Matthew 18 Cross References - Danish

¹ I den samme Stund gik Disciplene til Jesus og sagde: hvo er den Største i Himmeriges Rige? ² Og Jesus kaldte et Barn til sig og stillede det midt iblandt dem, ³ og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. ⁴ Derfor, hvo sig selv fornedrer som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige. ⁵ Og hvo som annammer et saadant Barn i mit Navn, annammer mig. ⁶ Men hvo som forarger een af diss Smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans Hals, og han var kastet i Havets Dybhed. ⁷ Vee Verden for Forargelser! Vel er det fornødent, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelse kommer! ⁸ Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig. Det er dig bedre, at gaae halt eller enKrøbling ind til Livet, end at have to Hænder og to Fødder, og kastes i den evige Ild. ⁹ Og dersom dit Øie forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig. Det er dig bedre, at gaae eenøiet ind til Livet, end at have to Øine, og kastes i Helvedes Ild. ¹⁰ Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaa; thi jeg siger Eder: deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene. ¹¹ Thi Menneskens Søn er kommen at frelse det, som var fortabt. ¹² Hvad tykkes Eder? Om et Menneske havde hundrede Faar, og eet af dem foer vild, forlader han ikke de ni og halfremsindstyve, og gaaer paa Bjergene, og leder efter det, som er faret vild? ¹³ Og Hænder det sig, at han finder det, sandelig siger jeg Eder, at han glæder sig mer over det, end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke fore vild. ¹⁴ Saaledes er det ikke Eders himmelske Faders Villie, at een af diss Smaa skal fortabes. ¹⁵ Men om din Broder synder imod dig, gak hen, og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. ¹⁶ Men hører han dig ikke, da tag endnu Een eller To med dig, paa det at Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund. ¹⁷ Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder. ¹⁸ Sandelig siger jeg Eder: hvadsomhelst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvadsomhelst I løste paa Jorden, skal være løst i Himmelen. ¹⁹ Atter siger jeg Eder, at dersom To af Eder blive enige paa Jorden om hvad for en Sag det er, at de ville bede det det skal vederfares dem af min Fader som er i Himlene. ²⁰ Thi hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem. ²¹ Da gik Peter frem til ham og sagde: Herre! hvor ofte skal jeg forlade min Broder, som synder imod mig? indtil syv Gange? ²² Jesus sagde til ham; jeg siger dig, ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsinstyve Gange syv Gange. ²³ Derfor er Himmeriges Rige lignet ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere. ²⁴ Men der han begyndte at holde Regnskab, blev Een ført frem for ham, som var ti tusinde Talenter skyldig. ²⁵ Men der han Intet havde at betale med, bød hans Herre ham at sælges og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, og Gjælden at betales. ²⁶ Da faldt Tjeneren ned for hans Fødder og sagde: Herre! vær langmodig med mig, og jeg vil betlae det altsammen. ²⁷ Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligen over ham, og gav ham løs og forlod ham Gjælden. ²⁸ Men den samme Tjener gik ud og fandt en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Penninge skyldig; og han greb fat paa ham og vilde kvæle ham, og sagde betal mig det, du er skyldig. ²⁹ Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham og sagde: vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen. ³⁰ Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig. ³¹ Men der hans Medtjenere saae det, som skeet var, bleve de sare bedrøvede og kom og aabenbarede for deres Herre alt det, som skeet var. ³² Da kaldte hans Herre ham for sig og sagde til ham: du onde Tjener! al den Gjæld forlod jeg dig, fordi du bad mig. ³³ Burde dig ikke og at forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg og har forbarmet mig over dig? ³⁴ Og hans Herre blev vred, og overantvordede ham til Bødlerne, indtil han betlate det, han var ham skyldig. ³⁵ Saa skal og min himmelske Fader gjøre mod Eder, og I ikke forlade Eders hjerter hver sin Broder hans Brøst.

²⁴ da skal Kain hævnes syvfold, og Lamek halvfjerdsindstyve Gange og syv Gange.

⁷ Og der var Trætte imellem Abrams Fæhyrder og imellem Lots Fæhyrder; og der boede den Gang Kananiter og Feresiter i Landet.

¹ Og Jakob drog sin Vej, og Guds Engle mødte ham. ² Og der Jakob saa dem, sagde han: Denne er Guds Hær; og han kaldte det samme Steds Navn Makanaim.

² Disse er Jakobs Slægter. Josef var sytten Aar gammel, der han vogtede Kvæg med sine Brødre, og var som Dreng hos Bilhas Sønner og hos Silpas Sønner hans Faders Hustrus Børn; og Josef førte deres onde Rygte for deres Fader.

¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.

²⁴ Et Alter af Jord skal du gøre mig, og derpaa skal du ofre dine Brændofre og dine Takofre, dine Faar og dine Øksne; paa hvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig, og velsigne dig.

² Naar du køber en hebraisk Tjener, da skal han tjene seks Aar, og i det syvende skal han udgaa fri for intet.

² Byd Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om Brændofret. Det er det, som skal opstige paa Ildstedet paa Alteret, den ganske Nat indtil om Morgenen; og Alterets Ild skal altid brænde paa det. ³ Og Præsten skal iføre sig sit linnede Klædebon og drage linnede Underklæder paa sit Legeme, og han skal borttage Asken, naar Ilden har fortæret Brændofret paa Alteret, og lægge den ved Alteret. ⁴ Og han skal afføre sig sine Klæder og føre sig i andre Klæder, og han skal bære Asken ud, udenfor Lejren til et rent Sted. ⁵ Og Ilden paa Alteret skal brænde paa det, den skal ikke udslukkes; og Præsten skal antænde Ved derpaa hver Morgen, og han skal ordentlig lægge Brændofret derpaa og gøre et Røgoffer derpaa af det fede af Takofret. ⁶ Ilden skal stedse være optændt paa Alteret og maa ikke udslukkes. ⁷ Og dette er Loven om Madofret. Arons Sønner skulle føre det frem for HERRENS Ansigt, lige for Alteret.

¹⁷ Du skal ikke hade din Broder i dit Hjerte; men du skal irettesætte din Næste, at du ikke skal bære Synd for hans Skyld.

³⁹ Og naar din Broder forarmes hos dig, og han sælges til dig, da skal du ikke lade ham tjene hos dig paa den Maade, som en Træl tjener.

³⁰ Naar nogen ihjelslaar en Person, da skal man efter Vidners Mund slaa denne Manddraber ihjel; men eet Vidne skal ikke vidne imod en Person i Livssag.

⁶ Naar din Broder, din Moders Søn, eller din Søn eller din Datter eller din Hustru i din Arm eller din Ven, der er som din egen Sjæl, tilskynder dig i Løndom og siger: Lader os gaa og tjene andre Guder, som du og dine Fædre ikke kendte, ⁷ af Folkenes Guder, som ere rundt omkring eder, hvad enten de ere nær ved dig eller ere langt fra dig, fra Jordens ene Ende og til Jordens anden Ende: ⁸ Da samtyk ikke med ham, og hør ham ikke; og dit Øje skal ikke spare ham, og du skal ikke skaane ham og ej skjule ham.

² Og saaledes skal der forholdes med denne Henstand: Hver Ejermand, som har laant noget ud af sin Haand, skal give Henstand med det, som han har laant ud til sin Næste; han skal ikke kræve sin Næste eller sin Broder, naar man har udraabt Henstand for HERREN.

⁶ Efter to Vidners eller tre Vidners Mund skal den lide Døden, som er skyldig at dø; han skal ikke lide Døden efter eet Vidnes Mund.

¹⁵ Eet Vidne skal ikke staa frem imod nogen for nogen Misgerning eller for nogen Synd, i hvad Haande Synd nogen har syndet; efter to Vidners Mund eller efter tre Vidners Mund skal en Sag stadfæstes.

¹⁶ Og de kastede de fremmedes Guder bort fra sig og I tjente HERREN; og han ynkedes inderlig over Israels Nød.

¹⁷ Og de unge Mænds Synd var saare stor for HERRENS Ansigt; thi Mændene foragtede HERRENS Madoffer.

²² Og Eli var saare gammel, og han hørte alt det, hans Sønner gjorde mod al Israel, og at de laa hos de Kvinder, som kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør. ²³ Og han sagde til dem: Hvorfor gøre I disse Ting? thi jeg hører disse eders onde Handeler af alt dette Folk. ²⁴ Ikke saa, mine Sønner; thi det er ikke et godt Rygte, som jeg hører; I komme HERRENS Folk til at begaa Overtrædelse. ²⁵ Dersom en Mand synder mod en Mand, da skal Gud dømme ham; men dersom nogen synder mod HERREN, hvo skal da bede for ham? Men de hørte ikke deres Faders Røst; thi HERREN havde Villie til at slaa dem ihjel.

¹⁴ Dog, fordi du ved denne Gerning har givet HERRENS Fjender Lejlighed til at spotte, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visselig dø.

²⁸ Saa blev Absalom to Aar i Jerusalem og saa ikke Kongen Ansigt.

⁷ Og nu, HERRE, min Gud! du har; gjort din Tjener til Konge i min Fader Davids Sted; men jeg er et ungt Menneske, og jeg forstaar ikke at gaa ud eller ind;

¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde

¹⁷ Og HERRENS Ord skete til Thisbiteren Elias og sagde:

²⁷ Og det skete, der Akab hørte disse Ord, da sønderrev han sine Klæder og lagde Sæk om sin Krop og fastede, og laa i Sæk og gik sagtelig. ²⁸ Og HERRENS Ord skete til Thisbiteren Elias og sagde: ²⁹ Har du set, at Akab har ydmyget sig for mit Ansigt fordi han har ydmyget sig for mit Ansigt, vil jeg ikke lade det onde komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg føre det onde over hans Hus.

¹⁹ Og han sagde: Hør derfor HERRENS Ord: Jeg saa HERREN sidde paa sin Trone, og al Himmelens Hær staaende hos ham ved hans højre og ved hans venstre Side.

²⁷ Og du skal sige: Saa siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels vand, indtil jeg kommer med Fred.

¹ Og en Kvinde af Profeternes Børns Hustruer raabte til Elisa og sagde: Din Tjener, min Mand, er død, og du ved, at din Tjener frygtede HERREN; nu kommer Aagerkarlen og vil tage begge mine Sønner til sine Trælle.

¹⁶ Og han sagde: Frygt intet; thi de ere flere, som ere hos os, end de, som ere hos dem. ¹⁷ Og Elisa bad og sagde: HERRE! oplad dog hans Øjne, at han maa se; da oplod HERREN Drengens Øjne, og han saa, og se, da var Bjerget fuldt af gloende Heste og Vogne trindt omkring Elisa.

⁷ Og de gave til Arbejdet paa Guds Hus fem Tusinde Gentner Guld og ti Tusinde Drakmer og ti Tusinde Centner Sølv og atten Tusinde Gentner Kobber og hundrede Tusinde Gentner Jern.

²¹ Saa aade Israels Børn, de, der vare komne tilbage af dem, som havde været bortførte, samt alle de, som havde sluttet sig til dem og forladt Hedningernes Urenhed, i Landet for at søge HERREN Israels Gud.

⁶ og jeg sagde: Min Gud! jeg blues og skammer mig ved at opløfte mit Ansigt til dig, min Gud; thi vore Misgerninger ere mangfoldige og gaa os over Hovedet, og vor Skyld er stor indtil Himmelen.

⁵ Nu er dog vort Legeme saa godt som vore Brødres Legeme og vore Børn som deres Børn; men se, i maa give vore Sønner og vore Døtre hen som Trælle, ja, der er nogle af vore Døtre alt givne hen og ere ikke i vore Hænders Magt, medens vore Agre og vore vingaarde tilhøre andre.

⁷ Og jeg overvejede Sagen i mit Hjerte, og jeg trættede med de ypperste og Forstanderne og sagde til dem: I trykke den ene den anden med Gæld! og jeg stillede en stor Forsamling imod dem. ⁸ Og jeg sagde til dem: Vi have løskøbt vore Brødre, Jøderne, som vare solgte til Hedningerne, efter vor Formue, og I, I ville derimod sælge eders Brødre, og skulle de sælge sig til os? Da tav de og fandt intet at svare.

¹⁰ Og jeg, mine Brødre og mine Tjenere, vi have betroet dem Penge og Korn; lader os dog eftergive denne Gæld! ¹¹ Kære, tilbagegiver dem paa denne Dag deres Agre, deres Vingaarde, deres Oliegaarde og deres Huse, og den hundrede Part af Pengene og Kornet, Mosten og Olien, som I have betroet. dem.

¹⁷ Og de vægrede sig ved at høre dem og kom ikke dine underlige Ting i Hu, som du havde gjort med dem, men forhærdede deres Nakke og satte sig en Høvedsmand for i deres Genstridighed at vende tilbage til deres Trældom; men du er Forladelsens Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og du forlod dem ikke.

³¹ og naar Folkene i Landet førte Vare og alle Haande Korn til at sælge paa Sabbatsdagen, at vi da ikke vilde tage det af dem paa Sabbaten og paa Helligdage, og at vi vilde lade Marken hvile i det syvende Aar og give Henstand med alle Krav.

¹⁴ og de næste hos ham vare: Karsena, Sethar, Admatha, Tarsis, Meres, Marsena, Memukan, de syv Fyrster af Persien og Medien, som saa Kongens Ansigt og som sade øverst i Riget -.

⁴ hvis Øjne den ugudelige er foragtet, men som ærer dem som frygte HERREN; den, som har svoret sig til Skade og ikke vil forandre det;

¹⁵ Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærelighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner.

⁷ Denne elendige raabte, og HERREN hørte og frelste ham af alle hans Angester.

⁴ Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld.

¹² Du, HERRE! vil ikke holde din Barmhjertighed tilbage fra mig; din Miskundhed og din Sandhed ville altid bevare mig.

¹⁰ Lad mig høre Fryd og Glæde; lad de Ben fryde sig, som du har sønderstødt. ¹¹ Skjul dit Ansigt for mine Synder og udslet alle mine Misgerninger! ¹² Gud! skab mig et rent Hjerte og forny en stadig Aand inden i mig. ¹³ Bortkast mig ikke fra dit Ansigt og tag ikke din Helligaand fra mig!

³⁸ Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.

⁵ Thi du Herre! er god og rund til at forlade og rig paa Miskundhed imod alle, som paakalcte dig.

¹⁵ Men du, Herre! er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed.

¹¹ Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje.

¹⁵ Rører ikke mine salvede og gører ikke mine Profeter noget ondt.

¹³⁶ Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov.

¹⁵⁸ Jeg har set de troløse og væmmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord.

¹⁷⁶ Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar thi dine Bud har jeg ikke glemt.

³ Dersom du, HERRE, vil tage Vare paa Misgerninger, Herre! Hvo kan da bestaa? ⁴ Men hos dig er Forladelse, paa det du maa frygtes.

¹ En Sang paa Trapperne; af David. HERRE! mit Hjerte er ikke hovmodigt, og mine Øjne ere ikke stolte, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig forunderlige. ² Har jeg ikke, tysset og beroliget min Sjæl; som et afvant Barn hos sin Moder, ja, som det afvante Barn er min Sjæl inden i mig.

² Har jeg ikke, tysset og beroliget min Sjæl; som et afvant Barn hos sin Moder, ja, som det afvante Barn er min Sjæl inden i mig.

⁵ Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab.

⁸ HERREN er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed.

¹¹ Behag har HERREN til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.

³⁰ Den retfærdiges Frugt er et Livsens Træ, og den vise vinder Sjæle.

² Alle en Mands Veje ere rette for hans egne Øjne; men HERREN vejer Hjerter.

¹³ Hvo som stopper sit øre for den ringes Raab, han, ja, han skal raabe og ikke bønhøres.

⁹ Før din Sag imod din Næste; men aabenbar ikke en andens Hemmelighed, ¹⁰ paa det den, som det hører, ikke skal forhaane dig, og dit onde Rygte ikke vige fra dig.

²⁰ Paa den Dag skal Mennesket kaste sine Sølvafguder og sine Guldafguder, som de have gjort sig for at tilbede, bort til Muldvarpene og til Aftenbøkerne, ²¹ for at ty ind i Klippernes Kløfter, i Fjeldenes Huler for HERRENS Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han rejser sig for at forfærde Jorden.

¹⁰ Gør dette Folks Hjerte fedt, og gør deres Øren tunghørige, og tilstryg deres Øjne, at det ikke ser med sine Øjne og hører med sine Øren og forstaar med sit Hjerte, saa at det omvender sig og vorder lægt.

²² Og I skulle holde det Sølv for urent, som dine udskaarne Billeder ere beslagne med, og dit støbte Billedes Guldovertræk; du skal bort, kaste dem som noget urent; du skal sige til dem: "Herud!"

¹⁴ Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?

¹¹ Som en Hyrde skal han vobte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og hære dem i sit Skod; han skal lede de Faar, som give Die.

¹ Saa siger HERREN: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, ved hvilket jeg skulde have forskudt hende? eller hvem var jeg en Skyldner, at jeg skulde have solgt eder til ham? se, I ere solgte for eders Misgerningers Skyld, og eders Moder er forskudt for eders Overtrædelsers Skyld.

⁶ Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men HERREN lod al vor Misgerning komme over ham.

¹¹ Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes; naar han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange; og han skal bære deres Misgerninger.

⁷ Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til HERREN, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.

³ Hvorfor faste vi, og du ser det ikke? hvorfor spæge vi os, og du vil ikke vide det? Se, paa den Dag I faste, faa I, hvad der er eders Lyst, og I drive paa alle eders Arbejder

⁵ Thi som en Ungkarl ægter en Jomfru, saa skulle dine Børn holde Ægteskab med dig; og som en Brudgom glæder sig ved Bruden, saa skal din Gud glæde sig ved dig.

⁷ Men HERREN sagde til mig: Sig ikke: Jeg er ung; thi du skal gaa over alt, hvor jeg sender dig, og alt det, som jeg befaler dig, skal du tale.

¹⁰ Og med alt dette omvendte hendes troløse Søster Juda sig ikke til mig af sit ganske Hjerte, men paa Skrømt, siger HERREN.

¹ Gid mit Hoved var Vand og mit Øje en Taarekilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters ihjelslagne.

³⁷ Se, jeg samler dem fra alle Landene, hvorhen jeg fordrev dem i min Vrede og i min Harme og i stor Fortørnelse; og jeg vil føre dem tilbage til dette Sted og lade dem bo tryggelig. ³⁸ Og de skulle veere mig et Folk, og jeg vil være dem en Gud. ³⁹ Og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, at de skulle frygte mig alle Dage, for at det maa gaa dem vel og deres Børn efter dem. ⁴⁰ Og jeg vil slutte en evig Pagt med dem, at jeg; ikke vil drage mig tilbage fra dem, med at gøre dem godt; og jeg vil lægge min Frygt i deres Hjerter, at de ikke skulle vige fra mig. ⁴¹ Og jeg vil glæde mig over dem ved at gøre dem godt; og jeg vil plante dem i dette Land i Sandhed, af mit ganske Hjerte og af min ganske Sjæl.

⁶ Mit Folk var fortabte Faar, deres Hyrder havde forført dem, de hav de drevet dem bort til Bjergene; de droge fra Bjerge til Høje, de glemte, hvor de havde haft Leje.

¹² Og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, fordi I ikke have vandret efter mine Skikke og ikke holdt mine Bud, men gjort efter Hedningernes Vis, som ere trindt omkring eder.

³¹ Kaster bort fra eder alle eders Overtrædelser, hvilke I have begaaet, og bereder eder et nyt Hjerte og en ny Aand; hvorfor ville I dog dø, Israels Hus?

⁶ Mine Faar fare vild paa alle Bjergene og paa alle fremragende Høje, ja, mine Faar ere adspredte over det ganske Land, og der er ingen; som spørger, og ingen; som Ieder efter dem.

¹² Som en Hyrde ser efter sin Hjord paa den Dag, han er midt iblandt sine Faar, som ere adspredte, saaledes vil jeg se efter mine Faar og føre dem frelste hjem fra alle de Steder, hvorhen de vare adspredte paa Sky og Mørkhedsdag.

¹⁶ Efter det, som er tabt, vil jeg lede, og det fordrevne vil jeg føre tilbage, og det, som har lidt Brud, vil jeg forbinde, og det syge vil jeg styrke, men det fede og det stærke vil jeg Ødelægge, jeg vil vogte det med Retfærdighed.

²⁸ Og de skulle ikke ydermere være et Rov for Hedningerne, og intet vildt Dyr paa Jorden skal opæde dem; men de skulle bo tryggelig, og der skal ingen forfærde dem.

⁹ Saa siger den Herre, HERRE: Lad det være eder nok, I Israels Fyrster! lader Vold og Undertrykkelse være borte! gører Ret og Retfærdighed, hører op med at fortrænge mit Folk! siger den Herre, HERRE.

⁸ Dog, hvorledes skal jeg kunne hengive dig, Efraim? og lade dig fare, Israel? hvorledes skal jeg kunne gøre ved dig som ved Adma, behandle dig som Zeboim? mit Hjerte har vendt sig i mig, og min Medtidenhed er i heftig Bevægelse.

¹⁸ hvo er en Gud som du, der borttager Misgerning og gaar Overtrædelse forbi for det overblevne af sin Arv? han holder ikke fast ved sin Vrede evindelig, thi han har Lyst til Miskundhed. ¹⁹ Han skal atter forbarme sig over os, han skal træde vore Misgerninger under Fødder; og du skal kaste alle deres Synder i Havets Dyb.

¹⁷ HERREN din Gud i din Midte, din vældige, skal frelse; han skal glæde sig over dig med Fryd, han skal tie i sin Kærlighed, han skal juble over dig med Frydesang.

⁵ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Mand og en Maalesnor i hans Haand!

⁸ Og han sagde til ham: Løb, tal til denne unge Karl, og sig: Jerusalem skal ligge som aabne Byer, formedelst den Mangfoldighed af Mennesker og Kvæg, som er midt i den.

¹⁰ Thi hvo har foragtet ringe Tings Dag? og paa Blyloddet i Serubabels Haand skue med Glæde hine syv, nemlig HERRENS Øjne, de fare om over hele Jorden.

¹² Og de gjorde deres Hjerte som Demarit for ikke at høre Loven og Ordene, hvilke den HERRE Zebaoth sendte ved sin Aand igennem de første Profeter, og der kom en stor Vrede fra den HERRE Zebaoth:

⁷ Sværd! vaagn op imod min Hyrde og imod den Mand, som er min Næste, siger den HERRE Zebaoth; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa.

²⁰ Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand.

¹³ Men der de vare bortfarne, see, da aabenbaredes Herrens Engel for Joseph i en Drøm og sagde: staa op, og tag Barnet og dets Moder, og fly til Ægypten, og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter Barnet, for at omkomme det.

¹⁹ Men der Herodes var død, see, da aabenbaredes Herrens Engel i en Drøm for Joseph i Ægypten, sigende:

² omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær.

¹⁶ Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger og ære Eders Fader, som er i Himlene.

¹⁸ Thi sandelig siger jeg Eder: indtil Himlen og Jorden forgaae, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgaae af Loven, indtil det skeer altsammen. ¹⁹ Derfor, hvo som løser eet af disse mindste Bud og lærer Menneskene saaledes, han skal kaldes den Mindste i Himmeriges Rige; men hvo som dem gjør og lærer, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige. ²⁰ Thi jeg siger Eder: uden Eders Retfærdighed overgaar de Skriftkloges og Pharisæers, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige

²⁰ Thi jeg siger Eder: uden Eders Retfærdighed overgaar de Skriftkloges og Pharisæers, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige

²² Men jeg siger Eder, at hver den, som er vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; men hvo som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; men hvo som siger: du daare! skal være skyldig til Helvedes Ild.

²⁴ saa lad blive din Gave der for Alteret, og gak hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offre din Gave. ²⁵ Vær snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien, at Modstaneren ikke skal overantvorde Dommeren dig, og Dommeren skal overantvorde Tjeneren dig, og du skal kastes i Fængsel. ²⁶ Sandelig siger jeg dig: du skal slet ikke komme derudfra, førend du betaler den sidste Hvid.

²⁹ Men dersom dit høire Øie forager dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske Legme, skal kastes i Helvede.

²⁹ Men dersom dit høire Øie forager dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske Legme, skal kastes i Helvede. ³⁰ Og om din høire Haand forarger dig, hug den af og kast den fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske legme skal kastes i Helvede.

⁴⁴ Men jeg siger Eder: elsker Eders Fjender, velsigner dem, som Eder forbande, gjører dem godt, som Eder hade, og beder for dem, som gjøre Eder Skade og forfølge Eder, ⁴⁵ paa det I skulle vorde Eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige. ⁴⁶ Thi dersom I elske dem, som Eder elske, hvad have I da for Løn? Gjøre ikke ogsaa Toldere det Samme?

² Derfor, naar du gjør Almisse, skal du ikke lade blæse i Basune for dig, som Øijskalkene gjøre i Synagoger og paa Gader, paa det de kunne æres af Mennesker; Sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte.

⁵ Og naar du beder, skal du ikke være som Øienskalkene; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Hjørner af Gader. paa det de kunne ansees af Menneskene; sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte.

⁷ Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte for deres mange Ord.

⁹ Derfor skulle I saaledes bede: Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn;

¹¹ giv os i Dag vort daglige Brød; ¹² og forlad os vor Skyld, som vi Forlade vore Skyldnere;

¹² og forlad os vor Skyld, som vi Forlade vore Skyldnere;

¹⁴ Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders himmelske Fader og forlade Eder; ¹⁵ men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders Fader ikke heller forade Eders Overtrædelser. ¹⁶ Naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Øienskalkene; thi de forvende deres Ansigt, paa det Menneskene kunne se dem faste; sandelig siger jeg Eder: de havde deres Løn borte.

³² Efter alt saadant søge Hedningerne; thi Eders Himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov.

¹ Dømmer ikke, at I skulle ikke dømmes; thi med hvad Dom I dømme skulle I dømmes, ² og med hvad Maal I maale, skal Eder igjen maales.

⁷ Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades.

²¹ Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den, som gjør min Faders Villie, som er i Himlene.

² Og see, en Spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: Herre! om du vil, saa kan du rense mig.

¹² Men der Jesus det hørte, sagde han til dem: de Karske have ikke Lægen behov, men de, som lide ilde. ¹³ Men gaar hen og lærer, hvad det er: Jeg vil Miskundhed og ikke Offer; thi jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.

⁶ Men gaaer hellere hen til de fortabte Faar af Isarels Huus.

⁴⁰ Hvo som annammer Eder, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den som har udsendt mig. ⁴¹ Hvo som annammer en Prophet, fordi han er en Prophet, skal faae en Prophets Løn; og hvo som annammer en Retfærdig, fordi han er en Retfærdig, skal faae en Retfærdigs Løn. ⁴² Og hvo som giver en af disse Ringe ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.

¹⁹ Menneskens Søn kom, som æder og drikker, og de sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog Viisdommen er retfærdiggjort af sine Børn.

¹¹ Men han sagde til dem: hvilket Menneske er blandt Eder, som har eet Faar og ikke, dersom det falder i en Grav paa Sabbaten, tager fat paa det og løfter det op?

²⁰ Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør og ei udslukke den rygende Taande, indtil han udfører Retten til Seier.

¹⁵ Thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see med Øinene og høre med ørene ogforstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

²⁴ Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Ager.

³¹ Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og saaede i sin Ager.

³³ Han sagde dem en anden Lignelse: Himmeriges Rige ligner en Suurdeig, hvilken en kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen.

⁴¹ Menneskens Søn skal udsende sine Engle, og de skulle sanke af hans Rige alle Forargelser og dem, som gjøre Uret. ⁴² Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

⁴⁴ Atter lignes Himmerigets Rige ved et liggendefæ, skjult i en Ager, hvilket et Menneske fandt og skjulte, og gik hen af Glæde derover og solgte alt det, han havde og kjøbte den Ager. ⁴⁵ Atter lignes Himmeriges Rige ved en Kjøbmand, som søgte efter gode Perler;

⁴⁷ Atter er Himmerigets Rige ligt en Vod, som kastes i Havet, og som samler af alle slags Fisk.

⁵² Men han sagde til dem: saaledes er hver Skriftklog, som er oplært til Himmeriges Rige, ligesom en Huusbonde, der bringer frem af sit Forraad Nyt og Gammelt.

³ Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og kastet ham i Fængsel for Herodias', sin Broder Phililipus Hustrus, Skyld. ⁴ Thi Johannes sagde til ham: det er dig ikke tilladt at have hende.

²⁴ Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Huus.

³⁰ Og meget Folk kom til ham og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem. ³¹ saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik, og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.

¹⁹ Og jeg vil give dig Himmerigets Riges Nøgler, og havd du binder paa Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, det skal være løst i Himlene.

²⁶ Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

¹ I den samme Stund gik Disciplene til Jesus og sagde: hvo er den Største i Himmeriges Rige?

⁶ Men hvo som forarger een af diss Smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans Hals, og han var kastet i Havets Dybhed.

⁸ Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig. Det er dig bedre, at gaae halt eller enKrøbling ind til Livet, end at have to Hænder og to Fødder, og kastes i den evige Ild.

¹⁰ Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaa; thi jeg siger Eder: deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene.

¹⁴ Saaledes er det ikke Eders himmelske Faders Villie, at een af diss Smaa skal fortabes. ¹⁵ Men om din Broder synder imod dig, gak hen, og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder.

²⁶ Da faldt Tjeneren ned for hans Fødder og sagde: Herre! vær langmodig med mig, og jeg vil betlae det altsammen.

²⁹ Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham og sagde: vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen. ³⁰ Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig.

³⁵ Saa skal og min himmelske Fader gjøre mod Eder, og I ikke forlade Eders hjerter hver sin Broder hans Brøst.

¹³ Da bleve smaa Børn førte til ham at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede; men Disciplene truede dem. ¹⁴ Da sagde Jesus: lader de smaa Børn med Fred, og formener dem ikke at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører saadanne til.

¹⁴ Da sagde Jesus: lader de smaa Børn med Fred, og formener dem ikke at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører saadanne til.

¹⁷ Men han sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god, uden Een, som er Gud. Men vil du indgaae til Livet, da hold Budene.

²³ Da sagde Jesus til sine Disciple: sandelig siger jeg Eder, at en Rig kommer vanskelig ind i Himmeriges Rige.

²³ Da sagde Jesus til sine Disciple: sandelig siger jeg Eder, at en Rig kommer vanskelig ind i Himmeriges Rige. ²⁴ Atter siger jeg Eder: det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.

² Men der han blev eens med Arbeiderne om en Penning om Dagen, sendte han dem i sin Viingaard.

²⁰ Da gik Zebedæus' Sønners Moder til ham med sine Sønner, faldt ned for ham og bad ham om Noget. ²¹ Men han sagde til hende: hvad vil du? Hun sagde til ham: siig, at disse mine to Sønner skulle sidde i dit Rige, den ene ved din høire, den anden ved den venstre Side. ²² Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke, og døbes med den Daab, som jeg skal døbes med? De sige til ham: vi kunne. ²³ Og han sagde til dem: min Kalk skulle vil vel drikke, og med den Daab, som jeg døbes med, skulle I døbes, men at sidde ved min høire og ved min venstre Side, hører ikke mig til at give Nogen, uden dem, som det er beredt af min Fader. ²⁴ Og der de Ti det hørte, bleve de vrede paa de to Brødre. ²⁵ Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de Store bruge Myndighed over dem. ²⁶ Men saa skal det ikke være iblandt Eder; men hvo som vil være stor iblandt Eder, han være Eders Tjener;

²⁶ Men saa skal det ikke være iblandt Eder; men hvo som vil være stor iblandt Eder, han være Eders Tjener; ²⁷ og hvo som vil være den Ypperste iblandt Eder, han være Eder underdanig.

²⁷ og hvo som vil være den Ypperste iblandt Eder, han være Eder underdanig. ²⁸ Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for Mange.

²² Og alt det, I begjære i Bønnen troende, det skulle I faae.

²⁸ Men hvad tykkes Eder? Et menneske havde to Sønner; og han gik til den første og sagde: Søn gak hen, arbeid i Dag udi min Viingaard.

³¹ Hvilken af de to gjorde Faderens Villie? De sagde til ham: den Første. Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at Toldere og Skjøger gaae for Eder i Guds Rige. ³² Thi Johannes kom til Eder paa Retfærdigheds Vei, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men enddog I det saae, angrede det Eder alligevel ikke derefter, saa I troede ham.

⁴² Hvad tykkes Eder om Christus? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids.

¹¹ Men den Største iblandt Eder skal være Eders Tjener.

¹¹ Men den Største iblandt Eder skal være Eders Tjener. ¹² Men hvo sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies. ¹³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaae Ikke derind, og dem, som ville gaae ind, tillade I det ikke. ¹⁴ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I opæde Enkers Huse, og paa Skrømt bede længe; derfor skulle I faae des haardere Dom. ¹⁵ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I drage om til Vands og Lands for at finde en Tilhænger; og naar han er bleven det, gjøre I et Helvedes Barn af ham, dobbelt mere end I ere. ¹⁶ Vee Eder, I Blinde Veiledere! I, som sige: hvo som sværger ved Templet, det er Intet; men hvo som sværger ved Guldet i Templet, er skyldig. ¹⁷ I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Guldet, eller Templet, som helliger Guldet? ¹⁸ Fremdeles: hvo som sværger ved Alteret, det er Intet; men hvo som sværger ved Gaven, som er derpaa, er skyldig. ¹⁹ I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Gaven, eller Alteret, som helliger Gaven? ²⁰ Derfor, hvo som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved Alt, som er derpaa. ²¹ Og hvo som sværger ved Templet, sværger ved det og ved den, som boer deri. ²² Og hvo som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Throne og ved den, som sidder derpaa. ²³ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tiende af Mynte og Dild og Kommen og efterlade de Ting, som svarere ere i Loven, Dom og Barmhjertighed og Tro. Disse Ting burde man gjøre, og ikke forsømme de andre. ²⁴ I Blinde Veiledere, I, som sige Myggen af, men nedsluge Kamelen! ²⁵ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I rense Bægere og Fade udvortes, men indentil ere de fulde af Rov og Uretfærdighed. ²⁶ Du blinde Pharisæer! rens først det, som er inden i Bøgeret og Fadet, at ogsaa det Udvortes paa dem maa blive reent. ²⁷ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! thi I ere ligesom kalkede Grave, hvilke synes deilige udvortes, men indentil ere fulde af døde Been og al Ureenhed. ²⁸ Ligesaa synes og I vel udvortes retfærdige for Menneskene, men indvortes ere I fulde af Øienskalkhed og Uret.

³¹ Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basuner, og de skulle forsamle hans Udvalgte fra de fire Veir, fra den ene Ende af Himmelen til den anden.

¹ Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen imøde.

¹⁴ Thi ligsom en Mand, der drog udenlands, kaldte sine Tjenere og overantvordede dem sit Gods,

¹⁹ Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre, og holdt Regnskab med dem. ²⁰ Da gik den frem som havde annammet fem Talenter, og frembragte andre fem Talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig fem Talenter: see jeg har vundet fem andre Talenter med dem. ²¹ Men hans Herre sagde til ham; vel, du gode og troe Tjener! du har væet tro over Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind itl din Herres Glæde. ²² Da gik og den frem, som havde annammet to talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig to Talenter; see, jeg har vundet to andre Talenter med dem. ²³ Hans Herre sagde til ham: vel, du gode og troe Tjener; du har været tro over Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind til din Herres Glæde. ²⁴ Men den traadte frem, som havde annammet eet Talent, og sagde: Herre! jeg kjendte dig, at du er en haard mand, som høster, der du ikke saaede, og samler, der du ikke spredte; ²⁵ frygtede hverfor gik jeg hen, og skjulte dit Talent i Jorden; se, der har du, hvad dit er. ²⁶ Men hans Herre svarede og sagde til ham: du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, der jeg ikke saaede, og samler, der jeg ikke spredte,

²⁶ Men hans Herre svarede og sagde til ham: du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, der jeg ikke saaede, og samler, der jeg ikke spredte, ²⁷ derfor burde det dig, at have overantvordet Vexleterne mine Penge; og naar jeg kom, da havde jeg faaet Mit igjen med Rente. ²⁸ Tager derfor det Talent fra ham og giver det til den, som har ti Talenter. ²⁹ Thi hver, som har, han skal gives, og han skal have til Overflod; men hvo som ikke har, ham skal endog fratages det, han har. ³⁰ Og kaster den udygtige Tjener ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

⁴⁰ Og Kongen skal svare: sandelig siger jeg Eder: hvad I have gjort mod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig. ⁴¹ Da skal han sige til dem ved den venstre Side: gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.

⁴⁵ Da skal han svare dem og sige; sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke have gjort mod een af disse Mindste, have I heller ikke gjort mod mig. ⁴⁶ Og de skulle gaae hen, disse til den evige Pine, men de Retfærdige til det evige Liv.

²⁴ Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født.

²⁰ og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen

⁵ Og han saae omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjerters Forhærdelse, og sagde til Mennesket: ræk din Haand ud! og han rakte den ud; og hans Haand blev karsk igen som den anden.

¹² at de see med øinene, og ikke skjønne, og høre med ørene, og ikke forstaae; at de ingenlunde omvende sig, og Synderne forlades dem.

³³ Og han kom til Capernaum, og der han var i Huset, spurgte han dem: hvorom bespurgte I Eder indbyrdes paa Veien? ³⁴ Men de taug, thi de havde bespurgt sig med hverandre paa Veien, hvilken der skulde være den Største. ³⁵ Og han satte sig og kaldte de Tolv og sagde til dem: dersom Nogen vil være den Første, han skal være den Sidste iblandt Alle og Alles Tjener. ³⁶ Og han tog et lidet Barn, og stillede det midt iblandt dem, og tog det i Favn og sagde til dem: ³⁷ hvo som annammer eet af saadanne smaa Børn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer ikke mig, men den, som mig udsendte.

³⁷ hvo som annammer eet af saadanne smaa Børn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer ikke mig, men den, som mig udsendte.

⁴¹ Thi hvo som skjenker Eder med et Bæger Vand i mit Navn, fordi I høre Christus til, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn. ⁴² Og hvo som forarger een af disse Smaa, som troe paa mig, ham vare det bedre, at der blev hængt en Møllesteen om hans Hals, og han blev kastet i Havet. ⁴³ Og dersom din Haand forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae en Krøbling ind i Livet, end at have to Hænder og fare hen til Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁴ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede i den uslukkelige Ild, ⁴⁶ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁷ Og dersom dit Øie forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre at gaae eenøiet ind i Guds Rige, end at have to Øine og blive kastet i Helvedes Ild,

⁴⁷ Og dersom dit Øie forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre at gaae eenøiet ind i Guds Rige, end at have to Øine og blive kastet i Helvedes Ild, ⁴⁸ hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁹ Thi hver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.

¹⁴ Men der Jesus det saae, blev han vred og sagde til dem: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem ikke; thi Guds Rige hører saadanne til. ¹⁵ Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.

³⁵ Da gik Jakob og Johannes, Zebedæus' Sønner, til ham og sagde: Mester, vi ønske, at du tilstaaer og det, vi ville bede om. ³⁶ Han sagde til dem: hvad ville I, at jeg skal gjøre Eder? ³⁷ Men de sagde til ham: giv os, at vi maa sidde, den ene ved din høire Side og den anden ved din venstre Side, i din Herlighed. ³⁸ Men Jesus sagde til dem: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, og døbes med den Daab, som jeg døbes med? ³⁹ Men de sagde til ham: vi kunne. Men Jesus sagde til dem: I skulle vel drikke den Kalk, som jeg drikker, og døbes med den Daab, som jeg døbes med; ⁴⁰ men at sidde ved min høire og ved min venstre Side, hører ikke mig til at give Nogen uden den, som det er beredt. ⁴¹ Og der de Ti hørte det, begyndte de at blive vrede paa Jakob og Johannes. ⁴² Da kaldte Jesus dem og sagde til dem: I vide, at de, der ere i Anseelse som Folkenes Fyrster, herske over dem, og de Store iblandt dem bruge Myndighed over dem. ⁴³ Men det skal ikke være saa iblandt Eder; men hvo som vil blive stor iblandt Eder, skal være Eders Tjener;

⁴³ Men det skal ikke være saa iblandt Eder; men hvo som vil blive stor iblandt Eder, skal være Eders Tjener; ⁴⁴ og hvo som vil blive den Ypperste iblandt eder, skal være Alles Tjener; ⁴⁵ thi Menneskens Søn er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og at give sit Liv til en Igjenløselses Betaling for Mange.

²⁴ Derfor siger jeg Eder: Alt, hvad I begjere i Bønnen, troer, at I skulle faae det, saa skal det vederfares Eder. ²⁵ Og naar I staae og bede, forlader dersom I have Noget imod Nogen, at og Eders Fader, som er i Himlene, maa forlade Eder Eders Overtrædelser.

⁷ Men naar I høre Krig og Rygte om Krig, da forskrækkes ikke, thi det maa skee, men Enden er ikke endda.

¹⁹ Og Englen svarede og sagde til ham: jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og jeg er udsendt at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde.

³⁵ Men elsker Eders Fjender og gjører vel, og laaner, ventende Intet derfor, saa skal Eders Løn være stor, og I skulle være den Høiestes Børn; thi han er miskundelig mod de Utaknemmelige og Onde. ³⁶ Saa værer da barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig. ³⁷ Og dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal Eder forlades; ³⁸ giver, saa skal Eder gives; en god, knuget og skuddet og overflødig Maade skulle de give i Eders Skjød; thi med den samme Maade, som I maale med, skal Eder maales igjen.

⁴¹ Jesus sagde: en Mand, som udlaante Penge, havde to Skyldnere; den ene var ham femhundrede Penninge skyldig, men den anden halvtredsindstyve. ⁴² Men der de havde ikke at betale med, gav han dem begge det efter. Siig: hvilken af dem skal derfor elske ham meest?

⁴² Men der de havde ikke at betale med, gav han dem begge det efter. Siig: hvilken af dem skal derfor elske ham meest? ⁴³ Men Simon svarede og sagde: jeg holder for, den, som han eftergav meest. Men han sagde til ham: du dømte ret.

²⁴ thi hvo som vil frelse sit Liv skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det. ²⁵ Thi hvad gavner det Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv eller led Skade paa sig selv?

⁴⁶ Men der opstod den Tanke hos dem, hvo af dem vel skulde være den Største. ⁴⁷ Men der Jesus saae deres Hjerters Tanke, tog ham et Barn og stillede det hos sig. ⁴⁸ Og han sagde til dem: hvo som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo som er den Mindste iblandt Eder alle, han skal være stor.

⁴⁸ Og han sagde til dem: hvo som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo som er den Mindste iblandt Eder alle, han skal være stor.

⁵⁶ thi Menneskens Søn er ikke kommen at fordærve Menneskers Sjæle, men at frelse dem. Og de gik til en anden By.

¹⁶ Hvo som Eder hører, hører mig, og hvo som Eder foragter, foragter mig; men hvo som mig foragter, foragter den, som mig udsendte.

³² Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget.

⁵⁸ Thi medens du gaaer hen med din Modstander for Øvrigheden, da gjør din Flid paa Veien, at du kan gaae forligt fra ham, paa det han ikke skal drage dig for Dommeren, og Dommeren skal overantvorde Slutteren dig, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel. ⁵⁹ Jeg siger dig: du skal slet ikke komme derudfra, før end du betaler endog den sidste Skjerv.

⁴ Eller de Atten, som taarnet i Siloam faldt paa og ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som boe i Jerusalem?

²⁴ Stræber alvorligen at indgaae igjennem den snevre Port; thi Mange siger jeg Eder, skulle søge at komme ind og skulle ikke kunne.

¹¹ Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

²¹ Og den Tjener kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: gak hurtig ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.

²⁶ dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel. ²⁷ Og hvo som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel.

³³ Saaledes og hver af Eder, som ikke forsager alt det, han har, kan ikke være min Discipel.

¹ Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham.

⁴ hvilket Menneske af Eder, som har hundrede Faar og har tabt eet af dem, forlader ei de ni og helvfemsindstyve i Ørken og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det? ⁵ Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.

⁵ Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde. ⁶ Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Venner og Naboer og siger til dem: glæder Eder med mig; thi jeg har findet mit Faar, som var tabt.

⁶ Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Venner og Naboer og siger til dem: glæder Eder med mig; thi jeg har findet mit Faar, som var tabt. ⁷ Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, men end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov.

⁷ Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, men end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov. ⁸ Eller hvilken Kvinde, som har ti Penninge, om hun taber een Penning, tænder ikke et Lys og feier Huset og søger med Flid, indtil hun finder den? ⁹ Og naar hun har findet den, sammenkalder hun Veninder og naboesker og siger: glæder Eder med mig; thi jeg har fundet den penning, som jeg tabte. ¹⁰ Saaledes, siger jeg Eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.

²³ og henter den fødede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige. ²⁴ Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige.

²⁴ Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige.

³² Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt, og funden.

¹ Men han sagde og til sine Disciple: der var en rig Mand, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham, at han ødte hans Gods. ² Og han kaldte ham og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forstaae Huset.

⁵ Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: hvor meget er du min Herre skyldig?

⁷ Derefter sagde han til en anden: men du, hvor meget er du skyldig? Men denne sagde: hundrede Maader Hvede. Og han sagde til ham: tag dit Brev og skriv firsindstyve.

¹⁵ Og han sagde til dem: I ere de, som retfærdiggjøre Eder selv for Menneskene; men Gud kjender Eders Hjerter; thi hvad som er høit iblandt Mennesker, er en VederStyggelighed for Gud.

²² Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven.

²⁴ Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue.

¹ Men han sagde til Disciplene: det er umuligt, at Foragelser ei skulle komme; men vee den, ved hvilken de komme!

¹ Men han sagde til Disciplene: det er umuligt, at Foragelser ei skulle komme; men vee den, ved hvilken de komme! ² Det var ham bedre, om en Møllesteen blev hængt om hans Hals, og han blev kastet i Havet, end at han skulde forarge een af disse Smaa. ³ Vogter Eder selv, Men dersom din Broder synder imod dig, straf ham; og dersom han omvender sig, da tilgiv ham. ⁴ Og dersom han syv Gange om Dagen syndede imod dig og syv Gange om Dagen vender tilbage til dig og siger: det fortryder mig, da skal du tilgive ham.

¹¹ Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder.

¹⁶ Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til. ¹⁷ Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et Barn kommer ingenlunde derind.

²² Men der Jesus det hørte, sagde han til ham: endnu fattes dig Eet: sælg alt det, du har, og uddeel det til Fattige, saa skal du have et Liggendefæ i Himmelen; og kom, følg mig. ²³ Men der han det hørte, blev han heel bedrøvet; thi han var saare rig.

² Og see, der var en mand, som hedte Zachæus; han var Toldernes Øverste, og han var rig. ³ Og han søgte efter at faae Jesus at see, hvo han var, og kunde ikke for Folket, fordi han var liden af Væxt.

¹⁰ thi Menneskens Søn er kommen at søge og frelse det Fortabte.

¹² Han sagde da: en høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage imod et Rige og at komme igjen. ¹³ Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: kjøbslaaer, indtil jeg kommer. ¹⁴ Men hans Borgere hadede ham, og skikkede Sendebud efter ham og lode sige: vi ville ikke, at denne skal regjere over os. ¹⁵ Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde modtaget Riget, befalede han, athine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet. ¹⁶ Da traadte den første frem og sagde: Herre! dit Pund har forhvervet ti Pund. ¹⁷ Og han sagde til ham: vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det Lidet, skal du have Magt over ti Stæder. ¹⁸ Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund. ¹⁹ Men til denne sagde han ogsaa: og du skal være over fem Stæder. ²⁰ Og en anden kom og sagde: Herre! see, her er dit Pund, hvilket jeg har havt forvaret i et Klæde. ²¹ Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager det, som du ikke lagde, og høster det, som du ikke saaede. ²² Men han sagde til ham: efter din egen mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede;

²² Men han sagde til ham: efter din egen mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede; ²³ hvi gav du da ikke mine Penge til Vexelbordet, at jeg ved min Hjemkomst kunde krævet dem med Rente? ²⁴ Og han sagde til dem, som stode hos: tager Pundet fra ham, og giver det til den, som har de ti Pund. ²⁵ (Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.) ²⁶ Thi jeg siger Eder, at hver den, som har, ham skal gives; men fra den, som ikke har, fra ham skal tages ogsaa det, han har. ²⁷ Og nu fører hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine.

⁴¹ Og der han kom nær til og saae Staden, græd han over den og sagde:

²⁴ Der var og en Trætte iblandt dem derom, hvo af dem skulde holdes for at være den Største? ²⁵ Men han sagde til dem: Folkenes Konger herske over dem, og de, som have Magt over dem, kaldes naadige Herrer. ²⁶ I derimod ikke saaledes; men den Største ibaldt Eder være som den Yngste, og den Øverste, som den, der tjener. ²⁷ Thi hvilken er størst: den, som sidder tilbords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er i blandt Eder som den, der tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er iblandt Eder som den, der tjener.

³² Men jeg bad for dig, at din Tro skal ikke aflade; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.

⁵¹ Og Jesus svarede og sagde til ham: troer du, fordi jeg sagde dig, jeg saae dig under Figentræet? du skal see større Ting end disse. Og han sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg Eder: fra nu af skulle I see Himmelen aabnet, og Guds Engle fare op og fare ned over Menneskens Søn.

³ Jesus svarede og sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver født paa ny, kan han ikke see Guds Rige.

⁵ Jesus svarede: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds Rige.

¹⁷ Thi Gud har ikke sendt sin Søn til Verden, at han skal dømme Verden, men at Verden skal blive salig ved ham.

³⁴ Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning. ³⁵ Sige I ikke: der er endnu fire Maaneder, saa kommer Høsten? See, jeg siger Eder: opløfter Eders Øine, og seer Markerne; de ere allerede hvide til Høsten. ³⁶ Og hvo som høster, saaer Løn, og samler Frugt til et evigt Liv; paa det de skulle glæde sig tilhobe, baade den, som saaer, og den, som høster.

³⁹ Men dette er Faderens Villie, som mig udsendte, at jeg skal Intet miste af alt det, som han har givet mig; men jeg skal opreise det paa den yderste Dag. ⁴⁰ Men det er hans Villie, som mig udsendte, at hver den, som seer Sønnen og troer paa ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag.

¹⁷ Men der er og skrevet i Eders Lov, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt.

⁵⁸ Jesus sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: førend Abraham blev, er jeg.

¹⁰ Tyven kommer ikke, uden for at stjæle og myrde og fordærve; jeg er kommen, at de skulle have Liv og have overflødigt. ¹¹ Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene. ¹² Men Leiesvenden og den, som ikke er Hyrde, hvilken Faarene ikke høre til, seer Ulven komme og forlader Faarene og flyer; og Ulven røver dem og adspreder Faarene. ¹³ Men Leisvenden flyer, fordi han er Leiesvend og har ikke Omsorg for Faarene. ¹⁴ Jeg er den gode Hyrde, og jeg kjender Mine og kjendes af Mine, ¹⁵ (ligesom Faderen kjender mig, kjender jeg og Faderen); og jeg sætter mit Liv til for Faarene. ¹⁶ Og jeg har andre Faar, som ikke ere af denne Sti, dem bør det mig og at føre did, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde. ¹⁷ Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til, at jeg skal tage det igjen. ¹⁸ Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt at sætte det til og har Magt at tage det igjen. Denne Bud annammede jeg af min Fader. ¹⁹ Da blev der atter Splid iblandt Jøderne over disse Ord. ²⁰ Mange af dem sagde: han har Djævelen og raser, hvi høre I ham? ²¹ Andre sagde: disse ere ikke Ord af en Besat; mon en Djævel kan aabne de Blindes Øine?

²⁷ Mine Faar høre min Røst, og jeg kjender dem, og de følge mig. ²⁸ Og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle ingenlunde fortabes, og Ingen skal rive dem af min Haand. ²⁹ Min Fader, som har givet mig dem, er større end Alle; og Ingen kan rive dem af min Faders Haand. ³⁰ Jeg og Faderen, vi ere eet.

⁴⁷ Og om Nogen hører mine Ord, og troer ikke, han dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.

²⁰ Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som annammer den, som jeg sender, annammer mig; men hvo mig annammer, annammer den, som har sendt mig.

¹³ Og hvadsomhelst I bede om i mit Navn, det vil jeg gjøre, at Faderen maa forherliges ved Sønnen. ¹⁴ Dersom I bede om Noget i mit Navn, vil jeg gjøre det.

⁷ Dersom I blive i mig og mine Ord blive i Eder, da beder om hvadsomhelt I ville, og det skal vederfares Eder.

¹⁶ I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt Eder og sat Eder, at I skulle gaae hen og bære Frugt, og Eders Frugt skal blive ved; at hvadsomhelst I bede Faderen i mit Navn, skal han give Eder.

²³ Og paa den samme Dag skulle I ikke spørge mig om Noget. Sandelig, sandelig siger jeg eder, at hvadsomhelst I bede Faderen om i mit Navn, skal han give Eder.

¹² Da jeg var hos dem i Verden, bevarede jeg dem i dit Navn; dem, som du har givet mig, vogtede jeg, og ingen af dem blev fortabt, uden det Fortabelsens Barn, at Skriften skulde fuldkommes.

¹⁹ Men om Aftnen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred være med Eder!

²³ Hvem I forlade Syndere, dem ere de forladne, og hvem I beholde dem, ere de beholdne.

²⁶ Og efter otte Dage vare atter hans Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der Dørene var lukte, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med Eder!

¹⁵ Efter at de da havde gjort maaltid, siger Jesus til Simon Peter: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig mere end disse? han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Lam.

¹⁴ Alle disse holdt eendrægtigen ved i Bøn og Paakaldelse, tilligemed Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre.

¹⁶ I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig Aand havde forud talet ved Davids Mund og Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesus.

¹⁸ Han forhvervede da en Ager ved sin Uretfærdigheds Løn og han styrtede ned, og han brast itu, og alle hans Indvolde udvæltede. ¹⁹ Og det er bleven vitterligt for alle dem, som boe i Jerusalem, saa at den Ager kaldes paa deres eget maal Hakeldama, det er Blodager. ²⁰ Thi der er skrevet i Psalmernes Bog: hans Bolig blive øde og Ingen være, som boer derudi, og hans Tilsyns-Embede annamme en Anden.

¹ Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen. ² Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde.

¹⁹ Derfor fatter et andet Sind og vender om, at Eders Synder maa vare udslettede, paa det Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn,

²⁴ Men de, der de hørte det, opløftede samdrægteligen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem, ²⁵ som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hederningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad? ²⁶ Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus. ²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, ²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee. ²⁹ Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit ord med al Frimodighed, ³⁰ idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn. ³¹ Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.

¹⁹ Men Herrens Engel oplod Fængslets Dør om Natten og førte dem ud og sagde:

¹ Men i de Dage, der Disciplene formeredes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling. ² Men de Tolv kaldte Disciplenes hele Mængde sammen og sagde: det sømmer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. ³ Udseer derfor, Brødre! iblandt Eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fyldte af den Hellig Aand og Viisdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning. ⁴ Men vi ville blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste.

⁵ Men han sagde: hvo er du, Herre? Men Herren sagde; jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe mod Braadden.

³ Han saae klarligen i et Syn, ved den niende Time paa Dagen, en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til Ham: Cornelius!

⁵ Saa blev da Peter bevogtet i Fængslet; men der skete af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham.

⁷ Og see, Herrens Engel stod for ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Peter paa Siden og vakte ham op og sagde: staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne. ⁸ Og Englen sagde til ham: bind op om dig og paabind dine Saaler. Men han gjorde saa. Og han sagde til ham: Kast din Kjortel om dig og følg mig. ⁹ Og han gik ud og fulgte ham og vidste ikke, at det, som skete ved Englen var virkeligt, men meente, at han saae et Syn. ¹⁰ Men de gik igjennem den første og anden Vagt og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne oplodes af sig selv for dem, og de kom ud og gik en Gade frem, og strax skiltes Englen fra ham. ¹¹ Og der Peter kom til sig selv, sagde han: nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig fra Herodes' Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse.

¹⁵ Da sagde de til hende: du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: det er hans Engel.

²³ Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

²² og bestyrkede Disciplenes Sjæle, op paamindede dem at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler.

⁶ Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overlægge denne Sag. ⁷ Men der man havde tvistet meget herom, opstod Peter og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliums Ord og troe.

²³ Og de skreve saaledes med dem: Apostlerne og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiochia og Syrien og Cilicien. ²⁴ Efterdi vi have hørt, at Nogle udgangne fra os, have forvirret Eder med Ord, og bekymret Eders Sjæle med at sige, at man skal omskæres og holde Loven, hvilke vi ikke have befalet dette, ²⁵ saa have vi, eendrægteligen forsamlede, besluttet at udvælge Mænd og sende dem til Eder med vore Elskelige, Barnabas og Paulus. ²⁶ Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Christi Navn. ²⁷ Vi have derfor sendt Judas og Silas, hvilke og muntligen skulle forkynde det Samme. ²⁸ Thi det er den Hellig Aands Beslutning og vores, ingen videre Byrde at paalægge Eder, uden disse nødvendige Ting: ²⁹ at I skulle holde Eder fra Afguds-Offer, og fra Blod, og fra det Kvalte, og fra Hoeri. Naar I holde Eder derfra, gjøre i ret. Lever vel! ³⁰ Da nu disse vare affærdigede, kom de til Antiochia og forsamlede Mængden og overgave dem Brevet. ³¹ Men der de det læste, bleve de glade over denne Trøst.

²³ Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde:

²⁷ thi dette Folks Hjerte er belvet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see, med Øinene, og høre med Ørene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

²³ Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Lovens Overtrædelse! ²⁴ Thi for Eder Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne, som skrevet er.

¹⁹ Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for Gud.

²⁸ Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte. ²⁹ Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af mange Brødre. ³⁰ Men hvilke han forud beskikkede, dem har han og kaldet; og hvilken han kaldte, dem har han og retfærdiggjort, men hvilke han retfærdiggjorde, dem har han og herliggjort. ³¹ Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os. ³² Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham? ³³ Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør. ³⁴ Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os. ³⁵ Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? ³⁶ (Som skrevet er: for din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.) ³⁷ Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede. ³⁸ Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstedømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende, ³⁹ ei heller det Høie, ei heller det Dybe. ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christus Jesus, vor Herre.

¹ Jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Hellig Aand, ² at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste. ³ Thi jeg ønskede selv at være en Forbandelse fra Christus for mine Brødre, mine Frænder efter kjødet,

³ thi da de ikke kjende Guds Retfærdighed og tragte efter at oprette en egen Retfærdighed, underkaste de sig ikke Guds Retfærdighed.

¹⁰ værer hverandre inderligen hengivne i broderlig Kjærlighed; forekommer hverandre med Ærbødighed;

¹⁵ Glæder Eder med de Glade og græder med de Grædende.

²¹ Lad dig ikke overvinde af det Onde, men overvind det Onde med det Gode.

¹² Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Derfor lader os aflægge Mørkets Gjerninger og iføre Lysets Vaaben;

¹ Antager Eder den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke hans Meninger. ² En troer, at man tør æde alt; men den Skrøbelige æder kun Urter. ³ Hvo som æder, foragte ikke den, som ikke æder; og hvo som ikke æder dømmer ikke den, som æder; thi Gud har antaget ham.

¹⁰ Du altsaa, hvi dømmer du din Broder? eller du, hvi foragter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Christi Domstol.

¹² Altsaa skal hver af os gjøre Gud Regnskab for sig selv. ¹³ Derfor lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette, ikke at sætte Anstød eller Forargelse for en Broder. ¹⁴ Jeg veed og er vis paa i den Herre Jesus, at Intet er ureent i sig selv; dog for den, som agter Noget for ureent, ham er det ureent. ¹⁵ Men dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da omgaaes du ikke mere efter Kjærlighed. Led ikke ved din mad den i Fordærvelse, for hvis Skyld Christus er død.

²¹ Det er godt ikke at æde Kjød eller at drikke Viin eller at gjøre Noget, som støder din Broder, forarger eller ængster ham.

¹ Vi, som ere stærke, bør da bære over med de Svages Skrøbeligheder og ikke behage os selv.

¹ Vi, som ere stærke, bør da bære over med de Svages Skrøbeligheder og ikke behage os selv. ² Hver af os være sin Næste til Behag i det Gode, til Opbyggelse. ³ Thi ogsaa Christus levede ikke sig selv til Behag; men som skrevet staaer: deres Forhaanelser, som dig forhaane ere faldne paa mig.

¹⁷ End formaner jeg Eder, Brødre! at I give Agt paa dem, som volde Splid og Forargelser, tvertimod den Lærdom, som I have lært, og viger af fra dem. ¹⁸ Thi Saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Christus, men deres egen Bug, og ved føde Ord og smigrende Taler forføre de de Eenfoldiges Hjerter.

⁵ Derfor dømmer ikke Noget for Tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til Lyset det, som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad; de skal hver vederfares sin Lov af Gud.

³ Jeg for min Deel, skjøndt fraværende med Legemet, men nærværende med Aanden har allerede bedømt, som om jeg var nærværende, den som dette har saaledes bedrevet, ⁴ i vor Herrens Jesu Christi Navn, naar I ere forsamlede, og min Aand hos Eder, med vor Herrens Jesu Christus Kraft,

⁴ i vor Herrens Jesu Christi Navn, naar I ere forsamlede, og min Aand hos Eder, med vor Herrens Jesu Christus Kraft, ⁵ at overantvorde Satan en Saadan til Kjødets Fordærvelse, at Aanden maa frelses paa den Herrens Jesu Christi Dag.

⁹ Jeg har skrevet Eder til i Brevet, at I skulle Intet have at skaffe med Skjørlevnere.

⁶ Men Broder gaaer i Rette med Broder, og det er for de Vantroe! ⁷ Overalt er det jo allerede en Feil iblandt Eder, at I have Sager med hverandre. Hvi lide I ikke hellere Uret? hvi lade I Eder ikke hellere besvige? ⁸ Men I gjøre Uret og besvige, og det Brødrene!

⁸ Men Mad gjør os ikke behageligere for Gud; thi hverken blive vi bedre, om vi æde, eller ringere, om vi ikke æde. ⁹ Men seer til, at denne Eders Frihed ikke bliver de Skrøbelige til noget Anstød. ¹⁰ Thi dersom Nogen seer dig, som har Kundskab, sidde tilbords i Afgudens Huus, bestyrkesikke hans Samvittighed, som er skrøbelig, derved til at æde Afguds-Offer? ¹¹ Og saaledes vil formedelst din Knundskab den skrøbelige Broder fortabes, for hvem Christus er død. ¹² Men naar I saaledes synde mod Brødrene og saare deres skrøbelige Samvittighed, synde I mod Christus.

¹² Men naar I saaledes synde mod Brødrene og saare deres skrøbelige Samvittighed, synde I mod Christus. ¹³ Derfor, om mad forarger min Broder, vil jeg aldrig æde Kjød, at jeg ikke skal forarge min Broder.

¹⁹ Thi omendskjøndt jeg er fri for Alle, har jeg dog gjort mig til en Tjener for Alle, paa det jeg kunde vinde des Flere. ²⁰ Og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, at jeg kunde vinde Jøder; dem under Loven som den, der var under Loven, at jeg kunde vinde dem, som ere under Loven; ²¹ dem uden Loven som den, der var unden Loven (enddog jeg er ikke uden Loven for Gud, men under Loven for Christus), at jeg kunde vinde dem, som ere uden Loven. ²² Jeg er bleven de Skrøbelige som en Skrøbelig, at jeg kunde vinde de Skrøbelige; jeg erbleven Alt for Alle, at jeg dog for Alting kunde frelse Nogle.

¹⁵ Jeg taler som til Forstandige; dømmer I det, jeg siger.

³² Værer uden Forargelse baade for Jøder og Græker og for Guds Menighed; ³³ ligesom jeg og i Alt stræber at tækkes Alle, idet jeg ikke søger det, som er mig selv, men det, som er Mange nyttigt, at de kunne frelses.

¹⁹ Thi der maa og være partier iblandt Eder, at de Retskafne iblandt Eder kunne blive aabenbare.

²² Have I ikke Huse til at æde og drikke udi? eller foragte I Guds Menighed og beskæmmedem, som Intet have? Hvad skal jeg siger Eder? skal jeg rose Eder? I dette roser jeg Eder ikke.

²⁰ Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod værer fuldvoxne.

¹¹ Derfor skal Ingen foragte ham; men ledsager ham i Fred, at han kan komme til mig; thi jeg forventer ham med Brødrene.

⁶ Nok for ham er den Straf, som ham vederfaren af de Fleste, ⁷ saa at I tvertimod snarere skulde tilgive og trøste ham, paa det han ikke skal nedsynke i altfor stor Bedrøvelse.

¹⁰ Men hvem i tilgive Noget, den tilgiver og jeg; thi ogsaa jeg, dersom jeg har tilgivet Noget, da har jeg tilgivet det for Eders Skyld, for Christi Aasyn, paa det vi ikke skulde besnæres af Satan;

¹⁰ Thi os bør alle at aabenbares for Christi Domstol, at hver kan faae efter det, som skeet er ved legemet, efter det, som han har gjort, enten Godt eller Ondt. ¹¹ Efterdi vi have kjende Herrens Frygt, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi aabenbare; ja jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare for Eders Samvittighed.

¹⁴ Drager ikke i ulige Aag med de Vantroe; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed med Uret? og hvad Samfund har Lys med Mørke? ¹⁵ Hvorledes kan Christus stemme overens med Belial? eller hvad Deelagtighed har den Troende med den Vantroe? ¹⁶ Hvad Samkvem har Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sag; jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk. ¹⁷ Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder.

¹² Derfor, hvad jeg skrev Eder, det skrev jeg ikke for dens Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for dens Skyld, som led Uret, men paa det, at vor Iver for Eder, skulde vorde aabenbar hos Eder for Guds Aasyn.

¹ Men jeg selv, Paulus, formaner Eder ved Christi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som vel, nærværende iblandt Eder, er ydmyg, men fraværende bruger Myndighed mod Eder.

¹⁰ (thi Brevene, sige de, ere svare og stærke, men den legemlige Nærværelse er svag, og Tanken kraftesløs):

²¹ Jeg siger det med Skamfuldhed, deri have vi været svage; men i det, hvori Nogen er dristig, (jeg taler i Daarlighed) er ogsaa jeg dristig.

¹ Jeg kommer denne tredie gang til Eder; ved to eller tre Vidners Mund skal enhver Sag stadfæstes.

¹³ Men I vide, at jeg under Kjødets Skrøbelighed første Gang prædikede Eder Evangelium; ¹⁴ og for denne Prøvelse i mig Kjød ringeagtede I mig ikke og forhaanede mig ikke, men Iannammede mig som en Guds Engel, som Christus Jesus.

¹⁴ og for denne Prøvelse i mig Kjød ringeagtede I mig ikke og forhaanede mig ikke, men Iannammede mig som en Guds Engel, som Christus Jesus.

¹ Brødre! dersom og et Menneske bliver overilet af nogen Brøst, da hjælper ham tilrette, I Aandelige! med Sagtmodigheds Aand; men see til dig selv, at ikke og du bliver fristet.

⁵ idet han forud bestemte os formedelst Jesus Christus til sønlig Udkaarelse hos sig selv, efter sin Villies Velbehagelighed, ⁶ sin herlige Naade til Lov, ved hvilken han benaadede os i den Elskte, ⁷ i hvem vi have Forløsning formedelst hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom.

¹⁷ Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, som de øvrige Hedninger vandre i deres Sinds Forfængelighed, ¹⁸ formørkelse i Forstanden, fremmedgjorte fra Guds Liv formedelst den Vankundighed, som er i dem, formedelst deres Hjertes Forhærdelse, ¹⁹ hvilke, følesløse, have hengivet sig til uteerlighed, til al Urenheds Bedrift, for Vindings Skyld.

²⁶ Blive I vrede, da synder ikke; Solen gaae ikke ned over Eders Fortørnelse;

³¹ Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Bespottelse blive fra Eder med al Ondskab. ³² Men værer velvillige mod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom og Gud har tilgivet Eder i Christus.

¹¹ Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gjerninger, men straffer dem hellere. ¹² Thi hvad der lønligen bedrives af dem, er skammeligt endog at sige.

¹⁸ bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjering, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige, ¹⁹ ogsaa for mig, at min Mund maa oplades, og Ordet maa gives mig til at kundgjøre med Frimodighed Evangeliums Hemmelighed, ²⁰ for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, at jeg maa tale med Frimodighed derudi, som mig bør at tale.

¹⁹ Thi jeg veed, at det skal geraade mig til Frelse, formedelst Eders Bøn Jesu Christi Aands Bistand,

³ Intet af Lyst til Trætte eller forfængelig Ære; men agter i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv.

⁸ ja sandeligen, jeg agter og Alt for Tab mod Christi Jesu min Herrens KundskabsYpperlighed, for hvis Skyld jeg har lidt Tab paa Alt, og agter det Skarn at være, paa det jeg kan vinde Christus ⁹ og findes i ham, saa jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Christi Tro, Retfærdigheden af Gud formedelst Troen,

¹³ saa I fordrage hverandre og tilgive hverandre, dersom Nogen har Klagemaal imod Nogen; ligesom og Christus tilgav Eder, saaledes og I.

¹ Paulus og Silvanus og Timotheus til de Thessalonikers Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Christus: Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!

⁶ At Ingen skal undertrykke eller forfordele sin Broder i nogen Handel; thi Herren er Hevner over alt Saadant, som vi og forud have sagt og vidnet for Eder.

⁸ Hvorfore da, hvo som foragter dette, han foragter ikke et Menneske, men Gud, som og gav sin Hellig Aand i os.

⁶ efterdi det er retfærdigt for Gud at gengjælde dem Trængsel, som trænge Eder, ⁷ men Eder, som trænges, Ro med os, i den Herres Jesu Aabenbarelse af Himmelen med sin Magts Engle, ⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige; ⁹ hvilke skulle lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed,

³ Lader Ingen bedrage Eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme, og det Syndens Menneske Aabenbares, fordærvelsens Søn, ⁴ han, som modsætter og ophøier sig over Alt, hvad der kaldes Gud eller Gudsdyrkelse, saa at han sætter sig i Guds Tempel som en Gud og udgiver sig for at være en Gud. ⁵ Komme I ikke ihu, at jeg sagde Eder dette, der jeg endnu var hos Eder? ⁶ Og I vide, hvad der nu holder ham tilbage, indtil han aabenbares i sin Tid. ⁷ Thi Uretfærdighedens Hemmelighed yttrer sig allerede krafteligen, alene indtil den, som nu holder ham tilbage, tages bort; ⁸ og da skal den uretfærdige aabenbares, hvilken Herren skal fortære med sin Munds Aande og tilintetgjøre ved sin Tilkommelses herlige Aabenbarelse. ⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen, ¹² paa det Alle skulle dømmes, som ikke troede Sandheden, men havde Velbehag i Uretfærdighed.

⁶ Men vi byde Eder, Brødre! i vor Herrens Jesu Christi Navn, at I holde Eder fra hver Bror, som omgaaes uskikkeligen og ikke efter den Lærdom, som han annammede af os.

¹⁴ Men dersom Nogen ikke lyder vor Formaning i Brevet, da mærker denne og haver intet at skaffe med ham, at han maa skamme sig. ¹⁵ Dog holder ham ikke som Fjende, men paaminder ham som en Broder.

¹⁵ Dog holder ham ikke som Fjende, men paaminder ham som en Broder.

¹⁵ Det er en troværdig Tale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden at gjøre Syndere salige, iblandt hvilke jeg er den største.

⁸ Saa vil jeg, at Mændene skulle bede paa hvert Sted, opløftende hellige Hænder uden Vrede og Trætte.

¹ Men Aanden siger klarlig, at i de sidste Tider skulle Nogle affalde fra Troen og hænge ved forføreriske Aander og Djævles Lærdomme, ² ved deres Hykleri, som tale Løgn, brændemærkede i deres egen Samvittighed, ³ som byde ikke at gifte sig, at afholde sig fra Mad, som Gud har skabt at annammes med taksigelse af dem, som troe og have erkjendt Sandheden.

¹² Lad ingen foragte dig for din Ungdoms Skyld, men vær et Exempel for dem, som troe, i Tale, i Omgængelse, i Kjærlighed, i Aand, i Tro, i Kydskhed.

¹⁴ Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Huset, ingen Anledning give Modstanderne til slet Omtale. ¹⁵ Thi allerede have Nogle vendt sig bort efter Satan.

¹⁹ Antag ikke noget Klagemaal mod nogen af de Ældste. uden efter to eller tre Vidner.

¹ Saa mange, som ere Trælle under Aaget, skulle holde deres Herrer al Ære værd, paa det Guds Navn og lærdommen skal ikke bespottes.

⁵ og forvendte Handler af Mennesker, fordærvede i Sindet, bedøvede Sandheden, som mene, at Gudsfrygt er en Vinding. Hold dig fra Saadanne.

¹⁰ Derfor taaler jeg Alting for de Udvalgtes Skyld, at de og skulle faae den Saliggjørelse, som er i Christus Jesus, med evig Herlighed.

¹ Men viid dette, at i de sidste Dage skulle vanskelige Tider være at forvente. ² Thi Menneskene skulle være egenkjærlige, pengegjerrige, overmodige, hoffærdige, Bespottere, Forældre ulydige, utaknemmelige, vanhellige, ³ ukjærlige, uforlignelige, Bagtalere, umaadelige, umilde, uden Kjærlighed til det Gode, ⁴ Forrædere, fremfusende, opblæste, som mere elske Vellyst, end de elske Gud, ⁵ som have Gudsfrygtigheds Skin, men fornægte dens Kraft. Fly ogsaa disse.

³ Thi den Tid skal vorde, da de ikke skulle fordrage den sunde lærdom, men efter deres egne Begjeringer tage sig selv lærere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren. ⁴ Og de skulle vende Ørene fra Sandheden, men henvende sig til Fabler.

⁵ at være sindige, kydske, huuslige, velvillige, deres Mænd underdanige; at Guds Ord skal ikke bespottes.

⁸ sund, ulastelig tale, saa at Modstanderen maa beskæmmes, naar han intet Ondt har at sige om Eder.

² og Appia, den elskelige Kvinde og Archippus, vor Medstrider, og Menigheden i dit Huus:

¹⁸ Men har han gjort dig nogen uret eller er dig Noget skyldig, da før mig det til Regning. ¹⁹ Jeg Paulus har skrevet med min egen Haand, jeg vil betale, for ikke at sige, at du er mig dig selv skyldig.

¹⁴ Ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skulle arve Salighed?

¹¹ Lader os derfor beflitte os at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal kalde efter samme Vantroes Exempel.

²⁸ Naar Nogen har brudt Mose Lov, døer han uden Barmhjertighed efter to eller tre Vidners udsagn:

¹³ og gjører sikkre Trin med Eders Fødder, at ikke de Halte skal drages mere af Lave, men snarere helbredes.

³ Kommer de Bundne ihu, som selv medbundne; dem, der lide ilde, som de, der og selv ere i Legemet.

¹⁷ Lyder Eders Veiledere og værer dem hørige; thi de vaage over Eders Sjæle, som de, der skulle gjøre Regnskab, at de kunne gjøre dette med Glæde, og ikke sukkende; thi dette er Eder ikke gavnligt.

¹³ Thi der skal gaae en ubarmhjertig Dom over den, som ikke gjør Barmhjertighed; men Barmhjertighed træder frimodighed for Dommen.

¹⁴ Men have I beesk Nid og Kivagtighed i Eders hjerter, de roser Eder ikke, eller lyver mod Sandheden.

⁸ Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder! Renser Hænderne, I Syndere! og luttrer Hjerterne, I Tvesindede!

¹⁰ Ydmyger Eder for Herren, saa skal han ophøie Eder.

¹⁴ Er Nogen iblandt Eder syg, han kalde til sig de Ældste af Menigheden, og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn. ¹⁵ Og Troens Bøn skal frelse den Syge, og Herren skal oprise ham, og han har gjort Synder, skulle de forlades ham. ¹⁶ Bekjender Overtrædelserne for hverandre og beder for hverandre, at I kunne læges; en Retfærdigs Bøn formaaer Meget, naar den er alvorlig.

¹⁹ Brødre! dersom Nogen iblandt Eder er faren vild fra Sandheden, og Nogen omvender ham, ²⁰ den vide, at hvo som omvender en Synder fra hans Veis Vildfarelse, han frelser en Sjæl fra Døden og skjuler Synders mangfoldighed. Amen.

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har igjenfødt os til et levende Haab ved Jesu Christi Opstandelse fra de Døde, ⁴ til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv, som er bevaret i himlene til Eder, ⁵ hvilke ved Guds magt bevogtes ved Troen til den Frelse, som er rede at aabenbares i den sidste Tid.

² og higer som nyfødte Børn efter den aandelige uforfalskede Melk, at I kunne voxe ved den,

²⁵ Thi I vare som vildfarende Faar, men ere nu omvendte til Eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.

¹ Desligeste, I Kvinder! værer Eders Ægtemænd underdanige, paa det og, dersom Nogle ikke troe Ordet de kunne vindes uden Ord ved Kvindernes Omgængelse,

⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.

¹¹ Thi saaledes skal Eder rigeligen gives indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Christi evige Rige.

² Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes. ³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

¹⁵ de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn, ¹⁶ men fandt Straf for sin Overtrædelse; det umælende Lastdyr talede med menneskelig Røst og forhindrede Prophetens Daarlighed. ¹⁷ Disse ere vandløse Kilder, Skyer som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

⁹ Herren forhaler ikke Forjættelsen, (som Nogle agte det for en Forhaling), men haver Langmodighed med os, idet han ikke vil, at Nogen skal fortabes, men at Alle skulle komme til Omvendelse.

²² og hvad vi bede om, det skulle vi annamme af ham; thi vi holde hans Bud og gjøre det, som er behageligt for ham.

⁷ Thi de ere tre, som vidne (i Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere eet. ⁸ Og de ere tre, som vidne paa Jorden:) Aanden og vandet og Blodet; og disse tre forene sig til eet.

¹⁴ Og dette er den Fortrøstning, som vi have til ham, at dersom vi bede om Noget efter hans villie, hører han os. ¹⁵ Og dersom vi vide, at han hører os, i hvad vi bede, da vide vi, at vi erholde de Ting, om hvilke vi have bedet ham. ¹⁶ Dersom Nogen seer sin Broder begaae en Synd, som ikke er til Døden, han bede, og han skal give ham Liv, dem nemlig, som ikke synde til Døden. Der er en Synd til Døden, for den siger jeg ikke, at han skal bede.

¹⁰ Dersom Nogen kommer til Eder og fører ikke denne Lærdom, han annammer ikke tilhuse og byder ham ikke velkommen. ¹¹ thi hvo som byder ham velkommen, bliver deelagtige i hans onde Gjerninger.

⁹ Jeg har tilskrevet Menigheden; men Diotrephes, som vil gjerne være den Ypperste iblandt dem, antager os ikke. ¹⁰ Derfor, naar jeg kommer, vil jeg erindre de Gjerninger, som han gjør, idet han med onde Ord bagvasker os; og ikke nøiet hermed, antager han selv ikke Brødrene, og dem, som ville, formener han det og udstøder dem af Menigheden.

⁴ Thi nogle Mennesker have indsneget sig, om hvilke det alt længe siden forud er skrevet, at de vilde falde under saadan Dom; Ugudelige, som misbruge vor Guds Naade til Uteerlighed og fornægte den eneste hersker, Gud, og vor Herre Jesus Christus.

¹¹ Vee dem; thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrket sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere ødelagte i Korahs Gjenstridighed. ¹² Disse ere Skampletter ved Eders Kjærlighedsmaaltider, naar de uden Undseelse fraadse med Eder, idet de pleie sig selv; de vandløse Skyer, som omdrives af Veiret; visne Træer, ufrugtbare, to Gange døde, oprykte med Rod; ¹³ Havets vilde Bølger, som udskumme deres egen Skam; vildfarende Stjerner, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

¹¹ Jeg er Alpha og Omega, den Første og den Sidste; og hvad du seer, skriv det i en Bog, og send det til Menighederne i Asien, til Ephesus og til Smyrna og til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Philadelphia og til Laodicea. ¹² Og jeg vendte mig for at see Røsten, som talede med mig; og da jeg vendte mig, saae jeg syv Guldlysestager. ¹³ og imellem de syv Lysestager En, lig et Menneskes Søn, iført en sid Kjortel og opbunden under Brystet med et Guldbelte.

¹ Skriv til Menighedens Engel i Ephesus: dette siger den, som holder de syv Stjerner i sin høire Haand, den som vandrer imellem de syv Guldlysestager:

¹⁴ Men jeg har noget Lidet imod dig, at du har hos dig Nogle, som holde ved Bileams Lære, der lærte Balak at kaste Forargelse for Israels Børn, saa de, aade Afgudsoffer og bedreve Hoer. ¹⁵ Saaledes har du og dem, som holde ved de Nikolaiters Lærdom; hvilkeg jeg hader.

²⁰ Men jeg har noget Lidet imod dig, at du tilsteder den Kvinde Jesabel, som siger sig selv at være en Prophetinde, at lære og forføre mine Tjenere til at bedrive hoer og at æde Afgudsoffer. ²¹ Og jeg har givet hende Tid, at hun skulle omvende sig fra hendes Hoeri, og hun har ikke omvendt sig. ²² See, jeg kaster hende paa Leiet og hendes Bolere i stor Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gjerninger. ²³ Og ved Død vil jeg bortrykke hendes Børn, og alle Menigheder skulle kjende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give Eder, hver efter Eders Gjerninger.

²³ Og ved Død vil jeg bortrykke hendes Børn, og alle Menigheder skulle kjende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give Eder, hver efter Eders Gjerninger.

⁷ Og skriv til Menighedens Engel i Philadelphia: dette siger den Hellige, den Sanddrue, den som har Davids Nøgle, som lukker op, og Ingen lukker til, og lukker til, og Ingen lukker op: ⁸ jeg veed dine Gjerninger. See, jeg har stillet for dig en aabnet Dør, og Ingen kan lukke den; thi du har en liden Kraft, dog har du bevaret mit Ord og ikke fornægtet mit Navn.

² Og jeg saae de syv Engle, som staae for Gud; og dem bleve givne syv Basuner.

³ Og jeg vil give mine tvende Vidner, at de skulle prophetere tusinde to hundrede og tresindstyve Dage, iførte Sække. ⁴ Disse ere de tvende Olietræer og de tvende Lysestager, som staae for Jordens Gud. ⁵ Og dersom Nogen vil gjøre dem Skade, udgaaer der Ild af deres Mund og fortærer deres Fjender; og dersom Nogen vil gøre dem Skade, bør det ham saaledes at ihjelslaaes. ⁶ Disse have magt at tillukke Himmelen at der ingen Regn skal falde i deres Propheties Dage; og de have Magt over Vandene, at forvandle dem til Blod og at slaae Jorden med allehaande Plager, saa ofte de ville.

¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn.

¹⁰ han drikke og Guds Vredes Viin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn. ¹¹ Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed; og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og det Billede, og hvo som annammer dets Navns Mærke.

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl. ²¹ Og de Andre bleve ihjelslagne med hans Sværd, som sad paa Hesten, hvilken udgik af hans Mund, og alle Fugle blev mættede af deres Kjød.

¹⁵ Og dersom nogen ikke fandtes skreven i Livsens Bog, blev han kastet i Ildsøen.

³ Og jeg hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde: see, Guds Paulun er hos Menneskene, og han skal boe hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud.

⁸ Men de Feige og Vantroe og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Deel skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.

²⁷ Og intet Ureent skal komme ind i den, ei heller Nogen, som øver Vederstyggelighed og Løgn; kun de, som ere skrevne i Lammets Livsens Bog.