Matthew 6:5 Cross References - Danish

⁵ Og naar du beder, skal du ikke være som Øienskalkene; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Hjørner af Gader. paa det de kunne ansees af Menneskene; sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte.

⁸ Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl! ⁹ Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham lo Kan han forlyste sig ved den Almægtige? ¹⁰ kan han til hver en Tid paakalde Gud?

² HERRE! vend dine øren til mine Ord, agt paa min Tanke!

¹⁷ Jeg vil raabe til Gud, og HERREN skal frelse mig.

⁸ De ugudeliges Offer er HERREN en Vederstyggelighed; men de oprigtiges, Bøn er ham en Velbehagelighed.

⁵ Hver som er hovmodig i Hjertet, er HERREN en Vederstyggelighed; man kan give sin Haand, paa, at han ikke bliver agtet uskyldig.

¹⁵ Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod.

⁶ Søger HERREN, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær. ⁷ Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til HERREN, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade.

¹² Og I skulle paakalde mig og gaa hen og bede til mig, og jeg vil høre eder.

¹⁰ Derfor opsatte Kong Darius Skliftet og Forbudet.

⁴ Og jeg bad til HERREN min Gud, og bekendte og sagde: Ak, Herre, du store og forfærdelige Gud, som bevarer Pagt og Miskundhed imod dem, som elske ham, og imod dem, sorn holde hans Bud! ⁵ Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og været genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love. ⁶ Og vi hørte ikke paa dine Tjenere, Profeterne, som talte i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre og til alt Folket i Landet. ⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig. ⁸ HERRE! Ansigts Blusel er for os, for vore Konrer, for vore Fyrster og for vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig. ⁹ Hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Forladelse, thi vi have været genstridige imod ham, ¹⁰ og vi have ikke hørt paa HERREN vor Guds Røst, saa at vi vandrede i hans Love, som han gav for vort Ansigt ved sine Tjenere, Profeterne. ¹¹ Men al Israel har overtraadt din Lov og er afveget, idet de ikke hørte paa din Røst; derfor er der udøst over os den Forbandelse og den Ed; som er skrevet i Mose, Guds Tjeners Lov; thi vi have syndet imod ham. ¹² Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme nær os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem. ¹³ Ligesom skrevet er i Moses Lov, saa er alt dette onde kommet over os; og vi have ikke formildet HERREN vor Guds Ansigt ved at omvende os fra vore Misgerninger og blive forstandige i din Sandhed. ¹⁴ Derfor vaagede HERREN over Ulykken og lod den komme over os; thi HERREN vor Gud er retfærdig i alle sine Gerninger, som han gør, men vi havde ikke hørt paa hans Røst. ¹⁵ Og nu, Herre, vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægyptens Land med en stærk Haand og indlagde dig et Navn, som det er paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligt. ¹⁶ Herre! efter alle din Retfærdigheds Bevisninger, lad dog din Vrede og din Harme vende sig bort fra min Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for Vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, som ere trindt omkring os. ¹⁷ Og nu, vor Gud! hør din Tjeners Bøn og hans ydmyge Begæringer, og lad dit Ansigt lyse over din Helligdom, som er Ødelagt, for Herrens Skyld. ¹⁸ Bøj dit Øre, min Gud! og hør, oplad dine Øjne, og se Ødelægbelserne, som ere komne over os og Staden; over hvilken dit Navn kaldes; thi vi nedlægge vore ydmyge Begæringer for dit Ansigt, ikke for vore retfærdige Gerningers Skyld, men for din store Barmhjertigheds Skyld. ¹⁹ Herre, hør! Herre, forlad! Herre, giv Agt og gør det! tøv ikke! for, din Skyld, min Gud! thi dit Navn kaldes over din Stad og over dit Folk.

² Derfor, naar du gjør Almisse, skal du ikke lade blæse i Basune for dig, som Øijskalkene gjøre i Synagoger og paa Gader, paa det de kunne æres af Mennesker; Sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte.

¹⁶ Naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Øienskalkene; thi de forvende deres Ansigt, paa det Menneskene kunne se dem faste; sandelig siger jeg Eder: de havde deres Løn borte.

⁷ Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades. ⁸ Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker, ham skal oplades.

³⁸ beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst.

²² Og alt det, I begjære i Bønnen troende, det skulle I faae.

⁶ Og de ville gjerne sidde øverst tilbords ved Nadverne og paa de fornemste Sæder i Synagogerne.

¹³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaae Ikke derind, og dem, som ville gaae ind, tillade I det ikke.

²⁵ Og naar I staae og bede, forlader dersom I have Noget imod Nogen, at og Eders Fader, som er i Himlene, maa forlade Eder Eders Overtrædelser.

³⁸ Og han sagde dem i sin Underviisning: tager Eder vare for de Skriftkloge, som gjerne gaae i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvene,

⁴³ Vee Eder, I Pharisæer! at I ville gjerne sidde paa det fornemste Sæde i Synagogerne og være hilsede paa Torvene.

¹² Men han sagde og til den, som han havde budet: naar du gjør Middags- eller Aftensmaaltid, byd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det de ikke skulle indbyde dig igjen, og dig skee Vederlag. ¹³ Men naar du gjør et Gjestebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde: ¹⁴ saa skal du være salig; thi de have Intet at betale derfor; men det skal igjengives dig i de Retfærdiges Opstandelse.

¹ Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man bør altid bede og ikke blive træt.

¹⁰ der gik to Mennesker op til Templet at bede; den Ene var en Pharisæer, og den anden en Tolder. ¹¹ Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder.

¹³ Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øiene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!

⁴⁷ dem, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faae des haardere Dom.

²⁴ Hidindtil have I ikke bedet om Noget i mit Navn; beder, og I skulle faae, og Eders Glæde maa blive fuldkommen.

¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige,

² Bliver varagtige i Bønnen, og vaager i samme med Taksigelse; ³ og beder tillige ogsaa for os, at Gud vilde oplade os Ordets Dør til at forkynde Christi Hemmlighed, for hvis Skyld jeg er bunden,

¹⁷ Beder uden Afladelse.

⁶ Derfor siger Skriften: Gud imodstaaer de Hoffærdige, men giver de Ydmyge Naade.

¹⁵ Og Troens Bøn skal frelse den Syge, og Herren skal oprise ham, og han har gjort Synder, skulle de forlades ham. ¹⁶ Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne læges; en Retfærdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig.