Genesis 40 Cross References - Danish

¹ Og det hændte sig derefter, at Kongen af Ægyptens Mundskænk og Bager syndede mod deres Herre, Kongen af Ægypten. ² Og Farao blev vred paa begge sine Betjente, paa den øverste Mundskænk og den Øverste Bager. ³ Og han satte dem i Forvaring i Huset hos Øversten for Livvagten, i Fængslets Hus, paa det Sted, hvor Josef var Fange. ⁴ Og øversten for Livvagten beskikkede Josef til at være hos dem, og han betjente dem, og de vare en Tid i Forvaring. ⁵ Og de drømte begge en Drøm, hver sin Drøm i een Nat, hver sin Drøm efter sin Udtydning, Kongen af Ægyptens Mundskænk og Bager, som vare Fanger i Fængslets Hus. ⁶ Og Josef kom til dem om Morgenen og saa dem, og se, de vare bedrøvede. ⁷ Og han spurgte Faraos Betjente, som vare med ham i Forvaring i hans Herres Hus, og sagde: Hvi se I saa ilde ud i Dag ⁸ Og de sagde til ham: Vi drømte en Drøm, og her er ingen, som kan udtyde den. Og Josef sagde til dem: Hører ikke Udtydninger Gud til: fortæller mig det dog! ⁹ Da fortalte den øverste Mundskænk Josef sin Drøm og sagde til ham: Idet jeg drømte, se, da var et Vintræ for mig. ¹⁰ Og paa Vintræet vare tre Kviste, og det grønnedes, og dets Blomster fremkom, og Klaserne derpaa fik modne Bær. ¹¹ Og Faraos Bæger var i min Haand, og jeg tog Druerne og trykkede dem i Faraos Bæger og gav Farao Bægeret i Haanden. ¹² Da sagde Josef til ham: Denne er Udtydningen derpaa: de tre Vinkviste ere tre Dage. ¹³ Om tre Dage skal Farao opløfte dit Hoved og sætte dig i dit Sted igen, at du skal give Fazaos Bæger i hans Haand, efter den forrige Vis, der du var hans Mundskænk. ¹⁴ Men tænk du paa mig, naar det gaar dig vel, og gør da den Miskundhed mod mig, at du erindrer mig hos Farao, at han taaer mig ud af dette Hus. ¹⁵ Thi jeg er hemmelig stjaalen af de Hebræers Land; dertil har jeg ikke heller her gjort noget, at de have sat mig i Hulen. ¹⁶ Og der den øverste Bager saa, at han havde udtydet det vel, da sagde han til Josef: Jeg drømte ogsaa, og se, der mit Hoved. ¹⁷ Og i den øverste Kurv var af alle Haande Mad, Bagværk til Farao, og Fuglene aade det af Kurven paa mit Hoved. ¹⁸ Da svarede Josef og sagde: Denne er Udtydningen derpaa: de tre Kurve ere tre Dage. ¹⁹ Om tre Dage skal Farao opløfte dit Hoved fra dig og hænge dig paa et Træ, og Fuglene skulle æde dit Kød af dig. ²⁰ Og det skete paa den tredje Dag, paa Faraos Fødselsdag, da gjorde han alle sine Tjenere et Gæstebud og opløftede den øverste Mundskænks Hoved og den øverste Bagers Hoved iblandt sine Tjenere. ²¹ Og han satte den øverste Mundskænk til sit Skænkeembede igen, og han rakte Bægeret i Faraos Haand. ²² Men den øverste Bager lod han hænge, saasom Josef havde udtydet dem. ²³ Og den øverste Mundskænk tænkte ikke paa Josef, men forglemte ham.

⁴ Thi end om syv Dage vil jeg lade regne paa Jorden fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette af Jorden alle levende Væsener, som jeg har gjort.

¹ Og HERREN sagde til Abram: Gak du ud af dit Land og fra din Slægt og af din Faders Hus til det Land, som jeg vil vise dig. ² Og jeg vil gøre dig til et stort Folk og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en, Velsignelse. ³ Og jeg vil velsigne dem, som velsigne dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. ⁴ Og Abram gik, ligesom HERREN havde sagt til ham, og Lot gik rrled ham; og Abram var halvfjerdsindstyve Aar og fem Aar gammel, der han uddrog af Haran. ⁵ Saa tog Abram Sarai sin Hustru og Lot sin Broders Søn og al deres Ejendom, som de ejede, og de Folk, som de havde forskaffet sig i Haran, og de drage ud for at rejse til Kanaans Land, og de kom til Kanaans Land. ⁶ Og Abram drog igennem Landet til det Sted Sikem indtil More Lund; og Kananiten var da i Landet. ⁷ Og HERREN aabenbaredes for Abram og sagde: Dit Afkom vil jeg give dette Land; og han byggede der et Alter for HERREN, som aabenbaredes for ham.

¹³ Da kom en, som var undkommen, og forkyndte Hebræeren Abram det; men han boede i Amoriten Mamres Lund; denne var Broder til Eskol og Broder til Aner, og disse vare i Forbund med Abram.

³ Og Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten, og han sagde til ham: Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget; thi hun er en Mands Ægtehustru.

⁸ Og Barnet vokste op og blev afvant, og Abraham gjorde et stort Gæstebud den Dag, Isak blev afvant.

⁵ Og Josef drømmte en Drøm og forkyndte sine Brødre den; da fik de end større Had til ham. ⁶ Og han sagde til dem: Kære, hører denne Drøm, som jeg har drømt. ⁷ Se, vi bandt Neg midt paa Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev ogsaa staaende, og se, eders Neg stode omkring og bøjde sig for mit Neg. ⁸ Da sagde hans Brødre til ham: Skulde du virkelig regere over os? eller skulde du virkelig helske os? Saa fik de end mere Had til ham for hans Drømme og for hans Tale. ⁹ Og han drømte endnu en anden Drøm, og han fortalte sine Brødre den og sagde: Se, jeg drømte endnu en Drøm, og se, Solen og Maanen og elleve Stjerner bøjede sig for mig. ¹⁰ Og der han fortalte det til sin Fader og til sine Brødre da straffede hans Fader ham og sagde til ham: Hvad er det for en Drøm, som du drømte? mon jeg og din Moder og dine Brødre virkelig skulde komme og bøje os for dig ned til Jorden.

²⁶ Da sagde Juda til sine Brødre: Hvad gavner det, om vi ihjelslaa vor Broder og dølge hans Blod ²⁷ Kommer og lader os sælge ham til Ismaeliterne, at vor Haand ikke skal være paa ham, thi han er vor Broder, vort Kød; saa adløde hans Brødre haln. ²⁸ Og da de midiallitiske Mænd, som vare Købmænd, kom forbi, trak de Josef op og droge ham frem af Graven, og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv; og disse førte Josef til Ægypten.

³⁶ Og Midianiterne solgte ham til Ægypten til Potifar, Faraos Hofsinde og Øverse for Livvagten.

¹ Og Josef var ført ned til Ægypten, og Potifar, Faraos Hofsinde, Øverste for Livvagten, en ægyptisk Mand, købte ham af israeliterne, som havde ført ham did ned.

⁸ Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: Se, min Herre ser ikke til med mig i noget af, hvad der er i Huset, og alt, hvad han har, har han givet i min Haand. ⁹ Han selv er ikke Herre i dette Hus end jeg, og han formener intet for mig uden dig, fordi du er hans Hustru; og hvorledes skal jeg gøre denne store Ondskab og synde imod Gud. ¹⁰ Og det skete, som hun talede til Josef Dag efter Dag, adlød han hende dog ikke med at ligge hos hende eller at være med hende ¹¹ Og det hændte sig en Dag, der han kom i Huset at gøre sin Gerning, og der var ingen af Huset Mænd der i Huset, ¹² da tog hun ham fat ved hans Klædebon og sagde: Lig hos mig; men han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede og gik udenfor.

²⁰ Da tog Josefs Herre ham og kastede ham i Fængslets Hus, et Sted, hvor Kongens Fanger holdtes bundne, og han var der i Fængslets Hus.

²⁰ Da tog Josefs Herre ham og kastede ham i Fængslets Hus, et Sted, hvor Kongens Fanger holdtes bundne, og han var der i Fængslets Hus. ²¹ Men HERREN var med Josef og bøjede Miskundhed til ham og gav ham Naade hos Fængselhusets Forstander, ²² at Fængselhusets Forstander gav alle Fanger, som vare i Fængslets Hus, i Josefs Haand; og alt det, som skulde gøres der, det gjorde denne. ²³ Forstanderen for Fængselhuset gav ikke Agt paa nogen Ting, som var i hans Haand, fordi HERREN var med ham, og det, som han gjorde, gav HERREN Lykke til.

²³ Forstanderen for Fængselhuset gav ikke Agt paa nogen Ting, som var i hans Haand, fordi HERREN var med ham, og det, som han gjorde, gav HERREN Lykke til.

¹ Og det hændte sig derefter, at Kongen af Ægyptens Mundskænk og Bager syndede mod deres Herre, Kongen af Ægypten. ² Og Farao blev vred paa begge sine Betjente, paa den øverste Mundskænk og den Øverste Bager.

⁸ Og de sagde til ham: Vi drømte en Drøm, og her er ingen, som kan udtyde den. Og Josef sagde til dem: Hører ikke Udtydninger Gud til: fortæller mig det dog!

¹² Da sagde Josef til ham: Denne er Udtydningen derpaa: de tre Vinkviste ere tre Dage. ¹³ Om tre Dage skal Farao opløfte dit Hoved og sætte dig i dit Sted igen, at du skal give Fazaos Bæger i hans Haand, efter den forrige Vis, der du var hans Mundskænk.

¹⁷ Og i den øverste Kurv var af alle Haande Mad, Bagværk til Farao, og Fuglene aade det af Kurven paa mit Hoved. ¹⁸ Da svarede Josef og sagde: Denne er Udtydningen derpaa: de tre Kurve ere tre Dage. ¹⁹ Om tre Dage skal Farao opløfte dit Hoved fra dig og hænge dig paa et Træ, og Fuglene skulle æde dit Kød af dig.

¹⁹ Om tre Dage skal Farao opløfte dit Hoved fra dig og hænge dig paa et Træ, og Fuglene skulle æde dit Kød af dig. ²⁰ Og det skete paa den tredje Dag, paa Faraos Fødselsdag, da gjorde han alle sine Tjenere et Gæstebud og opløftede den øverste Mundskænks Hoved og den øverste Bagers Hoved iblandt sine Tjenere. ²¹ Og han satte den øverste Mundskænk til sit Skænkeembede igen, og han rakte Bægeret i Faraos Haand.

²¹ Og han satte den øverste Mundskænk til sit Skænkeembede igen, og han rakte Bægeret i Faraos Haand. ²² Men den øverste Bager lod han hænge, saasom Josef havde udtydet dem.

²² Men den øverste Bager lod han hænge, saasom Josef havde udtydet dem.

¹ Og det skete, der to Aar vare omme, da drømte Fazao, og se, han stod ved Floden. ² Og se, af Floden opsteg syv Køer, skønne af Udseende og fede paa Kød, og aade i Engen. ³ Og se, syv andre Køer opstege efter disse af Floden, stygge af Udseende og magre paa Kød, og stode hos de andre Køer paa Bredden af Floden. ⁴ Og de Køer, som vare stygge af Udseende og magre paa Kød, opaade de syv Køer, som vare skønne af Udseende og fede; saa vaagnede Farao. ⁵ Og han faldt i Søvn og drømte anden Gang. Og se, syv Aks voksede anden Gang, og se, syv Aks voksede op paa eet Straa, fulde og gode. ⁶ Og se, syv Aks, tynde og svedne af Østenvinden, skøde op efter dem. ⁷ Og de magre Aks opslugte de syv fede og fulde Aks; da vaagnede Farao, og se, det var en Drøm. ⁸ Og det skete om Morgenen, da var hans Aand bekymret og han sendte hen og lod kalde alle Spaamænd i Ægypten og alle de vise derudi, og Farao fortalte dem sin Drøm; men der var ingen, som udtydede Farao den.

¹¹ Da drømte vi en Drøm i een Nat, jeg og han; vi drømte, hver efter sin Drøms Udtydning.

¹¹ Da drømte vi en Drøm i een Nat, jeg og han; vi drømte, hver efter sin Drøms Udtydning. ¹² Og der var hos os en hebraisk ung Karl, en Tjener hos den øverste for Livvagten, og ham fortalte vi, og han udtydede os vore Drømme; hver efter sin Drøm udtydede han det.

¹² Og der var hos os en hebraisk ung Karl, en Tjener hos den øverste for Livvagten, og ham fortalte vi, og han udtydede os vore Drømme; hver efter sin Drøm udtydede han det. ¹³ Og det skete, ligesom han udtydede os det, saa skete det; mig satte man i mit Sted igen, og ham hængte man.

¹³ Og det skete, ligesom han udtydede os det, saa skete det; mig satte man i mit Sted igen, og ham hængte man.

¹⁵ Da sagde Farao til Josef: Jeg drømte en Drøm, og ingen er der som kan udtyde den; men jeg har hørt sige om dig, at naar du hører en Drøm, kan du udtyde den. ¹⁶ Og Josef svarede Farao og sagde: Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao godt.

¹⁶ Og Josef svarede Farao og sagde: Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao godt.

²⁵ Og Josef sagde til Farao: Faraos Drøm, den er een: Gud giver Farao til Kende, hvad han vil gøre. ²⁶ De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm.

²⁶ De syv gode Køer, de ere syv Aar, og de syv gode Aks, de ere syv Aar, det er een Drøm.

¹¹ Han binder sit unge Asen til Vintræet og sin Asenindes Føl til Vinranken; han tor sit Klædebon i Vin, og sin Kjortel i Vindrueblod.

²⁰ Fra Aser kommer det fede, som er hans Brød; og han skal give kongelige Lækkerheder.

¹⁶ Og hvo som stjæler et Menneske og sælger det, eller det blive fundet i hans Vold, han skal visselig dødes.

⁹ Du og dine Sønner med dig skulle ikke drikke Vin eller stærk Drik, naar I gaa ind i Forsamlingens Paulun, paa det I ikke skulle dø; det skal være en evig Skik hos eders Eferkommere,

⁶ Og han sagde: Kære, hører mine Ord: Dersom der er en Profet iblandt eder, giver jeg, HERREN, mig tilkende for ham i Synet, i Drømmen taler jeg med ham.

²² Og naar en Mand har gjort en Synd, som har fortjent Dødsdom, og han dødes, og du hænger ham paa et Træ, ²³ da skal hans Krop ikke blive Natten over paa Træet, men du skal begrave ham paa den samme Dag; thi den, som bliver hængt, er en Guds Forbandelse; og du skal ikke gøre dit Land urent, som HERREN din Gud giver dig til Arv.

⁷ Om nogen findes, som stjæler en Person af sine Brødre af Israels Børn og driver Handel med ham eller sælger ham, da skal samme Tyv dø, og du skal borttage den onde fra dig.

¹² Og nu, kære, sværger mig ved HERREN, efterdi jeg gjorde Miskundhed mod eder, at I og ville gøre Miskundhed imod min Faders Hus og give mig et sikkert Tegn,

²⁹ Og han lod Kongen af Ai ophænge paa et Træ indtil Aftens Tid; og der Solen gik ned, bød Josva, at de skulde nedtage hans døde Krop af Træet, og de kasted den for Indgangen til Stadens Port, og de opkastede en stor Stenhob over ham, som er der indtil denne Dag.

²⁶ Og derefter slog Josva dem og dræbte dem og hængte dem paa fem Træer, og de bleve hængende paa Træerne indtil Aftenen.

¹³ Og Gideon kom, og se, da fortalte en Mand sin Næste en Drøm, og han sagde: Se, jeg drømte en Drøm, og se, et askebagt Bygbrød vendte sig hih og did i Midianiternes Lejr; og der det kom til Teltet da slog det derpaa, saa at det faldt, og det kastede det over Ende, og Teltet faldt.

¹³ Og Gideon kom, og se, da fortalte en Mand sin Næste en Drøm, og han sagde: Se, jeg drømte en Drøm, og se, et askebagt Bygbrød vendte sig hih og did i Midianiternes Lejr; og der det kom til Teltet da slog det derpaa, saa at det faldt, og det kastede det over Ende, og Teltet faldt. ¹⁴ Da svarede den anden og sagde: Det er intet andet end Gideons, den israelitiske Mands, Joas' Søns, Sværd; Gud har givet Midianiterne og den ganske Lejr i hans Haand.

¹⁴ Da svarede den anden og sagde: Det er intet andet end Gideons, den israelitiske Mands, Joas' Søns, Sværd; Gud har givet Midianiterne og den ganske Lejr i hans Haand.

¹⁴ Da svarede den anden og sagde: Det er intet andet end Gideons, den israelitiske Mands, Joas' Søns, Sværd; Gud har givet Midianiterne og den ganske Lejr i hans Haand. ¹⁵ Og det skete, der Gideon hørte Fortællingen og Udlæggelsen af Drømmen da tilbad han; og han vendte tilbage til Israels Lejr og sagde: Staar op, thi HERREN har givet Midianiternes Lejr i eders Haand.

²⁴ Og han sagde: I have taget mine Guder, som jeg havde, gjort, og Præsten, og I gaa bort; og hvad har jeg ydermere? hvi sige I da til mig: Hvad fattes dig?

⁸ Da sagde Elkana, hendes Mand, til hende: Hanna, hvorfor vil du græde? og hvorfor vil du ikke æde og hvorfor har dit Hjerte saa ondt? er jeg dig ikke bedre end ti Sønner?

⁴⁴ Og Filisteren sagde til David: Kom hid til mig, saa vil jeg give Fuglene under Himmelen og Dyrene paa Marken dit Kød.

⁴⁶ Paa denne Dag skal HERREN overantvorde dig i min Haand, og jeg skal slaa dig og af hugge dit Hoved og give de døde Kroppe i Filisternes Lejr paa denne Dag til Fuglene under Himmelen og til vilde Dyr paa Jorden, at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel.

¹⁴ Skulde du ikke dersom jeg da lever, ja, skulde du da ikke gøre HERRENS Miskundhed imod mig, saa at jeg ikke skal dø? ¹⁵ Ja, du vil ikke borttage din Miskundhed fra mit Hus evindeligen, selv ej, naar HERREN faar udryddet Davids Fjender hver især af Jordens Kreds.

¹¹ Se, dine Øjne have set paa denne Dag, at HERREN har givet dig i min Haand i Hulen, og man talede til mig om, at jeg skulde slaa dig ihjel, men jeg sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge Haand paa min Herre, - thi han er HERRENS Salvede.

³¹ da skal dette ikke være dig til Selvbebrejdelse eller min Herres Hjerte til Anstød, at han har udøst askyldigt Blod, og at min Herre har taget sig selv til Rette; og naar HERREN gør vel imod min Herre, da skal du komme din Tjenerinde i Hu.

¹ Og David sagde: Mon der endnu er nogen, som er overbleven af Sauls Hus? saa vil jeg gøre Miskundhed imod ham for Jonathans Skyld.

⁴ Og han sagde til ham: Hvorfor bliver du saa mager, du Kongens Søn, Dag for Dag? kan du ikke give mig det til Kende? Da sagde Ammon til ham: Jeg elsker Thamar, Absaloms, min Broders, Søster.

⁶ Af hans Sønner lad der gives os syv Mænd, at vi kunne hænge dem op for HERREN i Sauls Gibea, den HERRENS udvalgtes; og Kongen sagde: Jeg vil give eder dem.

¹⁰ Da tog Rizpa, Ajas Datter, Sørgeklædet og udbredte det paa Klippen, fra Høstens Begyndelse, indtil der faldt Vand fra Himmelen over dem; og hun tilstedte ikke Himmelens Fugle at hvile paa dem om Dagen og ej heller Markens Dyr om Natten.

⁷ Men du skal gøre Miskundhed mod Gileaditeren Barsillajs Sønner, og de skulle være iblandt dem, som æde ved dit Bord; thi saaledes holdt de sig nær til mig, der jeg flyede for Absalom, din Broder.

⁵ og Maden til hans Bord og hans Tjeneres Bolig, og hvordan de stode, som opvartede ham, og deres Klæder og hans Mundskænke og hans Opgang, ad hvilken han gik op til HERRENS Hus: Da var hun ude af sig selv.

²⁷ Og det skete i det syv og tredivte Aar, efter at Jojakin, Kongen af Juda, var bortført, i den tolvte Maaned, paa den syv og tyvende Dag i Maaneden, da opløftede Evilmerodak, Kongen af Babel, i det Aar han blev Konge, Jo jakins, Judas Konges Hoved fra Fængselets Hus.

²⁰ Der han drog til Ziklag, gik over til ham af Manasse: Adna og Josabad og Jedial og Mikael og Josabad og Elihu og Zilthaj, Øverster over de tusinde, som hørte til Manasse.

²⁷ Og over Vingaardene var Simei, Ramathiten; og over Vingaardenes Forraad af Vin var Sabdi, Sifmiten.

⁴ og Maden til hans Bord og hans Tjeneres Bolig, og hvordan de stode, som opvartede ham, og deres Kæder og hans Mundskænke og deres Klæder og hans Opgang, ad hvilken han gik op til HERRENS Hus: Da var hun ude af sig selv.

¹¹ Ak, Herre! Kære, lad dit øre mærke paa din Tjeners Bøn og paa dine Tjeneres Bøn, deres, som have Velbehag i at frygte dit Navn, og lad det dog lykkes for din Tjener i Dag, og giv ham Barmhjertighed for denne Mands Ansigt. Men jeg var da Kongens Mundskænk.

¹¹ Ak, Herre! Kære, lad dit øre mærke paa din Tjeners Bøn og paa dine Tjeneres Bøn, deres, som have Velbehag i at frygte dit Navn, og lad det dog lykkes for din Tjener i Dag, og giv ham Barmhjertighed for denne Mands Ansigt. Men jeg var da Kongens Mundskænk.

¹ Og det skete i Nisan Maaned i Kong Artakserkses's tyvende, Aar, da stod der Vin for hans Ansigt, og jeg tog Vinen og gav Kongen, og jeg havde ikke vist mig sørgmodig for hans Ansigt. ² Da sagde Kongen til mig: Hvorfor er du sørgmodig? og du er ikke syg, det er ikke dette, men dit Hjerte er sørgmodigt; da frygtede jeg saare meget.

³ i sin Regerings tredje Aar, gjorde han alle sine Fyrster og sine Tjenere et Gæstebud; Persiens og Mediens Hær, de fornemste og Fyrsterne i Landskaberne vare for hans Ansigt,

¹ I den samme Nat kunde Kongen ikke sove, og han bød at hente Krønikebogen om de daglige Begivenheder; og. de bleve læste for Kongen.

¹ Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.

¹⁴ Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have, glemt mig.

¹⁵ I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa F'olk, naar de slumre paa Sengen,

¹⁵ I Drøm, i Syn om Natten, naar den dybe Søvn falder paa F'olk, naar de slumre paa Sengen, ¹⁶ da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem

¹⁶ da aabner han Menneskenes Øren, og besegler Formaningen til dem ¹⁷ for at bortdrage Mennesket fra hans Idrætter og for at fjerne Hovmodet fra Manden,

³ Mange sige til min Sjæl: Han har ingen Frelse hos Gud. Sela.

¹⁴ HERRENS Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den.

¹² Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig.

⁵ Vælt din Vej paa HERREN og forlad dig paa ham, han skal gøre det.

³ Fri mig fra dem, som gøre Uret, og frels mig fra blodgerribe Mænd! ⁴ Thi se, de lure efter min Sjæl, de stærke holde sammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o HERRE!

¹⁰ da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de sagtmodige paa Jorden. Sela.

¹⁹ indtil den Tid, da hans Ord traf ind, da HERRENS Tale havde lutret ham.

¹⁰ Saa skulle dine Lader blive fulde med Overflod og dine Persekar flyde over af Most.

¹⁴ Kongens Vrede er Dødens Bud; men en viis Mand forsoner den.

¹² Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.

¹⁹ Den, hvis vrede er stor, maa lide Straf; thi dersom du frier ham, da maa du blive ved dermed.

⁴ Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?

¹⁷ Et Øje, som spotter Faderen, og lader haant om at lyde Moderen, det skulle Ravnene ved Bækken udhugge; og Ørneunger skulle æde det.

¹⁵ og han fandt derudi en fattig, viis Mand, og denne reddede Staden ved sin Visdom; men intet Menneske kom denne fattige Mand i Hu. ¹⁶ Da sagde Jeg: Visdom er bedre end Styrke; men den fattiges Visdom er foragtet, og hans Ord blive ikke hørte.

¹⁹ Og naar de ville sige til eder: Søger til Spaakvinderne og til Tegnsudlæggerne, som hviske og mumle, da siger: Skal ikke et Folk søge til sin Gud? skal man søge til de døde for de levendes Skyld?

²⁸ Den Profet, som har en Drøm, fortælle en Drøm, men den, hos hvem mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed; hvad har Halm at gøre med Kornet? siger HERREN.

³¹ Og det skete i det syv og tredivte Aar, efter at Jojakin, Judas Konge, var bortført, i den tolvte Maaned paa den fem og tyvende Dag i Maaneden, da opløftede Evil Merodak, Kongen af Babel, i det Aar han blev Konge, Jojakins, Judas Konges, Hoved og førte ham ud af Fængselets Hus.

⁴ Paa Israels Bjerge skal du falde, du og alle dine Hære og de Folk, som ere med dig; jeg vil give dig til Føde for Rovfuglene, Smaafuglene, alt det bevingede og de vilde Dyr paa Marken.

¹ Og i Nebukadnezars andet Regeringsaar drømte Nebukadnezar Drømme, og hans Aand blev bekymret, og det var forbi for ham med hans Søvn. ² Da sagde Kongen, at de skulde kalde Spaamændene og Besværgerne og Troldkarlene og Kaldæerne for at forkynde Kongen hans Drømme; og de kom og stode for Kongens Ansigt. ³ Og Kongen sagde til dem: Jeg drømte en Drøm, og min Aand blev bekymret, saa at jeg maa vide Drømmen.

¹¹ Og den Ting, som Kongen begærer, er sval, og der er ingen Anden, som kan kundgøre den for Kongen, uden Guderne, hvis Bolig ikke er hos Menneskene.

¹⁹ Da blev Hemmeligheden aabenbaret for Daniel i et Syn om Natten; da velsignede Daniel Himmelens Gud. ²⁰ Daniel svarede og sagde: Velsignet være Guds Navn fra Evighed og indtil Evighed; thi Visdommen og Kraften er hans. ²¹ Og han forandrer Tider og Timer, han afsætter Konger og indsætter Konger; han giver de vise Visdom og de forstandige Kundskab. ²² Han aabenbarer de dybe og skjulte Ting; han ved, hvad der er i Mørket, og Lyset bor hos ham. ²³ Dig, mine Fædres Gud! lover og priser jeg, thi du har givet mig Visdom og Styrke; og du har nu kundgjort mig det, vi begærede af dig, thi du har kundgjort os Kongens Sag.

²⁸ Men der er en Gud i Himmelen; som aabenbarer hemmelige Ting, han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage; din Drøm: og dit Hoveds Syner paa dit Leje ere disse:

³⁰ Og mig er denne Hemmelighed aabenbaret, ikke af den Visdom, som er i mig, fremfor alle dem, der leve; men for at Udtydningen skulde gives Kongen til Kende, og du maatte komme til at vide dit Hjertes Tanker. ³¹ Du, Konge! saa, og se, der var et højt Billede; samme Billede var stort, og dets Glans var herlig; det stod foran dig, og dets Udseende var forfærdeligt.

³⁶ Det er Drømmen, og Udtydningen derpaa skulle vi sige Kongen. ³⁷ Du, Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud har givet Riget, Magten og Styrken og Æren, ³⁸ og har allesteds, hvor Mennesker bo, Dyrene paa Marken og Fuglene under Himmelen, givet dem i din Haand og ladet dig herske over dem alle: Du selv er, Guldhovedet. ³⁹ Og efter dig skal opkomme et andet Rige, ringere end dit, og et tredje Rige endnu, ef Kobber, som skal herske over hele Jorden. ⁴⁰ Og et fjerde Rige skal være stærkt som Jernet; eftersom Jernet knuser og sønderslaar alt, skal det som Jernet, der sønderslaar, knuse og sønderslaa alle hine. ⁴¹ Men at du saa Fødderne og Tæerne til Dels at være af Pottemagerler og til Dels af Jern, betyder, at det skal blive et delt Rige, og at der skal blive noget af Jernets Styrke derudi, efter di du saa, at Jernet var blandet med Leret. ⁴² Og at Tæerne paa Fødderne vare til Dels af Jern og til Dels af Ler, betyder, at Riget for en Del skal være stærkt og for en Del skrøbeligt. ⁴³ At du saa Jernet blandet med Leret, betyder, at de skulle blande sig ved Slægtskabsforbindelser; men dog ikke indbyrdes holde sammen; se, ligesom Jernet ikke kan blandes med Leret. ⁴⁴ Men i disse Kongers Dage skal Himmelens Gud oprette et Rige, som i al Evighed ikke skal forgaa, og hvis Regering ikke skal overlades til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine Riger; men selv skal det bestaa evindelig, ⁴⁵ efterdi du saa, at en Sten blev løsrevet fra Bjerget, og det ikke ved Hænder, og at den knuste Jernet, Kobberet, Leret, Sølvet og Guldet. Den store Gud har ladet Kongen vide, hvad der skal ske herefter, og Drømmen staar fast, og Udtydningen derpaa er vis.

⁴⁷ Kongen svarede Daniel og sagde: Sandt er det, at eders Gud, han er en Gud over Guder og en Herre over Konger, og Hemmeligheders Aabenbarer, efterdi du har kunnet aabenbare denne Hemmelighed.

⁵ Jeg saa en Drøm, og den forfærdede mig, og Tanker paa mit Leje og mit Hoveds Syner forvirrede mig?

⁸ Men til sidst kom Daniel, som kaldes Beltsazar efter min Guds Navn; og i hvem de hellige Guders Aand er; ind for mig; og jeg sagde ham Drømmen. ⁹ Beltsazar, du Øverste for Spaamændene! efterdi jeg ved, at de hellige Guders Aand er i dig, og at ingen Hemmelighed er dig vanskelig: Sig mig Synerne i min Drøm, som jeg saa, og Udtydningen derpaa: ¹⁰ Og mit Hoveds Syner paa I mit Leje vare: Jeg saa og se, de var et Træ midt i Landet, og det var meget højt. ¹¹ Træet blev stort og stærkt, og dets Højde rakte til Himmelen, og man kunde se det indtil hele Jordens Ende. ¹² Løvet derpaa var dejligt, og der var megen Frugt derpaa, og der var Føde for alt, som var derpaa; under det fandt Dyrene paa Marken Skygge, og i Grenene derpaa boede Himmelens Fugle, og alt Kød nærede sig deraf. ¹³ Jeg saa i mit Hoveds Syner paa mit Leje, og se, en Vægter; det er en hellig, fór ned fra Himmelen. ¹⁴ Han raabte med Vælde og sagde saaledes: Hugger Træet om og afhugger dets Grene, afriver dets Løv og spreder dets Frugt; Dyrene fiygte fra dets Læ og Fuglene fra dets Grene! ¹⁵ Dog lader Stubben med dens Rødder blive tilbage i Jorden, men i Baand af Jern og Kobber, i Markens Græs; og lad ham vædes med Himmelens Dug, og hans Del være med Dyrene af Urterne paa Jorden! ¹⁶ Hans Hjerte skal forandres, saa at det ikke er et Menneskes, og et Dyrs Hjerte skal gives ham; og syv Tider skulle omskiftes over ham. ¹⁷ Tingen er i Vægternes besluttede Raad, og Sagen er de helliges Befaling, paa det de, som leve, kunne kende, at den Højeste har Magt over Menneskens Rige og giver det til hvem, han vil, og ophøjer den ringe iblandt Menneskene over det. ¹⁸ Denne Drøm saa jeg, Kong Nebukadnezar; men du, Beltsazar! sig Udtydningen, efterdi alle vise i mit Rige ikke kunne kundgøre Udtydningen, men du kan det, fordi de hellige Guders Aand er i dig. ¹⁹ Da stod Daniel, hvis Navn er Beltsazar, en Stund forskrækket, og hans Tanker forfærdede ham; men Kongen svarede og sagde: Beltsazar! lad Drømmen og Udtydningen ikke forfærde dig; Beltsazar svarede og sagde: Min Herre! Drømmen gælde dine Hadere og dens Udtydning dine Fjender!

¹⁹ Da stod Daniel, hvis Navn er Beltsazar, en Stund forskrækket, og hans Tanker forfærdede ham; men Kongen svarede og sagde: Beltsazar! lad Drømmen og Udtydningen ikke forfærde dig; Beltsazar svarede og sagde: Min Herre! Drømmen gælde dine Hadere og dens Udtydning dine Fjender! ²⁰ Træet, som du saa, og som blev stort og stærkt, og hvis Højde rakte til Himmelen, og som saas over al Jorden, ²¹ og hvorpaa der var dejligt Løv og megen Frugt og Føde for alt, som var derpaa, under hvilket Dyrene paa Marken boede, og i hvis Grene Himmelens Fugle byggede: ²² Dette er dig selv, o Konge! thi du er bleven stor og stærk; og din Magt er bleven stor og rækker til Himmelen og dit Herredømme til Jordens Ende. ²³ Men. at Kongen saa en Vægter, det er en hellig, fare ned fra Himmelen og sige: Hugger Træet om og ødelægger det, dog lader Stubben med dens Rødder blive tilbage i Jorden, men i Baand af Jern og Kobber, i Markens Græs; og lad ham vædes af Himmelens Dug og hans Del være med Dyrene paa Marken, indtil syv Tider omskiftes over dem; ²⁴ da er dette Udtydningen, o Konge! og dette er den højestes besluttede Raad, som skal komme over min Herre, Kongen: ²⁵ Nemlig, man skal støde dig ud fra Folk, og din Bolig skal være hos Dyrene paa Marken, og man skal lade dig æde Urter som Øksne og vædes af Himmelens Dug, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kender, at den Højeste har Magt over Menneskens Rige og giver det til, hvem han vil. ²⁶ Men at der sagdes: Man skulde lade Træets Stub med dens Rødder blive tilbage, det betyder, at dit Rige skal overdrages dig igen fra den Tid, du erkender, at Himlene ere mægtige. ²⁷ Derfor, o Konge! lad mit Raad behage dig, og afbryd dine Synder ved Retfærdighed og dine Misgerninger ved Barmhjertighed imod de elendige, dersom din Fred skal have Varighed. ²⁸ Alt dette kom over Kong Nebukadnezar. ²⁹ Der tolv Maaneder vare til Ende, gik han omkring paa det kongelige Palads i Babel. ³⁰ Kongen svarede og sagde: Er dette ikke det store Babel, som jeg har bygget til et kongeligt Hus ved min Styrkes Magt og til min Herligheds Ære? ³¹ Da Ordet endnu var i Kongens Mund, faldt der en Røst af Himmelen: Det være dig sagt, Kong Nebukadnezar! Riget er gaaet bort fra dig. ³² Og man skal støde dig ud fra Folk, og din Bolig skal være hos Dyrene paa Marken, man skal lade dig æde Urter som Øksne, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kender, at den Højeste hal, Magt over Menneskens Rige. og giver det til, hvem han vil. ³³ I samme Stund gik Ordet i Opfyldelse over Nebukadnezar, og han blev udstødt fra Menneskene og aad Urter som Øksne, og hans Legeme blev vædet af Himmelens Dug, indtil hans Haar voksede som Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer.

⁶ Da skiftede Kongen Farve, og hans Tanker forvirrede ham, og hans Lænders Ledemod bleve slappe, og hans Knæ sloge imod hinanden.

¹¹ Der er en Mand i dit Rige, i hvem de hellige Guders Aand er, og i din Faders Dage blev Oplysning og Klogskab og Visdom lig Guders Visdom funden i ham, og din Fader, Kong Nebukadnezar, satte ham over Spaamændene, Besværgerne, Kaldæerne, Sandsigerne - din Fader, o Konge! ¹² fordi der var en ypperlig Aand og Forstand og Klogskab til at udtyde Drømme og kundgøre mørke Taler og løse Knuder funden i ham, i Daniel, hvem Kongen kaldte Beltsazar lad da nu Daniel kalde, saa skal han kundgøre Udtydningen.

¹² fordi der var en ypperlig Aand og Forstand og Klogskab til at udtyde Drømme og kundgøre mørke Taler og løse Knuder funden i ham, i Daniel, hvem Kongen kaldte Beltsazar lad da nu Daniel kalde, saa skal han kundgøre Udtydningen. ¹³ Da blev Daniel ført ind for Kongen; Kongen svarede og sagde til Daniel: Er du Daniel, en af de bortførte fra Juda, hvilke Kongen, min Fader, førte fra Juda? ¹⁴ Jeg har hørt om dig, at Gudernes Aand er i dig, og at Oplysning og Klogskab og ypperlig Visdom er funden i dig. ¹⁵ Og nu ere de vise, Besværgerne, førte ind for mig, at de skulle læse denne Skrift og kundgøre mig dens Udtydning, men de kunne ikke kundgøre mig denne Sags Udtydning.

²² Da talte Daniel med Kongen: Kongen leve evindelig!

¹ Belsazar, Kongen af Babels, første Aar saa Daniel en Drøm og sit Hoveds Syner paa sit Leje; da skrev han Drømmen op, Hovedindholdet fremsatte han. ² Daniel fortalte og sagde: Jeg saa i mit Syn om Natten, og se, de fire Vejr under Himmelen brøde frem paa det store Hav. ³ Og der opsteg fire store Dyr af Havet, det ene anderledes end det andet. ⁴ Det første var som en Løve, og det havde Vinger som en Ørn; jeg saa til, indtil dets Vinger bleve afrevne, og det blev rettet i Vejret fra Jorden og rejst op paa Fødderne som et Menneske, og det blev givet et Menneskehjerte. ⁵ Og se, et andet Dyr, næstefter, ligt en Bjørn, og det rejste sig til den ene Side, og det havde tre Ribben i sin Mund, imellem sine Tænder; og man sage saaledes til det: Staa op; æd meget Kød! ⁶ Derefter saa jeg; og se, et andet Dyr, ligt en Parder; og det havde fire Vinger som af en Fugl paa sin Ryg; og dette Dyr havde fire Hoveder, og der blev givet det Magt. ⁷ Derefter saa jeg i Nattesynerne, og se, et fjerde Dyr, frygteligt og forfærdeligt og meget stærkt, og det havde store Jerntænder, det aad og knuste og nedtraadte det overblevne med sine Fødder; og det var anderledes end alle de Dyr, som havde været før det, og det havde ti Horn. ⁸ Jeg agtede nøje paa Hornene, og se, et andet lidet Horn skød op imellem dem, og tre af de forrige Horn bleve oprykkede for det; og se, der var Øjne som Menneskeøjne paa dette Horn, og en Mund, som talte store ring.

²⁸ Hermed var Ordet til ende. Mig, Daniel, forvirrede mine Tanker meget, og jeg skiftede Farve; men jeg bevarede Ordet i mit Hjerte.

²⁷ Og jeg, Daniel var aldeles afmægtig og syg i fiere Dage; siden stod jeg op og udrettede Konens Gerning; og jeg var forfærdet over Synet, og der var ingen, som forstod det.

⁷ Thi den Herre, HERRE gør ikke noget, uden at han har aabenbalet sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne.

⁶ som drikke Vin af Skaaler og salve sig med den ypperste Olie, men føle ikke Smerte over Josefs Brøst!

⁶ Men der Herodes holdt sin Fødselsdag, dansede Heodias' Datter for dem; og hun behagede Herodes.

²³ Derfor er Himmeriges Rige lignet ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere. ²⁴ Men der han begyndte at holde Regnskab, blev Een ført frem for ham, som var ti tusinde Talenter skyldig. ²⁵ Men der han Intet havde at betale med, bød hans Herre ham at sælges og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, og Gjælden at betales.

¹⁹ Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre, og holdt Regnskab med dem.

²⁶ Men der de aade, tog Jesus Brødet og takkede, brød det og gav Disciplene det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme.

²¹ Og da der kom en beleilig Dag, der Herodes gjorde sine Store og de øverste høvedsmænd og de Ypperste i Galilæa et Gjestebud paa sin Fødselsdag,

¹ Men han sagde og til sine Disciple: der var en rig Mand, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham, at han ødte hans Gods. ² Og han kaldte ham og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forstaae Huset.

⁴² Og han sagde til Jesus: Herre! kom mig i hu, naar du kommer i dit Rige.

¹⁷ Men han sagde til dem: hvad ere disse for taler, som I føre med hverandre paa Veien, og hvi see I saa bedrøvede ud.

³² Jesus svarede dem: mange gode Gjerninger viste jeg Eder fra min Fader: for hvilken af disse Gjerninger stene I mig?

²⁵ Dog, de Ord, som ere skrevne i deres Lov, maa fuldkommes: de hadede mig uforskyldt.

³⁰ Vore Fædres Gud opriste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge.

²⁰ Men Herodes var fjendtlig sindet imod de Tyrier og Sidonier. Men de kom samdrægteligen til ham, og fik Blastus, som var Kongens øverste bade om Fred, fordi deres Land fik tilførsel fra Kongens.

²⁷ thi jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte Eder alt Guds Raad.

¹² Og hverken i Templet have de fundet mig i Ordvexel med Nogen, eller at gjøre Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden. ¹³ De kunne ei heller bevise det, som de nu anklage mig for. ¹⁴ Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lærevei, hvilken de kalde en Sect, tjenersaaledes den fædrene Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne, ¹⁵ og har det Haab til Gud, hvilket disse og selv forvente, at de Dødes Opstandelse forestaaer, baade de Retfærdiges og de Uretfærdiges. ¹⁶ Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene. ¹⁷ Men efter mange Aars Forløb kom jeg, for at bringe Almisser til mit Folk og Offringer. ¹⁸ Herved fandt nogle Jøder fra Asien mig, der jeg blev renset i Templet, uden Opløb og uden Larm. ¹⁹ Disse burde være tilstede for dig og kalge, om de have Noget imod mig. ²⁰ Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen uret hos mig, da jeg stod for Raadet, ²¹ uden det maatte være dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: jeg dømmes idag af Eder for de Dødes Opstandelse.

¹⁰ Men Paulus sagde: jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som du og veed heel vel. ¹¹ Thi har jeg handlet Uret eller gjort Noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er det, hvorfor de anklage mig, uden Grund, ada kan Ingen af Gunst opoffre mig tildem. Jeg indskyder mig for Keiseren.

²¹ Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg hellere dette.

⁴ og de drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af den aandelige Klippe, som fulgte dem; men Klippen var Christus.

²⁴ takkede og brød det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme, som brydes for Eder; dette gjører til min Ihukommelse!

¹⁰ en Anden Kraft til Undergjerninger; en Anden prophetisk Gave; en Anden at bedømme Aander; en Anden adskillige Tungemaal; en Anden til at udlægge Tungemaal. ¹¹ Men alt dette virker krafteligen den ene og samme Aand, som uddeler til Enhver i Besynderlighed, eftersom han vil.

¹³ Christus har frikjøbt os fra Lovens Forbandelse, der han blev en Forbandelse for os; (thi der er skrevet: forbandet er hver den, som hænger paa et Træ;)

²⁵ Thi Hagar er Sinai Bjerg i Arabia og svarer til det Jerusalem, som nu er og er i Trældom med sine Børn.

¹⁰ Skjørlevnere, Syndere imod naturen, Mennesketyve, Løgnere, Meenedere, og hvad Andet der er imod den sunde Lærdom,

¹⁷ Thi det er bedre, (om det saa er Guds Villie), at lide, naar man gjør Godt, end naar man gjør Ondt. ¹⁸ Thi og Christus led eengang for vore Synder, den Retfærdige for de uretfærdige, at han kunde føre os frem til Gud, han, som vel led Døden efter Kjødet, men blev levendegjort efter Aaanden;