Job 13 Cross References - Danish

¹ Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa. ² Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder. ³ Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtibe, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud. ⁴ Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger. ⁵ Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom! ⁶ Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber. ⁷ Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig? ⁸ Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud? ⁹ Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham; ligesom man bedrager et Menneske ¹⁰ Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom. ¹¹ Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder? ¹² Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge. ¹³ Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil! ¹⁴ Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand. ¹⁵ Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt ¹⁶ Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt! ¹⁷ Hører flittig min Tale og, det, jeg kundgør for eders Øren. ¹⁸ Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig. ¹⁹ Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanderl. ²⁰ Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt: ²¹ Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig! ²² Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen! ²³ Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd! ²⁴ Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende ²⁵ Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa? ²⁶ Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv. ²⁷ Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Græn-. ser for mine Fødders Saaler, ²⁸ skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.

⁷ Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.

⁸ Og de hørte Gud HERRENS Røst, som gik i Haven, der Dagen blev sval; da skjulte Adam og hans Hustru sig for Gud HERRENS Ansigt iblandt Træerne i Haven. ⁹ Og Gud HERREN kaldte ad Adam og sagde til ham: Hvor er du? ¹⁰ han sagde: Jeg hørte din Røst i Haven og frygtede; thi jeg var nøgen; og jeg skjulte mig.

²⁷ Og Abraham svarede og sagde: Se nu, jeg har begyndt at tale til Herren, og jeg er Støv og Aske.

² HERREN er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham.

¹⁶ Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, HERRE! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet.

¹⁴ Og HERREN sagde til Mose: Skriv dette til en Ihukommelse i Bogen, og indprent det i Josvas Øren; thi jeg vil visselig udslette Amaleks Ihukommelse under Himmelen.

¹⁶ Du skal ikke svare mod din Næste som et falsk Vidne.

² Du skal ikke følge Mængden til det onde, og du skal ikke svare i en Trætte, saa at du bøjer Retten efter Mængden. ³ Og du skal ikke besmykke den ringe i hans Trætte.

¹⁵ I skulle ikke gøre Uret i Dommen du skal ikke anse den ringes Person og heller ikke gøre Ære af den vældiges Person; men du skal dømme din Næste i Retfærdighed.

³⁶ Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre saa blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Sværd, og falde, skønt ingen forfølger dem.

¹² Kære, lad hende ikke være som en Død, hvis halve Kød, naar han kommer ud af sin Moders Liv, er fortæret.

²⁰ Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slægt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab.

⁷ Og man gav Jotham det til Kende, og han gik hen og stod paa Garizims Bjergs Top og opløftede sin Røst og raabte og sagde til dem: Hører mig, I Mænd i Sikem, saa skal Gud høre eder!

³ Der jeg saa, at du ikke vilde frelse, da satte, jeg mit Liv i min Haand og drog over til Ammons Børn; og HERREN gav dem i min Haand; og hvorfor komme I op til mig paa denne Dag at stride imod mig?

²⁰ Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke Noomi, kalder mig Mara, thi den Almægtige har gjort det saare besk for mig.

⁵ Thi han har sat sit Liv i sin Haand og slaget Filisteren, og HERREN beredte en stor Frelse for al Israel, det har du set og glædedes derved; og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod ved at ihjelslaa David uforskyldt?

¹⁴ ligesom man siger i et gammelt Ordsprog: Fra Ugudelige skal udgaa Ugudelighed; men min Haand skal ikke være paa dig.

¹⁶ Da sagde Samuel: Men hvorfor vil du spørge mig, efterdi HERREN er vegen fra dig og er bleven din Fjende

²¹ Og Kvinden kom hen til Saul og saa, at han var saare forfærdet; og hun sagde til ham: Se, din Tjenerinde adlød din Røst, og jeg satte mit Liv i min Haand og adlød dine Ord, som du talede til mig.

¹⁰ Men Asa blev fortørnet paa Seeren og satte ham i Fængsels Hus, thi han blev vred paa ham for dette; og Asa fortrykte nogle af Folket paa den samme Tid. ¹¹ Og se, Asas Handeler, de første og de sidste, se, de ere skrevne i Judas og Israels Kongers Bog. ¹² Og Asa blev syg i sine Fødder i sin Regerings ni og tredivte Aar, indtil hans Sygdom tog til over Maade; og selv i sin Sygdom søgte han ikke HERREN, men Lægerne.

⁷ Da for Satan ud fra HERRENS Ansigt og slog Job med onde Bylder fra hans Fodsaal og indtil hans Isse.

²⁰ Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?

⁷ Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde eller hvor ere de oprigtige udslettede?

⁷ Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde eller hvor ere de oprigtige udslettede? ⁸ Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter: ⁹ De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand. ¹⁰ Løvens Brøl og den grumme Løves Røst høre op, og de unge Løvers Tænder ere knuste; ¹¹ Løven omkommer af lvlangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes. ¹² Men mig, er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf

¹⁹ endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;

¹ Raab, kære, om der er nogen, som svarer dig: og til hvem af de hellige vil du vende Ansigtet? ² Thi Fortørnelse slaar en Daare ihjel, og Nidkærhed dræber den taabelige. ³ Jeg saa en Daare rodfæstet, og jeg forbandede hans Bolig hastelig. ⁴ Hans Børn vare langt fra Frelse og nedtraadtes i Porten, og der var ingen, som reddede dem. ⁵ Den hungrige opaad hans Høst og hentede den endog fra Tjørnehegnet, og Røverne opslugte hans Formue.

⁹ til ham, som gør store Ting, hvilke man, ikke kan ransage, underlige Ting, saa der er intet Tal paa dem; ¹⁰ ham, som giver Regn paa Jorden og lader Vand komme paa Markerne; ¹¹ for at sætte de ringe højt op, og at de sørgende ophøjes ved Frelse; ¹² ham, som gør de træskes Anslag til intet, at deres Hænder ikke kunne udføre Sagen; ¹³ ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes; ¹⁴ om Dagen løbe de an i Mørket og føle sig for om Middagen, som var det nat ¹⁵ Og han frelser en fattig fra Sværd, fra deres Mund og fra den stærkes Haand, ¹⁶ saa der bliver Haab for den ringe, og Uretfærdighed maa lukke sin Mund.

²⁷ Se dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa det vel!

⁹ og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig! ¹⁰ Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.

²¹ Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.

⁶ Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

¹¹ Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

¹⁵ saa min Sjæl fortrækker at være kvalt; ja Døden fremfor disse mine Knokler. ¹⁶ Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig thi mine Dage ere Forfængelighed;

³ Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed? ⁴ Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.

⁸ Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet; ⁹ thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; ¹⁰ skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?

¹³ Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.

² Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud ³ Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.

³ Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.

¹⁴ Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham. ¹⁵ Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommel. ¹⁶ Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.

²⁰ Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.

³² Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinhinanden for Dommen.

³⁴ Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!

³⁴ Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke! ³⁵ Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.

¹ Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed. ² Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

⁶ saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd, ⁷ da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand? ⁸ Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!

²⁰ Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,

² Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret: ³ Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?

³ Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig? ⁴ Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne. ⁵ Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!

³ Jeg har ogsaa Forstand ligesom I, jeg falder ikke igennem for eder; og hvo ved ikke saadanne Ting

⁹ Hvo ved ikke om alle disse Ting, at HERRENS Haand har gjort dette? ¹⁰ han, i hvis Haand hver levende Sjæl er, og Aanden i hvert Menneskes Kød! ¹¹ Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden? ¹² Hos de graahærdede er Visdom, og Dagenes Længde giver Forstand. ¹³ Hos ham er Visdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til. ¹⁴ Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op. ¹⁵ Se, han holder Vandene tilbage, og de borttørres, og han udlader dem, og de omvælte Landet. ¹⁶ Hos ham er Styrke og Kraft; ham hører den til, som farer vild, og den, som fører vild.

¹⁶ Hos ham er Styrke og Kraft; ham hører den til, som farer vild, og den, som fører vild. ¹⁷ Han lader Raadgiverne gaa af klædte bort og gør Dommerne til Daarer. ¹⁸ Han løser Kongernes Herredømme og læggerBaand om deres Lænder. ¹⁹ Han lader Præsterne gaa afklædte bort og omkaster de stærke. ²⁰ Han berøver de sikre Talere Mælet, tager Forstanden fra de gamle. ²¹ Han udøser Vanære over Fyrsterne og løser de stærkes Bælte. ²² Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset. ²³ Han formerer Folkene og lader dem gaa til Grunde; han udbreder Folkene og bortfører dem. ²⁴ Han borttager Forstand fra Folkets Øverster i Landet og lader dem fare vild i det øde, hvor ingen Vej er. ²⁵ De famle i Mørke, hvor intet Lys er, og han bringer dem til at fare vild som den drukne.

⁵ Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom! ⁶ Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.

¹¹ Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?

¹³ Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!

¹⁵ Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt

¹⁸ Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.

²¹ Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig! ²² Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!

³ Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

¹⁵ Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning! ¹⁶ Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

⁸ Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig o ⁹ Hvad ved du, som vi ikke vide hvad for staar du, og det skulde ikke være os bekendt

¹⁷ Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle: ¹⁸ Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,

² Jeg har hørt mange Ting som dise: I ere alle sammen besværlige Trøstere. ³ Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

⁹ Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

¹⁷ skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

²¹ at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

² Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?

⁵ Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.

² Naar ville I gøre Ende paa Ord? forstaar først, og derefter ville vi tale.

⁴ du, som sønderslider din Sjæl i din Vrede, mon Jorden skal ligge forladt for din Skyld og en Klippe flyttes fra sit Sted? ⁵ Ja den ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Lue skal ikke skinne. ⁶ Lyset skal blive mørkt i hans Telt, og hans Lampe over ham skal udslukkes. ⁷ Hans Krafts Skridt skulle indsnævres, og hans eget Raad skal styrte ham. ⁸ Thi han føres i Garnet ved sine egne Fødder, og han vandrer over et Net; ⁹ Snaren holder ham om Hælen, Strikken snører sig fast om ham; ¹⁰ Garnet for ham ligger skjult paa Jorden, og Fælden for ham ved Stien; ¹¹ Rædsler forfærde ham trindt omkring, og de drive ham hid og did, hvor han gaar; ¹² hans Kraft vansmægter af Hunger, og Ulykke er beredt til hans Side. ¹³ Lemmerne under hans Hud skal Dødens førstefødte fortære, ja hans Lemmer skal den fortære. ¹⁴ Han rives op fra sit Telt, som var hans Tillid, og han føres frem til Rædslernes Konge. ¹⁵ Der skal bo i hans Telt hvad der ikke hører ham til; Svovl skal strøs over hans Bolig. ¹⁶ Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Gren afskæres. ¹⁷ Hans Ihukommelse skal udslettes af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.

¹⁷ Hans Ihukommelse skal udslettes af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne. ¹⁸ De skulle udstøde ham fra Lyset til Mørket og bortjage ham fra Jorderige. ¹⁹ Han skal ikke have en Søn og ej en Sønnesøn iblandt sit Folk, og der skal ingen blive tilovers i hans Boliger. ²⁰ Efterkommerne skulle forskrækkes over hans Dag, og de gamle skulle betages af Forfærdelse. ²¹ Visselig, saadanne ere den uretfærdiges Boliger og saadant dens Sted, som ikke kender Gud.

² Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

⁵ Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

¹¹ og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

²⁵ Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal. staa op over Støvet. ²⁶ Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud, ²⁷ hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre. ²⁸ Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! - og Sagens Rod skal være funden i mig -.

¹¹ Hans Ben vare fulde af Ungdomskraft, men den skal ligge i Støvet med ham.

² hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!

² hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde! ³ Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!

³ Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!

¹⁸ Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler

²⁷ Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig; ²⁸ thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede? ²⁹ Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd, ³⁰ at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag ³¹ Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham ³² Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde. ³³ I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal. ³⁴ Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.

⁵ Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger? ⁶ Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne. ⁷ Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød. ⁸ Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var i anset, boede deri. ⁹ Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes. ¹⁰ Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig. ¹¹ Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig? ¹² Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje! ¹³ Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket? ¹⁴ Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds. ¹⁵ vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa,

¹⁵ vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa, ¹⁶ de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm;

¹⁶ de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm; ¹⁷ de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem.

¹⁷ de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem. ¹⁸ Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig. ¹⁹ De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem: ²⁰ Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed". ²¹ Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal kornme godt til dig. ²² Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte! ²³ Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte. ²⁴ Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene: ²⁵ Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv. ²⁶ Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud. ²⁷ Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter. ²⁸ Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje. ²⁹ Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned. ³⁰ Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.

³ Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig! ⁴ Jeg vilde lægge Sagen frem for hans. Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.

⁴ Jeg vilde lægge Sagen frem for hans. Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger. ⁵ Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig. ⁶ Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig. ⁷ Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.

¹⁰ Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.

⁴ skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig. ⁵ Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.

⁸ Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl! ⁹ Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham lo Kan han forlyste sig ved den Almægtige? ¹⁰ kan han til hver en Tid paakalde Gud?

² Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig ³ da hans Lampe lyste over mit Ho ved, da jeg gik igennem Mørke ved hans Lys;

¹⁷ Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke. ¹⁸ Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel. ¹⁹ Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

²¹ Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

²⁹ Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder. ³⁰ Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

²³ Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

³¹ dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød? ³² den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende - ³³ dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som; Adam og dulgt min Misgerning i min Barm, ³⁴ fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør - ³⁵ Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift - den Almægtige svare mig - og her den Klage, min Modpart har opsat;

³⁵ Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift - den Almægtige svare mig - og her den Klage, min Modpart har opsat; ³⁶ sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke! ³⁷ Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

¹ Da lode disse tre Mænd af at svare Jobs efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne.

²¹ Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;

²¹ Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske; ²² thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.

¹ Og Job, hør dog nu min Tale, og vend dine Øren til alle mine Ord!

¹ Og Job, hør dog nu min Tale, og vend dine Øren til alle mine Ord! ² Se nu, jeg har opladt min Mund, min Tunge taler allerede ved min Gane. ³ Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læber skulle udtale rent det, som jeg ved.

⁵ Dersom du kan, saa giv mig Svar; rust dig for mit Ansigt og fremstil dig! ⁶ Se jeg er ligesom du over for Gud, ogsaa jeg er dannet af Ler. ⁷ Se, Rædsel for mig skal ikke forfærde dig, og intet Tryk fra mig skal være svart over dig.

⁷ Se, Rædsel for mig skal ikke forfærde dig, og intet Tryk fra mig skal være svart over dig.

¹⁰ Se, han har fundet paa Fjendtligheder imod mig, han agter mig for sin Modstander; ¹¹ han har lagt mine Fødder i Stok, han tager Vare paa alle mine Stier.

³² Har du noget at sige, da giv mig Svar; tal, thi jeg har Lyst til at give dig Ret.

² Hører, I vise! min Tale, og I forstandige! vender eders Øren til mig;

¹⁹ Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.

³⁵ Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke mere Klogskab. ³⁶ O gid, at Job maatte prøves til fulde, fordi han har svaret som uretfærdige Mænd!

¹⁶ Saa oplader Job sin Mund med Forfængelighed, han gør Ordene mangfoldige uden Forstand.

⁴ Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.

⁸ Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore, ⁹ da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;

¹³ Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.

² Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.

³ Bind op om dine Lænder som en Mand, saa vil; jeg spørge dig, og undervis du mig;

² Bind op om dine Lænder som en Mand; jeg vil spørge dig, og undervis du mig!

⁴ Eller har du en Arm som Gud, og. kan du tordne med Lyn som han? ⁵ Pryd dig dog med Højhed og Herlighed, og ifør dig Ære og Pragt!

⁷ Se til hver hovmodig, og tryk ham ned, og knus de ugudelige paa deres Sted! ⁸ Skjul dem i Støv til Hobe; fængsl deres Ansigt til Mørket!

⁸ Skjul dem i Støv til Hobe; fængsl deres Ansigt til Mørket!

³ Hvo er den, som fordunkler Guds Raad uden Forstand? - Saa har jeg udtalt mig om det, som jeg ikke forstod, om de Ting, som vare mig for underlige, hvilke jeg ikke kendte. ⁴ Hør dog, og jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og undervis du mig! ⁵ Jeg havde hørt om dig af Rygte, men nu har mit Øje set dig. ⁶ Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske. ⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job.

¹ HERRE! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødems Tider?

¹ Til Sangmsteren; en Palme, af David.

⁴ Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig.

⁷ Kom; ikke mine Ungdoms Synder eller; mine Overtrædelser i Hu; men kom du mig i Hu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, HERRE!

¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes?

¹⁶ HERRENS Øjne ere vendte til de retfærdige og hans Øren til deres Raab.

¹⁰ Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det. ¹¹ Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.

²⁰ saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge. ²¹ Dersom vi havd glemt vor Guds Navn og udbred vore Hænder til en fremmed Gud.

²¹ Dersom vi havd glemt vor Guds Navn og udbred vore Hænder til en fremmed Gud.

²⁴ Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os i evindelig!

²¹ Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne. ²² Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som trier.

⁶ Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning. ⁷ Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.

⁶ Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar. ⁷ Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. ⁸ Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere? ⁹ Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

³ dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os. ⁴ Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde HERRENS megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.

² Hvor længe ville I dømme Uret og anse de ugudeliges Personer? Sela.

³ Lad min Bøn komme for dit Allsigt, bøj dit øre til mit Raab! ⁴ Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget nær. ⁵ Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft, ⁶ løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand. ⁷ Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder. ⁸ Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. Sela. ⁹ Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indeluknet og gaar ikke ud. ¹⁰ Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; HERRE! Jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig. ¹¹ Vil du vel gøre Undre for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? Sela. ¹² Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo? ¹³ Kendes vel dine Undere i Mørket eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land? ¹⁴ Men jeg har raabt til dig HERRE! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.

¹⁴ Men jeg har raabt til dig HERRE! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen. ¹⁵ Hvorfor, HERRE! forkaster du min Sjæl du skjuler dit Ansigt for mig. ¹⁶ Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle. ¹⁷ Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig. ¹⁸ Rædsler for dig have tilintetgjort omspændt mig tilsammen. Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.

¹² Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.

¹⁵ De være HERREN altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden;

¹⁴ HERREN er min Styrke og min Sang, og han blev mig til Frelse.

²¹ Jeg vil takke dig; thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse.

⁶⁹ De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte.

¹⁰⁹ Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov.

¹²⁰ Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme.

¹² Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.

²³ Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!

¹¹ saa at du skal hyle paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen, ¹² og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse? ¹³ saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.

²² Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,

⁶ Hører, thi jeg vil tale frygtelige Ting og aabne mine Læber med Retvished. ⁷ Thi min Gane taler Sandhed, og Sandelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber.

⁷ Den retfærdiges Ihukommelse er til Velsignelse; men de ugudeliges Navn smuldrer hen.

³² Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.

²⁸ Ogsaa en Daare, om han tav, kunde regnes for viis; den, som holder sine Læber til, er forstandig.

²³ Ogsaa dette er af de vise: At anse Personer i Dommen er ikke godt.

⁵ Daaren lægger sine Hænder sammen og fortærer sit eget Kød.

³ Naar du lover Gud et Løfte, tøv ikke med at betale det; thi han har ikke Velbehag til Daarer; hvad du lover, det betal!

¹⁸ Kommer dog, og lader os gaa i Rette med hinanden, siger HERREN. Dersom eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om de end vare øde som Skarlagen, skulle de blive som Uld. ¹⁹ Dersom I ere villige og ulydige, skulle I æde Landets Gode. ²⁰ Men dersom I vægre eder og ere genstridige, skulle I for tæres af Sværd thi HERRENS Mund har; talt det.

¹³ Den HERRE Zebaoth, han skal være eder hellig; og han skal være eders Frygt, og han skal være eders Forfærdelse.

¹⁷ Og jeg vil bie efter HERREN, han, som har skjult sit Ansigt for Jakobs Hus, og jeg vil forvente ham.

²⁰ Og man snapper til højre og hurlgrer endda, og man æder om sig til venstre og mættes I ej; de fortære hver sin Arms Kød:

¹ Og du skal sige paa den Dag: Jeg vil takke dig, HERRE! Thi du har været vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du trøster mig. ² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse.

¹³ Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fiy langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind.

¹⁴ De døde leve ikke op igen, Dødningerne opstaa ikke; derfor har du hjemsøgt og ødelagt dem og udslettet al deres Ihukommelse.

²² Og nu, spotter ikke, at eders Baand ikke skulle blive haardere; thi jeg har hørt om Ødelæggelse og om en fast Beskikkelse fra Herren, den HERRE Zebaoth, over al Jorden.

¹⁴ Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?

²¹ Kommer hid med eders Sag, siger HERREN; kommer frem med eders stærke Bevisninger, siger Jakobs Konge.

²⁶ Paamind mig; lad os gaa i Rette med hverandre; regn op, at du maa staa retfærdiggjort.

²⁶ Og jeg vil bringe dine Undertrykkere til at æde deres eget Kød, de skulle blive drukne af deres eget Blod som af Most; og alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, er din Frelser, og den Mæbtige i Jakob er din Genløser.

⁷ Men den Herre HERRE skal hjælpe mig, derfor bliver jeg ikke beskæmmet, derfor gjorde jeg mit Ansigt som en haard Sten, og jeg ved, at jeg ikke bliver til Skamme. ⁸ Han er nær, som mig retfærdiggør; hvo vil trætte med mig? lader os træde frem med hinanden; hvo er den, som har Sag imod mig? han komme hid til mig!

²³ Sandelig, det er idel Bedrageri med Tummelen paa Bjergene; sandelig, Israels Frelse er i HERREN vor Gud.

²² Ville I ikke frygte mig, siger HERREN, og ikke skælve for mit Ansigt? jeg, som har sat Sand til Havets Grænse, en evig Skik, som det ikke kan overskride; saa at, om dets Bølger end bevæge sig stærkt, de ikke formaa noget, og om de bruse, de dog ikke overskride den.

¹⁴ Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.

²² Er der da ingen Balsam i Gilead? eller er der ingen Læge der? thi hvorfor er der ikke lagt Forbinding paa mit Folks Datter?

¹⁰ Men Gud HERREN er Sandhed, han er den levende Gud og en evig Konge; Jorden bæver for hans Vrede, og Hedningerne kunne ikke udholde hans Fortørnelse.

¹ HERRE! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; jeg vil kun tale med dig om Ret: Hvorfor er de ugudeliges Vej lykkelig? hvorfor ere alle de troløse saare trygge? ² Du plantede dem, de sloge ogsaa Rødder, de gaa frem, de have ogsaa baaret Frugt; du er nær i deres Mund, men langt borte fra deres Indre.

¹⁰ Jeg HERREN er den, som ransager Hjertet og prøver Nyrer, og det for at give hver efter sine Veje; efter sine Idrætters Frugt.

⁹ Vel har jeg sagt: Jeg vil ikke komme ham i Hu og ej tale mere i hans Navn; men det er blevet i mit Hjerte som en brændende Ild, der er indesluttet i mine Ben; og jeg har søgt med Møje at holde det ud; men jeg kunde ikke.

³² Se, jeg er imod dem, som spaa løgnagtige Drømme, siger HERREN, og som fortælle dem og forvilde mit Folk med deres Løgne og med deres Letfærdighed; og jeg har dog ikke sendt dem og ikke givet dem Befaling, og de gavne slet ikke dette Folk, siger HERREN.

¹³ Ingen tager sig af din Sag til Helbredelse; der er ingen Lægedom, ingen Forbinding for dig.

¹⁹ Thi efter at jeg havde vendt mig bort, angrede jeg det, og efter at jeg var kommen til at erkende det, slog jeg mig paa Hoften; jeg var beskæmmet og skammede mig, thi jeg maatte bære min Ungdoms Skændsel.

¹¹ Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Ægyptens Datter! forgæves bruger du megen Lægedorm der er ingen Helbredelse for dig.

⁵ Herren er bleven som en Fjende, han har opslugt Israel, han har opslugt alle dens Paladser, ødelagt dens Befæstninger og voldet Judas Datter megen Sorg og Bedrøvelse.

⁴ Det svage styrkede I ikke, og det syge lægede I ikke, og det, som havde lidt Brud, forbandt I ikke, og det fordrevne førte I ikke tilbage, og det, som var tabt, ledte I ikke efter; men med Haardhed og med Grumhed herskede I over dem.

¹² Og jeg er som Møl for Efraim og som Kræft for Judas Hus. ¹³ Der Efiaim saa sin Sygdom og Juda sin Byld, da gik Efraim til Assyrien og sendte Bud til en stridbar Konge; men han skal ikke kunne læge eder, og Bylden skal ikke gaa bort fra eder.

¹³ Derfor maa den, som er klog, tie i denne Tid; thi det er en ond Tid.

² Hører, I Bjerge HERRENS Trætte, og I uforanderlige, I Jordens Grundpiller thi HERREN har Trætte med sit Folk, og med Israel gaar han i Rette.

⁹ Derfor gør ogsaa jeg eder foragtelige og ringe for alt Folket, eftersom I ikke agte paa mine Veje, men anse Personer ved Anvendelse af Loven.

²⁸ Og frygter ikke for dem, som flaae Legemet ihjel, men kunne ikke flaa Sjælen ihjel; menfrygter hellere for den, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede.

²⁰ Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør og ei udslukke den rygende Taande, indtil han udfører Retten til Seier.

¹⁷ Og der Jesus det hørte, sagde han til dem: de karske have ikke Læge behov, men de, som have ondt. Jeg er ikke kommen at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse.

²⁶ Og hun havde lidt meget af mange Læger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var ikke bleven hjulpen; men det var blevet værre med hende.

⁵ Men der var et Menneske, som havde ligget otte og tredive Aar i Sygdom.

¹⁴ Derefter fandt Jesus ham i Templet og sagde til ham: see, du er bleven sund; synd ikke mere, at dig ikke noget værre skal vederfares.

² De skulle udelukke Eder af Synagogerne, ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslaaer Eder, skal mene, at ham viser Gud en Dyrkelse.

⁴⁷ thi saaledes har Herren befalet os: jeg har sag dig til Hedningernes Lys, at du skal være til Saliggjørelse indtil Jordens Ende.

²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

⁵ Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? mon Gud være uretfærdig, idet han fører Vreden over os? (Jeg taler efter menneskelig Viis). ⁶ Det være langt fra! Hvorledes kunde Gud da dømme Verden? ⁷ Thi dersom Guds Sandhed har viist sig ydermere til hans Ære formedelst min Troløshed, hvi dømmes jeg da endnu som en Synder? ⁸ Og hvorfor skulle vi da ikke, (som man bespotteligen siger om os, og som Nogle foregive, at vi lære), gjøre Ondt, at der kan komme Godt af? Saadannes Fordømmelse er retfærdig.

³³ Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør.

³³ Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør. ³⁴ Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os.

³⁸ Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstedømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende, ³⁹ ei heller det Høie, ei heller det Dybe. ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christus Jesus, vor Herre.

¹ Hvad Afguds-Offer angaaer, da vide vi, thi vi have alle Kundskab; (Kundskaben opblæser, men Kjærligheden opbygger. ² Dersom Nogen tykkes at vide Noget, han har endnu aldrig vidst Noget saaledes, som det bør sig vide.

¹² Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vindesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.

² men vi have afsagt det skjulte skændige Væsen og omgaaes ikke i Trædskhed, forfalske og ikke Guds Ord; men ved Sandhedens Aabenbarelse anbefale vi os for alle Menneskers Samvittighed, for Guds Aasyn.

¹ Thi vi vide, at dersom vort jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene.

⁴ Thi dersom Nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I faae en anden Aand, som i ikke fik, eller et andet Evangelium, som i ikke annammede, da fordrage I ham taaligen. ⁵ Jeg mender dog, at jeg er ikke ringere end hine høie Apostler.

¹⁶ Jeg siger atter, at Ingen maa agte mig for en Daare; men hvis endog, da taaler mig dog som en Daare, at jeg ogsaa maa rose mig lidet. ¹⁷ Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herren, men som i Daarlighed, idet jeg saa dristeligen roser mig. ¹⁸ Efterdi Mange rose sig efter Kjødet, vil jeg og rose mig.

¹¹ Jeg er bleven en Daare, idet jeg roser mig. I tvang mig dertil; thi jeg burde prises af Eder, efterdi jeg er ikke ringere end hine høie Apostler, alligevel jeg er Intet.

⁷ Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saaer, dette skal han og høste. ⁸ Thi hvo som saaer i sit Kjød, skal høste Forkrænkelse af Kjødet; men hvo som saaer i Aanden, skal høste det evige Liv af Aanden.

¹⁵ Dog holder ham ikke som Fjende, men paaminder ham som en Broder.

¹⁹ Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;

⁹ men dersom I ansee Personer, gjøre I Synd og overbevises af Loven som Overtrædere.

³ hvad vi have seet og hørt, forkynde vi Eder, at ogsaa I skulle have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Christus.

²⁰ thi om end vort hjerte fordømmer os, da er Gud større end vort hjerte, og kjender alle Ting.

¹⁵ Og Kongerne paa Jorden og Fyrsterne og de Rige og Øversterne og de Vældige og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter. ¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede!

³ Og de sang Mose, den Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, sigende: store og forunderlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande ere dine Veie, du de Helliges Konge! ⁴ Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folkeslag skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Dommere ere aabenbarede.