod os derved, at Christus døde for os, da vi endnu vare Syndere. ⁹ Saa meget mere skulle vi derfor nu retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. ¹⁰ Thi dersom vi bleve forligte med Gud formedelst hans Søns Død, der vi vare Fjender, da skulle vi meget mere, efter at vi ere forligte, frelses ved hans Liv. ¹¹ Ja, ikke det alene, men vi rose os ogsaa i Gud ved vor Herre Jesus Christus, ved hvem vi nu have faaet Forligelsen. ¹² Altsaa, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og saaledes Døden trængte igjennem til alle Mennesker, idet de syndede alle.

²⁰ Men Loven kom til, at Faldet kunde des fuldere kjendes; men hvor Synden blev fuldere kjendt, der viste naaden sig end overflødigere, ²¹ saa at, ligesom Synden herskede ved Døden, saa skal og Naaden herske ved Retfæreighed til et evigt Liv, formedelst Jesus Christus, vor Herre.

²² Thi jeg har Lyst til Guds Lov efter det indvortes Menneske;

⁹ I derimod ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand, boer i Eder; men om nogen ikke har Christi Aand, denne er ikke hans.

¹⁵ Og I annammer ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelsens Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader!

³ thi da de ikke kjende Guds Retfærdighed og tragte efter at oprette en egen Retfærdighed, underkaste de sig ikke Guds Retfærdighed.

¹ Desaarsag formaner jeg Eder, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, at I fremstille EdersLegemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer, hvilket er Eders fornuftige Gudsdyrkelse. ² Og skikke Eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Eders Sinds Fornyelse, at I maa skjønne, hvad der er Guds gode og velbehagelige og fuldkomne Villie.

⁴ Hvo er du, som dømmer en fremmed Svend? For sin egen Herre staaer eller falder han; men han skal blive staaende, thi Gud er mægtig til at holde ham.

¹¹ Og saadanne vare I tildeels; men I ere aftvættede, men I ere helliggjorte, men i ere retfærdiggjorte, ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand.

⁵⁸ Derfor, mine kjære Brødre! bliver faste, ubevægelige, frugtbare altid i Herrens Gjerning, vidende, at Eders Arbeide er ikke forfængeligt i Herren.

¹² Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.

¹⁷ Men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, der er Frihed.

⁸ dog ere vi frimodige og have mere Behagelighed til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren. ⁹ Derfor beflitte vi os ogsaa, hvad heller vi ere hjemme eller ikke hjemme, at være ham velbehagelige. ¹⁰ Thi os bør alle at aabenbares for Christi Domstol, at hver kan faae efter det, som skeet er ved legemet, efter det, som han har gjort, enten Godt eller Ondt. ¹¹ Efterdi vi have kjende Herrens Frygt, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi aabenbare; ja jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare for Eders Samvittighed. ¹² Ikke prise vi os atter selv for Eder; men vi give Eder Anledning til at rose Eder af os, paa det i kunne have Noget at svare dem, som rose sig af det Udvortes, og ikke af Hjertet. ¹³ Thi dersom vi ikke holde Maade, da er det for Guds Skyld; og holde vi Maade, det er for Eders. ¹⁴ Thi Christi Kjærlighed tvinger os, ¹⁵ idet vi dømme saaledes, at dersom Een er død for Alle, da ere de alle døde; og han døde for Alle, at de, som leve skulle ikke fremdeles leve for sig selv, men han som er død og opstanden for dem. ¹⁶ Saa at vi Ingen herefter ansee efter Kjødet; men dersom vi og have kjendt Christus efter Kjødet, kjende vi ham dog nu ikke mere saaledes. ¹⁷ Saa at, dersom Nogen er i Christus, da er han en ny Skabning; det Gamle er forbiganget, see, Alt er blevet nyt.

¹⁷ Saa at, dersom Nogen er i Christus, da er han en ny Skabning; det Gamle er forbiganget, see, Alt er blevet nyt. ¹⁸ Men alt dette er af Gud, som forligte os med sig selv ved Jesus Christus og gav os Forligelsens Tjeneste; ¹⁹ efterdi Gud i Christus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres Overtrædelser og oprettede Forligelsens Ord iblandt os. ²⁰ Derfor ere vi Sendebud i Christi Sted, som og Gud formanede formedelst os; vi bede i Christi Sted: lader Eder forlige med Gud.

²⁸ foruden hvad der kommer til, det daglige Overløb og bekymringen for alle Menigheder. ²⁹ Hvo er skrøbelig, og jeg ikke ogsaa? hvo bliver foragtet, og det brænder ikke i mig?

⁶ Eftersom i da ere Sønner, har Gud udsendt sin Søns Aand i Eders Hjerter, som raaber: Abba, Fader! ⁷ Saa at du ikke længer er Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst Christus.

⁵ idet han forud bestemte os formedelst Jesus Christus til sønlig Udkaarelse hos sig selv, efter sin Villies Velbehagelighed, ⁶ sin herlige Naade til Lov, ved hvilken han benaadede os i den Elskte, ⁷ i hvem vi have Forløsning formedelst hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom. ⁸ hvilken han overflødigen tildeelte os i al Viisdom og Forstand, ⁹ idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter den velbehagelige Beslutning, hvilken han forud satte hos sig selv,

³ iblandt hvilke ogsaa vi alle forhen vandrede i vort Kjøds Begjerligheder, og gjorde Kjødets og Lystens Villie og vare af naturen Verdens Børn, som og de Andre. ⁴ Men Gud, som er rig paa Barmhjerighed, formedelst sin store Kjærlighed, med hvilken han elskede os, ⁵ Levendegjorde ogsaa os med Christus, der vi vare døde i Overtrædelserne, (af Naade ere I frelste!) ⁶ og opreiste os tillige og satte os tillige i det himmelske Rige ved Christus Jesus, ⁷ paa det han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvættes Rigdom i Godhed mod os udi Christus Jesus.

¹⁰ Thi vi ere hans Værk, skabte i Christus Jesus til gode Gjerninger, vi skulle vandre i dem.

²² at I skulle aflægge det gamle Menneske efter den forrige Omgængelse, som fordærves ved bedragelige Lyster; ²³ men fornyes i Eders Sinds Aand ²⁴ og iføre det nye menneske, som er skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

³⁰ og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag.

² og omgaaes i Kjærlighed, ligesom og Christus elskede os og gav sig selv han for os til en gave, at Slagtoffer, Gud til en Velbehagelig Lugt.

²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet, ²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig.

¹³ thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette efter sit Velbehag.

¹⁸ Nu har jeg fuldkommen nok og overflødigt; jeg fik rigeligen, der jeg annammede af Epaphroditus det fra Eder, en velbehagelig Lugt, et antaget Offer, tækkeligt for Gud.

¹⁴ og udslettede den Haandskrift, som os angik, med dens Anordninger, hvilken var os imod, og borttog den, idet han naglede den til Korset,

¹⁰ og ifører det nye, som fornyes til erkjendelse efter hans Billede, som skabte det;

⁹ hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed,

¹¹ Derfor bede vi ogsaa altid for Eder, at vor Gud vil agte Eder sit Kald værdige med Kraft fuldkomme al ham velbehagelig Godhed og Troens Gjerning,

⁵ ikke for de Retfærdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed frelste han os ved Igjenfødselsens Bad og Fornyelsen i den Hellig Aand,

¹³ Thi dersom Blod af Øxne og Bukke og Asen af en Kvie, hvormed de urene bestænkes, helliger til Kjødets Reenhed: ¹⁴ hvor meget mere maa da Christi Blod, som formedelst en evig Aand frembar sig selv som et ulasteligt Offer for Gud, rense Eders Samvittighed fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud.

¹⁹ Thi der er alle Budene efter Loven af Moses vare forkyndte for alt Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og Skarlagenuld og Isop og bestænkede Bogen selv og alt Folket, sigende:

⁵ Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: Slagt-Offer og Mad-Offer vilde du ikke, menet Legeme beredte du mig; ⁶ Brænd-Offere og Synd-Offere havde du ikke Behagelighed til.

²¹ og efterdi vi have en stor Præst over Guds Huus: ²² da lader os træde frem med et sanddru Hjerte, i Troens fulde Forvisning, Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet aftvættet med reent Vand.

¹⁵ Ved ham lader os da altid frembære Gud Lov-Offer, det er, en Frugt af Læber, som bekjende hans Navn. ¹⁶ Men glemmer ikke at gjøre vel og at meddele, thi saadanne Offere behage Gud vel.

⁸ en tvesindet mand er han, ustadig i alle sine Veie.

⁹ men dersom I ansee Personer, gjøre I Synd og overbevises af Loven som Overtrædere.

¹¹ Thi den, som sagde: du skal ikke bedrive Hoer, sagde ogsaa: du skal ikke ihjelslaae. Dersom du da ikke bedriver Hoer, men ihjelslaaer, da er du bleven Lovens Overtræder.

⁸ Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder! Renser Hænderne, I Syndere! og luttrer Hjerterne, I Tvesindede!

¹⁹ Brødre! dersom Nogen iblandt Eder er faren vild fra Sandheden, og Nogen omvender ham, ²⁰ den vide, at hvo som omvender en Synder fra hans Veis Vildfarelse, han frelser en Sjæl fra Døden og skjuler Synders mangfoldighed. Amen.

⁵ hvilke ved Guds magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid.

²² Renser Eders Sjæle i Sandheds Lydighed formedelst Aanden, til uskrømtet Broderkjærlighed, og elsker hverandre inderligen af et reent Hjerte,

⁵ og vorder selv som levende Stene opbyggede til at vorde et aandeligt Huus, til et helligtPræstedom, at frembære aandelige offere, velbehageligere for Gud ved Jesus Christus.

⁴ men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud.

⁷ Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu Christi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd.

⁷ Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu Christi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd. ⁸ Dersom vi sige, vi have ikke Synd, bedrage vi os selv, og Sandheden er ikke i os. ⁹ Dersom vi bekjende vore Synder, er han trofast og retfærdig, at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.

²⁴ Men han, som er mægtig til at bevare Eder fra Fald og fremstille Eder for sin Herlighed, ustraffelig, i Fryd,

⁵ og fra Jesus Christus, det troe Vidne, som Førstefødte af de Døde og Jordens Kongers Fyrste, som os elskede og aftvættede os fra vore Synder med sit Blod,

¹³ Og en af de Ældste talede og sagde til mig: disse, som ere iførte de lange hvide Kjortler, hvor ere de? og hvorfra ere de komne? ¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod.

¹⁴ Og jeg sagde til ham: Herre! du veed det. Og han sagde til mig: disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres Kjortler og have gjort dem hvide i Lammets Blod.

³ Og de sang Mose, den Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, sigende: store og forunderlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande ere dine Veie, du de Helliges Konge! ⁴ Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folkeslag skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Dommere ere aabenbarede.

⁵ Og jeg hørte Vandenes Engel sige: retfærdig er du Herre! du, som er og som var, du Hellige, at du har udført denne Dom.

¹¹ Og jeg saae himmelen opladt, og see, en hvid Hest, og den, der sad paa den, kaldes Sanddru og Trofast, og han dømmer og strider med Retfærdighed.