1 Corinthians 10:5 Cross References - Danish

⁵ Men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørken.

¹¹ Og HERREN sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke tro paa mig, uagtet alle de Tegn, som jeg har gjort midt iblandt dem? ¹² Jeg vil slaa dem med Pest og udrydde dem; og jeg vil gøre dig til et større og stærkere Folk, end dette er.

²⁸ Sig til dem: Saa sandt som jeg lever, siger HERREN, ligesom I have talet for mine øren, saaledes vil jeg gøre ved eder. ²⁹ Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I som have knurret imod mig. ³⁰ I skulle ikke komme ind i det Land, om hvilket jeg har opløftet min Haand óg svoret at ville lade eder bo deri, uden Kaleb, Jefunne Søn, og Josva, Nuns Søn. ³¹ Og eders smaa Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kende det Land, som I have foragtet. ³² Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk. ³³ Og eders Børn skulle være Hyrder i Ørken fyrretyve Aar og bøde for eders Bolen, indtil I alle ere blevne til døde Kroppe i denne Ørk. ³⁴ Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespejdet Landet, fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I bære eders Misgerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme, at jeg har vendt mig bort. ³⁵ Jeg HERREN har sagt: Jeg vil visselig gøre dette ved hele denne onde Menighed, som har forsamlet sig imod mig; de skulle faa Ende i denne Ørk og dø der.

³⁷ ja de Mænd døde, som havde ført ondt Rygte ud om Landet, ved Plagen for HERRENS Ansigt.

⁶⁴ Og iblandt dem var ikke en Mand af dem, sorn vare talte af Mose og Aron, Præsten, der talte Israels Børn i Sinai Ørk. ⁶⁵ Thi HERREN havde sagt til dem: De skulle visseligen dø i Ørken; og der blev ingen tilovers af dem uden Kaleb, Jofunne Søn, og Josva, Nuns Søn.

³⁴ Der HERREN hørte eders Ords Røst, da blev han vred og svor og sagde: ³⁵ Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, se det gode Land, som jeg svor at ville give eders Fædre,

¹⁵ Tilmed var og HERRENS Haand imod dem til at udrydde dem af Lejren, indtil det fik Ende med dem. ¹⁶ Og det skete, der det havde faaet Ende med alle Krigsmændene, saa de vare uddøde af Folkets Midte,

³² Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger. ³³ Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse. ³⁴ Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

¹ En Bøn af Mose, den Guds Mand. Herre! du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.

⁷ Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme. ⁸ Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys.

¹¹ saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!

²⁶ Og han svor dem med opraki Iand, at han vilde lade dem falde i Ørken,

¹⁷ Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørken?

⁵ Men jeg vil paaminde Eder, skjøndt I fuldt vel vide det, at Herren, der han havde frelst Folket af Ægyptens Land, ødelagde dog derefter dem, som ikke troede.