Leviticus 1 Cross References - Danish

¹ Og han kaldte ad Mose; og HERREN talede til ham fra Forsamlingens Paulun og sagde: ² Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar nogen af eder vil ofre et Offer til HERREN, da skulle I ofre eders Offer af Fæ, af stort Kvæg eller af smaat Kvæg. ³ Dersom hans Offer er Brændoffer af stort Kvæg, skal han ofre en Han, som er uden Lyde; for Forsamlingens Pauluns Dør skal han ofre den, for sig til en Behagelighed for HERRENS Ansigt. ⁴ Og han skal lægge sin Haand paa Brændofrets Hoved, saa bliver det for ham behageligt til at gøre Forligelse for ham. ⁵ Og han skal slagte den unge Okse for HERRENS Ansigt; og Præsterne, Arons Sønner, skulle bære Blodet frem og stænke Blodet omkring paa Alteret, som staar ved Døren til Forsamlingens Paulun. ⁶ Og man skal flaa Brændofret og hugge det i sine Stykker. ⁷ Og Arons, Præstens, Sønner skulle gøre Ild paa Alteret, og de skulle lægge Ved til Rette paa Ilden. ⁸ Og Præsterne, Arons Sønner, skulle lægge Stykkerne til Rette, Hovedet og Fedtet, paa Veddet, som er paa Ilden paa Alteret. ⁹ Men dets Indvolde og dets Skanker skal man to i Vand, og Præsten skal gøre et Røgoffer af det alt sammen paa Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for HERREN. ¹⁰ Men dersom hans Offer er af smaat Kvæg, af Faar eller af Geder, til et Brændoffer, da skal han ofre en Han uden Lyde. ¹¹ Og han skal slagte den ved Alterets Side mod Norden for HERRENS Ansigt, og Præsterne, Arons Sønner, skulle stænke Blodet deraf paa Alteret rundt omkring. ¹² Og han skal hugge den i sine Stykker og dertil tage dens Hoved og dens Fedt; og Præsten skal lægge det til Rette paa Veddet, som er paa Ilden paa Alteret. ¹³ Men Indvoldene og Skankerne skal han to i Vand, og Præsten skal ofre det alt sammen og skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for HERREN. ¹⁴ Men om hans Offer til HERREN er et Brændoffer af Fugle, da skal han ofre sit Offer af Turtelduer eller Dueunger. ¹⁵ Og Præsten skal bære det til Alteret og vride Hovedet om derpaa og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, og Blodet deraf skal udkrystes mod Alterets Væg. ¹⁶ Og han skal borttage dens Kro og dens Fjer og kaste det ved Alteret mod Østen paa Askens Sted. ¹⁷ Og han skal flække den ved dens Vinger, men ikke skille den, og Præsten skal gøre et Røgoffer af den paa Alteret, paa Vedtet, som er paa Ilden; det er et Ildoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for HERREN

²¹ Og Gud HERREN gjorde Adam og hans Hustru Kjortler af Skind og iførte dem.

³ Og det hændte sig, der en Tid var forløben, og Kain frembar et Offer til HERREN af Jordens Frugt. ⁴ Og Abel, ogsaa han bar frem af sin Hjords første Affødning og af deres Fedme; og HERREN saa til Abel og til hans Offer. ⁵ Men til Kain og til hans Offer saa han ikke; da blev Kain meget vred, og hans Ansigt falmede.

²⁰ Og Noa byggede HERREN et Alter og tog af alle Haande rent Kvæg og af alle Haande rene Fugle og ofrede Brændoffer paa Alteret. ²¹ Og HERREN lugtede den behagelige Lugt; da sagde HERREN i sit Hjerte: Jeg vil ikke mere herefter forbande Jorden for Menneskets Skyld, thi Menneskets Hjertes Tanke er ond fra hans Ungdom; og jeg vil ikke mere slaa alt, hvad der lever, saaledes som jeg har gjort.

⁹ Og han sagde til ham: Tag mig en tre Aar gammel Kvie og en tre Aar gammel Ged og en tre Aar gammel Vædder og en Turteldue og en Dueunge. ¹⁰ Og han tog ham alt dette og delte det midt over og lagde den ene Del deraf tvært over for den anden; men Fuglene delte han ikke.

² Og han sagde: Tag nu din Søn, din eneste, som du har kær, Isak, og gak du til Moria Land og offer ham der til et Brændoffer paa et af Bjergene, som jeg vil sige dig.

⁸ Og Abraham sagde: Gud skal selv udse sig Lammet til Brændofferet, min Søn; saa gik de begge tilsammen. ⁹ Og der de kom til det Sted, som Gud havde sagt ham, da byggede Abraham der et Alter og lagde Veddet til Rette, og han bandt Isak, sin Søn, og lagde ham paa Alteret oven paa Veddet.

¹³ Da opløftede Abraham sine Øjne og saa, og se, en Vædder bag ham var indviklet i Busken ved sine Horn; og Abraham gik og tog Vædderen og ofrede den til Brændoffer i sin Søns Sted.

⁵ Det shal være eder et lydeløst, eet Aar gammelt Vædderlam; I skulle tage det af Faarene eller af Gederne.

³ Og Mose steg op til Gud, og HERREN raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre Israels Børn:

¹ Og han sagde til Mose: Stig op til HERREN, du og Aron, Nad og Abihu og halvfjerdsindstyve af de ældste i Israel, og I skulle tilbede i Afstand. ² Men Mose skal gaa frem for sig alene til HERREN, og de andre de skulle ikke gaa frem, og Folket skal ikke stige op med ham.

⁵ Og han sendte unge Karle did af Israels Børn, og de Ofrede Brændofre, og de Slagtede Takofre for HERREN af Okser. ⁶ Og Mose tog Halvdelen af Blodet og kom det i Bækkener, og Halvdelen af Blodet stænkede han paa Alteret. ⁷ Og han tob Pagtens Bog og læste den for Folkets Øren, og de sagde: vi ville gøre alt det, som HERREN har sagt, og være lydige. ⁸ Da tog Mose Blodet og stænkede paa Folket og sagde: Se, det er den Pagts Blod, som HERREN har gjort med eder over alle disse Ord.

¹² Og HERREN sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget og bliv der, saa vil jeg give dig Stentavler og Loven og Budet, som jeg har skrevet, for at lære dem disse.

²² Og der vil jeg komme til dig og tale rned dig oven fra Naadestolen, imellem de to Keruber, som ere paa Vidnesbyrdets Ark, alt det, jeg vil byde dig angaaende Israels Børn.

⁴ Saa skal du føre Aron og hans Sønner frem til Forsamlingens Pauluns Dør og to dem i Vand.

¹⁰ Og du skal lade Tyren føre nær til for Forsamlingens Paulun, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Tyrens Hoved.

¹⁵ Og du skal tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Væderens Hoved. ¹⁶ Og du skal slagte Væderen og tage dens Blod og stænke paa Alteret trindt omkring. ¹⁷ Men Væderen skal du hugge i sine Stykker; saa skal du to dens Indvolde og dens Skanker og lægge dem oven paa dens Stykker og paa dens Hoved. ¹⁸ Og du skal gøre et Røgoffer af den hele Væder paa Alteret; det er et Brændoffer for HERREN, det er en behagelig Lugt, et Ildoffer for HERREN.

¹⁸ Og du skal gøre et Røgoffer af den hele Væder paa Alteret; det er et Brændoffer for HERREN, det er en behagelig Lugt, et Ildoffer for HERREN. ¹⁹ Og du skal tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Væderens Hoved.

²⁵ Og du skal tage det af deres Hænder og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret over Brændofferet, til en behagelig Lugt for HERRENS Ansigt; det er et Ildoffer for HERREN.

⁴² Dette er det bestandige Brænder hos eders Efterkommere ved Forsamlingens Pauluns Dør for HERRENS Ansigt, der hvor jeg vil komme til eder for at tale med dig.

⁶ Og de stode aarle op den anden, Dag og ofrede Brændofre og fremførte Takofre; og Folket satte sig ned til at æde og drikke og stod op at lege.

⁷ Men Mose tog Teltet og slog sig det ud udenfor Lejren, langt fra Lejren, og kaldte det Forsamlingens Telt; og det skete, at hver som vilde adspørge HERREN, maatte gaa ud til Forsamlingens Telt, som var udenfor Lejren.

⁵ Tager, af hvad eder tilhører, en Offergave til HERREN; hver som er villig af sit Hjerte, skal fremføre den, en Offergave til HERREN: Guld og Sølv og Kobber,

²¹ Og de kom, hver Mand, hvis Hjerte førte ham dertil, og hver den, hvis Aand frivillig drev ham dertil, de fremførte Offergave til HERREN, til Forsamlingens Pauluns Gerning og til alt Arbejdet dermed og til de hellige Klæder.

²⁹ Hver land og Kvinde af Israels Børn, hvem deres Hjerte drev til frivilligt at bringe noget til al den Gerning, som HERREN ved Mose havde befalet at udføre, bragte en frivillig Gave til HERREN.

³ Og de modtoge af Mose hele Offergaven, som Israels Børn fremførte til Helligdommens Tjenestes Gerning, for at gøre den færdig; og de fremførte desuden til ham frivillige Gaver hver Morgen.

¹ Og han gjorde Brændofrets Alter af Sithimtræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet og tre Alen højt.

³² Saa blev hele Arbejdet med Forsamlingens Tabernakels Paulun fuldkommet; og Israels Børn gjorde det, efter alt det, som HERREN havde befalet Mose, saa gjorde de.

²² Og han satte Bordet i Forsamlingens Paulun, ved Tabernaklets Side mod Norden uden for Forhænget.

³⁴ Da skjulte Skyen Forsamlingens Paulun, og HERRENS Herlighed fyldte Tabernaklet. ³⁵ Og Mose kunde ikke gaa ind i Forsamlingens Paulun, thi Skyen hvilede over det, og HERRENS Herlighed fyldte Tabernaklet.

² Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar nogen af eder vil ofre et Offer til HERREN, da skulle I ofre eders Offer af Fæ, af stort Kvæg eller af smaat Kvæg. ³ Dersom hans Offer er Brændoffer af stort Kvæg, skal han ofre en Han, som er uden Lyde; for Forsamlingens Pauluns Dør skal han ofre den, for sig til en Behagelighed for HERRENS Ansigt.

⁵ Og han skal slagte den unge Okse for HERRENS Ansigt; og Præsterne, Arons Sønner, skulle bære Blodet frem og stænke Blodet omkring paa Alteret, som staar ved Døren til Forsamlingens Paulun.

⁷ Og Arons, Præstens, Sønner skulle gøre Ild paa Alteret, og de skulle lægge Ved til Rette paa Ilden. ⁸ Og Præsterne, Arons Sønner, skulle lægge Stykkerne til Rette, Hovedet og Fedtet, paa Veddet, som er paa Ilden paa Alteret. ⁹ Men dets Indvolde og dets Skanker skal man to i Vand, og Præsten skal gøre et Røgoffer af det alt sammen paa Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for HERREN.

⁹ Men dets Indvolde og dets Skanker skal man to i Vand, og Præsten skal gøre et Røgoffer af det alt sammen paa Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for HERREN.

⁹ Men dets Indvolde og dets Skanker skal man to i Vand, og Præsten skal gøre et Røgoffer af det alt sammen paa Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for HERREN. ¹⁰ Men dersom hans Offer er af smaat Kvæg, af Faar eller af Geder, til et Brændoffer, da skal han ofre en Han uden Lyde. ¹¹ Og han skal slagte den ved Alterets Side mod Norden for HERRENS Ansigt, og Præsterne, Arons Sønner, skulle stænke Blodet deraf paa Alteret rundt omkring. ¹² Og han skal hugge den i sine Stykker og dertil tage dens Hoved og dens Fedt; og Præsten skal lægge det til Rette paa Veddet, som er paa Ilden paa Alteret. ¹³ Men Indvoldene og Skankerne skal han to i Vand, og Præsten skal ofre det alt sammen og skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for HERREN.

¹⁵ Og Præsten skal bære det til Alteret og vride Hovedet om derpaa og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, og Blodet deraf skal udkrystes mod Alterets Væg.

¹⁷ Og han skal flække den ved dens Vinger, men ikke skille den, og Præsten skal gøre et Røgoffer af den paa Alteret, paa Vedtet, som er paa Ilden; det er et Ildoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for HERREN

¹ Men dersom hans Offer er et Takoffer, dersom han ofrer af stort Kvæg, enten Han eller Hun, da skal han ofre det, som er uden Lyde for HERRENS Ansigt. ² Og han skal lægge sin Haand paa sit Offers Hoved og slagte det for Forsamlingens Pauluns Dør; og Arons Sønner, Præsterne, skulle stænke Blodet paa Alteret rundt omkring.

⁸ Og han skal lægge sin Haand paa sit Offers Hoved og slagte det for Forsamlingens Paulun, og Arons Sønner skulle stænke dets Blod paa Alteret rundt omkring.

¹¹ Og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret; det er Ildoffers Mad for HERREN.

¹³ og han skal lægge sin Haand paa dens Hoved og slagte den for Forsamlingens Paulun, og Arons Sønner skulle stænke dens Blod paa Alteret rundt omkring.

⁴ Og han skal føre Tyren til Forsamlingens Pauluns Dør for HERRENS Ansigt og lægge sin Haand paa Tyrens Hoved og slagte Tyren for HERRENS Ansigt.

¹² ja, den hele Tyr skal han bringe uden for Lejren, til et rent Sted, der hvor Asken udslaas, og han skal brænde den paa Veddet i Ilden; den skal opbrændes der, hvor Asken udslaas.

¹⁵ Og de ældste af Menigheden skulle lægge deres Hænder paa Tyrens Hoved for HERRENS Ansigt, og man skal slagte Tyren for HERRENS Ansigt.

²⁰ Og han skal gøre ved Tyren, ligesom han gjorde ved Syndofrets Tyr, saa skal han gøre ved den; og Præsten skal gøre Forligelse for dem, saa bliver det dem forladt.

²³ Naar hans Synd, med hvilken han syndede, bliver ham tilkendegiven, da skal han fremføre sit Offer, en Gedebuk, en Han uden Lyde. ²⁴ Og han skal lægge sin Haand paa Bukkens Hoved og slagte den paa det Sted, hvor man plejer at slagte Brændoffer for HERRENS Ansigt; det er et Syndoffer.

²⁶ Men af alt dets Fedt skal han gøre et Røgoffer paa Alteret, ligesom af Fedtet af Takofret; og saa skal Præsten gøre Forligelse for ham, for hans Synd, saa bliver den ham forladt.

²⁹ Og han skal lægge sin Haand paa Syndofrets Hoved og slagte Syndofret paa Brændofrets Sted.

³¹ Men alt dets Fedt skal han aftage, ligesom Fedtet blev aftaget af Takofret, og Præsten skal gøre det til et Røgoffer paa Alteret, til en behagelig Lugt for HERREN; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, og det skal forlades ham.

³⁵ Men alt dets Fedt skal han aftage deraf, ligesom Fedtet blev aftaget af Takofrets Lam, og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, tillige med HERRENS Ildofre, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede, og det skal forlades ham.

⁶ da skal han for sin Skyld, formedelst sin Synd, hvormed han syndede, fremføre for HERREN en Hun af Smaakvæg, et Lam eller en ung Ged, til Syndoffer; saa skal Præsten gøre Forligelse for ham for hans Synd. ⁷ Men formaar hans Haand ikke et Lam, da skal han for sin Skyld, i hvad han syndede fremføre to Turtelduer eller to Dueunger for HERREN, een til Syndoffer og een til Brændoffer. ⁸ Og han skal føre dem frem til Præsten, og han skal ofre den første, som er til Syndoffer og omvride Hovedet paa den; lige ved Nakken, men ikke skille den ad.

⁸ Og han skal føre dem frem til Præsten, og han skal ofre den første, som er til Syndoffer og omvride Hovedet paa den; lige ved Nakken, men ikke skille den ad. ⁹ Og han skal stænke af Syndofrets Blod paa Alterets Væg, og det, som er tilovers af Blodet, skal udkrystes ved Alterets Fod; det er et Syndoffer.

⁷ Og dette er Loven om Madofret. Arons Sønner skulle føre det frem for HERRENS Ansigt, lige for Alteret.

⁹ Men Aron og hans Sønner skulle fortære det, som bliver tilovers; det skal, ædes med usyrede Brød paa et helligt Sted, i Forsamlingens Pauluns Forgaard skulle de æde det. ¹⁰ Det skal ikke bages med Surdejg, jeg har givet det til deres Del af mine Ildofre; det er en højhellig Ting, ligesom Syndofret og ligesom Skyldofret.

¹⁰ Det skal ikke bages med Surdejg, jeg har givet det til deres Del af mine Ildofre; det er en højhellig Ting, ligesom Syndofret og ligesom Skyldofret. ¹¹ Alt Mandkøn iblandt Arons Børn skal æde det, en evig Rettighed hos eders Efterkommere af HERRENS Ildofre; hver den, som rører ved de Ting, bliver hellig

¹¹ Alt Mandkøn iblandt Arons Børn skal æde det, en evig Rettighed hos eders Efterkommere af HERRENS Ildofre; hver den, som rører ved de Ting, bliver hellig ¹² Og HERREN talede til Mose og sagde: ¹³ Dette skal være det Offer, som Aron og hans Sønner skulle ofre HERREN paa den Dag, han skal salves: Tiendeparten af en Epha Mel til Madoffer bestandig Halvdelen deraf om Morgenen og Halvdelen deraf om Aftenen.

²⁵

² Paa det Sted, hvor de skulle slagte Brændofret, skulle de slagte Skyldofret, og man skal stænke Blodet deraf paa Alteret rundt omkring.

⁸ Og den Præst som ofrer nogens Brændoffer, den Præst skal Huden af det Brændoffer, han har ofret, høre til.

¹⁶ Og dersom det Slagtoffer, som han ofrer, er et Løfteoffer eller et frivilligt Offer, da skal det ædes paa den samme Dag, han ofrer sit Offer, og den næste Dag skal det ædes, som levnes deraf.

¹⁴ Og han førte Syndofrets Tyr frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder paa Syndofrets Tyrs Hoved.

¹⁸ Og har lod Brændofrets Væder føre frem og Aron og hans Sønner lagde Hænderne paa Væderens Hoved.

¹⁸ Og har lod Brændofrets Væder føre frem og Aron og hans Sønner lagde Hænderne paa Væderens Hoved. ¹⁹ Man slagtede den, og Mose stænkede Blodet paa Alteret rundt omkring. ²⁰ Og han huggede Væderen i sine Stykker, og Mose lod gøre et Røgoffer af Hovedet og Stykkerne og Indvoldenes Fedt. ²¹ Og han toede Indvoldene og Skankerne med vand, og Mose lod gøre et Røgoffer af den hele Væder paa Alteret; det var et Brændoffer til en sød Lugt, det var et Ildoffer for HERREN, saa som HERREN havde befalet Mose.

²¹ Og han toede Indvoldene og Skankerne med vand, og Mose lod gøre et Røgoffer af den hele Væder paa Alteret; det var et Brændoffer til en sød Lugt, det var et Ildoffer for HERREN, saa som HERREN havde befalet Mose. ²² Og han lod den anden Væddere føre frem, Fyldelsens Væder, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder paa Væderens Hoved.

⁷ Og Mose sagde til Aron: Træd frem for Alteret, og bring dit Syndoffer og dit Brændoffer, og gør Forligelse for dig og for Folket, og bring Folkets Offer og gør saa Forligelse for dem, saa som HERREN har befalet.

¹² Og han slagtede Brændofret, og Arons Sønner gave ham Blodet, og han stænkede det paa Alteret rundt omkring. ¹³ Og de gave ham Brændofret efter dets Stykker og Hovedet, og han gjorde det til Røgoffer paa Alteret. ¹⁴ Og han toede Indvoldene og Skankerne og gjorde det til Røgoffer oven paa Brændofret paa Alteret.

¹⁴ Og han toede Indvoldene og Skankerne og gjorde det til Røgoffer oven paa Brændofret paa Alteret.

²⁴ Og Ild kom ud fra HERRENS Ansigt og fortærede paa Alteret Brændofret og Fedtstykkerne; og alt Folket saa det, og de frydede sig, og de faldt ned paa deres Ansigter.

⁸ Men formaar hendes Haand ikke et Lam, da skal hun tage to Turtelduer eller to unge Duer, een til Brændoffer og een til Syndoffer; saa skal Præsten gøre Forligelse for hende, og hun er ren.

⁷ Og skal tage de to Bukke, og han skal stille dem for HERRENS Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør

¹⁵ Og han skal slagte Syndofrets Buk, som er for Folket, og bære dens Blod inden for Forhænget og gøre med dens Blod, ligesom han gjorde med Tyrens Blod, og stænke det mod Naadestolen og for Naadestolen.

²¹ Og Aron skal lægge begge sine Hænder paa den levende Buks Hoved og over den bekende alle Israels Børns Misgerninger og alle deres Overtrædelser i alle deres Synder, og han skal lægge dem paa Bukkens Hoved og sende den bort til ørken ved en Mand, som er skikket dertil.

²⁴ Og han skal bade sin Krop i Vand paa et helligt Sted og iføre sig sine andre Klæder, og han skal gaa ud og gøre sit Brændoffer og Folkets Brændoffer og gøre Forligelse for sig og for Folket.

²⁷ Og Syndofrets Tyr og Syndofrets Buk, hvis Blod bliver baaret ind i Helligdommen til at gøre Forligelse, skal man føre ud uden for Lejren, og man skal opbrænde deres Hud og deres Kød og deres Møg med Ild.

⁴ og ikke fører den frem for Forsamlingens Pauluns Dør, til at ofre Offer for HERREN, foran HERRENS Tabernakel, den Mand skal Blodskyld tilregnes, han udøste Blod, og den Mand skal udryddes midt ud af sit Folk;

⁹ og ikke fører det frem til Forsamlingens Pauluns Dør at lave det for HERREN, den Mand skal udryddes fra sit Folk.

¹⁸ Tal til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn, og sig til dem: Naar nogen som helst af Israels Hus eller af de fremmede i Israel vil ofre sit Offer, enten det er efter deres Løfte, eller deres frivillige Offer, som de ville ofre HERREN til et Brændoffer, ¹⁹ da skal det, for at blive til en Behagelighed for eder, være uden Lyde, en Han af stort Kvæg, af Faarene eller af Gederne.

¹⁹ da skal det, for at blive til en Behagelighed for eder, være uden Lyde, en Han af stort Kvæg, af Faarene eller af Gederne.

¹⁹ da skal det, for at blive til en Behagelighed for eder, være uden Lyde, en Han af stort Kvæg, af Faarene eller af Gederne. ²⁰ I skulle intet ofre af det, som der er Lyde paa; thi det bliver ikke til en Behagelighed for eder. ²¹ Og naar nogen vil ofre et Takoffer for HERREN til at indfrie et Løfte eller til et frivilligt Offer af stort Kvæg eller smaat Kvæg, da skal det være uden Lyde, at det kan være til en Behagelighed; der skal slet ingen Lyde være paa det.

²¹ Og naar nogen vil ofre et Takoffer for HERREN til at indfrie et Løfte eller til et frivilligt Offer af stort Kvæg eller smaat Kvæg, da skal det være uden Lyde, at det kan være til en Behagelighed; der skal slet ingen Lyde være paa det. ²² Det, som er blindt eller benbrudt eller lemlæstet, eller som har flydende Saar eller Skurv eller Fnat det skulle I ikke ofre HERREN, og I skulle ikke bringe Ildoffer deraf paa Alteret til HERREN. ²³ Baade en Okse og et Faar, som har et Lem for stort eller for lidet, deraf maa du gøre et frivilligt Offer; men til et Løfte kan det ikke vorde behageligt. ²⁴ Og I skulle ikke ofre HERREN noget, som er blevet krystet eller stødt eller sønderevet eller afskaaret, og I skulle ikke gøre sligt i eders Iand.

²⁷ Naar en Okse eller et Faar eller en Ged fødes, da skal den være i syv Dage hos sin Moder, og fra den ottende Dag og derefter skal den være behagelig til et Ildoffer for HERREN.

⁸⁹ Og naar Mose kom til Forsamlingens Paulun for at tale med, ham, da hørte han Røsten tale til sig ovenfra Naadestolen, som var paa Vidnesbyrdets Ark, midt ud fra de to Keruber; og han talede til ham.

¹² Og Leviterne skulle lægge deres Hænder paa Tyrenes Hoved; og gøre saa den ene til et Syndoffer og den anden til et Brændoffer for HERREN, til at gøre Forligelse for Leviterne.

⁸ Og naar du vil lave en ung Tyr til et Brændoffer eller Slagtoffer, for at indfri et særligt Løfte eller gøre et Takoffer for HERREN, ⁹ da skal man ofre tillige med den unge Tyr som Madoffer tre tiende Parter Mel, blandet med en halv Hin Olie. ¹⁰ Og du skal ofre Vin til Drikofret, en halv Hin; det er et Ildoffer, en behagelig Lugt for HERREN.

²⁵ Saa skal Præsten gøre Forligelse for al Israels Børns Menighed, og det bliver dem forladt; thi det er af Vanvare, og de skulle føre deres Offer frem til et Ildoffer for HERREN, og deres Syndoffer for HERRENS Ansigt for deres Vanvares Skyld,

²⁸ Og Præsten skal gøre Forligelse for ham, som har forset sig og syndede af Vanvare, for HERRENS Ansigt; han skal gøre Forligelse for ham, saa bliver det ham forladt.

¹⁷ Men det førstefødte af Øksne eller det førstefødte af Faar eller det førstefødte af Geder skal du ikke løse, de ere hellige; deres Blod skal du stænke paa Alteret, og du skal gøre et Røgoffer af deres Fedt, et Ildoffer til en behagelig Lugt for HERREN.

³ Og Bileam sagde til Balak: Stil dig ved dit Brændoffer, og jeg vil gaa hen, maaske HERREN møder mig, og det Ord, som han lader mig skue, vil jeg give dig til Kende; og han gik op paa et højt Sted.

¹⁰ Hvo har talt Jakobs Støv og Tallet paa den fjerde Part af Israel? Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som hans! ¹¹ Da sagde Balak til Bileam: Hvad gør du imod mig? jeg tog dig hid til at forbande mine Fjender, og se du har velsignet dem.

¹⁹ Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at han skulde angre; har han sagt det, skulde ikke gøre det? og har han talet, og skulde ikke holde det?

²³ Thi der er ingen Spaadomskunst i Jakob og ingen Sandsigerkunst i Israel; i sin Tid skal der siges til Jakob og til Israel, hvad Gud har gjort. ²⁴ Se, det Folk skal staa op som en Løvinde og ophøje sig som en Løve; det skal ikke lægge sig, før det æder Rovet og drikker de ihjelslagnes Blod.

²⁷ Og Balak sagde til Bileam: Kære, gaa med, jeg vil tage dig med hen hen til et andet Sted; maaske det maatte være Ret for Guds Øjne, at du derfra forbander mig det.

³⁰ Og Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Okse og en Væder paa hvert Alter.

¹³ Og han og hans Sæd efter ham skal have et evigt Præstedømmes Pagt, fordi han var nidkær for sin Gud og gjorde Forligelse for Israels Børn.

⁸ Men I skulle ofre Brændoffer for HERREN til en behagelig Lugt: En ung Tyr, een Væder, syv Lam, aargamle; uden Lyde skulle de være eder; ⁹ og deres Madoffer, Mel, blandet. med Olie, tre Tiendeparter til Tyren, to Iiendeparter til den ene Væder ¹⁰ een Tiendepart til hvert Lam af de syv Lam; ¹¹ een Gedebuk til Syndoffer, foruden Forligelsens Syndoffer og det bestandige Brændoffer og dets Madoffer og deres Drikofre.

¹³ Og I skulle ofre Brændoffer, et Ildoffer til en behagelig Lugt for HERREN: Tretten unge Tyre, to Vædre, fjorten Lam, aargamle; de skulle være uden Lyde;

⁵ men paa det Sted, som HERREN eders Gud udvælger af alle eders Stammer til der at sætte sit Navn, der hvor han vil bo, skulle I søge ham, og derhen skal du komme. ⁶ Og derhen skulle I føre eders Brændofre, og eders Slagtofre og eders Tiender og eders Hænders Offergaver og eders Løfter og eders frivillige Ofre og de førstefødte af eders store Kvæg og af eders smaa Kvæg;

¹³ Tag dig i Vare, at du ikke ofrer dine Brændofre paa hvert det Sted, som du udser: ¹⁴ Men paa det Sted, som HERREN udvælger, i en af dine Stammer, der skal du ofre dine Brændofre, og der skal du gøre alt det, som jeg byder dig.

²⁷ Og du skal bringe dine Brændofre, Kødet og Blodet, paa HERREN din Guds Alter, og Blodet af dine Ofre skal udøses paa HERREN din Guds Alter, og Kødet maa du æde.

²¹ Dog, om der er Lyde paa det, saa det er lamt eller blindt, hvad som helst slem Lyde det er, da skal du ikke ofre det for HERREN, din Gud.

¹ Du skal ikke ofre HERREN din Gud Okse eller Lam, som har en lyde, eller nogen slem Ting: thi det er HERREN din Gud en Vederstyggelighed.

²³ Saa lader dem give os to Okser, og de maa udvælge sig den ene Okse og hugge den i Stykker og lægge den paa Veddet, men ikke lægge Ild dertil, saa vil jeg lave den anden Okse til og lægge den paa Veddet, men ikke lægge Ild dertil.

³³ Og han lagde Veddet til Rette og huggede Oksen i Stykker og lagde den paa Veddet.

²⁹ Giver HERREN hans Navns Ære; fremfører Skænk og kommer for hans Ansigt, tilbeder HERREN i hellig Prydelse!

²⁶ Og David byggede HERREN der et Alter og ofrede Brændofre og Takofre; og der han kaldte paa HERREN, da bønhørte han ham ved Ild fra Himmelen paa Brændofferets Alter.

¹ Og der Salomo havde fuldendt at bede, da faldt Ild ned fra Himmelen og fortærede Brændofferet og Slagtofrene, og HERRENS Herlighed fyldte Huset.

²² Da slagtede de Øksnene, og Præsterne toge imod Blodet og stænkede det paa Alteret; de slagtede og Vædrene og stænkede Blodet paa Alteret, i lige Maade slagtede de Lammene og stænkede Blodet paa Alteret. ²³ Derfter førte de Bukkene frem til Syndoffer for Kongens og Forsamingens Ansigt, og de lagde deres Hænder paa dem. ²⁴ Og Præsterne slagtede dem og rensede med deres Blod Alteret fra Synd, til at gøre Forligelse for hele Israel; thi Kongen havde sagt, at Brændofferet og Syndofferet var for hele Israel.

¹¹ og disse slagtede Paaskelammene, og Præsterne stænkede med Blodet, som de modtoge af deres Hænder, og Leviterne flaaede Lammene.

³¹ og til at sørge for Gaven af Veddet til bestemte Tider og for Førstegrøderne. Kom mig i Hu, min Gud! til det gode.

¹⁰ Thi du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget; du skal ikke lade din Bjerge hellige se Forraadnelse.

¹ Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David.

²¹ Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!

⁸ Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig.

⁶ Imod dig, imod dig alene har jeg syndet og gjort det onde for dine Øjne, paa det du skal være retfærdig, naar du taler, voere ren, naar du dømmer.

¹⁵ Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela.

¹ Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David. ² Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. ³ Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. ⁴ Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. ⁵ Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. ⁶ Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. ⁷ Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, HERRE Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. ⁸ Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. ⁹ Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. ¹⁰ Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaarle, ere faldne paa mig. ¹¹ Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. ¹² Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. ¹³ De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. ¹⁴ Men jeg henflyr med min Bøn til dig, HERRE! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! ¹⁵ Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! ¹⁶ Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig! ¹⁷ Bønhør mig, HERRE! thi din miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! ¹⁸ Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! ¹⁹ Hold; dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! ²⁰ Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. ²¹ Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og var ingen, og paa jeg fandt ikke nogen.

³ Dit Folk fremstiller sig frivilligt paa din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød.

¹¹ Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofrer siger HERREN; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.

¹⁵ saaledes skal han rense mange Hedninger, Konger skulle tillukke deres Mund for ham; thi hvad der ikke var fortalt dem, have de set, og hvad de ikke havde hørt, have de forfaret.

⁴ Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig.

⁴ Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig. ⁵ Men han er saaret for vore Overtrædelser og knust for; vore Misgerninger; Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar.

⁵ Men han er saaret for vore Overtrædelser og knust for; vore Misgerninger; Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar. ⁶ Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men HERREN lod al vor Misgerning komme over ham.

⁶ Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men HERREN lod al vor Misgerning komme over ham. ⁷ Han blev trængt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Muld; som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt over for dem, som klippe det; og han oplod ikke sin Mund.

¹⁰ Men HERREN havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og HERRENS Villie skal lykkes ved hans I Haand.

⁷ Dem vil jeg føre til mit hellige Bjerg, og glæde dem i mit Bedehus; deres Brændofre og deres Slagtofre skulle være mig en Velbehagelighed paa mit Alter; thi mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslag.

¹⁴ Afto dit Hjerte; Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvor længe skulle din retfærdigheds Tanker bo i dit Indre?

⁵ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! opløft dog dine Øjne imod Norden; og jeg opløftede mine Øjne imod Norden, og se, Nord for Alterporten stod dette Nidkærhedens Billede ved Indgangen.

²⁸ Der jeg havde ført dem til det Land, over hvilket jeg havde opløftet min Haand for; at give dem det, og de saa nogen fremragende Høj eller noget løvrigt Træ, da ofrede de der deres Slagtofre og nedlagde der deres Gaver til at fortørne mig og bragte der deres søde Lugt og udøste der deres Drikofle.

⁴⁰ Thi paa mit hellige Bjerg, paa Israels høje Bjerg, siger den Herre, HERRE, der skal alt Israels Hus, alle de, som ere i Landet, tjene mig; der vil jeg have Behag i dern, og der vil jeg spørge efter eders Gave og efter Førstegrøden af, hvad I Frembære iblandt alle de Ting, som hellige. ⁴¹ Jeg vil have Behag i eder for den søde Lugts Skyld, haar jeg udfører eder fra Folkene og sanker eder fra Landene, i hvike I have været adspredte, og jeg vil helliggøres paa eder for Hedningernes Øjne.

²⁵ Og jeg vil stænke rent Vand over eder, og I skulle blive rene; fra alle eders Urenheder og fra alle eders Afguder vil jeg rense eder.

²⁴ Der er halv fjerdsindstyve Uger bestemte over dit Folk og over din hellige Stad til at hindre Overtrædelsen og til at forsegle Synder og til at sone Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at forsegle Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste.

⁶ Hvormed skal jeg komme HERREN i Møde og bøje mig for Højhedens Gud? mon jeg skal komme ham i Møde med Brændofre med aarsgamle Kalve?

⁷ Sværd! vaagn op imod min Hyrde og imod den Mand, som er min Næste, siger den HERRE Zebaoth; slaa Hyrden, og Faarene skulle adspredes, og jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa.

¹⁰ Gid der dog var een iblandt eder, som vilde tillukke Dørene, at I ikke skulde optænde Ild paa mit Alter skulde optænde Ild paa mit Alter forgæves? jeg har ingen Lyst til eder, siger den HERRE Zebaoth, og har ikke Behag i Offergaver af eders Haand.

¹⁴ Og forbandet er den, som bedrager, naar han dog har en Han i sin Hjord, og den, som gør Løfte og ofrer, noget beskadiget til Herren; thi jeg er en stor Konge, siger den HERRE Zebaoth, og mit Navn er forfærdeligt iblandt Hedningerne.

²⁹ Tager mit Aag paa Eder og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet: saa skulle I finde Hvile for Eders Sjæle.

²⁵ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I rense Bægere og Fade udvortes, men indentil ere de fulde af Rov og Uretfærdighed. ²⁶ Du blinde Pharisæer! rens først det, som er inden i Bøgeret og Fadet, at ogsaa det Udvortes paa dem maa blive reent. ²⁷ Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! thi I ere ligesom kalkede Grave, hvilke synes deilige udvortes, men indentil ere fulde af døde Been og al Ureenhed. ²⁸ Ligesaa synes og I vel udvortes retfærdige for Menneskene, men indvortes ere I fulde af Øienskalkhed og Uret.

¹ Og det skete, der Jesus havde endt alledisse Ord, sagde han til sine Disciple: ² I vide, at om to Dage er det Paaske og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes. ³ Da forsamledes de Ypperstepræster og Skriftkloge og Folkets Ældste i den Ypperstepræstens Palads; han hedte Caiphas. ⁴ Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesus med List og ihjelslaae ham. ⁵ men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket. ⁶ Men der Jesus var i Bethania udi Simon den Spedalskes Huus, ⁷ da kom en Kvinde til ham, som havde en Alabasters Krukke med meget kostelig Salve, ogudøste den paa hans Hoved, der han sad tilbords. ⁸ Men der hans Disciple det saae, bleve de fortrydelige og sagde: hvortil tjener denne Spilde? ⁹ Thi denne Salve kunde været solgt til en høi Pris og givet til de Fattige. ¹⁰ Men der Jesus det mærkte, sagde han til dem: hvi gjøre I denne Kvinde Fortred? Hun har jo gjort en god Gjerning imod mig. ¹¹ Thi I have altid Fattige hos Eder; men mig have I ikke altid. ¹² Thi at hun udgød denne Salve paa mit Legeme, det har hun gjort for at flye mig til jorde. ¹³ Sandelig siger jeg Eder, hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden, skal og det, hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse. ¹⁴ Da gik een af de Tolv, ved Navn Judas Ischariotes, hen til de Ypperstepræster, ¹⁵ og sagde: hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade Eder ham? men de udtællede ham tredive sølvpenninge. ¹⁶ Og fra den Stund søgte han beleilig Tid til at forraade ham. ¹⁷ Men paa den første Dag af de usyrede Brøds Høitid gik Disciplene til Jesus, og sagde til ham; hvor vil du, at vi skulle berede for dig at æde Paaskelammet? ¹⁸ Men han sagde: gaar ind i Staden til en viis mand, og siger til ham: Mesteren siger; min Tid er nær; jeg vil holde Paaske hos dig med mine Disciple. ¹⁹ Og Disciplene gjorde, ligesom Jesus befoel dem, og beredte Paaskelammet. ²⁰ Men der det var blevet Aften, satte han sig tilbords med de Tolv. ²¹ Og der de aade, sagde han: sandelig siger jeg Eder, at Een af Eder skal forraade mig. ²² Og de bleve saare bedrøved, og begyndte hver især at sige til ham: Herre, er det mig? ²³ Men han svarede og sagde: den, som dyppede Haanden tilligemed mig i Fadet, han skal forraade mig. ²⁴ Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født. ²⁵ Men Judas, som ham forraadte, svarede og sagde: er det mig, Mester? Han sagde til ham: du har sagt det. ²⁶ Men der de aade, tog Jesus Brødet og takkede, brød det og gav Disciplene det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme. ²⁷ Og han tog Kalken og takkede, og gav dem den og sagde: drikker Alle deraf;

⁵⁰ Men Jesus raabte atter med stor Røst, og udgav Aanden.

³⁵ Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn.

²⁴ og at bringe Offer efter det, som sagt er i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer.

¹⁷ Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Christus.

²⁹ Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd!

³⁶ Og der han saae paa Jesus, som gik der, sagde han: see, det Guds Lam!

⁷ Derfor sagde Jesus atter til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: jeg er Faarenes Dør.

⁹ Jeg er Døren; dersom Nogen gaaer ind ved mig, han skal frelses; og han skal gaae ind og gaae ud og finde Føde.

³⁰ Der nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: det er fuldbragt; og bøiede Hovedet og opgav Aanden.

²⁵ hvilken Gud har fremstillet til en Forsoning formedelst Troen paa hans Blod for at vise sin Retfærdighed ved de forhen begangne Syndens Forlades i Guds Langmodighed;

²⁵ hvilken er given hen for vore Overtrædelser og oprist for vor Retfærdiggjørelse.

¹¹ Ja, ikke det alene, men vi rose os ogsaa i Gud ved vor Herre Jesus Christus, ved hvem vi nu have faaet Forligelsen.

¹ Desaarsag formaner jeg Eder, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, at I fremstille EdersLegemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer, hvilket er Eders fornuftige Gudsdyrkelse.

⁶ Men efterdi vi have adskillige Naadegaver efter den Naade, som er given os, enten vi have Prophetiens gave, da lader os bruge den i Forhold til vor Tro;

¹⁵ Thi Christi Vellugt ere vi for Gud, baade iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes,

²⁰ Derfor ere vi Sendebud i Christi Sted, som og Gud formanede formedelst os; vi bede i Christi Sted: lader Eder forlige med Gud. ²¹ Thi den, som ikke vidste af Synd, har han gjort til Synd for os, paa det vi ham skulle vorde retfærdige for Gud.

¹² Thi dersom Redebonhed er forhaanden, da er Enhver velbehagelig, i Forhold til det, han har, ei i Forhold til det, han ikke har

⁷ Hver give, eftersom han har sat sig for i Hjertet, ikke med Fortrædenhed eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver.

¹⁸ Thi formedelst ham have vi begge Adgang i een Aand til Faderen.

² og omgaaes i Kjærlighed, ligesom og Christus elskede os og gav sig selv han for os til en gave, at Slagtoffer, Gud til en Velbehagelig Lugt.

²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig.

¹⁸ Nu har jeg fuldkommen nok og overflødigt; jeg fik rigeligen, der jeg annammede af Epaphroditus det fra Eder, en velbehagelig Lugt, et antaget Offer, tækkeligt for Gud.

²⁶ Thi saadan en Ypperstepræst sømmede os, som en hellig, uden Skyld, ubesmittet, adskilt fra Syndere, og ophøiet over Himlene;

¹⁴ hvor meget mere maa da Christi Blod, som formedelst en evig Aand frembar sig selv som et ulasteligt Offer for Gud, rense Eders Samvittighed fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud.

⁴ Thi det er umuligt, at Blod af Øxne og Bukke kan borttage Synder.

⁶ Brænd-Offere og Synd-Offere havde du ikke Behagelighed til. ⁷ Da sagde jeg, see, jeg kommer, (der er skrevet om mig i Bogens Rolle,) for at gjøre, Gud! din Villie. ⁸ Men da han først havde sagt: Slagt-Offer og Mad-Offer og Brænd-Offere og Synd-Offere vilde du ikke havde ei heller Behagelighed til dem, (og disse frembæres efter Loven),

⁸ Men da han først havde sagt: Slagt-Offer og Mad-Offer og Brænd-Offere og Synd-Offere vilde du ikke havde ei heller Behagelighed til dem, (og disse frembæres efter Loven), ⁹ saa siger han: see, jeg kommer, for at gjøre, Gud! din Villie. (han ophæver det Første for at sætte det Andet.)

⁹ saa siger han: see, jeg kommer, for at gjøre, Gud! din Villie. (han ophæver det Første for at sætte det Andet.) ¹⁰ Ved hvilken Villie vi ere helliggjorte formedelst Jesu Christi Legemes Offrelse den ene Gang.

¹⁰ Ved hvilken Villie vi ere helliggjorte formedelst Jesu Christi Legemes Offrelse den ene Gang. ¹¹ Og hver Præst staaer daglig for at tjene og for at offre mange gange de samme Offere, hvilke aldrig kunne borttage Synder.

¹¹ Og hver Præst staaer daglig for at tjene og for at offre mange gange de samme Offere, hvilke aldrig kunne borttage Synder. ¹² Men han, der han havde offret eet Offer for Syndere, sidder han for stedse hos Guds høire Haand,

²⁴ og til den nye Pgts Midler, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.

¹¹ Thi de Dyr, hvis Blod indbæres ved den Ypperstepræst i Helligdommen for Synden, deres Kroppe opbrændes udenfor Leiren. ¹² Hvorfor Jesus og led udenfor Porten, at han skulde hellige Folket ved sit Blod. ¹³ Derfor lader os gaae ud til ham udenfor Leiren, idet vi bære hans Forsmædelse; ¹⁴ thi vi have ikke her en blivende Stad, men søge efter den tilkommende. ¹⁵ Ved ham lader os da altid frembære Gud Lov-Offer, det er, en Frugt af Læber, som bekjende hans Navn. ¹⁶ Men glemmer ikke at gjøre vel og at meddele, thi saadanne Offere behage Gud vel.

² udvalgte efter Gud Faders Bestemmelse, i Aandens helliggjørelse, til Lydighed mod Jesus Christus og Renselse ved hans Blod: Naade og Fred vorde Eder mangfoldigen!

¹⁸ vidende, at I ikke med forkrænkelige Ting, Sølv eller Guld, ere forløste fra Eders forfængelige Omgængelse, som Fædrene have overantvordet Eder, ¹⁹ men med Christi dyrebare Blod, som et ustraffeligt og lydeløst Lams,

¹⁹ men med Christi dyrebare Blod, som et ustraffeligt og lydeløst Lams, ²⁰ som vel forud var bestemt, førend Verdens Grundvold blev lagt, men blev aabenbaret i disse sidste Tider for Eder, ²¹ som formedelst ham troe paa Gud, der opreiste ham fra de Døde og gav ham herlighed, saa Eders Tro og Haab maa være til Gud.

¹⁸ Thi og Christus led eengang for vore Synder, den Retfærdige for de uretfærdige, at han kunde føre os frem til Gud, han, som vel led Døden efter Kjødet, men blev levendegjort efter Aaanden;

² og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men ogsaa for den ganske Verdens.

²⁷ Og den Salvelse, som I annammede af ham, bliver i Eder, og I have ikke behov, at Nogen skal lære Eder; men ligesom denne Salvelse lærer Eder Alt og er Sandhed og ingenlunde Løgn, da bliver i ham, som den har lært Eder.