Matthew 5:25 Cross References - Danish

²⁵ Vær snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien, at Modstaneren ikke skal overantvorde Dommeren dig, og Dommeren skal overantvorde Tjeneren dig, og du skal kastes i Fængsel.

³ Og Jakob sendte Bud for sig til Esau sin Broder, til det Land Sejr, paa Edoms Mark. ⁴ Og han befalede dem og sagde: Saa skulle I sige til min Herre, til Esau: Saa siger din Tjener Jakob: Jeg har været fremmed hos Løan og dvælet der indtil nu. ⁵ Og jeg har Øksne og Asener, Kvæg og Svende og Tjenestepiger, og jeg har udsendt Bud, at give min Herre det til Kende for at finde Naade for dine Øjne. ⁶ Og Budene kom igen til Jakob og sagde: Vi kom til din Broder, til Esau; og han drager ogsaa imod dig, og fire Hundrede Mand med ham. ⁷ Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa delte han Folket, som var hos ham, og Kvæget og Øksnene og Kamelerne i to Hære. ⁸ Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Hær og slaar den, da kan den Hær, som bliver tilovers, undkomme.

¹³ Saa bIev han der samme Nat og tog af det, han havde under sin Haand, til en Skænk for sin Broder Esau; ¹⁴ to Hundrede Geder og tyve Bukke, to Hundrede Faar og tyve Vædre, ¹⁵ Kameler, som gave at die, og deres Føl tredive Køer fyrretyve, og Øksen ti, Aseninder tyve, og ti Føl. ¹⁶ Og han gav dem under sine Tjeneres Haand, hver Hjord for sig, og sagde til sine Tjenere: Gaar foran mig og gører Rum imellem hver Hjord! ¹⁷ Saa befalede han den første og sagde: befalede han den første og sagde: Naar Esau, min Broder, møder dig og spørger dig og siger: Hvem hører du til, og hvor vil du rejse hen? og hvem høre disse til, som du driver for dig? ¹⁸ da skal du sige: Din Tjener Jakob; det er en Skænk, sendt til min Herre, til Esau, og se, han kommer ogsaa selv efter os. ¹⁹ Og han befalede den anden ligesaa og den tredje og alle dem, som gik efter Hjordene, og sagde: Paa denne Maade skulle I sige til Esau, naar I møde ham. ²⁰ Og I skulle sige: Se, ogsaa din Tjener Jakob er bag os; thi han tænkte: Jeg vil forsone hans Ansigt med den Skænk, som gaar for mig, og siden se hans Ansigt, kanske han antager min Person. ²¹ Saa gik den Skænk foran ham; men han blev selv samme Nat ved Hæren. ²² Og han stod op i samme Nat og tog sine to Hustruer og sine to Tjeneste kvinder og sine elleve Børn og gik over Vadestedet Jabok.

³ Og han gik selv frem foran dem og bøjede sig til Jorden syv Gange, indtil han kom til sin Broder. ⁴ Og Esau løb mod ham og tog ham i Favn og faldt om hans Hals og kyssede ham, og de græd. ⁵ Han opløftede sine Øjne og saa Kvinderne og Børnene og sagde: Hvo ere disse, som ere med dig og han sagde: Det er de Børn, som Gud har skænket din Tjener. ⁶ Saa gik Tjenestekvinderne frem og deres Børn og nejede. ⁷ Og Lea gik ogsaa frem og hendes Børn og nejede, og derefter kom Josef og Rakel frem og nejede. ⁸ Og han sagde: Hvad vil du med al denne Hær, som jeg mødte og han sagde: For at jeg maa finde Naade for min Herres Øjne. ⁹ Og Esau sagde: Jeg har meget, min Broder! behold du, hvad dit er. ¹⁰ Og Jakob sagde: Nej, kære, dersom jeg nu har fundet Naade for dig, da annam min Skænk af min Haand; thi derfor saa jeg dit Ansigt, som naar man kunde se Guds Ansigt, og du var mig naadig. ¹¹ Kære, tag min Velsignelse, som er bragt til dig; thi Gud skænkede mig den, og jeg har alt dette; saa nødte han ham, og han tog det.

¹⁷ Saa vid nu og se, hvad du vil gøre, thi en Ulykke er fast besluttet over vor Herre og over alt hans Hus; og han er et Belials, Barn, saa at man ikke kan tale til. ¹⁸ Da skyndte Abigail sig og tog to Hundrede Brød og to Flasker vin og fem tillavede Faar og fem Maal ristede Aks og hundrede Klaser Rosiner og to Hundrede Klumper Figen, og hun lagde det paa Asener. ¹⁹ Og hun sagde til sine Drenge: Gaar foran mig, se, jeg kommer efter eder; men hun gav ikke Nabal sin Mand det til Kende. ²⁰ Og det skete, der hun red paa Asenet og drog ned i Skjul af Bjerget, se, da drog David og hans Mænd ned imod hende, og hun mødte dem: ²¹ Men David havde sagt: Visseligen, jeg har forgæves bevaret alt det, denne havde i Ørken, og der savnedes ikke noget af alt det, som han havde; men han betalte mig ondt for godt. ²² Gud gøre ved Davids Fjender nu og fremdeles saa og saa, om jeg skal lade overblive af alt det, han har, indtil Morgen, det bliver lyst, nogen af Mandkøn! ²³ Der Abigail saa David, da skyndte hun sig og steg ned af Asenet, og hun faldt ned paa sit Ansigt for Davids Ansigt og nedbøjede sig paa Jorden. ²⁴ Og hun faldt ned for hans Fødder og sagde: Hør mig, min Herre! denne Misgerning skal være min; Kære, lad din Tjenerinde tale for dine Øren og hør din Tjenerindes Ord. ²⁵ Min Herre vende ikke sit Hjerte imod denne Belials Mand, imod Nabal, thi som hans Navn er, saa er han: Nabal er hans Navn, og Daarlighed er hos ham; men jeg, din Tjenerinde, saa ikke min Herres unge Karle, som du havde udsendt. ²⁶ Og nu, min Herre, saa vist som HERREN lever, og saa vist som din Sjæl lever, da har HERREN forhindret dig i at udøse Blod og i at tage dig selv til Rette, saa skulle nu dine Fjender og de, som søge min Herres Ulykke, vorde som Nabal. ²⁷ Og her er nu denne Foræring, sorn din Tjenerinde førte til min Herre, og lad den gives de unge Karle, som følge min Herre. ²⁸ Kære, forlad din Tjenerindes Overtrædelse; thi HERREN skal berede min Herre et bestandigt Hus; thi min Herre fører HERRENS Krige, og intet ondt skal times dig i dine Dage. ²⁹ Naar noget Menneske rejser sig til at forfølge dig og til at søge efter dit Liv: Saa skal min Herres Sjæl være bunden i de levendes Knippe hos HERREN din Gud; men dine Fjenders Sjæl, den skal han udslynge ud af Slyngen. ³⁰ Og det skal ske, naar HERREN gør min Herre efter alt det gode, som han har talet over dig, og sætter dig til en Fyrste over al Israel, ³¹ da skal dette ikke være dig til Selvbebrejdelse eller min Herres Hjerte til Anstød, at han har udøst askyldigt Blod, og at min Herre har taget sig selv til Rette; og naar HERREN gør vel imod min Herre, da skal du komme din Tjenerinde i Hu. ³² Da sagde David til Abigail: Lovet være HERREN, Israels Gud, som sendte dig mig i Møde i Dag, ³³ og velsignet være din Fornuftighed, og velsignet være du, som forhindrede mig paa denne Dag fra at udøse Blod og fra at tage mig selv til Rette! ³⁴ Og sandelig, saa vist som HERREN, Israels Gud, lever, som forhindrede mig i at gøre dig ondt: Om du ikke havde skyndt dig og var kommen mig i Møde, da havde Nabal ikke beholdt tilovers indtil Morgen, naar det bliver lyst, nogen af Mandkøn. ³⁵ Saa tog David af hendes Haand det, som hun førte til ham, og han sagde til hende: Drag med Fred op til dit Hus, se, jeg adlød din Røst og ansaa din Person.

²⁶ Da sagde Israels Konge: Tag Mika og før ham tilbage til Amon, Stadens Befalingsmand, og til Joas, Kongens Søn. ²⁷ Og du skal sige: Saa siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels vand, indtil jeg kommer med Fred.

²¹ Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal kornme godt til dig.

⁶ Derfor skal hver hellig bede til dig til den Stund, du findes; komme store Vandskyl, skulle de ikke naa til ham.

¹ Min Søn! dersom du er gaaet i Borgen hos din Næste, har givet Haandslag til den fremmede; ² har du bundet dig ved din Munds Ord, ladet dig fange ved din Munds Ord: ³ Saa gør dog dette, min Søn! og red dig, fordi du er kommen i din Næstes Haand: Gak, nedkast dig for hans Fødder, og træng ind paa din Næste! ⁴ Tilsted ikke dine Øjne at sove eller dine Øjenlaage at slumre. ⁵ Fri dig som en Raa af Jægerens Haand og som en Fugl af Fuglefængerens Haand.

⁸ Gak ikke hastelig ud for at trætte, at du ikke skal begaa noget som helst paa det sidste, naar din Næste har beskæmmet dig.

⁶ Søger HERREN, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær. ⁷ Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til HERREN, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade.

⁵⁸ Thi medens du gaaer hen med din Modstander for Øvrigheden, da gjør din Flid paa Veien, at du kan gaae forligt fra ham, paa det han ikke skal drage dig for Dommeren, og Dommeren skal overantvorde Slutteren dig, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel. ⁵⁹ Jeg siger dig: du skal slet ikke komme derudfra, før end du betaler endog den sidste Skjerv.

²⁴ Stræber alvorligen at indgaae igjennem den snevre Port; thi Mange siger jeg Eder, skulle søge at komme ind og skulle ikke kunne. ²⁵ Efterat Huusbonden er staaet op og har tillukt Døren, og I da komme til at staae udenfor og banke paa Døren og sige: Herre, Herre, lad op for os! da skal han svare og sige til Eder: jeg kjender Eder ikke, hveden I ere.

³¹ Eller hvilken konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er mægtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde? ³² Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred.

² (han siger jo: paa den behagelig Tid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hjalp jeg dig. See, nu er den behagelige Tid, see, nu er Frelsens Dag;)

⁷ Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst,

¹³ Men formaner Eder selv hver Dag, saa længe det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.

¹⁷ Thi I vide, at han og derefter, der han vilde arve Velsignelsen, blev forskydt; thi han fandt ikke Sted for sin Anger, alligevel han med Graad søgte derom.