2 Samuel 4 Cross References - Danish

¹ Der Sauls Søn hørte, at Abner var død i Hebron, da sank hans Hænder, og al Israel forfærdedes. ² Og Sauls Søn havde to Mænd, som vare Høvedsmænd for Tropperne, den enes Navn var Baena og den andens Navn Rekab, Beerothiteren Rimmons Sønner, af Benjamins Børn; thi Beeroth blev ogsaa regnet iblandt Benjamin. ³ Og Beerothiterne vare ftygtede til Gitthajim og vare der som fremmede indtil denne Dag. ⁴ Og Jonathan, Sauls Søn, havde en Søn, som var lam paa begge Ben; han var fem Aar gammel, da Rygtet om Saul og Jonathan kom fra Jisreel, og hans Fostermoder tog ham og flyede, og det skete, der hun hastede med at fly, da faldt han og blev lam, og hans Navn var Mefiboseth. ⁵ Saa gik Beerothiteren Rimmons Sønner, Rekab og Baena, og kom, der Dagen var hed, til Isboseths Hus; men han laa paa Sengen om Middagen. ⁶ Og de kom ind i Huset, som om de vilde hente Hvede, og stak ham i Underlivet, og Rekab og Baena, hans Broder, undkom. ⁷ Thi de vare komne i Huset, der han laa paa sin Seng i sit Sovekammer, og de sloge ham og dræbte ham og borttoge hans Hoved, og de toge hans Hoved og gik bort ad Vejen over den slette Mark den ganske Nat. ⁸ Og de førte Isboseths Hoved til David i Hebron, og de sagde til Kongen: Se, her er Hovedet af Isboseth, en Søn af din Fjende Saul, som søgte efter dit Liv; saa har HERREN paa denne Dag givet min Herre, Kongen, Hævn over Saul og over hans Sæd. ⁹ Da svarede David Rekab og hans Broder Baena, Beerothiteren Rimmons Sønner, og sagde til dem: Saa vist som HERREN lever, som har forløst min Sj æl af al Angest, ¹⁰ da en forkyndte mig og sagde: Se, Saul er død, og han var i sine egne Øjne som den, der bringer et godt Budskab, da greb jeg ham og ihjelslog ham i Ziklag, ham, som jeg skulde have givet Løn for hans Budskab; ¹¹ meget mere disse ugudelige Mænd, som have ihjelslaget en retfærdig Mand i hans Hus paa hans Seng; og nu, skulde jeg ikke udkræve hans Blod af eders Haand og udrydde eder af Jorden? ¹² Og David bød de unge Karle, og de sloge dem ihjel og afhuggede deres Hænder og deres Fødder og hængte dem ovrer Fiskedammen i Hebron, men de toge Isboseths Hoved og begrove det i Abners Grav i Hebron.

¹¹ Og nu være du forbandet fra Jorden, som oplod sin Mund til at tage din Broders Blod af din Haand.

¹³ Da sagde Gud til Noa: Alt Køds Ende er kommen for mit Ansigt; thi Jorden er fuld af Vold af dem; og se, jeg vil fordærve dem med Jorden.

²³ Og hvert Væsen udslettedes, som var paa Jorden, fra Mennesket indtil Kvæg, indtil Kryb og indtil Fugle under Himmelen, og de bleve udslettede af Jorden; og Noa blev alene igen, og hvad der var med ham i Arken.

⁵ Derimod eders Livs Blod vil jeg kræve, af alle Dyrs Haand vil jeg kræve det; og af Menneskenes Haand, af hvers Haand, endog af hans Broders, vil jeg kræve Menneskenes Sjæl. ⁶ Hvo som udøser Menneskenes Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses; thi i Guds Billede gjorde han Mennesket.

¹⁶ og den Engel, som udløste mig fra alt ondt, velsigne Drengene, at de maa kaldes efter mit Navn og efter mine Fædres, Abrahams og Isaks, Navn, og at de maa blive saare mange midt i Landet.

¹⁵ Thi havde jeg allerede udrakt min Haand og slaget dig og dit Folk med Pest, da havde du været udslettet af Jorden;

¹² Hvo som slaar et Menneske saa at det dør, han skal visselig dødes.

³¹ Og I skulle ikke tage Sonepenge for en Manddrabers Person, naar han er skyldig til at dø; thi han skal dødes. ³² Og I skulle ingen Sonepenge tage for at lade nogen fly til sin Tilflugtsstad eller at lade nogen komme tilbage at bo i Landet, førend Præsten dør. ³³ Og I skulle ikke besmitte Landet, som I bo udi; thi Blodet besmitter Landet; og for Landet kan ikke ske Forsoning for det Blod, som udøses deri, uden ved hans Blod, som udøste det. ³⁴ Og du skal ikke gøre Landet urent, hvilket I bo udi, hvilket jeg bor midt udi; thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.

²² Og naar en Mand har gjort en Synd, som har fortjent Dødsdom, og han dødes, og du hænger ham paa et Træ, ²³ da skal hans Krop ikke blive Natten over paa Træet, men du skal begrave ham paa den samme Dag; thi den, som bliver hængt, er en Guds Forbandelse; og du skal ikke gøre dit Land urent, som HERREN din Gud giver dig til Arv.

¹⁷ Thi der Israels Børn rejste frem, da kom de paa den tredje Dag til deres Stæder; og deres Stæder vare Gibeon og Kefira og Beeroth og Kirjath Jearim.

²⁵ Gi-beon og Rama og Beeroth

⁵⁴ Men David tog Filisterens Hoved og førte det til Jerusalem og lagde hans Vaaben i sit Telt.

¹¹ Og Saul kastede Spydet og sagde: Jeg vil stikke det igennem David ind i Væggen; men David vendte sig to Gange om fra ham.

² Og Jonathan forkyndte David det og sagde: Min Fader Saul søger efter at slaa dig ihjel; saa var dig nu, kære, i Morgen, og bliv i Skjul og hold dig gemt! ³ Og jeg vil gaa ud og staa ved min Faders Side paa Marken, hvor du er, og jeg vil tale med min Fader om dig, og naar jeg har set, hvad det er, da vil jeg kundgøre dig det. ⁴ Saa talede Jonathan godt om David til Saul sin Fader, og sagde til ham: Kongen synde ikke imod sin Tjener, imod David, thi han har ikke syndet imod dig, saa ere og hans Gerninger dig meget gode. ⁵ Thi han har sat sit Liv i sin Haand og slaget Filisteren, og HERREN beredte en stor Frelse for al Israel, det har du set og glædedes derved; og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod ved at ihjelslaa David uforskyldt? ⁶ Da adlød Saul Jonathans Røst, og Saul svor: Saa vist som HERREN lever, han skal ikke dødes. ⁷ Og Jonathan kaldte ad David, og Jonathan gav ham alle disse, Ord til Kende; og Jonathan førte I David til Saul, og han var for hans Ansigt som tilforn. ⁸ Og Krigen varede ved; og David drog ud og stred mod Filisterne og slog dem med et stort Slag, og de flyede for hans Ansigt. ⁹ Og den onde Aand fra HERREN kom paa Saul, og han sad i sit Hus og havde sit Spyd i sin Haand, og David legede paa Strenge med Haanden. ¹⁰ Og Saul søgte efter at stikke Spydet igennem David ind i Væggen; men denne gik bort fra Sauls Ansigt; og han stak Spydet i Væggen; saa flyede David og undkom den samme Nat. ¹¹ Og Saul sendte Bud til Davids Hus for at vare paa ham og at slaa ham ihjel om Morgenen; men Mikal, hans Hustru, forkyndte David det og sagde: Dersom du ikke redder dit Liv i Nat, bliver du dræbt Morgen.

¹⁵ Saa sendte Saul Bud at se David og sagde: Bærer ham op til mig i Sengen, at man kan slaa ham ihjel.

¹ Da flyede David fra Najoth i Rama og kom og sagde for Jonathans Ansigt: Hvad har jeg gjort? hvad er min Misgerning, og hvad er min Synd for din Faders Ansigt, at han søger efter mit Liv

¹⁵ Der David saa, at Saul var draget ud for at søge efter hans Liv, da blev David i Ørken Sif i Skoven.

⁴ Og der han kom til Faarestierne ved Vejen, da var der en Hule, og Saul gik ind for at tildække sine Fødder; men David og hans Mænd sade i det inderste af Hulen.

²⁹ Naar noget Menneske rejser sig til at forfølge dig og til at søge efter dit Liv: Saa skal min Herres Sjæl være bunden i de levendes Knippe hos HERREN din Gud; men dine Fjenders Sjæl, den skal han udslynge ud af Slyngen.

¹ Og Filisterne havde samlet alle deres Lejre i Afek, og Israel lejrede sig ved den Kilde, som er udi Jisreel.

¹¹ Saa stod David tidligen op, han og hans Mænd, for at gaa bort om Morgenen og komme tilbage til Filsternes Land; og Filisterne drog op imod Jisreel.

¹ Og Filisterne strede imod Israel, og Israels Mænd flyede for Filisternes Ansigt, og de faldt ihjelslagne paa Gilboas Bjerg. ² Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner, og Filisterne sloge Jonathan og Abinadab og Malkisua, Sauls Sønner. ³ Og Kampen blev svar imod Saul, og Skytterne, som førte Bue, naaede ham, og han blev saare angest for Skytterne. ⁴ Da sagde Saul til sin Vaabendrager: Drag dit Sværd ud og stik mig igennem dermed, at ikke disse uomskaarne skulle komme og gennemstikke mig og handle ilde med mig; men hans Vaabendrager vilde ikke, thi han frygtede saare; da tog Saul Sværdet og styrtede sig deri. ⁵ Der hans Vaabendrager saa, at Saul var død, da styrtede ogsaa han sig i sit Sværd og døde med ham. ⁶ Saa døde Saul og hans tre Sønner og hans Vaabendrager, ogsaa alle hans Mænd til Hobe paa den samme Dag. ⁷ Og der Israels Mænd, som vare paa hin Side Dalen, og som vare paa hin Side Jordanen, saa, at Israels Mænd vare flygtede, og at Saul og hans Sønner vare døde, da forlode de Stæderne og flyede; og Filisterne kom og boede i dem.

⁷ Og der Israels Mænd, som vare paa hin Side Dalen, og som vare paa hin Side Jordanen, saa, at Israels Mænd vare flygtede, og at Saul og hans Sønner vare døde, da forlode de Stæderne og flyede; og Filisterne kom og boede i dem. ⁸ Og det skete den anden Dag, da Filisterne kom for at plyndre de ihjelslagne, at de fandt Saul og hans tre Sønner faldne paa Gilboas Bjerg. ⁹ Da afhuggede de hans Hoved og afførte ham hans Vaaben, og de sendte hen i Filisternes Land trindt omkring for at bringe Budskab derom i deres Afguders Hus og iblandt Folket.

⁹ Da afhuggede de hans Hoved og afførte ham hans Vaaben, og de sendte hen i Filisternes Land trindt omkring for at bringe Budskab derom i deres Afguders Hus og iblandt Folket. ¹⁰ Og de lagde hans vaaben i Astarte-Billedernes Hus og hængte hans Krop ud paa Muren i Bethsan.

² Og det skete paa den tredje Dag, se, da kom en Mand fra Lejren fra Saul, og hans Klæder vare sønderrevne, og der var Jord paa hans Hoved, og det skete, der han kom til David, da faldt han ned paa Jorden og nedbøjede sig. ³ Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Lejr. ⁴ Og David sagde til ham: Hvad er der sket for en Sag? Kære, kundgør mig det! Og han sagde: Alt Folket flyede fra Slaget, der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde. ⁵ Og David sagde til den unge Karl, som forkyndte ham dette: Hvorledes ved du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde? ⁶ Da sagde den unge Karl, som forkyndte ham det: Det hændte sig, at jeg kom paa Gilboas Bjerg, og se, Saul støttede sig paa sit Spyd, og se, Vogne og Rytternes Anførere trængte ind paa ham. ⁷ Og han saa omkring bag sig og saa mig, og han kaldte ad mig, og jeg sagde: Se, her er jeg. ⁸ Og han sagde til mig: Hvo er du? og jeg sagde til ham: Jeg er en Amalekiter. ⁹ Da sagde han til mig: Kære, træd hen til mig, og dræb mig, thi Krampen har grebet mig; men Livet er endnu ganske i mig. ¹⁰ Og jeg traadte hen til ham og dræbte ham, thi jeg vidste, at han ikke kunde leve efter sit Fald; og jeg tog Kronen, som var paa hans Hoved, og Armsmykket, som var paa hans Arm, og har bragt dem hid til min Herre. ¹¹ Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligervis alle Mændene, som vare hos ham. ¹² Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over HERRENS Folk og over Israels Hus, at de vare faldne ved Sværdet. ¹³ Og David sagde til den unge Karl, som gav ham det til Kende: Hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en fremmed amalekitisk Mands Søn. ¹⁴ Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke for at udrække din Haand til at dræbe HERRENS Salvede? ¹⁵ Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, saa at han døde.

¹⁵ Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, saa at han døde. ¹⁶ Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg har dræbt HERRENS Salvede.

⁸ Men Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmanden, som Saul havde havt, tog Isboseth, Sauls Søn, og førte ham over til Mahanaim.

²³ Men han vægrede sig ved at vige; da stak Abner ham med Bagenden af Spydet i Underlivet, og Spydet gik bag ud af ham, og han faldt der og døde paa Stedet; og det skete, hver den, som kom til det Sted, hvor Asael var falden og var død, de stode stille.

²⁹ Men Abner og hans Mænd gik hele denne Nat over den slette Mark, og de gik over Jordanen og vandrede igennem hele Bithron og kom til Mahanaim.

²² Og se, Davids Tjenere og Joab kom fra Hæren, og de førte meget Rov med sig; men Abner var ikke hos David i Hebron, thi han havde ladet ham fare, og han var gaaet bort med Fred.

²⁷ Der Abner kom tilbage til Hebron, da ledte Joab ham til Side midt i Porten for at tale med ham i Stilhed og stak ham der i Underlivet, saa at han døde, for hans Broder Asaels Blods Skyld.

³² Og de begrove Abner i Hebron; og Kongen opløftede sin Røst og græd ved Abners Grav, og alt Folket græd.

³⁹ Og jeg er endnu svag, skønt jeg er salvet til Konge; men disse Mænd, Zerujas Børn, ere stærkere end jeg; HERREN skal betale den, som gjorde det onde, efter hans Ondskab.

³ Og Kongen sagde: Mon der ikke endnu er nogen af Sauls Hus, saa vil jeg gøre Guds Miskundhed imod ham; og Ziba sagde til Kongen: Der er endnu Jonathans Søn, som er lam paa Fødderne.

⁶ Og Mefiboseth, en Søn af Jonathan, Sauls Søn, kom til David og faldt ned paa sit Ansigt og nedbøjede sig, og David sagde: Mefiboseth og han sagde: Se, her er jeg, din Tjener.

² Og det skete ved Aftens Tid, at David stod op af sin Seng og vandrede paa Taget af Kongens Hus og saa fra Taget en Kvinde, som badede sig, og den Kvinde var saare dejlig af Udseende.

² Og jeg vil overfalde ham den Stund, han er træt og afmægtig, og forfærde ham, og alt Folket, som er hos ham, skal fly, og jeg vil slaa Kongen, medens han er ene.

¹⁹ Og Ahimaaz, Zadoks Søn, sagde: Kære, lad mig løbe og bringe Kongen Budskab, at HERREN har skaffet ham Ret og friet ham af hans Fjenders Haand.

³¹ Og se, da kom Kusiten, og Kusiten sagde: Det Budskab bringes min Herre Kongen, at HERREN har skaffet dig Ret i Dag og friet dig af alle deres Haand, som stode op imod dig.

¹⁰ Og Amasa tog sig ikke i Vare for Sværdet, som var i Joabs Haand, saa denne stak ham dermed i Underlivet og udøste hans Indvolde paa Jorden; og han stak ham ikke anden Gang, thi han var død; men Joab og hans Broder Abisaj forfulgte Seba, Bikris Søn.

⁹ og han gav dem i Gibeoniternes Haand, Og de hængte dem op paa Bjerget for HERRENS Ansigt, og de faldt alle syv og de bleve dræbte i Høstens første Dage, i Byg høstens, Begyndelse.

⁴⁸ Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig,

²⁹ Da svor Kongen og sagde: Saa vist som HERREN lever, han som har forløst min Sjæl af al Angest:

³² Og HERREN skal lade Blodet komme tilbage paa hans Hoved, fordi han faldt an paa to Mænd, som vare retfærdigere og bedre end han, og slog dem ihjel med Sværdet, og min Fader David vidste det ikke, nemlig Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmand over Israel, og Amasa, Jethers Søn, Stridshøvedsmand over Juda,

⁹ Og hans Tjener Simri, Høvedsmand over Halvdelen af Vognene, gjorde et Forbund imod ham, medens han i Thirza drak og var drukken i Arzas Hus, som var Hovmester i Thirza.

² Men nogle Tropper af Syrien havde gjort et Udfald og havde ført en liden Pige fangen af Israels Land, og hun tjente Naamans Hustru.

²³ Da beredte han dem et stort Maaltid; og der de havde ædt og drukket, da lod han dem fare, og de droge til deres Herre; og de syriske Tropper bleve ikke ved at komme i Israels Land.

⁶ Da skrev han et andet Brev til dem og lod sige: Dersom I ere mine og høre min Røst, saa tager Hovederne af Mændene, eders Herres Sønner, og kommer til mig i Morgen ved denne Tid til Jisreel. Men Kongens Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, vare hos de store i Staden, som fødte dem op. ⁷ Og det skete, der Brevet kom til dem, da toge de Kongens Sønner og slagtede dem, halvfjerdsindstyve Mænd, og lagde deres Hoveder i Kurve og sendte dem til ham i Jisreel.

³⁴ Og Jonathans Søn var Merib-Baal, og Merib-Baal avlede Mika.

⁴⁰ Og Merib-Baal var Jonathans Søn, og Merib-Baal avlede Mika.

²⁵ Og der de vare dragne fra ham, hvem de forlode i en svar Sygdom, indgik hans Tjenere et Forbund imod ham for Præsten Jojadas Sønners Blods Skyld, og de sloge ham ihjel paa hans Seng, og han døde; og de begrove ham i Davids Stad; men de begrove ham ikke i Kongernes Grave.

²⁷ Og fra den Tid, der Amazia veg af fra HERREN, da indgik de et Forbund imod ham i Jerusalem, og han flyede til Lakis; da sendte de efter ham til Lakis og dræbte ham der.

²⁴ Og hans Tjenere gjorde et Forbund imod ham og dræbte ham i hans Hus.

⁴ Og Folket i Landet gjorde, at Judas Folk lode Hænderne synke, og de forstyrrede dem i at bygge.

⁹ Thi de vilde alle sammen gøre os frygtagtige og sagde: Deres Hænder skulle drage sig tilbage fra Arbejdet, at det ikke fuldføres; men nu, styrk mine Hænder!

³³ Hazor, Rama, Gitthajm,

¹² Lovsynger HERREN, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger!

⁵ Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke. ⁶ I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, HERRE, du sande Gud! ⁷ Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa HERREN forlader jeg mig.

⁶ De saa til ham og oplivedes, og deres Ansigt skal ingenlunde blive beskæmmet. ⁷ Denne elendige raabte, og HERREN hørte og frelste ham af alle hans Angester.

¹⁷ HERRENS Ansigt er imod dem, som gøre ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.

²² Ulykken skal dræbe den ugudelige, og de, som hade den retfærdige, skulle dømmes skyldige. HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl; og alle de, som forlade sig paa ham, skulle ikke dømmes skyldige.

²³ Kast din Sag paa HERREN, og han skal forsørge mig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes. Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig.

⁹ Min Sjæl hang efter dig, din højre Haand holdt paa, mig. ¹⁰ Men de søge efter mit Liv til deres egen ødelæggelse; de skulle komme i Jordens nederste Dybder.

²³ Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja; min Sjæl, som du har genløst. ²⁴ Og min runge skal tale den banske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til SkamMe, som søge min Ulykke:

⁴ ham, som genløser dit Liv fra Graven; han, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed;

¹⁰ Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genog der flød Vand, det løb igennem

² Det maa de sige, som ere genløste af HERREN, de, han har genløst af Modstanderens Haand,

¹⁵ De være HERREN altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden;

²² men de ugudelige skulle udryddes af Landet og de troløse udslettes deraf.

³³ At sove lidt, at slumre lidt, at folde Hænderne lidt for at ligge -, ³⁴ saa skal din Armod komme som en Vandringsmand og din Mangel som skjoldvæbnet Mand.

²⁶ Som en plumret Kilde og en fordærvet Brønd er den retfærdige, som snubler for en ugudelig.

⁷ Derfor skulle alle Hænder slappes og hvert Menneskehjerte blive modfaldent.

³ Styrker de afmægtige Hænder, og giver de snublende Knæ Kraft!

²⁴ Vi bave hørt Rygtet derom, vore Hænder ere blevne slappe; Angest har betaget os, ja, en Smerte som hendes, der føder.

¹¹ Saaledes skulle I sige til dem: De Guder, som ikke have skabt Himmelen og Jorden, de skulle forsvinde fra Jorden og under Himlene.

⁴³ Konger af Babel har hørt Rygtet om dem og hans Hænder ere blevne slappe Angest har betaget ham, en Smerte som hendes, der føder.

⁴ Derfor er Lov magtesløs, og Ret kommer aldrig frem; thi de ugudelige omringe den retfærdige, derfor kommer Retten forvendt ud.

¹² Er du ikke fra fordums Tid HERREN, min Gud, min Hellige! vi skulle ikke dø; HERRE! du har sat det til Dom; o Klippe! du har grundfæstet det til at straffe os.

¹⁶ Paa den Dag skal siges til Jerusalem: Frygt ikke! til Zion: Lad ikke dine Hænder synke!

² hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have seet hans Stjerne i Øster, og ere komne at tilbede ham. ³ Men der Kong Herodes det hørte, blev han forfærdet, og al Jerusalem med ham;

²⁰ staa op, og tag barnet og dets Moder, og drag hen til Israels Land; thi de ere, døde, som søgte efter barnets liv.

² og med hvad Maal I maale, skal Eder igjen maales.

¹¹ Og hans Hoved blev baaret paa et Fad og givet Pigen; og hun bar det til sin Moder.

²⁸ Denne gik hen og halshuggede ham i Fængslet; og han bar hans Hoved frem paa et Fad og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det. ²⁹ Og der hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Legeme og lagde det i en Grav.

⁷ Skulde da Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabte til ham Dag og Nat enddog han er langmodig imod dem? ⁸ Jeg siger Eder, at han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?

³ Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye. ⁴ Men I, Brødre! I ere ikke i Mørket, saa at den Dag skulde som en Tyv komme over Eder. ⁵ I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Nattens Børn og ei Mørkets. ⁶ Derfor lader os ikke sove ligesom de Andre, men lader os vaage og være ædrue. ⁷ Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som ere drukne, ere drukne om natten.

¹⁷ Men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube. ¹⁸ Herren vil og frie mig fra alt Ondt og frelse mig til sit himmelske Rige; han være Ære i al Evighed! Amen.

¹² ikke som Cain var af den Onde og myrdede sin Broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gjerningre vare onde, men hans Broders retfærdige.

¹⁰ Og de raabte med høi Røst og sagde: Herre, du Hellige og Sanddrue! hvor længe tøver du at dømme og hevne vort Blod paa dem, som boe paa Jorden?

²⁰ Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Propheter; fordi Gud har udført Eders Ret imod den.