Jeremiah 37 Cross References - Danish

¹ Og Kong Zedekias, Josias's Søn, blev Konge i Stedet for Konias, Jojakims Søn; ham satte Nebukadnezar; Kongen af Babel, til Konge i Judas Land. ² Men han og hans Tjenere og Folket i Landet hørte ikke HERRENS Ord, som han talte ved Profeten Jeremias. ³ Dog sendte Kong Zedekias Jukal, Selemjas Søn, og Præsten Zefania, Maasejas Søn, til Profeten Jeremias, og lod sige: Kære, bed for os til HERREN vor Gud! ⁴ Og Jeremias gik ind og gik ud midt iblandt Folket, og man havde ikke sat ham i Fængsel. ⁵ Og Faraos Hær var draget ud af Ægypten; og da Kaldæerne, som belejrede Jerusalem, hørte Rygtet om dem, droge de op fra Jerusalem. ⁶ Og HERRENS Ord kom til Jeremias, Profeten, saalunde: ⁷ Saa siger HERREN, Israels Gud: Saa skulle I sige til Judas Konge, som sender eder til mig for at adspørge mig: Se, Faraos Hær, som ere uddraget eder til Hjælp, skal vende om til sit Land Ægypten; ⁸ sig Kaldæerne skulle komme tilbage og stride imod denne Stad, og de skulle indtage den og opbrænde den med Ild. ⁹ Saa siger HERREN: Bedrager ikke eder selv, idet I sige: Kaldæerne skulle visselig drage fra os; thi de skulle ikke drage bort. ¹⁰ Thi om I end sloge hele Kaldæernes Hær, som strider imod eder, og der kun blev nogle saarede Mænd tilovers af dem, skulle dog disse rejse sig, hver i sit Telt, og opbrænde denne Stad med Ild. ¹¹ Og det skete, der Kaldæernes Hær var draget op fra Jerusalem for Faraos Hærs Skyld, ¹² da gik Jeremias ud af Jerusalem, for at gaa til Benjamins Land at hente sin Del derfra, midt iblandt Folket. ¹³ Og som han var i Benjamins Port; da var der en Befalingsmand, hvis Navn var Jerija, Selemjas Søn, Hananjas Sønnesøn; og han greb Profeten Jeremias og sagde: Du vil gaa over til Kaldæerne. ¹⁴ Og Jeremias sagde: Det er Løgn, jeg vil ikke gaa over til Kaldæerne; men han vilde ikke høre ham, og Jerija greb Jeremias og fugte ham til Fyrsterne. ¹⁵ Og Fyrsterne bleve vrede paa Jeremias og sloge ham; og de kastede ham i Fængselet i Skriveren Jonathans Hus; thi det havde de gjort til et Fængsel. ¹⁶ Saa kom da Jeremias i Fangehullet og ned i Kælderne, og Jeremias blev der mange Dage. ¹⁷ Og Kong Zedekias sendte Bud og lod ham hente, og Kongen spurgte ham i sit Hus i Løndom og sagde: Er der Ord fra HERREN? Og Jeremias sagde: Ja, der er; og han sagde: Du skal gives i Kongen af Babels Haand. ¹⁸ Og Jeremias sagde til Kong Zedekias: Hvad har jeg syndet imod dig og imod dine Tjenere og imod dette Folk, at I have kastet mig i Fængselet? ¹⁹ Og hvor ere eders Profeter, som spaaede for eder og sagde: Kongen af Babel skal ikke komme over eder eller over dette Land? ²⁰ Og nu, hør dog, min Herre Konge, kære, lad min ydmyge Begæring komme ind for dit Ansigt, og lad mig ikke føre tilbage til Skriveren Jonathans Hus, at jeg ikke skal dø, der. ²¹ Og Kong Zedekias bød, og de forvarede Jeremias i Fængselets Forgaard, og han lod ham give et Stykke Brød hver Dag fra Bagornes Gade, indtil alt Brødet i Staden var fortæret; saa blev Jeremias i Fængselets Forgaard.

³⁶ Da blev Jakob vred og trættede med Laban; og Jakob svarede og sagde til Laban: Hvad er min Overtrædelse, hvad er min Synd, at du forfølger mig saaledes.

²⁰ Da tog Josefs Herre ham og kastede ham i Fængslets Hus, et Sted, hvor Kongens Fanger holdtes bundne, og han var der i Fængslets Hus.

¹⁵ Thi jeg er hemmelig stjaalen af de Hebræers Land; dertil har jeg ikke heller her gjort noget, at de have sat mig i Hulen.

¹³ Og han sagde: Hør mig, Herre! send nu, hvem du vil sende.

⁸ Da kaldte Farao ad Mose og Aron og sagde: Beder til HERREN, at han borttager Frøerne fra mig og fra mit Folk, saa vil jeg lade Folket fare, og de maa ofre til HERREN.

²⁸ Da sagde Farao: Jeg vil lade eder fare, at I skulle ofre til HERREN eders Gud i Ørken, dog saa, at I ikke skulle drage længere bort; beder for mig.

²⁸ Beder til HERREN, at det maa være nok med den Guds Torden og Hagel, saa vil jeg lade eder fare, at I ikke skulle bie længere.

¹⁷ Og kære, forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til HERREN eders Gud, at han dog vil borttage denne Død fra mig.

³⁶ Og Aron og hans Sønner gjorde dette, nemlig alle de Ord, som HERREN havde befalet ved Mose.

³⁶ Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre saa blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Sværd, og falde, skønt ingen forfølger dem. ³⁷ Og den ene skal falde over den anden som for et Sværd, enddog ingen forfølger dem; og I skulle ikke kunne holde Stand for eders Fjenders Ansigt. ³⁸ Og I skulle omkomme iblandt Hedningerne, og eders Fjenders Land skal fortære eder.

⁷ Da kom Folket til Mose, og de sagde: vi have syndet, thi vi have talet imod HERREN og imod dig, bed til HERREN, at han vil tage de Slanger fra os; og Mose bad for Folket.

⁵² Og det skal ængste dig inden alle dine Porte, indtil dine høje og befæstede Mure falde ned, som du forlader dig paa i hele dit Land; ja det skal ængste dig inden alle dine Porte i dit ganske Land, som HERREN din Gud har givet dig. ⁵³ Og du skal æde dit Livs Frugt, Kødet af dine Sønner og af dine Døtre, som HERREN din Gud har givet dig, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig. ⁵⁴ Den Mand, som var blødagtig hos dig og saare kræsen, han skal ikke unde sin Broder eller Hustruen i sin Arm eller sine øvrige Sønner, som han har tilbage, ⁵⁵ at give en af dem af sine Sønners Kød, hvilket han æder, fordi intet er levnet ham i den Belejring og Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte. ⁵⁶ Hun, som har været saa blødagtig og kræsen hos dig, at hun ikke har forsøgt at sætte sin Fodsaale paa Jorden for Kræsenhed og Blødagtighed, skal ikke unde sin Mand i sin Arm eller sin Søn eller sin Datter ⁵⁷ end ikke sit Efterbyrd, som er gaaet fra hende, eller sine Børn, som hun skal føde; thi hun skal æde dem i Skjul af Mangel paa alt, i Belejring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte.

³⁶ Thi HERREN skal dømme sit Folk og han vil forbarme sig over sine Tjenere, naar han ser, at deres Magt er borte, og at det er forbi baad med den bundne og den løsladte ³⁷ Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlod sig paa,

¹⁷ men af Benjamins Stamme: Gibeon og dens Marker, Geba og dens Marker, ¹⁸ Anathoth og dens, Marker og Almon og dens Marker fire Stæder.

¹⁹ Og alt Folket sagde til Samuel: Bed ydmygeligen for dine Tjenere til HERREN din Gud, at vi ikke skulle dø; thi vi lagde det onde til alle vore Synder, at vi begærede os en Konge.

⁹ Men derefter stod David op og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! Da saa Saul sig tilbage, og David bøjede sit Ansigt til Jorden og kastede sig ned. ¹⁰ Og David sagde til Saul: Hvorfor hører du paa de Menneskers Ord, som sige: Se, David søger efter din Ulykke? ¹¹ Se, dine Øjne have set paa denne Dag, at HERREN har givet dig i min Haand i Hulen, og man talede til mig om, at jeg skulde slaa dig ihjel, men jeg sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge Haand paa min Herre, - thi han er HERRENS Salvede. ¹² Og min Fader, se! se dog Fligen af din Kappe i min Haand; thi af det, at jeg afskar Fligen af din Kappe og ikke slog dig ihjel kan du kende og se, at der ikke er Ondskab eller Overtrædelse i min Haand, jeg har heller ikke syndet imod dig, og du jager efter mit Liv for at borttage det. ¹³ HERREN skal dømme imellem mig og imellem dig, og HERREN skal hævne mig paa dig, men min Haand skal ikke være paa dig; ¹⁴ ligesom man siger i et gammelt Ordsprog: Fra Ugudelige skal udgaa Ugudelighed; men min Haand skal ikke være paa dig. ¹⁵ Efter hvem er Israels Konge udgangen? hvem jager du efter? efter en død Hund, efter en Loppe?

¹⁸ Og han sagde: Hvorfor forfølger min Herre saa sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad ondt er der i min Haand? ¹⁹ Og nu høre dog min Herre Kongen sin Tjeners Ord: Dersom HERREN har tilskyndet dig imod mig, da lad ham lugte et Madoffer, men dersom det er Mennesker Børn, da være de forbandede for HERRENS Ansigt; thi de have uddrevet mig i Dag, at jeg ikke kan holde mig til HERRENS Arv, og de sige: Gak bort, tjen andre Guder! ²⁰ Og nu, lad ej mit Blod falde til Jorden, fjernt fra HERRENS Ansigt; thi Israels Konge er dragen ud for at opsøge en Loppe, ligesom man jager efter en Agerhøne paa Bjergene. ²¹ Da sagde Saul: Jeg har syndet, kom tilbage min Søn David; thi jeg vil ikke ydermere gøre dig ondt, fordi mit Liv var dyrebart for dine Øjne paa denne Dag, se, jeg har handlet daarlig og er faret vild saare meget.

² Da sagde David: Jeg vil gøre Miskundhed imod Hanon, Nahas's Søn, ligesom hans Fader gjorde Miskundhed imod mig; og David sendte hen for at trøste ham ved sine Tjenere over hans Fader, og Davids Tjenere kom til Ammons Børns Land.

²⁵ Og han sendte Bud ved Nathan, Profeten, og denne kaldte hans Navn Jedid-Ja, for HERRENS Skyld.

⁶ Da svarede Kongen og sagde til den Guds Mand: Kære, bed ydmygeligt for HERREN din Guds Ansigt, og bed for mig, at min Haand maa komme tilbage til mig igen. Da bad den Guds Mand ydmygeligt for HERRENS Ansigt, og Kongens Haand kom tilbage til ham og blev, som den var tilforn.

¹ Paa samme Tid blev Abia, Jeroboams Søn, syg. ² Og Jeroboam sagde til sin Hustru: Kære, gør dig rede og forklæd dig, at de ikke skulle kende, at du er Jeroboam Hustru, og gak til Silo; se, der er Ahia, Profeten, han talte til mig at jeg skulde være Konge over det Folk. ³ Og du skal tage ti Brød og Kager med dig og en Krukke med Honning og gaa til ham; han skal kundgøre dig, hvad der skal vederfares Drengen. ⁴ Og Jeroboams Hustru gjorde saa og gjorde sig rede og gik til Silo og kom til Ahias Hus, og Ahia kunde ikke se, thi hans Øjne vare dunkle af hans høje Alder.

¹⁸ Og de begrove ham, og al Israel begræd ham, efter HERRENS Ord, som han talte ved sin Tjener Ahia, Profeten.

⁷ Saa skete ogsaa HERRENS Ord ved Jehu, Hananis Søn, Profeten, over Baesa og over hans Hus, baade for alt det onde, som han gjorde for HERRENS Øjne til at opirre ham ved sine Hænders Gerning, saa at han blev ligesom Jeroboams Hus, og fordi han havde slaaet dette.

⁴ Og det skal ske, at du skal drikke af Bækken, og jeg har budet Ravnene, at de skulle forsørge dig der. ⁵ Og han gik og gjorde efter HERRENS Ord og gik og blev, ved Bækken Krith, som er lige over for Jordanen. ⁶ Og Ravnene bragte ham Brød og Kød om Morgenen og Brød og Kød om Aftenen, og han drak af Bækken.

³ Der han saa det, da stod han op og gik bort for at redde sit Liv og kom til Beersaba, som tilhører Juda; og han lod sin Dreng blive der.

⁹ Og der gik han ind i en Hule og blev der om Natten; og se, HERRENS Ord kom til ham og sagde til ham: Hvad har du her at gøre, Elias?

¹⁶ Og Kongen sagde til ham: Hvor mange Gange skal jeg besværge dig, at du intet siger mig uden Sandheden i HERRENS Navn?

¹¹ Og Josafat sagde: Er her ingen HERRENS Profet, at vi kunne adspørge HERREN ved ham? Da svarede en af Israels Konges Tjenere og sagde: Her er Elisa, Safats Søn, som øste Vand paa Elias's Hænder. ¹² Og Josafat sagde: HERRENS Ord er hos ham; saa droge Israels Konge og Josafat og Edoms Konge ned til ham. ¹³ Da sagde Elisa til Israels Konge: Hvad har jeg at gøre med dig? gak til din Faders Profeter og til din Moders Profeter; og Israels Konge sagde til ham: Nej; thi HERREN har kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Haand.

¹³ Da sagde Elisa til Israels Konge: Hvad har jeg at gøre med dig? gak til din Faders Profeter og til din Moders Profeter; og Israels Konge sagde til ham: Nej; thi HERREN har kaldet disse tre Konger for at give dem i Moabs Haand.

¹⁸ Men til Judas Konge, som sendte eder for at adspørge HERREN, til ham skulle I sige saaledes: Saa sagde HERREN, Israels Gud, angaaende de Ord, som du har hørt:

⁷ Men Kongen af Ægypten blev ikke ydermere ved at drage ud af sit Land; thi Kongen af Babel havde taget fra Ægyptens Bæk indtil Floden Frat alt det, som var Kongen af Ægyptens.

¹² Men Jojakin, Kongen i Juda, gik ud til Kongen af Babel, han og hans Moder og hans Tjenere og hans Fyrster og hans Hofbetjente, og Kongen af Babel tog ham fangen i sin Regerings ottende Aar.

¹⁷ Og Kongen af Babel gjorde Mathania, hans Farbroder, til Konge i hans Sted, og han omvendte hans Navn til Zedekias.

¹⁹ Og han gjorde det, som var ondt for HERRENS Øjne, efter alt det, som Jojakim havde gjort. ²⁰ Men det gik efter HERRENS Vrede i Jerusalem og Juda, indtil han forkastede dem fra sit Ansigt; og Zedekins faldt fra Kongen af Babel.

³ Paa den niende Dag i Maaneden, da fik Hungeren Overhaand i Staden, og der var ikke Brød for Folket i Landet.

¹⁵ Og Josias's Sønner vare: den førstefødte Johanan, den anden Jojakim, den tredje Zedekias, den fjerde Sallum. ¹⁶ Og Jojakims Sønner vare: Jekonia, hans Søn, Zedekia, hans Søn.

⁶⁰ og af Benjamins Stamme: Geba og dens Marker, Allemeth og dens Marker og Anathoth og dens Marker; alle deres Stæder vare tretten Stæder for deres Slægter.

¹⁰ Men Asa blev fortørnet paa Seeren og satte ham i Fængsels Hus, thi han blev vred paa ham for dette; og Asa fortrykte nogle af Folket paa den samme Tid.

²⁶ og siger: Saa siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels Vand; indtil jeg kommer tilbage med Fred.

⁹ Jojakim var otte Aar gammel, der han blev Konge, og regerede tre Maaneder og ti Dage i Jerusalem og gjorde det, som var ondt for HERRENS Øjne. ¹⁰ Men der Aaret var omme, sendte Kong Nebukadnezar hen og lod ham føre til Babel tillige med HERRENS Hus's kostelige Kar og gjorde Zedekias, hans Broder, til Konge over Juda og Jerusalem.

¹² Og han gjorde det, som var ondt for HERREN, hans Guds, Øjne; han ydmygede sig ikke for Profeten Jeremias, som talte af HERRENS Mund. ¹³ Tilmed faldt han og af fra Kong Nebukadnezar, som havde ladet ham sværge ved Gud; og han gjorde sin Nakke stiv og forhærdede sit Hjerte og vilde ikke omvende sig til HERREN, Israels Gud. ¹⁴ Og alle de øverste iblandt Præsterne og Folket forsyndede sig saare meget, idet de efterlignede alle Hedningernes Vederstyggeligheder og besmittede HERRENS Hus, som han havde helliget i Jerusalem. ¹⁵ Og HERREN, deres Fædres Gud, sendte til dem ved sine Sendebud tidligt og ideligt; thi han vilde skaane sit Folk og sin Bolig. ¹⁶ Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Profeter, indtil HERRENS Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom mere.

⁸ Men jeg sendte til ham at lade sige: Der er ikke sket noget af disse Ting, som du siger, men du har optænkt dem af dit eget Hjerte.

¹¹ Men jeg sagde: Skulde en Mand som jeg flygte? og hvilken Mand, der var som jeg, skulde gaa ind i Templet og leve jeg vil ikke gaa derind.

²⁰ Hunger skal han frelse dig fra Døden og i Krig fra Sværdets Vold.

¹² Giv mig ikke i mine Fjenders Vold; thi falske Vidner og de, som aande Uretfærdighed, opstode imod mig.

¹⁸ Se, HERRENS Øje er til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed, ¹⁹ for at fri deres Sjæl fra. Død og holde dem i Live i Hungersnøden.

⁹ Smager og ser, at HERREN er god; salig den Mand, som forlader sig paa ham. ¹⁰ Frygter HERREN, I hans hellige! thi de, som frygte ham, have ingen Mangel.

¹¹ Den staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.

³ Forlad dig paa HERREN og gør godt; bo i Landet og nær dig trolig;

¹⁹ De skulle ikke beskæmmes i den onde Tid, og de skulle mættes

¹ Til Sangmesteren; en Undervisning af David, ² der Edomiteren Drog kom med Underretning til Saul og sagde til ham: David er kommen i Akimeleks Hus.

⁷ Naar HERREN har Velbehag i en Mands Veje, da mor han, at ogsaa hans Fjender holde Fred med ham.

¹³ Hvo som gengiver godt med ondt fra hans Hus skal det onde ikke vige.

²⁶ Det er end ikke godt at lægge Bøder paa den retfærdige eller at slaa ædle Mænd tvært imod Ret.

¹ Kongens Hjerte i HERRENS Haand er Vandbække; til alt det, han vil, bøjer han det.

³⁰ Der gælder ikke Visdom, ej heller Forstand, ej heller Raad over for HERREN.

⁶ Fødderne hugger den af sig, og Fortrædelighed maa den drikke, som sender Bud ved en Daare.

¹² Naar en Hersker agter paa Løgnens Ord, blive alle hans Tjenere ugudelige.

⁴ Enhver, som ikke maa bøje sig iblandt de bundne, skal falde iblandt de ihjelslagne. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig; men hans Haand er endnu udrakt.

¹⁵ Hver den, som bliver naaet, skal gennemstikkes, og hver den, som gribes, skal falde ved Sværdet.

¹⁹ men du, du er henslængt, uden Grav, som en vederstyggelig Kvist, bedækket med ihjelslagne, som ere gennemborede med Sværd, som fore ned i Stenhulens Dyb; du er som et nedtraadt Aadsel.

¹ Ve de genstridige Børn, siger HERREN, de, som holde Raad, der ikke ere af mig, og slutte Pagt, men ikke efter min Aand, og som lægge Synd til Synd! ² de, som gaa hen for at drage ned til Ægypten uden at adspørge min Mund for at styrke sig ved Faraos Magt og at søge Ly under Ægyptens Skygge. ³ Thi Faraos Magt skal blive eder til Beskæmmelse og det Ly under Ægyptens Skygge til Skam. ⁴ Thi deres Fyrster have været i Zoan, og deres Bud ere komne til Hanes. ⁵ Alle blive de til Skamme ved et Folk, som ikke gavner dem, ikke er til Hjælp eller til Gavn, men kun til Beskæmmelse og til Skændsel. ⁶ Profeti imod de Dyr, der drage imod Syd. Gennem Nøds og Trængsels Land, hvor der er Løvinder og Løver, Slanger og flyvende Drager, føre de deres Gods paa Folernes Ryg og deres Liggendefæ paa Kamelernes Pukkel ned til et Folk, som ikke kan gavne dem,

¹⁷ Et Tusinde skal fly for eens Skælden; for fem, som skælde, skulle I fly, indtil I blive tilovers som en Stang oven paa et Bjerg og som et Banner paa en Høj.

¹ Ve dem, som fare ned til Ægypten om Hjælp og forlade sig paa Heste og sætte Tillid til Vogne, fordi disse ere mange, og til Ryttere, fordi disse ere saare stærke, men se ikke hen til den Hellige i Israel og søge ikke HERREN! ² Men ogsaa han er viis og lader Ulykke komme og, tager ikke sine Ord tilbage, men han rejser sig imod de ondes Hus og imod deres Hjælpere, som gøre Uret. ³ Thi ægypterne ere Mennesker og ikke Gud, og deres Heste ere Kød og ikke Aand; og HERREN skal udstrække sin Haand, at Hjælperen skal støde sig, og den, som bliver hjulpen, skal falde, at de alle skulle omkomme til Hobe.

¹⁶ Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret.

¹ Ord af Jeremias, Hilkias Søn, en af Præsterne, som vare i Anathoth, i Benjamins Land,

²⁷ som sige til Træ: Du er min Fader, og til Sten: Du fødte mig; thi de have vendt Ryg til mig og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid sige de: Staa op og frels os! ²⁸ Hvor ere dine Guder, som du har gjort dig? lad dem staa op, om de kunne frelse dig i din Ulykkes Tid; thi saa mange som dine Stæder ere, vare dine Guder, Juda!

³⁶ Hvorfor løber du saa ivrigt bort for at omskifte din Vej? ogsaa ved Ægypten skal du blive til Skamme, ligesom du blev I til Skamme ved Assyrien.

¹⁴ Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.

¹¹ Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred:

¹³ Og jeg sagde: Ak Herre, HERRE! se Profeterne sige, til dem: I skulle intet Sværd se og ingen. Hungersnød have hos eder men jeg vil give eder sikker Fred paa dette ¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Profeterne spaa Løgn i mit Navn, jeg sendte dem ikke og gav dem ikke Befaling og talte ikke til dem; de spaa eder løgnagtige Syner og falsk Spaadom og det, som intet er, og deres Hjertes Bedrageri. ¹⁵ Derfor siger HERREN saaledes om Profeterne, som spaa i mit Navn, og som jeg ikke sendte, og som sige; at der ikke skal være Sværd eller Tunger i dette Land: Disse Profeter skulle fortæres ved Sværet og ved Hungeren.

¹¹ HERREN siger: Sandelig, jeg løser dig, dia til Fromme; sandelig, jeg bringer Fjenden til bønligt at komme dig i Møde paa Ulykkens Tid og paa Nødens Tid.

⁵ Saa siger HERREN: Forbandet er den Mand, som forlader sig paa Mennesket og holder Kød for sin Arm, og hvis Hjerte viger fra HERREN. ⁶ Og han skal være som den enlige paa den Øde Mark og skal ikke se, at der kommer godt; men han skal bo paa de forbrændte Steder i Ørken, i et Saltland, som ikke kan bebos.

¹⁸ Men de sagde: Kommer og lader os optænke Anslag imod Jeremias; thi Loven gaar ikke tabt for Præsten, eller Raadet for den vise, eller Ordet for Profeten; kommer og lader os slaa ham med Tungen, og lader os ikke give Agt paa noget af hans Ord!

¹ Og Paskur, Immers Søn, Præsten, som var Overopsynsmand i, HERRENS Hus, hørte Jeremias spaa disse Ord. ² Og Paskur slog Profeten Jeremias og lagde ham i Blokken, som var ved Benjamins Øverste Port paa HERRENS Hus. ³ Og det skete den anden Dag, da lod Paskur Jeremias komme ud af Blokken; og Jeremias sagde til ham: HERREN har ikke kaldet dit Navn Paskur, men Magor-Missabib.

¹⁰ Thi jeg har hørt manges ondskabsfulde Tale, der er Rædsel trindt omkring, de sige: Angiver! saa ville vi angive harn; alle de Mænd, som skulde holde Fred med mig, tage Vare paa, om jeg haltede, og sige: Han maatte maaske lade sig forlede, at vi kunde faa Overhaand over ham og hævne os paa ham.

¹ Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, der Kong Zedekias sendte Paskur, DIalkias's Søn, og Zefanja, Maasejas Søn, Præsten, til ham og lod sige: ² Adspørg dog HERREN for os; thi Nebukadnezar, Kongen af Babel, fører Krig imod os; maaske HERREN dog vilde gøre imod os efter alle sine underlige Gerninger, saa at denne maatte drage bort fra os.

² Adspørg dog HERREN for os; thi Nebukadnezar, Kongen af Babel, fører Krig imod os; maaske HERREN dog vilde gøre imod os efter alle sine underlige Gerninger, saa at denne maatte drage bort fra os.

⁴ Saa sagde HERREN, Israels Gud: Se, jeg vender de Krigsvaaben, som ere i eders Hænder, og med hvilke I uden for Muren stride imod Kongen af Babel og Kaldæerne, som belejre eder, og samler dem midt i denne Stad. ⁵ Og jeg vil stride imod eder med en udrakt Haand og med en stærk Arm, og med Vrede og med Harme og med stor Fortørnelse. ⁶ Og jeg vil slaa denne Stads Indbyggere, baade Menneskene og Dyrene; de skulle dø ved en stor Pest. ⁷ Og derefter, siger HERREN, vil jeg give Judas Konge, Zedekias, og hans Tjenere og Folket og dem, som i denne Stad ere blevne tilovers fra Pesten, fra Sværdet og fra Hungeren, i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og han skal slaa dem med skarpe Sværd, han skal ikke spare dem og ikke skaane dem og ikke vise Medlidenhed.

⁷ Og derefter, siger HERREN, vil jeg give Judas Konge, Zedekias, og hans Tjenere og Folket og dem, som i denne Stad ere blevne tilovers fra Pesten, fra Sværdet og fra Hungeren, i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og han skal slaa dem med skarpe Sværd, han skal ikke spare dem og ikke skaane dem og ikke vise Medlidenhed.

⁹ Den, som bliver i denne Stad, skal dø ved Sværdet og ved Hungeren og ved Pesten: Men den, som drager Lid og gaar over til Kaldæelne, som belejre eder, skal blive i Live og have sit Liv som Bytte.

²⁴ Saa sandt jeg lever siger HERREN, var end Konias, Jojakims, Judas Konges Søn, en Signetring paa min højre Haand, saa vilde jeg dog rive dig bort derfra.

²⁸ Mon denne Mand, Konias, er et foragtet, sønderslaaet Billede? mon han er et Kar; som ingen har Lyst til? hvorfor ere de bortkastede, han og hans Sæd, ja, henkastede i et Land, som de ikke kende?

¹⁷ De sige og sige til dem, som foragte mig: HERREN har talt, I skulle have Fred; og de sige til hver, som vandrer i sit Hjertes Stivhed: Der skal ingen Ulykke komme over eder.

¹ HERREN lod mig se et Syn, og se, to Kurve med Figener vare satte foran HERRENS Tempel; efter at Nebukadnezar, Kongen af Babel, hav de bortført Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge, og Judas Fyrster og Tømmermændene og Smedene fra Jerusalem og ført dem til Babel.

⁸ Men ligesom det er med de slette Figener, som ikke kunne ædes, fordi de ere saa slette, thi saa siger HERREN. Saaledes vil jeg gøre Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster og dem, som ere tilovers af Jerusulem, de overblevne i dette Land, og dem, som bo i Ægyptens Land,

¹⁵ Kun det skulle vide, at dersom I dræbe mig, da ville I bringe uskyldigt Blod over eder og over denne Stad og over dens Indbyggere; thi i Sandhed HERREN har sendt mig til eder for at tale alle disse Ord for edes Øren. ¹⁶ Da sagde Fyrsterne og alt Folket til Præsterne og til Profeterne: Der bør ingen Dødsdom fældes over enne Mand; thi har han talt til os HERREN vor Guds Navn.

¹⁹ Mon Ezekias, Judas Konge, og al Juda straks dræbte ham frygtede han ikke HERREN og bad ydmygt for HERRENS Ansigt, saa at HERREN angrede det Onde, som han havde talt imod dem? og vi, vi bringe en stor Ulykke over vore Sjæle.

⁶ Og nu har jeg givet alle disse Lande i Nebukadnezar, Kongen af Babels, min Tjeners Haand; endog saa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham til hans Tjeneste.

¹² Og til Zedekias, Judas Konge, talte jeg efter alle disse Ord og sagde: Bøjer eders Halse under Kongen af Babels Aag, og tjener ham og hans Folk, saa skulle I leve. ¹³ Hvorfor ville I dø, du og dit Folk, ved Sværdet, ved Hungeren og ved Pesten, saaledes som HERREN har talt til det Folk, som ikke vil tjene Kongen af Babel? ¹⁴ Og hører ikke paa de Profeters Ord, som sige saaledes til eder: I skulle ikke komme til at tjene Kongen af Babel; thi de spaa Løgn for eder. ¹⁵ Thi jeg har ikke sendt dem, siger HERREN; men de spaa Løgn i mit Navn, paa det at jeg skal støde eder ud, at I skulle omkomme, I og Profeterne, som spaa for eder. ¹⁶ Og til Præsterne og til alt dette Folk talte jeg og sagde: Saa siger HERREN: Hører ikke paa eders Profeters Ord, de, som spaa for eder og sige: Se, HERRENS Hus's Kar skulle nu snart føres tilbage fra Babel; thi de spaa Løgn for eder. ¹⁷ Hører ikke paa dem, tjener Kongen af Babel, saa skulle I leve; hvorfor skal denne Stad blive Øde? ¹⁸ Men dersom de ere Profeter; og dersom HERRENS Ord er hos dem, saa lad dem bønfalde den HERRE Zebaoth om, at de Kar, som ere blevne tilbage i HERRENS Hus og i Judas Konges Hus og i Jerusalem, ikke rnø komme til Babel.

¹ Og det skete i dette Aar, i Begyndelsen af Judas Konge Zedekias's Regering, i det fjerde Aar, i den femte Maaned, at Profeten Hananias, Assurs Søn, som var fra Gibeon, sagde saaledes til mig i HERRENS Hus, for Præsterne og alt Folkets Øjne: ² Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Jeg har sønderbrudt Kongen af Babels Aag. ³ Inden et Par Aars Tid er omme vii jeg føre tilbage til dette Sted alle HERRENS Hus's Kar, som Nebukadnezar, Kongen af Babel, tog fra dette Sted og førte til Babel. ⁴ Og Jekonias, Jojakims Søn, Judas Konge og alle bortførte af Juda, som ere komne til Babel, vil jeg føre tilbage til dette Sted, siger HERREN; thi jeg vil sønderbryde Kongen af Babels Aag. ⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias for Præsternes Øjne og for alt Folkets Øjne, medens de stode i HERRENS Hus,

¹⁰ Da tog Profeten Hananias Aaget af Profeten Jeremias's Hals og sønderbrød det. ¹¹ Og Hananias sagde saaledes for alt Folkets Øjne: Saa siger HERREN: Saaledes vil jeg inden et Par Aars Tid er omme, bryde Nebukadnezar, Kongen af Babels Aag af alle Folkenes Hals; og Profeten Jeremias gik sin Vej. ¹² Men HERRENS Ord kom til Jeremias, efter at Profeten Hananias havde brudt Aaget af Profeten Jeremias's Hals, og han sagde: ¹³ Gak og sig saaledes til Hananias: Saa siger HERREN: Du har sønderbrudt Træaag, men du har gjort Jernaag i Stedet for. ¹⁴ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Jeg har lagt et Jernaag paa alle disse Folks Hals, at de maa tjene Nebukadnezar, Kongen af Babel, og de skulle tjene ham; ogsaa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham.

¹⁴ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Jeg har lagt et Jernaag paa alle disse Folks Hals, at de maa tjene Nebukadnezar, Kongen af Babel, og de skulle tjene ham; ogsaa de vilde Dyr paa Marken har jeg givet ham. ¹⁵ Og Profeten Jeremias sagde til Profeten Hananias: Hør dog, Hananias! HERREN har ikke sendt dig, og du har faaet dette Folk til at forlade sig paa Løgn. ¹⁶ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg vil sende dig bort fra Jordens Kreds; i dette Aar skal du dø, thi du har prædiket Frafald fra HERREN. ¹⁷ Saa døde Profeten Hananias i det samme Aar, i den syvende Maaned.

⁸ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Lader ikke eders Profeter, som ere midt iblandt eder, og eders Spaamænd bedrage eder, og hører ikke paa eders Drømme, sorn I komme til at drømme.

¹⁶ men HERREN har sagt saaledes om Kongen, som sidder paa Davids Trone, og om alt Folket, som bor i denne Stad, om eders Brødre, som ikke ere gangne ud med eder iblandt de bortførte, ¹⁷ ja, saaledes har den HERRE Zebaoth sagt: Se, jeg sender Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, og jeg vil gøre dem som de modbydelige Figener, der ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette. ¹⁸ Og jeg vil forfølge dem med Sværdet, med Hungeren og med Pesten og gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, til Forbandelse og til Forfærdelse og til Spot og til Forhaanelse iblandt alle Hedninberne, hvorhen jeg har fordrevet dem;

²¹ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud, om Akab, Kolajas Søn, og om Zedekias, Maasejas Søn, som spaa eder Løgn i mit Navn: Se, jeg giver dem i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand, og han skal dræbe dem for eders Øjne.

²⁵ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Fordi du sendte Breve i dit Navn til alt Folket, som er i Jerusalem, og til Præsten Zefanja, Maasejas Søn, og til alle Præsterne saa lydende:

³¹ Send Bud til alle de bortførte; og sig: Saa siger HERREN om Nekelamiten Semaja: Fordi Semaja har spaaet for eder, skønt jeg ikke har sendt ham, og han har bragt eder til at forlade eder paa Løgn:

² - og dengang belejrede Kongen af Babels Hær Jerusalem; men Profeten Jeremias var indelukket i Forgaarden til Fængselet, som var i Judas Konges Hus;

² - og dengang belejrede Kongen af Babels Hær Jerusalem; men Profeten Jeremias var indelukket i Forgaarden til Fængselet, som var i Judas Konges Hus; ³ hvor Zedekias, Judas Konge, havde indelukket ham og sagt: Hvorfor spaar du og siger: Saa sagde HERREN: Se, jeg giver denne Stad i Kongen af Babels Haand, at han skal indtage den,

³ hvor Zedekias, Judas Konge, havde indelukket ham og sagt: Hvorfor spaar du og siger: Saa sagde HERREN: Se, jeg giver denne Stad i Kongen af Babels Haand, at han skal indtage den, ⁴ og Zedekias, Judas Konge, skal ikke undkomme fra Kaldæernes Haand; men han skal Visselig gives i Kongen af Babels Haand, og hans Mund skal tale med hans Mund, og hans Øjne skulle se hans Øjne; ⁵ og han skal føre Zedekias til Babel, og han skal blive der, indtil jeg ser til ham, siger HERREN; thi om I end strede imod Kaldæerne, skulle I ikke have Lykke. -

⁸ Og Hanameel min Farbroders Søn, kom til mig efter HERRENS Ord til Fængselets Forgaard og sagde til mig: Kære, køb min Ager, som er i Anathoth, i Benjamins Land; thi du har Arveretten, og du har Løsningsretten, køb dig den; da fornam jeg, at det var HERRENS Ord.

⁸ Og Hanameel min Farbroders Søn, kom til mig efter HERRENS Ord til Fængselets Forgaard og sagde til mig: Kære, køb min Ager, som er i Anathoth, i Benjamins Land; thi du har Arveretten, og du har Løsningsretten, køb dig den; da fornam jeg, at det var HERRENS Ord. ⁹ Og jeg købte af Harzameel, min Farbroders Søn, Ageren, som var i Anathoth, og vejede ham Pengene til, sytten Sekel Sølv.

²⁹ Og Kaldæerne, som stride imod denne Stad, skulle komme og stikke Ild paa denne Stad og opbrænde den og Husene, paa hvis rage de gjorde Røgelse for Baal og udøste Drikoffer for andre Guder for at opirre mig.

²¹ Og Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster vil jeg give i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv, i Haanden paa Kongen af Babels Hær, som er draget op fra eder.

²¹ Og Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster vil jeg give i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv, i Haanden paa Kongen af Babels Hær, som er draget op fra eder. ²² Se, jeg befaler det, siger HERREN, og jeg vil føre dem til denne Stad igen, og de skulle stride imod den og indtage den og opbrænde den med Ild; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ødelæggelse, saa at ingen bor der. gelse, saa at ingen bor der.

⁷ Maaske deres ydmyge Begæring kunde komme ind for HERRENS Ansigt, og de maatte omvende sig, hver fra sin onde Vej; thi stor er Vreden og Fortørnelsen, som HERREN har udtalt imod dette Folk.

¹² Og han gik ned til Kongens Hus til Skriverens Kammer, og se, der sade alle Fyrsterne: Skriveren Elisama og Delaja, Semajas Søn, og Elnatan, Akbors Søn, og Gemarja, Safans Søn, og Zedekias, Hanenjas Søn, ja, alle Fyrsterne.

³ Dog sendte Kong Zedekias Jukal, Selemjas Søn, og Præsten Zefania, Maasejas Søn, til Profeten Jeremias, og lod sige: Kære, bed for os til HERREN vor Gud!

⁵ Og Faraos Hær var draget ud af Ægypten; og da Kaldæerne, som belejrede Jerusalem, hørte Rygtet om dem, droge de op fra Jerusalem.

⁷ Saa siger HERREN, Israels Gud: Saa skulle I sige til Judas Konge, som sender eder til mig for at adspørge mig: Se, Faraos Hær, som ere uddraget eder til Hjælp, skal vende om til sit Land Ægypten; ⁸ sig Kaldæerne skulle komme tilbage og stride imod denne Stad, og de skulle indtage den og opbrænde den med Ild.

¹¹ Og det skete, der Kaldæernes Hær var draget op fra Jerusalem for Faraos Hærs Skyld,

¹⁵ Og Fyrsterne bleve vrede paa Jeremias og sloge ham; og de kastede ham i Fængselet i Skriveren Jonathans Hus; thi det havde de gjort til et Fængsel.

²⁰ Og nu, hør dog, min Herre Konge, kære, lad min ydmyge Begæring komme ind for dit Ansigt, og lad mig ikke føre tilbage til Skriveren Jonathans Hus, at jeg ikke skal dø, der.

¹ Og Sefatja, Matthans Søn, og Gedalja, Paskurs Søn, og Jukal, Selemjas Søn, og Paskur, Malkias Søn, hørte de Ord, som Jeremias talte til alt Folket, der han sagde:

⁴ Da sagde Fyrsterne til Kongen: Lad dog denne Mand dræbe, thi paa den Maade bringer han Hænderne paa Krigsmændene, som ere overblevne i denne Stad, og Hænderne paa hele Folket til at synke, idet han taler saadanne Ord til dem; thi denne Mand søger ikke dette Folks Bedste, men dets Ulykke. ⁵ Og Kong Zedekias sagde: Se, han er i eders Haand; thi Kongen forrnaar intet imod eder. ⁶ Da toge de Jeremias og kastede ham i Malkias, Meleks Søns, Hule, som var i Fængselets Forgaard, og nedlode Jeremias ved Reb, og i Hulen var der ikke Vand, men Dynd, og Jeremias sank ned i Dyndet.

⁶ Da toge de Jeremias og kastede ham i Malkias, Meleks Søns, Hule, som var i Fængselets Forgaard, og nedlode Jeremias ved Reb, og i Hulen var der ikke Vand, men Dynd, og Jeremias sank ned i Dyndet. ⁷ Der Kusiten Ebed-Melek, en Mand, som var Hofmand og var i Kongens Hus, hørte, at man havde kastet Jeremias i Hulen, og Kongen sad i Benjamins Port,

⁷ Der Kusiten Ebed-Melek, en Mand, som var Hofmand og var i Kongens Hus, hørte, at man havde kastet Jeremias i Hulen, og Kongen sad i Benjamins Port, ⁸ da gik Ebed-Melek ud af Kongens Hus, og han talte med Kongen og sagde: ⁹ Min Herre Konge: Disse Mænd have gjort ilde i alt det, de have gjort imod imod Profeten Jeremias, som de kastede i Hulen, saa at han der hvor han er, maa dø af Hunger; thi her er ikke Brød i Staden mere.

⁹ Min Herre Konge: Disse Mænd have gjort ilde i alt det, de have gjort imod imod Profeten Jeremias, som de kastede i Hulen, saa at han der hvor han er, maa dø af Hunger; thi her er ikke Brød i Staden mere. ¹⁰ Da befalede Kongen Kusiten Ehed-Melek og sagde: Tag tredive Mand herfra med dig, og drag Profeten Jeremias op af Hulen, førend han dør.

¹⁰ Da befalede Kongen Kusiten Ehed-Melek og sagde: Tag tredive Mand herfra med dig, og drag Profeten Jeremias op af Hulen, førend han dør. ¹¹ Og Ebed-Melek tog Mændene med sig og gik ind i Kongens Hus, hen under Forraadskammeret, og tog derfra nogle gamle Pjalter og gamle Klude og lod dem gaa ned til Jeremias i Hulen med Rebene.

¹¹ Og Ebed-Melek tog Mændene med sig og gik ind i Kongens Hus, hen under Forraadskammeret, og tog derfra nogle gamle Pjalter og gamle Klude og lod dem gaa ned til Jeremias i Hulen med Rebene. ¹² Og Kusiten Ebed-Melek sagde til Jeremias: Læg dog de gamle Pjalter og Klude om dine Aksler under Rebene; og Jerelnias gjorde saaleledes.

¹² Og Kusiten Ebed-Melek sagde til Jeremias: Læg dog de gamle Pjalter og Klude om dine Aksler under Rebene; og Jerelnias gjorde saaleledes. ¹³ Og droge Jeremias op med Rebene og førte ham op af Hulen; og Jeremias blev i Fængselets Forgaard.

¹³ Og droge Jeremias op med Rebene og førte ham op af Hulen; og Jeremias blev i Fængselets Forgaard.

¹³ Og droge Jeremias op med Rebene og førte ham op af Hulen; og Jeremias blev i Fængselets Forgaard. ¹⁴ Og Kong Zedekias sendte Bud og lod Profeten Jeremias hente til sig, hen til den tredje Nedgang til HERRENS Hus; og Kongen sagde til Jeremias: Jeg vil spørge dig om noget, du maa intet dølge for mig.

¹⁴ Og Kong Zedekias sendte Bud og lod Profeten Jeremias hente til sig, hen til den tredje Nedgang til HERRENS Hus; og Kongen sagde til Jeremias: Jeg vil spørge dig om noget, du maa intet dølge for mig. ¹⁵ Og Jeremias sagde til Zedekias: Naar jeg forkynder dig det, mon du da ikke vil lade mig dræber og naar jeg giver dig Raad, saa vil du dog ikke høre mig!

¹⁵ Og Jeremias sagde til Zedekias: Naar jeg forkynder dig det, mon du da ikke vil lade mig dræber og naar jeg giver dig Raad, saa vil du dog ikke høre mig! ¹⁶ Da svor Kong Zedekias Jeremias i Løndom og sagde: Saa sandt HERREN lever, som har skabt os denne Sjæl, saa vil jeg ikke dræbe dig, ej heller give dig i disse Mænds Haand, som søge efter dit Liv.

¹⁶ Da svor Kong Zedekias Jeremias i Løndom og sagde: Saa sandt HERREN lever, som har skabt os denne Sjæl, saa vil jeg ikke dræbe dig, ej heller give dig i disse Mænds Haand, som søge efter dit Liv. ¹⁷ Og Jeremias sagde til Zedekias: Saa siger den HERRE Zebaoths Gud, Israels Gud: Dersom du godvilligt gaar ud til Kongen af Babels Fyrster, da skal du beholde Livet, og denne Stad skal ikke opbrændes med Ild; og du skal leve, du og dit Hus.

²³ Og man skal føre alle dine Hustruer og dine Børn Lid til Kaldæerne, og du selv skal ikke undkomme fra deres Haand, men gribes ved Kongen af Babels Haand, og denne Stad skal du bringe til at blive opbrændt med Ild. ²⁴ Og Zedekias sagde til Jeremias: Lad ingen vide disse Ord, saa skal du ikke dø. ²⁵ Og naar Fyrsterne høre, at jeg har talt med dig, og de komme til dig og sige til dig: Kære, kundgør os, hvad du har talt til Kongen, dølg det ikke for os, og vi ville ikke dræbe dig; og hvad Kongen har talt til dig: ²⁶ Saa skal du sige til dem: Jeg lod min ydmyge Begæring komme ind for Kongens Ansigt, at man ikke maatte føre mig igen i Jonathans Hus, at dø der.

²⁶ Saa skal du sige til dem: Jeg lod min ydmyge Begæring komme ind for Kongens Ansigt, at man ikke maatte føre mig igen i Jonathans Hus, at dø der. ²⁷ Da kom alle Fyrsterne til Jeremias og spurgte ham, og han svarede dem efter alle disse Ord, som Kongen havde befalet; da tav de og lode ham i Ro; thi Ordet fik de ej at høre. ²⁸ Og Jeremias blev i Fængselets Forgaard indtil den Dag, da Jerusalem blev indtaget. Og det skete, da Jerusalem blev indtaget.

² I Zedekias's ellevte Aar, i den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, brød man ind i Staden. ³ Og alle Kongen af Babels Fyrster droge ind, og de satte sig i den mellemste Port: Nergal-Sarezer, Samger-Nebo, Sarsekim-Rabsaris, Nergal-Sarezer-Rabmag og alle Babels Konges øvrige Fyrster. ⁴ Og det skete, at Zedekias, Judas Konge, og alle Krigsmændene, der de saa dem flyede og gik om Natten ud af Staden, ad Vejen til Kongens Have, igennem Porten imellem de to Mure; og han drog ud ad Vejen til Sletten. ⁵ Men Kaldæernes Hær forfulgte dem, og de naaede Zedekias paa Sletten ved Jeriko og grebe ham og førte ham op til Nebakadnezar, Kongen af Babel, til Ribla i Hamats Land; og han holdt Ret over ham. ⁶ Og Kongen af Babel ihjelslog Zedekias's Børn i Ribla for hans Øjne; og Kongen af Babel ihjelslog alle de ypperste i Juda.

⁶ Og Kongen af Babel ihjelslog Zedekias's Børn i Ribla for hans Øjne; og Kongen af Babel ihjelslog alle de ypperste i Juda. ⁷ Og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlænker for at føre ham til Babel.

⁷ Og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlænker for at føre ham til Babel. ⁸ Og Kaldæerne opbrændte Kongens Hus og Folkets Huse med Ild; og de nedbrøde Jerusalems Mure.

¹⁴ de sendte Bud og toge Jeremias ud af Fængselets Forgaard og overgave ham til Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, for at føre ham til Huset; og han boede midt iblandt Folket. ¹⁵ Og HERRENS Ord var kommet til Jeremias; der han var indelukket i Fængselets Forgaard, saalunde:

⁴ Og nu, har i Dag løst dig af Lænkerne, som vare paa dine Hænder; der, som det synes godt for dine Øjne at komme med mig til Babel, saa kom, og jeg vil lade mit Øje være over dig; men dersom det synes ondt for dine Øjne at komme med mig til Babel, saa lad det være; se, hele Landet ligger for dit Ansigt, hvor det synes godt og ret for dine Øjne at gaa, gak derhen! ⁵ Og efterdi han ikke mere vender tilbage; vend du om til Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, hvem Kongen af Babel har beskikket over Judas Stæder, og bo hos ham midt iblandt Folket, eller gaa hen, hvor som helst det synes ret for dine Øjne at gaa; og den Øverste for Livvagten gav ham Tæring og Skænk og lod ham fare. ⁶ Saa kom Jeremias til Gedalia, Ahikams Søn, til Mizpa, og han boede hos ham midt iblandt Folket, som var blevet tilbage i Landet.

² Og de sagde til Profeten Jeremias: Lære, lad vor ydmyge Begæring komme ind for dit Ansigt, og bed for os til HERREN din Gud, for alle dem; som ere blevne tilbage thi vi ere blevne tilbage - thi vi ere blevne tilbage som faa af mange; saaledes som dine Øjne ³ se os at HERREN din Gud vil tilkendegive os den Vej, som vi skulle vandre paa, og den Ting, som vi skulle gøre. ⁴ Og: Profeten Jeremias sagde til dem: Jeg har hørt det; se; jeg vil bede til HERREN, eders Gud; efter eders Ord, og det skal skee, at jeg vil kundgøre eder hvert Ord; HERREN svarer eder; og ikke holde et Ord tilbage for eder.

²⁰ Thi I have bedraget eder selv; thi I sendte mig til HERREN eders Gud og sagde: Bed for os til HERREN vor Gud, og giv os det saa til Kende efter i, alt det, som HERREN vor Gud siger, og vi ville gøre det.

²⁰ Derfor hører HERRENS Raad, som han har besluttet imod Edom, og hans Tanker, som han har tænkt imod Themans Indbyggere: Man skal visselig bortslæbe de smaa Lam af Hjorden, og deres Græsbane skal forfærdes og er dem.

⁴⁵ Derfor, hører HERRENS Raad, som han har besluttet imod Babel, og hans Tanker, som han har tænkt imod Kaldæernes Land: Man skal visselig bortslæbe de smaa Lam af Jorden og Græsgangen skal forfærdes over dem.

⁴ Og der skal falde saarede i Kaldæernes Land og gennemstungne paa dens Gader.

⁶ I den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, da fik Hungeren Overhaand i Staten, og der var ikke Brød for Folket i Landet.

²⁴ Og Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, og Zefanja, Præsten af anden Rang, og tre, som toge Vare paa Dørtærske Hofbetjent, som var Befalingsmand over Krigsmændene,

³¹ Og det skete i det syv og tredivte Aar, efter at Jojakin, Judas Konge, var bortført, i den tolvte Maaned paa den fem og tyvende Dag i Maaneden, da opløftede Evil Merodak, Kongen af Babel, i det Aar han blev Konge, Jojakins, Judas Konges, Hoved og førte ham ud af Fængselets Hus.

¹¹ Mine Øjne forsmægte af Graad, mine Indvolde syde, min Lever er udgydt paa Jorden formedelst mit Folks Datters ødelæggelse, idet de spæde og diende Børn vansmægte paa Stadens Gader. ¹² De sige til deres Mødre: Hvor er Korn og Vin idet de vansmægte som saarede paa Stadens Gader, idet de udaande deres Sjæl i deres Moders Skød.

¹⁴ Dine Profeter havde tomme og daarlige Syner angaaende dig, og de aabenbarede ikke din Misgerning, saa at de afvendte dit Fangenskab; men deres Syner om dig vare tomme Spaadomme og Forførelse.

¹⁹ Staa op, raab højt om Natten, med Begyndelsen af Nattevagterne, udøs dit Hjerte som Vand for Herrens Ansigt; opløft dine Hænder til ham for dine spæde Børns Liv; thi de vansmægte af Hunger paa alle Gadehjørner. ²⁰ HERRE se og sku, hvem du har handlet saaledes med; mon Kvinder skulle æde deres Livsfrugt, de spæde Børn, som man bærer paa Hænderne mon Præst og Profet skulle ihjelslaas i Herrens Helligdom?

⁵³ De bragte mit Liv til at vorde; stille i Graven og kastede en Sten over mig.

⁵⁵ Jeg kaldte paa dit Navn, HERRE! fra Graven, i det dybe.

⁴ Den diendes Tunge hænger ved hans Gane af Tørst; spæde Børn begære Brød, der er ingen, som rækker dem det. ⁵ De, som aade de kostelige Retter, ere omkomne paa Gaderne; de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet.

⁹ Lykkeligere vare de, som bleve ihjelslagne ved Sværd, end de, som blive ihjelslagne af Hunger; thi disse svinde hen som gennemborede, fordi der ikke er Grøde paa Marken. ¹⁰ Barmhjertige I Kvinders Hænder kogte deres Børn; disse bleve dem til Spise under mit Folks Datters Ødelæggelse.

¹⁷ Endnu forsmægte vore Øjne forgæves efter vor Hjælp; paa vor Vare spejde vi efter et Folk, som ikke kunde frelse.

¹⁰ Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.

¹² Og Fyrsten, som er midt iblandt dem, skal læsse paa Skulderen i Mørket og vandre ud; igennem Væggen skulle de bryde Hul for at føre det ud der igennem; han skal tilhylle sit Ansigt, paa det han ikke skal se Landet med sine Øjne. ¹³ Og jeg viI udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net; og jeg vil føre ham til Babel, til Kaldæernes Land; men dette skal han ikke skue, og han skal dø der.

¹⁰ Fordi, ja fordi de forførte mit Folk ved at sige: Fred! og der var ikke Fred; og dette opfører en Væg, og se, de stryge den an med løs Kalk, ¹¹ saa sig til dem, som anstryge med løs Kalk, at den maa falde af: Der kommer en overskyllende Regn, og I Hagelstene! falder ned, og et Stormvejr bryde løs! ¹² Og se, naar Væggen er falden, mon der da ikke skal siges til eder: Hvor er Anstrygningen, med hvilken I have anstrøget den? ¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil lade et Stormvejr bryde løs i min Harme, og der skal komme en overskyllende Regn i min Vrede og Hagelstene i min Harme til at fuldende det. ¹⁴ Og jeg vil nedbryde Væggen, som I have anstrøget med løs Kalk, og styrte den til Jorden, og dens Grundvold skal blottes; og den skal falde, og I skulle omkomme derudi og fornemme, at jeg er HERREN. ¹⁵ Og jeg vil fuldkomme min Harme paa Væggen og paa dem, som have anstrøget den med løs Kalk; og jeg vil sige til eder: Borte er Væggen, og borte, ere de, som anstrøge den, ¹⁶ nemlig Israels Profeter, de, som spaaede om Jerusalem, og de, sorn saa Syner om Fred for den, skønt der ingen Fred var, siger den Herre, HERRE.

¹² Sig dog til det genstridige Hus: Vide I ikke, hvad disse Ting betyde? sig: Se, Kongen af Babel kom til Jerusalem og tog dens Konge og dens Fyrster og førte dem til sig til Babel. ¹³ Og han tog een af den kongelige Sæd og gjorde en Pagt med ham, og han tog ham i Ed; men de vældige i Landet tog han bort, ¹⁴ at Riget skulde holde sig nede og ikke hæve sig op, for at det skulde holde hans Pagt, at det maatte bestaa. ¹⁵ Men han affaldt fra ham, saa han sendte sine Bud til Ægypten, at de skulde give ham Heste og meget Folk. Mon det skal lykkes? skal den, som gør disse Ting, slippe derfra? han brød Pagten, og han skulde slippe derfra?

¹⁵ Men han affaldt fra ham, saa han sendte sine Bud til Ægypten, at de skulde give ham Heste og meget Folk. Mon det skal lykkes? skal den, som gør disse Ting, slippe derfra? han brød Pagten, og han skulde slippe derfra? ¹⁶ Saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE, for vist! paa det Sted, hvor den Konge er, som gjorde ham til Konge hvis Ed han har foragtet, og hvis Pagt han har bludt, hos ham ska han dø midt i Babel. ¹⁷ Og Farao skal ikke yde ham Bistand i Krigen, med en stor Hær og med er talrig Skare, naar man opkaster Belejringsvold, og naar man bygger Vagttaarn til at udrydde mange Sjæle.

¹⁷ Og Farao skal ikke yde ham Bistand i Krigen, med en stor Hær og med er talrig Skare, naar man opkaster Belejringsvold, og naar man bygger Vagttaarn til at udrydde mange Sjæle. ¹⁸ Han foragtede Ed, saa al han brød Pagten; og se, han havde givet sin Haand og har dog gjort alle disse Ting, han skal ikke slippe derfra. ¹⁹ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Saa sandt jeg lever, forvist! min Ed, som han foragtede, og min Pagt, som han brød, vil jeg lade falde tilbage paa hans Hoved. ²⁰ Og jeg vil udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net, og jeg vil føre ham til Babel og der gaa i Rette med ham for hans Troløshed, som han har begaaet imod mig. ²¹ Og alle de, som fly med ham iblandt alle hans Hære, skulle falde for Sværdet og de overblevne adspredes for alle Vinde, og I skulle fornemme, at jeg HERREN, jeg har talt.

²⁵ Og du gennemborede, du ugudelige, du Israels Fyrste, hvis Dag kommer til den Tid, naar Misgerningen medfører Enden!

²⁵ Og du gennemborede, du ugudelige, du Israels Fyrste, hvis Dag kommer til den Tid, naar Misgerningen medfører Enden! ²⁶ Saa siger den Herre, HERRE: Ypperstepræstehuen skal borttages, og Kongekronen bortføres; hvad der er, skal ikke være mere, det nedtrykte skal ophøjes og det høje nedtrykkes. ²⁷ Omvæltning, Omvæltning, Omvæltning vil jeg gøre det til; heller ikke denne skal vare ved - indtil han kommer, hvem Retten hører til, og jeg giver ham den.

⁶ Og alle Ægyptens Indbyggere skulle fornemme, at jeg er HERREN. Fordi de have været Israels Hus en Rørkæp - ⁷ naar de gribe din Haand, knækker du og splitter dem hver Skulder; og naar de støtte sig paa dig, sønderbrydes du og bringer dem alle Lænder til at vakle derfor,

¹⁶ Og det skal ikke ydermere være Israels Hus til Fortrøstnnning, saa at det bringer mig deres Synd til Erindring, naar disse vende sig om efter dem, og de skulle fornemme, at jeg er den Herre, HERRE.

²² Da talte Daniel med Kongen: Kongen leve evindelig!

¹⁰ Men jeg er HERREN din Gud fra Ægyptens Land af: Jeg vil endnu lade dig bo i Telte som paa Højtidens Dage.

¹¹ Og HERREN opløfter sin Røst foran sin Hær, thi saare stor er hans Lejr, thi mægtig er den, som udretter hans Ord;

¹⁰ Da sendte Amazia, Præsten i Bethel, Bud til Jeroboam, Israels Konge, og lod sige: Amos har stiftet Sammensværgelse imod dig, midt i Israels Hus, Landet kan ikke udholde alle hans Ord.

³ Dit Hjertes Hovmod har bedraget dig, du, som bor i Klippekløfter; i din høje Bolig, du, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden?

¹⁰ Det hele Land skal forandre sig og vorde som Sletten, fra Geba indtil Rimmon, Syd for Jerusalem; men denne skal hæve sig højt og trone paa sit Sted, fra Benjamins Port indtil den første Ports Sted, indtil Hjørneporten, og fra Hananeels Taarn indtil Kongens Vinperser.

¹¹ Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det. ¹² Glæder og fryder Eder, thi Eders Løn skal være megen i Himlene; thi saa have de forfulgt Propheterne, som vare for Eder.

³³ Men søger først Guds Rige og hans retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges Eder.

²³ Men naar de forfølge Eder i een Stad, da flyer til en anden; thi sandelig siger jeg Eder: I skulle ikke komme til Ende med Israels Stæder, førend Menneskens Søn kommer.

³⁵ Og Viingaardsmændene toge hans Tjenere; en sloge de, en anden dræbte de, en anden stenede de.

³⁴ Derfor, see, jeg sender til Eder Propheter og Vise og Skriftkloge; og nogle af dem skulle I ihjelslaae og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i Eders Synagoger, og forfølge dem fra en Stad til en anden,

⁴ Og Jesus svarede og sagde til dem: seer til, at Ingen forfører Eder. ⁵ Thi Mange skulle komme i mit Navn og sige; jeg er Christus; og de skulle forføre Mange.

⁶⁷ spyttede de udi hans Ansigt og sloge ham paa Munden; men de Andre sloge ham med Kjeppe. ⁶⁸ Og de sagde: spaa os, Christus, hvo er den, der dig slog?

²⁰ Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og holdt sin Haand over ham; og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne.

²² Salige ere I, naar de udstøde Eder og bespotte Eder og forskyde Eders Navn som ondt for Menneskens Søns Skyld. ²³ Glæder Eder paa den samme Dag, og jubler; thi see, Eders løn er stor i Himmelen. Lige det samme gjorde deres Fædre ved Propheterne.

²⁶ Vee Eder, naar alle Mennesker tale vel om Eder; lige det Samme gjorde deres Fædre ved de falske Propheter.

¹⁰ Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at de skulle give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmændene sloge ham og lode ham tomhændet fra sig. ¹¹ Og han blev ved og sendte en anden Tjener; men de sloge ogsaa denne og forhaanede ham og lode ham tomhændet fra sig.

⁶⁴ Og de kastede et Klæde over ham og sloge ham i Ansigtet og spurgte ham og sagde: spaa, hvo er den, som dig slog?

² Men de begyndte at anklage ham og sagde: denne have vi fundet at forvende Folket og forbyde at give Keiseren Skat og sige sig selv at være Christus, en Konge.

³² Jesus svarede dem: mange gode Gjerninger viste jeg Eder fra min Fader: for hvilken af disse Gjerninger stene I mig?

²² Men som han det talede, gav een af Svendene, som stod der hos, Jesus et Slag paa Munden og sagde: svarer du saaledes den Ypperstepræst?

¹⁸ Og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.

²⁸ bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom og ville føre dette Menneskes Blod over os.

⁴⁰ Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare.

¹¹ Da beskikkede de hemmeligen Mænd som sagde: vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud.

²⁴ Men Simon svarede og sagde: beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.

⁴ Der han havde grevet ham, satte han ham og i Fængsel og overantvordede ham at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert paa fire mand, da han efter Paasken vilde føre ham frem for Folket. ⁵ Saa blev da Peter bevogtet i Fængslet; men der skete af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham.

⁵ Saa blev da Peter bevogtet i Fængslet; men der skete af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham. ⁶ Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Peter i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagten for Døren tog vare paa Fængslet.

²² Og Mændene oprørtes imod dem, og Høvedsmændene lode rive Klæderne af dem, og befole at hudstryge dem. ²³ Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie. ²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

¹ Da saae Paulus stivt paa Raadet og sagde: I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag. ² Men den Ypperstepræst Ananias befoel dem, som stode hos ham, at slaae ham paa Munden. ³ Da sagde Paulus til ham: Gud skal slaae dig, du kalkede Væg! du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvert imod Loven befaler du, at jeg skal slaaes.

¹⁶ Men Paulus' Søstersøn, som havde hørt dette Anslag, kom og gik ind i Fæstningen og forkyndte Paulus det. ¹⁷ Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: før dette unge Menneske hen til Øversten; thi han har Noget at forkynde ham. ¹⁸ Da tog han ham og førte ham til Øversten og sagde: den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han har Noget at sige dig. ¹⁹ Men Øversten tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurge: hvad er det, som du har at forkynde mig? ²⁰ Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet i Morgen, som om de vilde nøiere underløge hans Sag. ²¹ Lad du dig derfor ikke overtale af dem: thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke under Forbandeler lovet, hverken at æde eller at drikke, førend de have ombragt ham; og de ere nu rede og forvendte Besked fra dig. ²² Da lod Øversten det unge Menneske gaae og bød ham: du skal Ingen sige, at du har givet mig dette tilkjende.

⁵ Vi have nemlig befundet denne Mand at være en Pest og at vække Oprør iblandt alle Jøder, som ere over hele Verden, samt at være Formand for de Nazaræers Sect, ⁶ hvilken endog har forsøgt at vanhellige Templet; hvorfor vi og grebe ham og vilde have dømt ham efter vor Lov. ⁷ Men Øversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder, ⁸ og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du og selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham. ⁹ Men Jøderne stemmede i med og sagde, at dette havde sig saaledes.

¹³ De kunne ei heller bevise det, som de nu anklage mig for.

¹⁶ Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.

²⁷ Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Porcius Festus til Efterfølger; og da Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.

⁸ efterdi han forsvarede sig, sigende: jeg har hverken syndet imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.

¹⁰ Men Paulus sagde: jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som du og veed heel vel. ¹¹ Thi har jeg handlet Uret eller gjort Noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er det, hvorfor de anklage mig, uden Grund, ada kan Ingen af Gunst opoffre mig tildem. Jeg indskyder mig for Keiseren.

¹¹ Thi har jeg handlet Uret eller gjort Noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er det, hvorfor de anklage mig, uden Grund, ada kan Ingen af Gunst opoffre mig tildem. Jeg indskyder mig for Keiseren.

²⁵ Men der jeg befandt, at han havde Intet gjort, som fortjente Døden, og han og selv indskød sig for Keiseren, besluttede jeg at sende ham derhen.

³¹ Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: denne Mand gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.

¹⁶ Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden Fangerne til Øversten for Livvagten. Men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med den Stridsmand, der bevogtede ham.

¹⁸ hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var inten Dødssag imod mig. ¹⁹ Men der Jøderne satte sig derimod, nødtes jeg til at skyde mig ind for Keiseren, dog ikke, som om jeg havde Noget at anklage mit Folk for.

³⁰ Men Paulus blev to hele Aar i sit leiede Herberge og annammede Alle, som kom til ham.

⁸ under Ære og Vanære, under ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere, og dog sanddrue;

²³ Ere de Christi Tjenere? (jeg taler vanvittigen!) jeg er det mere. Jeg har arbeidet overflødigere, lidt flere Slag, været flere Gange i Fængsler, ofte i Dødsfare. ²⁴ Af Jøderne har jeg fem Gange faaet fyrretyve Slag mindre eet. ²⁵ Jeg er tre Gange hudstrøgen, een Gang steenet, jeg har lidt tre Gange Skibbrud, jeg har været et Døgn i Dybet. ²⁶ Jeg har udholdt mange Reiser; jeg var i Farligheder i Vanstrømme, i Farligheder iblandt Røvere, i Farligheder af mit Folk, i Farligheder af Hedninger, i Farligheder i Byer, i Farligheder i Ørken, i Farligheder, i Farligheder paa Havet, i Farligheder iblandt flaske Brødre; ²⁷ i Arbeide og Møie, ofte i nattevaagen, i Hunger og Trøst, ofte i Fasten, i Kulde og Nøgenhed;

¹⁶ Et jeg da nu bleven Eders Fjende, fordi jeg siger Eder Sandheden?

³ Thi dersom Nogen tykkes sig at være Noget, og er dog Intet, han bedrager sig selv.

⁷ Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saaer, dette skal han og høste.

¹ Jeg formaner Eder derfor, jeg den Bundne i Herren, at I vandre værdigen det Kald, med hvilket I ere kaldte,

⁶ Ingen forføre Eder med forfængelige Ord; thi for Saadant kommer Guds Vrede over Vantroens Børn.

²⁰ for hvis Skyld jeg er et Sendebud i Lænker, at jeg maa tale med Frimodighed derudi, som mig bør at tale.

⁸ Hvorfore da, hvo som foragter dette, han foragter ikke et Menneske, men Gud, som og gav sin Hellig Aand i os.

²² Skyer det Onde under alle Skikkelser.

³ Lader Ingen bedrage Eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme, og det Syndens Menneske Aabenbares, fordærvelsens Søn,

⁸ Derfor skam dig ikke ved vor Herrens Vidnesbyrd eller ved mig, hans Bundne men lid Ondt med Evangelium, ved Guds Kraft,

⁹ for hvilket jeg lider Ondt, indtil at være bunden som en Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet.

³⁶ Andre prøvede Bespottelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel; ³⁷ de bleve stenede, gjennemsavgede, fristede, henrettede med Sværd, gik omkring i Faare- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede, ³⁸ (dem var Verden ikke værd,) omvankende i Ørkener, paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.

²² Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage Eder selv.

¹⁶ og haver en god Samvittighed, at de, der haane Eders gode Omgængelse i Christus, maae beskæmmes, idet de bagtale Eder som Misdædere.

¹⁴ Dersom I forhaanes for Christi Navns Skyld, ere I salige, thi Herlighedens og Guds Aand hviler paa Eder; hos hine bespottes den vel, men hos Eder herliggjøres den. ¹⁵ Thi Ingen af Eder lide som Morder eller Tyv eller Misdæder, eller som den, der trænger sig ind i en fremmed Bestilling; ¹⁶ men lider han som en Christen, da skamme han sig ikke, men ære Gud i den Deel.

¹⁰ Frygt ikke for det, du skal lide! See, Djævelen skal kaste Nogle af Eder i Fængsel, paa det I skulle fristes og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.