Luke 12:20 Cross References - Danish

²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt?

⁹ Og Mose sagde til Aron: Sig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for HERRENS Ansigt; thi han har hørt eders Knurren. ¹⁰ Og det skete, der Aron talede til al Israels Børns Menighed, da saa de hen til Ørken; og se, HERRENS Herlighed saas i Skyen.

³⁶ Og Abigail kom til Nabal, og se, han havde et Gæstebud i sit Hus, som en Konges Gæstebud, og Nabals Hjerte var vel til Mode, og han var saare drukken; men hun kundgjorde ham ikke noget, hverken lidet eller stort, før det blev lyst om Morgenen. ³⁷ Og det skete om Morgenen, da Nabals Rus var forbi, da kundgjorde hans Hustru ham disse Ting; og hans Hjerte døde i ham, og han blev som en Sten. ³⁸ Og det skete ved ti Dage derefter, da slog HERREN Nabal, og han døde.

²⁸ Men Absalom bød sine unge Karle og sagde: Ser til, naar Amnons Hjerte er vel til Mode af Vinen, og jeg siger til eder: Slaar Amnon! saa dræber ham, frygter ikke; er det ikke mig, som har befalet eder det? værer frimodige og værer raske Folk! ²⁹ Saa gjorde Absaloms unge Karle ved Amnon, saaledes som Absalom havde befalet. Da stode alle Kongens Sønner op og rede hver paa sin Mule og flyede.

⁹ Og hans Tjener Simri, Høvedsmand over Halvdelen af Vognene, gjorde et Forbund imod ham, medens han i Thirza drak og var drukken i Arzas Hus, som var Hovmester i Thirza. ¹⁰ Og Simri kom og slog ham og dræbte ham i det syv og tyvende Asas, Judas Konges, Aar, og blev Konge i hans Sted.

¹¹ Og Haman fortalte dem om sin Rigdoms Herlighed og om sine mange Sønner og om alt det, hvorved Kongen havde gjort ham stor og havde ophøjet ham over Fyrsterne og Kongens, Tjenere.

¹ Paa den samme Dag gav Kong Ahasverus Dronning Esther Hamans, Jødernes Fjendes, Hus; og Mardokaj kom for Kongens Ansigt, thi Esther havde givet til Kende, hvad han var for hende. ² Og Kongen tog sin Ring af, som han havde taget fra Haman, og gav Mardokaj den; og Esther satte Mardokaj over Hamans Hus.

²⁰ Fordi han ikke har vidst at være rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods. ²¹ Der var ingen tilovers, han jo fortærede, derfor skal hans Lykke ikke blive varig. ²² Naar han har fuldt op i Overflod, skal han dog blive bange, hver lidendes Haand skal komme over ham. ²³ For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortære ham!

⁸ Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!

¹⁶ Naar han sanker Sølv og samler klæder som Dynd, ¹⁷ da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

⁶ Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed; hvor fast han end staar. Sela.

¹⁷ Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor; ¹⁸ thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham. ¹⁹ Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode:

⁵ Du elsker ondt mere end godt, Løgn fremfor at tale Retfærdighed. Sela. ⁶ Du elsker alle fordærvelige Ord, du svigefulde Tunge! ⁷ Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela.

¹⁹ Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

³⁰ De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:

⁴ Gods hjælper ikke paa Vredens Dag, men Retfærdighed redder fra Døden.

⁸ Hvo som formerer sit Gods ved Aager og Rente, samler det til at skænkes de ringe.

¹⁸ Og jeg hadede alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa under Solen, at jeg skulde efterlade det til det Menneske, som skal være efter mig. ¹⁹ Og hvo ved, om han bliver en viis eller en Daare? og han skal dog herske over alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa, og hvori jeg har været viis under Solen; ogsaa dette er Forfængelighed. ²⁰ Da vendte jeg mig om for at lade mit Hjerte fortvivle over alt det Arbejde, som jeg havde arbejdet paa under Solen. ²¹ Thi der er et Menneske, hvis Arbejde er med Visdom og med Kundskab og med Duelighed, og til et Menneske, som ikke har arbejdet derpaa, maa han give det som hans Del; ogsaa dette er Forfængelighed og et stort Onde. ²² Thi hvad har dog Mennesket for alt sit Arbejde og for sit Hjertes Stræben; hvormed han har arbejdet under Solen?

¹⁴ der ikke bliver noget i af sin Moders Liv ligesom han udgik, saa skal han atter nøgen gaa bort, som han kom og han skal, trods sit Arbejde, ikke tage noget, som han kan føre i sin Haand. ¹⁵ Ogsaa dette er et slemt Onde, at han i alle Maader skal gaa bort, saaledes som han kom; hvad Fordel har han da deraf, at han har arbejdet hen i Vejret? ¹⁶ Ja, alle sine Dage æder han sit Brød i Mørket, og han har megen Græmmelse tillige med sin Sygdom og Harme.

¹¹ Som en Agerhøne, der samler Æg, som den ikke selv har lagt, saaledes er den, som forhverver sig Rigdom, men ikke med Ret; han skal forlade den midt i sine Dage og være en Daare paa sit sidste.

¹ Kong Belsazar gjorde et stort Gæstebud for sine tusinde Fyrster og drak Vin i Nærværelse af de tusinde. ² Der Belsazar havde smagt Vinen, befalede han, at de skulde bringe de Kar af Guld og Sølv, som hans Fader, Nebukadnezar, havde taget ud af Templet, som var i Jerusalem, for at Kongen og hans Fyrster, hans Hustruer og hans Medhustruer kunde drikke af dem. ³ Da bragte man Guldkarrene, som de havde taget ud af Helligdommen i Guds Hus, som var i Jerusalem; og de drak af dem, Kongen og hans Fyrster, hans Hustruer og hans Medhustruer. ⁴ De drak Vin og priste de Guder, som vare af Guld og Sølv, Kobber, Jern, Træ og Sten. ⁵ I samme Stund kom Fingre frem af en Menneskehaand og skreve lige over for Lysestagen paa Kalken af Væggen i det kongelige Palads, og Kongen saa Haanden, som skrev. ⁶ Da skiftede Kongen Farve, og hans Tanker forvirrede ham, og hans Lænders Ledemod bleve slappe, og hans Knæ sloge imod hinanden.

²⁵ Og dette er Skriften, som er optegnet: Mene, Mene, Tekel, Ufarsin. ²⁶ Dette er Udtydningen af Talen: "Mene", Gud har talt dit Riges Dage og gjort Ende paa det. ²⁷ Tekel, du er vejet paa Vægtskaale og funden for let. ²⁸ Feres, adsplittet er dit Rige og givet Mederne og Perseine. ²⁹ Da gav Belsazar Befaling, og de klædte Daniel i Purpur, med en Halskæde om hans Hals, og de udraabte om ham, at han skulde være raabte om ham, at han skulde være den tredjemægtige i Riget. ³⁰ I samme Nat blev Belsazar; Kaldæerrles Konge, ihjelslagen.

¹⁰ Ere de end sammenslyngede som Torne og berusede, som det var af deres Vin, skulle de aldeles fortæres som tørt Straa.

⁴⁸ Men dersom nogen ond Tjener vilde sige i sit Hjerte: min Herre tøver at komme; ⁴⁹ og begynde at slaae Medtjenerne, men at æde og drikke med de Drukne: ⁵⁰ saa skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke forventer, og paa den Time, som han ikke veed, ⁵¹ og slaae ham sønder, og giver ham sin Deel med Øienskalke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

⁴⁰ I Daarer! den, som gjorde det Udvortes, gjorde han ikke ogsaa det Indvortes?

²² Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven. ²³ Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.

³ Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye.

⁷ Thi vi have Intet bragt med til Verden, det er da aabenbart, at vi ei heller kunne bringe Noget ud derfra.

¹⁴ I, som ikke vide, hvad i Morgen skee skal; thi hvad er Eders Liv? det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder.