Habakkuk 2:18 Cross References - Danish

¹⁸ Hvad gavner et udskaaret Billede, at den, som dannede det, har udskaaret det? eller et støbt Billede og en Løgnens Lære, at den, som danner dens Billede, forlader sig paa den, idet han gør stumme Afguder?

⁴ Deres Billeder ere Sølv og Guld, Menneskehænders Gerning. ⁵ De have Mund, men kunne ikke tale; de have Øjne, men kunne ikke se. ⁶ De have øren, men kunne ikke høre; de have Næse, men kunne ikke fugte. ⁷ De have Hænder, men kunne ikke føle; de have Fødder, men kunne ikke gaa; de kunne ikke tale med deres Strube. ⁸ Ligesom de ere, saa vorde de, der gøre dem, hver den, som forlader sig paa dem.

¹⁵ Hedningernes Afguder ere Sølv og Guld, et Menneskes Hænders Gerning. ¹⁶ De have Mund, men tale ikke; de have Øjne, men se ikke. ¹⁷ De have Øren, men høre ikke, og der er ingen Aande i deres Mund. ¹⁸ Ligesom disse ere, saa blive de, som gøre dem, ja, hver den, som forlader sig paa dem.

³¹ Og den stærke skal blive til Blaar og hans Gerning til en Gnist; og de skulle begge brænde med hinanden, og der skal ingen være, som slukker.

³⁸ Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds, Hus, da ihjelsloge hans Sønner, Adramelek og Sar-Ezer, ham med Sværd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

¹⁷ Vige tilbage og blive svarlig til Skamme skulle de, som forlade sig paa et udskaaret Billede, de, som sige til: et støbt Billede: I ere vore Guder.

⁹ De, som danne udskaarne Billeder, de ere alle intet, og de Billeder, de elske, gavne intet; og de, som ere deres Vidner, se intet og fornemme intet, derfor skulle de beskæmmes. ¹⁰ Hvo danner vel en Gud og støber et Billede, som gavner til intet?

¹⁴ Han gaar hen at afhugge sig Cedre og tager Cypres og Eg, og han bruger sin Styrke iblandt Træerne i Skoven; han planter Valbirk, og Regnen bringer den til at vokse. ¹⁵ Saa tjener det Mennesket til Brændsel, og han tager deraf og varmer sig og tænder Ild og bager Brød; men han gør ogsaa en Gud deraf og tilbeder den, han gør et udskaaret Billede deraf og falder paa Knæ for det. ¹⁶ Halvdelen deraf brænder han paa Ilden; ved Halvdelen deraf æder han Kød og steger en Steg og mættes; ja, han varmer sig og siger: Ah! jeg har varmet mig, jeg har set Ild. ¹⁷ Men det øvrige deraf gør han til erl Gud, til sit udskaarne Billede; han falder paa Knæ for det og nedbøjer sig og beder til det og siger: Frels mig! thi du er min Gud. ¹⁸ De fornemme ikke og for staa ikke; thi han har tilstrøget deres Øjne, at de ikke se, og deres Hjerter, at de ikke forstaa. ¹⁹ Og ingen tager sig det til Hjerte, og der er hverken Kundskab eller Forstand til at sige: Jeg har opbrændt Halvdelen deraf paa Ilden og llgeledes bagt Brød paa Gløderne deraf, jeg har stegt Kød og ædt; skal jeg da gøre det øvrige deraf til en Vederstyggelighed? skal jeg falde paa Knæ for en Træklods? ²⁰ Han sætter sin Hu til Aske, hans Hjerte er bedraget, og det har ført ham vild; og han ledder ikke sin Sjæl og siger ikke: Er det ikke Bedrageri, som jeg holder i min højre Haand?

¹⁶ De blive beskæmmede, ja de blive alle til Skamme; de gaa alle bort med Skændsel, de, som forfærdige Af gudsbilleder.

²⁰ Samler eder og kommer, ja, kommer frem til Hobe, I undkomne af Hedningerne! de, som bære deres udskaarne Træbilleder, og som bede til en Gud, der ikke kan frelse, de vide intet.

¹ Bel synker i Knæ, Nebo synker sammen, deres Billeder lægger man paa Dyr og Fæ; hvad I bare, I læsses som en Byrde paa de trætte Dyr. ² De synke sammen, de synke i Knæ til Hobe, de kunne ikke undkomme med Byrden; men de selv maa gaa i Fangenskab.

⁶ De ryste Guld tid af Pungen og veje Sølv paa Vægten, de lønne en Guldsmed, at han skal gøre en Gud deraf, for hvilken de falde paa Knæ og nedbøje sig. ⁷ De løfte den op, de bære den paa Skuldrene og sætte den paa dens Sted; der staar den, den viger ikke fra sit Sted, vil nogen end raabe til den, skal den dog ikke svare, den kan ikke frelse nogen af hans Nød. ⁸ Kommer dette i Hu og værer mandige; I Overtrædere! lægger det paa Hjerte!

²⁷ som sige til Træ: Du er min Fader, og til Sten: Du fødte mig; thi de have vendt Ryg til mig og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid sige de: Staa op og frels os! ²⁸ Hvor ere dine Guder, som du har gjort dig? lad dem staa op, om de kunne frelse dig i din Ulykkes Tid; thi saa mange som dine Stæder ere, vare dine Guder, Juda!

³ Thi Hedningernes Skikke ere idel Forfængelighed? thi man afhugger dertil et Træ af Skoven, det udarbejdes af en Mesters Hænder med Øksen. ⁴ Man smykker det med Sølv og med Guld; man fæster det med Søm og med Hammer, at det ikke vakler. ⁵ Som et Palmetræ, af drevet Arbejde, staa de, men kunne ikke tale, de maa bæres, thi de kunne ikke gaa; I skulle ikke frygte for dem, thi de kunne ikke gøre ondt, og der er heller ingen Magt hos dem til at gøre godt.

⁸ Men de ere ufornuftige og handle daarlig tillige, Afgudernes Lærdom, den er Træ;

¹⁴ Hvert Menneske bliver ufornuftigt og uden; Forstand, hver Guldsmed er beskæmmet for det udskaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billeder ere Bedrageri, og der er ikke Aand i dem. ¹⁵ De ere Forfængelighed, et bedragerisk Værk; til den Tid, naar de bleve hjemsøgte, skulle de gaa til Grunde.

² Kundgører det iblandt Folkene, og lader det høres, og opløfter Banner, lader det høres, dølger. det ej! siger: Babel er indtaget, Bel er beskæmmet, Melodak er knust dens Billeder ere beskæmmede, dens Afguder ere knuste.

⁸ Der min Sjæl i mit Indre forsmægtede, kom jeg HERREN i Hu; og min Bøn kom til dig i dit hellige Tempel.

² Thi Husguderne have talt Falskhed, og Spaamændene have skuet Løgn, og skuftende Drømme tale de, med Forfængelighed trøste de; derfor ere de dragne bort som en Hjord, de ere i Nød, thi der er ingen Hyrde.

²³ og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkrænkeligt Menneskes og Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billede. ²⁴ Derfor har og Gud givet dem hen i deres Hjertes Begjerninger til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanærede deres Legemer. ²⁵ De forvendte Guds Sandhed til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed! Amen.

²¹ Hvad havde I da for Frugt af de Ting, ved hvilke I nu skamme Eder? thi Enden derpaa er Døden.

² I vide, at I vare Hedninger og hendroges til de stumme Afguder, som man drog Eder.

⁹ Hiins Tilkommelse skeer efter Satans Kraft med al Løgnens magt og Tegn og underlige Gjerninger, ¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen,

¹ Men Aanden siger klarlig, at i de sidste Tider skulle Nogle affalde fra Troen og hænge ved forføreriske Aander og Djævles Lærdomme, ² ved deres Hykleri, som tale Løgn, brændemærkede i deres egen Samvittighed,

¹¹ Og jeg saae et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn lige med Lammet og talede som Dragen. ¹² Og det øver al det første Dyrs magt for dets Aasyn og gjør, at Jorden og de, som boe derpaa, skulle tilbede det første Dyr, hvis dødelige Saar blev lægt. ¹³ Og det gjør store Tegn, saa at det endog kommer Ild til at falde ned af Himmelen paa Jorden for menneskenes Aasyn. ¹⁴ Og det forfører dem, som boe paa Jorden, for de Tegns Skyld, hvilke ere givne det at gjøre for Dyrets Aasyn, sigende til dem, som boe paa Jorden, at de skulle gjøre et Billede for det Dyr, som fik Saar af Sværdet, og dog levede. ¹⁵ Og det fik magt at give Dyrets Billede Aand, at Dyrets Billede endog kunde tale og gjøre, at hvilkesomhelst, der ikke vilde tilbede Dyrets Billede, skulde ihjelslaaes.

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl.