Psalms 101:3 Cross References - Danish

³ Jeg vil ikke sætte mig en Niddingsdaad for Øje; jeg hader det, overtroedere begaa, det skal ikke hænge ved mig.

¹⁷ Du skal ikke begære din Næstes Hus. Du skal ikke begære din Næstes Hustru eller hans Svend eller hans Pige eller hans Okse eller hans Asen eller noget, som hører din Næste til.

⁸ De vege snart fra den Vej, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og ofret til den og sagt: Israel! disse ere dine Guder, som førte dig op af Ægyptens Land.

¹⁷ Og lad intet af det bandlyste hænge ved din Haand, at HERREN maa afvendes fra sin strenge Vrede og skænke dig Barmhjertighed og forbarme sig over dig og mangfoldiggøre dig, ligesom han har tilsvoret dine Fædre.

⁹ Tag dig i Vare, at der ikke er en nedrig Tanke i dit Hjerte, at du siger: Det syvende Aar, Henstandsaaret er nær, og at du er karrig imod din fattige Broder og ikke giver ham, og at han raaber over dig til HERREN, og det skal være dig til Synd.

⁶ Saa værer saare stærke til at holde og at gøre alt det, som er skrevet i Mose Lovbog, saa at I ikke vige derfra til højre eller venstre Side,

²⁰ Da sagde Samuel til Folket: Frygter ikke! I have vel gjort alt dette onde; viger dog ikke fra HERREN, men tjener HERREN i eders ganske Hjerte! ²¹ Og viger ikke af; thi saa følge I forfængelige Ting, sorn ej gavne eller hjælpe, thi de ere Forfængelighed.

¹¹ Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til HERREN den ganske Nat.

² Og det skete ved Aftens Tid, at David stod op af sin Seng og vandrede paa Taget af Kongens Hus og saa fra Taget en Kvinde, som badede sig, og den Kvinde var saare dejlig af Udseende. ³ Og David sendte hen og lod spørge efter Kvinden, og en sagde: Er det ikke Bathseba, Eliams Datter, Hethiteren Urias Hustru?

² Og Akab talede til Naboth og sagde: Giv mig din Vingaard, at den maa være mig til en Urtehave, efterdi den er nær ved mit Hus, og jeg vil give dig en Vingaard for den, som er bedre end denne; eller om dig godt synes, vil jeg give dig Penge for den, saa meget som den er værd. ³ Og Naboth sagde til Akab: HERREN lade det være langt fra mig, at jeg skulde give dig mine Fædres Arv. ⁴ Da kom Akab ilde tilfreds og vred til sit Hus for det Ords Skyld, som Jisreeliteren Naboth havde talt til ham og sagt: Jeg vil ikke give dig mine Fædres Arv; og han lagde sig paa sin Seng og vendte sit Ansigt omkring og aad ikke Brød. ⁵ Da kom Jesabel, hans Hustru, til ham, og hun sagde til ham: Hvad er det for noget, at din Aand er saa ilde tilfreds, at du ikke æder Brød? ⁶ Og han sagde til hende: Fordi jeg talte til Jisreeliteren Naboth og sagde til ham: Giv mig din Vingaard for Penge, eller om du har Lyst dertil, da vil jeg give dig en anden Vingaard for den, og han sagde: Jeg vil ikke give dig min Vingaard. ⁷ Da sagde Jesabel, hans Hustru, til ham: Du, jo, du skulde nu have Kongemagt over Israel! staa op, æd Brød og lad dit Hjerte være vel til Mode, jeg vil give dig Jisreeliteren Naboths Vingaard. ⁸ Og hun skrev Breve i Akabs Navn og forseglede dem med hans Signet, og hun sendte Brev til de ældste og til de ypperste, som vare i hans Stad, og som boede ved Naboth. ⁹ Og hun skrev i Brevene og sagde: Lader udraabe en Faste, og sætter Naboth øverst iblandt Folket! ¹⁰ Og sætter to Mænd Belials Børn, tværs overfor ham, som skulle vidne imod ham og sige: Du har bandet Gud og Kongen og fører ham ud og stener ham, at han dør. ¹¹ Og de ældste Mænd og ypperste i hans Stad, som boede i hans Stad, gjorde, ligesom Jesabel havde ladet sige til dem, ligesom der var skrevet i Brevene, som hun havde sendt til dem. ¹² De lode udraabe en Faste og satte Naboth øverst iblandt Folket. ¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde ¹⁴ Og de sendte til Jesabel og lode sige: Naboth er stenet og er død. ¹⁵ Og det skete, der Jesabel hørte at Naboth var stenet og var død da sagde Jesabel til Akab: Staa op tag til Eje Jisreeliteren Naboths Vin gaard, som han vægrede sig ved give dig for Penge; thi Naboth lever ikke, men er død. ¹⁶ Og det skete, der Akab hørte, at Naboth var død, da stod Akab op at gaa ned i Jisreeliteren Naboths Vingaard for at tage den til Eje. ¹⁷ Og HERRENS Ord skete til Thisbiteren Elias og sagde: ¹⁸ Staa op, gak ned imod Akab, Israels Konge, som er i Samaria; se, han er i Naboths Vingaard, hvorhen han er gaaet ned for at tage den til Ejendom. ¹⁹ Og du skal tale til ham og sige: Saaledes sagde HERREN: Har du baade myrdet og tilmed taget en Ejendom? Fremdeles skal du tale til ham og sige: Saa siger HERREN: Paa det Sted, hvor Hundene slikkede Naboths Blod, skulle Hundene slikke dit Blod, ja ogsaa dit. ²⁰ Og Akab sagde til Elias: Har du fundet mig, min Fjende? Og han saagde: Jeg har fundet dig, fordi du har solgt dig selv til at gøre det onde for HERRENS Øjne. ²¹ Se, jeg vil føre Ulykke over dig og borttage dine Efterkommere og udrydde af alt Akabs Hus enhver af Mandkøn og den bundne og den løsladte i Israel. ²² Og jeg vil gøre dit Hus som Jeroboams, Nebats Søns, Hus, og som Baesas, Ahias Søns, Hus, for den Opirrelses Skyld, som du har opirret mig med, og fordi du kom Israel til at synde. ²³ Og om Jesabel har HERREN ogsaa talt og sagt: Hundene skulle æde Jesabel inden Jesreels Mure. ²⁴ Hvo som dør i Staden af Akabs Hus, skulle Hundene æde, og hvo som dør paa Marken, skulle Fuglene under Himmeler æde. ²⁵ Dog var der ingen som Akab der havde solgt sig selv til at gøre det onde for HERRENS Øjne, fordi hans Hustru Jesabel tilskyndte ham: ²⁶ og han handlede saare vederstyggeligt, idet han vandrede efter de stygge Afguder, aldeles ligesom Amoriterne gjorde, hvilke HERREN fordrev for Israels Børns Ansigt. ²⁷ Og det skete, der Akab hørte disse Ord, da sønderrev han sine Klæder og lagde Sæk om sin Krop og fastede, og laa i Sæk og gik sagtelig. ²⁸ Og HERRENS Ord skete til Thisbiteren Elias og sagde: ²⁹ Har du set, at Akab har ydmyget sig for mit Ansigt fordi han har ydmyget sig for mit Ansigt, vil jeg ikke lade det onde komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg føre det onde over hans Hus.

¹ Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

³ De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er inben, som gør godt, end ikke een.

²⁰ Og han førte mig ud i det fri han frelste mig, thi han havde Lyst til mig. ²¹ HERREN vederlagde mig efer min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed. ²² Thi jeg har bevaret HERRENS Veje, o jeg er ikke funden skyldig for min Gud. ²³ Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke.

⁴ Jeg sidder ikke hos falske Folk og kommer ikke hos underfundige. ⁵ Jeg hader de ondes Forsamling og sidder ikke hos de ugudelige.

³ Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet.

¹ Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.

⁴ Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lovsang til vor Gud; mange skulle se og frygte og forlade sig paa HERREN.

⁴¹ Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.

⁵⁷ Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.

¹⁰ I, som elske HERREN! hader det onde; han bevarer sine helliges Sjæle, han frier dem af de ugudeliges Haand.

³⁷ Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed hold mig i Live paa din Vej.

¹¹³ De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg.

⁵ Men dem, som bøje ind paa deres Krogveje, skal HERREN lade fare bort med dem, som øve Uret. Fred være over Israel!

²⁵ Begær ikke hendes Dejlighed i dit Hjerte, og lad hende ikke indtage dig med sine Øjenlaage!

³¹ Se ikke til Vinen, hvor den er rød, hvor den perler i Bægeret; glat gaar den ned. ³² Til sidst skal den bide som en Slange og stikke som en Basilisk; ³³ dine Øjne ville se efter fremmede Kvinder, og dit Hjerte vil tale forvendte Ting; ³⁴ og du vil blive som den, der sover midt paa Havet, og som den, der sover paa Toppen af Masten ³⁵ De sloge mig, det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg vil søge den endnu engang.

⁹ Bedre er, hvad man ser for øjnene, end Sjælens Begær; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.

¹¹ viger bort fra Vejen, bøjer af fra Stien; lader os have Ro for den Hellige i Israel!

¹⁵ Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde:

¹⁷ Men dine Øjne og dit Hjerte ere ikke til andet end til din Vinding og til at udøse uskyldigt Blod og til at øve Vold og Undertrykkelse.

⁶ Thi de bringe deres Hjerte nær til deres List som til Ovnen; den hele Nat sover deres Bager; om Morgenen brænder den som luende Ild. ⁷ Alle gløde de som Ovnen, og de have fortæret deres Dommere; alle deres Konger ere faldne, der er ingen iblandt dem, som paakalder mig.

² Og de have Begærlighed efter Agre og rane dem, efter Huse og tage dem; og de eve Vold imod Manden og hans Hus, imod ham og hans Arv.

⁵ og dem, som paa Tagene tilbede Himmelens Hær, og dem, som tilbedende sværge til HERREN og dog sværge ved deres Konge; ⁶ og dem, som ere vegne bort fra HERREN, og som ikke have søgt HERREN og ikke spurgt efter ham.

²⁸ Men jeg siger Eder, at hver den, som seer paa en Kvinde for at begjære hende, har allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte.

⁹ Kjærligheden være uden Skrømt; haver Afsky til det Onde, Hænder fast ved det Gode;

⁹ Men nu, da I kjende Gud, ja, meget mere ere kjendte af Gud, hvorledes vende i da atter tilbage til den svage og fattige Børnelærdom, hvoraf i atter forfra ville gjøre Eder til Trælle?

³⁹ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordærvelse, men af dem, som troe til Sjælens Frelse.

¹³ Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen. ¹⁴ Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed; ¹⁵ derefter, naar Begjerligheden har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.

²¹ Thi det havde været dem bedre, at de ikke havde kjendt Retfærdighedens Vei, end at de, der de kjendte den, have vendt sig fra det hellige Bud, som var dem overantvordet.

¹⁹ De ere udgangne fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de vel blevne hos os. Men det skulde vorde aabenbart, at de ikke alle ere af os.