Proverbs 18:7 Cross References - Danish

7 Daarens Mund er en Fordærvelse for ham selv, og hans Læber ere en Snare for hans Sjæl.

Judges 11:35

35 Og det skete, der han saa hende, da sønderrev han sine Klæder og sagde: Ak, min Datter! du har nedbøjet mig saare, og du har bedrøvet mig inderligen; thi jeg oplod min Mund til HERREN, og jeg kan ikke kalde det tilbage.

1 Samuel 14:24-46

24 Og, Israels Mænd bleve haardt anstrengte paa den samme Dag; thi Saul havde besvoret Folket og sagt: Forbandet være den Mand, som æder noget Mad indtil Aftenen, at jeg kan faa mig hævnet paa mine Fjender; derfor smagte det ganske Folk ingen Mad. 25 Og Folket fra det ganske Land kom ind i Skoven; men der var Honning paa Marken. 26 Og Folket kom ind i Skoven, se, da flød Honningen; og ingen førte sin Haand til sin Mund; thi Folket frygtede for Besværgelsen. 27 Men Jonathan havde ikke hørt det, der hans Fader besvor Folket, men han udrakte det yderste af Kæppen, som han havde i sin Haand, og dyppede den i en Honningkage; og han førte sin Haand til sin Mund, og hans Øjne bleve klare. 28 Da svarede en Mand af Folket og sagde: Din Fader besvor Folket haardeligen og sagde: Forbandet være hver Mand, som æder nogen Mad i Dag. Og Folket var træt. 29 Da sagde Jonathan: Min Fader har gjort Uret imod Landet; se, kære, mine Øjne ere blevne klare, fordi jeg smagte lidet af denne Honning. 30 Ja, gid Folket havde ædt i Dag af sine Fjenders Bytte, som de fandt; thi hidtil har Nederlaget ikke været meget stort paa Filisterne. 31 Og de sloge Filisterne paa den Dag fra Mikmas indtil Ajalon, og Folket blev meget træt. 32 Og Folket tillavede, hvad de havde gjort til Bytte, og de toge Faar og Øksne og Kalve og slagtede paa Jorden, og Folket aad det med Blodet. 33 Da forkyndte de Saul det, og sagde: Se, Folket synder for HERREN, at de æde det med Blodet, og han sagde: I have forsyndet eder, vælter nu en stor Sten hen til mig! 34 Og Saul sagde: Adspreder eder iblandt Folket og siger til dem: Fører hver sin Okse og hver sit Lam hid til mig, og slagter dem her og æder, og synder ikke imod HERREN ved at æde med Blodet; da førte alt Folket hver sin Okse ved sin Haand derhen om Natten, og de slagtede der. 35 Da byggede Saul HERREN et Alter; det var det første Alter, han byggede HERREN. 36 Og Saul sagde: Lader os drage ned efter Filisterne i Nat og gøre Bytte iblandt dem, indtil det bliver lys Morgen, saa at vi ikke lade en Mand af dem blive tilovers; og de sagde: Gør alt det, som er godt for dine Øjne; men Præsten sagde: Lader os her holde os nær til Gud. 37 Og Saul adspur gte Gud: Skal jeg drage ned efter Filisterne? vil du give dem i Israels Haand? Men han svarede ham ikke paa den Dag. 38 Da sagde Saul: Kommer her hid, alle Folkets Øverster, og kender og ser, hvorved denne Synd i Dag er sket. 39 Thi saa vist som HERREN lever, han, der frelser Israel! dersom det endog var Jonathan, min Søn, da skal han visseligen dø; og ingen svarede ham af alt Folket. 40 Og han sagde til al Israel: I skulle være paa den ene Side, men jeg og Jonathan, min Søn, vi ville være paa den anden Side; og Folket sagde til Saul: Gør det, som godt er for dine Øjne. 41 Og Saul sagde til HERREN, Israels Gud: Lad Sandheden komme frem; og Jonathan og Saul blev ramt, men Folket gik fri. 42 Da sagde Saul: Kaster Lod imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan ramt. 43 Og Saul sagde til Jonathan: Giv mig til Kende, hvad du har gjort? Og Jonathan gav ham til Kende og sagde: Jeg smagte med det yderste af den Kæp, som er i min Haand, lidt Honning, se, her er jeg, skal jeg dø 44 Da sagde Saul: Gud gøre mig nu og fremdeles saa og saa, du skal visseligen dø, Jonathan! 45 Men Folket sagde til Saul: Skulde Jonathan dø, som har bragt denne store Frelse i Israel? det være langt fra! Saa vist som HERREN lever, skal der ikke falde et af hans Hovedhaar til Jorden, thi han har gjort dette paa denne Dag ved Gud; saa udfriede Folket Jonathan, at han ikke skulde dø. 46 Da drog Saul op fra at jage efter Filisterne, og Filisterne gik til deres Sted.

Psalms 64:8

8 Men Gud skyder paa dem; Pilen kommer hastigt, den bliver deres Saar.

Psalms 140:9

9 Tilsted ikke, HERRE! den ugudelige hans Begæringer, lad ikke hans onde Anslag faa Fremgang; de maatte ophøje sig deraf. Sela.

Proverbs 6:2

2 har du bundet dig ved din Munds Ord, ladet dig fange ved din Munds Ord:

Proverbs 10:8

8 Den, som er viis af Hjerte, tager imod Budene; men den, som er en Daare i sin Mund, styrtes.

Proverbs 10:14

14 De vise gemme paa Kundskab; men for Daarens Mund er Undergang nær.

Proverbs 12:13

13 Læbers Forsyndelse er der en Snare for den onde; men den retfærdige skal komme ud af Angest.

Proverbs 13:3

3 Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.

Ecclesiastes 10:11-14

11 Dorsom Slangen bider, gavner Besværgelse intet, og Tungens Ærermand har ingen Fordel: 12 Ordene af den vises Mund ere yndige; men Daarens Læber opsluge ham selv. 13 Hans Munds Ord Begyndelse er Daarskab; og det sidste af hans Mund er fordærvet Galskab. 14 Og en Daare gør mange Ord; Mennesket kan ikke vide, hvad der skal ske; og hvo kan forkynde ham, hvad der skal ske efter ham.

Mark 6:23-28

23 Og han svoer hende: hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige. 24 Men hun gik ud og sagde til sin Moder: hvad skal jeg bede om? Men hun sagde: Johannes den Døbers Hoved. 25 Og hun gik strax hastelig ind til Kongen, bad og sagde: jeg vil, at du strax giver mig paa et Fad Johannes den Døbers Hoved. 26 Og Kongen blev bedrøvet, dog for Edernes og Gjesternes Skyld vilde han ikke afvise hende. 27 Og Kongen sendte strax En af Vagten og befoel at hente hans Hoved. 28 Denne gik hen og halshuggede ham i Fængslet; og han bar hans Hoved frem paa et Fad og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det.

Acts 23:14-22

14 Disse gik til de ypperstepræster og de Ældste og sagde: vi have under Forbandelser svoret, ikke at smage Noget, førend vi have slaget Paulus ihjel. 15 Saa giver nu I tilligemed Raadet Øversten tilkjende, at han i Morgen fører ham ned til Eder, som om I vilde nøiere forfare om ham; men vi ere rede til at ombringe ham, førend han kommer for Eder. 16 Men Paulus' Søstersøn, som havde hørt dette Anslag, kom og gik ind i Fæstningen og forkyndte Paulus det. 17 Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: før dette unge Menneske hen til Øversten; thi han har Noget at forkynde ham. 18 Da tog han ham og førte ham til Øversten og sagde: den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han har Noget at sige dig. 19 Men Øversten tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurge: hvad er det, som du har at forkynde mig? 20 Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet i Morgen, som om de vilde nøiere underløge hans Sag. 21 Lad du dig derfor ikke overtale af dem: thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke under Forbandeler lovet, hverken at æde eller at drikke, førend de have ombragt ham; og de ere nu rede og forvendte Besked fra dig. 22 Da lod Øversten det unge Menneske gaae og bød ham: du skal Ingen sige, at du har givet mig dette tilkjende.

Cross Reference data is from OpenBible.info, retrieved June 28, 2010, and licensed under a Creative Commons Attribution License.