2 Samuel 2 Cross References - Danish

¹ Og det skete derefter, at David spurgte HERREN ad og sagde: Skal jeg drage op i en af Judas Stæder? og HERREN sagde til ham: Drag op! og David sagde: Hvorhen skal jeg drage op? og han sagde: Til Hebron. ² Saa drog David op derhen, saa og hans to Hustruer, Ahinoam, den jisreelitiske, og Abigail, Karmeliteren Nabals Hustru. ³ Derhen førte David sine Mænd op, som vare hos ham, hver med sit Hus, og de boede i Hebrons Stæder. ⁴ Og Judas Mænd kom og salvede der David til Konge over Judas Hus; og de gave David til Kende og sagde: Mændene af Jabes i Gilead ere de, som have begravet Saul. ⁵ Da sendte David Bud til Mændene af Jabes i Gilead og lod dem sige: Velsignede være I for HERREN, at I gjorde denne Miskundhed imod eders Herre, imod Saul, at I bebrove ham. ⁶ Og nu vise HERREN Miskundhed og Trofasthed imod eder, og jeg vil ogsaa vise imod eder denne Godhed, fordi i gjorde denne Gerning. ⁷ Saa være nu eders Hænder stærke, og værer tapre Mænd, skønt eders Herre Saul er død; thi ogsaa du Judas Hus har salvet mig til Konge over sig. ⁸ Men Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmanden, som Saul havde havt, tog Isboseth, Sauls Søn, og førte ham over til Mahanaim. ⁹ Og han gjorde ham til Konge over Gilead og over Assuri og over Jisreel og over Efraim og over Benjamin, ja, over al Israel. ¹⁰ Isboseth, Sauls Søn, var fyrretyve Aar gammel, der han blev Konge over Israel, og han havde regeret to Aar; Judas Hus alene var efter David. ¹¹ Men Tallet paa de Dage, David var Konge i Hebron over Judas Hus, var syv Aar og seks Maaneder. ¹² Og Abner, Ners Søn, drog ud rned Isboseths, Sauls Søns, Tjenere fra Mahanaim til Gibeon. ¹³ Og Joab, Zerujas Søn, og Davids Tjenere droge ogsaa ud, og de stødte sammen ved Gibeons Dam; og de bleve, disse paa denne Side af Dammen, I og de andre paa den anden Side af Dammen. ¹⁴ Og Abner sagde til Joab: Lad dog de unge Karle gøre sig rede og holde Kampleg for vort Ansigt; Joab sagde: Lad dem gøre sig rede. ¹⁵ Saa gjorde de sig rede og gik over efter Tallet; tolv for Benjamin, det er for Isboseth, Sauls Søn, og tolv af Davids Tjenere. ¹⁶ Og den ene tog den anden fat ved Hovedet og stødte sit Sværd i den andens Side, og de faldt til Hobe, og man kaldte det Sted Helkat-Zurim, som ved Gibeon. ¹⁷ Og Striden blev samme Dag saare haard; men Abner og Israels Mænd bleve slagne for Davids Tjeneres Ansigt. ¹⁸ Men der var tre Zerujas Sønner, Joah og Abisaj og Asael; men Asael var let paa sine Fødder, som en af Raaerne, der ere paa Marken. ¹⁹ Og Asael forfulgte Abner, og han bøjede ikke af til at gaa til den højre eller venstre Side fra Abner. ²⁰ Da saa Abner sig tilbage og sagde: Er det dig, Asael og han sagde: Ja det er. ²¹ Og Abner sagde til ham: Bøj dig til din højre eller til din venstre Side, og grib dig en af de unge Karle og tag dig hans Rustning; men Asael vilde ikke vige fra ham. ²² Da blev Abner ydermere ved og sagde til Asael: Vig du fra mig; hvorfor skulde jeg slaa dig til Jorden? og hvorledes skulde jeg da opløfte mit Ansigt for din Broder Joab? ²³ Men han vægrede sig ved at vige; da stak Abner ham med Bagenden af Spydet i Underlivet, og Spydet gik bag ud af ham, og han faldt der og døde paa Stedet; og det skete, hver den, som kom til det Sted, hvor Asael var falden og var død, de stode stille. ²⁴ Men Joab og Abisaj forfulgte Abner, og Solen gik ned, da de kom paa Ammas Høj, som er lige for Gia paa Vejen til Gibeons Ørk. ²⁵ Og Benjamins Børn samlede sig om Abner og bleve en Klynge, og de stode paa Toppen af en Høj. ²⁶ Da raabte Abner til Joab og sagde: Skal Sværdet fortære evindeligt? ved du ikke, at det vil vorde bittert paa det sidste? og hvor længe varer det, inden du siger til Folket, at de skulle vende om fra at forfølge deres Brødre? ²⁷ Og Joab svarede: Saa vist som Gud lever, dersom du ikke havde talt, da var Folket draget herfra i Morges, uden at forfølge hver sin Broder. ²⁸ Saa blæste Joab i Trompeten, og alt Folket standsede og forfulgte ikke ydermer Israel, og de bleve ej heller ydermere ved at stride. ²⁹ Men Abner og hans Mænd gik hele denne Nat over den slette Mark, og de gik over Jordanen og vandrede igennem hele Bithron og kom til Mahanaim. ³⁰ Og Joab vendte tilbage fra at forfølge Abner og samlede alt Folket, og der savnedes nitten Mænd af Davids Tjenere og Asael. ³¹ Men Davids Tjenere havde slaget af Benjamin og af Abners Mænd, saa at der vare tre Hundrede og tresindstyve Mand døde. ³² Og de toge Asael op og begrove ham i hans Faders Grav, som var i Bethlehem, og Joab og hans Mænd gik den ganske Nat, saa at de i Dagbrækningen vare i Hebron.

¹ Efter at dette var sket, kom HERRENS Ord til Abram i et Syn, og sagde: Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold og din meget store Løn.

¹³ Da sagde Lea: Held mig! thi Døtre prise mig lykkelig; og hun kaldte hans Navn Aser.

² Og der Jakob saa dem, sagde han: Denne er Guds Hær; og han kaldte det samme Steds Navn Makanaim.

⁸ Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner bøje sig. ⁹ Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op? ¹⁰ Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.

⁶ Og HERREN gik forbi for hans Ansigt og raabte: HERREN, HERREN er barmhjertig og naadig Gud, langnodig og af megen Miskundhed og Sandhed,

⁴⁰ Asers Børns Afkom, efter deres Slægter efter deres Fædrenehus, efter Navnes Tal, fra tyve Aar gamle derover, hver som kunde uddrage i Strid:

²² Derefter gik de op i Sydlandet og kom til Hebron, og der var Ahiman, Sesai og Talmai, Anaks Børn; men Hebron var bygget syv Aar førend Zoan i Ægypten.

²¹ Og han skal staa for Eleasars, Præstens, Ansigt, og denne skal efter Urims Vis spørge for ham hos HERREN; efter dennes Mund skulle de gaa. ud, og efter dennes Mund skal de gaa ind, han og alle Israels Børn med ham ja den hele Menighed.

¹ Og Rubens Børn og Gads Børn havde meget og saare talrigt Kvæg, og de saa det Land Jaeser og det Land Gilead, og se, det Sted var et bekvemt Sted til Kvæg. ² Og Gads Børn og Rubens Børn kom, og de sagde til Mose og til Eleaser, Præsten, og til Menighedens Fyrster, sigende: ³ Atharoth og Dibon og Jaeser og Nimra og Hesbon og Eleale og Sebam og Nebo og Beon, ⁴ det Land, som HERREN har slaaet for Israels Menigheds Ansigt, det er et Land til Kvæg. og dine Tjenere have Kvæg. ⁵ Og de sagde: Dersom vi have fundet Naade for dine Øjne, da lad dette Land gives dine Tjenere til Ejendom, lad os ikke gaa over Jordanen. ⁶ Da sagde Mose til Gads Børn og til Rubens Børn: Skulle eders Brødre drage i Krigen, og I skulle blive her? ⁷ Og hvi afvende I Israels Børns Hjerter fra, at drage over til det Land, som HERREN har givet dem? ⁸ Saa gjorde eders Fæelre, da jeg sendte dem fra Kades Barnea til at bese Landet; ⁹ thi de gik op til Eskols Bæk og besaa Landet, og de afvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde gaa ind i Landet, som HERREN havde givet dem. ¹⁰ Og HERRENS Vrede optændtes den samme Dag, og han svor og sagde: ¹¹ Disse Mænd, som ere dragne op af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke se det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke efterfulgt mig, ¹² undtagen Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, og Josva, Nuns Søn; thi de have efterfulgt HERREN. ¹³ Saa optændtes HERRENS Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil hele den Slægt fik Ende, som gjorde det onde for HERRENS Øjne. ¹⁴ Og se, I ere traadte op i eders Fædres Sted, en Mængde af syndige Mennesker, for at gøre HERRENS Vrede endnu større imod Israel; ¹⁵ thi dersom I vender eder bort fra ham, da skal har lade det blive endnu længere i Ørken; og dermed bringe I Fordærvelse over hele dette Folk. ¹⁶ Da gik de frem til ham og: sagde: Vi ville ikkun bygge Faarestier her til vort Kvæg, og Stæder for vore smaa Børn. ¹⁷ Men vi ville væbne os og ile foran Israels Børns Ansigt, indtil vi have ført dem til deres Sted, og vore smaa Børn skulle blive i de faste Stæder, for Landets Indbyggeres Skyld. ¹⁸ Vi ville ikke vende tilbage til vore Huse, førend Israels Børn have indtaget hver sin Arv. ¹⁹ Thi vi ville ikke arve med dem paa hin Side Jordanen og videre frem; men vor Arv skal tilfalde os paa denne Sids Jordanen mod Østen. ²⁰ Og Mose sagde til dem: Dersom I ville gøre denne Gerning, dersom I ville væbne eder til Strid for HERRENS Ansigt, ²¹ og hver af eder bevæbnet vil drage over Jordanen for HERRENS Ansigt, indtil han har fordrevet sine Fjender fra sit Ansigt, ²² og Landet bliver undertvunget for HERRENS Ansigt: Saa maa I derefter vende tilbage, og I skulle være uden Skyld for HERREN og for Israel, og I skulle have dette Land til Ejendom for HERRENS Ansigt. ²³ Men dersom I ikke ville gøre saaledes, se, da have I syndet imod HERREN; og vider, at eders Synd skal finde eder. ²⁴ Saa bygger eder Stæder for eders smaa Børn og Stier for eders smaa Kvæg, og gører efter det, som er udgaaet i af eders Mund. ²⁵ Og Gads Børn og Rubens Børn sagde til Mose, sigende: Dine Tjenere skulle gøre, saaledes, som min Herre har befalet. ²⁶ Vore smaa Børn, vore Hustruer, vort Fæ og alt vort Kvæg, de skulls blive der, i Gileads Stæder; ²⁷ men dine Tjenere ville drage over, hver bevæbnet til Strid for HERRENS Ansigt, i Krigen, som min Herre siger. ²⁸ Da gav Mose Befaling angaaende dem til Eleaser, Præsten, og Josva, Nuns Søn, og de Øverste for Fædrenehusene blandt Israels Børns Stammer. ²⁹ Og Mose sagde til dem: Dersom Gads Børn og Rubens Børn drage rned eder over Jodanen, hver bevæbnet til Krigen, for HERRENS Ansigt, og Landet er undertvunget for eders Ansigt, da skulle I give dem det Land Gilead til Ejendom. ³⁰ Men dersorn de ikke drage bevæbnede over med eder, da skulle de tage Arv midt iblandt eder i Kanaans Land. ³¹ Og Gads Børn og Rubens Børn svarede og sagde: Som HERREN har talet til dine Tjenere, saaledes ville vi gøre. ³² Vi ville drage bevæbnede for HERRENS Ansigt over i Kanaans Land, og vor Arvs Ejendom skulle vi have paa denne Side Jordanen ³³ Saa gav Mose dem. nemlig Gads Børn og Rubens Børn og Halvdelen af Manasse, Josefs Søns, Stamme, Sihons, den amoritiske Konges, Rige og Ogs, Kongen af Basans, Rige, Landet med dets Stæder inden deres Grænser, Landets Stæder trindt omkring. ³⁴ Saa byggede Gads Børn Dibón og Ataroth og Aroer ³⁵ og Ataroth Sofann og Jaeser og Jogbea ³⁶ og Beth-Nimra og Beth-Haran, faste St æder og Faarestier. ³⁷ Og Rubens Børn byggede Hesbon og Eleale og Kirjathajim ³⁸ og Nebo og Baal-Meon, som de forandrede Navnene paa, og Sibma; og de gave Stæderne, som de byggede, Navne, hver sit Navn. ³⁹ Og Makirs, Manasse Søns, Børn gik ind i Gilead og indtoge det; og de fordreve Amoriterne, som vare derudi. ⁴⁰ Da gav Mose Makir, Manasse Søn, Gilead, og han boede derudi. ⁴¹ Men Jair, Manasse Søn, gik hen og indtog deres Smaabyer og kaldte dem Havoth-Jai ⁴² Og Noba gik hen og indtog Kenat og dens tilliggende Byer og kaldte den Noba efter sit Navn.

⁷ Vær kun saare frimodig og stærk, saa du tager Vare paa at gøre efter al den Lov, som Mose, min Tjener, bød dig; vig ikke fra den til højre eller venstre Side, at du kan handle klogelig paa al den Vej, som du skal vandre paa.

³ Da Indbyggerne af Gibeon havde hørt, hvad Josva havde gjort ved Jeriko og Ai,

² Da frygtede de saare, fordi Gibeon var en stor Stad som en af de kongelige Stæder, og fordi den var større end Ai, og alle Mændene derudi vare vældige Mænd.

⁴ Kommer op til mig og hjælper mig, at vi kunne slaa Gibeon; thi den har gjort Fred med Josva og med Israels Børn.

¹² Da talede Josva til HERREN paa samme Dag, der HERREN gav Amoriterne for Israels Børns Ansigt, og han sagde for Israels Øjne: Sol, staa stille i Gibeon, og Maane, i Ajalons Dal!

⁸ med hvem Rubeniterne og Gaditerne have taget deres Arv, som Mose gav dem paa hin Side Jordanen mod Østen, ligesom Mose, HERRENS Tjener, gav dem den, ⁹ fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Bæk, og fra den Stad, som er midt i Dalen, og alt det jævne Land ved Medba indtil Dibon, ¹⁰ og alle Stæder, som tilhørte Sihon, Amoriternes Konge, som regerede i Hesbon, indtil Ammons Børns Landemærke; ¹¹ og Gilead og Gesuriternes og Maakathiternes Landemærke og hele Hermons Bjerg og al Basan indtil Salka,

¹³ Saa velsignede Josva ham, og han gav Kaleb, Jefunne Søn, Hebron til Arv. ¹⁴ Derfor blev Hebron Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, til Arv indtil denne Dag, fordi han; fuldkommeligen efterfulgte HERREN Israels Gud. ¹⁵ Men Hebron kaldtes tilforn Arbas Stad, han var det største Menneske iblandt Anakiterne; og Landet hvilede fra Krig.

²⁵ Gi-beon og Rama og Beeroth

¹⁸ Og deres Landemærke var: Jisreela og Kesulloth og Sunem

¹¹ og de gave ham Arba, Anoks Faders Stad, det er Hebron paa Judas Bjerg, og dens Agerland rundt omkring den. ¹² Og Stadens Mark og dens Landsbyer gave de Kaleb, Jefunne Søn, til hans Ejendom.

⁶ Saa værer saare stærke til at holde og at gøre alt det, som er skrevet i Mose Lovbog, saa at I ikke vige derfra til højre eller venstre Side,

¹ Og det skete efter Josvas Død, da adspurgte Israels Børn HERREN og sagde: Hvo skal først drage op af os imod Kananiterne, til at stride imod dem

³² Og Aseriterne boede iblandt Kananiterne, Landets Indbyggere; thi de fordreve dem ikke.

¹⁹ Og HERRENS Aand kom heftig over ham, og han gik ned til Askalon og slog tredive Mænd af dem og tog deres Klæder og gav Klædninger til at skifte med til dem, som forklarede den mørke Tale; og hans Vrede optændtes, og han gik op til sin Faders Hus.

⁸ Da sagde Noomi til begge sine Sønners Hustruer: Gaar hen, vender tilbage hver til sin Moders Hus; HERREN gøre Miskundhed imod eder, ligesom I have gjort imod de døde og imod mig!

²⁰ Og Noomi sagde til sin Sønnekone: Velsignet være han for HERREN, som ikke har forladt sin Miskundhed mod de levende eller mod de døde; og Noomi sagde til hende: Den Mand hører os nær til, han er een af vore Løsere.

¹⁰ Og han sagde: Velsignet være du for HERREN, min Datter; du har bevist din Kærlighed sidste Gang bedre end første Gang, idet du ikke er gaaet efter de unge Karle, enten fattig eller rig.

⁹ Værer frimodige og værer Mænd, I Filister! at I ikke skulle tjene Hebræerne, som de have tjent eder; ja værer Mænd og strider!

⁵⁰ Og Sauls Hustrus Navn var Ahinoam, Ahimaaz' Datter; og hans Stridshøvedmands Navn var Abner, en Søn af Ner, Sauls Farbroder.

¹³ Saa tog Samuel Oliehornet og salvede ham midt iblandt hans Brødre, og HERRENS Aand kom heftig over David fra den samme Dag og fremdeles; derefter gjorde Samuel sig rede og gik til Rama.

⁵⁵ Men der Saul saa David, da han gik ud imod Filisteren, sagde han til Abner, Stridshøvedsmanden: Hvis Søn er denne unge Karl, Abner? Og Abner sagde: Saa vist som din Sjæl lever, o Konge! jeg ved det ikke.

⁵⁸ Og Saul sagde til ham: Hvis Søn er du, unge Karl? Og David sagde: Jeg er Bethlehemiteren Isais, din Tjeners, Søn.

² Og hver Mand, som var i Trang, og hver Mand, som trykkedes af Gæld, og hver Mand, som var beskeligen bedrøvet i Sjælen, samlede sig til ham, og han var Høvedsmand over dem; og der var ved fire Hundrede Mænd hos ham.

² Da spurgte David HERREN ad og sagde: Skal jeg gaa og slaa disse Filisterne? Og HERREN sagde til David: Gak, og du skal slaa Filisterne og frelse Keila.

⁴ Da blev David ydermere ved at adspørge HERREN, og HERREN svarede ham og sagde: Staa op, drag ned til Keila, thi jeg giver Filisterne i din Haand.

⁹ Der David fornam at Saul hemmeligen optændte det onde imod ham, da sagde han til Præsten Abjathar: Bring Livkjortlen hid! ¹⁰ Og David sagde: HERRE, Israels Gud! Din Tjener har hørt for vist, at Saul søger at komme til Keila for at ødelægge Staden for min Skyld. ¹¹ Mon Mændene af Keila skulde overantvolde mig i hans Haand? mon Saul skal komme ned, saaledes som din Tjener har hørt? HERRE, Israels Gud! Kære, forkynd din Tjener det; og HERREN sagde: Han skal komme ned. ¹² Da sagde David: Mon Mændene af Keila skulle overantvorde mig og mine Mænd i Sauls Haand? og HERREN sagde: De skulle overantvorde dig.

²¹ Da sagde Saul: Velsignede være I for HERREN, at I ynkes over mig.

¹⁹ Og du har givet til Kende i Dag, at du har gjort mig godt; thi HERREN havde overgivet mig i din Haand, og du slog mig ikke ihjel.

²⁶ Og nu, min Herre, saa vist som HERREN lever, og saa vist som din Sjæl lever, da har HERREN forhindret dig i at udøse Blod og i at tage dig selv til Rette, saa skulle nu dine Fjender og de, som søge min Herres Ulykke, vorde som Nabal.

³² Da sagde David til Abigail: Lovet være HERREN, Israels Gud, som sendte dig mig i Møde i Dag, ³³ og velsignet være din Fornuftighed, og velsignet være du, som forhindrede mig paa denne Dag fra at udøse Blod og fra at tage mig selv til Rette!

⁴² Og Abigail skyndte sig og gjorde sig rede og red paa et Asen med fem af hendes Piger, og hun drog efter Davids Bud og blev hans Hustru. ⁴³ David tog og Ahinoam af Jisreel; og de bleve ogsaa begge hans Hustruer.

⁶ Da svarede David og sagde til Hethiteren Akimelek, og til Abisai, Zerujas Søn, Joabs Broder, saaledes: Hvo vil gaa ned med mig til Saul i Lejren? og Abisai svarede: Jeg vil gaa ned med dig.

¹⁴ Og David raabte til Folket og til Abner, Ners Søn, og sagde: Vil du ikke svare, Abner og Abner svarede og sagde: Hvo er du, som raaber til Kongen?

² Da gjorde David sig rede og gik over, han og seks Hundrede Mand, som vare med ham, til Akis, Maoks Søn, Kongen i Gath. ³ Og David boede hos Akis i Gath, han og hans Mænd, hver med sit Hus; David og hans to Hustruer: Ahinoam, den Jisreelitiske, og Abigail, Nabals Hustru, den Karmelitiske.

¹ Og det skete, der David og hans Mænd kom paa den tredje Dag til Ziklab, vare Amalekiterne faldne ind imod Sønden og imod Ziklag og havde slaaet Ziklag og opbrændt den med Ild,

⁵ Og Davids to Hustruer vare fangne: Ahinoam, den jisreelitiske, og Abigail, Karmeliteren Nabals Hustru.

⁷ Og David sagde til Abjathar, Præsten, Akimeleks Søn: Kære, før mig Livkjortlen frem; og Abjathar førte Livkjortlen frem til David. ⁸ Og David adspurgte HERREN og sagde: Skal jeg forfølge denne Trop? mon jeg kan naa den? Og han sagde til ham: Forfølg, thi du skal naa og bringe Redning. ⁹ Saa gik David hen, han og seks Hundrede Mand, som vare hos ham, og de kom til Bækken Besor; der bleve de øvrige staaende. ¹⁰ Men David forfulgte dem, han og fire Hundrede Mand, og to Hundrede Mand bleve staaende, som vare for trætte til at gaa over Besors Bæk.

³¹ og til dem i Hebron og til alle de Stæder, hvor David havde vandret, han og hans Mænd.

⁷ Og der Israels Mænd, som vare paa hin Side Dalen, og som vare paa hin Side Jordanen, saa, at Israels Mænd vare flygtede, og at Saul og hans Sønner vare døde, da forlode de Stæderne og flyede; og Filisterne kom og boede i dem.

¹¹ Der Indbyggerne i Jabes udi Gilead hørte om ham, hvad Filisterne havde gjort mod Saul, ¹² da gjorde de sig rede, hver stridbar Mand, og de gik den ganske Nat, og de toge Sauls Legeme og hans Sønners Legemer ned af Muren i Bethsan, og de kom til Jabes og brændte dem der.

¹² da gjorde de sig rede, hver stridbar Mand, og de gik den ganske Nat, og de toge Sauls Legeme og hans Sønners Legemer ned af Muren i Bethsan, og de kom til Jabes og brændte dem der. ¹³ Og de toge deres Ben og begrove dem under Tamariske-Træet i Jabes, og de fastede syv Dage.

²³ Saul og Jonathan vare elskelige og liflige i deres Liv, de bleve heller ikke adskilte i deres Død; de vare lettere end Ørne, de vare stærkere end Løver.

⁷ Saa være nu eders Hænder stærke, og værer tapre Mænd, skønt eders Herre Saul er død; thi ogsaa du Judas Hus har salvet mig til Konge over sig. ⁸ Men Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmanden, som Saul havde havt, tog Isboseth, Sauls Søn, og førte ham over til Mahanaim.

¹¹ Men Tallet paa de Dage, David var Konge i Hebron over Judas Hus, var syv Aar og seks Maaneder.

¹⁴ Og Abner sagde til Joab: Lad dog de unge Karle gøre sig rede og holde Kampleg for vort Ansigt; Joab sagde: Lad dem gøre sig rede.

¹⁶ Og den ene tog den anden fat ved Hovedet og stødte sit Sværd i den andens Side, og de faldt til Hobe, og man kaldte det Sted Helkat-Zurim, som ved Gibeon. ¹⁷ Og Striden blev samme Dag saare haard; men Abner og Israels Mænd bleve slagne for Davids Tjeneres Ansigt. ¹⁸ Men der var tre Zerujas Sønner, Joah og Abisaj og Asael; men Asael var let paa sine Fødder, som en af Raaerne, der ere paa Marken.

²¹ Og Abner sagde til ham: Bøj dig til din højre eller til din venstre Side, og grib dig en af de unge Karle og tag dig hans Rustning; men Asael vilde ikke vige fra ham.

²⁶ Da raabte Abner til Joab og sagde: Skal Sværdet fortære evindeligt? ved du ikke, at det vil vorde bittert paa det sidste? og hvor længe varer det, inden du siger til Folket, at de skulle vende om fra at forfølge deres Brødre? ²⁷ Og Joab svarede: Saa vist som Gud lever, dersom du ikke havde talt, da var Folket draget herfra i Morges, uden at forfølge hver sin Broder.

¹ Og der var en langvarig Krig imellem Sauls Hus og imellem Davids Hus; men David blev bestandig stærkere, men Sauls Hus blev bestandig svagere.

⁷ Og Saul havde en Medhustru, hvis Navn var Rizpa, Ajas Datter; og Isboseth sagde til Abner: Hvi gik du ind til min Faders Medhustru? ⁸ Da optændtes Abners Vrede saare over Isboseths Ord, og han sagde: Er jeg et Hundehoved, som holder med Juda? i Dag viser jeg Miskundhed imod din Fader Sauls Hus, imod hans Brødre og imod hans Venner, og har ikke overgivet dig i Davids Haand, og du irettesetter mig for Misgerningen med Kvinden i Dag!

²⁷ Der Abner kom tilbage til Hebron, da ledte Joab ham til Side midt i Porten for at tale med ham i Stilhed og stak ham der i Underlivet, saa at han døde, for hans Broder Asaels Blods Skyld.

⁵ Saa gik Beerothiteren Rimmons Sønner, Rekab og Baena, og kom, der Dagen var hed, til Isboseths Hus; men han laa paa Sengen om Middagen. ⁶ Og de kom ind i Huset, som om de vilde hente Hvede, og stak ham i Underlivet, og Rekab og Baena, hans Broder, undkom.

⁶ Og de kom ind i Huset, som om de vilde hente Hvede, og stak ham i Underlivet, og Rekab og Baena, hans Broder, undkom.

¹ Da kom alle Israels Stammer til David i Hebron, og de sagde saaledes: Se, her ere vi, vi ere dine Ben og dit Kød.

¹ Da kom alle Israels Stammer til David i Hebron, og de sagde saaledes: Se, her ere vi, vi ere dine Ben og dit Kød. ² Ogsaa tilforn, der Saul var Konge over os, da var du den, som førte Israel ud og ind; saa har HERREN sagt til dig: Du skal vogte mit Folk Israel, og du skal være Fyrste over Israel. ³ Og alle de Ældste af Israel kom til Kongen i Hebron, og Kong David gjorde en Pagt med dem i Hebron for HERRENS Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel.

³ Og alle de Ældste af Israel kom til Kongen i Hebron, og Kong David gjorde en Pagt med dem i Hebron for HERRENS Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel. ⁴ David var tredive Aar gammel, der han blev Konge, han regerede fyrretyve Aar. ⁵ Han regerede i Hebron over Juda syv Aar og seks Maaneder og regerede i Jerusalem i tre og tredive Aar over hele Israel og Juda.

⁵ Han regerede i Hebron over Juda syv Aar og seks Maaneder og regerede i Jerusalem i tre og tredive Aar over hele Israel og Juda. ⁶ Og Kongen drog hen og hans Mænd til Jerusalem imod Jebusiterne, som boede i Landet; og de sagde til David: Du skal ikke komme herind, men de blinde og lamme skulle drive dig bort; hvormed de vilde sige: David skal ikke komme herind.

¹⁷ Der Filisterne hørte, at de havde salvet David til Konge over Israel, da droge alle Filisterne op for at søge efter David; der David hørte det, da drog han ned til Befæstningen.

¹⁹ Og David spurgte HERREN ad og sagde: Skal jeg drage op imod Filisterne? vil du give dem i min Haand? Og HERREN sagde til David: Drag op, thi jeg vil give Filisterne i din Haand.

²³ Og David spurgte HERREN ad, men han sagde: Du skal ikke drage op; men kom omkring bag paa dem, at du kommer til dem tværs over for Morbærtræerne.

¹⁶ Og Joab, Zerujas Søn, var over Hæren, og Josafat, Ahiluds Søn, var Historieskriver;

³ Og Kongen sagde: Mon der ikke endnu er nogen af Sauls Hus, saa vil jeg gøre Guds Miskundhed imod ham; og Ziba sagde til Kongen: Der er endnu Jonathans Søn, som er lam paa Fødderne.

⁷ Og David sagde til ham: Du skal ikke frygte, thi jeg vil gøre Miskundhed imod dig for Jonathans, din Faders Skyld, og jeg vil give dig igen al din Fader Sauls Mark; men du skal stedse æde Brød ved mit Bord.

² Da sagde David: Jeg vil gøre Miskundhed imod Hanon, Nahas's Søn, ligesom hans Fader gjorde Miskundhed imod mig; og David sendte hen for at trøste ham ved sine Tjenere over hans Fader, og Davids Tjenere kom til Ammons Børns Land.

¹² Vær frimodig, og lader os være frimodige for vort Folk og for vor Guds Stæder; men HERREN gøre, hvad som er godt for hans Øjne.

²⁵ Og David sagde til Budet: Saa skal du sige til Joab: Lad ikke denne Gerning synes ond for dine Øjne, thi Sværdet fortærer paa den og den Maade; hold fast ved med din Krig imod Staden og nedbryd den; og gør ham frimodig.

⁷ Og det skete, der fyrretyve Aar vare til Ende, da sagde Absalom til Kongen: Kære, lad mig gaa, og jeg vil betale mit Løfte, som jeg lovede HERREN i Hebron.

²⁰ Du kom i Gaar, og skulde jeg i Dag lade dig vanke omkring ved at gaa med os? men jeg vil gaa, hvorhen jeg kan gaa; vend tilbage og før dine Brødre tilbage, med dig være Miskundhed og Troskab.

¹⁴ Da sagde Absalom og hver Mand i Israel: Arkiteren Husajs Raad bedre end Akitofels Raad; men HERREN bød det saa for at tilintetgøre Akitofels gode Raad, efterdi HERREN vilde føre Ulykke over Absalom.

²⁶ Og Israel og Absalom lejrede sig i Gileads Land. ²⁷ Og det skete, der David var kommen til Mahanaim, da førte Sobi, Nahas's Søn fra Ammons Børns Rabba, og Makir, Ammiels Søn af Lodebar, og Gileaditeren Barsillaj fra Roglim

¹¹ Men Kong David sendte til Præsterne Zadok og Abjathar og lod sige: Taler med de Ældste i Juda og siger: Hvorfor ville I være de sidste til at hente Kongen tilbage til sit Hus? Thi al Israels Tale er kommen for Kongen i hans Hus.

⁴² Da svarede hver af Judas Mænd imod Israels Mænd: Fordi Kongen hører mig nær til, hvorfor er du da vred for denne Sags Skyld? have vi ladet os føde af Kongen? eller er nogen Gave skænket os?

¹⁰ Og Amasa tog sig ikke i Vare for Sværdet, som var i Joabs Haand, saa denne stak ham dermed i Underlivet og udøste hans Indvolde paa Jorden; og han stak ham ikke anden Gang, thi han var død; men Joab og hans Broder Abisaj forfulgte Seba, Bikris Søn.

¹² Og Amasa laa væltet i Blodet midt paa Landevejen; der Manden saa, at alt Folket blev staaende, da bragte han Amasa fra Landevejen over paa Ageren og kastede Klæder over ham, eferdi han saa, at hvo som kom til ham, blev staaende. ¹³ Der han var bragt bort fra Landevejen, da gik hver Mand frem efter Joab til at forfølge Seba, Bikris Søn.

²³ Og Joab var over al Israels Hær, og Benaja, Jojadas Søn, var over Krethi og over Plethi;

⁷ Og han førte Tale med Joab, Zerujas Søn, og med Præsten Abjathar, og de understøttede Adonia.

¹¹ Og de Dage, som David var Konge over Israel, var fyrretyve Aar; han var Konge i Hebron syv Aar og var Konge i Jerusalem tre og tredive Aar.

²⁸ Og der dette Rygte kom for Joab (thi Joab havde holdt med Adonia, men havde ikke holdt med Absalom), da flyede Joab til HERRENS Paulun og tog fat paa Alterets Horn. ²⁹ Og det blev Kong Salomo tilkendegivet, at Joab var flyet til HERRENS Paulun, og se, han stod ved Alteret; da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, hen og sagde: Gak, fald an paa ham. ³⁰ Og der Benaja kom til HERRENS Paulun, da sagde han til ham: Saa siger Kongen: Gak ud; og han sagde: Nej, thi her vil jeg dø; og Benaja førte Svar tilbage til Kongen og sagde: Saa har Joab talt, og saa har han svaret mig. ³¹ Da sagde Kongen til ham: Gør, saaledes som han har talt, og fald an paa ham og begrav ham; og du skal bortskaffe det uskyldige Blod, som Joab har udøst, fra mig og fra min Faders Hus. ³² Og HERREN skal lade Blodet komme tilbage paa hans Hoved, fordi han faldt an paa to Mænd, som vare retfærdigere og bedre end han, og slog dem ihjel med Sværdet, og min Fader David vidste det ikke, nemlig Abner, Ners Søn, Stridshøvedsmand over Israel, og Amasa, Jethers Søn, Stridshøvedsmand over Juda, ³³ at deres Blod skal komme tilbage paa Joabs Hoved og paa hans Sæds Hoved evindelig; men David og hans Sæd og hans Hus og hans Trone skal have Fred af HERREN indtil evig Tid: ³⁴ Og Benaja, Jojadas Søn, gik op og faldt an paa ham og dræbte ham; og han blev begraven i sit Hus i Ørken. ³⁵ Og Kongen satte Benaja, Jojadas Søn, i hans Sted over Hæren, og Kongen satte Zadok, Præsten, i Abjathars Sted.

¹¹ Da svarede Israels Konge og sagde: Siger: Den, som ombinder Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det.

¹⁰ Du har jo slaget Edom, og dit Hjerte gør dig hovmodig; behold din Ære, og bliv i dit Hus; hvi søger du Ulykke, at du skal falde, du og Juda med dig? ¹¹ Men en Amazia vilde ikke høre; saa drog Joas, Israels Konge, op, og de saa hinandens Ansigt, han og Amazia, Judas Konge, i Beth-Semes, som hører til Juda. ¹² Men Juda blev slagen for Israels Ansigt, og de flyede hver til sit Telt.

² Og han gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, og vandrede i al Davids, sin Faders, Vej og veg ikke til den højre eller venstre Side.

¹³ Og Isaj avlede Eliab, sin førstefødte, og Abinadab den anden, og Simea den tredje, ¹⁴ Nethaneel den fjerde, Raddaj den femte, ¹⁵ Ozem den sjette, David den syvende. ¹⁶ Og deres Søstre vare: Zeruja og Abigail; og Zerujas Sønner vare: Abisaj og Joab og Asael, de tre.

¹⁶ Og deres Søstre vare: Zeruja og Abigail; og Zerujas Sønner vare: Abisaj og Joab og Asael, de tre.

⁴ Disse seks bleve ham fødte i Hebron; thi han regerede der i syv Aar og seks Maaneder, og tre og tredive Aar regerede han i Jerusalem.

³³ Og Ner avlede Kis, og Kis avlede Saul, og Saul avlede Jonathan og Malkisua og Abinadab og Esbaal.

³⁹ Og Ner avlede Kis, og Kis avlede Saul, og Saul avlede Jonathan og Malkisua og Abinadab og Esbaal.

³ Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og David gjorde en Pagt med dem i Hebron for HERRENS Ansigt, og de salvede David til Konge over Israel efter HERRENS Ord ved Samuel.

⁶ Og David sagde: Hvo som helst der først slaar Jebusiterne, skal være Øverste og Høvedsmand; saa steg Joab, Zerujas Søn, først op og blev Øverste.

²⁶ Men de vældige i Hærene vare: Asael, Joabs Broder; Elhanan, Dodos Søn af Bethlehem;

¹ Og disse ere de, som kom til David i Ziklag, der han endnu maatte holde sig inde for Sauls, Kis's Søns, Ansigt; og de vare iblandt de vældige, som hjalp i Krigen; ² de vare rustede med Bue, kastede med Stene med højre og venstre Haand og skøde Pile med Buen; de vare af Sauls Brødre, af Benjamin. ³ Ahieser var den ypperste, og Joas, Gibeathiten Semajas Sønner, og Jesiel og Peleth, Asmaveths Sønner, og Beraka og Jehu, Anathothiten. ⁴ Og Jismaja, Gibeoniten, var vældig iblandt de tredive og sat over de tredive, og Jeremia og Jahasiel og Johanan og Josabad, Gederathiten, ⁵ Elusaj og Jerimoth og Bealja og Semarja og Safatja, Harufiten, ⁶ Elkana og Jisija og Asareel og Joeser og Jasobeam, Koriterne, ⁷ og Joela, og Sebadja, Jerohams Sønner, af Gedor. ⁸ Og af Gaditerne gik nogle over til David til Befæstningen i Ørken, vældige til Strid, Stridsmænd til Krigen, rustede med Skjold og Spyd; og deres Ansigter vare som Løvers Ansigter, og de vare snare til at løbe som Raadyr paa Bjergene.

⁷ Og de gave til Arbejdet paa Guds Hus fem Tusinde Gentner Guld og ti Tusinde Drakmer og ti Tusinde Centner Sølv og atten Tusinde Gentner Kobber og hundrede Tusinde Gentner Jern.

²⁷ Men Dagene, som han havde været Konge over Israel, vare fyrretyve Aar; i Hebron regerede han syv Aar, og i Jerusalem regerede han tre og tredive Aar.

¹⁴ Og de begrove ham i hans Gravsted, som han havde ladet grave i Davids Stad, og de lagde ham paa et Leje, som man havde fyldt med alle Slags vellugtende Urter, sammensatte paa Kunstens Vis ved en Blanding, og de brændte saare meget ham til Ære.

¹ Og Josafat laa med sine Fædre og blev begraven hos sine Fædre i Davids Stad, og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted.

² Naar ville I gøre Ende paa Ord? forstaar først, og derefter ville vi tale.

² Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

² Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den. Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

² Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Trængsel skaffede du mig Rum; vær mig naadig og hør min Bøn!

³³ Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen,

⁴ HERRE! lad mig kende dine Veje, lær mig dine Stier. ⁵ Gør, at jeg gaar frem i din Sandhed, og lær mig den; thi du er min Frelses Gud, jeg bier efter dig den ganske Dag.

⁴ Een Ting har jeg begæret af HERREN, den vil jeg søge efter; at jeg maa bo i HERRENS Hus alle mine Livsdage for at beskue HERRENS Livsalighed og at grunde i hans Tempel.

³ Jeg vil raabe til Gud, den Højeste, til den Gud som udfører min Sag.

⁸ Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal.

¹⁵ Velsignede være I for HERREN, som har gjort Himmel og Jord.

⁸ Lad mig aarle høre din Miskundhed; thi liar forladt mig paa dig; kundgør mig den Vej som jeg skal gaa paa; til jeg har opløftet min Sjæl til dig.

¹⁰ Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben. ¹¹ Behag har HERREN til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.

⁵ Forlad dig paa HERREN af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand! ⁶ Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette.

²⁷ Bøj ikke af til højre eller venstre, vend din Fod fra det onde!

²³ Det er for Daaren som en Leg, naar han gør en skændig Ting; men den forstandige Mand har Visdom.

²² Fare ikke de vild, som optænke ondt men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.

¹ Salomo taler om viis og daarlig Tale. Et mildt Svar dæmper Vrede; men et bittert Ord vækker Fortørnelse.

¹⁴ Hvo som begynder Trætte, aabner for Vand opgiv derfor Trætten, førend den vælter sig frem.

¹⁸ Beslutninger efter Raadslagning bestaa; før da Krig efter fornuftig Ledelse!

²⁹ Ser du en Mand, som er snar i sin Gerning, han skal stille sig frem for Konger, han skal ikke stille sig frem for uansete Mænd.

⁸ Gak ikke hastelig ud for at trætte, at du ikke skal begaa noget som helst paa det sidste, naar din Næste har beskæmmet dig.

¹⁸ Som en gal, der udkaster Gnister, Pile og Død, ¹⁹ saa er den siger: Skæmter jeg ikke?

¹ Den Mand, som forhærder sin Nakke, vil tidt blive straffet; hastelig skal han sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.

¹⁰ Hvad en er hans Navn er allerede nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske; og han kan ikke trætte med den, som er ham for mægtig.

¹¹ Jeg vendte tilbage og saa under Solen, at Løbet ikke er i de lettes Magt, og Krigen ikke i de vældiges, og ej heller Brødet i de vises, og ej heller Rigdommen i de forstandiges, og ej heller Gunst i de kløgtiges; thi Tid og Hændelse ramme dem alle.

¹⁷ Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, blive lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!

¹⁴ Fly min elskede! og vær lig en Raa eller en ung Hind paa de duftende Urters Bjerge.

²⁰ Men dersom I vægre eder og ere genstridige, skulle I for tæres af Sværd thi HERRENS Mund har; talt det.

⁷ Og du sagde: Jeg skal være Dronning evindelig; saa at du ikke har lagt det paa Hjerte og ikke tænkt paa, hvad Enden skulde blive delpaa.

³⁰ Jeg slog eders Børn forgæves, de annammede ikke Tugt; eders Sværd fortærede eders Profeter ligesom en ødelæggende Løve.

²¹ Hvor længe skal jeg se Banner? hvor længe skal jeg høre Trompetens Lyd?

¹² Ødelæggere ere komne over alle nøgne Høje i Ørken; thi HERREN har et Sværd, der fortærer fra Jordens ene Ende og indtil Jordens anden Ende; intet Kød har Fred.

¹² da toge de alle Mændene til sig og droge hen for at stride imod Ismael, Nethanjas Søn; og de fandt ham ved det store Vand, som er i Gibeon.

¹⁰ Og denne Dag er Herrens, den HERRE Zebaoths Hævns Dag, da han vil hævne sig paa sine Modstandere, og Sværdet skal fortære dem, og blive mæt og vædet af deres Blod; thi Herren, den HERRE Zebaoth har Slagtoffer i Nordenland ved Floden Eufrat.

¹⁴ Kundgører det i Ægypten, og lader det høres i Migdol, og lader det høres i Nof og i Thakpankes; siger: Stil dig frem, lav dig til, thi Sværdet har fortæret, hvad der er trindt omkring dig.

³⁷ Saa siger den Herre, HERRE: Jeg vil endnu i dette Stykke lade mig søges af Israels Hus, at jeg gør dette ved dem: Jeg vil gøre dem mangfoldige med Mennesker, som var det en Faarehjord.

⁶ Og Sværdet skal hvirvle om i hans Stæder og tilintetgøre hans Portstænger og fortære, og det for deres Raads Skyld.

¹⁴ Og den lette skal ingen Tilfrugt finde, og den stærke skal ikke lægge Kraft i sin Styrke, og den vældige skal ikke redde sit Liv,

¹⁹ Den HERRE, Herre er min Styrke, og han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig skride frem over mine Høje. Til Sangmesteren; med min Strengeleg.

⁷ Salige ere de Barmhjertige, thi dem skal vederfares Barmhjertighed.

⁴⁴ Men jeg siger Eder: elsker Eders Fjender, velsigner dem, som Eder forbande, gjører dem godt, som Eder hade, og beder for dem, som gjøre Eder Skade og forfølge Eder,

¹⁶ See, jeg sender Eder som Faar midt iblandt Ulve, vorder derfor snilde som Slanger og eenfoldige som Duer.

³¹ Eller hvilken konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er mægtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde? ³² Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred.

²⁸ Men I ere de, som ere blevne varagtige hos mig i mine Fristelser. ²⁹ Og jeg bskikker Eder Riget, ligesom min Fader beskikkede mig det,

²⁶ Men den anden dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre, hvi gjøre I hverandre Uret?

¹³ Vaager, staaer faste i Troen, værer mandige, værer stærke!

¹⁰ Iøvrigt, mine Brødre, vorder stærke i Herren og i hans Vældes Kraft!

¹⁶ Herren give Onesiphorus' Huus Barmhjertighed; thi han har ofte vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke, ¹⁷ men der han var i Rom, søgte han saa flittelig efter mig, og fandt mig. ¹⁸ Herren give, at han maa finde Barmhjertighed hos Herren paa hiin Dag! Og hvor meget han tjente mig i Ephesus, veed du bedst.

¹⁸ Men har han gjort dig nogen uret eller er dig Noget skyldig, da før mig det til Regning. ¹⁹ Jeg Paulus har skrevet med min egen Haand, jeg vil betale, for ikke at sige, at du er mig dig selv skyldig.