Ezekiel 12 Cross References - Danish

¹ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ² Du Menneskes søn! du bor midt i det genstridige Hus, hos dem, som have Øjne at se med og se ikke, have Øren at høre med og høre ikke; thi de ere et genstridigt Hus. ³ Derfor, du Menneskesøn! skaf dig Rejsetøj, og flyt ud om Dagen for deres Øjne; og flyt fra dit Sted til et andet Sted for deres Øjne, om de maaske vilde se det; thi de ere et genstridigt Hus. ⁴ Og du skal bringe dit Tøj ud som Rejsetøj om Dagen for deres Øjne; og du skal drage ud om Aftenen for deres Øjne, ligesom man drager ud, naar man, vil udvandre. ⁵ Du skal bryde dig Hul igennem Væggen for deres Øjne og. føre det ud der igennem. ⁶ Du skal tage det paa Skulderen for deres Øjne og føle det ud, naar det er mørkt; du skal tilhylle dit Ansigt og ikke se Landet; thi jeg har sat dig til et Undertegn for Israels Hus. ⁷ Og jeg gjorde saaledes, som mig var befalet; jeg bar mit Tøj ud som Rejsetøj om Dagen; og om Aftenen brød jeg mig Hul igennem Væggen med Haanden; i Mørket førte jeg det ud, jeg tog det paa Skulderen for deres Øjne. ⁸ Og HERRENS Ord kom til mig om Morgenen, saaledes: ⁹ Du Menneskesøn! har ikke Israels Hus, det genstlidige Hus, sagt til dig, hvad gør du? ¹⁰ Sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Denne Byrde gælder Fyrstene i Jerusalem og hele Israels Hus, iblandt hvilke disse ere. ¹¹ Sig: Jeg er et Undertegn for eder; som jeg har gjort, saaledes skal der gøres ved dem: De skulle bortføres, de skulle gaa i Fangenskab. ¹² Og Fyrsten, som er midt iblandt dem, skal læsse paa Skulderen i Mørket og vandre ud; igennem Væggen skulle de bryde Hul for at føre det ud der igennem; han skal tilhylle sit Ansigt, paa det han ikke skal se Landet med sine Øjne. ¹³ Og jeg viI udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net; og jeg vil føre ham til Babel, til Kaldæernes Land; men dette skal han ikke skue, og han skal dø der. ¹⁴ Og alt, hvad der er trindt omkring ham, hans Hjælp og alle hans Hære, vil jeg sprede for alle Vinde og uddrage Sværdet efter dem. ¹⁵ Saa skulle de fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg adspreder dem iblandt Landene. ¹⁶ Men jeg vil lade nogle faa Folk af dem blive tilovers fra Sværd, fra Hunger og fra Pest, for at de skulle fortælle alle deres Vederstyggeligheder iblandt Hedningerne, hvor de komme hen, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN. ¹⁷ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ¹⁸ Du Mermeskesøn! du skal æde dit Brød med Bæven og drikke Vand med Uro og med Bekymring. ¹⁹ Og du skal sige til Folket i Landet: Saa, siger den Herre, HERRE til Jerusalems Indbyggere i Israels Land: De skulle æde deres Brød med Bekymring og drikke Vand med Forskrækkelse, fordi deres Land bliver øde og mister sin Fylde, formedelst alle dets Indbyggeres Voldsgerning. ²⁰ Og Stæderne, som ere beboede, skulle ødelægges, og Landet vorde Øde; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ²¹ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ²² Du Menneskesøn! hvad er dette for et Ordsprog, I have i Israels Land, naar der siges: Dagene trække ud, og ethvert Syn bliver til intet? ²³ Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil lade dette Ordsprog høre op, og de skulle ikke ydermere bruge det som et Ordsprog i Israel; men sia til dem: Dagene ere nær, og hvad hvert Syn udsiger. ²⁴ Thi der skal ikke ydermere være noget tomt Syn eller nogen falsk Spaadom i Israels Hus. ²⁵ Thi jeg er HERREN, jeg taler det Ord, som jeg taler, og det skal ske, det skal ej forhales længere; thi i eders Dage, du genstridige Hus! taler jeg et Ord og fuldkommer det, siger den Herre, HERRE. ²⁶ Og HERRENS Ord kom til mig saledes: ²⁷ Du Menneskesøn! se, Israels Hus siger: Det Syn, som denne ser, skal ske efter mange Aar, og han spaar om Tider, som ere larlgt borte. ²⁸ Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Der skal ikke eet af alle mine Ord forhales længere; det Ord, som jeg taler, det skal og ske, siger den Herre, HERRE.

¹¹ Men Jorden var fordærvet for Guds Ansigt, og Jorden var fuld af Vold. ¹² Da saa Gud Jorden, og se, den var fordærvet; thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden. ¹³ Da sagde Gud til Noa: Alt Køds Ende er kommen for mit Ansigt; thi Jorden er fuld af Vold af dem; og se, jeg vil fordærve dem med Jorden.

¹⁶ Og jeg vil gøre dit Afkom som Støv paa Jorden; dersom nogen kan tælle Støvet paa Jorden, da skal ogsaa dit Afkom tælles.

²⁶ Naar jeg formindsker for eders Brøds Forraad, saa skulle ti Kvinder bage eders Brød i een Ovn og give eders Brød igen efter Vægt; og I skulle æde og ikke mættes.

³³ Men eder vil jeg sprede iblandt Hedningerne og drage Sværdet ud efter eder, og eders Land skal vorde øde, og eders Stæder skulle vorde en Ørk.

³⁶ Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre saa blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Sværd, og falde, skønt ingen forfølger dem.

⁴⁰ Men naar de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, efter deres Forgribelse, med hvilken de have forgrebet sig; imod mig, og hvilken de have vandret modvillig med mig, ⁴¹ saa at ogsaa jeg vandrede med dem modvillig og førte dem i deres Fjenders Land; eller deres uomskaarne Hjerter faa ydmyget sig, og de da finde sig i deres Misgerningers Straf:

²⁸ Sig til dem: Saa sandt som jeg lever, siger HERREN, ligesom I have talet for mine øren, saaledes vil jeg gøre ved eder. ²⁹ Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I som have knurret imod mig. ³⁰ I skulle ikke komme ind i det Land, om hvilket jeg har opløftet min Haand óg svoret at ville lade eder bo deri, uden Kaleb, Jefunne Søn, og Josva, Nuns Søn. ³¹ Og eders smaa Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kende det Land, som I have foragtet. ³² Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk. ³³ Og eders Børn skulle være Hyrder i Ørken fyrretyve Aar og bøde for eders Bolen, indtil I alle ere blevne til døde Kroppe i denne Ørk. ³⁴ Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespejdet Landet, fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I bære eders Misgerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme, at jeg har vendt mig bort.

²⁹ Gid de havde saadant et Hjerte til at frygte mig og til at holde alle mine Bud alle Dage, at det maatte gaa dem og deres Børn vel evindeligen!

⁷ Kom i Hu, glem ikke, at du fortørnede HERREN din Gud i Ørken; fra den Dag, du udgik af Ægyptens Land, indtil I ere komne til dette Sted, have I været genstridige imod HERREN.

²⁴ I have været genstridige mod HERREN, saa længe som jeg har kendt eder.

⁴⁸ Og du skal tjene dine Fjender, som HERREN skal udsende imod dig, i Hunger og i Tørst, i Nøgenhed og i alle Haande Mangel; og han skal lægge et Jernaag paa din Hals, indtil han ødelægger dig.

⁶⁵ Og du skal ingen Rolighed have iblandt disse Folk, og din Fodsaale skal ingen Hvile have; og HERREN skal give dig der et bævende Hjerte og hentærede Øjne og en bedrøvet Sjæl.

⁴ Men HERREN har ikke givet eder Hjerte til at forstaa eller Øjne til at se med eller Øren til at høre med indtil denne Dag.

²⁴ ja, da skulle alle Folk sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes imod dette Land? hvad er dette for en stor brændende Vrede? ²⁵ Da skal man sige: Fordi de have forladt HERRENS, deres Fædres Guds, Pagt, som han gjorde med dem, der han udførte dem af Ægyptens Land; ²⁶ og de gik bort og tjente andre Guder og tilbade dem, de Guder, som de ikke kendte, og som han ikke havde tildelt dem: ²⁷ Derfor er HERRENS Vrede optændt imod dette, Land, saa at han har ført al den Forbandelse over det, som er skrevet i denne Bog, ²⁸ og HERREN har oprykket dem af deres Land i Vrede og i Hastighed og i stor Fortørnelse og bortkastet dem til et andet Land, som det ses paa denne Dag;

²⁷ Thi jeg kender din Genstridighed og din haarde Nakke; se, medens jeg endnu lever hos eder i Dag, have I været genstridige imod HERREN, og hvor meget mere da efter min Død.

²⁹ Gid de vare vise, saa vilde de have Forstand paa dette, de vilde betænke, hvad Ende det vilde tage med dem.

⁸ Og Saul gjorde sig ukendelig og førte sig i andre Klæder, og han gik hen og to Mænd med ham, og de kom til Kvinden om Natten, og han sagde: Kære, spaa mig ved en Spaadoms Aand, og man mig den frem, som jeg siger dig.

³⁰ Men David gik op ad Opgangen til Oliebjerget. Som han gik op, saa græd han, og hans Hoved var tilhyllet, og han gik barfodet; dertil havde alt Folket, som var med ham, tilhyllet hver sit Hoved og gik op med Graad.

⁶ Dersom I vende eder bort, I og eders Børn, fra mig og ikke holde mine Bud og mine Skikke, som jeg gav for eders Ansigt, og I gaa hen og tjene andre Guder og tilbede dem: ⁷ Da vil jeg udrydde Israel fra at være i Landet, som jeg har givet dem, og det Hus, som jeg har helliget til mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Ansigt, og Israel skal blive til et Ordsprog og til en Spot iblandt alle Folk. ⁸ Og saa højt end dette Hus monne være, skulle dog alle, som gaa forbi det, grue og hvisle, og de skulle sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes ved dette Land og ved dette Hus ⁹ Og de skulle sige: Fordi de forlode HERREN deres Gud, som udførte deres Fædre af Ægyptens Land, og holdt fast ved andre Guder og tilbade dem og tjente dem, derfor har HERREN ladet alt dette onde komme over dem.

¹⁰ Og han stod op og gik til Sarepta og kom til Stadsporten, og se, der var en Enke, som sankede Ved; og han kaldte ad hende og sagde: Kære, hent mig lidt Vand i Karret, at jeg kan drikke. ¹¹ Da gik hun at hente, og han kaldte ad hende og sagde: Kære, tag mig et Stykke Brød med, i din Haand. ¹² Men hun sagde: Saa vist som HERREN din Gud lever, jeg har ikke en Kage, kun en Haandfuld Mel i en Krukke og lidet Olie, i et Krus; og se, jeg sanker et Par Stykker Brænde og gaar ind og vil lave det til mig og til min Søn, at vi maa æde det og dø.

¹¹ Og Zedekia, Knaanas Søn havde gjort sig Jernhorn, og han sagde: Saaledes sagde HERREN: Med disse skal du stange Syrerne, indtil de aldeles udryddes. ¹² Og alle Profeterne spaaede saaledes og sagde: Drag op imod Ramoth i Gilead og vær lykkelige, og HERREN skal give den i Kongens Haand. ¹³ Og Budet, som var gaaet bort for at kalde paa Mika, talte til ham sigende: Kære, se, Profeternes Ord ere som af een Mund gunstige for Kongen; kære, lad dit Ord være ligesom Ordet af en af dem og tal gunstigt!

¹⁷ Da sagde han: Jeg saa al Israel adspredt paa Bjergene ligesom Faarene, der ingen Hyrde have; og HERREN sagde: Disse have ingen Herre, lad dem vende tilbage hver til sit Hus med Fred!

²⁵ Og har sagde til sin Høvedsmand Bidekar: Tag ham op og kast ham paa Jisreeliteren Naboths Ager; thi kom i Hu, der jeg og du rede sammen efter hans Fader Akab, at HERREN udtalte denne Spaadom over ham:

⁴ Og man brød ind i Staden, og alle Krigsmænd flyede om Natten ad Vejen gennem Porten imellem de to Mure, hvilken gaar til Kongens Have; og Kaldæerne laa trindt omkring Staden, og Kongen drog hen ad Vejen til den slette Mark.

⁴ Og man brød ind i Staden, og alle Krigsmænd flyede om Natten ad Vejen gennem Porten imellem de to Mure, hvilken gaar til Kongens Have; og Kaldæerne laa trindt omkring Staden, og Kongen drog hen ad Vejen til den slette Mark. ⁵ Men Kaldæernes Hær forfulgte Kongen, og de naaede ham paa den slette Mark ved Jeriko, og hele hans Hær blev adspredt fra ham.

⁵ Men Kaldæernes Hær forfulgte Kongen, og de naaede ham paa den slette Mark ved Jeriko, og hele hans Hær blev adspredt fra ham. ⁶ Og de grebe Kongen og førte ham op til Kongen af Babel, til Ribla, og holdt Ret over ham. ⁷ Og de nedhuggede Zedekias's Sønner for hans Øjne, og man blindede Zedekias's Øjne, og de bandt ham med to Kobberlænker og førte ham til Babel.

²⁴ Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.

⁶ saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

¹⁷ Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler.

¹⁶ Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.

⁶ Han skal lade regne Snarer over de ugudelige; Ild og Svovl og, et vældigt Storrnvejr? skal blivde deres Bægers Del.

¹ En Psalme af David. HERRENS er Jorden og dens Fylde, Jorderige og de, der bo derpaa.

¹³ Herren skal le ad ham; thi han ser, at hans Dag er kommen.

² der han stred med Mesopotamierne og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, tolv Tusinde. ³ Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har været vred; vend om til os igen!

⁴⁰ Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.

⁵ HERRE, Gud Zebaoth! hvor længe har du ladet Vreden ryge uagtet dit Folks Bøn?

¹³ Og jeg lod dem fare i deres Hjertes Stivhed; de vandrede efter deres egne Raad.

⁴ Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere betændte som et Brandsted. ⁵ Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød. ⁶ Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød. ⁷ Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde. ⁸ Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget. ⁹ Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mlig.

³⁴ Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kilderund.

²⁸ En falsk Tunge hader dem, som den har knust, og en glat Mund bereder Fald.

⁹ Dersom ikke den HERRE Zebaoth havde ladet os en liden Levning tilbage, havde vi været som Sodoma, været lige med Gomorra.

²³ Dine Fyrster ere Oprørere og Tyvenes Stalbrødre, de elske alle Skænk og jage efter Gaver de ville ikke skaffe, faderløse Ret, og Enkens Sag maa ikke komme for dem.

²⁶ Og i hendes Porte skal være Bedøvelse og Sorg, og hun selv skal sidde nøgen paa Jorden.

¹⁹ dem, som sige: Lad ham skynde sig, lad hans Gerning komme hastigt, at vi se den; og lad det nærme sig, og lad det komme, Israels helliges Raad, at vi kunne fornemme det!

⁹ Og han sagde: Gak hen, og du skal sige til dette Folk: Hører og hører, men forstaar ej! ser og ser, men indser ej! ¹⁰ Gør dette Folks Hjerte fedt, og gør deres Øren tunghørige, og tilstryg deres Øjne, at det ikke ser med sine Øjne og hører med sine Øren og forstaar med sit Hjerte, saa at det omvender sig og vorder lægt. ¹¹ Men jeg sagde: Hvor længe, Herre? og han sagde: Indtil Stæderne blive øde, uden Indbyggere, og Husene uden Folk, og Landet aldeles ødelægges.

¹³ Og bliver en Tiendepart endnu tilbage deri, saa skal denne atter være til at ødelægges; men ligesom der af Terebinten og Stenegen bliver en Stub tilbage, naar de ere fældede, saaledes skal denne Stub være en hellig Sæd.

²³ Og det skal ske paa den Dag, at hvert Sted, hvor der var tusinde Vinstokke, tusinde Sekel Sølv værd, skal blive til Torn og Tidsel. ²⁴ Man skal gaa derhen med Pile og med Bue; thi alt Landet skal blive til Torn og Tidsel.

¹⁸ Se, her er jeg og de Børn, som HERREN har givet mig, til Tegn og Forbilleder i Israel fra den HERRE Zebaoth, som bor paa Zions Bjerg.

¹⁹ Og de overblevne Træer i hans Skov skulle være faa i Tal, og et Barn skal kunne opskrive dem.

²² Thi om dit Folk, o Israel! Er som Havets Sand, skulle kun de overblevne deraf omvende sig; Fordærvelsen er bestemt, den breder sig ud med Retfærdighed som en Strøm.

¹ En Profeti imod Babel, som Esajas, Amozs Søn, saa.

²⁴ Den HERRE Zebaoth har svoret og sagt: Sandelig, som jeg har tænkt, skal det ske, og som jeg har besluttet, skal det staa fast:

²⁸ I det Aar, der Kong Akas døde, skete denne Profeti.

² paa i den Tid talte HERREN ved Esajas, Amozs Søn, og sagde: Gak hen, og løs Sørgedragten af dine Lænder, og drag din Sko af din Fod; og han gjorde saa og gik nøgen og barfodet. ³ Da sagde HERREN: Ligesom min Tjener Esajas har gaaet nøgen og barfodet i tre Aar, til et Tegn og Forbillede over Ægypten og over Morland, ⁴ saaledes skal Kongen af Assyrien bortføre Ægyptens fangne og Morianernes landflygtige, unge og gamle, som nøgne og blottede paa Bagdelen, Ægypterne til Blusel.

³ Landet skal blive helt udtømt og helt udplyndret; thi HERREN har talt dette Ord.

¹² Det, som er bleven tilovers i Staden, er; kun Ødelæggelse, og Porten sønderslaas med Bulder. ¹³ Thi saa skal det gaa midt i Landet, midt iblandt Folkene, som naar man har rystet et Olietræ, og som med Efterhøsten, naar Vinhøsten er endt.

¹⁷ Forfærdelse og Grav og Snare over dig, du Landets Indbygger! ¹⁸ Og det skal ske, om nogen flyr for Forfærdelsens Røst, skal han falde i Graven, og den, som kommer op af Graven, skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det høje have opladt sig, og Jordens Grundvold bæver.

¹⁴ Derfor hører HERRENS Ord, I Bespottere! der herske over dette Folk, som er i Jerusalem. ¹⁵ Fordi I sagde: Vi have gjort en Pagt med Døden og gjort et Forbund med Dødsriget; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den ikke komme til os; thi vi have sat Løgn til vor Tilflugt og Falskhed til vort Skjul.

²² Og nu, spotter ikke, at eders Baand ikke skulle blive haardere; thi jeg har hørt om Ødelæggelse og om en fast Beskikkelse fra Herren, den HERRE Zebaoth, over al Jorden.

⁹ Dvæler kun og forundrer eder; forblindes kun og vorder blinde! de ere drukne, men ikke af Vin; de rave, men ikke af stærk Drik. ¹⁰ Thi HERREN har udøst over eder en dyb Søvns Aand og tillukket eders Øjne, han har lagt Dække over Profeterne og eders Øverster, Seerne, ¹¹ saa at Synet af det hele skal være eder som en forseglet Bogs Ord, hvilken man giver den, som forstaar sig paa Skrift, og siger: Kære, læs dette; men han maa sige: Jeg kan ikke, thi den er forseglet; ¹² eller Bogen gives en, som ikke forstaar sig paa Skrift, og der siges: Kære, læs dette; men han maa sige: Teg forstaar mig ikke paa Skrift.

¹ Ve de genstridige Børn, siger HERREN, de, som holde Raad, der ikke ere af mig, og slutte Pagt, men ikke efter min Aand, og som lægge Synd til Synd!

⁹ Thi det er et genstridigt Folk, løgnagtige Børn, Børn, som ikke ville høre HERRENS Lov,

¹⁹ Hvo er blind, naar det ikke er min Tjener, og døv som den, jeg udsendte som mit Bud? hvo er blind som den fuldkomne og blind som HERRENS Tjener? ²⁰ Du har set mange Ting, men du bevarer dem ikke; oplades Ørene, hører han dog ikke.

¹¹ Saa skal mit Ord være, som udgaar af min Mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gøre, hvad mig behager, og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til.

¹⁰ Vor Helligheds og vor Herligheds Hus, i hvilket vore Fædre lovede dig, er opbrændt med Ild, og alle vore lystelige Ting ere ødelagte. ¹¹ Vil du over for disse Ting holde dig tilbage, HERRE? vil du tie og nedtrykke os saa saare?

² Jeg udbredte mine Hænder den ganske Dag til et genstridigt Folk, som vandrer ad en Vej, som ikke er god, og efter deres egne Tanker;

²⁴ Og Skændsel har fortæret vore Fædres Arbejde, fra og deres store Kvæg, deres Sønner og deres Døtre. ²⁵ Vi maa ligge i vor Skændsel og vor Skam skjule os; thi vi have syndet imod HERREN vor Gud, vi og vore Fædre, fra vor Ungdom af og indtil denne Dag; og vi vare ikke HERREN vor Guds Røst lydige".

⁷ En Løve er stegen op fra sine tætte Buske, og Folkenes Ødelægger er uddraget, han er udgangen fra sit Sted for at gøre dit Land til en Ødelæggelse; dine Stæder skulle forstyrres, at ingen skal bo deri.

¹⁷ De skulle lejre sig imod den trindt omkring som Vogtere paa Marken; thi hun har været genstridig imod mig, siger HERREN.

²³ Jeg saa Landet, og se, det var øde og tomt, og jeg saa til Himlene, og deres Lys var der ikke mere. ²⁴ Jeg saa Bjergene, og se, de bævede, og alle Højene skælvede. ²⁵ Jeg saa, og se, der var intet Menneske mere, og alle Fuglene under Himmelen vare bortfløjne. ²⁶ Jeg saa, og se, den frugtbare Mark var en Ørk, og alle dens Stæder vare nedbrudte for HERRENS Ansigt, for hans brændende Vrede. ²⁷ Thi saa siger HERREN: Alt Landet skal være aldeles øde: Dog vil jeg ikke aldeles gøre Ende paa det.

²⁷ Thi saa siger HERREN: Alt Landet skal være aldeles øde: Dog vil jeg ikke aldeles gøre Ende paa det. ²⁸ Derfor skal Landet sørge, og Himlene heroventil vorde sorte, efterdi jeg har talt det, besluttet det og ikke angret det og ikke viger fra det. ²⁹ For Lyden af Ryttere og Bueskytter flyr hver Stad, de gaa ind i Tykningerne og stige op i Klipperne; hver Stad er forladt, og der er ingen, som bor i dem:

¹² De fornægtede HERREN og sagde: "Ham er det ikke; og Ulykke skal ikke komme paa os" og Sværd og Hunger skulle vi ikke se. ¹³ Og Profeterne skulle blive til Vind, og der er ingen, som taler i dem; saaledes skal det ske dem.

²¹ Hør dog dette, du taabelige og uforstandige Folk; de have Øjne og se ikke, de have øren og høre ikke.

²³ Men dette Folk har et modvilligt og genstridigt Hjerte; de afvege og gik bort.

⁷ Som en Brønd lader sit Vand udvælde, saa lader hun sin Ondskab udvælde; Vold og Ødelæggelse høres i den, for mit Ansigt er der stedse Saar og Slag.

¹ Gid mit Hoved var Vand og mit Øje en Taarekilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters ihjelslagne. ² Gid jeg havde i Ørken et Herberg for vejfarende! da vilde jeg forlade mit Folk og gaa fra dem; thi de ere alle sammen Horkarle, en Forsamling af troløse Folk. ³ Og de spænde deres Tunge som deres Bue til Løgn, og ikke ved Troskab ere de blevne vældige i Landet; men de gaa fra det ene Onde til det andet; og mig kende de ikke, siger HERREN. ⁴ Forvarer eder hver for sin Ven, forlaaer eder ikke paa nogen Broder; thi hver Broder er fuld af List, og hver Ven vandrer om som en Bagvadsker. ⁵ Og de handle bedragelig hver imod sin Ven og tale ikke Sandhed, de have lært deres Tunge at tale Løgn, de have trættet sig med at handle forvendt. ⁶ Du bor midt i Bedrageri; i Bedrageri vi kende mig; siger HERREN.

¹⁰ Jeg vil opløfte Graad og Klage paa Bjergene og Klagemaal over Græsgangene i Ørken; thi de ere forbrændte, saa ingen gaar over dem, og man ikke hører Lyd af Kvæg, baade Himmelens Fugle og Dyrene de ere bortfløjne, de ere bortgangne. ¹¹ Og jeg vil gøre Jerusalem til en Stenhob, til Dragers Bolig; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ørk, saa at ingen bor der.

²² Et Budskab høres, se, det kommer, og et stort Bulder fra Nordenland for at gøre Judas Stæder til en ødelæggelse, til Dragers Bolig.

¹⁰ Mange Hyrder have ødelagt min Vingaard, de have nedtraadt min Ager; de have gjort den Ager, der var min Lyst, til en Øde. ¹¹ Man har gjort den aldeles øde, den sørger over for mig, der den er øde; alt Landet er ødelagt, thi ingen lagde sig det paa Hjerte. ¹² Ødelæggere ere komne over alle nøgne Høje i Ørken; thi HERREN har et Sværd, der fortærer fra Jordens ene Ende og indtil Jordens anden Ende; intet Kød har Fred.

¹ Saa sagde HERREN til mig: Gak og køb dig et linnet Bælte, og læg det om dine Lænder, men lad det ikke komme i Vand. ² Og jeg købte Bæltet, efter HERRENS Ord, og lagde det om mine Lænder. ³ Da kom HERRENS Ord til mig anden Gang saaledes: ⁴ Tag Bæltet, som du købte, og som er om dine Lænder, og staa op, gak til Eufrat, og skjul det der i en Klipperevne! ⁵ Og jeg gik og skjulte det ved Eufrat, som HERREN bød mig. ⁶ Og det skete de HERREN til mig: Staa op, gak til Eufrat, og hent derfra det Bælte, som jeg befalede dig at skjule der. ⁷ Og jeg gik til Eufrat og grov og tog Bæltet fra det Sted, hvor jeg havde skjult det; og se, Bæltet var fordærvet, det duede ikke til noget. ⁸ Da kom HERRENS Ord til mig saalunde: ⁹ Saa siger HERREN: Saaledes vil jeg tilintetgøre Judas Stolthed, ja, Jerusalems store Stolthed. ¹⁰ Dette onde Folk, de, som vægre sig ved at høre mine Ord, de, som vandre i deres Hjertes Stivhed og gaa efter andre Guder for at tjene dem og at tilbede dem, det blive som dette Bælte, der ikke duer til noget. ¹¹ Thi ligesom Bæltet slutter sig til en Mands Lænder, saa lod jeg alt Israels Hus og alt Judas Hus slutte aig til mig, siger HERREN, for at de skulde blive mig til et Folk og til et Navn og til Lov og til Ære; men de hørte ikke.

¹³ Og jeg sagde: Ak Herre, HERRE! se Profeterne sige, til dem: I skulle intet Sværd se og ingen. Hungersnød have hos eder men jeg vil give eder sikker Fred paa dette ¹⁴ Og HERREN sagde til mig: Profeterne spaa Løgn i mit Navn, jeg sendte dem ikke og gav dem ikke Befaling og talte ikke til dem; de spaa eder løgnagtige Syner og falsk Spaadom og det, som intet er, og deres Hjertes Bedrageri. ¹⁵ Derfor siger HERREN saaledes om Profeterne, som spaa i mit Navn, og som jeg ikke sendte, og som sige; at der ikke skal være Sværd eller Tunger i dette Land: Disse Profeter skulle fortæres ved Sværet og ved Hungeren. ¹⁶ Og Folket for hvilket de spaa, skal blive henkastet paa Jeruslems Gader, formedelst Hunger og Sværd, og de skulle ingen have som skal begrave dem, dem, deres: Hustruer og deres Sønner og deres Døtre; og jeg ville udøse deres Ondskab over dem:

² Og det skal ske, naar de sige til dig: Hvorhen skulle vi gaa ud da skal du sige til dem: Saa siger HERREN: Den, som hører til Døden, til Død; og den, som hører til Sværdet, til Sværd; og den, som hører til Hungeren, til Hunger; og den, som hører til Fangenskabet, til Fangenskab.

⁹ Thi saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg lader ophøre fra dette Sted for eders Øjne og i eders Dage Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst.

² Staa op og gaa ned til Pottemagerens Hus, og der vil jeg lade dig høre mine Ord. ³ Og jeg gik ned til Pottemagerens Hus, og se, han gjorde et Arbejde paa Skiven. ⁴ Og naar det Kar, som han gjorde, mislykkedes, som det kan gaa med Leret i Pottemagerens Haand, saa begyndte han igen og gjorde et andet Kar deraf, saaledes som det var ret for Pottemagerens Øjne at gøre. ⁵ Da kom HERRENS Ord til mig saaledes: ⁶ Mon jeg ikke kan gøre ved eder, Israels Hus, ligesom denne Pottemager? siger HERREN; se, ligesom Leret er i Pottemagerens Haand, saaledes ere I, Israels Hus, i min Haand. ⁷ I eet Øjeblik taler jeg imod et Folk og imod et Rige, til at oprykke og til at ødelægge det; ⁸ men naar dette Folk, imod hvilket jeg har talt, omvender sig fra sin Ondskab, da skal jeg angre det onde, som jeg havde tænkt at gøre ved det. ⁹ Og i eet Øjeblik taler jeg om et Folk og om et Rige til at bygge og til at plante det; ¹⁰ men naar det gør, hvad der er ondt for mine Øjne, saa at det ikke hører min Røst, da skal jeg angre det gode, med hvilket jeg havde sagt at ville gøre vel imod det. ¹¹ Og nu, sig dog til Judas Mænd og til Jerusalems Indbyggere: Saa siger HERREN: Se, jeg bereder Ulykke over eder og udtænker et Anslag imod eder; vender dog om, hver fra sin onde Vej, og bedrer eders Veje og eders Idrætter! ¹² Men de sige: Det er forgæves! thi vi ville vandre efter vore egne Tanker og gøre hver efter sit onde Hjertes Stivhed.

¹⁶ til at gøre deres Land til en Gru, til en evig, Spot; hver som gaar derover, gruer og ryster med sit Hoved.

¹ Saa sagde HERREN: Gak hen og køb en Pottemagerkrukke, og tag med dig nogle af de Ældste for Folket og af de Ældste for Præsterne, ² og gak ud til Ben-Hinnoms Dal, som er uden for Solporten, og udraab der de Ord, som jeg vil tale til dig. ³ Og du skal sige: Hører HERRENS Ord, Judas Konger og Jerusalems Indbyggere! saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg lader komme Ulykke over dette Sted, saa at det skal runge for hvers Øren, som hører det, ⁴ fordi de forlode mig og gjorde dette Sted fremmed og gjorde Røgelse der for andre Guder, hvilke de og deres fædre og Judas Konger ikke havde kendt, og fordi de have fyldt dette Sted med de uskyldiges Blod ⁵ og haver bygget Baals Høje for at opbrænde deres Sønner med Ild, til Brændofre for Baal; hvilket jeg ikke havde budt og ikke talt om, og som ikke var kommet mig i Tanke. ⁶ Derfor se, de Dage komme, siger HERREN, da man ikke mere skal kalde dette Sted Tofeth, eller BenHinnolns Dal, men Morderdal. ⁷ Og jeg vil udtømme Judas og Jerusalems Raad paa dette Sted og lade dem falde ved Sværdet for deres Fjenders Ansigt? og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og jeg vil give Himmelens Fugle og Dyrene paa Jorden deres døde Kroppe til Føde. ⁸ Og jeg vil gøre denne Stad til Gru og til Spot; hver som gaar forbi den, skal grue og spotte over alle dens Plager. ⁹ Og jeg vil lade dem æde deres Sønners Kød og deres Døtres Kød, og de skulle æde hver sin Næstes Kød, i den Belejring og Trængsel, med hvilken deres Fjender og de, som søge efter deres Liv, skulle trænge dem. ¹⁰ Og du skal sønderslaa Krukken for de Mænds Øjne, som gik med dig. ¹¹ Og du skal sige til dem: Saa siger den HERRE Zebaoth: Saaledes vil jeg sønderslaa dette Folk og denne Stad, som man sønderslaar et Pottemagerkar, som ikke kan heles mere; og de skulle begrave i Tofeth af Mangel paa Plads til at begrave.

¹¹ Og du skal sige til dem: Saa siger den HERRE Zebaoth: Saaledes vil jeg sønderslaa dette Folk og denne Stad, som man sønderslaar et Pottemagerkar, som ikke kan heles mere; og de skulle begrave i Tofeth af Mangel paa Plads til at begrave. ¹² Saaledes vil jeg handle med dette Sted, siger HERREN, og med dets Indbyggere; og det for at gøre denne Stad som Tofeth. ¹³ Og Jerusalems Huse og Judas Kongers Huse skulle vorde som det Sted Tofeth, da de ere urene; ja alle de Huse, hvor de gjorde Røgelse paa Tagene til al Himmelens Hær og udøste Drikofre for andre Guder. ¹⁴ Og Jeremias kom fra Tofeth, hvor HERREN havde sendt ham hen for at spaa; og han stillede sig i HERRENS Hus's Forgaard og sagde til alt Folket: ¹⁵ Saa siger den HERRE Zebaoth, Israels Gud: Se, jeg lader komme over denne Stad og over alle Stæder, som høre til den, alt det onde, som jeg har talt imod den; thi de have forhærdet deres Nakke for ikke at høre mine Ord.

⁷ Og derefter, siger HERREN, vil jeg give Judas Konge, Zedekias, og hans Tjenere og Folket og dem, som i denne Stad ere blevne tilovers fra Pesten, fra Sværdet og fra Hungeren, i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand og i deres Fjenders Haand og i deres Haand, som søge efter deres Liv; og han skal slaa dem med skarpe Sværd, han skal ikke spare dem og ikke skaane dem og ikke vise Medlidenhed.

⁸ Og mange Hedninger skulle gaa forbi denne Stad, og de skulle sige hver til sin Næste: Hvorfor har HERREN gjort saaledes ved denne store Stad? ⁹ Og de skulle sige: Fordi de forlode HERRENS, deres Guds, Pagt, og tilbade andre Guder og tjente dem.

¹⁴ men hos Profeterne i Jerusalem har jeg set en gruelig Ting, at de bedrive Hor og gaa om med Løgn, saa at de styrke de ondes Hænder, at de ikke skulle omgaande sig hver fra sin Ondskab, de ere alle blevne for mig som Sodoma og dens Indbyggere som Gomorra. ¹⁵ Derfor siger den HERRE Zebaoth saaledes om Profeterne: Se. jeg vil give dem Malurt at æde og give dem besk Vand at drikke; thi fra Profeterne i Jerusalem er Vanhellighed kommen ud i det ganske Land. ¹⁶ Saa siger den HERRE Zebaoth: Hører ikke paa Profeternes Ord, som spaa for eder, de bedrage eder, de tale efter deres Hjertes Syn, ikke af HERRENS Mund. ¹⁷ De sige og sige til dem, som foragte mig: HERREN har talt, I skulle have Fred; og de sige til hver, som vandrer i sit Hjertes Stivhed: Der skal ingen Ulykke komme over eder. ¹⁸ Thi hvo har staaet i HERRENS hemmelige Raad og ser og hører hans Ord? hvo har lyttet til hans Ord, saa han hørte det? ¹⁹ Se, HERRENS Storm, Fortørnelse, farer ud, og en hvirvlende Storm! den skal hvirvle over de ugudeliges Hoved. ²⁰ HERRENS Vrede skal ikke vende om, inden han har udført, og inden han har fuldkommet sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skulle I ret faa Forstand der paa. ²¹ Jeg sendte ikke Profeterne dog løb de; jeg talte ikke til dem dog spaaede de. ²² Men dersom de havde staaet i mit hemmelige Raad da vilde de lade mit Folk høre mine Ord, og de vilde føre dem tilbage fra deres onde Vej og fra deres Idrætters Ondskab. ²³ Er jeg kun en Gud nær hos? siger HERREN, og ikke en Gud langt borte fra? ²⁴ Mon nogen kan skjule sig paa lønlige Steder, saa at jeg ikke kan se ham? siger HERREN; er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden? siger HERREN. ²⁵ Jeg har hørt, hvad Profeterne have sagt, de, som spaa Løgn i mit Navn og sige: Jeg drømte, jeg drømte. ²⁶ Hvor længe dog! mon Profeterne, som spaa Løgn, og som ere Profeter ved deres Hjertes Bedrageri, have i Sinde, ²⁷ og mon de tænke paa at bringe mit Folk til at glemme mit Navn ved deres Drømme, som de fortælle hver sin Næste ligesom deres Fædre glemte rnit Navn for Baals Skyld. ²⁸ Den Profet, som har en Drøm, fortælle en Drøm, men den, hos hvem mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed; hvad har Halm at gøre med Kornet? siger HERREN. ²⁹ Er mit Ord ikke saaledes som Ild? siger HERREN, og som en Hammer, der sønderslaar en Klippe?

³³ Og naar dette Folk eller Profeten eller en Præst spørger dig og siger: Hvad er HERRENS Byrde? da skal du sige til dem: "Hvad, Byrde!" og: "Jeg vil bortkaste eder!" siger HERREN. ³⁴ Og naar Profeten eller Præsten eller Folket siger: klerrens Byrde!" da vil jeg hjemsøge den Mand og hans Hus. ³⁵ Saaledes skulle I sige, hver til sin Næste og hver til sin Broder: "Hvad har HERREN svaret?" og: "Hvad har HERREN talt?" ³⁶ Men HERRENS Byrde" skulle I ikke nævne; thi "Byrden" vil for Manden blive hans eget Ord, efterdi I have forvendt den levende Guds, den HERRE Zebaoths, vor Guds Ord. ³⁷ Saaledes skal du sige til Profeten: Hvad har HERREN advaret dig? og hvad har HERREN talt? ³⁸ Men dersom I sige: "HERRENS Byrde!" saa siger HERREN derfor saaledes: Fordi I have sagt dette Ord: "HERRENS Byrde!" skønt jeg sendte til eder og lod sige: I skulle ikke sige: HERRENS Byrde! ³⁹ derfor se, jeg er der, og jeg vil glemme eder og kaste eder og Staden, som jeg gav eder og eders Fædre, bort fra mit ansigt; ⁴⁰ og jeg vil lægge paa eder evig Forhaanelse og evig Forsmædelse, som ikke skal I glemmes.

⁸ Men ligesom det er med de slette Figener, som ikke kunne ædes, fordi de ere saa slette, thi saa siger HERREN. Saaledes vil jeg gøre Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster og dem, som ere tilovers af Jerusulem, de overblevne i dette Land, og dem, som bo i Ægyptens Land,

⁸ Men ligesom det er med de slette Figener, som ikke kunne ædes, fordi de ere saa slette, thi saa siger HERREN. Saaledes vil jeg gøre Zedekias, Judas Konge, og hans Fyrster og dem, som ere tilovers af Jerusulem, de overblevne i dette Land, og dem, som bo i Ægyptens Land, ⁹ Ja, jeg vil høre dem til en Gru, dem til Ulykke, for alle Riger paa Jorden; til Forhaanelse og til et Ordsprog, til Spot og Forbandelse paa alle de Steder, hvorhen jeg vil fordrive dem. ¹⁰ Og jeg vil sende Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, indtil de forsvinde af Landet, som jeg gav dem og deres Fædre.

⁴ Og HERREN har sendt til eder alle sine Tjenere, Profeterne, tidligt og ideligt, og I have ikke hørt og ikke bøjet eders Øre til at høre; ⁵ idet de sagde: Omvender eder dog, hver fra sin onde Vej og fra sine Idrætters Ondskab, saa skulle I bo i Landet, som HERREN gav eders Fædre, fra Evighed indtil Evighed; ⁶ og vandrer ikke efter andre Guder for at tjene dem og for at tilbede dem; og I skulle ikke opirre mig med eders Hænders Gerning, at jeg ikke skal gøre eder ondt. ⁷ Men I hørte mig ikke, siger HERREN, for at opirre mig med eders Hænders Gerning, til eders Ulykke.

⁹ se, saa sender jeg Bud og henter alle Nordens Slægter, siger HERREN, ogsaa til Nebukadnezar, Kongen af Babel, min Tjener, og jeg vil lade dem komme over dette Land og over dets Indbyggere og over alle disse Folk trindt omkring; og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til en Forfærdelse og til en Spot og til evige Ørkener.

³ Maaske de vilde høre og omvende sig, hver fra sin onde Vej, og jeg maatte angre det onde, som jeg teenker at gøre imod dem, for deres Idrætters Ondskabs Skyld.

² Saa sagde HERREN til mig: Gør dig Baand og Aag, og læg dem paa din Hals,

¹¹ Thi jeg er med dig, siger HERREN, for at frelse dig, thi jeg vil lade det tage en Ende med alle de Folkeslag, iblandt hvilke jeg adspredte dig; kun med dig vil jeg ikke lade det tage Ende; men jeg vil tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.

⁸ Og Hanameel min Farbroders Søn, kom til mig efter HERRENS Ord til Fængselets Forgaard og sagde til mig: Kære, køb min Ager, som er i Anathoth, i Benjamins Land; thi du har Arveretten, og du har Løsningsretten, køb dig den; da fornam jeg, at det var HERRENS Ord. ⁹ Og jeg købte af Harzameel, min Farbroders Søn, Ageren, som var i Anathoth, og vejede ham Pengene til, sytten Sekel Sølv. ¹⁰ Og jeg skrev det i Brevet og forseglede det og tog Vidner dertil og vejede Pengene i Vægtskaalerne. ¹¹ Og jeg tog Købebrevet, det som var forseglet og indeholdt, hvad der var bestemt og fastsat, og det, som var aabent. ¹² Og jeg gav Baruk, en Søn af Neria, som var en Søn af Mahasia, Købebrevet for Hanarneels, min Farbroders Søns, Øjne og for de Vidners Øjne, som havde underskrevet Købebrevet, for alle de Jøders Øjne, som sade i Fængselets Forgaard.

²⁸ Derfor, saa siger HERREN: Se, jeg giver denne Stad i Kaldæernes Haand og i Nebukadnezar, Kongen af Babels Haand, at han skal indtage den.

¹⁰ Saa siger HERREN: Endnu skal der paa dette Sted, om hvilket I sige: Det er øde, uden Folk og uden Fæ, i Judas Stæder og paa Jerusalems Gader, som ere ødelagte, uden Folk og uden Indbyggere og uden Fæ, høres

¹² Saa siger den HERRE Zebaoth: Endnu skal der være paa dette Sted, som er øde uden Folk og uden Fæ, og i alle dets Stæder Bolig for Hyrder, som lade Hjorden hvile.

³ Og du skal ikke undkomme fra hans Haarld, men du skal visselig gribes og gives i hans Haand, og dine Øjne skulle se Kongen af Babels Øjne, og hans Mund skal tale til din Mund, og du skal komme til Babel.

²² Se, jeg befaler det, siger HERREN, og jeg vil føre dem til denne Stad igen, og de skulle stride imod den og indtage den og opbrænde den med Ild; og jeg vil gøre Judas Stæder til en Ødelæggelse, saa at ingen bor der. gelse, saa at ingen bor der.

³ Maaske Judas Hus vilde høre al den Ulykke som jeg tænker at gøre imod dem, for at de kunde omvende sig, hver fra sin onde Vej, og jeg kunde forlade dem deres, Misgerninger og deres Synd.

⁷ Maaske deres ydmyge Begæring kunde komme ind for HERRENS Ansigt, og de maatte omvende sig, hver fra sin onde Vej; thi stor er Vreden og Fortørnelsen, som HERREN har udtalt imod dette Folk.

¹⁸ Men dersom du ikke gaar ud til Kongen af Babels Fyrster, da skal denne Stad gives i Kaldæernes Haand, og de skulle opbrænde den med Ild, og du skal ikke undkomme af deres Haand.

² I Zedekias's ellevte Aar, i den fjerde Maaned, paa den niende Dag i Maaneden, brød man ind i Staden. ³ Og alle Kongen af Babels Fyrster droge ind, og de satte sig i den mellemste Port: Nergal-Sarezer, Samger-Nebo, Sarsekim-Rabsaris, Nergal-Sarezer-Rabmag og alle Babels Konges øvrige Fyrster. ⁴ Og det skete, at Zedekias, Judas Konge, og alle Krigsmændene, der de saa dem flyede og gik om Natten ud af Staden, ad Vejen til Kongens Have, igennem Porten imellem de to Mure; og han drog ud ad Vejen til Sletten.

⁴ Og det skete, at Zedekias, Judas Konge, og alle Krigsmændene, der de saa dem flyede og gik om Natten ud af Staden, ad Vejen til Kongens Have, igennem Porten imellem de to Mure; og han drog ud ad Vejen til Sletten.

⁷ Og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlænker for at føre ham til Babel.

⁷ Og det skete, der ti Dage vare tilende, da kom HERRENS Ord til Jeremias.

¹⁶ og da skal det Sværd, for hvilket I frygte, naa eder der i Ægyptens Land; og den Hunger, for hvilken I ængstes, skal følge eder i Hælene der i Ægypten, og der skulle I dø.

²² Derfor skulle I nu visselig vide, at I skulle dø ved Sværdet, ved Hungeren og ved Pesten, paa det Sted, hvorhen I have Lyst til at komme for der at være som fremmede.

²⁸ Og de, som undkomme fra Sværdet skulle vende tilbage fra Ægyptens Land til Judas Land, i ringe Tal; og alle de overblevne af Juda, de, som ere komne til Ægyptens Land for at være der som fremmede, skulle forfare, hvis Ord der staar ved Magt, mit eller deres.

²⁴ Jeg stillede Snare for dig, og du er ogsaa fanget, Babel! og du vidste det ikke; du er funden, ja greben, thi imod HERREN har du indladl dig i Strid.

⁷ Og man brød ind i Staden, og alle Krigsmænd flyede og droge ud af Staden om Natten, ad Vejen igennem Porten imellem de to Mure, hvilken gaar til Kongens Have, medens Kaldæerne laa trindt omkring Staden; og de droge hen ad Vejen til den slette Mark. ⁸ Men Kaldæernes Hær forfulgte Kongen, og de naaede Zedekias paa den slette Mark ved Jeriko; og hele hans Hær blev adspredt fra ham. ⁹ Og de grebe Kongen; og førte ham op til Kongen af Babel, til Ribla i Hamaths Land; og han holdt Ret over ham. ¹⁰ Og Kongen af Babel lod Zedekias's Sønner nedhugge for ¹¹ og man blindede Zedekias's Øjne og bandt ham med to Kobberlænker, og Kongen af Babel lod ham føre til Babel og satte ham i Straffehuset indtil hans Dødsdag.

¹⁵ Og nogle af de ringeste af Folket og det øvrige Folk, de overblevne i Staden og de frafaldne, som vare gaaede over til Kongen af Babel, og de Haandværksmænd, som vare blevne tilbage, førte Nebusar-Adan, Øvelsten for Livvagten, bort.

²⁸ Dette er det Folk, som Nebukadnezar bortførte: I det syvende Aar tre Tusinde og tre og tyve af Juda; ²⁹ i Nebukadnezars attende Aar: Af Jerusalem otte Hundrede og to og tredive Sjæle; ³⁰ i Nebukadnezars tre og tyvende Aar bortførte Nebusar-Adan, den øverste for Livvagten, af Jøderne syv Hundrede og fem og fyrretyve Sjæle; alle Sjæle vare tilsammen fire Tusinde og seks Hundrede.

¹³ Han sendte en Ild fra det høje i mine Ben, og den herskede der; han udspændte et Garn for mine Fødder, kastede mig tilbage, han gjorde mig øde og svag den ganske Dag.

¹⁴ Dine Profeter havde tomme og daarlige Syner angaaende dig, og de aabenbarede ikke din Misgerning, saa at de afvendte dit Fangenskab; men deres Syner om dig vare tomme Spaadomme og Forførelse.

¹⁷ HERREN har gjort det, som han havde besluttet, han har udført sit Ord, som han fra gamle Dage havde befalet, han har nedbrudt og ikke sparet; og han lod Fjenden glæde sig over dig, han ophøjede dine Modstanderes Horn.

⁴⁷ Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang:

¹⁹ Vore Forfølgere ere lettere end Ørne under Himmelen; de forfølge os paa Bjergene, de lure paa os i Ørken. ²⁰ Vor Livsaande, HERRENS Salvede, er fanget i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Folkene.

⁹ Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.

¹⁸ For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.

³ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! jeg sender dig til Israels Børn, til de frafaldne Folk, som ere faldne fra mig; de og deres Fædre, de have gjort Overtrædelse imod mig indtil denne Dag.

⁵ Og de, hvad enten de lyde eller lade være (thi de ere et genstridigt Hus); skulle dog vide, at der har været en Profet midt iblandt dem. ⁶ Og du Menneskesøn! frygt ej for dem, og frygt ej for deres Ord; thi de ere vel Nælder og Torne for dig, og du bor hos Skorpioner, men frygt ej for deres Ord, og lad dig ej forfærde for deres Ansigt; thi de ere et genstridigt Hus. ⁷ Og du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de lyde eller lade være; thi de ere genstridige. ⁸ Men du Menneskesøn! hør, hvad eg taler til dig: Vær ikke genstridig som det genstridige Hus; oplad din Mund, og æd det, som jeg giver dig.

⁸ Men du Menneskesøn! hør, hvad eg taler til dig: Vær ikke genstridig som det genstridige Hus; oplad din Mund, og æd det, som jeg giver dig.

⁹ Jeg gør din Pande som en Demant, haardere end en Klippe; du skal ikke frygte for dem og ej forfærdes for deres Ansigt; thi de ere et enstridigt Hus.

²⁶ Og jeg vil lade din Tunge hænge ved din Gane, at du skal være stum og ikke være dem en Mand, som straffer; thi de ere et genstridigt Hus. ²⁷ Men naar jeg taler til dig, vil jeg aabne din Mund, og du skal sige til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Hvo, der vil høre, han høre! og hvo, der vil lade være, han lade være! thi de ere et genstridigt Hus.

¹ Og du Menneskesøn! tag dig en Mursten, og læg den for dit Ansigt, og tegn derpaa en Stad, nemlig Jerusalem. ² Og læg en Belejring omkring den, og byg et Vagttaarn imod den, og opkast en Vold imod den, og læg Lejre imod den, og sæt Stormbukke imod den trindt omkring! ³ Men tag du for dig en Jernpande, og stil den som en Jernvæg mellem dig og imellem Staden; og ret dit Ansigt imod den, at den kommer i Belejring, og du belejrer den; dette skal være Israels Hus til et Tegn.

³ Men tag du for dig en Jernpande, og stil den som en Jernvæg mellem dig og imellem Staden; og ret dit Ansigt imod den, at den kommer i Belejring, og du belejrer den; dette skal være Israels Hus til et Tegn. ⁴ Og du, læg dig paa din venstre Side, og læg Israels Hus's Misgerning paa den; saa mange Dage, som du ligger paa den, saa længe skal du bære deres Misgerrling. ⁵ Og jeg vil gøre dig deres Misgernings Aar til et Antal af Dage, nemlig tre Hundrede oghalvfemsindstyve Dage; og du skal bære Israels Hus's Misgerning. ⁶ Og naar du faar tilendebragt disse, da skal du lægge dig anden Gang paa din højre Side og bære Judas Hus's Misgerning, fyrretyve Dage; for hvert enkelt Aar sætter jeg dig en Dag. ⁷ Og du skal vende dit Ansigt og din blottede Arm imod Jerusalems Belejring, og du skai spaa imod den. ⁸ Og se, jeg vil lægge Reb paa dig, at du ikke skal vende dig fra din ene Side til den anden, indtil du har tilendebragt din Belejrings Dage. ⁹ Saa tag du til dig Hvede og Byg og Bønner og Linser og Hirse og Spelt, og kom det i eet Kar og gør dig Brød deraf; efter Antallet af de Dage, som du skal ligge paa din Side, tre Hundrede og halvfemsindstyve Dage, skal du æde det. ¹⁰ Og din Mad, som du skal æde, skal være efter Vægt, tyve Sekel til hver Dag; fra Tid til Tid skal du æde den. ¹¹ Du skal og drikke Yand efter Maal, den sjette Part af en Hin; det skal du drikke fra Tid til lid. ¹² Og du skal æde det som Bygkage, og du skal bage det ved Menneskeskarn for deres Øjne. ¹³ Og HERREN sagde: Saaledes skulle Israels Børn æde deres Brød urent iblandt Hedningerne, hvorhen jeg vil fordrive dem. ¹⁴ Men jeg sagde: Ak! Herre, HERRE! se, min Sjæl er ikke besmittet, og jeg har ikke fra min Ungdom af og mdtil nu ædet noget Aadsel eller nnget senderrevet, og der er ikke kommet urent, Kød i min Murld. ¹⁵ Og han sagde til mig: Se, jeg har gravet dig Komøg i Stedet for Menneskeskarn, at du derved kan lave dit Brød. ¹⁶ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! se, jeg vil forminske Brøds Forraad i Jerusalem, at de skulle æde Brød efter Vægt og med Bekymring og drikke Vand efter Maal og med Forfærdelse,

¹⁶ Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! se, jeg vil forminske Brøds Forraad i Jerusalem, at de skulle æde Brød efter Vægt og med Bekymring og drikke Vand efter Maal og med Forfærdelse, ¹⁷ fordi de skulle have Mangel paa Brød og Yand, saa de forfærdes, den ene med den anden, og hensmægte i deres Misgerning.

² En Tredjedel skal du brænde i Ilden midt i Staden, naar Belejringens Dage, ere udløbne; og den anden Tredjedel skal du tage og slaa med Sværddet trindt omkring den, og den sidste Tredjedel skal du sprede for Vinden; thi jeg vil uddrage Sværdet efter dem.

¹⁰ Derfor skulle Forældrene æde deres Børn i din Midte og Børnene æde deres Forældre; og jeg vil holde Ret hos dig og adsprede alt det overblevne af dig for alle Vinde. ¹¹ Derfor, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Efterdi du har besmittet min Helligdom med alle dine Afskyeligheder og med alle dine Vederstyggeligheder: Da vil ogsaa jeg drage, mig tilbage, og mit Øje skal ikke spare, og jeg vil heller ikke skaane. ¹² En Tredjedel af dig skal dø i Pesten og fortæres ved Hungeren i din Midte, og den anden Tredjedel skal falde for Sværdet trindt omkring dig, og den sidste Tredjedel vil jeg sprede for alle Vinde og uddrage Sværdet efter dem. ¹³ Saa skal min Vrede fuldkommes, og jeg vil køle min Harme paa dem og tage Hævn; og de skulle kende, at jeg HERREN har talt i min Nidkærhed, naar jeg har fuldkommet min Harme paa dem.

⁶ Overalt, hvor I bo, skulle Stæderne ødelægges og Højene blive øde, paa det at eders Altre kunne Ødelægges og blive øde og eders Afguder sønderknuses og forsvinde og eders Solbilleder omhugges og eders Gerninger udslettes. ⁷ Og saarede skulle falde midt iblandt eder, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

⁷ Og saarede skulle falde midt iblandt eder, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ⁸ Men jeg vil lade en Levning blive tilovers, idet der iblandt Hedningerne skulle være nogle af eder, som ere undkomne fra Sværdet, naar I blive adspredte i Landene. ⁹ Og de undkomne af eder skulle komme mig i Hu iblandt Hedningerne, hvorhen de ere bortførte som Fanger, naar jeg faar knækket deres bolerske Hjerte, som var afveget fra mig, og deres bolerske Øjne, som saa efter deres Afguder; og de skulle væmmes ved sig selv over de onde Ting; som de have gjort efter alle deres Vederstyggeligheder. ¹⁰ Og de skulle fornemme, at jeg er HERREN; jeg har ikke talt uden Grund om at paaføre dom denne Ulykke.

¹⁰ Og de skulle fornemme, at jeg er HERREN; jeg har ikke talt uden Grund om at paaføre dom denne Ulykke.

¹⁴ Og jeg vil udrække min Haand over, dem og gøre Landet til en Ødelæggelse og et øde fremfor Dibla's Ørk, overalt hvor de bo; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

² Og du Menneskesøn! saa siger den Herre, HERRE om Israels Land: Der er Ende; Enden; kommer over Landets fire Hjørner.

⁴ Og mit Øje skal ikke spare dig, og jeg vil ikke skaane; thi jeg vil lade dine Veje falde tilbege paa dig, og dine Vederstyggeligheder skulle blive i din Midte, og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. ⁵ Saa siger den Herre, HERRE: Ulykke, en eneste Ulykke, se, den kommer! ⁶ Ende kommer! kommen er Enden, den er vaagnet op imod dig; se, den kommer. ⁷ Morgenen kommer til dig, du Landets Indbygger! Tiden kommer; Forstyrrelsens Dag er nær, og der er intet Frydeskrig paa Bjergene.

¹⁰ Se Dagen! se, den kommer! Morgenen bryder frem, Riset blomstrer, Hovmodigheden skyder op. ¹¹ Vold rejser sig til et Ris over Ugudelighed; der bliver intet tilovers af dem; og intet af deres Mangfoldighed, og intet af deres Mængde, og intet herligt iblandt dem! ¹² Tiden kommer, Dagen er kommen nær, den, som køber, glæde sig ej, og den, som sælger, sørge ej; thi Vreden naar hele dens Mangfoldighed.

²³ Gør Lænken færdig! thi Landet er fuldt af Blodskyld og Staden fuld af Vold.

²⁷ Kongen skal sørge, og Fyrsten skal iføre sig Forfærdelse, og Hænderne paa Folket i Landet skulle ryste; jeg vil handle med dem efter deres Veje og dømme dem efter deres Domme, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

³ og som sige: det er ikke saa nær, at vi skulle bygge Huse; denne er Gryden, og vi ere Kødet.

¹⁰ For Sværdet skulle I falde, paa Israels Grænse vil jeg dømme eder; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes:

¹ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ² Du Menneskes søn! du bor midt i det genstridige Hus, hos dem, som have Øjne at se med og se ikke, have Øren at høre med og høre ikke; thi de ere et genstridigt Hus.

² Du Menneskes søn! du bor midt i det genstridige Hus, hos dem, som have Øjne at se med og se ikke, have Øren at høre med og høre ikke; thi de ere et genstridigt Hus. ³ Derfor, du Menneskesøn! skaf dig Rejsetøj, og flyt ud om Dagen for deres Øjne; og flyt fra dit Sted til et andet Sted for deres Øjne, om de maaske vilde se det; thi de ere et genstridigt Hus.

³ Derfor, du Menneskesøn! skaf dig Rejsetøj, og flyt ud om Dagen for deres Øjne; og flyt fra dit Sted til et andet Sted for deres Øjne, om de maaske vilde se det; thi de ere et genstridigt Hus.

⁶ Du skal tage det paa Skulderen for deres Øjne og føle det ud, naar det er mørkt; du skal tilhylle dit Ansigt og ikke se Landet; thi jeg har sat dig til et Undertegn for Israels Hus.

¹⁰ Sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Denne Byrde gælder Fyrstene i Jerusalem og hele Israels Hus, iblandt hvilke disse ere. ¹¹ Sig: Jeg er et Undertegn for eder; som jeg har gjort, saaledes skal der gøres ved dem: De skulle bortføres, de skulle gaa i Fangenskab. ¹² Og Fyrsten, som er midt iblandt dem, skal læsse paa Skulderen i Mørket og vandre ud; igennem Væggen skulle de bryde Hul for at føre det ud der igennem; han skal tilhylle sit Ansigt, paa det han ikke skal se Landet med sine Øjne.

¹² Og Fyrsten, som er midt iblandt dem, skal læsse paa Skulderen i Mørket og vandre ud; igennem Væggen skulle de bryde Hul for at føre det ud der igennem; han skal tilhylle sit Ansigt, paa det han ikke skal se Landet med sine Øjne.

¹⁶ Men jeg vil lade nogle faa Folk af dem blive tilovers fra Sværd, fra Hunger og fra Pest, for at de skulle fortælle alle deres Vederstyggeligheder iblandt Hedningerne, hvor de komme hen, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

²⁰ Og Stæderne, som ere beboede, skulle ødelægges, og Landet vorde Øde; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN.

²² Du Menneskesøn! hvad er dette for et Ordsprog, I have i Israels Land, naar der siges: Dagene trække ud, og ethvert Syn bliver til intet? ²³ Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil lade dette Ordsprog høre op, og de skulle ikke ydermere bruge det som et Ordsprog i Israel; men sia til dem: Dagene ere nær, og hvad hvert Syn udsiger. ²⁴ Thi der skal ikke ydermere være noget tomt Syn eller nogen falsk Spaadom i Israels Hus. ²⁵ Thi jeg er HERREN, jeg taler det Ord, som jeg taler, og det skal ske, det skal ej forhales længere; thi i eders Dage, du genstridige Hus! taler jeg et Ord og fuldkommer det, siger den Herre, HERRE.

²⁵ Thi jeg er HERREN, jeg taler det Ord, som jeg taler, og det skal ske, det skal ej forhales længere; thi i eders Dage, du genstridige Hus! taler jeg et Ord og fuldkommer det, siger den Herre, HERRE.

²⁷ Du Menneskesøn! se, Israels Hus siger: Det Syn, som denne ser, skal ske efter mange Aar, og han spaar om Tider, som ere larlgt borte. ²⁸ Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Der skal ikke eet af alle mine Ord forhales længere; det Ord, som jeg taler, det skal og ske, siger den Herre, HERRE.

⁶ Deres Syner ere Forfængelighed og løgnagtig Spaadom, naar de sige: "HERREN siger det", skønt HERREN ikke har sendt dem, og de haabe dog at Ordet skal stadfæstes.

²³ Derfor skulle I ikke have forfængelige Syner og ikke drive eders Spaadomskunst ydermere; og jeg vil redde mit Folk af eders Haana, og I skulle fornemme, at jeg; er HERREN.

¹⁷ Eller naar jeg Lader Sværdet komme over det samme Land, og jeg siger: Sværd! du kal fare igennem Landet, og jeg udrydder Menneske og Fæ deraf, ¹⁸ men hine tre Mænd vare derudi, saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: De skulde ikke redde Sønner eller Døtre; men de alene skulde reddes.

²¹ Thi saa siger den Herre, HERRE: Meget mere, naar jeg sender mine fire grumme Straffedomme over Jerusalem, nemlig: Sværd og Hunger og vilde Dyr og Pest for at udrydde Menneske og Fæ deraf, ²² og se, der bliver nogle undkomne tilovers, som bortføres, Sønner og Døtre: Se, de skulle gaa ud til eder, og I skulle se deres Vej og deres Gerninger; og I skulle trøste eder over den Ulykke, som jeg lod komme over Jerusalem, ja, alt det, som jeg lod komme over den. ²³ Og de skulle trøste eder, naar I se deres Vej og deres Gerninger; og I skulle erkende, at jeg intet har gjort uden Grund af alt det, som jeg gjorde derudi, siger Den Herre, HERRE.

⁶ Derfor, saa siger den Herre HERRE: Ligesom Vinstokkens Træ er iblandt Skovens Træer, hvilket jeg har givet Ilden at fortære: Saaledes har jeg hengivet Jerusalems Indbyggere.

⁸ Og jeg vil gøre Landet Øde, fordi de have været saare troløse, siger den Herre, HERRE.

⁴⁴ Se hver, som bruger Ordsprog, skal bruge dette Ordsprog om dig og sige: Som Moderen er, saa er hendes Datter.

¹² Sig dog til det genstridige Hus: Vide I ikke, hvad disse Ting betyde? sig: Se, Kongen af Babel kom til Jerusalem og tog dens Konge og dens Fyrster og førte dem til sig til Babel. ¹³ Og han tog een af den kongelige Sæd og gjorde en Pagt med ham, og han tog ham i Ed; men de vældige i Landet tog han bort, ¹⁴ at Riget skulde holde sig nede og ikke hæve sig op, for at det skulde holde hans Pagt, at det maatte bestaa. ¹⁵ Men han affaldt fra ham, saa han sendte sine Bud til Ægypten, at de skulde give ham Heste og meget Folk. Mon det skal lykkes? skal den, som gør disse Ting, slippe derfra? han brød Pagten, og han skulde slippe derfra? ¹⁶ Saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE, for vist! paa det Sted, hvor den Konge er, som gjorde ham til Konge hvis Ed han har foragtet, og hvis Pagt han har bludt, hos ham ska han dø midt i Babel.

¹⁶ Saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE, for vist! paa det Sted, hvor den Konge er, som gjorde ham til Konge hvis Ed han har foragtet, og hvis Pagt han har bludt, hos ham ska han dø midt i Babel. ¹⁷ Og Farao skal ikke yde ham Bistand i Krigen, med en stor Hær og med er talrig Skare, naar man opkaster Belejringsvold, og naar man bygger Vagttaarn til at udrydde mange Sjæle. ¹⁸ Han foragtede Ed, saa al han brød Pagten; og se, han havde givet sin Haand og har dog gjort alle disse Ting, han skal ikke slippe derfra. ¹⁹ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Saa sandt jeg lever, forvist! min Ed, som han foragtede, og min Pagt, som han brød, vil jeg lade falde tilbage paa hans Hoved. ²⁰ Og jeg vil udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net, og jeg vil føre ham til Babel og der gaa i Rette med ham for hans Troløshed, som han har begaaet imod mig.

²⁰ Og jeg vil udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net, og jeg vil føre ham til Babel og der gaa i Rette med ham for hans Troløshed, som han har begaaet imod mig. ²¹ Og alle de, som fly med ham iblandt alle hans Hære, skulle falde for Sværdet og de overblevne adspredes for alle Vinde, og I skulle fornemme, at jeg HERREN, jeg har talt.

²¹ Og alle de, som fly med ham iblandt alle hans Hære, skulle falde for Sværdet og de overblevne adspredes for alle Vinde, og I skulle fornemme, at jeg HERREN, jeg har talt.

² Hvordan er det med eder, at I bruge dette Ordsprog udi Israels Land og sige: Fædrene æde sure Druer, men Børnenes Tænder bleve ømme? ³ Saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Det skal ikke ske iblandt eder ydermere, at dette Ordsprog skal bruges i Israel:

³ Saa sandt jeg lever, siger den Herre, HERRE: Det skal ikke ske iblandt eder ydermere, at dette Ordsprog skal bruges i Israel:

⁸ Og Hedningerne trindt omkring fra Landskaberne opstillede imod ham og udbredte over ham deres Garn, han blev fangen i deres Grav. ⁹ Og de satte ham i et Bur, i Lænker, og førte ham til Kongen af Babel: De førte ham til Fæstningerne, paa det hans Røst ikke mere skulde høres paa Israels Bjerge.

⁴⁹ Og jeg sagde: Alc, Herre, HERRE, de sige om mig: Mon han ikke bruger idel Lignelser?

²⁵ Og du gennemborede, du ugudelige, du Israels Fyrste, hvis Dag kommer til den Tid, naar Misgerningen medfører Enden! ²⁶ Saa siger den Herre, HERRE: Ypperstepræstehuen skal borttages, og Kongekronen bortføres; hvad der er, skal ikke være mere, det nedtrykte skal ophøjes og det høje nedtrykkes. ²⁷ Omvæltning, Omvæltning, Omvæltning vil jeg gøre det til; heller ikke denne skal vare ved - indtil han kommer, hvem Retten hører til, og jeg giver ham den.

³³ Du skal fyldes af Beruselse og Bedrøvelse; Forskrækkelses og ødelæggelses Bæger er din Søsters, Samarias, Bæger.

³ Og fremsæt en Lignelse for det genstridige Hus, og sig til dem: Saa siger den Herre, HERRE: Sæt Gryden paa, sæt den paa, og øs ogsaa Vand derudi!

¹⁸ Og jeg talte til Folket om Morgenen, og min Hustru døde om Aftenen; og jeg gjorde næste Morgen, som mig var befalet. ¹⁹ Og Folket sagde til mig: Vil du ikke give os til Kende, hvad disse Ting betyde for os, at du gør saaledes?

²⁴ Og Ezekiel skal blive eder til et Undertegn, I skulle gøre efter alt det, som han har gjort; naar det kommer, da skulle I fornemme, at jeg er den Herre, HERRE.

²⁷ Paa den samme Dag skal din Mund oplades, naar den undslupne er kommen, og du skal tale og ikke mere være stum; og du skal være bleven den til et Undertegn, og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

¹¹ og jeg vil holde Ret over Moab, at de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

⁶ Og dens Døtre, som ere paa Landet, skulle ihjelslaaes med Sværdet; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN.

²⁶ Og de skulle bo tryggelig derudi og bygge Huse og plante Vingaarde, ja, bo tryggelig; naar jeg holder Ret over alle dem, som haanede dem trindt omkring dem; og de skulle fornemme, at jeg HERREN er deres Gud.

³ Saa siger den Herre, HERRE: Derfor vil jeg udbrede mit Garn over dig ved en forsamling af mange Folkeslag og de skulle trække dig op i mit Vod:

¹¹ Sig til dem: Saa sandt jeg lever, siger den Herre HERRE; Jeg har ikke Behag i den ugudeliges Død, men deri, at deri ugudelige omvender sig fra sin Vej, at han maa leve; vender om, vender om fra eders onde Veje! Hvorfor ville I dog dø, -Israels Hus?

³³ Men naar det kommer se det kommer! da skulle de fornemme, at der har været en Profet midt iblandt dem.

³ derfor spaa, og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Fordi, ja, fordi man ødelægger og søger at opsluge eder trindt omkring fra, for at I kunne vorde en Ejendom for Levningen af Hedningerne, og fordi I ere komne paa Læber og Tunger og i ondt Rygte iblandt Folk,

³¹ Da skulle I komme eders onde Veje i Hu og eders Idrætter, som ikke vare gode, og I skulle væmmes over eder selv vor euers Misgerninger og for eders Vederstyggeligheder.

⁷ Og jeg spaaede, som mig var befalet, og der kom en Lyd, der jeg spaaede, og se, der blev en Raslen; og Benene nærmede sig, det ene Ben til det andet.

¹⁰ Og jeg spaaede, som han befalede mig, og Aanden kom i dem, og de bleve levende og stode paa deres Fødder, en saare stor Hær.

²⁸ Og de skulle fornemme, at jeg er HERREN deres Gud idet jeg har bortført dem til Hedningerne og nu samler dem til dere Land og ikke ydermere lader nogen af dem blive tilbage hist.

⁶ Og du skal sige til de genstridige; til Israels Hus: Saa siger den Herre, HERRE: Lad det være eder nok med alle eders Vederstyggeligheder, Israels Hus!

⁵ Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og været genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love.

⁵ Vi have syndet og gjort ilde, og have handlet ugudeligt og været genstridige, og vi ere vegne fra dine Bud og fra dine Love. ⁶ Og vi hørte ikke paa dine Tjenere, Profeterne, som talte i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre og til alt Folket i Landet.

⁶ Og vi hørte ikke paa dine Tjenere, Profeterne, som talte i dit Navn til vore Konger, vore Fyrster og vore Fædre og til alt Folket i Landet. ⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig.

⁷ Herre! dig hører Retfærdighed til, men Ansigts Blusel, saaledes som paa denne Dag, er for os, for Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere og hele Israel, dem, som ere nær, og dem, som ere langt borte, i alle de Lande, hvorhen du har fordrevet dem for deres Troløsheds Skyld, som de have begaaet imod dig. ⁸ HERRE! Ansigts Blusel er for os, for vore Konrer, for vore Fyrster og for vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig.

⁸ HERRE! Ansigts Blusel er for os, for vore Konrer, for vore Fyrster og for vore Fædre, fordi vi have syndet imod dig. ⁹ Hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Forladelse, thi vi have været genstridige imod ham,

⁹ Hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Forladelse, thi vi have været genstridige imod ham, ¹⁰ og vi have ikke hørt paa HERREN vor Guds Røst, saa at vi vandrede i hans Love, som han gav for vort Ansigt ved sine Tjenere, Profeterne. ¹¹ Men al Israel har overtraadt din Lov og er afveget, idet de ikke hørte paa din Røst; derfor er der udøst over os den Forbandelse og den Ed; som er skrevet i Mose, Guds Tjeners Lov; thi vi have syndet imod ham. ¹² Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme nær os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem.

¹² Og han har holdt sine Ord, som han talte over os og over vore Dommere, der dømte os, idet han lod en stor Ulykke komme nær os, som ikke var sket under hele Himmelen, saaledes som den er sket i Jerusalem.

¹⁷ Og nu, vor Gud! hør din Tjeners Bøn og hans ydmyge Begæringer, og lad dit Ansigt lyse over din Helligdom, som er Ødelagt, for Herrens Skyld.

¹⁴ Men jeg er kommen for at lade dig forstaa, hvad der skal vederfares dit Folk i de sidste Dage; thi der er endnu et Syn, som gaar paa disse Dage.

¹² Saa snart de gaa bort, vil jeg udbrede mit Garn over dem, jeg vil drage dem ned som Fugle under Himmelen; jeg vil tugte dem, efter hvad der er forkyndt deres Forsamling.

¹ Støder i Basunen paa Zion, og raaber højt paa mit hellige Bjerg, alle Landets Indbyggere bæve! thi HERRENS Dag kommer, thi den er nær.

³ I, som vise den onde Dag bort og bringe Volds Sæde til at komme nærmere!

⁸ Se, den HERRES, derres Øjne ere imod det syndige Rige, og jeg vil udslette det af Jordens Overflade; dog vil jeg ikke aldeles udslette Jakobs Hus, siger HERREN. ⁹ Thi se, jeg byder og ryster Israels Hus om iblandt alle Folkene, ligesom der rystes om i et Sold, og der ikke falder eet Korn til Jorden.

¹⁰ Hver, som bygger Zion med Blod og Jerusalem med Uretfærdighed! ¹¹ Dens øverster dømmes for Skænk, og dens Præster lære for Betaling, og dens Profeter spaa for Penge; dog forlade de sig fast paa HERREN, sigende: Er ikke HERREN midt iblandt os? der skal ikke komme Ulykker over os. ¹² Derfor; for eders Skyld, skal Zion pløjes som en Ager og Jerusalem blive til Stenhobe og Husets Bjerg til Skovhøje.

¹³ Og Jorden skal blive til øde for sine Beboeres Skyld, formedelst deres Idrætters Frugt.

⁵ Ser ud iblandt Hedningerne, og skuer; forundrer eder, og vorder forundrede; thi jeg gør en Gerning i eders Dage, I vilde ikke tro den, naar den fortaltes.

¹⁴ Nær er HERRENS Dag, den store, den er nær og haster saare; Lyden af HERRENS Dag høres; der raaber den vældige bitterlig.

⁶ Dog, mine Ord og mine Bestemmelser, som jeg meddelte mine Tjenere, Profeterne, have de ikke rammet eders Fædre, saa de vendte om og sagde: Ligesom den HERRE Zebaoth havde tænkt at gøre imod os efter vore Veje og efter vore Idrætter, saaledes har han gjort imod os.

¹⁴ men jeg vil bortdrive dem som ved en Storm iblandt alle de Hedningefolk, som de ikke, have kendt, og Landet skal være Ødelagt efter dem, saa at ingen gaar igennem det frem eller tilbage. Og de gjorde det herlige Land til en Ørk.

² Og det skal ske paa den Dag, siger den HERRE Zebaoth, at jeg vil udrydde Afgudernes Navne af Landet, og de skulle ikke ihukommes ydermere; ogsaa Profeterne og den urene Aand vil jeg lade forsvinde af Landet. ³ Og det skal ske, naar nogen spaar ydermere, da skal hans Fader og hans Moder, som avlede ham, sige til ham: Du skal ikke leve, thi du har talt Løgn i HERRENS Navn; og hans Fader og hans Moder, som avlede ham, skulle gennembore ham, naar han spaar. ⁴ Og det skal ske paa den Dag, da skulle Profeterne skamme sig, hver over sit Syn, naar han spaar; og de skulle ikke iføre sig en laadden Kappe for at bedrage.

¹ HERRENS Ords Profeti over Israel ved Malakias.

¹ Thi se, Dagen kommer, der brænder som Ovnen, og alle hovmodige og hver, som Øver Ugudelighed, skulle vorde Halm, og Dalen, der kommer, skal fortære dem, siger den HERRE Zebaoth, saa at den ikke levner dem Rod eller Gren.

¹⁴ thi den Port er snever, og den Vei er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den.

¹³ Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de skjøndt seende dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller. ¹⁴ Og i dem fuldkommes Esaias' Spaadom, som siger: med Eders Øren skulle I høre, og dog ikke forstaae, og se med Eders Øine, og ikke fatte.

⁶ Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befoel dem; ⁷ og de hentede Aseninden og Føllet, og lade deres Klæder paa dem; og han satte sig derpaa.

²² Og dersom disse Dage ikke bleve forkortede, da blev intet Menneske frelst; men for de Udvalgtes Skyld skulle disse Dage forkortes.

³⁴ Sandelig siger jeg Eder, denne Slægt skal ikke forgaae, førend dette skeer altsammen. ³⁵ Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.

⁴⁸ Men dersom nogen ond Tjener vilde sige i sit Hjerte: min Herre tøver at komme; ⁴⁹ og begynde at slaae Medtjenerne, men at æde og drikke med de Drukne: ⁵⁰ saa skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke forventer, og paa den Time, som han ikke veed, ⁵¹ og slaae ham sønder, og giver ham sin Deel med Øienskalke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

¹² at de see med øinene, og ikke skjønne, og høre med ørene, og ikke forstaae; at de ingenlunde omvende sig, og Synderne forlades dem.

¹⁷ Og Da Jesus fornam det, sagde han til dem: hvi bespørge I Eder derom, at I ikke have Brød? Besinde I eder ikke endnu, og forstaae I ei heller, er Eders Hjerte endnu forhærdet? ¹⁸ Have I Øine og see ikke? og have IØren og høre ikke? og komme I ikke ihu?

³⁰ Sandelig siger jeg Eder: denne Slægt skal ingenlunde forgaae, førend disse Ting skee allesammen. ³¹ Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaaae. ³² Men om den Dag og Time veed Ingen, hveken Englene, som ere i Himmelen, ikke heller Sønnen, men alene Faderen. ³³ Seer til, vaager og beder; thi I vide ikke, naar den Tid er. ³⁴ Ligesom et Menneske, som drog udenlands, forlod sit Huus og gav sine Tjenere magt og hver sin Gjerning og bød Dørvogteren, at han skulde vaage. ³⁵ Derfor vaager; (thi I vide ikke, naar Husets Herre kommer, om Aftenen eller ved Midnateller ved Hanegal eller om Morgenen), ³⁶ at han ikke, nar han kommer hastelig, skal finde Eder sovende. ³⁷ Men hvad jeg siger Eder, det siger jeg Alle: vaager!

¹⁶ Og hans Disciple gik bort og kom i Staden og fandt det, ligesom han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet.

¹⁰ Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de Hørende ikke forstaae.

⁸ Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det staae endnu dette Aar, indtil jeg faaer gravet om det og gjødet det, ⁹ om det da vil bære Frugt; men hvis ikke, da hug det siden om.

³⁴ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheter og steener dem, som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligerviis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne; men I vilde ikke.

¹³ Men Viingaardens Herre sagde: hvad skal jeg gjøre? jeg vil sende min Søn den Elskelige, maaskee, naar de see ham, skulle de undsee sig.

¹³ Men det skal vederfares Eder til et Vidnesbyrd.

³³ Himmelen og Jorden skulle forgaae; men mine Ord skulle ingenlunde forgaae. ³⁴ Men vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Næring, og denne Dag skal komme pludselig over Eder. ³⁵ Thi den skal komme som en Snare over alle dem, som boe paa den ganske Jord.

³⁵ Thi den skal komme som en Snare over alle dem, som boe paa den ganske Jord. ³⁶ Derfor vaager og beder til enhver Tid, at I kunne agtes værdige til at undflyde alle disse Ting, som skee skulle og til at bestaae for Menneskens Søn.

⁵ Hans Moder sagde til Tjenerne: hvad som han siger Eder, det gjører. ⁶ Men der var sex Vandkar af Steen, satte efter Jødernes Renselsesskik, som holdt hver to eller tre Maader. ⁷ Jesus sagde til dem: fylder Vandkarrene med vand; og de fyldte dem indtil det Øverste. ⁸ Og han sagde til dem: øser nu og bærer til Køgemesteren; og de bare det til ham.

³⁹ Og Jesus sagde: jeg er kommen til Dom i denne Verden, at de, som ikke see, skulle vorde seende, og de, som see, skulle vorde blinde. ⁴⁰ Dette hørte de af Pharisæerne, som vare hos ham, og de sagde til ham: monne og vi ereblinde? ⁴¹ Jesus sagde til dem: vare i blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: vi see; derfor bliver Eders Synd.

⁴⁰ han har forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem.

¹⁴ I ere mine Venner, dersom I gjøre, hvad jeg befaler Eder.

⁵¹ I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I. ⁵² Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne;

¹⁹ Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn;

²⁶ Gak hen til dette Folk og siig: med Eders Øren skulle I høre og ikke forstaae, og see medEders Øine og ikke fatte; ²⁷ thi dette Folks Hjerte er belvet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see, med Øinene, og høre med Ørene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

²⁷ Men Esaias udraaber over Israel: om end Israels Børns Tal var som havets Sand, saa skal kun en Levning Frelses.

⁴ Men hvad siger det guddommelige gjensvar til ham? Jeg levnde mig selv syv tusinde Mænd, som ikke have bøiet Knæ for Baal. ⁵ Saaledes er da og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens udvælgelse bleven tilbage.

⁷ Hvad altsaa? Det, Israel, søger efter, har det ikke erholdt, men de Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede; ⁸ som skrevet er: Gud gav dem en Dorskheds Aand, øine til ikke at see, Øren til ikke at høre, indtil denne Dag.

¹⁸ Thi Saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Christus, men deres egen Bug, og ved føde Ord og smigrende Taler forføre de de Eenfoldiges Hjerter.

²⁶ thi Jorden er Herrens og dens Fylde.

²⁸ Men dersom Nogen siger til Eder: det er Afguds-Offer, da ælder det ikke, for hans Skyld, som gav det tilkjende og for Samvittighedens Skyld.

¹⁴ Men deres Sind er forhærdet; thi indtil denne Dag forbliver det samme Dække under det gamle testamentes Læsning uafdraget; thi kun ved Christus hæves det.

³ Men er da end vort Evangelium skjult, da er det skjult for dem, som fortabes, ⁴ udi hvilke denne Verdens Gud har forblindet det vantroe Sind, paa det Oplysningen ikke skulde skinne for dem fra Evangeliet om Christi Herlighed, som er Guds Billede.

¹⁸ formørkelse i Forstanden, fremmedgjorte fra Guds Liv formedelst den Vankundighed, som er i dem, formedelst deres Hjertes Forhærdelse,

⁵ Thi hverken omgikkes vi med smigrende Ord, som I vide, ei heller med paaskud for Gjerrighed; Gud er Vidne.

² thi I vide selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om Natten. ³ Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye.

¹⁰ og med al ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes, fordi de ikke annammede Sandheds Kjærlighed til deres Frelse. ¹¹ Derfor skal Gud og sende dem Kraftige Vildfarelse, at de skulle troe Løgnen,

²⁵ med Sagtmodighed undervisende dem, som modsætte sig, om Gud vilde engang give dem Omvendelse til Sandhes Erkjendelse,

⁸ Værer I og taalmodige, styrker Eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær. ⁹ Sukker ikke mod hverandre, Brødre! at I ikke skulle fordømmes; see, Dommeren staaer for Døren.

² Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes. ³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

³ Vider da først dette, at i de sidste Dage skulle der komme Bespottere, som vandre efter deres egne Lyster, ⁴ og sige: hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkomst? Thi fra den Dag, Fædrene ere hensovede, forblive alle Ting saaledes, som fra Skabningens Begyndelse.

⁴ og sige: hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkomst? Thi fra den Dag, Fædrene ere hensovede, forblive alle Ting saaledes, som fra Skabningens Begyndelse.

³ Kom derfor ihu, hvorledes du har annammet og hørt, og bevar det og vend om. Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en Tyv, og du skal ikke vide, paa hvilken Stund jeg kommer over dig.