Psalms 103:7 Cross References - Danish

⁷ Han lod Mose vide, sine Veje, Israels Børn sine Gerninger.

⁸ Da svarede alt Folket til Hobe og sagde: Alt det som HERREN har sagt, ville vi gøre; og Mose bragte igen Folkets Ord for HERREN.

²⁰ Der HERREN var kommen ned over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte HERREN Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op.

²¹ Og Folket stod langt borte; og Mose gik nær til Mørket, hvor Gud var.

² Men Mose skal gaa frem for sig alene til HERREN, og de andre de skulle ikke gaa frem, og Folket skal ikke stige op med ham. ³ Og Mose kom og fortalte Folket alle HERRENS Ord og alle Bud; da svarede hele Folket med een Røst og sagde: Vi ville gøre efter alle de Ord, som HERREN har sagt. ⁴ Og Mose skrev alle HERRENS Ord og stod tidlig op om Morgenen og rejste et Alter neden ved Bjerget og tolv Støtter efter de tolv Israels Stammer.

¹³ Og nu, kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da vis mig, kære, dine Veje, at jeg ikke alg, paa det jeg maa finde Naade for dine Øjne; og se dette Folk er dit Folk.

⁷ Ikke saa med min Tjener Mose; han er tro i mit ganske Hus.

¹⁰ Men der opstod ikke en Profet ydermere i Israel som Mose, hvem HERREN kendte Ansigt til Ansigt,

¹⁴ Og du kundgjorde dem din hellige Sabbat og bød dem Bud og Skikke og Lov ved Mose din Tjener.

²⁰ Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.

⁵ Saadan oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hv ilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,

¹¹ Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.

⁷ Han talte til dem i Skystøtten; de holdt hans Vidnesbyrd og den Skik, som han gav dem.

²⁶ Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han havde udvalgt. ²⁷ Du kundgjorde hans Tegns Ord iblandt dem og hans Undere i Kams Land. ²⁸ Han sendte Mørke og lod det blive mørkt, og du vare ikke genstridige imod hans Ord. ²⁹ Han vendte deres Vande om til Blod og dr æbte deres Fisk. ³⁰ Deres Land vrimlede af Frøer lige indtil i deres Kongers Kamre. ³¹ Han talte, saa kom der Utøj, Lus, over hele deres Landemærke. ³² Han lod deres Regnbyger blive til Hagel, til Ildslue i deres Land. ³³ Og han slog deres Vinstokke og deres Figentræer og sønderbrød Træerne inden deres Landemærke. ³⁴ Han talte, saa kom der Græshopper og Høskrækker, og der var ikke Tal paa dem. ³⁵ Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark. ³⁶ Han slog og alt førstefødt i deres Land, Førstegrøden af al deres Kraft. ³⁷ Men hine førte han ud med Sølv og Guld, og der var ingen skrøbelig iblandt deres Stammer. ³⁸ Ægypten blev glad, der de droge ud; thi Frygt for dem var falden paa det. ³⁹ Han udbredte en Sky til Skjul og, en Ild til at lyse om Natten. ⁴⁰ De bade, saa lod han Vagtler komme og mættede dem med Himmelbrød. ⁴¹ Han oplod en Klippe, de tørre Steder som en Flod. ⁴² Thi han kom sit hellige Ord i Hu og sin Tjener Abraham. ⁴³ Og han førte sit Folk ud med Glæde, sine udvalgte med Frydeskrig. ⁴⁴ Og han gav dem Hedningernes Lande; og de arvede, hvad Folkene havde haft Møje for, ⁴⁵ paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!

²² underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige rring ved det røde Hav.

¹⁹ Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.

¹¹ Da ihukom hans Folk de gamle Dage under Mose: Hvor er han som opførte dem af Havet tillige med sin Hjords Hyrde hvor er han, som gav sin Helligaand midt iblandt dem? ¹² han, sorn lod sin Herligheds Arm føre Moses højre Haand, han, som kløvede Vandene for deres Ansigt for at gøre sig et evigt Navn?

⁴⁵ Tænker ikke, at jeg vil anklage Eder for Faderen; der er den, som Eder anklager, Moses, paa hvem I haabe. ⁴⁶ Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han har skrevet om mig. ⁴⁷ Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord?

³⁵ Denne Moses, hvilken de fornægtede, sigende: hvo har sat dig til en Øverste og Dommer? denne sendte Gud til at være en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken. ³⁶ Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørken i fyrretyve Aar. ³⁷ Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre. ³⁸ Denne er den, som i Menigheden udi Ørken stod imellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre; den, som annammede de levende Ord at give os; ³⁹ hvem Eder Fædre ikke vilde lyde, men stødte ham fra sig og vendte med deres hjerter tilbage til Ægypten, sigende til Aaron: ⁴⁰ gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vilde ikke, hvad der er skeet denne Moses, som udstødte os af Ægypternes land. ⁴¹ Og de gjorde en Kalv i de samme Dage og fremførte Offer for Afguden og vare lystige ved deres Hænders Gjerninger. ⁴² Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offeret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken? ⁴³ Og I bare Molochs Tabernakel og Remphans, Eders Guds, Stjerne, de Billeder, som I have gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte Eder bort paa hiin Side Babylon. ⁴⁴ Vidnesbyrdets tabernakel var iblandt vore Fædre i Ørken, ligesom han befalede Moses at gjøre det efter den Lignelse, som han havde seet. ⁴⁵ Dette annammede vore Fældre og indførte det under Josva i Landet, som Hedningerne havde inde, hvilke Gud uddrev fra vore Fædres Aasyn indtil Davids Dage. ⁴⁶ Han fandt Naade for Gud og begjerede at udsee et Tabernakel for Jakobs Gud. ⁴⁷ Men Salomo byggede ham et Huus. ⁴⁸ Dog den Høieste boer ikke i Templer, gjorte med Hænder, som Propheten siger: ⁴⁹ Himmelen er min Throne, men Jorden mine Fødders Skammel, hvad Huus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvor er min Hviles Sted? ⁵⁰ Har ikke min Haand gjort alt dette? ⁵¹ I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I. ⁵² Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne; ⁵³ I, som annammede Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den! ⁵⁴ Men der de hørte dete, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham. ⁵⁵ Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed og Jesus staaende hos Guds høire Haand. ⁵⁶ Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds høire Haand. ⁵⁷ Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren og stormede samdrægteligen ind paa ham. ⁵⁸ Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus. ⁵⁹ Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand! ⁶⁰ Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Ogsom han dette sagde, sov han hen.