Genesis 19:19 Cross References - Danish

¹⁹ Se nu, din Tjener har fundet Naade for dine Øjne, og du har ladet din Miskundhed blive stor, som du har bevist mig, ved at lade mig leve; og jeg kan ikke frelse mig paa Bjerget, Ulykken maatte komme paa mig, saa at jeg døde.

¹³ Kære, sig, at du er min Søster, at det kan gaa mig vel for din Skyld, og min Sjæl maa leve formedelst dig.

¹⁷ Og min Vrede skal optændes, imod det paa den samme Dag, og jeg skal forlade dem og skjule mit Ansigt for dem, saa at de skulle blive fortærede, og mangfoldige Ulykker og Angster skulle ramme det; og det skal sige paa den samme Dag: Have ikke disse onde Ting rammet mig, fordi min Gud ikke er midt iblandt mig?

¹ Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; intet er mig bedre, end at jeg flyr til Filisternes Land, at Saul kan opgive at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemærke, og at jeg kan undgaa hans Haand.

⁹ Og de skulle sige: Fordi de forlode HERREN deres Gud, som udførte deres Fædre af Ægyptens Land, og holdt fast ved andre Guder og tilbade dem og tjente dem, derfor har HERREN ladet alt dette onde komme over dem.

¹ Til Sangmesteren; af David, HERRENS fjener, som talte Ordene af denne Sang for HERREN paa den Dag, HERREN havde friet ham fra alle hans Fjenders Haand og fra Sauls Haand. ² Og han sagde: HERRE! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke! ³ HERREN er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg. ⁴ Jeg vil paakalde HERREN, som bør loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender. ⁵ Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig. ⁶ Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig. ⁷ Da jeg var i Angest, raabte jeg til HERREN, ja, jeg raabte til min Gud; han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab til ham kom for hans Øren. ⁸ Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skælvede; og de bævede, thi han var vred. ⁹ Der opgik Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; Gløder gnistrede ud af den. ¹⁰ Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. ¹¹ Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger. ¹² Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer. ¹³ Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder. ¹⁴ Og HERREN tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder. ¹⁵ Og han udskød sine Pile og adspredte dem, og han lod det lyne stærkt og for færdede dem. ¹⁶ Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE! ved din Næses Aandes Vejr. ¹⁷ Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande. ¹⁸ Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for stærke. ¹⁹ De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men HERREN var min Understøttelse. ²⁰ Og han førte mig ud i det fri han frelste mig, thi han havde Lyst til mig. ²¹ HERREN vederlagde mig efer min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed. ²² Thi jeg har bevaret HERRENS Veje, o jeg er ikke funden skyldig for min Gud. ²³ Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke. ²⁴ Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd. ²⁵ Og HERREN betalte mtg efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Renhed for hans Øjne. ²⁶ Imod den fromme beviser du dig from; imod den oprigtige Mand viser du dig oprigtig; ²⁷ imod den rene viser du dig ren, og irnod den forvendte viser du dig forvendt. ²⁸ Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne. ²⁹ Thi du bringer min Lampe til at lyse; HERREN min Gud opklar, er mit Mørke. ³⁰ Thi ved dig stormer jeg imod en Trop, og ved min Gud springer jeg over en Mur. ³¹ Guds Vej er fuldkommen; HERRENS Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham. ³² Thi hvo er en Gud uden HERREN og hvo er en Klippe uden vor Gud? ³³ Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen, ³⁴ han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje. ³⁵ Han vænner mine Hænder til Striden, og mine Arme spænde Kobberbuen. ³⁶ Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor. ³⁷ Du gør Rummet vidt under mig for mine Skridt, og mine Ankler vakle ikke. ³⁸ Jeg forfølger mine Fjender og naar dem og vender ikke tilbage, før jeg har udryddet dem. ³⁹ Jeg knuser dem, at de ikke kunne staa op; de faldt under mine Fødder. ⁴⁰ Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig. ⁴¹ Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg. ⁴² De raabte, men der var ingen Frelser; til HERREN, men han svarede dem ikke. ⁴³ Og jeg støder dem smaa som Støv for Vejret, som Dynd paa Gader fejer jeg dem bort. ⁴⁴ Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig. ⁴⁵ Da deres Øren hørte om mig, adløde de mig, den fremmedes Børn smigrede for mig. ⁴⁶ Den fremmedes Børn henvisne; de komme skælvende frem af deres Borge. ⁴⁷ HERREN lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud, ⁴⁸ den Gud, som giver mig Hævn, og tvinger Folkene under mig. ⁴⁹ Du er den, som udfrier mig fra mine Fjender, du sætter mig i Sikkerhed for mine Modstandere, du redder mig fra Voldsmanden. ⁵⁰ Derfor vil jeg bekende dig, HERRE! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin salvede, imod David og imod hans Sæd evindelig.

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David. ² Jeg har biet taalmodigt efter HERREN, og han bøjede sig til mig og hørte mit Raab. ³ Og han drog: mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, han befæstede mine Skridt. ⁴ Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lovsang til vor Gud; mange skulle se og frygte og forlade sig paa HERREN. ⁵ Salig den Mand, som sætter sin Tillid til HERREN og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn. ⁶ HERRE, min Gud! du har gjort dine underfulde Ting og dine Tanker mangfoldige imod os; ingen kan opregne dem for dig, ellers skulde jeg kundgøre og udsige dem; de ere flere, end man kan tælle dem. ⁷ Du har ikke Lyst til Slagtoffer og Madoffer; du har aabnet mig ørene; du har ikke begæret Brændoffer eller Syndoffer. ⁸ Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig. ⁹ Jeg har Lyst til at gøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste. ¹⁰ Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; HERRE! du ved det. ¹¹ Jeg har ikke skjult din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg har talt om din Trofasthed og din Frelse; jeg har ikke dulgt din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling. ¹² Du, HERRE! vil ikke holde din Barmhjertighed tilbage fra mig; din Miskundhed og din Sandhed ville altid bevare mig. ¹³ Thi Ulykker have omspændt mig, saa der er intet Tal derpaa, mine Misgerninger have grebet mig, og jeg kan ikke se; de ere flere end Haarene paa mit Hoved, og mit Hjerte har forladt mig. ¹⁴ HERRE! lad det behage dig at udfri mig; HERRE! skynd dig at Hjælpe mig. ¹⁵ Lad dem til Hobe blues og blive til Skamme, som søge efter mit Liv for at tage det bort; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville mig ondt. ¹⁶ Lad dem forfærdes over deres egen Skændsel, dem, som sige om mig: Ha, ha! ¹⁷ Lad dem frydes og glædes i dig, alle som søge dig lad dem altid sige: HERREN være storlig lovet! dem, som elske din Frelse. Men jeg er elendig og fattig; Herren vil tænke paa mig; du er min Hjælp og den, som udfrier mig; min Gud! tøv ikke.

⁷ Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. ⁸ Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere? ⁹ Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt? ¹⁰ Har Gud glemt at være naadig eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela. ¹¹ Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

¹ Af David. Min Sjæl! lov HERREN, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn. ² Min Sjæl! lov HERREN og glem ikke alle hans Velgerninger, ³ ham, som forlader dig alle dine Misgerninger; ham, som læger alle dine Sygdomme; ⁴ ham, som genløser dit Liv fra Graven; han, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed; ⁵ han, som mætter din Sjæl med det gode, at du bliver ung igen som Ørnen. ⁶ HERREN øver Retfærdighed og Ret for alle fortrykte. ⁷ Han lod Mose vide, sine Veje, Israels Børn sine Gerninger. ⁸ HERREN er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed. ⁹ Han skal ikke bestandig gaa i Rette, ej heller beholde Vrede evindelig. ¹⁰ Han har ikke gjort imod os efter vore Synder og ikke betalt os efter vore Misgerninger. ¹¹ Thi saa høj Himmelen er over Jorden, har hans Miskundhed været mægtig over dem, som frygte ham. ¹² Saa langt som Østen er fra Vesten, har han ladet vore Overtrædelser være langt fra os. ¹³ Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer HERREN sig over dem, som frygte ham. ¹⁴ Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, at vi ere Støv. ¹⁵ Et Menneskes Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa blomstrer han. ¹⁶ Naar et Vejr farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke længere. ¹⁷ Men HERRENS Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed med Børnebørn, ¹⁸ med dem, som holde hans Pagt, og med dem, som komme hans Befalinger i Hu for at gøre derefter. ¹⁹ HERREN har befæstet sin Trone i Himmelen, og hans Rige behersker alt. ²⁰ Lover HERREN, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst! ²¹ Lover HERREN, alle hans Hærskarer! I hans Tjenere, som gøre hans Villie! ²² Lover HERREN, I hans Gerninger alle til Hobe! i alle hans Herredømmes Steder: Min, Sjæl, lov HERREN!

¹ Halleluja! Priser HERREN! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. ² Hvo kan udsige HERRENS vældige Gerninger, forkynde al hans Pris? ³ Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider. ⁴ HERRE! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse, ⁵ at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, gleede mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv. ⁶ Vi have syndet mod vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed. ⁷ Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundbed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav. ⁸ Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt. ⁹ Og han truede det røde Hav, og det blev tørt; og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken. ¹⁰ Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genog der flød Vand, det løb igennem ¹¹ Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem. ¹² Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris. ¹³ Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad. ¹⁴ Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land. ¹⁵ Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen. ¹⁶ Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, HERRENS hellige. ¹⁷ Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob. ¹⁸ Og Ild flammede op iblandt deres Hob en Bue fortærede de ugudelige. ¹⁹ De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede. ²⁰ Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter. ²¹ De glemte Gud; deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, ²² underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige rring ved det røde Hav. ²³ Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem? ²⁴ De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord. ²⁵ Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa HERRENS Røst. ²⁶ Og han svor dem med opraki Iand, at han vilde lade dem falde i Ørken, ²⁷ og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene ²⁸ Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder ²⁹ Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem. ³⁰ Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op. ³¹ Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig. ³² De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld. ³³ Thi de vare genstridige imod hans Aand, og halalte ubetænksomt med sine Læber. ³⁴ De ødelagde ikke Folkene, om hvilke HERREN Havde sagt det til ³⁵ Men de blandede sig med hedningerne og lærte deres Gerninger. ³⁶ Og de tjente deres afguder, og disse bleve dem til en Snare. ³⁷ Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne. ³⁸ Og de udøste uskyldig Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet. ³⁹ Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter. ⁴⁰ Da optændtes HERRENS Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv. ⁴¹ Og Han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem. ⁴² Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand. ⁴³ Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld. ⁴⁴ Dog saa han til dem, da do vare i Angest, idet han hørte deres Raab. ⁴⁵ Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed. ⁴⁶ Og han lod den fande Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem. ⁴⁷ Frels os, HERRE, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn; rose os af din Pris! ⁴⁸ Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!

¹ Jeg elsker HERREN; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer. ² Thi han har bøjet sit øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham. ³ Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. ⁴ Men jeg paakalder HERRENS Navn: Kære HERRE! udfri min Sjæl! ⁵ HERREN er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. ⁶ HERREN bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig. ⁷ Min Sjæl! kom tilbage til din Ro; thi HERREN har gjort vel imod dig. ⁸ Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Stød. ⁹ Jeg vil vandre for HERRENS Ansigt i de levendes Lande. ¹⁰ Jeg troede, derfor talte jeg; jeg var saare plaget. ¹¹ Jeg sagde, der jeg forfærdedes: Hvert Menneske er en Løgner. ¹² Hvorledes skal jeg betale HERREN alle hans Velgerninger imod mig? ¹³ Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde HERRENS Navn. ¹⁴ Jeg vil betale HERREN mine Løfter, og det for alt hans Folks Øjne. ¹⁵ Kostbar i HERRENS Øjne er hans helliges Død. ¹⁶ Ak, HERRE! thi jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenestekvindes Søn, du har løst mine Baand. ¹⁷ Dig vil jeg ofre Takoffer og paakalde HERRENS Navn. ¹⁸ Jeg vil betale HERREN mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne, ¹⁹ i HERRENS Hus's Forgaarde, midt i dig, Jerusalem! Halleluja!

²⁵ Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae. ²⁶ Og han sagde til dem: hvi ere I frygtagtige, I lidet Troende? Da stod han op og truede Veirene og Søen, og det blev ganske blikstille.

¹⁹ Men han svarede dem og sagde: o du vantroe Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder? hvorlænge skal jeg taale Eder? Bringer ham til mig!

³¹ Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os.

¹⁴ Men vor Herres Naade har viist sig meget overflødig med Tro og Kjærlighed i Christus Jesus. ¹⁵ Det er en troværdig Tale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden at gjøre Syndere salige, iblandt hvilke jeg er den største. ¹⁶ Men derfor er mig Barmhjertighed vederfaren, at Jesus Christus vilde paa mig, som den første, vise al langmodighed, dem til et Exempel, som skulde tro paa ham til det evige liv.