Ezekiel 9 Cross References - Danish

¹ Og han raabte for mine Øren med høj Røst og sagde: I, som holde Vagt over Staden! kommer hid, hver med sit ødelæggende Vaaben i sin Haand. ² Og se, der kom seks Mand ad Vejen fra den Øverste Port, som vender imod Norden, og hver havde sit knusende Vaaben i sin Haand; men der var een Mand midt iblandt dem, klædt i Linklæder, med et Skriveredskab ved Hoften; og de gik ind og stode ved siden af Kobberalteret. ³ Og Israels Guds Herlighed hævede sig op fra Keruben, over hvilken den var, hen til Husets Dørtærskel; og han kaldte den Mand, som var klædt i Linklæderne, og som havde Skriveredskabet ved Hoften. ⁴ Og HERREN sagde til ham: Gak midt igennem Staden, midt igennem Jerusalem, og sæt et Tegn paa Panden af de Mænd, som sukke og jamre over alle de Vederstyggeligheder, som ske i dens Midte. ⁵ Og til de andre sagde han for mine Øren: Gaar igennem Staden efter ham, og slaar ned; eders Øjne skulle ikke spare, og I skulle ikke skaane. ⁶ Gamle Mænd, unge Karle og Jomfruer og smaa Børn og Kvinder skulle I slaa ihjel, saa at de udryddes; men rørrer ikke nogen, paa hvem regnet er, og begynder fra min Helligdom af! Og de begyndte med de gamle Mænd, som vare foran Huset. ⁷ Og han sagde til dem: Besmitter Huset og fylder Forgaarden med ihjelslagne; gaar derpaa ud; og de gik ud og sloge ihjel i Staden. ⁸ Og det skete, der de ihjelsloge dem, og jeg blev tilbage, da faldt jeg ned paa mit Ansigt og raabte og sagde: Ak, Herre, HERRE! vil du da ødelægge alt det, som er blevet tilovers af Israel, idet du udøser din Harme over Jerusalem? ⁹ Og han sagde til mig: Israels og Judas Hus's Misgerning er over al Maade stor, og Landet er fyldt med Blodskyld, og Staden er fuld af Retskrænkelse; thi de sige: HERREN har forladt Landet, og HERREN ser det ikke. ¹⁰ Og jeg! mit Øje skal heller ikke spare, og jeg vil ikke skaane; men jeg vil lade deres Vej falde tilbage paa deres Hoved. ¹¹ Og se, den Mand, som var klædt i Linklæderne, og som havde Skriveredskaber ved Hoften, bragte Svar tilbage og sagde: Jeg har gjort, ligesom du befalede mig.

²³ Og Abraham traadte frem og sagde: Vil du da Ødelægge den retfærdige med den ugudelige?

⁷ Og de skulle tage af Blodet og stryge paa begge Dørstolperne og paa det øverste Dørtre af Husene, i hvilke de æde det.

¹³ Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt edel til Fordærvelse, naar jeg slaar Ægyptens Land.

²³ Og HERREN skal gaa igennem for at slaa Ægypterne, og han skal se Blodet paa det øverste Dørtræ og paa beage Dørstolperne, og HERREN skal gaa Døren forbi og ikke tilstede Fordærveren at komme til eders Huse for at slaa.

¹ Og du skal gøre Alteret af Sihimtræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være og tre Alen højt. ² Du skal og gøre dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn skulle være ud af eet med det. Og du skal beslaa det med Kobber. ³ Og du skal gøre dets Gryder til at tage Aske med og dets Ildskuffer og dets Skaaler og dets Madkroge og dets Ildkar: Alle Redskaber dertil skal du gøre af Kobber. ⁴ Du skal gøre et Gitter dertil, gjort som et Net, af Kobber; og du skal gøre paa Nettet fire Kobberringe i dets fire Hjørner. ⁵ Og du skal sætte det neden for Alterets Afsæt, og Nettet skal naa indtil midt paa Alteret. ⁶ Du skal og gøre Stænger til Alteret, Stænger af Sithimtræ, og du skal beslaa dem med Kobber. ⁷ Og dets Stænger skulle stikkes i Ringene, og Stængerne skulle være paa begge Alterets Sider til at bære det med,

²⁷ Og han sagde til dem: Saa siger HERREN, Israels Gud: Hver binde sit Sværd ved sin Side; gaar frem og tilbage, fra den ene Port i Lejren til den anden, og ihjelslaar her sin Broder og hver sin Ven og hver sin Næste.

²⁹ Og han satte Brændofrets Alter ved Døren til Forsamlingens Pauluns Tabernakel, og ofrede derpaa Brændofret og Madofret saasom HERREN havde befalet Mose.

⁴ Han skal iføre en hellig linned Kjortel og have linnede Underklæder paa sin Krop og ombinde sig med et linned Bælte, med en linned Præstehue han skal bedække sig; disse ere de hellige Klæder, og han skal bade sit legeme i Vand og iføre sig dem.

⁵ Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns hele Menigheds Forsamling.

⁴ Der Mose hørte det, da faldt han paa sit Ansigt.

²¹ Skiller eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gøre Ende paa dem, i et Øjeblik. ²² Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud, alt Køds Aanders Gud! om den ene Mand synder, vil du derfor blive vred paa al Menigheden?

⁴⁵ Forføjer eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gøre Ende paa dem i et Øjeblik; og de faldt ned paa deres Ansigter.

⁷ Og Pinehas, en Søn af Eleasar, der var en Søn af Præsten Aron, saa det og han stod op midt i Menigheden og tog et Spyd i sin Haand. ⁸ Og han gik ind efter den israelitiske Mand i Horekippen og igennemstak dem begge, nemlig den israelitiske Mand og Kvinden, gennem deres Liv. Da aflod Plagen fra Israels Børn.

¹⁵ Og Mose sagde til dem: Have I ladet Kvinderne leve? ¹⁶ Se, disse bleve paa Bileams Ord Anledning for Israel Børn til Troløshed mod HERREN formedelst Sagen med Peor; hvorfor Plagen kom over HERRENS Menighed. ¹⁷ Og nu, slaar alt Mandkøn ihjel iblandt smaa Børn, og slaar hver Kvinde ihjel, som har kendt Mand, ved at ligge hos Mandkøn;

³⁴ Og vi indtoge alle hans Stæder paa samme Tid, og vi bandlyste hver Stad, Mænd og Kvinder og smaa Børn; vi lode ingen undkommen blive tilovers,

⁶ Og vi bandlyste dem, ligesom vi gjorde ved Sihon, Kongen af Hesbon; vi bandlyste alle Stæderne Mænd, Kvinder og smaa Børn.

¹⁸ Og jeg faldt ned for HERRENS Ansigt som første Gang, fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, jeg aad ikke Brød og drak ikke Vand, for alle eders Synders Skyld, som I syndede med, da I gjorde det onde for HERRENS Øjne til at opirre ham

²⁹ Thi jeg ved, at efter min Død ville I vist handle fordærveligt og afvige fra den Vej, som jeg har budet eder, saa skal det onde møde eder i de sidste Dage, naar I gøre det onde for HERRENS Øjne til at opirre ham med eders Hænders Gerning.

⁵ Det har fordærvet sig for ham, det er ikke hans Børn, det er deres Skændsel, - en forvendt og vanartet Slægt.

¹⁵ Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud - du blev fed, blev tyk, fik Huld -- og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe. ¹⁶ De; gjorde ham nidkær ved fremmede Guder; med Vederstyggeligheder opirrede de ham. ¹⁷ De ofrede til de Magter, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kendte, til de nye, som vare opkomne for nylig, hvilke eders Fædre ikke frygtede. ¹⁸ Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke. ¹⁹ Og HERREN saa det og blev vred af Fortørnelse over sine Sønner og sine Døtre. ²⁰ Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slægt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab. ²¹ De gjorde mig nidkær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres, Afguder, og jeg vil gøre dem nidkære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem. ²² Thi Ild er optændt i rnin Vrede, og den brænder til Helvedes Dyb, og den fortærer Landet og dets Grøde og stikker Ild paa Bjergenes Grundvold.

³⁹ Ser nu at jeg er, og der er ingen Gud ved Siden af mig; jeg døder og gør levende, jeg saarer og jeg læger, og der er ingen, som redder af min Haand. ⁴⁰ Thi jeg opløfter min Haand til Himmelen og siger: Jeg, jeg lever evindeligen. ⁴¹ Naar jeg skærper mit Sværds Lyn, og min Haand griber til Retten, da vil jeg lade Hævnen komme tilbage over mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade.

⁴¹ Naar jeg skærper mit Sværds Lyn, og min Haand griber til Retten, da vil jeg lade Hævnen komme tilbage over mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade. ⁴² Jeg vil gøre mine Pile drukne af Blod, og mit Sværd skal æde Kød, af den ihjelslagnes og fangnes Blod, af Fjendens Fyrsters Hoved.

¹⁸ Se, naar vi komme ind i Landet, da skal du binde denne Skarlagens Snor i Vinduet, igennem hvilket du har ladet os ned, og du skal samle til i Huset din Fader og din Mor og dine Brødre og din Faders ganske Hus; ¹⁹ og det skal ske, hver den, som gaar ud af dit Huses Døre udenfor, hans Blod skal være paa hans Hoved, og vi skulle være uskyldige; men hver den, som er med dig i Huset, hans Blod skal være paa vort Hoved, dersom der bliver lagt Haand paa ham.

¹⁷ Og Staden, den og alt det, som er i den, skal være sat i Band for HERREN; kun den Skøge Rahab skal leve, hun og alle de, som ere i Huset med hende; thi hun skjulte Budene, som vi udsendte ¹⁸ Kun maa I forvare eder for det bandlyste, at I ikke komme under Band og tage af det bandlyste og sætte Israels Lejr i Band og forstyrre den. ¹⁹ Men alt Sølv og Guld og Kobberkar og Jern, det skal være helligt for HERREN; det skal komme til HERRENS Liggendefæ. ²⁰ Og Folket skreg, da de blæste i Basunerne; ja det skete, der Folket hørte Basunernes Lyd, da skreg Folket med et stort Skrig, og Muren faldt lige ned, og Folket steg op i Staden, hver lige frem for sig, og de indtoge Staden. ²¹ Og de ødelagde alt det, som var i Staden, baade Mand og Kvinde, baade ung og gammel, og Øksne og Faar og Asener, med skarpe Sværd. ²² Men Josva sagde til de to Mænd, som havde spejdet Landet: Gaar i den Kvindes, den Skøges Hus, og udfører Kvinden derfra og alt det, som hører hende til, som I have svoret hende. ²³ Da gik de unge Karle, Spejderne, ind og udførte Rahab og hendes Fader og hendes Moder og hendes Brødre, og alt det, som hørte hende til, og al hendes Slægt udførte de; og de lode dem blive uden for Israels Lejr. ²⁴ Men Staden opbrændte de med Ild og alt det, som var i den; alene Sølvet og Guldet og Kobberkarrene og Jernet, det gave de til HERRENS Huses Liggendefæ. ²⁵ Men Josva lod Rahab, den Skøge, og hendes Faders Hus og alt det, som hørte hende til, leve, og hun boede midt iblandt Israel indtil denne Dag; thi hun skjulte Budene, som Josva havde udsendt til at spejde Jeriko.

⁶ Og Josva sønderrev sine Klæder og faldt paa sit Ansigt til Jorden for HERRENS Ark indtil Aftenen, han og de Ældste af Israel, og de kastede Støv paa deres Hoved.

¹⁵ Men HERREN havde aabenbaret for Samuels Øre den Dag, førend Saul kom, og sagt:

³ Gak nu hen, og du skal slaa Amalek, og I skulle ødelægge alt det, han har, og du skal ikke spare ham; men du skal slaa ihjel baade Mand og Kvinde, baade spædt og diende Barn, baade Okse og Lam, baade Kamel og Asen.

⁴⁰ Da sagde Elias til dem: Griber Baals Profeter, at ingen Mand undkommer af dem; og de grebe dem, og, Elias førte dem ned til Kisons Bæk og nedhuggede dem der.

²⁴ Og der de gik ind til at gøre Slagtofre og Brændofre, da beskikkede Jehu sig firsindstyve Mænd udenfor og sagde: Dersom nogen af de Mænd skulde undkomme, som jeg har ført hid under eders Hænder, da skal der bødes med Liv for Liv.

³⁵ Dog blev Højene ikke borttagne, Folket ofrede endnu og gjorde Røgelse paa Højene; han byggede den øverste Port paa HERRENS Hus.

⁷ Og det skete, fordi Israels Børn havde syndet imod HERREN deres Gud, som havde ført dem op af Ægyptens Land, fra at være under Faraos, Kongen af Ægyptens Magt, og fordi de frygtede andre Guder; ⁸ og de vandrede i de Hedningers Skikke hvilke HERREN havde fordrevet for Israels Børns Ansigt, og i dem, som Israels Konger havde indført; ⁹ og Israels Børn skjulte Ting, som ikke var ret for HERREN deres Gud og byggede sig Høje i alle Stæder, fra Vogternes Taarn indtil hver fast Stad; ¹⁰ og de oprejste sig Støtter og Astartebilleder paa hver ophøjet Høj og under hvert grønt Træ; ¹¹ og de gjorde Røgelse der paa alle Højene ligesom Hedningerne, hvilke HERREN havde bortført fra deres Ansigt, og de gjorde onde Ting til at opirre HERREN; ¹² og de tjente de stygge Afguder, om hvilke HERREN havde sagt til dem: I skulle ikke gøre denne Ting; ¹³ og HERREN lod vidne i Israel og i Juda ved alle sine Profeter, alle Seere, sigende: Vender om fra eders onde Veje og holder mine Bud, mine Skikke, efter den hele Lov, som jeg bød eders Fædre; og efter det, som jeg sendte til eder om ved mine Tjenere, Profeterne; ¹⁴ men de havde ikke været lydige, men de forhærdede deres Nakke, ligesom deres Fædres Nakke, de, som ikke troede paa HERREN deres Gud; ¹⁵ tilmed forkastede de hans Skikke og hans Pagt, som han havde gjort med deres Fædre, og hans Vidnesbyrd, som han havde vidnet for dem, og de vandrede efter Forfængelighed og bleve forfængelige, og efter Hedningerne, der vare trindt omkring dem, om hvilke HERREN havde budet dem, at de ikke skulde gøre som de; ¹⁶ ja de forlode alle HERREN deres Guds Bud og gjorde sig støbte Billeder, to Kalve, og de gjorde Astartebilleder og tilbade al Himmelens Hær og tjente Baal; ¹⁷ og de lode deres Sønner og deres Døtre gaa igennem Ilden og omgikkes med Spaadom og agtede paa Fugleskrig og solgte sig til at gøre det, som var ondt for HERRENS Øjne, for at opirre ham: ¹⁸ derfor blev HERREN saare vred paa Israel og bortdrev dem fra sit Ansigt; der blev ingen tilovers uden Judas Stamme alene. ¹⁹ Heller ikke Juda holdt HERRENS, deres Guds, Bud; men de vandrede efter Israels Skikke, som de havde indført. ²⁰ Saa forkastede HERREN al Israels Sæd og plagede dem og gav dem i Røveres Hænder, indtil han havde bortstødt dem fra sit Ansigt ²¹ Thi Israel havde revet sig løs fra Davids Hus, og de gjorde Jeroboam, Nebats Søn, til Konge; og Jeroboam drog Israel bort fra HERREN og kom dem til at synde en stor Synd. ²² Og Israels Børn vandrede i alle Jeroboams Synder, som han gjorde; de vege ikke derfra, ²³ indtil HERREN bortdrev Israel fra sit Ansigt, saaledes som han havde sagt ved alle sine Tjenere, Profeterne; saa blev Israel bortført fra sit Land til Assyrien indtil denne Dag.

¹⁶ Tilmed udøste Manasse ogsaa saare meget uskyldigt Blod, indtil han fyldte Jerusalem fra den ene Ende til den anden; foruden hans Synd, med hvilken han kom Juda til at synde, til at gøre det onde for HERRENS Øjne.

¹³ Gaar hen, adspørger HERREN for mig og for Folket og for al Juda om denne Bogs Ord, som er funden; thi stor er HERRENS Vrede, som er optændt imod os, fordi vore Fædre, ikke have hørt paa denne Bogs Ord, saa de have gjort efter alt det, som er skrevet for os.

¹⁹ Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for HERRENS Ansigt, da du hørte, hvad jeg har talt imod dette Sted og imod dets Indbyggere, at de skulle blive til Ødelæggelse og til Forbandelse, og du sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt: Saa har ogsaa jeg hørt det, siger HERREN. ²⁰ Derfor se, jeg vil samle dig til dine Fædre, og du skal samles med dem i din Grav i Fred, og dine Øjne skulle ikke se paa al den Ulykke, som jeg vil føre over dette Sted. Og de bragte Kongen Svar tilbage.

⁴ saa og for det uskyldige Blod, som han udøste, da han fyldte Jerusalem med uskyldigt Blod; derfor vilde HERREN ikke tilgive.

¹⁵ Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge den, og der han ødelagde den, saa HERREN til og angrede det onde og sagde til Engelen, som ødelagde: Det er nok, drag nu din Haand tilbage; og HERRENS Engel stod ved Ornans, Jebusitens Tærskeplads. ¹⁶ Der David opløftede sine Øjne og saa HERRENS Engel staa imellem Jorden og imellem Himmelen og det dragne Sværd i hans Haand udrakt over Jerusalem, da faldt David og de Ældste, skjulte med Sæk, paa deres Ansigt.

¹ Han gjorde og et Kobberalter; tyve Alen var dets Længde og tyve Alen dets Bredde og ti Alen dets Højde.

²³ Da ville du høre fra Himmelen af og gøre derefter og dømme dine Tjenere, saa at du betaler den ugudelige og fører hans Vej over hans Hoved og retfærdiggør den retfærdige og giver ham efter hans Retfærdighed.

³ Han byggede den øverste Port paa HERRENS Hus, han byggede og meget paa Ofels Mur.

¹⁴ Og alle de øverste iblandt Præsterne og Folket forsyndede sig saare meget, idet de efterlignede alle Hedningernes Vederstyggeligheder og besmittede HERRENS Hus, som han havde helliget i Jerusalem. ¹⁵ Og HERREN, deres Fædres Gud, sendte til dem ved sine Sendebud tidligt og ideligt; thi han vilde skaane sit Folk og sin Bolig. ¹⁶ Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Profeter, indtil HERRENS Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom mere. ¹⁷ Og han førte Kaldæernes Konge op imod dem, og denne ihjelslog deres unge Karle med Sværd udi deres Helligdoms Hus og sparede hverken unge Karle eller Jomfruer, gamle eller udlevede; han gav dem alle i hans Haand.

⁵ Og ved Aftenmadoffers Tid stod jeg op fra min Faste, efterat jeg havde sønderrevet min Kjortel og min Kappe, og jeg faldt paa mine Knæ og udbredte mine Hænder til HERREN min Gud,

¹³ Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?

¹¹ Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.

¹ En Psalme, af Asaf. Gud! Hedningerne have brudt ind i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de have gjort Jerusalem til Stenhobe. ² De have givet dine Tjeneres døde Kroppe hen som Føde til Fuglene under Himmelen, dine helliges nød til de vilde Dyr i Landet. ³ De have udøst deres Blod som Vand trindt omkring Jerusalem, og der var ingen, som begrov dem.

⁷ Og de sagde: HERREN ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.

²⁰ Lover HERREN, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst!

⁵³ Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov.

¹³⁶ Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov.

⁴ Ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, en Slægt af onde, vanartede Børn! De forlode HERREN, de opirrede den Hellige i Israel, de ere vegne tilbage.

⁹ I mine Øren lyder det fra den HERRE Zebaoth: Sandelig, de mange Huse skulle vorde ødelagte, de store og gode Huse uden Indbyggere!

⁸ Og jeg hørte Herrens Røst, som sagde: Hvem skal jeg sende? og hvo vil gaa for os? da sagde jeg: Se, her er jeg, send mig!

⁶ Jeg sender ham imod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling imod det Folk, som jeg er vred paa, til at gøre Bytte og røve Rov og til at træde det ned som Ler paa Gader. ⁷ Men han, han mener det ikke saa, og hans Hjerte tænker ikke saa; men hans Hu staar til at Ødelægge og at udrydde ikke faa Folk.

¹⁴ Men den HERRE Zebaoth har saaledes aabenbaret sig for mine Øren: Denne Misgerning skal ikke udsones for eder, inden I dø! siger Herren, den HERRE Zebaoth.

¹⁵ Ve dem, som sænke sig dybt ned fra HERREN for at skjule deres Anslag, og hvis Gerninger ere i Mørket, og som sige: Hvo ser os, og os?

¹⁰ jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager; ¹¹ jeg, som kalder en Rovfugl fra Østen, en Mand, som skal gøre efter mit Raad, fra et langt fraliggende Land; jeg har baade talt det og vil lade det komme, og jeg har beskikket det, jeg vil ogsaa udføre det.

¹⁵ Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbejede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de søderknustes Hjerter levene.

² Men eders Misgerninger gøre Skilsmisse imellem eder og imellem eders Gud; og eders Synder gøre, at han skjuler Ansigtet for eder, saa at han ikke hører. ³ Thi eders Hænder ere besmittede med Blod og eders Fingre med Misgerning; eders Læber tale Løgn, eders Tunge udsiger Uret. ⁴ Der er ingen, som paakalder i Retfærdighed, og ingen, som gaar i Rette med Redelighed; man fordu lader sig paa Tomhed og taler Løgn, undfanger Uret og føder Udaad. ⁵ De udruge Basiliskæg og væve Spindelvæv; hvo, som æder af deres Æg, maa dø, og trykkes et i Stykker, udfarer der en Øgle. ⁶ Deres Væv skal ikke blive til Klæder, og man kan ikke skjule sig med deres Arbejde, deres Arbejder ere uretfærdige Arbejder, og der er Voldsgerning i deres Hænder. ⁷ Deres Fødder løbe efter det onde og haste efter at udgyde uskyldigt Blod, deres Tanker ere uretfærdige Tanker; der er Ødelæggelse og Forstyrrelse paa deres Veje. ⁸ Fredens Vej kende de ikke, og der er ingen Ret i deres Spor; deres Stier gøre de krogede for sig selv, hver den, som betræder dem, ved ikke af Fred.

¹² Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder vidne imod os; thi vore Overtrædelser følge os, og vi kende vore Misgerninger: ¹³ At vi have gjort Overtrædelser og fornægtet HERREN, og at vi have vendt os bort fra vor. Gud, at vor Tale gik ud paa Undertrykkelse og Frafald, at vi have undfanget og udtalt falske Ord af vort Hjerte. ¹⁴ Retten er vegen tilbage, og Retfærdigheden staar langt borte; thi Sandheden støder an paa Gaden, og Retten finder ingen Indgang. ¹⁵ Og Sandheden er borte, og den, som viger fra det onde, bliver et Rov. Og HERREN saa det, og det var ondt for hans Øjne, at der ingen Ret var.

⁶ Se, det er skrevet for mit Ansigt: Jeg vil ikke tie, før jeg faar betalt, ja, faar betalt det i deres Skød.

¹⁵ Thi se, jeg kalder ad alle Rigernes Stammer imod Norden, siger HERREN; og de skulle komme og sætte hver sin Stol for Indgangen til Jerusalems Porte og imod alle dens Mure trindt omkring imod alle Judas Stæder.

³⁴ Tilmed findes paa dine Flige de arme uskyldige Sjæles Blod; du har ikke grebet dem, der de brøde ind, men det var for alle disse Tings Skyld.

¹⁰ Og jeg sagde: Ak Herre, HERRE! sandelig, du har ladet dette Folk og Jerusalem svarlig skuffes, da det hed: Fred skal være med eder; og Sværdet er dog trængt ind til Sjælen.

¹ Løber omkring paa Gaderne i Jerusalem, og ser dog og kender, og søger paa dens Gader, om I kunne finde nogen, om der er nogen, som gør Ret, som beflitter sig paa Troskab, saa vil jeg tilgive den: ² Og om de end sige: Saa vist som HERREN lever, saa sværge de dog falskelig. ³ HERRE! monne dine Øjne ikke se efter Troskab? du slog dem, men de følte ingen Smerte; du fortærede dem, de vægrede, sig ved at annamme Tugt; de gjorde deres Ansigt haardere end en klippe, de vægrede sig ved at vende om. ⁴ Men jeg sagde: Det er velkun de ringe! de handle daarligt, fordi de ikke kende HERRENS Vej, deres Guds Ret; ⁵ jeg vil gaa til de store og tale med dem, thi de vide HERRENS Vej, deres Guds Ret; men de havde til Hobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene. ⁶ Derfor har en Løve fra Skoven slaget dem, en Ulv fra Ørkenerne Ødelægger dem, en Parder vaager og lurer foran deres Stæder, hver den, som gaar ud af dem, sønderrives; thi deres Overtrædelser ere mange, deres Afvigelser ere blevne mangfoldige. ⁷ Hvorfor skulde jeg tilgive dig? dine Børn forlode mig og svore ved det, som ikke er Gud; og jeg lod dem sværge; de bedreve Hor, og til Horehuset trængte de sig sammen. ⁸ De ere blevne som velfodrede ustyrlige Heste, hver vrinsker ad sin Næstes Hustru. ⁹ Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger HERREN; og skulde ikke min Sjæl hævne sig paa saadant Folk, som dette er?

¹⁵ Se, jeg vil lade komme et Folk langvejsfra over eder, Israels Hus, siger HERREN; det er et haardt Folk, det er et Folk, som har været til fra gammel Tid af; et Folk, hvis Tungemaal du ikke kender, og hvis Tale du ikke forstaar; ¹⁶ og dets Kogger er som en aaben Grav; de ere alle sammen Kæmper. ¹⁷ Og det skal fortære din Høst og dit Brød, det skal fortære dine Sønner og dine Døtre, det skal fortære dine Faar og dine Øksne, det skal fortære dit Vintræ og dit Figentræ; det skal forstyrre dine faste Stæder, som du forlader dig paa, ved Sværdet.

⁸ Se, I forlade eder paa løgnagtige Ord, som intet gavne. ⁹ Skulde I stjæle, slaa ihjel og bedrive Hor og sværge falskelig og gøre Røgelse for Baal og vandre efter fremmede Guder, som I ikke kende,

¹⁶ Fra Dan høres hans Hestes Fnysen, for Lyden af hans vældige Hestes Vrinsken ryster det ganske Land; og de komme og fortære Landet og dets Fylde, Staden og Indbyggerne derudi. ¹⁷ Thi se, jeg sender iblandt eder Slanger, Basilisker, som ikke lade sig besværge, og de skulle lyde eder, siger HERREN.

¹⁷ Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjæl græde i Løndom over Hovmodigheden, og den skal fælde bitre Taarer, og mit Øje rinde med Graad; thi HERRENS Hjord er ført fangen bort.

¹³ Og jeg sagde: Ak Herre, HERRE! se Profeterne sige, til dem: I skulle intet Sværd se og ingen. Hungersnød have hos eder men jeg vil give eder sikker Fred paa dette

¹⁹ Mon du har forkastet Juda aldeles? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor har du slaaet os, saa at der ikke er Lægedom for os? man vælter paa Fred, og der kammer intet godt, og paa Lægedommens Tid, og se, der er Forfærdelse.

¹⁷ Men dine Øjne og dit Hjerte ere ikke til andet end til din Vinding og til at udøse uskyldigt Blod og til at øve Vold og Undertrykkelse.

⁹ se, saa sender jeg Bud og henter alle Nordens Slægter, siger HERREN, ogsaa til Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil lade dem komme over dette Land og over dets Indbyggere og over alle disse Folk trindt omkring; og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til en Forfærdelse og til en Spot og til evige Ørkener.

²⁹ Thi se i den Stad, som er kaldet efler mit Navn, begyndez jea med at lade Ulykken komme; og skulde I gaa fri? I skulle ikke gaa fri! thi jeg kalder et Sværd hid over alle Jordens Beboere, siger den HERRE Zebaoth.

¹⁰ Og Judas Fyrster hørte disse Ord og de gik op fra Kongens Hus og til HERRENS Hus, og de satte sig ved Indgangen til HERRENS nye Port

⁴ Han har spændt sin Bue som en Fjende, han har stillet sig med sin højre Haand som en Modstander og har ihjelslaget alle dem, som vare en Lyst for Øjnene; han udøste sin Harme i Zions Datters Paulun som en Ild. ⁵ Herren er bleven som en Fjende, han har opslugt Israel, han har opslugt alle dens Paladser, ødelagt dens Befæstninger og voldet Judas Datter megen Sorg og Bedrøvelse. ⁶ Og han har med Vold nedrevet sit Gærde som en Haves, forstyrret sin Festforsamling; HERREN har ladet Festforsamling og Sabbat glemmes i Zion og foragtet Konge og Præst i sin Vredes Heftighed. ⁷ Herren har forkastet sit Alter, ringeagtet sin Helligdom, overgivet dens Paladsers Mure i Fjendens. Haand; man opløftede en Røst i HERRENS Hus, som var det en Festforsamlings Dag.

¹³ Formedelst dens Profeters Synder, formedelst dens Præsters Misgerninger, de, som udøste de retfærdiges Blod midt i den, ¹⁴ Vanke disse hid og did paa Gaderne som blinde, besmittede med Blod, saa at man ej kan røre ved deres Klæder.

²³ Og jeg stod op og gik ud i Dalen, og se, der stod HERRENS Herlighed ligesom den Herlighed, hvilken jeg havde set ved Floden Kebar; og jeg faldt paa mit Ansigt.

¹⁴ Men jeg sagde: Ak! Herre, HERRE! se, min Sjæl er ikke besmittet, og jeg har ikke fra min Ungdom af og mdtil nu ædet noget Aadsel eller nnget senderrevet, og der er ikke kommet urent, Kød i min Murld.

¹¹ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Efterdi du har besmittet min Helligdom med alle dine Afskyeligheder og med alle dine Vederstyggeligheder: Da vil ogsaa jeg drage, mig tilbage, og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil heller ikke skaane.

¹¹ Saa siger den Herre, HERRE: Staa i din Haand og stamp med din Fod, og sig ak over alle Israels Hus's slemme Vederstyggeligheder, at de maa falde ved Sværdet, ved Hungeren og ved Pesten.

⁴ Og mit Øje skal ikke spare dig, og jeg vil ikke skaane; thi jeg vil lade dine Veje falde tilbege paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

⁸ Nu snart vil jeg udøse min Harme over dig og fuldkomme min Vrede paa dig og dømme dig efter dine Veje og lade alle dine Vederstyggeligheder falde tilbage paa dig. ⁹ Og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; jeg vil lade dine Veje falde tilbage paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, som slaar.

⁹ Og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; jeg vil lade dine Veje falde tilbage paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN, som slaar.

²⁰ Som stadseligt Smykke brugte de det til Hoffærdighed og gjorde deraf deres Veder styggeligheders Billeder, deres Grueligheder; derfor gjorde jeg dem til Modbydelighed. ²¹ Og jeg vil give det i de fremmedes Haand som Rov og til de ugudelige paa Jorden som Bytte, at de kunne vanhellige det. ²² Og jeg vil vende mit Ansigt bort fra dem, og de skule vanhellige min Skat; og Røvere skulle komme derind og vanhellige den. ²³ Gør Lænken færdig! thi Landet er fuldt af Blodskyld og Staden fuld af Vold.

⁴ Og se, der var Israels Guds Herlighed lig det Syn, som jeg havde set i Dalen: ⁵ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! opløft dog dine Øjne imod Norden; og jeg opløftede mine Øjne imod Norden, og se, Nord for Alterporten stod dette Nidkærhedens Billede ved Indgangen. ⁶ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du, hvad disse gøre? det er store Vederstyggeligheder, som Israels Hus gør her, saa at jeg maa vige langt bort fra min Helligdom; men du skal endnu fremdeles se store Vederstyggeligheder. ⁷ Og han førte mig til Indgangen til Forgaarden, og jeg saa, og se, der var et Hul i Væggen. ⁸ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! bryd dog ind igennem Vægen; og jeg brød ind igennem Væggen, og se, der var en Dør. ⁹ Og han sagde til mig: Gak ind og se de slemme Vederstyggeligheder, som de gøre her. ¹⁰ Og jeg gik ind og saa, og se, der var alle Haande Ormes og Dyrs Billeder, Vederstyggelighed, og alle Israels Hus's Afguder udgravede paa Væggen, rundt omkring. ¹¹ Og halvjerdsindstyve Mænd af Israels Hus's Ældste, samt Jaasanja, Safans Søn, som stod midt iblandt dem, stode for deres Ansigt, og hver havde sit Røgelsekar i sin Haand, og der opsteg en Skydamp af Røgelsen. ¹² Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du hvad de Ældste af Israels Hus gøre i Mørket, hver i sine Billedkamre? thi de sige: HERREN ser os ikke, HERREN har forladt Landet.

¹² Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du hvad de Ældste af Israels Hus gøre i Mørket, hver i sine Billedkamre? thi de sige: HERREN ser os ikke, HERREN har forladt Landet. ¹³ Og han sagde til mig: Du skal endnu fremdeles se store Vederstyggeligheder, som de gøre. ¹⁴ Og han førte mig til Indgangen til HERRENS Hus's Port, som er imod Norden; og se, der sade Kvinderne, som begræd Thammus. ¹⁵ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du det? du skal endnu fremdeles se Vederstyggeligheder, større end disse. ¹⁶ Og han førte mig i HERRENS Hus's inderste Forgaard, og se, ved Indgangen til HERRENS Tempel, imellem Forhallen og imellem Alteret, var der ligesom fem og tyve Mænd, med Ryggen vendte imod HERRENS Tempel og med Ansigtet imod Østen, og de bøjede sig imod Østen for Solen. ¹⁷ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! ser du dette? er det Judas Hus for lidet at gøre de Vederstyggeligheder, som de gøre her, at de endog fylde Landet med Vold og komme atter for at opirre mig? og se, de holde Vinkvisten op for deres Næse. ¹⁸ Derfor vil jeg ogsaa gaa frem med Harme, mit Øje skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; og de skulle raabe for mine Øren med høj Røst, og jeg vil ikke høre dem.

⁵ Og til de andre sagde han for mine Øren: Gaar igennem Staden efter ham, og slaar ned; eders Øjne skulle ikke spare, og I skulle ikke skaane.

¹⁰ Og jeg! mit Øje skal heller ikke spare, og jeg vil ikke skaane; men jeg vil lade deres Vej falde tilbage paa deres Hoved.

² Og han talte til den Mand, som var klædt i Linklæderne, og sagde: Gak ind imellem Hjulene, hen under Keruben, og tag dine Næver fulde af Gløder fra den Ild, som er imellem Keruberne, og strø dem over Staden; og han gik der ind for mine Øjne.

⁴ Og HERRENS Herlighed hævede sig op fra Keruben hen til Husets Dørtærskel; og Huset fyldtes af Skyen, og Forgaarden blev fuld af HERRENS Herligheds Glans.

⁶ Og det skete, der han befalede Manden, som var klædt i Linklæderne, og sagde: Tag Ild fra den, som er imellem Hjulene, imellem Keruberne, da gik denne ind og stod ved Siden af Hjulet. ⁷ Og Keruben udrakte sin Haand fra Keruberne til Ilden, som var imellem Keruberne, og han tog deraf og lagde i Næverne paa ham, der var klædt i Linklæderne, og denne tog derimod og gik ud.

¹ Og Aanden opløftede mig og førte mig til den østre Port paa HERRENS Hus, den, som er vendt imod Østen, og se, ved Indgangen til Porten var der fem og tyve Mænd; og jeg saa Jaasanja, Assurs Søn, midt iblandt dem, og Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster.

¹³ Og det skete, der jeg spaaede, da døde Pelatja, Benajas Søn; og faldt ned paa mit Ansigt og raabte med høj Røst og sagde: Ak, Herre, HERRE! du gør det jo aldeles af med det overblevne af Israel!

²¹ Men de, hvis Hjerte vandrer efter deres Afskyeligheders og deres Vederstyggeligheders Hjerte, deres Vej vil jeg lade falde tilhage paa deres Hoved, siger den Herre, HERRE. ²² Da opløftede Keruberne deres Vinger og Hjulene ved Siden af dem, og Israels Guds. Herlighed var oven over dem. ²³ Og HERRENS Herlighed steg op fra Stadens Midte og blev staaende paa Bjerget, som er Østen for Staden.

⁶ Og du Menneskesøn, suk! saa det bryder i dine Lænder, og saa det er dig bittert, skal du sukke for deres Øjne.

³¹ Og jeg vil udøse min Vrede over dig, min Fortørnelses Ild vil jeg oppuste imod dig, og jeg vil give dig i grumme Mænds Hænder, som ere Mestre til at ødelægge. ³² Du skal være Ilden til Næring, dit Blod skal blive midt i Landet, du skal ikke ihukommes; thi jeg HERREN, jeg har talt det.

² Og du Menneskesøn! vil du drømme, vil du dømme den blodskyldige Stad? ja, kundgør den alle dens Vederstyggeligheder! ³ Og du skal sige: Saa siger den Herre, HERRE: Det er en Stad, som udøser Blod i sin Midte, for at dens Tid skal komme, og som gør sig Afguder til at besmitte sig ved. ⁴ Du er bleven skyldig med dit Blod, som du har udøst, og har besmittet mig med de Afguder, som du har gjort, saa at du bragte dine Dage til at nærme sig og naaede dine Aar: Derfor har jeg gjort dig til Forhaanelse iblandt Hedningerne og til Spot for alle Landene. ⁵ Baade de, som ere nær, og de, som ere langt fra dig, skulle spotte dig, du med det besmittede Navn og med den store Forstyrrelse! ⁶ Se, Israels Fyrster, hver efter sin Arms Styrke, vare hos dig for at udøse Blod. ⁷ Man ringeagtede Fader og Moder hos dig, man handlede med Vold imod den fremmede i din Midte, man forfordelte den faderløse og Enken hos dig. ⁸ Du foragtede mine Helligdomme og vanhelligede mine Sabbater. ⁹ Bagvadskere var der hos dig, paa det de kunde udøse Blod; og man holdt Maaltid paa Bjergene hos dig, man gjorde skændige Ting i din Midte. ¹⁰ Man har blottet en Faders Blusel hos dig; man har krænket Kvinden i hendes Svaghed hos dig. ¹¹ Og man har bedrevet Vederstyggelighed med sin Næstes Hustru, og man har vanæret sin Sønnekone med Skændsel, og man har krænket sin Søster, sin Faders Datter, hos dig. ¹² De toge Skænk hos dig for at udøse Blod; du tog Aager og Overgivt og forfordelte din Næste ved Undertrykkelse, men mig glemte du, siger den Herre, HERRE.

²⁵ Dets Profeter have sammensvoret sig i dets Midte, de ere som en brølende Løve, der røver Rov; de fortære Sjæle, tage Gods og dyrebare Ting, gøre mange til Enker derudi. ²⁶ Dets Præster forgribe sig paa min Lov og vanhellige mine Helligdomme, de gøre ingen Forskel imellem helligt og vanhelligt, og Forskellen imellem rent og urent gøre de ikke bekendt; og de lukke deres Øjne for mine Sabbater, og jeg vanhelliges midt iblandt dem. ²⁷ Dets Fyrster i dets Midte ere som Ulve, der røve Rov, saa at de udøse Blod, Ødelægge Sjæle for at gøre sig Vinding. ²⁸ Og dets Profeter anstryge dem med løs Kalk, idet de heillge dem forfængelige Syner og spaa Løgn for dem, sigende: "Saa siger den Herre, HERRE"; skønt HERREN ikke har talt. ²⁹ Folket i Landet udertrykke de ved Vold, de røve Rov og forfordele den elendige og fattige og undertlykke den fremmede tværtimod Ret. ³⁰ Og jeg ledte efter en Mand iblandt dem, som vilde gærde et Gærde og staa i Gabet for mit Ansigt til Værn for Landet, at jeg ikke skulde ødelægge det; men jeg fandt ingen. ³¹ Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gør Ende paa dem i min Fortørnelses Ild; jeg lader deres Vej falde tilbage paa deres Hoved, siger den Herre, HERRE.

³¹ Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gør Ende paa dem i min Fortørnelses Ild; jeg lader deres Vej falde tilbage paa deres Hoved, siger den Herre, HERRE.

¹⁴ Jeg HERREN, jeg har talt det, det kommer, og jeg har gjort det, jeg vil ikke lade det fare og ikke spale, ej heller angre det; efter dine Veje og efter dine Gerninger skulle de dømme dig, siger den Herre, HERRE.

² Og se, Israels Guds Herlighed kom fra Østen af, og Lyden deraf var som vældige Vandes Lyd, og Jorden lyste af hans Herlighed. ³ Og Synet som jeg saa, var at se til som det Syn, hvilket jeg havde set, da jeg kom til Stadens Ødelæggelse, og det var Syner som det Syn, hvilket jeg havde set ved Floden Kebar; og jeg faldt paa mit Ansigt. ⁴ Og HERRENS Herlighed drog ind i Huset igennem Porten, som vendte imod Østen.

⁶ Og jeg hørte een tale til mig fra Huset af, og der var en Mand, som stod hos mig. ⁷ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! dette er min Trones Sted og mine Fodsaalers Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt Israels Børn evindelig; og Israels Hus skal ikke ydermere vanhellige mit hellige Navn, de og deres Konger, med deres Bolen og med deres Kongers Lig, med deres Høje,

⁷ Hjemsøgelsens Dage ere komne, Betalingens Dage ere komne, Israel skal fornemme det; en Daare er Profeten, en gal er Aandens Mand - for din store Misgernings og den heftige Efterstræbelses Skyld.

⁴ Solen skal omvendes til Mørke og Maanen til Blod, førend HERRENS Dag, den store og forfærdelige, kommer.

² Kun eder har jeg kaldt af alle Slægter paa Jorden; derfor vi jeg hjemsøge eder for alle eders Misgerninger.

⁷ Thi den Herre, HERRE gør ikke noget, uden at han har aabenbalet sin Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne. ⁸ Løven har brølet, hvo skal ikke frygte den Herre, HERRE har talt, hvo skal ikke profetere?

² Og det skete, der de vare færdige med at æde Urterne i Landet, at jeg sagde: Herre, HERRE, tilgiv dog! hvorledes skal Jakob kunne bestaa thi liden er han. ³ HERREN angrede dette; det skal ikke ske, sagde HERREN. ⁴ Saaledes lod den Herre, HERRE mig se et Syn; Og se, den Herre, HERRE kaldte for at holde Ret ved Ild; og den fortærede det store Dyb, og den fortærede Ageren. ⁵ Og jeg sagde: Herre, HERRE, lad dog af! hvorledes skal Jakob kunne bestaa? thi liden er han. ⁶ HERREN angrede dette; heller ikke det skal ske, sagde den Herre, HERRE.

¹ Og jeg sagde: Hører dog; I Jakobs Øverster og Israels Hus's Dommere! burde I ikke kende Retten? ² De hade det gode og elske det onde; de rive deres Hud af dem og deres Kød af deres Een. ³ Det er dem, som æde mit Folks Kød og drage deres Hud af dem og bryde deres Ben; og de brede dem ud som i en Gryde og som Kød midt i en Kedel.

⁹ Hører dog dette, I Jakobs Hus's Øverster og Israels Hus's Dommere! I, som afsky Ret og gøre det lige kroget! ¹⁰ Hver, som bygger Zion med Blod og Jerusalem med Uretfærdighed! ¹¹ Dens øverster dømmes for Skænk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa HERREN, sigende: Er ikke HERREN midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os. ¹² Derfor; for eders Skyld, skal Zion pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje.

³ Til det onde ere Hænder rede for at gøre det til Gavns; Fyrsten gør Fordring, og Dommeren en villig for Gentjeneste, og den mægtige udtaler sin Sjæls Attraa, og saa sno de det sammen. ⁴ Den bedste af dem er som Ton, den opigtigste som et Tjørnegærde; dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer; nu skal deres Forstyrrelse være der.

¹ Ve den genstridige og besmittede, den Stad, som Øver Undertrykkelse! ² Den Israel ikke paa nogen Røst, den annammer ikke Tugt; den forlader sig ikke paa, HERREN, den holder sig ikke naar til sin Gud. ³ Dens Fyrster i dens Midte ere brølende Løver; dens Dommere ere Aftenulve, som ikke levne et Ben til om Morgenen. ⁴ Dens Profeter ere letfærdige, troløse Mænd; dens Præster vanhellige Helligdommen, gøre Vold paa Loven.

¹⁰ Og den Mand, som holdt stille imellem Myrtetræerne, svarede og sagde: Det er dem, som HERREN har sendt til at vandre Jorden rundt. ¹¹ Og de svarede HERRENS Engel, som stod imellem Myrtetræerne, og sagde: Vi have vandret Jorden rundt, og se, hele Jorden nyder Ro og Hvile.

⁷ Og de stærke ere gangne ud, men de begærede at gaa hen for at vandre Jorden rundt, og han sagde: Gaar, vandrer Jorden rundt; saa vandrede de Jorden rundt. ⁸ Da raabte han til mig og talte til mig og sagde: Se, de, som udgaa imod Nordens Land, bringe min Aand til at hvile i Nordens Land.

¹⁶ Da samtalede og de, som frygtede HERREN, hver med sin Ven, og HERREN gav Agt derpaa og hørte det, og der blev skrevet for hans Ansigt en Ihukommelsesbog om dem, som frygte HERREN og tænke paa hans Navn.

³⁵ at alt det retfærdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sacharias' Barachias' Søns, Blod, hvilken I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. ³⁶ Sandelig siger jeg Eder, alt dette skal komme over denne Slægt. ³⁷ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheterne og stener dem, som ere sendte til dig: hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligervis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke.

⁵⁰ paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kræves af denne Slægt,

⁴⁷ Men den Tjener, som veed sin Herres Villie og ikke bereder sig og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug;

¹ Men paa den samme Tid vare Nogle tilstede, som forkyndte ham om de Galilæer, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Offer.

²² som og beseglede os og gav os Aanden til pant i vore Hjerter.

²¹ at, naar jeg kommer igjen, men Gud skal ydmyge mig for Eder, og jeg skal sørge over Mange, som forhen syndede og ikke have omvendt sig fra deres Ureenhed og horeri og Uteerlighed, som de have bedrevet.

³⁰ og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag.

¹⁹ Men Guds faste Grundvold staaer og har dette Segl: Herren kjender Sine; og: hver den, som nævner Christi Navn, afstaae fra Uretfærdighed.

³⁰ Thi vi kjende den, som har sagt: mig hører Hevnen til, jeg vil betale, siger Herren; og atter: Herren skal dømme sit Folk.

¹⁷ Thi det er Tiden, at Dommen skal begynde fra Guds Huus; men begynder den først fra os, hvad Ende vil det faae med den, som ikke troe Guds Evangelium? ¹⁸ Og dersom den Retfærdige neppeligen frelses, hvor vil den Ugudelige og Synderen komme frem?

⁸ (thi denne Retfærdige, imedens han boede iblandt dem, ængstede sig Dag fra Dag i sin retfærdige Sjæl over de skjændige Gjerninger, som han saae og hørte): ⁹ da veed Herren og at udfrie de Gudfrygtige af Fristelse, men at bevare de uretfærdige til Dommens Dag at straffes;

¹⁰ Jeg henrykkes i Aanden paa Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høi Røst som en Basunes, der sagde: ¹¹ Jeg er Alpha og Omega, den Første og den Sidste; og hvad du seer, skriv det i en Bog, og send det til Menighederne i Asien, til Ephesus og til Smyrna og til Pergamus og til Thyatira og til Sardes og til Philadelphia og til Laodicea.

² Og jeg saae en anden Engel opstige fra Solens Opgang, som havde den levende Guds Segl; og han raabte med høi Røst til de fire Engle, hvilke det var givet at skade Jorden og Havet, sigende: ³ skader ikke Jorden, ei heller Havet, ei heller Træerne, indtil vi faae beseglet vor Guds Tjenere i deres Pander.

³ skader ikke Jorden, ei heller Havet, ei heller Træerne, indtil vi faae beseglet vor Guds Tjenere i deres Pander.

⁴ Og der blev sagt til de, at de ikke maatte skade Græsset paa Jorden, ei heller noget Grønt, ei heller noget Træ, men alle de Mennesker, som ikke have Guds Segl i deres Pander.

⁶ Og det oplod sin Mund til Bespottelse imod Gud, at bespotte hans Navn og hans Paulun og dem, som boe i Himmelen. ⁷ Og der blev givet det at føre Krig mod de Hellige og at overvinde dem; og Magt blev det given over hver Stamme og hvert Tungemaal og hvert Folk.

¹ Og jeg saae, og see, Lammet stod paa Zions Bjerg og med det hundrede fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Faders Navn skrevet i deres Pander.

⁴ Disse ere de, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de ere Jomfruer; disse ere de, som følge Lammet, i hvor det gaar. Disse ere Kjøbte fra Menneskene, en Førstegrøde for Gud og Lammet,

⁷ som sagde med høi røst: frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen; og tilbeder den, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.

⁶ og de syv Engle, som havde de syv Plager, udgik af Templet, iførte et reent og skinnende Lindklæde og opbundne under Brystet med Guldbelter.

² Og den første gik hen og udgød sin Skaal paa Jorden, og der blev en ond og fordærvelig Byld paa de Mennesker, som havde Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede.

¹⁷ Og den syvende Engel udgød sin Skaal i Luften; og en stærk Røst udgik fra Templet i Himmelen, fra Thronen, som sagde: det er skeet.

⁴ Og jeg saae Throner, og de satte sig paa dem, og Dom blev dem given; og jeg saae deres Sjæle, som vare halshugne for Jesu Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedet Dyret, ei heller dets Billede og ikke havde taget Mærket i deres Pande og paa deres Haand; og de bleve levende og regjerede med Christus i tusinde Aar.