Acts 1:16 Cross References - Danish

¹⁶ I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig Aand havde forud talet ved Davids Mund og Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesus.

² HERRENS Aand talede ved mig, og hans Tale er paa min Tunge.

⁹ De sige: Der hænger en Niddingsdaad fast ved ham, og saasom han ligger, skal han ikke staa op mere.

¹² Ondskab hersker inden i den og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade. ¹³ Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig; ellers maatte jeg lære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham; ¹⁴ men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min, Ven og min Kynding. ¹⁵ Vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren.

⁴⁷ Og der han endnu talede, see, da kom Judas, een af de tolv, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Folkets Ældste.

⁵⁴ Hvorledes skulde da Skrifterne fudlkommes, at det bør saaledes gaae til?

⁵⁶ Men det er altsammen skeet, at Propheternes Skriftsteder skulle fuldkommes. Da forlode alle Disciplene ham og flyede.

³⁶ Thi David siger selv, dreven af den Hellig Aand: Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

⁴³ Og strax, som han endnu talede, kom Judas, een af de Tolv, og en stor Skare med ham med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Ældste.

⁴⁷ Men der han endnu talede, see, da kom Skaren; og een af de Tolv, ved Navn Judas, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham.

³⁵ Dersom han kalder dem Guder til hvilke Guds ord skete, (og Skriften kan ikke rokkes);

³⁸ at Esaias den Prophets Tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo troede det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? ³⁹ Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter: ⁴⁰ han har forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem.

¹⁸ Jeg taler ikke om Eder alle, jeg veed, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maa fuldkommes: den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig.

² Men og Judas, som han forraadte vidste Stedet; thi Jesus forsamledes ofte der med sine Disciple. ³ Da tog Judas Roden (Vagten) og de Ypperstepræster og Pharisæernes Svende med sig og kom derhen med Blus og Lamper og Vaaben. ⁴ Men som Jesus vidste Alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: hvem lede I efter? ⁵ De svarede ham: Jesus af Nazareth. Jesus siger til dem: det er mig. Men Judas, som han forradte, stod og hos dem. ⁶ Der han da sagde til dem: det er mig, vege de tilbage og fladt til Jorden. ⁷ Da spurgte han dem atter: hvem lede I efter? Men de sagde Jesus af Nazareth. ⁸ Jesus svarede: jeg har sagt Eder at det er mig; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaae.

²⁸ Derefter da Jesus vidste, at alting var fuldbragt. paa det Skriften skulde fuldkommes, sagde han: jeg tørster. ²⁹ Men der stod et Kar fuldt af Eddike; og de fyldte en Svamp med Eddike og satte den paa en Isopstengel og holdt den til hans Mund. ³⁰ Der nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: det er fuldbragt; og bøiede Hovedet og opgav Aanden.

³⁶ Thi disse Ting skete, at Skriften skulde fuldkommes: hans Been skal ikke sønderbrydes.

²⁰ Thi der er skrevet i Psalmernes Bog: hans Bolig blive øde og Ingen være, som boer derudi, og hans Tilsyns-Embede annamme en Anden.

²³ denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham.

²⁹ I Mænd, Brødre! lader mig tale frit til Eder om Patriarchen David; han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag. ³⁰ Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne: ³¹ da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse.

³⁷ Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?

²⁵ som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hederningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad? ²⁶ Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus. ²⁷ Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, ²⁸ at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.

² Hvorpaa han sagde: I Mænd, Brødre og Fældre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan.

¹⁵ Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem.

²⁶ I Mænd, Brødre, Børn af Abrahams Slægt, og de iblandt Eder, som frygte Gud! Eder er denne Frelses Ord sendt. ²⁷ Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat. ²⁸ Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes. ²⁹ Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.

³⁸ Saa være det Eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham kundgjøres Eder Syndernes Forladelse;

⁷ Men der man havde tvistet meget herom, opstod Peter og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliums Ord og troe.

¹³ Men der de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: I Mænd, Brødre, hører mig!

¹ I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til Eder!

¹ Da saae Paulus stivt paa Raadet og sagde: I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.

⁶ Men der Paulus vidste, at den ene Deel var Saducæer, men den anden Pharisæer, raabte han i Raadet: I Mænd, Brødre! Jeg er en Pharisæer, Pharisæers Søn, jeg dømmes for Haab og for de dødes Opstandelse.

¹⁷ Men det skete efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte de Fornemste iblandt Jøderne. Men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! uagtet jeg Intet har gjort imod vort Folk eller Fædrenes Skikke, er jeg overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,

²⁵ Men der de vare usamdrægtige indbyrdes, skiltes de ad, der Paulus havde sagt dette ene Ord: retteligen har den Hellig Aand talet ved Propheten Esaias til vore Fædre, sigende:

⁷ Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst, ⁸ da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørken,

¹¹ idet de ransagede, til hvilken eller hvordan en Tid Christi Aand, som var i dem, henviste, da den forud vidende om Christi Lidelser og den derpaa følgende Herlighed.

²¹ Thi det havde været dem bedre, at de ikke havde kjendt Retfærdighedens Vei, end at de, der de kjendte den, have vendt sig fra det hellige Bud, som var dem overantvordet.