Judges 20 Cross References - Danish

¹ Da droge alle Israels Børn ud, og Menigheden blev samlet som een Mand, fra Dan indtil Beersaba og Landet Gilead, til HERREN i Mizpa. ² Og Høvdingerne for hele Folket, alle Israels Stammer, stillede sig frem i Guds Folks Forsamling: Fire Hundrede Tusinde Mand Fodfolk, som kunde føre Sværd. ³ Og Benjamins Børn hørte, at Israels Børn vare dragne op til Mizpa; og Israels Børn sagde: Siger, hvorledes er dette onde sket? ⁴ Da svarerle den levitiske Mand, Manden til den Kvinde, som var ihjelslagen, og sagde: Jeg og min Medhustru kom til Gibea, som hører Benjamin til, for at blive der om Natten. ⁵ Og Mændene i Gibea stode op imod mig og omringede mig i Huset om Natten; de tænkte at ihjelslaa mig, og de have krænket min Medhustru, saa at hun er død. ⁶ Da tog jeg fat paa min Medhustru og huggede hende i Stykker og sendte hende om til al Israels Arvs Land; thi de have gjort en Skændsel og en Daarlighed i Israel. ⁷ Se, alle I ere Israels Børn; taler tilsammen og raadslaar her! ⁸ Da gjorde alt Folket sig rede som een Mand og sagde: Vi ville ikke, at nogen gaar til sit Telt, og at nogen viger herfra til sit Hus. ⁹ Men det er nu den Gerning, som, i ville gøre mod Gibea: Vi ville drage mod den efter Lodkastning, ¹⁰ Og vi ville tage ti Mænd af hundrede, af alle Israels Stammer, og hundrede af Tusinde, og tusinde af ti Tusinde, at de hente Tæring til Folket, at de kunne, naar de komme til Gibea i Benjamin, gengælde den al den Daarlighed, som den har gjort i Israel. ¹¹ Saa bleve alle Israels Mænd samlede mod Staden; som een Mand vare de forbundne. ¹² Og Israels Stammer sendte Mænd til alle Benjamins Slægter og; lode sige: Hvad er dette for en Ondskab, som er sket iblandt eder? ¹³ Saa giver nu de Mænd hid, de Belials Børn, som ere i Gibea, at vi kunne slaa dem ihjel og borttage det onde af Israel; men Benjamins Børn vilde ikke høre deres Brødres, Israels Børns, Røst. ¹⁴ Og Benjamins Børn bleve samlede fra Stæderne til Gibea, til at drage ud til Krigen mod Israels Børn. ¹⁵ Og Benjamins Børn fra Stæderne bleve samme Dag talte, seks og tyve Tusinde Mand, som kunde føre Sværd, foruden Indbyggerne i Gibea, som blev talte, syv Hundrede udvalgte Mænd. ¹⁶ Iblandt alt dette Folk vare syv Hundrede udvalgte Mænd, som vare kejthaandede, af hvilke enhver slyngede med en Sten paa et Haar og fejlede ikke. ¹⁷ Men Mændene af Israel, foruden dem af Benjamin, bleve talte, fire Hundrede Tusinde Mand, som kunde føre Sværd; enhver af dem var Krigsmand. ¹⁸ Da gjorde de sig rede og droge op til Guds Hus og adspurgte Gud, og Israels Børn sagde: Hvo skal drage op for os at begynde Krigen mod Benjamins Børn? og HERREN sagde: Juda skal begynde. ¹⁹ Saa gjorde Israels Børn sig rede om Morgenen, og de lejrede sig imod Gibea. ²⁰ Og hver Mand af Israel gik ud til Krigen imod Benjamin, og hver Mand af Israel rustede sig til Krig mod dem, mod Gibea. ²¹ Da gik Benjamins Børn ud af Gibea, og de sloge af Israel paa den samme Dag to og tyve Tusinde Mand til Jorden. ²² Men Folket af Israels Mænd styrkede sig og stillede sig atter op til Slag paa det samme Sted, hvor de havde stillet sig op den første Dag. ²³ Og Israels Børn droge op og græd for HERRENS Ansigt indtil Aften, og de adspurgte HERREN og sagde: Skal jeg ydermere blive ved at drage op til Krig mod Benjamins, min Broders, Børn og HERREN sagde: Drager op mod ham! ²⁴ Og Israels Børn kom nær til Benjamins Børn paa den anden Dag. ²⁵ Og Benjamin gik ud fra Gibea imod dem paa den anden Dag, og de sloge af Israels Børn endnu atten Tusinde Mænd til Jorden; alle disse kunde føre Sværd. ²⁶ Da droge alle Israels Børn op, ja alt Folket, og kom til Guds Hus og græd og bleve der for HERRENS Ansigt, og de fastede den samme Dag indtil Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for HERRENS Ansigt. ²⁷ Og Israels Børn adspurgte HERREN; og Guds Pagts Ark var der i de Dage ²⁸ Og Pinehas, en Søn af Eleasar, Arons Søn, stod for hans Ansigt i de Dage og sagde: Skal jeg blive ved ydermere at drage ud til Krig imod Benjamins, min Broders, Børn, eller lade af? og HERREN sagde: Drager op; thi i Morgen vil jeg give ham i din Haand. ²⁹ Og Israel satte Baghold ved Gibea trindt omkring. ³⁰ Saa droge Israels Børn op imod Benjamins Børn paa den tredje Dag, og de stillede sig op imod Gibea, som to Gange tilforn. ³¹ Da gik Benjamins Børn ud imod Folket, de droges bort fra Staden, og de begyndte at ihjelslaa nogle af Folket, som to Gange tilforn, paa de alfare Veje, af hvilke een løber op til Bethel og een til Gibea paa Marken, henved tredive Mand i Israel. ³² Da sagde Benjamins Børn: De ere slagne for vort Ansigt ligesom i Førstningen; men Israels Børn sagde: Lader os fly, at vi kunne drage ham bort fra Staden, paa de alfare Veje. ³³ Da gjorde alle Israels Mænd sig rede af deres Sted og stillede sig op i Baal-Thamar, og Israels Baghold drog ud fra deres Sted, fra Hulen ved Geba. ³⁴ Og ti Tusinde Mand, udvalgte af al Israel, kom tværs over for Gibea, og Krigen blev svar: men den vidste ikke, at det onde skulde ramme den. ³⁵ Saa slog HERREN Benjamin for Israels Ansigt, og Israels Børn sloge af Benjamin paa den samme Dag fem og tyve Tusinde og hundrede Mand; alle disse kunde føre Sværd. ³⁶ Og Benjamins Børn saa, at de vare slagne; thi Israels Børn gav Benjamin Rum, fordi de forlode sig paa Bagholdet, som de havde lagt mod Gibea ³⁷ Og Bagholdet skyndte sig og faldt ind paa Gibea; og Bagholdet drog frem og slog den ganske Stad med skarpe Sværd. ³⁸ Og Mændene af Israel havde gjort en bestemt Aftale med Bagholdet, at de skulde lade megen og høj Røg opgaa af Staden. ³⁹ Da vendte Israels Mænd sig i Slaget, og Benjamin havde begyndt at ihjelslaa af Israels Mænd henved tredive Mand; thi de sagde: Visseligen han er slagen for vort Ansigt som i det første Slag. ⁴⁰ Da begyndte en høj Røg, en Støtte af Røg, at stige op af Staden, og Benjamin saa om bag sig, og se, den hele Stad gik op i Røg mod Himmelen. ⁴¹ Og Israels Børn vendte sig, men Benjamins Mænd forfærdedes; thi de saa, at ondt vilde ramme dem. ⁴² Og de vendte sig for Israels Mænds Ansigt ad Vejen til Ørken, men Kampen indhentede dem; og de fra Stæderne nedhuggede dem midt imellem sig. ⁴³ De omringede Benjamin, de forfulgte ham; hvor han hvilede, lode de ham nedtrædes, indtil tværs over for Gibea mod Solens Opgang. ⁴⁴ Og der faldt af Benjamin atten Tusinde Mand; alle disse vare stridbare Mænd. ⁴⁵ Da vendte de sig og flyede mod Ørken, til Klippen Rimmon, og hine sloge her og der paa de alfare Veje fem Tusinde Mand og forfulgte dem indtil Gideom, og de sloge af dem to Tusinde Mand, ⁴⁶ Og alle de, som faldt af Benjamin vare fem og tyve Tusinde Mand som kunde føre Sværd, paa den Dag; alle disse vare stridbare Mænd; ⁴⁷ Og seks Hundrede Mænd vendte sig og flyede mod Ørken til Klippen Rimmon; og de bleve paa Klippen Rimmon fire Maaneder. ⁴⁸ Og Israels Mænd vendte tilbage til Benjamins Børn og slog dem med skarpe Sværd, baade Folket af Stæderne og Kvæget, ja alt det, som fandtes; ogsaa alle Stæderne, som fandtes satte de Ild paa.

²¹ Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa den bestemte Tid i det næste Aar.

²⁵ Det være langt fra dig at gøre efter denne Vis, at ihjelslaa den retfærdige med den ugudelige, at den retfærdige skulde være ligesom den ugudelige, det være langt fra dig; den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret.

⁴ Men førend de lagde sig, da omringede Mændene af Staden, Mændene af Sodoma, Huset, baade ung og gammel, det ganske Folk allesteds fra. ⁵ Og de kaldte ad Lot og sagde til ham: Hvor ere de Mænd som kom til dig i Nat? før dem ud til os, at vi maa kende dem. ⁶ Da gik Lot ud til dem uden for Dører og lukkede Døren efter sig. ⁷ Og har sagde: Mine Brødre, kære, gører dem intet ondt! ⁸ Se, kære, jeg har to Døtre, som ikke have kendt Mand kære, jeg vil lede dem ud til eder gører saa med dem, hvad eder god synes; kun disse Mænd maa I ikke gøre noget; thi derfor ere de komne under mit Tags Skygge.

²⁸ Og han vendte sit Ansigt til Sodoma og Gomorra og til hele Landet paa Sletten, og han saa, og se, en Røg steg op af Landet som en Røg af en Ovn.

⁷ Og Jakobs Sønner kom fra Marken, der de hørte det, og Mændene forbitredes og bleve saare Vrede; thi han havde gjort en Daarlighed mod Israel ved at ligge hos Jakobs Datter, og saaledes burde det ikke ske.

⁸ Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner bøje sig. ⁹ Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op? ¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.

²⁷ Benjamin skal røve som en Ulv; om Morgenen skal han æde Rov, og om Aftenen skal han uddele Bytte.

⁹ Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem. ¹⁰ Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande.

⁵ Og nu, dersom I kun ville lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I være mig en Ejendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til. ⁶ Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk. Disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn.

¹³ Ingen Haand skal røre ved ham; men han skal visselig stenes eller skydes, hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, da skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle de stige op paa Bjerget.

³⁷ De talte af dem til Benjamins Stamme vare fem og tredive Tusinde og fire Hundrede.

⁴⁶ ja, I de talte vare seks Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve.

²⁰ Men han sagde: Du maa ikke gaa igennem; og Edom drog ud imod ham med et svart Folk og en stærk Haand.

²³ Og Sihon vilde ikke tilstede Israel at gaa igennem sit Landemærke; men Sihon samlede alt sit Folk og drog ud mod Israel i Ørken og kom til Jaza; og han stred imod Israel.

⁷ Og Pinehas, en Søn af Eleasar, der var en Søn af Præsten Aron, saa det og han stod op midt i Menigheden og tog et Spyd i sin Haand. ⁸ Og han gik ind efter den israelitiske Mand i Horekippen og igennemstak dem begge, nemlig den israelitiske Mand og Kvinden, gennem deres Liv. Da aflod Plagen fra Israels Børn. ⁹ Og de, som døde i denne Plage, vare fire og tyve Tusinde. ¹⁰ Og HERREN talede til Mose og sagde: ¹¹ Pinehas, en Søn af Eleasar, der var en Søn af Præsten Aron, har vendt rnin Vrede fra Israels Børn, idet han var nidkær med min Nidkærhed midt iblandt dem, saa at jeg ikke har gjort Ende paa Israels Børn i rnin Nidkærhed. ¹² Derfor sig: Se, jeg gør med ham min Fredspagt. ¹³ Og han og hans Sæd efter ham skal have et evigt Præstedømmes Pagt, fordi han var nidkær for sin Gud og gjorde Forligelse for Israels Børn.

⁴¹ Disse ere Benjamins Børn efter deres Slægter, og de talte af dem vare fem og fyrretyve Tusinde og seks Hundrede.

⁵¹ Disse ere de talte af Israels Børn: Seks Hundrede Tusinde og et Tusinde, syv Hundrede og tredive.

⁵ Og Mose fremførte deres. Sag for HERRENS Ansigt.

²¹ Og han skal staa for Eleasars, Præstens, Ansigt, og denne skal efter Urims Vis spørge for ham hos HERREN; efter dennes Mund skulle de gaa. ud, og efter dennes Mund skal de gaa ind, han og alle Israels Børn med ham ja den hele Menighed.

¹ Og Rubens Børn og Gads Børn havde meget og saare talrigt Kvæg, og de saa det Land Jaeser og det Land Gilead, og se, det Sted var et bekvemt Sted til Kvæg.

⁴⁰ Da gav Mose Makir, Manasse Søn, Gilead, og han boede derudi.

⁶ Saa holder dem og gører efter dem; thi det skal være eders Visdom og eders Forstand for Folkenes Øjne, som skulle høre om alle disse Skikke, og de skulle sige: Alene dette store Folk er et viist og forstandigt Folk.

⁸ Paa den Tid fraskilte HERREN Levi Stamme til at bære HERRENS Pagts Ark, til at staa for HERRENS Ansigt for at tjene ham og at velsigne i hans Navn indtil denne Dag.

⁵ Men denne Profet eller den, som drømte den Drøm, skal dødes, fordi han har talet for Afvigelse fra HERREN eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land óg forløste eder af Trælles Hus, og fordi han vilde føre dig bort fra den Vej, som HERREN din Gud har befalet dig at vandre paa og du skal borttage den onde af din Midte.

¹² Om du hører i en af dine Stæder, som HERREN din Gud giver dig at bo udi, at man siger: ¹³ Der er nogle Mænd, Belials Børn, udgangne af din Midte, og de forføre deres Stads Indbyggere og sige: Lader os gaa og tjene andre Guder, som I, ikke kendte:

¹³ Der er nogle Mænd, Belials Børn, udgangne af din Midte, og de forføre deres Stads Indbyggere og sige: Lader os gaa og tjene andre Guder, som I, ikke kendte: ¹⁴ Da skal du ransage og udforske og spørge flitteligen; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, at denne Vederstyggelighed er sket midt iblandt eder:

¹⁴ Da skal du ransage og udforske og spørge flitteligen; og se, er det Sandhed, er det Ord vist, at denne Vederstyggelighed er sket midt iblandt eder: ¹⁵ Da skal du slaa Indbyggerne i den samme Stad med skarpe Sværd; du skal ødelægge den, og alt det, som er i den, og dens Kvæg med skarpe Sværd;

¹⁵ Da skal du slaa Indbyggerne i den samme Stad med skarpe Sværd; du skal ødelægge den, og alt det, som er i den, og dens Kvæg med skarpe Sværd; ¹⁶ og du skal samle alt Byttet af den midt paa dens Gade og opbrænde det med Ild, baade Staden og alt Byttet af den, altsammen for HERREN din Gud; og den skal være en Dynge evindelig, den skal ikke bygges ydermere.

¹⁶ og du skal samle alt Byttet af den midt paa dens Gade og opbrænde det med Ild, baade Staden og alt Byttet af den, altsammen for HERREN din Gud; og den skal være en Dynge evindelig, den skal ikke bygges ydermere. ¹⁷ Og lad intet af det bandlyste hænge ved din Haand, at HERREN maa afvendes fra sin strenge Vrede og skænke dig Barmhjertighed og forbarme sig over dig og mangfoldiggøre dig, ligesom han har tilsvoret dine Fædre.

¹⁷ Og lad intet af det bandlyste hænge ved din Haand, at HERREN maa afvendes fra sin strenge Vrede og skænke dig Barmhjertighed og forbarme sig over dig og mangfoldiggøre dig, ligesom han har tilsvoret dine Fædre. ¹⁸ Thi du har hørt HERREN din Guds Røst, at du skal holde alle hans Bud, som jeg befaler dig i Dag, at du skal gøre det, som ret er for HERREN din Guds Øjne.

¹ I ere HERREN eders Guds Børn, I skulle ikke saare eder selv eller rage eder imellem eders Øjne for en død. ² Thi du er HERREN din Gud et helligt Folk, og dig har HERREN udvalgt at være ham et Ejendomsfolk fremfor alle Folk, som ere paa Jordens Kreds.

⁷ Vidnernes Haand skal først være paa ham til at slaa ham ihjel og til sidst alt Folkets Haand; saa skal du borttage den onde af din Midte.

¹² Men den Mand, som gør noget i Hovmodighed, at han ikke vil høre Præsten, som staar til at tjene der for HERREN din Gud, eller Dommeren, den Mand skal dø, og du skal borttage den onde af Israel,

⁵ thi HERREN din Gud har udvalgt ham af alle dine Stammer til at staa og tjene i HERRENS Navn ham og hans Sønner alle Dage

¹⁹ da skulle I gøre ved ham, saaledes som han havde tænkt at gøre ved sin Broder; og du skal borttage den onde af din Midte,

¹⁰ Naar du nærmer dig til en Stad; til at stride imod den, da skal du; tilbyde den Fred.

²¹ saa skulle alle Mændene i hans Stad stene ham med Stene, og han skal dø; og du skal borttage den onde af din Midte, at al Israel maa høre det og frygte.

²¹ Da skulle de føre Pigen ud til Døren af hendes Faders Hus, og Mændene af hendes Stad skulle stene hende med Stene, og hun skal dø, fordi hun gjorde en Daarlighed i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus; og du skal borttage den onde af din Midte.

²⁴ Da skulle I føre dem begge ud til samme Stads Port og stene dem med Stene, og de skulle dø, Pigen for den Sags Skyld, at hun ikke raabte i Staden, og Manden for den Sags Skyld, at han krænkede sin Næstes Hustru; og du skal borttage den onde af din Midte.

⁹ Naar du gaar ud af Lejren imod dine Fjender, da tag dig i Vare for al ond Handel.

⁷ Om nogen findes, som stjæler en Person af sine Brødre af Israels Børn og driver Handel med ham eller sælger ham, da skal samme Tyv dø, og du skal borttage den onde fra dig.

¹ Og Josva stod aarle op om Morgenen, og de rejste fra Sittim og kom til Jordanen, han og alle Israels Børn; og de bleve der om Natten, førend de droge over.

⁵ Og det skal ske, naar man blæser langsomt i Hornet, naar I høre Basunens Lyd, da skal alt Folket skrige med et stort Skrig; saa skal Stadens Mur falde lige ned, og Folket skal stige op, hver lige frem; for sig.

¹² Og Josva stod tidlig op om Morgenen, og Præsterne bare HERRENS Ark.

⁵ Og Mændene af Ai sloge ved seks og tredive Mænd af dem og forfulgte dem foran Porten indtil Sebarim og sloge dem, hvor Vejen gik nedad; da blev Folkets Hjerte mistrøstigt og blev som Vand. ⁶ Og Josva sønderrev sine Klæder og faldt paa sit Ansigt til Jorden for HERRENS Ark indtil Aftenen, han og de Ældste af Israel, og de kastede Støv paa deres Hoved. ⁷ Og Josva sagde: Ak, Herre, HERRE! hvi lod du dog dette Folk gaa over Jordanen for at give os i Amoriternes Haand til vor Fordærvelse: og gid vi havde ladet os nøje og vare blevne paa hin Side Jordanen!

¹⁵ Og det skal ske, den, som bliver ramt som bandlyst, han skal opbrændes med Ild, han og alt det; han har, fordi han har overtraadt HERRENS Pagt, og fordi han har gjort Daarlighed i Israel. ¹⁶ Og Josva stod tidlig op om Morgenen og lod Israel nærme sig Stamme for Stamme, og Judas Stamme blev ramt.

⁴ Og han bød dem og sagde: Ser til, I som ere i Baghold ved Staden bag ved Staden, I skulle ikke holde eder saare langt fra Staden, og I skulle være alle sammen rede.

¹⁴ Og det skete, der Kongen af Ai saa det, da skyndte Mændene af Staden, sig og stode tidlig op og gik ud imod Israel til Striden, han og hele hans Folk, paa en bestemt Tid, foran den slette Mark; men han vidste ikke, at der var et Baghold paa ham bag ved Staden.

¹⁴ Og det skete, der Kongen af Ai saa det, da skyndte Mændene af Staden, sig og stode tidlig op og gik ud imod Israel til Striden, han og hele hans Folk, paa en bestemt Tid, foran den slette Mark; men han vidste ikke, at der var et Baghold paa ham bag ved Staden. ¹⁵ Men Josva og al Israel lode sig slaa for deres Ansigt og de flyede ad Vejen mod Ørken

¹⁵ Men Josva og al Israel lode sig slaa for deres Ansigt og de flyede ad Vejen mod Ørken

¹⁵ Men Josva og al Israel lode sig slaa for deres Ansigt og de flyede ad Vejen mod Ørken ¹⁶ Da blev alt Folket sammenraabt som var i Staden, for at forfølge dem; og de forfulgte Josva, og de bleve dragne bort fra Staden.

¹⁶ Da blev alt Folket sammenraabt som var i Staden, for at forfølge dem; og de forfulgte Josva, og de bleve dragne bort fra Staden. ¹⁷ Og der blev ikke en Mand tilovers i Ai. og Bethel, som ej drog ud efter Israel; og de lode Staden aaben og forfulgte Israel. ¹⁸ Da sagde HERREN til Josva: Udræk dit Kastespyd, som du har i din Haand, mod Ai, thi jeg vil give den i din Haand; og Josva udrakte Spydet, som han havde i sin Haand, mod Staden.

¹⁸ Da sagde HERREN til Josva: Udræk dit Kastespyd, som du har i din Haand, mod Ai, thi jeg vil give den i din Haand; og Josva udrakte Spydet, som han havde i sin Haand, mod Staden. ¹⁹ Da rejste Bagholdet sig hasteligen fra sit Sted, og de løb, der han udstrakte sin Haand, og kom i Staden og indtoge den; og de skyndte sig og satte Ild paa Staden.

¹⁹ Da rejste Bagholdet sig hasteligen fra sit Sted, og de løb, der han udstrakte sin Haand, og kom i Staden og indtoge den; og de skyndte sig og satte Ild paa Staden.

¹⁹ Da rejste Bagholdet sig hasteligen fra sit Sted, og de løb, der han udstrakte sin Haand, og kom i Staden og indtoge den; og de skyndte sig og satte Ild paa Staden. ²⁰ Og Mændene af Ai vendte sig tilbage, og de saa, og se, Røgen af Staden steg op mod Himmelen, og der var ingen Udvej for dem at fly hid eller did; og det Folk, som flyede til Ørken, vendte sig imod dem, som forfulgte dem.

²⁰ Og Mændene af Ai vendte sig tilbage, og de saa, og se, Røgen af Staden steg op mod Himmelen, og der var ingen Udvej for dem at fly hid eller did; og det Folk, som flyede til Ørken, vendte sig imod dem, som forfulgte dem.

²⁰ Og Mændene af Ai vendte sig tilbage, og de saa, og se, Røgen af Staden steg op mod Himmelen, og der var ingen Udvej for dem at fly hid eller did; og det Folk, som flyede til Ørken, vendte sig imod dem, som forfulgte dem. ²¹ Da Josva og al Israel saa, at Bagholdet havde indtaget Staden, og at Røgen steg op af Staden, da vendte de tilbage og sloge Mændene af Ai.

²¹ Da Josva og al Israel saa, at Bagholdet havde indtaget Staden, og at Røgen steg op af Staden, da vendte de tilbage og sloge Mændene af Ai. ²² Og hine gik ud af Staden mod dem, saa de vare midt imellem Israel, hine vare paa den ene Side, og disse paa den anden Side; og de sloge dem, indtil ingen blev tilovers af dem som undkommen eller undsluppen.

²² Og hine gik ud af Staden mod dem, saa de vare midt imellem Israel, hine vare paa den ene Side, og disse paa den anden Side; og de sloge dem, indtil ingen blev tilovers af dem som undkommen eller undsluppen. ²³ Og de grebe Kongen af Ai levende, og de førte ham frem til Josva. ²⁴ Og det skete, der Israel var kommet til Ende med at slaa alle Ais Indbyggere ihjel paa Marken i Ørken, hvor de forfulgte dem, og de vare faldne alle sammen for skarpe Sværd, indtil det var forbi med dem: Da vendte al Israel tilbage til Ai og slog den med skarpe Sværd.

²⁴ Og det skete, der Israel var kommet til Ende med at slaa alle Ais Indbyggere ihjel paa Marken i Ørken, hvor de forfulgte dem, og de vare faldne alle sammen for skarpe Sværd, indtil det var forbi med dem: Da vendte al Israel tilbage til Ai og slog den med skarpe Sværd. ²⁵ Og alle de, som faldt paa samme Dag, baade Mænd og Kvinder, vare tolv Tusinde, alle Folk af Ai. ²⁶ Og Josva tog ikke sin Haand, som han havde udrakt med Spydet, tilbage, førend han havde ødelagt alle Ais Indbyggere. ²⁷ Ikkun Kvæget og Byttet og Rovet af samme Stad røvede Israel for sig selv efter HERRENS Ord, som han bød Josva. ²⁸ Og Josva afbrændte Ai, og han gjorde af den en stedsevarende Dynge, en øde Plads, indtil denne Dag. ²⁹ Og han lod Kongen af Ai ophænge paa et Træ indtil Aftens Tid; og der Solen gik ned, bød Josva, at de skulde nedtage hans døde Krop af Træet, og de kasted den for Indgangen til Stadens Port, og de opkastede en stor Stenhob over ham, som er der indtil denne Dag.

¹⁴ Saa toge Mændene af deres Rejsekost, og de spurgte ikke HERRENS Mund ad.

² ved Lodkastning om deres Arv, som HERRE havde befalet ved Mose, at give de ni Stammer og den halve Stamme

³² og Lebaoth og Silhim og Ain og Rimmom; i alt ni og tyve Stæder og deres Landsbyer.

³⁸ og Dilan og Mizpe og Joktheel,

¹ Lodden faldt for Manasse Stamme, thi han er Josefs førstefødte; for Makir, Manasse førstefødte, Gileads Fader, fordi han var en Krigsmand, derfor blev Gilead og Basan hans.

¹ Og al Israels Børns Menighed samledes i Silo og satte der Forsamlingens Paulun, og Landet var dem underlagt.

²⁶ og Mizpe og Kefira og Moza

¹² Der Israels Børn hørte det, da forsamlede sig al Israels Børns Menighed i Silo, til at drage op imod dem til Strid. ¹³ Saa sendte Israels Børn til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, Pinehas, Præsten Eleasars Søn,

¹³ Saa sendte Israels Børn til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, Pinehas, Præsten Eleasars Søn, ¹⁴ og ti Fyrster med ham, een Fyrste, hver for et Fædrenehus, af hver af Israels Stammer; og hver af dem var Øverste for deres Fædres Hus, for Israels Tusinder. ¹⁵ Og der de kom til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, da talede de med dem og sagde: ¹⁶ Saa siger al HERRENS Menighed: Hvad er denne for en Troløshed, som I have vist mod Israels Gud, i Dag at vende eder bort fra HERREN, idet I bygge eder et Alter, saa at I ville i Dag være genstridige mod HERREN

³⁰ Der Pinehas, Præsten, og Menighedens Fyrster og Øversterne over Israels Tusinder, som vare med ham, hørte de Ord, som Rubens Børn og Gads Børn og Mannasse Børn sagde, da var det godt for deres Øjne: ³¹ Og Pinehas, Præsten Eleasars Søn, sagde til Rubens Børn og til Gads Børn og til Manasse Børn: I Dag kende vi, at HERREN er midt iblandt os, idet I ikks have vist en saadan Troløshed imod HERREN, da I have reddet Israels Børn af HERRENS Haand. ³² Da drog Pinehas, Præsten Eleasars Søn, og, Fyrsterne fra Rubens Børn og fra Gads Børn fra Gileads Land til Kanaans Land igen, til Israels Børn; og de bragte dem Svar igen.

³³ Og Eleasar, Arons Søn, døde, og de begrove ham i Gibea, som hørte hans Søn Pinehas til og var given ham paa Efraims Bjerg.

¹ Og det skete efter Josvas Død, da adspurgte Israels Børn HERREN og sagde: Hvo skal først drage op af os imod Kananiterne, til at stride imod dem ² Og HERREN sagde: Juda skal drage op; se, jeg har givet det i hans Haand.

² Og HERREN sagde: Juda skal drage op; se, jeg har givet det i hans Haand.

¹⁵ Da raabte Israels Børn til HERREN, og HERREN oprejste dem en Frelser, Ehud, Geras Søn, en Benjaminit, en Mand, som var kejthaandet; og Israels Børn sendte Eglon, Moabiternes Konge, Skænk ved hans Haand.

⁹ Og det skete i den samme Nat at HERREN sagde til ham: Staa op, gak ned mod Lejren; thi jeg har givet den i din Haand.

¹⁰ Men Seba og Zalmuna vare i Karkor og med dem deres Lejr ved femten Tusinde, som vare alle de overblevne af den ganske Lejr af Folkene i Østen; men der var falden hundrede og tyve Tusinde Mænd, som kunde drage Sværd.

¹⁷ Og Ammons Børn bleve sammenkaldte, og de lejrede sig i Gilead; men Israels Børn samledes og lejrede sig i Mizpa.

¹¹ Saa gik Jeftha med de Ældste af Gilead, og Folket satte ham over sig, til et Hoved og til en Øverste, og Jeftha talede alle sine Ord for HERRENS Ansigt i Mizpa.

²⁹ Og de kaldte Stadens Navn Dan, efter deres Fader Dans Navn, denne var en Søn af Israel; dog fra Begyndelsen var Stadens Navn Lais.

³¹ Saa satte de iblandt sig Mikas udskaarne Billede, som han havde gjort, alle de Dage, Guds Hus var i Silo.

¹³ Og han sagde til sin Dreng: Gak frem, at vi kunne komme nær til een af Stæderne, og vi ville blive i Nat udi Gibea eller i Rama. ¹⁴ Og de gik forbi og vandrede, og Solen gik ned for dem, der de vare hart ved Gibea, som hører Benjamin til. ¹⁵ Og de toge ind der og kom for at blive Natten over i Gibea; og der han kom ind, da satte han sig paa Gaden i Staden; thi der var ingen, som annammede dem i Hus og lod dem blive hos sig om Natten. ¹⁶ Og se, der kom en gammel Mand fra sin Gerning fra Marken om Aftenen, og Manden var fra Efraims Bjerg, og han var en fremmed i Gibea, men Mændene paa det Sted vare Benjaminiter. ¹⁷ Og han opløftede sine Øjne og saa den vejfarende Mand paa Stadens Gade; da sagde den gamle Mand: Hvor vil du gaa hen, og hvorfra kommer du? ¹⁸ Og han sagde til ham: Vi gaa fra Bethlehem i Juda til de fjerner Egne af Efraims Bjerg, hvor jeg er fra, og jeg var gangen til Bethlehem i Juda; men jeg gaar til HERRENS Hus, og der er ingen Mand, som annammer mig i Hus.

¹⁸ Og han sagde til ham: Vi gaa fra Bethlehem i Juda til de fjerner Egne af Efraims Bjerg, hvor jeg er fra, og jeg var gangen til Bethlehem i Juda; men jeg gaar til HERRENS Hus, og der er ingen Mand, som annammer mig i Hus. ¹⁹ Og jeg har baade Straa og Foder til vore Asener, saa har jeg og Brød og Vin til mig og din Tjenestekvinde og til Drengen, som er med din Tjener; vi have ingen Mangel paa nogen Ting. ²⁰ Og den gamle Mand sagde: Fred være med dig, lad ikkun, hvad du trænger til, være min Sag; bliv kun ikke Natten over paa Gaden. ²¹ Og han førte ham ind i sit Hus og gav Asenerne Foder; og de toede deres Fødder, og de aade og drak. ²² Der disse gjorde deres Hjerter til Gode, se, da omringede Mændene af Staden, Mænd, som vare Belials Børn, Huset, og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, som var Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Hus, at vi kunne kende ham.

²² Der disse gjorde deres Hjerter til Gode, se, da omringede Mændene af Staden, Mænd, som vare Belials Børn, Huset, og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, som var Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Hus, at vi kunne kende ham.

²² Der disse gjorde deres Hjerter til Gode, se, da omringede Mændene af Staden, Mænd, som vare Belials Børn, Huset, og bankede paa Døren; og de sagde til den gamle Mand, som var Husets Herre, sigende: Før den Mand ud, som kom i dit Hus, at vi kunne kende ham. ²³ Men den Mand, som var Husets Herre, gik ud til dem, og sagde til dem: Ikke saa, mine Brødre, gører ikke ondt; efter at denne Mand er kommen i mit Hus, saa gører dog ikke denne Daalighed!

²³ Men den Mand, som var Husets Herre, gik ud til dem, og sagde til dem: Ikke saa, mine Brødre, gører ikke ondt; efter at denne Mand er kommen i mit Hus, saa gører dog ikke denne Daalighed!

²³ Men den Mand, som var Husets Herre, gik ud til dem, og sagde til dem: Ikke saa, mine Brødre, gører ikke ondt; efter at denne Mand er kommen i mit Hus, saa gører dog ikke denne Daalighed! ²⁴ Se, her min Datter, som er Jomfru, og hans Medhustru; dem vil jeg udføre, og dem maa I krænke og gøre ved den hvad som godt er for eders Øjne; men gører ikke denne daarlige Gerning mod denne Mand!

²⁴ Se, her min Datter, som er Jomfru, og hans Medhustru; dem vil jeg udføre, og dem maa I krænke og gøre ved den hvad som godt er for eders Øjne; men gører ikke denne daarlige Gerning mod denne Mand! ²⁵ Men Mændene vilde ikke høre ham; da tog Manden fat paa sin Medhustru og førte hende ud til dem udenfor; og de kendte hende og handlede skændeligen med hende den ganske Nat indtil om Morgenen, men der Morgenrøden gik op, lode de hende fare.

²⁵ Men Mændene vilde ikke høre ham; da tog Manden fat paa sin Medhustru og førte hende ud til dem udenfor; og de kendte hende og handlede skændeligen med hende den ganske Nat indtil om Morgenen, men der Morgenrøden gik op, lode de hende fare.

²⁵ Men Mændene vilde ikke høre ham; da tog Manden fat paa sin Medhustru og førte hende ud til dem udenfor; og de kendte hende og handlede skændeligen med hende den ganske Nat indtil om Morgenen, men der Morgenrøden gik op, lode de hende fare. ²⁶ Da kom Kvinden, der Morgenen frembrød, og hun faldt ned for Døren af den Mands Hus, hvor hendes Herre var inde, indtil det blev lyst

²⁶ Da kom Kvinden, der Morgenen frembrød, og hun faldt ned for Døren af den Mands Hus, hvor hendes Herre var inde, indtil det blev lyst

²⁶ Da kom Kvinden, der Morgenen frembrød, og hun faldt ned for Døren af den Mands Hus, hvor hendes Herre var inde, indtil det blev lyst ²⁷ Og der hendes Herre stod op om Morgenen og oplod Dørene paa Huset og gik ud at vandre sin Vej, se da var Kvinden, hans Medhustru falden foran Husets Dør, og hendes Hænder laa paa Dørtærskelen.

²⁷ Og der hendes Herre stod op om Morgenen og oplod Dørene paa Huset og gik ud at vandre sin Vej, se da var Kvinden, hans Medhustru falden foran Husets Dør, og hendes Hænder laa paa Dørtærskelen. ²⁸ Da sagde han til hende: Staa op og lad os vandre, men ingen svarede; da tog han hende op paa Asenet, og Manden gjorde sig rede og gik til sit Sted. ²⁹ Og der han kom til sit Hus, da tog han en Kniv og tog fat paa sin Medhustru og huggede hende efter hendes Ben i tolv Stykker, og han sendte hende om til alt Israels Landemærke. ³⁰ Og det skete hver den, som saa det, sagde: Saadant er ikke sket eller set fra den Dag, Israels Børn droge op af Ægyptens Land, indtil denne Dag; tager dette til Hjerte, giver Raad og siger frem!

¹ Da droge alle Israels Børn ud, og Menigheden blev samlet som een Mand, fra Dan indtil Beersaba og Landet Gilead, til HERREN i Mizpa. ² Og Høvdingerne for hele Folket, alle Israels Stammer, stillede sig frem i Guds Folks Forsamling: Fire Hundrede Tusinde Mand Fodfolk, som kunde føre Sværd.

⁷ Se, alle I ere Israels Børn; taler tilsammen og raadslaar her! ⁸ Da gjorde alt Folket sig rede som een Mand og sagde: Vi ville ikke, at nogen gaar til sit Telt, og at nogen viger herfra til sit Hus.

¹⁰ Og vi ville tage ti Mænd af hundrede, af alle Israels Stammer, og hundrede af Tusinde, og tusinde af ti Tusinde, at de hente Tæring til Folket, at de kunne, naar de komme til Gibea i Benjamin, gengælde den al den Daarlighed, som den har gjort i Israel. ¹¹ Saa bleve alle Israels Mænd samlede mod Staden; som een Mand vare de forbundne.

¹⁵ Og Benjamins Børn fra Stæderne bleve samme Dag talte, seks og tyve Tusinde Mand, som kunde føre Sværd, foruden Indbyggerne i Gibea, som blev talte, syv Hundrede udvalgte Mænd.

¹⁷ Men Mændene af Israel, foruden dem af Benjamin, bleve talte, fire Hundrede Tusinde Mand, som kunde føre Sværd; enhver af dem var Krigsmand. ¹⁸ Da gjorde de sig rede og droge op til Guds Hus og adspurgte Gud, og Israels Børn sagde: Hvo skal drage op for os at begynde Krigen mod Benjamins Børn? og HERREN sagde: Juda skal begynde.

²¹ Da gik Benjamins Børn ud af Gibea, og de sloge af Israel paa den samme Dag to og tyve Tusinde Mand til Jorden.

²³ Og Israels Børn droge op og græd for HERRENS Ansigt indtil Aften, og de adspurgte HERREN og sagde: Skal jeg ydermere blive ved at drage op til Krig mod Benjamins, min Broders, Børn og HERREN sagde: Drager op mod ham!

²⁵ Og Benjamin gik ud fra Gibea imod dem paa den anden Dag, og de sloge af Israels Børn endnu atten Tusinde Mænd til Jorden; alle disse kunde føre Sværd. ²⁶ Da droge alle Israels Børn op, ja alt Folket, og kom til Guds Hus og græd og bleve der for HERRENS Ansigt, og de fastede den samme Dag indtil Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for HERRENS Ansigt.

²⁶ Da droge alle Israels Børn op, ja alt Folket, og kom til Guds Hus og græd og bleve der for HERRENS Ansigt, og de fastede den samme Dag indtil Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for HERRENS Ansigt. ²⁷ Og Israels Børn adspurgte HERREN; og Guds Pagts Ark var der i de Dage

³² Da sagde Benjamins Børn: De ere slagne for vort Ansigt ligesom i Førstningen; men Israels Børn sagde: Lader os fly, at vi kunne drage ham bort fra Staden, paa de alfare Veje.

³⁴ Og ti Tusinde Mand, udvalgte af al Israel, kom tværs over for Gibea, og Krigen blev svar: men den vidste ikke, at det onde skulde ramme den. ³⁵ Saa slog HERREN Benjamin for Israels Ansigt, og Israels Børn sloge af Benjamin paa den samme Dag fem og tyve Tusinde og hundrede Mand; alle disse kunde føre Sværd.

⁴⁴ Og der faldt af Benjamin atten Tusinde Mand; alle disse vare stridbare Mænd. ⁴⁵ Da vendte de sig og flyede mod Ørken, til Klippen Rimmon, og hine sloge her og der paa de alfare Veje fem Tusinde Mand og forfulgte dem indtil Gideom, og de sloge af dem to Tusinde Mand, ⁴⁶ Og alle de, som faldt af Benjamin vare fem og tyve Tusinde Mand som kunde føre Sværd, paa den Dag; alle disse vare stridbare Mænd;

⁴⁶ Og alle de, som faldt af Benjamin vare fem og tyve Tusinde Mand som kunde føre Sværd, paa den Dag; alle disse vare stridbare Mænd; ⁴⁷ Og seks Hundrede Mænd vendte sig og flyede mod Ørken til Klippen Rimmon; og de bleve paa Klippen Rimmon fire Maaneder.

¹ Og Israels Mænd havde svoret i Mizpa og sagt: Der skal ingen af os give Benjamin sin Datter til Hustru.

⁵ Og Israels Børn sagde: Hvo er den, som ikke er kommen med op til Forsamlingen af alle Israels Stammer til HERREN? Thi der var svoret en høj Ed imod den, som ikke kom op til HERREN i Mizpa, saa der sagdes: Han skal visseligen dødes.

¹³ Da sendte den ganske Menighed hen, og de lode tale med Benjamins Børn, som vare paa Klippen Rimmon; og de tilbøde dem Fred.

²⁵ Dersom en Mand synder mod en Mand, da skal Gud dømme ham; men dersom nogen synder mod HERREN, hvo skal da bede for ham? Men de hørte ikke deres Faders Røst; thi HERREN havde Villie til at slaa dem ihjel.

²⁰ Og al Israel fra Dan og indtil Beersaba kendte, at Samuel var betroet til at være en Profet for HERREN.

³ Og der Folket kom; til Lejren, da sagde Israels Ældste Hvorfor har HERREN slaget os i Dag for Filisternes Ansigt? lader os hente HERRENS Pagts Ark fra Silo og lader den komme midt iblandt os, saa skal den frelse os af vore Fjenders Haand. ⁴ Og Folket sendte til Silo, og de bare derfra HERREN Zebaoths Pagts Ark, han som sidder over Keruber; og de to Elis Sønner, Hofni og Pinehas, vare der med Guds Pagts Ark.

⁵ Og Samuel sagde: Samler al Israel til Mizpa, og jeg vil ydmygeligen bede for eder til HERREN. ⁶ Og de samledes til Mizpa, og de droge Vand op og udøste det for HERRENS Ansigt og fastede paa samme Dag og sagde der: Vi have syndet for HERREN; og Samuel dømte Israels Børn i Mizpa.

⁶ Og de samledes til Mizpa, og de droge Vand op og udøste det for HERRENS Ansigt og fastede paa samme Dag og sagde der: Vi have syndet for HERREN; og Samuel dømte Israels Børn i Mizpa.

¹⁷ Og Samuel lod Folket kalde til Hobe til HERREN i Mizpa.

⁷ Og han tog et Par Øksne og huggede dem i Stykker og udsendte dem til al Israels Landemæ rke med Bud og lod sige: Hvo som ikke drager ud efter Saul og efter Samuel, med hans Øksne skal der gøres saaledes; da faldt HERRENS Frygt paa Folket, at de droge ud som een Mand. ⁸ Og han talte dem i Besek, og Israels Børn vare tre Hundrede Tusinde, og Judas Mænd tredive Tusinde.

⁸ Og han talte dem i Besek, og Israels Børn vare tre Hundrede Tusinde, og Judas Mænd tredive Tusinde.

³⁷ Og Saul adspur gte Gud: Skal jeg drage ned efter Filisterne? vil du give dem i Israels Haand? Men han svarede ham ikke paa den Dag.

⁴¹ Og Saul sagde til HERREN, Israels Gud: Lad Sandheden komme frem; og Jonathan og Saul blev ramt, men Folket gik fri. ⁴² Da sagde Saul: Kaster Lod imellem mig og imellem Jonathan, min Søn; da blev Jonathan ramt.

⁴ Og Saul lod Folket høre det og talte dem i Telaim, to Hundrede Tusinde Fodfolk og ti Tusinde Mand af Juda.

⁴⁰ Og han tog sin Kæp i sin Haand og udvalgte sig fem glatte Stene af Bækken og lagde dem i Hyrdeposen, som han havde, nemlig i Tasken, og havde sin Slynge i sin Haand og gik frem imod Filisteren.

⁴⁹ Og David stak sin Haand i Posen og tog en Sten deraf og slog med Slyngen og traf Filisteren i hans Pande, saa at Stenen fæstedes dybt i hans Pande, og at han faldt paa sit Ansigt til Jorden. ⁵⁰ Og David blev ved Slyngen og ved Stenen og slog Filisteren og dræbte ham, og David havde ikke Sværd i Haanden.

⁴ Da blev David ydermere ved at adspørge HERREN, og HERREN svarede ham og sagde: Staa op, drag ned til Keila, thi jeg giver Filisterne i din Haand. ⁵ Saa gik David og hans Mænd til Keila, og han stred imod Filisterne og drev deres Kvæg bort og slog dem med et stort Slag; saa frelste David Indbyggerne i Keila. ⁶ Men det skete, da Abjathar, Akimeleks Søn, flyede til David i Keila, da kom Livkjortlen ned med ham ⁷ Da blev det Saul tilkendegivet, at David var kommen til Keila, og Saul sagde: Gud har overgivet ham i min Haand, da han er indelukt, idet han er kommen i en Stad med dobbelte Porte og Stænger: ⁸ Og Saul opbød alt Folket til Krigen for at drage ned til Keila og belejre David og hans Mæn d. ⁹ Der David fornam at Saul hemmeligen optændte det onde imod ham, da sagde han til Præsten Abjathar: Bring Livkjortlen hid! ¹⁰ Og David sagde: HERRE, Israels Gud! Din Tjener har hørt for vist, at Saul søger at komme til Keila for at ødelægge Staden for min Skyld. ¹¹ Mon Mændene af Keila skulde overantvolde mig i hans Haand? mon Saul skal komme ned, saaledes som din Tjener har hørt? HERRE, Israels Gud! Kære, forkynd din Tjener det; og HERREN sagde: Han skal komme ned. ¹² Da sagde David: Mon Mændene af Keila skulle overantvorde mig og mine Mænd i Sauls Haand? og HERREN sagde: De skulle overantvorde dig.

²⁹ Naar noget Menneske rejser sig til at forfølge dig og til at søge efter dit Liv: Saa skal min Herres Sjæl være bunden i de levendes Knippe hos HERREN din Gud; men dine Fjenders Sjæl, den skal han udslynge ud af Slyngen.

⁶ Og David blev saare angest, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham; thi det ganske Folks Sjæle vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døtre; men David styrkede sig i HERREN sin Gud.

⁸ Og David adspurgte HERREN og sagde: Skal jeg forfølge denne Trop? mon jeg kan naa den? Og han sagde til ham: Forfølg, thi du skal naa og bringe Redning.

²² Da svarede hver ond og Belials Mand blandt de Mænd, som vare gangne med David, og sagde: Efterdi de ikke gik med os, da skulle vi ikke give dem af Byttet, som vi have reddet, uden enhver hans Hustru og hans Børn, dem kunne de føre med sig og gaa bort.

⁹ Og han gjorde ham til Konge over Gilead og over Assuri og over Jisreel og over Efraim og over Benjamin, ja, over al Israel.

¹⁰ Jeg vil føre Kongedømmet fra Sauls Hus og oprejse Davids Trone over Israel og over Juda fra Dan og indtil Beersaba.

¹⁹ Og David spurgte HERREN ad og sagde: Skal jeg drage op imod Filisterne? vil du give dem i min Haand? Og HERREN sagde til David: Drag op, thi jeg vil give Filisterne i din Haand. ²⁰ Og David kom til Baal-Perazim, og David slog dem der og sagde: HERREN har brudt igennem mine Fjender for mit Ansigt, som Vand bryder igennem; derfor kalder man det samme Steds Navn Baal-Perazim. ²¹ Og de efterlode deres Afguder der, og David og hans Mænd toge dem op. ²² Men Filisterne bleve endnu ved at drage op og spredte sig Refaims Dal. ²³ Og David spurgte HERREN ad, men han sagde: Du skal ikke drage op; men kom omkring bag paa dem, at du kommer til dem tværs over for Morbærtræerne.

²³ Og David spurgte HERREN ad, men han sagde: Du skal ikke drage op; men kom omkring bag paa dem, at du kommer til dem tværs over for Morbærtræerne. ²⁴ Og det skal ske, naar du hører en Lyd af en Skriden hen over Morbærtræernes Toppe, da maa du røre dig; thi da er HERREN udgangen for dit Ansigt til at slaa Filisternes Lejr.

³ Og de førte Guds Ark paa en ny Vogn og toge den fra Abinadabs Hus, som var paa Højen; men Ussa og Ahio, Abinadabs Sønner, førte den nye Vogn.

⁷ Da optændtes HERRENS Vrede imod Ussa, og Gud slog ham der for hans Forseelses Skyld, og han døde der ved Guds Ark. ⁸ Da blev David ilde tilfreds, fordi HERREN havde gjort et Skaar paa Ussa, og man kaldte det Sted Perez-Ussa indtil denne Dag. ⁹ Og David frygtede for HERREN samme Dag og sagde: Hvorledes skal HERRENS Ark komme til mig? ¹⁰ Og David vilde ikke føre HERRENS Ark til sig i Davids Stad; men David lod den føre hen til Githiteren Obed - Edoms Hus. ¹¹ Og HERRENS Ark blev tre Maaneder i Githiteren Obed -Edoms Hus, og HERREN velsignede Obed-Edom og alt hans Hus. ¹² Og det blev Kong David tilkendegivet, idet der sagdes: HERREN har velsignet Obed-Edoms Hus og alt det, han har, for Guds Arks Skyld; da gik David hen og førte Guds Ark op af Obed-Edoms Hus til Davids Stad med Glæde.

²⁵ Og David sagde til Budet: Saa skal du sige til Joab: Lad ikke denne Gerning synes ond for dine Øjne, thi Sværdet fortærer paa den og den Maade; hold fast ved med din Krig imod Staden og nedbryd den; og gør ham frimodig.

¹² Og hun sagde til ham: Ikke saa, min Broder! krænk mig ikke, thi man bør ikke saaledes gøre i Israel; gør ikke denne Daarlighed. ¹³ Men jeg, hvor skulde jeg gaa hen med min Skam? og du, du skulde være ligesom en af Daarerne i Israel; men nu, kære, tal til Kongen, thi han nægter dig mig ikke.

¹⁴ Og han bøjede alle Mænds Hjerter i Juda som een Mands, og de sendte til Kongen og lode sige: Kom du tilbage og alle dine Tjenere.

¹ Og der var tilfældigvis en Belials Mand, hvis Navn var Seba, Bikris Søn, en Mand af Benjamin, og han blæste i Trompeten og sagde: Vi have ingen Del i David, ej heller have vi Arv i Isais Søn; hver til sit Telt, o Israel!

²¹ Sagen forholder sig ikke saaledes; men en Mand af Efraims Bjerg, hvis Navn er Seba, Bikris Søn, har opløftet sin Haand imod Kongen, imod David, giver mig ham alene, saa vil jeg drage fra Staden og Kvinden sagde til Joab: Se, hans Hoved skal kastes til dig over Muren. ²² Og Kvinden kom til alt Folket med sin Visdom; og de afhuggede Sebas; Bikris Søns, Hoved og kastede det ud til Joab; da blæste han i Trompeten, og de adspredtes fra Staden, hver til sine Telte; og Joab kom tilbage til Jerusalem, til kongen.

⁶ Men Belials Børn, de skulle alle sammen være som Torne, der udkastes; thi de kunne ikke tages med Haand.

² Og Kongen sagde til Joab, Stridhøvedsmanden, som var hos ham: Kære, gak omkring i alle Israels Stammer, fra Dan og indtil Beersaba, og tæller Folket, at jeg kan vide Folkets Tal.

⁹ Og Joab overgav Tallet paa Folket, som var talt, til Kongen, og der var i Israel otte Hundrede Tusinde stridbare Mænd, som kunde uddrage Sværd, og Judas Mænd vare fem Hundrede Tusinde Mand.

¹³ Og de to Mænd, de Belials Børn, kom satte sig tværs overfor ham, og Belials Mænd vidnede imod Naboth for Folket og sagde: Naboth bandede Gud og Kongen; og de førte ham ud uden for Staden og stenede ham med Stene, at han døde

²⁶ Og Moabs Konge saa, at Krigen var ham for stærk, da tog han syv Hundrede Mænd til sig, som kunde uddrage Sværd, for at bryde igennem til Kongen af Edom; men de kunde ikke.

¹⁶ Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved denne Aarets Tid skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nej min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde!

²³ Der alle Stridshøvedsmændene, de og deres Mænd, hørte, at Kongen af Babel havde sat Gedalia over dem, da kom de til Gedalia til Mizpa, baade Ismael, Nethanias Søn, og Johanan, Kareaks Søn, og Seraja, Netofatiten Thanhumeths Søn, og Maakatiten Jaasanias Søn, de og deres Mænd.

⁷⁷ De øvrige, Meraris Børn, gave de af Sebulons Stamme Rimono og dens Marker, Thabor og dens Marker.

² de vare rustede med Bue, kastede med Stene med højre og venstre Haand og skøde Pile med Buen; de vare af Sauls Brødre, af Benjamin.

² Og David sagde til Joab og til Folkets Høvedsmænd: Gaar, tæller Israel fra Beersaba og indtil Dan, og bringer mig Besked, at jeg kan vide deres Tal.

⁵ Og Joab gav David Tallet paa Folket, som var talt; og det hele Israel var elleve Hundrede Tusinde Mænd, som kunde uddrage Sværd, og Juda fire Hundrede og halvf jerdsindstyve Tusinde Mænd, som kunde uddrage Sværd.

⁵ Og de inddelte dem efter Lodkastning, disse med hine; thi der havde været Helligdommens Fyrster og Guds Fyrster saavel af Eleasars Børn som af Ithamars Børn.

⁷ Og løse Mænd, Belials Børn, samlede sig til ham og satte sig vældig op imod Roboam, Salomos Søn; thi Roboam var ung og blødhjertet, saa at han ikke kunde vise Styrke imod dem.

¹³ Men Jeroboam lod et Baghold gaa omkring for at komme bag paa dem, saa de selv vare foran Juda og Bagholdet bag dem.

¹⁴ Og dette var deres Tal efter deres; Fædres Hus: I Juda vare Øverster over tusinde; Adna den Øverste, og med ham vare tre Hundrede Tusinde, vældige til Strid. ¹⁵ Og næst ham var Johanan den Øverste, og med ham vare to Hundrede og firsindstyve Tusinde. ¹⁶ Og næst ham var Amasia, Sikris Søn, HERRENS frivillige, og med ham vare to Hundrede Tusinde, vældige til Strid. ¹⁷ Og af Benjamin var Eljada, en vældig Mand til Strid, og med ham vare to Hundrede Tusinde, udrustede med Bue og Skjold. ¹⁸ Og næst ham var Josabad, og med ham vare hundrede og firsindstyve Tusinde, bevæbnede til Strid.

³ Og Josafat frygtede og vendtesit Ansigt til at søge HERREN og lod udraabe en: Faste over al Juda.

¹⁷ Det skal ikke være eders Sag at stride her, stiller eder hen, bliver staaende og ser, hvorledes HERREN frelser eder, o Juda og Jerusalem! I skulle ikke frygte og ikke ræddes, drager i Morgen ud imod dem, thi HERREN skal være med eder.

¹³ Men de Folk af den Trop, som Amazia lod vende tilbage, at de ikke skulde drage i Krig med ham, de faldt ind i Judas Stæder fra Samaria og indtil Beth-Horon, og de sloge af dem tre Tusinde og gjorde et stort Bytte.

¹⁶ Men det skete, der han talte til ham, da sagde han til ham: Mon vi have sat dig til Kongens Raadgiver? lad du af! hvorfor skulle de slaa dig ihjel? Da lod Profeten af og sagde: Jeg fornemmer, at Gud har besluttet at ødelægge dig, fordi du gjorde dette og ikke adlød mit Raad.

²⁰ Men Amazia adlød ikke; thi det var af Gud, for at give dem i Fjendehaand, fordi de havde søgt Edomiternes Guder.

¹⁴ Og Ussia beredte for dem, for den ganske Hær, Skjolde og Spyd og Hjelme og Pansere og Buer og Slyngestene.

⁶ Thi Peka, Remaljas Søn, ihjelslog i Juda hundrede og tyve Tusinde paa een Dag, alle vaabendygtige Folk, fordi de; forlode HERREN, deres Fædres Gud. ⁷ Og Sikri, en vældig Mand af Efraim, ihjelslog Maeseja, Kongens Søn, og Asrikam, Forstanderen for Huset, og Elkana, den anden efter Kongen. ⁸ Og Israels Børn førte af deres Brødre to Hundrede Tusinde, Kvinder, Sønner og Døtre bort som Fanger og røvede tilmed meget Bytte fra dem, og de førte Byttet til Samaria. ⁹ Og her var der en HERRENS Profet, hvis Navn var Oded, og han gik ud imod den Hær, som kom til Samaria, og sagde til dem: Se, efterdi HERRENS, eders Fædres Guds, Fortørnelse var over Juda, men I have hugget ned iblandt dem i Vrede; den er naaet indtil Himmelen. ¹⁰ Og nu sige I, at I ville undertvinge Judas Børn og Jerusalem til at være eders Trælle og Trælkvinder; have ikke I, netop I, Skyld for HERREN eders Gud?

⁵ Og de toge den Bestemmelse, at de vilde lade udraabe igennem al Israel fra Beersaba og indtil Dan, at de skulde komme og holde HERREN, Israels Gud, Paaske i Jerusalem; thi de havde ikke holdt den i noget stort Antal, som det var foreskrevet.

¹ Og der den syvende Maaned var kommen, og Israels Børn vare i deres Stæder, da samledes Folket som een Mand til Jerusalem.

²¹ Og jeg lod der udraabe en Faste ved den Flod Ahava for at ydmyge os for vor Guds Ansigt for at bede ham om en lykkelig Rejse for os og vore smaa Børn og alt vort Gods.

⁴ Da samledes til mig hver, der skælvede for Israels Guds Ord over deres Forsyndelses Skyld, som havde været bortførte, og jeg sad forfærdet indtil Aftenmadoffers Tid. ⁵ Og ved Aftenmadoffers Tid stod jeg op fra min Faste, efterat jeg havde sønderrevet min Kjortel og min Kappe, og jeg faldt paa mine Knæ og udbredte mine Hænder til HERREN min Gud,

¹ Da samledes det hele Folk som een Mand paa Pladsen, som er foran Vandporten, og de sagde til Esra den skriftlærde, at han skulde bringe Bogen med Mose Lov frem, som HERREN havde budet Israel.

¹ Og Folkets Øverster boede i Jerusalem, og det øvrige Folk kastede Lod for at faa een af ti til at bo i Jerusalem i den hellige Stad; og de ni Dele i Stæderne.

¹² Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du ¹³ Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.

²⁵ thi han har udrakt; sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige; ²⁶ han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;

⁵ At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik?

¹³ De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige.

¹⁶ En Konge frelses ikke ved stor Magt, en vældig fries ikke ved stor Kraft.

⁵ for i Skjul at skyde den retsindige; hastelig skyde de paa ham og frygte ikke.

¹⁸ Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges. ¹⁹ Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

¹⁹ Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

³⁴ Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. ³⁵ Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser. ³⁶ Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.

⁶⁰ Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene. ⁶¹ Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.

² Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning.

⁹ Han skal ikke bestandig gaa i Rette, ej heller beholde Vrede evindelig. ¹⁰ Han har ikke gjort imod os efter vore Synder og ikke betalt os efter vore Misgerninger.

⁵ Forlad dig paa HERREN af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand! ⁶ Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette.

¹⁹ De ugudeliges Vej er som Mørket, de vide ikke, hvorpaa de skulle støde sig.

³³ Lodden kastes i Skødet; men den falder, alt soin HERREN vil.

¹⁹ En Broder er mere genstridig end en fast Stad, og Trætter med ham ere som Stænger for et Palads.

¹⁸ Beslutninger efter Raadslagning bestaa; før da Krig efter fornuftig Ledelse!

³ At øve Retfærdighed og Ret er HERREN kærere end Offer.

³ Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.

⁶ Thi efter Vejlednlng skal du føre din Krig, og hvor mange Raadgivere ere, der er Frelse.

¹ Den Mand, som forhærder sin Nakke, vil tidt blive straffet; hastelig skal han sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.

⁶ Den onde Mands Overtrædelse er ham en Snare; men den retfærdige kan fryde og glæde sig.

¹¹ Efterdi der ikke fældes en Dom, haster Ondskabens Gerning; derfor er Menneskenes Børns Hjerte inden i dem fuldt af at gøre ondt. ¹² Lad endog en Synder gøre hundrede Gange ondt og leve længe! thi jeg ved dog, at det skal gaa dem vel, som frygte Gud, og som frygte for hans Ansigt.

¹ Thi alt dette har jeg lagt mig paa Hjerte, og det for at udgrunde det alt sammen, at de retfærdige og de vise og deres Gerninger ere i Guds Haand; om det er Kærlighed eller Had, ved intet Menneske; alt ligger for deres Ansigt. ² Alt er ens for alle; det samme hændes den retfærdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den, som ofrer, og den, der ikke ofrer; som den gode, saa gaar det Synderen, den, som sværger, gaar det som den, der frygter for Ed. ³ Ondt iblandt alt det, som sker; under Solen, er dette: At det samme hændes alle; og tillige er Menneskens Børns Hjerte fuldt af Ondskab, og der er Daarskaber i deres hjerte, saa længe de leve, og derefter fare de til de døde.

¹⁰ Alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.

¹² Thi Mennesket ved heller ikke sin Tid, saa lidt som Fiskene, der fanges i det slemme Garn, og saa lidt som Fuglene, der fanges i Snaren; som disse, saa blive Menneskens Børn besnærede til Ulykkens Tid; eftersom den falder hastelig over dem.

¹⁰ Og bortfjern Græmmelse fra dit Hjerte, og lad Lidelser gaa bort fra dit Kød; thi Ungdom og Livets Morgenrøde ere Forfængelighed.

⁶ Hvo er hun, der kommer op fra Ørken, som Støtter af Røg, omduftet af Myrra og Virak, af alle Haande vellugtende Sager!

⁹ Dersom ikke den HERRE Zebaoth havde ladet os en liden Levning tilbage, havde vi været som Sodoma, været lige med Gomorra.

¹⁰ Siger om de retfærdige, at det skal gaa dem vel; thi de skulle æde deres Idrætters Frugt. ¹¹ Ve den ugudelige! det skal gaa ham ilde; thi det, hans Hænder have gjort, skal gengældes ham.

²⁹ De drage igennem Passet, de blive Natten over i Geba; Rama bæver, Sauls Gibea flyr.

⁸ Og de skulle forfæerdes, Veer og smerter skulle betage dem, de skulle vride sig som den, der føder, de skulle forfærdede se, den ene paa den anden, deres Ansigter skulle blusse som Lue. ⁹ Se, HERRENS Dag kommer grum og fuld af Harme og brændende Vrede for at gøre Jorden til en Ørk og udslette dens Synder derfra.

¹⁴ Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?

¹¹ Men det onde skal komme over dig, du skal ikke vide, naar dets Frembrud er, og en Ulykke skal falde paa dig, du skal ikke kunne forsone den; og der skal hastelig komme Ødelæggelse over dig, inden du ved det.

¹ Se, HERRENS Haand er ikke forkortet, at han ikke kunde frelse; og hans Øre er ikke tunghørende, at han ikke kunde høre.

¹² Thi gaar dog til mit Sted, som var i Silo, hvor jeg lod mit Navn bo i Begyndelsen, og ser, hvad jeg har gjort ved det for mit Folk Israels Ondskahs Skyld.

²³ Jeg ved, HERRE! at Menneskets Vej staar ikke til ham selv, at det ikke staar til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang.

¹ HERRE! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; jeg vil kun tale med dig om Ret: Hvorfor er de ugudeliges Vej lykkelig? hvorfor ere alle de troløse saare trygge?

⁷ Vidne end vore Misgerninger imod os HERRE! da, gør det dog for dit Navns Skyld! til vore Afvigelser ere store, imod mig have vi syndet.

³ Juda er vandret ud for Elendigheds og for svar Trældoms Skyld; hun bor iblandt Hedningerne, hun finder ikke Ro; alle hendes Forfølgere naa hende midt i Trængslerne.

³² Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.

¹⁰ Man har blottet en Faders Blusel hos dig; man har krænket Kvinden i hendes Svaghed hos dig. ¹¹ Og man har bedrevet Vederstyggelighed med sin Næstes Hustru, og man har vanæret sin Sønnekone med Skændsel, og man har krænket sin Søster, sin Faders Datter, hos dig.

¹⁵ Jeg vil gaa bort, jeg vil vende tilbage til mit Sted, indtil de kende deres Skyld og søge mit Ansigt; naar de ere i Trængsel, ville de søge mig.

⁹ De ere sunkne dybt i Fordærvelse som i Gibeas. Dage; han skal ihukomme deres Misgerning, han skal hjemsøge deres Synder.

⁹ Fra Gibeas Dage af har du syndet, Israel! der ere de blevne staaende, ej naaede dem i Gibea Krigen imod Uretfærdighedens Børn.

¹⁴ Helliger en Faste, udraaber en Forsamling, samler de Ældste, alle Landets Indbyggere til HERRENS eders Guds Hus, og raaber til HERREN!

¹² thi stor er HERRENS Dag og saare forfærdelig, og nu, siger HERREN, vender om til mig af eders ganske Hjerte og med Faste og med Graad og med Klage, ¹³ og sønderriver eders Hjerte, og ikke eders Klæder, og vender om til HERREN, eders Gud; thi han er naadig og barmhjertig, langmodig og stor af Miskundhed og angrer det onde. ¹⁴ Hvo ved han maatte maaske vende om og angre det, saa at han lader Velsignelse efter sig, Madoffer og Drikoffer for HERREN, eders Gud. ¹⁵ Støder i Basunen paa Zion, helliger en Faste, udraaber en Forsamling! ¹⁶ Samler Folket, helliger en Forsamling, sanker de gamle, samler de spæde Børn og dem, som die Brysterne; en Brudgom gaa ud af sit Kammer og en Brud af sit Brudehus! ¹⁷ Præsterne, HERRENS Tjenere, skulle græde imellem Forhallen og Alteret, og de skulle sige: HERRE! spar dit Folk og giv ikke min Arv hen til Skændsel, saa at Hedningerne skulle herske over dem; hvorfor skulle de sige iblandt Folkene: Hvor er deres Gud? ¹⁸ Og HERREN var nidkær for sit Land og sparede sit Folk.

³⁰

⁷ Og de sagde, den ene til den anden: Kommer, og lader os kaste Lod, at vi kunne faa at vide, for hvis Skyld denne Ulykke hændes os; og de kastede Lod, og Lodden faldt paa Jonas.

⁵ Da troede Mændene i Ninive paa Gud, og de udraabte en Faste og klædte sig i Sæk, baade store og smaa iblandt dem: ⁶ Del Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske. ⁷ Og han lod udraabe og sige i Ninive: Paa Kongens og hans Stormænds Befaling, som følger: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øksne eller Faar maa smage noget, de maa ikke græsse og ikke drikke Vand. ⁸ Men de skulle bedækkes med Sæk, baade Mennesker og Dyr, og raabe hart til Gud; og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vej og fra den Uret, som hænger ved deres Hænder. ⁹ Hvo ved Gud kunde vende om og angre det og vende om sin brændende Vrede, at vi forgaa. ¹⁰ Og Gud saa deres Gerninger, at de omvendte sig fra deres onde Vej; og Gud angrede det onde, som han havde talt om at ville gøre dem, og han gjorde det ikke.

² HERRE! jeg har hørt Tidenden om dig, jeg frygter; HERRE! din Gerning, kald den til Live midt i Aarene, midt i Aarene kundgøre du den; i Vrede komme du i Hu at være barmhjertig!

¹⁰ Det hele Land skal forandre sig og vorde som Sletten, fra Geba indtil Rimmon, Syd for Jerusalem; men denne skal hæve sig højt og trone paa sit Sted, fra Benjamins Port indtil den første Ports Sted, indtil Hjørneporten, og fra Hananeels Taarn indtil Kongens Vinperser.

²⁵ Vær snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien, at Modstaneren ikke skal overantvorde Dommeren dig, og Dommeren skal overantvorde Tjeneren dig, og du skal kastes i Fængsel.

¹⁵ Men om din Broder synder imod dig, gak hen, og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. ¹⁶ Men hører han dig ikke, da tag endnu Een eller To med dig, paa det at Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund. ¹⁷ Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder. ¹⁸ Sandelig siger jeg Eder: hvadsomhelst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvadsomhelst I løste paa Jorden, skal være løst i Himmelen.

⁴⁴ Derfor værer I og rede; thi Menneskens Søn kommer paa den Time, som I ikke mene.

⁵⁸ Thi medens du gaaer hen med din Modstander for Øvrigheden, da gjør din Flid paa Veien, at du kan gaae forligt fra ham, paa det han ikke skal drage dig for Dommeren, og Dommeren skal overantvorde Slutteren dig, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel. ⁵⁹ Jeg siger dig: du skal slet ikke komme derudfra, før end du betaler endog den sidste Skjerv.

³¹ Eller hvilken konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er mægtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde? ³² Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred.

²⁷ De aade, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, der Noah gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde Alle. ²⁸ Desligeste og som det skete i Loths Dage: de aade, drak, kjøbte, solgte, plantede. byggede;

²⁶ naar Menneskene forsmægte af Frygt og de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle røres.

³⁴ Men vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Næring, og denne Dag skal komme pludselig over Eder.

²⁶ Og de kastede Lod imellem dem, og Lodden faldt paa Matthias, og han blev eenstemmigen optagen at være med de elleve Apostler.

³² hvilke, enddog de kjende Guds retfærdige Dom, at de, som gjøre saadanne Ting, ere skyldige at døe, dog ikke alene gjøre det, men bifalde ogsaa dem, som det gjøre.

⁵ Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte Samler du dig selv Vrede, paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag.

⁵ Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? mon Gud være uretfærdig, idet han fører Vreden over os? (Jeg taler efter menneskelig Viis).

³³ O Rigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundksab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veie usporlige!

¹⁸ Dersom det er muligt, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til Eder.

¹ Ydermere høres der Horeri iblandt Eder, og saadant Horeri, som ikke end nævnes iblandt Hedningerne, at En lever med sin Faders Hustru.

⁶ Kun slet er Eders Roes! Vide I ikke, at en liden Surdeig syrer den hele Deig?

¹⁰ Dermed mener jeg ingenlunde Skjørlevnere i denne Verden eller Gjerrige eller Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers maatte I gaae ud af Verden. ¹¹ Men nu har jeg skrevet Eder, at i skulle Intet have at skaffe, dersom Nogen der kaldes en Broder, er en Skjørlevner eller Gjerrig eller en Afgudsdyrker eller en Skjendegjest eller en Dranker eller en Røver, at I skulle end ikke æde med den Saadan. ¹² Thi hvad kommer det mig ved ogsaa at dømme dem, som ere udenfor? Nei, dømmer I dem, som ere iblandt Eder;

³ Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye.

⁵ Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham.

¹² Men disse, som ufornuftige Dyr, sandselige, fødte til Rov og Ødelæggelse, bespotte, hvad de ikke kjende, og skulle ødelægges i deres egen Ødelæggelse,

¹⁵ Og Kongerne paa Jorden og Fyrsterne og de Rige og Øversterne og de Vældige og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter. ¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede! ¹⁷ Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?

⁴ Og jeg hørte en anden røst fra Himmelen, som sagde: gaaer bort fra hende, I mit Folk! at I ikke skulle blive deelagtige i hendes Synder, og at I ikke skulle rammes af hendes Plager. ⁵ Thi hendes Synder naae indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder ihu.

⁸ derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag: Død og Sorrig og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som dømmer hende. ⁹ Og Jordens Konger skulle begræde hende og hyle over hende, de, som have bolet og drevet Vellyst med hende, naar de see, Røgen af hendes Brand, ¹⁰ staaende langt borte af Frygt for hendes Piinsel, og sigende: vee! vee! du store Stad, Babylon, du stærke Stad; thi paa een Time er din Dom kommen.

³ Og de sagde anden gang: Halleluja! og hendes Røg opstiger i al Evighed.