Jeremiah 25:26 Cross References - Danish

²⁶ og alle Konger imod Norden, baade dem, som ere nær, og dem, som ere fjern, den ene efter den anden, og alle Jordens Riger, som ere paa Jorderiges Kreds; og Kongen af Sesak skal drikke efter dem.

¹ En Profeti imod Babel, som Esajas, Amozs Søn, saa. ² Oprejser Banner paa et nøgent Bjerg, opløfter Røsten til dem, vinker med Haanden, at de gaa ind ad Fyrsternes Døre. ³ Jeg har givet Befaling til dem, jeg har helliget og kaldet til min Vredes Tjeneste, mine vældige, mine stoltelig jublende. ⁴ Der høres en Tummel paa Bjergene som af et stort Folk, et Bulder af samlede Hedningeriger; den HERRE Zebaoth mønstrer Krigshær. ⁵ De komme fra et langt fraliggende Land, fra Himmelens Ende, HERREN og hans Vredes Vaaben til at ødelægge den hele Jord. ⁶ Hyler, thi HERRENS Dag er nær, den skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige. ⁷ Derfor skulle alle Hænder slappes og hvert Menneskehjerte blive modfaldent. ⁸ Og de skulle forfæerdes, Veer og smerter skulle betage dem, de skulle vride sig som den, der føder, de skulle forfærdede se, den ene paa den anden, deres Ansigter skulle blusse som Lue. ⁹ Se, HERRENS Dag kommer grum og fuld af Harme og brændende Vrede for at gøre Jorden til en Ørk og udslette dens Synder derfra. ¹⁰ Thi Stjernerne paa Himmelen og deres Stjernebilleder skulle ikke lade deres Lys skinne, Solen skal formørkes, naar den gaar op, og Maanen skal ikke lade sit Lys skinne. ¹¹ Og jeg vil hjemsøge Jorderige for det onde og de ugudelige for deres Misgerning; og jeg vil bringe de hovmodiges Stolthed til at høre op og bøje Voldsmænds Overmod. ¹² Jeg vil gøre Folk sjældnere end Guld og Mennesker sjældnere end Guld fra Ofir. ¹³ Derfor vil jeg ryste Himmelen, og Jorden skal skælvende vige fra sit Sted, i den HERRE Zebaoths Fortørnelse og paa hans brændende Vredes Dag. ¹⁴ Og det skal gaa som med en jaget Raa og som med Faar, hvilke ingen samler: De skulle vende sig hver til sit Folk og fly hver til sit Land.

¹ Stig ned og sæt dig i Støvet, du Jomfru, Babels Datter! sæt dig paa Jorden, her er ingen Trone, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke mere naa det, at de kalde dig "den kælne" og "den yppige". ² Tag fat paa Kværnen og mal Mel; slaa Sløret til Side, løft Slæbet, blot Benene, vad over Floderne! ³ Lad din Blusel blottes og din Skam ses; jeg vil hævne mig, og jeg, skal ikke møde noget Menneske. ⁴ Vor Genløser, hans Navn er HERRE Zebaoth, Israels Hellige. ⁵ Sid i Tavshed, og gak ind i Mørket, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke blive ved at kaldes en Dronning over Riger. ⁶ Jeg var vred paa mit Folk, jeg vanhelligede min Arv og gav dem i din Haand; du beviste dem ikke Barmhjertighed, du gjorde dit Aag saare svart over den alderstegne. ⁷ Og du sagde: Jeg skal være Dronning evindelig; saa at du ikke har lagt det paa Hjerte og ikke tænkt paa, hvad Enden skulde blive delpaa. ⁸ Saa hør nu dette, du vellystige! du som bor tryggelig og siger i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg, jeg skal ikke sidde Enke og ej vide, hvad det er at vorde barnløs. ⁹ Men disse to Ting skulle i et Øjeblik komme over dig paa een Dag: At blive barnløs og Enke; i fuldt Maal skulle de komme over dig, uagtet dine mange Trolddomskunster, og uagtet dine mange stærke Besværgelser. ¹⁰ Du forlod dig paa din Ondskab, du sagde: Der er ingen, som ser mig; din Visdom og din Kløgt have forført dig, og du sagde i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg. ¹¹ Men det onde skal komme over dig, du skal ikke vide, naar dets Frembrud er, og en Ulykke skal falde paa dig, du skal ikke kunne forsone den; og der skal hastelig komme Ødelæggelse over dig, inden du ved det. ¹² Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand. ¹³ Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig. ¹⁴ Se, de skulle være som Halm, Ilden skal opbrænde dem, de kunne ikke, redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved eller en Ild at sidde for. ¹⁵ Saaledes gaar det dig med dem, som du har trættet dig ved; de, som færdedes med dig fra din Ungdom af, de skulle fare vild hver til sin Side, der er ingen, som frelser dig.

⁹ se, saa sender jeg Bud og henter alle Nordens Slægter, siger HERREN, ogsaa til Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil lade dem komme over dette Land og over dets Indbyggere og over alle disse Folk trindt omkring; og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til en Forfærdelse og til en Spot og til evige Ørkener.

¹² Og det skal ske, naar halvfjerdsindstyve Aar ere omme, da vil jeg hjemsøge Kongen af Babel og slette Folk, siger HERREN, for deres Misgerning, samt Kaldæernes Land; og jeg vil gøre det til evige Ødelæggelser.

¹ Det Ord, som HERREN talte imod Babel; imod Kaldæernes Land, ved Profeten Jeremias. ² Kundgører det iblandt Folkene, og lader det høres, og opløfter Banner, lader det høres, dølger. det ej! siger: Babel er indtaget, Bel er beskæmmet, Melodak er knust dens Billeder ere beskæmmede, dens Afguder ere knuste. ³ Thi et Folk fra Norden er draget op imod den, dette skal gøre dens Lande øde, og der skal ikke være nogen, som bor deri; baade Mennesker og Kvæg ere blevne flygtige, ere dragne bort. ⁴ I de Dage og paa den Tid, siger HERREN, skulle Israels Børn komme, de, og Judas Børn med hverandre; de skulle gaa frem med Graad og søge HERREN deres Gud. ⁵ De skulle spørge efter Zion, ad Vejen did ere deres Ansigter vendte: Kommer og slutter eder til HERREN med en evig Pagt, som ikke skal glemmes. ⁶ Mit Folk var fortabte Faar, deres Hyrder havde forført dem, de hav de drevet dem bort til Bjergene; de droge fra Bjerge til Høje, de glemte, hvor de havde haft Leje. ⁷ Alle de, som fandt dem, aade dem op, og deres Fjender sagde: Vi have ingen Skyld; fordi de have syndet imod HERREN, Retfærdigheds Bolig, ja, imod HERREN, deres Fædres Forhaabning. ⁸ Flyr midt ud af Babel, og drager ud af Kaldæernes Land, og værer som Bukke foran en Hjord! ⁹ Thi se, jeg opvækker og fører op imod Babel en Samling af store Folkeslag fra Nordenland, og de skulle ruste sig imod den; ved dem skal den indtages; deres Pile ere som en forstandig Helt, der ikke vender tilbage med uforrettet Sag. ¹⁰ Kaldæa skal blive til Rov; alle, som der tage Rov, skulle mættes, siger HERREN. ¹¹ Thi I glædede eder; thi I frydede eder, da I plyndrede min Arv; thi I sprang omkring som en Kalv, der tærsker, og vrinskede som de vælige Heste. ¹² Eders Moder er saare beskæmmet, hun, som fødte eder, er bleven til Skamme; se, hun er bleven det sidste af Folkene, en Ørk, et tørt Sted og en øde Mark. ¹³ For HERRENS Vredes Skyld skal den ikke være beboet, men helt vorde øde; alle, som gaa forbi Babel, skulle forskrækkes og spotte over alle dens Plager. ¹⁴ Ruster eder imod Babel trindt omkring den, skyder imod den, alle I, som spænde Bue! sparer ikke paa Pile; thi den har syndet imod HERREN. ¹⁵ Raaber med Glæde over den trindt omkring, den har overgivet sig, dens Grundpiller ere faldne, dens Mure ere nedbrudte; thi dette er HERRENS Hævn, hævner eder paa den; som den hal gjort, saa gører ved den! ¹⁶ Udrydder Sædemanden af Babel og den, som fører Seglen i Høstens Tid! de skulle vende sig om, hver til sit Folk, for ødelæggelsens Sværd, og fly hver til sit Land. ¹⁷ Israel er som adspredte Lam, Løver have fordrevet ham; først aad Kongen af Assyrien ham, og til sidst har Nebukadnezar, Kongen af Babel, afgnavet hans Ben. ¹⁸ Derfor, saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Kongen af Babel og hans Land, ligesom jeg har hjemsøgt Kongen af Assyrien. ¹⁹ Og jeg vil føre Israel tilbage til hans Græsgang, og han skal græsse paa Karmel og Basan; og hans Sjæl skal mættes paa Efraims Bjerg og i Gilead. ²⁰ I de Dage og paa den Tid, siger HERREN, skal Israels Misgerning søges, men ikke være mere, og Judas Synder, men de skulle ikke findes; thi jeg vil tilgive den, som jeg lader blive tilbage. ²¹ Drag op imod Landet "Dobbelgenstridighed" og imod Indbyggerne i "Hjemsøgelsens" Stad; ødelæg og lys i Band efter dem, siger HERREN, og gør efter alt det, som jeg har budt dig! ²² Der er Krigslyd i Landet og stor Forstyrrelse. ²³ Hvorledes er hele Jordens Hammer afhugbet og sønderbrudt hvorledes er Babel bleven til en Forfærdelse iblandt Folkene: ²⁴ Jeg stillede Snare for dig, og du er ogsaa fanget, Babel! og du vidste det ikke; du er funden, ja greben, thi imod HERREN har du indladl dig i Strid. ²⁵ HERREN har opladt sit Rustkammer og udtaget sin Vrede: Vaaben; thi en Gerning i Kaldæernes Land er der for Herren, der HERRE Zebaoth. ²⁶ Kommer imod den alle til Hobe, oplader dens Korn huse, kaster, hvad der er, op Dynger, og lyser det i Band; inte blive tilovers for den! ²⁷ Myrder alle dens Okser; de stige ned til Slagtning! ve dem! thi deres Dag er kommen, deres Hjemsøgelses Tid! ²⁸ Han hører Røsten af dem, som fly og ere undkomne fra Babel Land for at kundgøre udi Zion HERRENS, vor Guds, Hævn, Hævnen for hans Tempel. ²⁹ Kalder de vældige alle dem, som spænde Bue, frem imod Babel, slaar Lejr om den trindt omkring, lader ingen undkomme betaler den efter dens Gerning, gører imod den efter alt det, som de gjorde; thi den har handlet hovmodigt imod HERREN; imod Israels Helge. ³⁰ Derfor skulle dens unge Karle falde paa dens Gader, og alle dens Rigsmænd skulle udryddes paa den mag, siger HERREN. ³¹ Se, jeg vil imod dig, "du Hovmod!" siger Herren, en HERRE Zebaoth; thi din Dag er kommen, den Tid, paa hvilken jeg vil hjemsøge dig. ³² Og "Hovmod" kan snuble og falde, og ingen skal oprejse det; og jeg vil antænde en Ild i dets Stæder; og den skal fortære alt, hvad der er trindt omkring det. ³³ Saa siger den HERRE Zebaoth: Fortrykte ere Israels Børn og Judas Børn tilsammen; og alle de, som oge dem fangne, holde paa dem, le vægre sig ved at lade dem fare. ³⁴ Men deres Genløser er stærke HERRE Zebaoth er hans Navn; han skal visselig udføre deres Sag; paa det han kan bringe Jorden Ro, men Indbyggerne i Babel Uro. ³⁵ Sværd! frem imod Kaldæerne, siger HERREN, og imod Indbyggerne i Babel og mod dens Fyrster og, imod dens vise! ³⁶ og Sværd! frem imod Løgnerne, og de maa blive til Daarer! Sværd! frem imod dens vældige, at de maa knuses! ³⁷ Sværd! frem imod dens Heste og imod dens Vogne og imod hele den Hob af alle Haande Folk, som er midt udi den, at de maa blive til Kvinder! Sværd! frem imod dens Skatte, at de maa røves! ³⁸ Tørke! kom imod dens Vande, at de maa borttørres! thi det er de udskaarne Billeders Land, og de rose sig som afsindige af deres Skræmmebilleder. ³⁹ Derfor skulle Ørkenens Vildt og Ulve bo der og Strudser bo derudi; og den skal ikke ydermere bebos evindelig, og ingen skal bo i den fra Slægt til Slægt. ⁴⁰ Ligesom Gud har omstyrtet Sodoma og Gomorra og dens Naboer, siger HERREN, saa skal ingen bo der og intet Menneskebarn opholde sig der. ⁴¹ Se, et Folk kom der fra Norden, ja et stort Folk og mange Konger skulle rejse sig fra det yderste af Jorden. ⁴² De skulle føre Bue og Glavind, de ere grumme og skulle ikke forbarme sig deres Røst skal bruse som Havet og de skulle komme ridende paa Heste, rustede som en Mand til Krig imod dig, Babels Datter! ⁴³ Konger af Babel har hørt Rygtet om dem og hans Hænder ere blevne slappe Angest har betaget ham, en Smerte som hendes, der føder. ⁴⁴ Se, han drager op som en Løve fra Jordans Stolthed imod den stedse friske Græsgang; thi i et Øjeblik vil jeg jage dem bort derfra; og hvo er den udvalgte, som jeg vil beskikke over den? thi hvo er som jeg? og hvo kan kræve mig til Regnskab? og hvo er den Hyrde, som kan bestaa for mit Ansigt? ⁴⁵ Derfor, hører HERRENS Raad, som han har besluttet imod Babel, og hans Tanker, som han har tænkt imod Kaldæernes Land: Man skal visselig bortslæbe de smaa Lam af Jorden og Græsgangen skal forfærdes over dem. ⁴⁶ Ved Rygtet, at Babel er indtaget, hæver Jorden, og et Skrig høres iblandt Folkene.

⁴¹ Hvorledes er Sesak indtaget, og den, som var hele Jordens Pris, erobret! hvorledes er Babel bleven til en Forfærdelse iblandt Folkene!

³⁰ Derhen kom alle de ypperste Mænd af Norden og alle Zidonier, som fore ned til de ihjelslagne og bleve beskæmmede, uabtet de havde voldet Forskrækkelse formedelst deres Styrke, og de ligge som uomskaarne ved dem, som ere ihjelslagne med Sværd, og bære deres Skændsel iblandt dem, som nedfare i Hulen.

¹ Kong Belsazar gjorde et stort Gæstebud for sine tusinde Fyrster og drak Vin i Nærværelse af de tusinde. ² Der Belsazar havde smagt Vinen, befalede han, at de skulde bringe de Kar af Guld og Sølv, som hans Fader, Nebukadnezar, havde taget ud af Templet, som var i Jerusalem, for at Kongen og hans Fyrster, hans Hustruer og hans Medhustruer kunde drikke af dem. ³ Da bragte man Guldkarrene, som de havde taget ud af Helligdommen i Guds Hus, som var i Jerusalem; og de drak af dem, Kongen og hans Fyrster, hans Hustruer og hans Medhustruer. ⁴ De drak Vin og priste de Guder, som vare af Guld og Sølv, Kobber, Jern, Træ og Sten. ⁵ I samme Stund kom Fingre frem af en Menneskehaand og skreve lige over for Lysestagen paa Kalken af Væggen i det kongelige Palads, og Kongen saa Haanden, som skrev. ⁶ Da skiftede Kongen Farve, og hans Tanker forvirrede ham, og hans Lænders Ledemod bleve slappe, og hans Knæ sloge imod hinanden. ⁷ Kongen raabte med Vælde, at man skulde lade Besværgerne, Kaldæerne og Sandsigerne komme ind; Kongen tiltalte dem og sagde til de vise nf Babel: Hver den, der læser denne Skrift og kundgør mig dens Betydning, skal klædes i Purpur og bære en Guldkæde om sin Hals og være den tredjemægtige i Riget. ⁸ Da kom alle Kongens vise ind; men de kunde hverken læse Skriften eller kundgøre Kongen Udtydningen. ⁹ Da blev Kong Belsazar meget forfærdet, og han skiftede Falve, og hans Fyrster bleve forvirrede. ¹⁰ Ved Kongens og hans Fyrsters Tale kom Dronningen ned i Gæstebudssalen; Dronningen svarede og sagde: Kongen leve evindelig! lad ikke dine Tanker forvirre dig, og skift ikke Farve! ¹¹ Der er en Mand i dit Rige, i hvem de hellige Guders Aand er, og i din Faders Dage blev Oplysning og Klogskab og Visdom lig Guders Visdom funden i ham, og din Fader, Kong Nebukadnezar, satte ham over Spaamændene, Besværgerne, Kaldæerne, Sandsigerne - din Fader, o Konge! ¹² fordi der var en ypperlig Aand og Forstand og Klogskab til at udtyde Drømme og kundgøre mørke Taler og løse Knuder funden i ham, i Daniel, hvem Kongen kaldte Beltsazar lad da nu Daniel kalde, saa skal han kundgøre Udtydningen. ¹³ Da blev Daniel ført ind for Kongen; Kongen svarede og sagde til Daniel: Er du Daniel, en af de bortførte fra Juda, hvilke Kongen, min Fader, førte fra Juda? ¹⁴ Jeg har hørt om dig, at Gudernes Aand er i dig, og at Oplysning og Klogskab og ypperlig Visdom er funden i dig. ¹⁵ Og nu ere de vise, Besværgerne, førte ind for mig, at de skulle læse denne Skrift og kundgøre mig dens Udtydning, men de kunne ikke kundgøre mig denne Sags Udtydning. ¹⁶ Men jeg har hørt om dig, at du kan give Udtydninger og løse Knuder; nu, dersom du kan læse denne Skrift og kundgøre mig dens Udtydning, da skal du blive klædt i Purpur og hære en Guldkæde om din Hals og være den tredjemægtige i Riget. ¹⁷ Da svarede Daniel og sagde til Kongen: Behold du dine Foræringer, og giv en anden dine Gaver, jeg skal alligevel læse Skriften for Kongen og kundgøre ham Udtydningen. ¹⁸ Du Konge! den højeste Gud gav din Fader, Nebukadnezar, Rige og Magt og Ære og Herlighed. ¹⁹ Og for dens Magts Skyld, som han havde givet ham, skælvede og frygtede alle Folk, Stammer og Tungemaal for ham; han ihjelslog, hvem han vilde, og lod leve, hvem han vilde, og ophøjede, hvem han vilde, og fornedrede, hvem han vilde. ²⁰ Og der hans Hjerte ophøjede sig, og hans Aand forhærdede sig til Hovmodighed, blev han nedstødt fra sin kongelige Trone, og man tog Æren fra ham. ²¹ Og han blev udstødt fra Menneskens Børn, og hans Hjerte blev ligesom Dyrenes, og hans Bolig var hos Vildæslerne, man lod ham æde Urter som Øksne, og hans Legeme vædedes af Himmelens Dug, indtil han kendte, at den højeste Gud har Magt over Menneskens Rige og sætter over det, hvem han vil. ²² Og du, Belsazar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, da du dog vidste alt dette. ²³ Men du har ophøjet dig over Himmelens Herre, og man frembar hans Hus's Kar for dig, og du og dine Fyrster, dine Hustruer og dine Medhustruer drak Vin af dem, og du priste de Guder, som ere af Sølv og Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som ikke se og ikke høre og ikke forstaa; men den Gud, i hvis Haand din Aande er, og i hvis Magt al din Vej er, har du ikke æret. ²⁴ Da blev denne Haand udsendt fra ham og denne Skrift optegnet. ²⁵ Og dette er Skriften, som er optegnet: Mene, Mene, Tekel, Ufarsin. ²⁶ Dette er Udtydningen af Talen: "Mene", Gud har talt dit Riges Dage og gjort Ende paa det. ²⁷ Tekel, du er vejet paa Vægtskaale og funden for let. ²⁸ Feres, adsplittet er dit Rige og givet Mederne og Perseine. ²⁹ Da gav Belsazar Befaling, og de klædte Daniel i Purpur, med en Halskæde om hans Hals, og de udraabte om ham, at han skulde være raabte om ham, at han skulde være den tredjemægtige i Riget. ³⁰ I samme Nat blev Belsazar; Kaldæerrles Konge, ihjelslagen. ³¹

¹⁶ Du har mættet dig med Skam og ikke med Ære; saa drik da ogsaa du og lad dig se som uomskaaren! HERRENS højre Haands Læber skal vende sig til dig, og Skændsel skal være over din Herlighed.

¹ Og derefter saae jeg en Engel fare ned fra Himmelen, som havde stor Magt, og Jorden oplystes af hans Glands. ² Og han raabte med Styrke, men høi Røst, og sagde: den er falden, den er falden, Babylon den store, og er bleven Djævelenes Bolig og et Fængsel for alle urene Aander, og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle! ³ Thi af hendes Horeries giftige Viin have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Kjøbmænd ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde. ⁴ Og jeg hørte en anden røst fra Himmelen, som sagde: gaaer bort fra hende, I mit Folk! at I ikke skulle blive deelagtige i hendes Synder, og at I ikke skulle rammes af hendes Plager. ⁵ Thi hendes Synder naae indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder ihu. ⁶ Betaler hende, som hun har betalt Eder, og gjengælder hende dobbelt efter hendes Gjerninger: skjenker hende dobbelt i den Kalk, som hun har skjenket med. ⁷ Saa meget som hun har ophøiet sig selv og levet i Yppighed, saa meget giver hende af Pine og Sorrig. Fordi hun siger i sit Hjerte: jeg sidder som Dronning og er ikke Enke, og Sorrig skal jeg ingenlunde see, ⁸ derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag: Død og Sorrig og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som dømmer hende. ⁹ Og Jordens Konger skulle begræde hende og hyle over hende, de, som have bolet og drevet Vellyst med hende, naar de see, Røgen af hendes Brand, ¹⁰ staaende langt borte af Frygt for hendes Piinsel, og sigende: vee! vee! du store Stad, Babylon, du stærke Stad; thi paa een Time er din Dom kommen. ¹¹ Og Jordens Kjøbmænd skulle græde og sørge over hende, fordi Ingen mere kjøber deres Ladning: ¹² Ladning af Guld og Sølv og dyrebare Stene og Perler og kosteligt Linklæde og Purpur og Silke og Skarlagen og allehaande vellugtende Træ og allehaande Arbeide af Elfenbeen og allehaande Arbeide af kosteligt Træ og af Kobber og Jern og Marmor ¹³ og Kaneelbark og Røgelser og Salve og Virak og Viin og Olie og fint Meel og Hvede og Øxne og Faar og Heste og Vogne og Slaver, ja Menneskesjæle. ¹⁴ Og Frugten, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig, og alt det Lækkre og Glindsende er veget fra dig, og du skal ingenlunde finde det mere. ¹⁵ De, som handlede dermed, som ere blevne rige ved hende, skulle staae langt borte af Frygt for hendes Piinsel og græde og sørge, sigende: ¹⁶ vee! vee! den store Stad, som var klædt i kosteligt Lindklæde og Purpur og Skarlagen, og udziret med Guld og Ædelstene og Perler; thi i een Time er saa stor Rigdom gaaet tilgrunde. ¹⁷ Og alle Styrmænd og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og Alle, som befare Havet, stode langt borte, ¹⁸ og raabte, der de saae Røgen af hendes Brand, og sagde: hvo var lig den store Stad? ¹⁹ Og de kastede Støv paa deres Hoveder grædende og sørgende, og sagde: vee! vee! den store Stad i hvilken Alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes af dens Pragt; thi i een Time er den gaaet tilgrunde. ²⁰ Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Propheter; fordi Gud har udført Eders Ret imod den. ²¹ Og en vældig Engel opløftede en Steen som en stor Møllesteen og kastede den i Havet og sagde: saa skal Babylon, den store Stad nedkastes med hast og ikke findes mere. ²² Og Harpelegeres og Sangeres og Fløiters og Basuners Lyd skal ikke høres i dig mere; og ikke nogen Kunstner i nogen Kunst findes i dig mere; og Møllens Lyd ikke høres i dig mere; ²³ og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere; og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom ere alle Folkene bedaarede. ²⁴ Og i den er Propheters og Helliges Blod fundet alle deres, som ere myrdede paa Jorden.