Genesis 24:67 Cross References - Danish

⁶⁷ Saa ledte Isak hende til sin Moder Saras Telt og han tog Rebekka, og hun blev hans Hustru, og han elskede hende og Isak blev trøstet efter sin Moder.

²² Og Gud HERREN byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. ²³ Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. ²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød.

⁶ Og Abraham skyndte sig til Teltet, til Sara, og sagde: Tag hastig tre Maader Hvedemel; ælt og bag Kager!

⁹ Og de sagde til ham: Hvor er Sara, din Hustru og han svarede: Se, i Teltet. ¹⁰ Og han sagde: Jeg vil visseligen komme til dig igen ved denne Aarsens Tid, og se, Sara, din Hustru, skal have en Søn; og Sara hørte det i Teltets Dør, og den var bag ham.

¹ Og Sara levede hundrede og syv og tyve Aar, disse vare Saras Livsaar. ² Og Sara døde i Kirjath-Arba, det er Hebron i Kanaans Land; da kom Abraham for at sørge over Sara og at begræde hende.

²⁰ Og Isak var fyrretyve Aar gammel, der han tog Rebekka, Bethuel den Syrers Datter, af Paddan Aran Laban den Syrers Søster, sig til Hustru.

¹⁸ Og Jakob elskede Rakel og sagde: Jeg vil tjene dig syv Aar for Rakel, din yngste Datter.

³⁵ Og alle hans Sønner og alle han Døtre lagde sig efter at trøste ham men han vilde ikke lade sig trøst og sagde: Thi jeg maa fare med Sorg ned i Graven til min Søn; og hans Fader begræd ham.

¹² Der mange Dage vare forløbne, da døde Suas Datter, Judas Hustru, og efter at Juda var trøstet, gik han op til Thimnat til dem, som klippede hans Hjord, han og Hira, hans Ven, den Adullamiter.

² Jeg vilde lade dig, jeg vilde føre dig til min Moders Hus: du skulde lære mig; jeg skulde give dig af krydret Vin at drikke, af mit Granattræs Most.

¹ Syng med Fryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! Raab med Frydesang, ja, raab højt, du som ikke havde Fødselssmerte! thi den forladtes Børn ere flere end hendes Børn, som har sin Mand, siger HERREN. ² Udvid Pladsen til dit Paulun; og lad dem udspænde din Boligs Tæpper, forhindre det ikke; stræk dine Teltsnore langt ud, og befæst dine Teltpæle! ³ Thi du skal udbrede dig til højre og til venstre, og din Sæd skal arve Hedningerne, og den skal befolke de Ødelagte Stæder. ⁴ Frygt ikke, thi du skal ikke beskæmmes, og vær ikke skamfuld, thi du skal ikke komme til at blues; thi du skal glemme din Jomfrustands Skam og ikke ydermere ihukomme din Enkestands Forsmædelse. ⁵ Thi din Skaber er din Ægtemand, HERREN Zebaoth er hans Navn; og din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud.

¹ Og, at I vilde holde mig en liden Daarlighed tilgode! Dog, jeg veed, at I holde mig den tilgode. ² Thi jeg er nidkjær over Eder med Guds Nidkjærhed; jeg har trolovet Eder med en Mand, at jeg kunde fremstille Christus en reen Jomfru.

²² Kvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren; ²³ thi manden er Kvindes Hoved ligesom og Christus er Menighedens Hoved, og han er sit Legems Saliggjører. ²⁴ Men ligesom Menigheden er Christus underdanig, saaledes skulle og Kvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting. ²⁵ I mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, ²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet, ²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig. ²⁸ Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer, som deres egne Legemer; hvo som elsker sin hustru, elsker sig selv. ²⁹ Ingen hadede jo nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederkvæger det, ligesom og Herren Menigheden. ³⁰ Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been. ³¹ Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød. ³² Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Herren og Menigheden. ³³ Dog I ogsaa, hver især elske sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.

¹³ Men jeg vil ikke, at i skulle være uvidende, Brødre! om de Hensovede, paa det I ikke skulle sørge som de Andre, der ikke have Haab.

¹⁵ Thi dette sige vi Eder som Herrens Ord, at vi, som leve, som overblive til Herrens tilkommelse, vi skulle ikke komme forud for de Hensovede.