Jeremiah 14:2 Cross References - Danish

² Juda sørger, og dens Porte vansmægte; sørgeklædte sidde de paa Jorden, og Jerusalems Klagemaal opstiger:

²⁴ Og Gud hørte deres Suk, og Gud tænkte paa sin Pagt med Abraham, med Isak og med Jakob.

¹² Og de Mennesker, som ikke døde, bleve slagne med Bylder; og Skriget fra Staden steg op til Himmelen.

¹⁶ Ved denne Tid i Morgen vil jeg sende dig til en Mand af Benjamins Land, og ham skal du salve til en Fyrste over mit Folk Israel, og han skal frelse mit Folk af Filisternes Haand; thi jeg har set til mit Folk, efterdi dets Skrig er kommet for mig.

²⁸ for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig.

²⁶ Og i hendes Porte skal være Bedøvelse og Sorg, og hun selv skal sidde nøgen paa Jorden.

⁷ Thi den HERRE Zebaoths Vingaard er Israels Hus, og Judas Mænd ere hans Lysts Plantning; og han ventede Lovlighed, men se, der blev Lovløshed, Retfærd, men se, der blev Voldsfærd!

⁵ Mit Hjerte raaber over Moab, hvis Flygtninge ty lige til Zoar, til Eglath-Selisia; thi man gaar op ad Lukits Opgang med Graad, og paa Vejen til Horonaim opløfter man et Fortvivlelsens Skrig.

⁴ Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de høje blandt Folket i Landet ere blevne afmægtige.

⁷ Mosten sørger, Vintræet vansmægter, alle de, som vare glade af Hjertet, sukke.

⁹ Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en Øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade.

²⁸ Derfor skal Landet sørge, og Himlene heroventil vorde sorte, efterdi jeg har talt det, besluttet det og ikke angret det og ikke viger fra det.

²¹ Jeg er sønderknust over mit Folks Datters Sønderknuselse, jeg gaar i Sørgeklæder, Forskrækkelse har betaget mig.

¹¹ Derfor siger HERREN saaledes: Jeg lader en Ulykke kommn paa dem, fra hvilken de ikke skulle kunne undkomme; og de skulle raabe til mig, og jeg skal ikke bønhøre dem.

⁴ Hvor længe skal Landet sørge; og Urterne paa al Marken tørres hen for deres Ondskabs Skyld; som bo der, ere Dyr og Fugle omkomne; thi de sige: Han ser ikke, hvorledes vor sidste Tid vil blive.

²² Lad der høres Skrig fra deres Huse, naar du lader en Trop pludselig komme over dem; thi de grove en Grav for at fange mig og skjulte Snarer for mine Fødder.

⁹ Hendes Porte sank i Jorden, han ødelagde og sønderbrød hendes Portstænger; hendes Konger og hendes Fyrster ere iblandt Hedningerne; der er ingen Lov, selv hendes Profeter finde ikke Syn fra HERREN.

⁸ Nu er deres Skikkelse bleven mørkere end det sorte, de kendes ikke paa Gaderne, deres Hud hænger ved deres Ben, den er bleven tør som Træ. ⁹ Lykkeligere vare de, som bleve ihjelslagne ved Sværd, end de, som blive ihjelslagne af Hunger; thi disse svinde hen som gennemborede, fordi der ikke er Grøde paa Marken.

¹⁰ Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.

³ Derfor sørger Landet, og alt, som bor deri, vansmægter, baade de vilde Dyr paa Marken og Fuglene under HimmeIen, ogsaa Fiskene i Havet omkomme.

¹⁰ Marken er ødelagt, Jordbunden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, Olien er sygnet hen.

⁶ Folkene bæve for dets Ansigt, alle Ansigter skifte Farve.

¹³ Og det skete, ligesom han raabte, og de hørte ikke: Saaledes skulle de raabe, og jeg vil ikke høre, sagde den HERRE Zebaoth;