Job 31:9 Cross References - Danish

⁹ Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

⁵ Og Filisternes Fyrster kom op til hende og sagde til hende: Lok ham og se, hvorudi hans store Kraft bestaar, og hvormed vi formaa noget imod ham, saa ville vi binde ham for at plage ham; og vi ville hver give dig tusinde og hundrede Sekel Sølv.

⁴ Og det skete, den Tid Salomo blev gammel, bøjede hans Hustruer hans Hjerte efter andre Guder; og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud som Davids, hans Faders, Hjerte.

²⁶ Har ikke Salomo, Israels Konge, syndet i disse Ting? enddog der ikke var en Konge som han iblandt de mange Folkeslag, og han var sin Gud kær, og Gud satte ham til Konge over al Israel; og dog kom de fremmede Kvinder ham til at synde.

¹⁵ Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han lægger et Dække over sit Ansigt. ¹⁶ I Mørket brydes ind i Husene, om Dagen lukke de sig inde; de kende ikke Lyset

¹⁶ for at fri dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte, ¹⁷ hende, som har forladt sin Ungdoms Ven, og som har glemt sin Guds Pagt; ¹⁸ thi hendes Hus bøjer ned imod Døden og hendes Veje til Dødningerne; ¹⁹ alle de, som gaa ind til hende, skulle ikke komme tilhage og ikke naa Livsens Stier;

³ Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane. ⁴ Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd. ⁵ Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. ⁶ For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det. ⁷ Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord. ⁸ Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus, ⁹ at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar; ¹⁰ at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus; ¹¹ saa at du skal hyle paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen, ¹² og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse? ¹³ saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig. ¹⁴ Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden. ¹⁵ Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde ¹⁶ Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne? ¹⁷ Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig. ¹⁸ Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, ¹⁹ en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider. ²⁰ Hvorfor vil dum min Søn! Sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm? ²¹ Thi en Mands Veje ere for HERRENS Øjne, og han vejer alle hans Skridt. ²² Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer. ²³ Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.

²⁵ Begær ikke hendes Dejlighed i dit Hjerte, og lad hende ikke indtage dig med sine Øjenlaage!

²¹ Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.

¹⁴ Fremmede Kvinders Mund er en dyb Grav; den, HERREN er vred paa, esten beredes til skal falde deri.

²⁶ Og jeg fandt, hvad der var beskere end Døden: Den Kvinde, hvis Hjerte var Snarer og Garn, og hvis Hænder vare Baand; den, som er velbehagelig for Guds Ansigt, skal undkomme fra hende, men en Synder skal fanges ved hende.

⁸ De ere blevne som velfodrede ustyrlige Heste, hver vrinsker ad sin Næstes Hustru.

⁴ Alle ere de Horkarle, de ere som en Ovn, der hedes af en Bager, som holder op med at ilde fra den Tid, han har æltet Dejgen, indtil den bliver syret.