1 Samuel 30:6 Cross References - Danish

⁶ Og David blev saare angest, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham; thi det ganske Folks Sjæle vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døtre; men David styrkede sig i HERREN sin Gud.

⁷ Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa delte han Folket, som var hos ham, og Kvæget og Øksnene og Kamelerne i to Hære.

⁴ Da raabte Mose til HERREN og sagde: Hvad skal jeg gøre ved dette Folk om et lidet saa stene de mig.

¹⁰ Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene, og HERRENS Herlighed blev set i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn.

²⁵ Da sagde Dans Børn til ham: Lad din Røst ikke høres hos os, at de Mænd, som ere bitre i Sindet, ikke skulle anfalde eder, og du forspilde dit Liv og dit Folks Liv.

¹⁰ Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til HERREN og græd saare.

⁸ Og Husaj sagde: Du kender din Fader og hans Mænd, at de ere vældige, og at de ere bitre i Sindet som en Bjørn, hvem Ungerne røves fra paa Marken, dertil er og din Fader en Krigsmand og skal ikke blive Natten over hos Folket.

²⁷ Og der hun kom til den Guds Mand paa Bjerget, holdt hun fast ved hans Fødder; da gik Gihesi frem at støde hende bort; men den Guds Mand sagde: Lad hende være, thi hendes Sjæl er beskelig bedrøvet i hende, og HERREN har skjult det for mig og ikke givet mig det til Kende.

¹⁵ Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt

⁶ Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig.

¹⁷ Mit Hjertes Ængstelser have vidt udbredt; før mig ud af mine Trængsler!

¹ Af David. HERRE! skaf mig Ret, thi jeg har vandret i min Uskyldighed; og jeg forlader mig paa HERREN, jeg skal ikke snuble. ² Prøv mig, HERRE! og forsøg mig, lutre mine Nyrer og mit Hjerte;

¹ Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes? ² Der de onde kom frem imod mig for at æde mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt. ³ Dersom en Hær vilde lejre sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig rejses imod mig, da er jeg dog; trøstig.

¹⁴ Bi efter HERREN, vær frimodig, og han skal styrke dit Hjerte; ja, bi efter HERREN!

¹ Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort. ² Jeg vil love HERREN til hver Tid; hans Pris skal altid være i min Mund. ³ Min Sjæl skal rose sig i HERREN; de sagtmodige skulle hore det og glæde sig. ⁴ Lover HERREN storlig med mig og lader os tilsammen ophøje hans Navn. ⁵ Jeg søgte HERREN, og han bønhørte mig og friede mig af al min Frygt. ⁶ De saa til ham og oplivedes, og deres Ansigt skal ingenlunde blive beskæmmet. ⁷ Denne elendige raabte, og HERREN hørte og frelste ham af alle hans Angester. ⁸ HERRENS Engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygte ham, og frier dem.

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David. ² Jeg har biet taalmodigt efter HERREN, og han bøjede sig til mig og hørte mit Raab.

⁵ Det vil jeg imod komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid.

⁷ Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg.

¹¹ Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

³ Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig. ⁴ Naar jeg gribes af frygt, stoler jeg paa dig;

¹¹ I Gud vil jeg prise Ordet; i HERREN vil jeg prise Ordet.

¹ Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.

⁵ Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. Sela.

⁸ Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud. ⁹ Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela.

³ Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. ⁴ Men jeg paakalder HERRENS Navn: Kære HERRE! udfri min Sjæl!

¹⁰ Jeg troede, derfor talte jeg; jeg var saare plaget.

⁸ Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Mennesker. ⁹ Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Fyrster. ¹⁰ Alle Hedninger have omringet mig; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. ¹¹ De have omringet mig, ja, de have omringet mig; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. ¹² De have omringet mig som Bier de ere udslukte som Ild i Torne; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. ¹³ Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde; men HERREN hjalp mig.

¹⁰ HERRENS Navn er et fast Taarn, den retfærdige løber til det og bliver beskyttet.

⁴ fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt imod Regnskyl, en Skygge imod Heden; thi de grummes Fnysen er som Regnskyl imod en Væg.

¹⁴ Og Ezekias tog Brevene af Budenes Haand og læste dem; og han gik op til HERRENS Hus, og Ezekias udbredte dem for HERRENS Ansigt. ¹⁵ Og Ezekias bud til HERREN og sagde: ¹⁶ HERRE Zebaoth, Israels Gud du, som sidder over Keruber, du alene er Gud over alle Riger paa Jorden, du gjorde Himlene og Jorden. ¹⁷ HERRE! bøj dit Øre og hør; HERRE! oplad dine Øjne og se; og hør alle Senakeribs Ord, som han sendte for at haane den levende Gud. ¹⁸ Det er sandt, HERRE! Kongerne af Assyrien have ødelagt alle Landene og deres eget Land. ¹⁹ Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de ikke vare Guder, men Menneskenes Hænders Gerning, Træ og Sten, og de tilintetgjorde dem. ²⁰ Men nu, HERRE vor Gud! frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kende, at du er HERRE, du alene.

¹⁹ HERRE, min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! til dig skulle Hedningerne komme fra Jordens Ender og sige Vore Fædre arvede kun Løgn, Forfængelighed, hvori der intet var sam kunde gavne dem.

¹⁷ Thi Figentræet skal ikke blomstre, og der er ingen Afgrøde paa Vintræerne, Olietræets Frugt slaar fejl, og Markerne give ikke Spise; Faarene ere revne bort fra Folden, og der er ingen Øksne i Staldene. ¹⁸ Men jeg vil glæde mig i HERREN; jeg vil fryde mig i min Frelses Gud.

⁹ men Folket, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna den Davids Søn! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste!

²² Pilatus sagde til dem: hvad skal jeg da gjøre med Jesus, som kaldes Christus? De sagde alle til ham: lad ham korsfæstes!

⁵⁹ Derfor optoge de Stene, for at kaste paa ham: men Jesus skjulte sig og gik ud af Templet og gik midt igjennem Mængden, og han undkom saaledes.

¹⁸ Han troede imod Haab mod Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: saaledes skal din Sæd vorde;

²⁰ han tvivlede ikke i Vantro paa Guds Forjættelse, men styrket i Troen, gav han Gud Æren,

³¹ Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os.

⁶ Hvad heller vi da trænges, skeer det er for Eders Trøst og Frelse, som viser sig kraftig deri, at i fordrage de samme Lidelser, som vi og lide; eller vi trøstes da skeer det for Eders Trøst og Frelse.

⁸ Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede og over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet. ⁹ Ja, vi havde endog hos os selv fældet vor Dødsdom, saa at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de Døde; ¹⁰ som friede os fra saa stor en Dødsfare og frier endnu, til hvem vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os,

⁸ vi, som trænges paa alle Maader, men ikke forsage; tvivlende, men ikke fortvivlende;

⁵ Thi der vi kom til Macedonien, havde vi ingen Ro i vort Kjød, men vi trængtes paa alle Mader: udvortes Strid, indvortes Frygt.

⁶ saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?