Esther 4 Cross References - Danish

¹ Der Mardokaj fik alt det at vide, som var sket, da sønderrev Mardokaj sine Klæder og førte sig i Sæk og Aske og gik ud midt i Staden og raabte med stort og bittert Skrig. ² Og han kom hen lige foran Kongens Port; thi man maatte ikke gaa ind ad Kongens Port, klædt i Sæk. ³ Og i hvert Landskab og paa hvert Sted, hvor Kongens Ord og hans Lov kom hen, var der en stor Sorg iblandt Jøderne og Faste og Graad og Hylen; mange laa i Sæk og Aske. ⁴ Da kom Esthers unge Piger og hendes Kammertjenere og gave hende det til Kende, og Dronningen blev meget bange, og hun sendte Klæder for at lade Mardokaj iføre sig dem og for at tage hans Sørgedragt bort fra ham; men han tog ikke imod dem. ⁵ Da kaldte Esther ad Hathak, en af Kongens Kammert jenere, som han havde beskikket til at staa for hendes Ansigt, og hun gav ham Befaling til Mardokaj for at fornemme, hvad det var, og hvorfor dette skete? ⁶ Da gik Hathak ud til Mardokaj paa Stadens Torv, som var foran Kongens Port. ⁷ Og Mardokaj gav ham til Kende alt; hvad ham var vederfaret, og Forklaring om det Sølv, som Haman havde sagt, at han vilde tilveje Kongens Skatkammer for Jøderne, hvis han maatte omkomme dem. ⁸ Og han gav ham Genparten af den skrevne Befaling, som var given i Susan, om at ødelægge dem for at lade Esther se den og underrette hende derom og for at paalægge hende at gaa ind til Kongen og bønfalde ham og bede ham om Naade for sit Folk. ⁹ Og Hathak kom og gav Esther Mardokajs Ord til Kende. ¹⁰ Da sagde Esther til Hathak og gav ham Befaling til Mardokaj: ¹¹ Alle Kongens Tjenere og Folket i Kongens Landskaber vide, at for hver Mand eller, Kvinde, som gaar til Kongen i den inderste Forgaard uden at være kaldet, er der en Lov, at man skal slaa ham ihjel, uden saa er, at Kongen udrækker Guldspiret imod ham, at han maa leve; jeg er ikke kaldet at komme til Kongen nu i tredive Dage. ¹² Og de forkyndte Mardokaj Esthers Ord. ¹³ Da sagde Mardokaj, at de skulde give dette Svar tilbage til Esther: Tænk ikke i din Sjæl, at du vil redde dig i Kongens Hus ene af alle Jøderne. ¹⁴ Thi dersom du tier paa denne Tid, da skal en Vederkvægelse og Redning beskikkes for Jøderne fra et andet Sted, men du og din Faders Hus, I skulle omkomme; og hvo ved, om du, for en Tids Skyld som denne, er kommen til kongelig Værdighed? ¹⁵ Da sagde Esther, at man skulde give dette Svar tilbage til Mardokaj: ¹⁶ Gak, samler alle Jøderne, som findes i Susan, og faster for mig, og I skulle ikke æde, ej heller drikke i tre Dage, Nat og Dag, ogsaa jeg og mine unge Piger ville ligeledes faste; og saaledes vil jeg gaa ind til Kongen, hvilket ikke er efter Loven, og omkommer jeg saa, saa faar jeg at omkomme. ¹⁷ Og Mardokaj gik bort og gjorde efter alt det, som Esther havde befalet ham.

¹⁹ Thi jeg kender ham, at han skal byde sine Børn og sit Hus efter sig, at de skulle bevare HERRENS vej i at gøre Retfærdighed og Dom, paa det at HERREN skal lade det komme over Abraham, som han har lovet ham.

¹⁴ Saa kaldte Abraham det samme Steds Navn: HERREN skal se; hvilket siges paa denne Dag: Paa HERRENS Bjerg skal ses.

³⁴ Der Esau hørte sin Faders Tale, skreg han med et stort og overmaade bittert Skrig og sagde til sin Fader: Velsign mig, ogsaa mig, min Fader!

³⁵ Og alle hans Sønner og alle han Døtre lagde sig efter at trøste ham men han vilde ikke lade sig trøst og sagde: Thi jeg maa fare med Sorg ned i Graven til min Søn; og hans Fader begræd ham.

¹⁴ Saa toge Mændene denne Skænk og toge dobbelte Penge i deres Haand og Benjamin og gjorde sig rede og droge ned til Ægypten og stode for Josefs Ansigt.

⁴ Da sagde Josef til sine Brødre: kommer dog hid til mig og de gik frem; og han sagde: Jeg er Josef, eders Broder, som I solgte til Ægypten. ⁵ Men værer nu ikke bekymrede, og lader det ikke være mishageligt for eders Øjne, at I solgte mig hid; thi for at I skulde blive holdte ved Live, har Gud sendt mig hid foran eder. ⁶ Thi nu har der været to Aar Hunger i Landet, og endnu er der fem Aar, i hvilke der ikke skal være Pløjning eller Høst. ⁷ Men Gud har sendt mig foran eder, at lade eder blive tilovers i Landet og at lade eder leve, til en stor Befrielse. ⁸ Og nu, ikke I have sendt mig hid, men Gud; og han har sat mig til en Fader for Farao og til en Herre over alt hans Hus og til en Hersker i alt Ægyptens Land.

²² Gud er den, som førte dem ud af Ægypten, de have megen Styrke som Enhjørningen. ²³ Thi der er ingen Spaadomskunst i Jakob og ingen Sandsigerkunst i Israel; i sin Tid skal der siges til Jakob og til Israel, hvad Gud har gjort. ²⁴ Se, det Folk skal staa op som en Løvinde og ophøje sig som en Løve; det skal ikke lægge sig, før det æder Rovet og drikker de ihjelslagnes Blod.

²⁶ Jeg havde sagt: Jeg vil adsprede dem, jeg vil udslette deres Ihukommelse iblandt Menneskene, ²⁷ dersom jeg ikke befrygtede at blive opirret af Fjenden, at deres Fjender skulde miskende det og sige: Vor Haand er høj, og HERREN har ikke gjort alt dette.

³⁶ Thi HERREN skal dømme sit Folk og han vil forbarme sig over sine Tjenere, naar han ser, at deres Magt er borte, og at det er forbi baad med den bundne og den løsladte

⁶ Og Josva sønderrev sine Klæder og faldt paa sit Ansigt til Jorden for HERRENS Ark indtil Aftenen, han og de Ældste af Israel, og de kastede Støv paa deres Hoved.

¹⁵ Og om det mishager eder at tjene HERREN, saa udvælger eder i Dag, hvem I ville tjene, enten de Guder, som eders Fædre, der vare paa hin Side Floden, tjente, eller Amoriternes Guder, i hvis Land I bo; men jeg og mit Hus, vi ville tjene HERREN.

¹⁵ Og det skete paa den syvende Dag, da sagde de til Samsons Hustru, Lok din Mand til, at han forklarer os den mørke Tale, at vi ikke skulle brænde dig og din Faders Hus med Ild; have I indbudet os, at I ville gøre os fattige eller ikke? ¹⁶ Da græd Samsons Hustru over ham og sagde: Du hader mig ikkun og har mig ikke kær, du har fremsat en mørk Tale for mit Folks Børn og ikke forklaret den for mig; og han sagde til hende: Se, jeg har ikke forklaret den for min Fader eller for min Moder, og skulde jeg forklare den for dig? ¹⁷ Og hun græd over ham i de syv Dage, som de havde Gæstebud; og det skete, paa den syvende Dag forklarede han den for hende, thi hun trængte ham, og hun forklarede den mørke Tale for sit Folks Børn. ¹⁸ Da sagde Mændene af Staden til ham paa den syvende Dag, før Solen gik ned: Hvad er sødere end Honning og hvad er stærkere end en Løve? Da sagde han til dem: Dersom I ikke havde pløjet med min Kalv, da havde I ikke fundet paa min mørke Tale.

⁶ Da sagde Filisterne: Hvo har gjort dette? og de sagde: Samson, den Thimniters Svigersøn, fordi han tog hans Hustru og gav hans Selskabsbroder hende; da droge Filisterne op og opbrændte hende og hendes Fader med Ild.

¹³ Og han kom, og se, Eli sad paa en Stol ved Siden af Vejen og saa sig om, thi hans Hjerte var saare bange for Guds Ark; der Manden kom til at forkynde det i Staden, da skreg den ganske Stad. ¹⁴ Og der Eli hørte Skrigets Røst, da sagde han: Hvad er dette for et Bulders Røst? Og Manden skyndte sig og kom og gav Eli det til Kende.

¹⁵ Og af eders Sæd og eders Vingaarde skal han tage Tiende og give sine Hofbetjente, og sine Tjenere.

⁴ Saa kom Budene tll Sauls Gibea og talede Ordene for Folkets øren; da opløftede alt Folket deres Røst, og de græd.

²² Thi HERREN skal ikke forlade sit Folk for sit store Navns Skyld, efterdi HERREN har, haft Villie til at gøre eder til sit Folk.

²⁹ Da sagde David: Hvad har jeg nu gjort? det er jo kun et Ord.

⁵ Thi han har sat sit Liv i sin Haand og slaget Filisteren, og HERREN beredte en stor Frelse for al Israel, det har du set og glædedes derved; og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod ved at ihjelslaa David uforskyldt?

¹¹ Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligervis alle Mændene, som vare hos ham.

¹² Vær frimodig, og lader os være frimodige for vort Folk og for vor Guds Stæder; men HERREN gøre, hvad som er godt for hans Øjne.

¹⁹ Da tog Thamar Aske paa sit Hoved og sønderrev den brogede Kjortel, som hun havde paa, og lagde sin Haand paa sit Hoved og gik og raabte uafladelig.

³² Og han løftede sit Ansigt op til Vinduet og sagde: Hvo er med mig, hvo? Da saa to eller tre Hofbetjente ud til ham.

³ Og de sagde til ham: Saa sagde Ezekias: Denne Dag er Nødens og Tugtelsens og Bespottelsens Dag; thi Børnene ere komne til Fødselens Sted, og der er ingen Kraft til at føde.

³ Og Josafat frygtede og vendtesit Ansigt til at søge HERREN og lod udraabe en: Faste over al Juda.

⁹ thi vi ere Tr ælle; dog vor Gud har ikke forladt os i vor Trældom; og han har tilvendt os Miskundhed hos Kongerne i Persien for at give os Livsophold, at vi kunde opføre vor Guds Hus og oprejse dets øde Steder, og for at give os et Gærde i Juda og Jerusalem.

³ Og jeg sagde til Kongen: Kongen leve evindelig! hvorfor skulde jeg ikke være sørgmodig, da den Stad, i hvilken mine Fædres Begravelsers Hus er, ligger øde, og dens Porte ere fortærede af Ild? ⁴ Da sagde Kongen til mig: Hvad er det, du søger om? da bad jeg til Gud i Himmelen. ⁵ Da sagde jeg til Kongen: Dersom det synes Kongen godt, og dersom din Tjener synes god for dit Ansigt, da sende du mig til Juda, til mine Fædres Begravelsers Stad, at jeg maa bygge den op.

¹¹ Men jeg sagde: Skulde en Mand som jeg flygte? og hvilken Mand, der var som jeg, skulde gaa ind i Templet og leve jeg vil ikke gaa derind.

¹ Og det skete i Ahasverus's Dage (det er den Ahasverus, som regerede fra Indien og indtil Morland over hundrede og syv og tyve Landskaber),

¹⁰ Paa den syvende Dag, der Kongens Hjerte var vel til Mode af Vinen, sagde han til Mehuman, Bistha, Harbona, Bigtha og Abagtha, Sethar og Karkas, de syv Kammertjenere, de som tjente for Kong Ahasverus's Ansigt,

¹² Men Dronning Vasthi vægrede sig ved at komme efter Kongens Ord ved Kammertjenerne; da blev Kongen saare vred, og hans Harme optændtes i ham.

¹⁹ Dersom det synes Kongen godt, saa udgaa et kongeligt Bud fra ham, og det vorde opskrevet iblandt Persers og Meders Love, saa at det ikke gaar tabt: At Vasthi ikke skal komme for Kong Ahasverus's Ansigt, og hendes kongelige Værdighed give Kongen til hendes Næste, som er bedre end hun.

⁷ Og han var Fosterfader til Hadassa, det er Esther, hans Farbroders Datter, thi hun havde hverken Fader eller Moder; og den unge Pige var skøn af Skikkelse og dejlig af Anseelse, og der hendes Fader og hendes Moder døde, da tog Mardokaj hende til sig som Datter.

¹⁴ Hun gik ind om Aftenen, og om Morgenen gik hun tilbage til Kvindernes andet Hus under Saasgas, Kongens Kammertjeners, Haand, hans, som tog Vare paa Medhustruerne; hun maatte ikke komme mere til Kongen, uden Kongen havde Lyst til hende, og hun blev kaldet ved Navn. ¹⁵ Og der Raden kom til Esther, Abihajls, Mardokajs Farbroders, Datter, som denne havde taget til sig som Datter, at hun skulde gaa ind til Kongen, da krævede hun ingen Ting, uden hvad Hegaj, Kongens Kammertjener, som tog Vare paa Kvinderne, sagde; og Esther fandt Naade for alles Øjne, som saa hende.

²⁰ Esther havde ikke givet sin Slægt, ej heller sit Folk til Kende, ligesom Mardokaj havde befalet hende; thi Esther gjorde efter Mardokajs Ord, ligesom da hun blev opfødt hos ham -

² Og alle Kongens Tjenere, som vare i Kongens Port, knælede og bøjede sig ned for Haman, thi Kongen havde saa budet om ham; men Mardokaj knælede ikke og nedbøjede sig ikke. ³ Da sagde Kongens Tjenere, som vare i Kongens Port, til Mardokaj: Hvorfor overtræder du Kongens Bud? ⁴ Og det skete, der de sagde det daglig til ham, og han hørte dem ikke, da gave de Haman det til Kende for at se, om Mardokajs Ord skulde bestaa; thi han havde tilkendegivet dem, at han var en Jøde. ⁵ Der Haman saa, at Mardokaj ikke knælede eller nedbøjede sig for ham, da blev Haman opfyldt med Harme. ⁶ Og han fandt det altfor lidet i sine Øjne, at lægge Haand paa Mardokaj alene (thi de havde givet ham til Kende, af hvad Folk Mardokaj var); og Haman søgte at ødelægge alle Jøderne, som vare udi Ahasverus's ganske Rige, Mardokajs Folk. ⁷ I den første Maaned, det er Nisan Maaned, i Ahasverus's tolvte Aar, kastede man Pur, det er Lod, for Hamans Ansigt, fra Dag til Dag og fra Maaned til den tolvte Maaned, det er Adar Maaned. ⁸ Og Haman sagde til Kong Ahasverus: Her er et Folk adspredt og fordelt iblandt Folkene i alle dit Riges. Landskaber; og deres Love ere anderledes end alt Folkets, de gøre ikke heller efter Kongens Love, derfor er det ikke Kongen nyttigt at lade dem blive i Ro.

⁸ Og Haman sagde til Kong Ahasverus: Her er et Folk adspredt og fordelt iblandt Folkene i alle dit Riges. Landskaber; og deres Love ere anderledes end alt Folkets, de gøre ikke heller efter Kongens Love, derfor er det ikke Kongen nyttigt at lade dem blive i Ro. ⁹ Dersom det, synes godt for Kongen, saa lad der udstedes en Skrivelse om at udrydde dem: Saa vil jeg veje ti Tusinde Centner Sølv i Embedsmændenes Hænder, at de kunne føre dem i Kongens Skatkammer.

⁹ Dersom det, synes godt for Kongen, saa lad der udstedes en Skrivelse om at udrydde dem: Saa vil jeg veje ti Tusinde Centner Sølv i Embedsmændenes Hænder, at de kunne føre dem i Kongens Skatkammer. ¹⁰ Da tog Kongen sin Ring af sin Haand og gav den til Haman, Ham-Medathas Søn, Agagiten, Jødernes: Fjende.

¹⁰ Da tog Kongen sin Ring af sin Haand og gav den til Haman, Ham-Medathas Søn, Agagiten, Jødernes: Fjende. ¹¹ Og Kongen sagde til Harnan: Det Sølv skal være dig skænket, og Folket tillige, at gøre med det, som det synes godt for dine Øjne.

¹¹ Og Kongen sagde til Harnan: Det Sølv skal være dig skænket, og Folket tillige, at gøre med det, som det synes godt for dine Øjne. ¹² Da bleve Kongens Skrivere kaldte i den første Maaned, paa den trettende Dag i den, og der. blev skrevet aldeles, som Haman havde befalet, til Kongens Statholdere og til Landshøvdingerne, som vare over hvert Landskab, og til hvert Folks Øverster, til hvert Landskab efter dets Skrift og til hvert Folk efter dets Tungemaal; i Kong Ahasverus's Navn blev der skrevet og beseglet med Kongens Ring.

¹² Da bleve Kongens Skrivere kaldte i den første Maaned, paa den trettende Dag i den, og der. blev skrevet aldeles, som Haman havde befalet, til Kongens Statholdere og til Landshøvdingerne, som vare over hvert Landskab, og til hvert Folks Øverster, til hvert Landskab efter dets Skrift og til hvert Folk efter dets Tungemaal; i Kong Ahasverus's Navn blev der skrevet og beseglet med Kongens Ring.

¹² Da bleve Kongens Skrivere kaldte i den første Maaned, paa den trettende Dag i den, og der. blev skrevet aldeles, som Haman havde befalet, til Kongens Statholdere og til Landshøvdingerne, som vare over hvert Landskab, og til hvert Folks Øverster, til hvert Landskab efter dets Skrift og til hvert Folk efter dets Tungemaal; i Kong Ahasverus's Navn blev der skrevet og beseglet med Kongens Ring. ¹³ Og Brevene bleve sendte ved Løbere til alle Kongens Landskaber om at ødelægge, at ihjelslaa og at omkomme alle Jøderne, baade unge og gamle, smaa Børn og Kvinder, paa en Dag, nemlig paa den tolvte Maaneds trettende Dag, det er Adar Maaned, og om at røve Bytte hos dem.

¹³ Og Brevene bleve sendte ved Løbere til alle Kongens Landskaber om at ødelægge, at ihjelslaa og at omkomme alle Jøderne, baade unge og gamle, smaa Børn og Kvinder, paa en Dag, nemlig paa den tolvte Maaneds trettende Dag, det er Adar Maaned, og om at røve Bytte hos dem. ¹⁴ En Genpart af Skrivelsen var, at der skulde gives en Lov i alle og ethvert Landskab, at det skal være vitterligt for alle Folk, at de skulde være rede til den Dag. ¹⁵ Løberne gik ud og skyndte sig efter Kongens Ord, og den Lov blev given i Borgen Susan; og Kongen og Haman sade for at drikke, medens Staden Susan var i Forvirring.

³ Og i hvert Landskab og paa hvert Sted, hvor Kongens Ord og hans Lov kom hen, var der en stor Sorg iblandt Jøderne og Faste og Graad og Hylen; mange laa i Sæk og Aske.

¹⁶ Gak, samler alle Jøderne, som findes i Susan, og faster for mig, og I skulle ikke æde, ej heller drikke i tre Dage, Nat og Dag, ogsaa jeg og mine unge Piger ville ligeledes faste; og saaledes vil jeg gaa ind til Kongen, hvilket ikke er efter Loven, og omkommer jeg saa, saa faar jeg at omkomme.

¹ Og det skete paa den tredje Dag, da iførte Esther sig kongelige Klæder og stod i Kongens Hus's inderste Forgaard, lige for Kongens Hus, og Kongen sad paa sin kongelige Trone i det kongelige Hus, lige for Døren paa Huset.

¹ Og det skete paa den tredje Dag, da iførte Esther sig kongelige Klæder og stod i Kongens Hus's inderste Forgaard, lige for Kongens Hus, og Kongen sad paa sin kongelige Trone i det kongelige Hus, lige for Døren paa Huset. ² Og det skete, der Kongen saa Esther, Dronningen, staa i Forgaarden, da fik hun Naade for hans Øjne, og Kongen udrakte Guldspiret, som var i hans Haand, imod Esther; da kom Esther frem og rørte ved Spidsen paa Spiret.

⁴ Da sagde Kongen: Hvo er i Forgaarden? Og Haman var kommen i Kongens Hus's yderste Forgaard for at tale til Kongen om at hænge Mardokaj paa det Træ, som han havde ladet berede for ham.

² da sagde Kongen til Esther ogsaa anden Dag under Gæstebudet ved Vinen: Hvad er din Bøn, Dronning Esther? og det skal gives dig; og hvad er din Begæring? var det indtil Halvdelen af Riget, da skal det ske. ³ Og Dronning Esther svarede og sagde: Dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, o Konge! og dersom det synes Kongen godt, da lad der gives mig mit Liv for min Bøns Skyld og mit Folk for min Begærings Skyld! ⁴ Thi vi ere solgte, jeg og mit Folk, til at ødelægges, at ihjelslaaes og at udryddes; og vare vi endda solgte til Tjenere og til Tjenestepiger, saa vilde jeg have tiet; thi Fjenden kan ikke oprette Kongen den Skade.

⁴ Saa udrakte Kongen Guldspiret til Esther, og Esther rejste sig og stod for Kongens Ansigt.

⁶ thi hvorledes formaar jeg at se paa det onde, som vil ramme mit Folk? og hvorledes formaar jeg at se paa min Slægts Undergang?

¹² Og Kongen sagde til Dronning Esther: Jøderne have ihjelslaget og ødelagt fem Hundrede Mænd og Hamans ti Sønner i Borgen Susan; hvad have de gjort i Kongens øvrige Landskaber? men hvad er din Bøn? og det skal gives dig, og hvad er ydermere din Begæring? og det skal ske.

²⁰ Da stod Job op og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved og faldt paa Jorden og nedbøjede sig

⁸ Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig med, og han sad midt i Asken.

¹⁵ Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommel.

¹⁸ Har vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder:

⁶ Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i Støv og Aske.

² Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig!

¹⁴ Kongens Vrede er Dødens Bud; men en viis Mand forsoner den. ¹⁵ I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagenhed er som en Sky med sildig Regn.

¹ Kongens Hjerte i HERRENS Haand er Vandbække; til alt det, han vil, bøjer han det.

¹⁰ Du viste Svaghed paa Naadens dag; din Kraft var ringe. ¹¹ Red dem, som føres til Døden, dem, som vaklende drage en at miste Livet; maatte du dog holde dem tilbage! ¹² Naar du siger: "Se, vi kende det ikke, mon da ikke den, som prøver Hjerter, forstaar det, og den, som taber Vare paa din Sjæl, kender det, saa at han betaler dets Gerning?

⁴ Dersom Herskerens Vrede rejser sig imod dig, da forlad ikke din Plads; thi Sagtmodighed standser store Synder.

⁴ Og Hesbon og Eleale raabe, deres Røst høres indtil Jahaz; derfor skrige de bevæbnede i Moab, hvers Sjæl er modfalden.

⁴ Derfor siger jeg: Ser hort fra mig, jeg vil beskelig græde; trænger ikke paa for at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.

¹² Og Herren, den HERRE Zebaoth, opfordrede paa den Dag til Graad og Sorg og til at Herre Hovedet skaldet og til at ombinde sig med Sæk.

¹ Og det skete, der Kong Ezekias hørte det, da sønderrev han sine Klæder og iførte sig Sæk og gik ind i HERRENS Hus. ² Og han sendte Eliakim, sorn var Hofmester, og Sebna, kansleren, og de ældste af Præesterne, som havde iført sig Sæk, til Profeten Esajas, Amozs Søn. ³ Og de sagde til ham: Saa sagde Ezekias: Denne Dag er Nødens og Tugtelsens og Bespottelsens Dag; thi Børnene ere komne til Fødselens Sted, og der er ingen Kraft til at føde.

¹ Saa siger HERREN til sin Salvede til Kyrus, hvem jeg tog ved hans højre Haand for at nedkaste Hedningerne for hans Ansigt og løse Bæltet af Kongers Lænd for at aabne Døre og for at holde Porte oplukkede for ham: ² Jeg, vil gaa frem for dit Ansigt og gøre Bakker jævne; jeg vil sønderbryde Kobberdøre og sønderhugge Jernstænger. ³ Jeg vil give dig Liggendefæ, som er skjult i Mørke, og Klenodier, som ere gemte i Løn, at du skal fornemme, at jeg er HERREN, Israels Gud, som kalder dig ved dit Navn. ⁴ For min Tjener Jakobs Skyld og for Israels, min udvalgtes Skyld, kaldte jeg dig ved dit Navn; jeg nævnede dig ved Hædersnavn, enddog du kendte mig ikke. ⁵ Jeg er HERREN og ingen yder, mere, der er ingen Gud uden jeg; jeg vil omgjorde dig, enddog du kender mig ikke,

²³ Og Konger skulle vsere dine Fosterfædre, og deres Fyrstinder skulle være dine Ammer, paa deres Ansigt skulle de nedbøje sig til Jorden for dig og slikke dine Fødders Støv: da skal du fornemme, at jeg er HERREN, og at de, som forvente mig, ikke skulle beskæmmes.

¹⁷ Intet Redskab, som er dannet imod dig, skal due, og hver Tunge, som stør op imod dig for Retten, skal du faa domfældt; dette er HERRENS Tjeneres Arv, og deres Retfærdighed, som er fra mig, siger HERREN.

³ Og den fremmede, som har sluttet sig til HERREN, sige ikke: HERREN skal vist skille mig I fra sit Folk; og Gildingen sige ikke: Se jeg er et tørt Træ.

⁵ Skulde jeg finde Behag i en saadan Faste eller i en saadan Dag, paa hvilken et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som et Siv, eller at ligge i Sæk og Aske, vil du kalde dette en Faste og en behagelig Dag for HERREN?

¹¹ Thi jeg er med dig, siger HERREN, for at frelse dig, thi jeg vil lade det tage en Ende med alle de Folkeslag, iblandt hvilke jeg adspredte dig; kun med dig vil jeg ikke lade det tage Ende; men jeg vil tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.

¹⁵ Saa siger HERREN: Der er hørt en Røst i Rama, en Klage, en bitter Graad, Rakel græder over sine Børn; hun vægrer sig ved at lade sig trøste over sine Børn, thi de ere ikke mere til.

²⁴ Har du ikke set, hvad dette Folk har talt, idet det siger: De to Slægter, som HERREN havde udvalgt, dem har han folkastet? og de foragte mit Folk, saa at det ikke mere er et Folk for deres Ansigt. ²⁵ Saa siger HERREN: Dersom jeg. ikke har fastsat min Pagt med Dag og Nat, Himmelens og Joldens Skikke, ²⁶ da vil jeg ogsaa forkaste Jakobs og Davids, min Tjeners, Sæd, saa at jeg ikke af hans Sæd tager dem, som skulle herske over Abrahams, Isaks og Jakobs Sæd; thi jeg vil omvende deres Fangenskab og forbarme mig over dem.

²⁸ Frygt du ej, min Tjener Jakob! siger HERREN, thi jeg er med dig; thi jeg vil lade det tage en Ende ned alle de Folk, til hvilke jeg havde fordrevet dig; men med dig vil jeg ikke lade det tage Ende, men tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.

⁶ Og du Menneskesøn, suk! saa det bryder i dine Lænder, og saa det er dig bittert, skal du sukke for deres Øjne.

³⁰ Og de lade deres Røst høre over dig og raabe bitterlig; og de kaste Støv paa deres Hoved, de vælte sig i Asken. ³¹ Og de rage sig helt skaldede for din Skyld og iføre sig Sæk; og de græde over dig i Sjælens Bitterhed mea en bitter Sorg.

⁹ dersom I ikke kundgøre mig Drømmen, da er der een Dom over eder, og I ere komme overens om at sige Iøgnagtig og fordærvelig Tale for mig, indtil Tiden forandrer sig; derfor siger mig Drømmen, saa kan jeg vide; at I kunne kundgøre mig Udtydningen derpaa.

³ Og jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at søge Bøn og ydmyge Begæringer i Faste og Sæk og Aske.

¹⁴ Helliger en Faste, udraaber en Forsamling, samler de Ældste, alle Landets Indbyggere til HERRENS eders Guds Hus, og raaber til HERREN! ¹⁵ Ve, den Dag! thi HERRENS Dag er nær og skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige.

¹² thi stor er HERRENS Dag og saare forfærdelig, og nu, siger HERREN, vender om til mig af eders ganske Hjerte og med Faste og med Graad og med Klage, ¹³ og sønderriver eders Hjerte, og ikke eders Klæder, og vender om til HERREN, eders Gud; thi han er naadig og barmhjertig, langmodig og stor af Miskundhed og angrer det onde. ¹⁴ Hvo ved han maatte maaske vende om og angre det, saa at han lader Velsignelse efter sig, Madoffer og Drikoffer for HERREN, eders Gud. ¹⁵ Støder i Basunen paa Zion, helliger en Faste, udraaber en Forsamling! ¹⁶ Samler Folket, helliger en Forsamling, sanker de gamle, samler de spæde Børn og dem, som die Brysterne; en Brudgom gaa ud af sit Kammer og en Brud af sit Brudehus! ¹⁷ Præsterne, HERRENS Tjenere, skulle græde imellem Forhallen og Alteret, og de skulle sige: HERRE! spar dit Folk og giv ikke min Arv hen til Skændsel, saa at Hedningerne skulle herske over dem; hvorfor skulle de sige iblandt Folkene: Hvor er deres Gud?

⁸ Se, den HERRES, derres Øjne ere imod det syndige Rige, og jeg vil udslette det af Jordens Overflade; dog vil jeg ikke aldeles udslette Jakobs Hus, siger HERREN. ⁹ Thi se, jeg byder og ryster Israels Hus om iblandt alle Folkene, ligesom der rystes om i et Sold, og der ikke falder eet Korn til Jorden.

⁴ Og Jonas begyndte at gaa ind i Staden een Dags Gang, og hanlaabte og sagde: Der er endnu fyrretyve Dage, saa skal Ninive omstyrtes. ⁵ Da troede Mændene i Ninive paa Gud, og de udraabte en Faste og klædte sig i Sæk, baade store og smaa iblandt dem: ⁶ Del Ordet kom for Kongen af Ninive, da stod han op fra sin Trone og aflagde sin herlige Kappe og bedækkede sig med Sæk og sad i Aske. ⁷ Og han lod udraabe og sige i Ninive: Paa Kongens og hans Stormænds Befaling, som følger: Hverken Menneske eller Dyr, hverken Øksne eller Faar maa smage noget, de maa ikke græsse og ikke drikke Vand. ⁸ Men de skulle bedækkes med Sæk, baade Mennesker og Dyr, og raabe hart til Gud; og de skulle omvende sig, hver fra sin onde Vej og fra den Uret, som hænger ved deres Hænder. ⁹ Hvo ved Gud kunde vende om og angre det og vende om sin brændende Vrede, at vi forgaa.

⁸ Derfor vil jeg klage og hyle, jeg vil gaa blottet og nøgen, jeg vil anstille en Klage som Dragerne og en Sorg som Strudserne.

¹⁴ Nær er HERRENS Dag, den store, den er nær og haster saare; Lyden af HERRENS Dag høres; der raaber den vældige bitterlig.

²¹ Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida; thi havde de kraftige Gjerninger været gjorte i Thyrus og Sidon, som ere gjorte i Eder, da havde de længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.

⁴⁰ Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Hvalfiskens Bug, saaledes skal Menneskens Søn være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skjød.

⁴² Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

¹⁸ Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.

²⁴ Da sagde Jesus til sine Disciple: vil Nogen komme efter mig, han fornægte sig selv, og tagesit Kors, og følge mig. ²⁵ Thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det.

¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

²² Og dersom disse Dage ikke bleve forkortede, da blev intet Menneske frelst; men for de Udvalgtes Skyld skulle disse Dage forkortes.

³⁰ Og kaster den udygtige Tjener ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

²⁴ thi hvo som vil frelse sit Liv skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.

²⁵ Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.

²⁰ Paa den Tid blev Moses født, et deiligt Barn for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus. ²¹ Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op og opfostrede ham sig selv til en Søn. ²² Og Moses blev oplært i al Ægyptens Viisdom; men han var mængtig i Ord og Gjerninger. ²³ Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre Israels Børn. ²⁴ Og der han saae En lide Uret, beskjermede han ham og hevnede hans uret, som blev ilde medhandlet, idet han slog Ægypteren ihjel. ²⁵ Men han meente, at hans Brødre, skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.

²⁷ Og han stod op og gik hen; og see, der var en Æthioper, en Gilding, en mægtig Mand hos Candace, Æthiopernes Dronning, som var sat over al hendes Skat; han var kommen tilJerusalem for at tilbede.

⁹ Og han saae ikke i tre Dage, og han aad ikke, ei heller drak han.

⁷ Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine Huussvende og en grudfrygtig Stridsmand af dem, som var om ham.

²⁰ Men Herodes var fjendtlig sindet imod de Tyrier og Sidonier. Men de kom samdrægteligen til ham, og fik Blastus, som var Kongens øverste bade om Fred, fordi deres Land fik tilførsel fra Kongens.

¹⁴ Men da Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, Sønderreve de deres Klæder og sprang ind blandt Folket,

²⁴ Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium.

¹³ Men Paulus svarede: hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at de døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

³³ Men derimellem, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: det er i Dag den fjortende Dag, at i have biet uden at spise og Intet taget til Eder.

¹⁵ Glæder Eder med de Glade og græder med de Grædende.

⁴ hvilke for mit Liv have vovet deres eget, hvem ikke jeg alene takker, men og alle Hedningernes Menigheder;

²⁶ saa at, enten eet Lem lider lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver holdet i Ære, glæde alle Lemmerne sig med.

⁴ Enhver see ikke paa Sit, men Enhver ogsaa paa Andres.

³⁰ thi for Christi Gjernings Skyld kom han Døden nær, der han ikke agtede sit Liv for at erstatte, hvad der savnedes i Eders Tjeneste mod mig.

¹³ Jeg byder dig for Gud, som gjør alle Ting levende, og for Christus Jesus, som vidnede den gode Bekjendelse for Pontius Pilatus,

¹⁷ Forkynd dem, som ere rige i den nævværende Verden, at de ikke hovmode sig, ei heller sætte Haab til den uvisse Rigdom, men til den levende Gud, som giver os rigeligen alle Ting at nyde;

¹⁵ Thi vi have ikke en ypperstepræst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i Lige Maade, dog uden Synd.

³ Betagter den, som har taalmodeligen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, at I ikke blive trætte og forsage i Eders Sjæle.

⁷ Desligeste, I Mænd! lever med Eders Hustruer som med den svagere Deel, men Forstand, og beviser dem Ære, da de ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, paa det Eders Bønner ikke skulle forhindres.

¹⁷ Og alle Styrmænd og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og Alle, som befare Havet, stode langt borte, ¹⁸ og raabte, der de saae Røgen af hendes Brand, og sagde: hvo var lig den store Stad? ¹⁹ Og de kastede Støv paa deres Hoveder grædende og sørgende, og sagde: vee! vee! den store Stad i hvilken Alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes af dens Pragt; thi i een Time er den gaaet tilgrunde.