Bible verses about "sunday" | Danish

¹ Halleluja! Lover Gud i hans Helligdom, lov er ham i hans Vældes udstrakte Befæstning! ² Lover ham for hans vældige. Gerninger, lover ham efter hans store Magt! ³ Lover ham med Basuns Klang, lover ham med Psalter og Harpe! ⁴ Lover ham med Tromme og Dans, lover ham med Strenge og Fløjte! ⁵ Lover ham med lydende Cymbler, lover ham med klingende Cymbler! ⁶ Alt det, som har Aande, love HERREN! Halleluja!

¹ I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. ² Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. ³ Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. ⁴ Og Gud saa, at Lyset var Godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. ⁵ Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag. ⁶ Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. ⁷ Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. ⁸ Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev morgen, anden Dag. ⁹ Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. ¹⁰ Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. ¹¹ Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. ¹² Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ¹³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag. ¹⁴ Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. ¹⁵ Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og det skete saa. ¹⁶ Og Gud gjorde de to store Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. ¹⁷ Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden ¹⁸ og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. ¹⁹ Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag. ²⁰ Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. ²¹ Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²² Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. ²³ Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag. ²⁴ Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. ²⁵ Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. ²⁶ Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. ²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. ²⁸ Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. ²⁹ Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. ³⁰ Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. ³¹ Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.

⁸ Kom Sabbatens Dag ihu, at du holder den hellig. ⁹ Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning. ¹⁰ Men den syvende Dag er Sabbat for HERREN din Gud; da skal du ingen Gerning gøre, hverken du eller din Søn eller din Dattel, din Svend eller din Pige eller dit Dyr eller din fremmede, som er inden dine Porte. ¹¹ Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende Dag; derfor velsignede HERREN Sabbatsdagen og helligede den.

⁷ Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede at bryde Brødet, holdt Paulus en Tale til dem, da han vilde den anden Dag reiste bort og forlængede Talen indtil Midnat.

¹ Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bare de vellugtende Salver, som de havde beredt; og nogle Andre kom med dem. ² Men de fandt Stenen afvæltet fra Graven. ³ Og de gik ind og fandt ikke den Herres Jesu Legeme. ⁴ Og det skete, der de vare tvivlraadige derover, see, da stode to Mænd for dem i skinnende Klæder. ⁵ Men der de bleve forfærdede og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde? ⁶ Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i hu, hvorledes han talede til Eder, der han endnu var i Galilæa, og sagde: ⁷ det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaae tredie Dag. ⁸ Og de kom hans Ord i hu. ⁹ Og de gik fra Graven igjen, og kundgjorde alle disse Ting for de Elleve og for alle de Andre. ¹⁰ Men det var Maria Magdalene og Johanne og Maria, Jakobus' Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlene disse ting. ¹¹ Og deres Ord syntes for dem som en løs tale, og de troede dem ikke. ¹² Men Peter stod op og løb til Graven, og der han kigede derind, saae han Linklæderne liggende alene og gik bort og forundrede sig over det, som skeet var. ¹³ Og see, to af dem gik paa den samme Dag til en By, som var tresindstyve Stadier fra Jerusalem, hvis Navn var Emaus. ¹⁴ Og de talede med hverandre om alle disse Ting, som vare skete. ¹⁵ Og det begav sig, der de talede og bespurgte sig med hverandre, kom og Jesus selv nær og vandrede med dem. ¹⁶ Men deres Øine holdtes til, saa de ikke kjendte ham. ¹⁷ Men han sagde til dem: hvad ere disse for taler, som I føre med hverandre paa Veien, og hvi see I saa bedrøvede ud. ¹⁸ Men een af dem, som hedte Cleophas, svarede og sagde til ham: er du alene fremmed i Jerusalem og veed ikke de ting, som ere skete i den i disse Dage? ¹⁹ Og han sagde til dem: hvilke? Men de sagde til ham: angaaende Jesus af Nazareth, som var en Prophet, mægtig i Gjerning og Ord, for Gud og alt Folket; ²⁰ og hvorledes de Ypperstepræster og vore Øverster have overantvordet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. ²¹ Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredie Dag siden det skete. ²² Saa have og nogle af vore Kvinder som vare aarle ved Graven forfærdet os; ²³ thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og seet et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever. ²⁴ Og nogle af Vore gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke. ²⁵ Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt. ²⁶ Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed? ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham. ²⁸ Og de kom nær til Byen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaae længere. ²⁹ Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem. ³⁰ Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem. ³¹ Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem. ³² Og de sagde til hverandre: brændrte ikke vore hjerter i os, der han talede til os paa Veien, og der han oplod os Skrifterne? ³³ Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de Elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: ³⁴ Herren er sandelig opstanden, og seet af Simon. ³⁵ Og de fortalte de Ting, som vare skete paa Veien, og hvorledes han blev kjendt af dem, idet han brød Brødet. ³⁶ Men der de talede dette, stod Jesus selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: Fred være med Eder! ³⁷ Da forfærdedes de og betoges af Frygt og mente, at de saae en Aand. ³⁸ Og han sagde til dem: hvi ere I saa bestyrtede? og hvi opstige saadanne tanker i Eders hjerter? ³⁹ Seer mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer; thi en Aand har ikke Kjød og Been, som I see, at jeg har. ⁴⁰ Og der han det sagde, viste han dem Hænderne og Fødderne. ⁴¹ Men der de for Glæde endnu ikke troede og forundrede sig, sagde han til dem: have I her Noget at æde? ⁴² Men de gave ham et Stykke af en stegt Fisk og af en Honningkage. ⁴³ Og han tog det og aad det for deres Øine. ⁴⁴ Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig. ⁴⁵ Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne. ⁴⁶ Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag; ⁴⁷ Og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem. ⁴⁸ Men I ere Vidner til disse Ting. ⁴⁹ Og see, jeg sender min Faders Forjættelse over Eder; men I skulle blive I Jerusalems Stad, indtil I blive iførte med Kraft af det Høie. ⁵⁰ Men han førte dem hen ud indtil Bethanien, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. ⁵¹ Og det skete, der han velsignede dem, skiltes han fra dem og foer op til Himmelen. ⁵² Og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde. ⁵³ Og de vare stedse i Templet og lovede og priste Gud. Amen

¹ Men paa den første Dag i Ugen kom Maria Magdalene aarle, der det var endnu mørkt, til Graven og saae, at Stenen var borttagen fra Graven. ² Da løb hun og kom til Simon Peter og til den anden Discipel, hvilken Jesus elskede, og sagde til dem: de have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham. ³ Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven. ⁴ Men de Tvende løb tilsammen, og den anden Discipel løb foran, fastere end Peter, og kom først til Graven. ⁵ Og da han kigede ind, saae han Lindklæderne ligge, men gik dog ikke ind. ⁶ Da kom Simon Peter, som fulgte ham, og gik ind i Graven og saae Lindklæderne ligge, ⁷ og Svededugen, som havde paa sit Hoved, ikke liggende hos Lindklæderne, men sammensvøbt paa et Sted for sig selv. ⁸ Nu gik da og den anden Discipel, som var kommen først til Graven ind og saae og troede. ⁹ Thi de forstode ikke endnu Skriften, at det burde ham at opstaae fra de Døde. ¹⁰ Da gik Disciplene atter hen til Deres. ¹¹ Men Maria stod udenfor ved Graven og græd; og som hun græd, kigede hun ind i Graven, ¹² og hun saae to Engle sidde i hvide Klæder, een ved Hovedet og een ved Fødderne, hvor Jesu Legeme havde ligget. ¹³ Og de sagde til hende: Kvinde! hvi græder du? Hun sagde til dem: fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham. ¹⁴ Og der hun det havde sagt, vendte hun sig tilbage og saae Jesus staae der, og hun vidste ikke, at det var Jesus. ¹⁵ Jesus siger til hende: Kvinde! hvi græder du? hvem leder du efter? Hun meente, det var Urtegaardsmanden, og siger til ham: Herre! dersom du har baaret ham bort, da siig mig, hvor du har lagt ham, saa vil jeg tage ham. ¹⁶ Jesus siger til hende: Maria! Da vendte hun sig og siger til ham: Rabbuni! hvilket betyder: Mester. ¹⁷ Jesus siger til hende: rør ikke ved mig, thi jeg er ikke endnu opfaren til min Fader; men gak til mine Brødre og siig dem: jeg farer op til min Fader og Eders Fader og til min Gud og Eders Gud. ¹⁸ Men Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene, at hun havde seet Herren, og at han havde sagt hende dette. ¹⁹ Men om Aftnen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred være med Eder! ²⁰ Og der han det sagde, viste han dem sine Hænder og sin Side. Da bleve Disciplene glade, at de saae Herren. ²¹ Da sagde Jesus atter til dem: Fred være med Eder! ligesom Faderen har udsendt mig, saa sender og jeg Eder. ²² Og der han dette sagde, aandede han paa dem og siger til dem: annammer den Hellig Aand! ²³ Hvem I forlade Syndere, dem ere de forladne, og hvem I beholde dem, ere de beholdne. ²⁴ Men Thomas, een af de Tolv, hvilket betyder Tvilling, var ikke med dem, der Jesus kom. ²⁵ Derfor sagde de andre Disciple til ham: vi have seet Herren, men Han sagde til dem: uden jeg faaer seet Naglegabet i hans Hænder og stikker min finger i Naglegabet og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde troe. ²⁶ Og efter otte Dage vare atter hans Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der Dørene var lukte, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med Eder! ²⁷ Derefter siger han til Thomas: ræk din Finger hid, og see mine Hænder, og ræk din Haandhid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende. ²⁸ Og Thomas svarede og sagde til ham: min Herre og min Gud! ²⁹ Jesus siger til ham: efterdi du har seet mig, Thomas! har du troet; salige ere du, som ikke have seet, og dog troet. ³⁰ Desuden har Jesus og gjort mange andre Tegn for sine Disciples Aasyn, som ikke ere skrevne i denne Bog. ³¹ Men dette er skrevet, at i skulle troe, at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skulle have Livet i hans Navn.

¹⁶ Og Paa den første Dag skal der være for eder en hellig Sammenkaldelse, og paa den syvende Dag en hellig Sammenkaldelse; der skal ikke gøres noget Arbejde paa dem, alene det, som skal ædes af hver Person, det alene maa tilberedes for eder.

² Paa den første Dag i Ugen lægge Enhver for sig selv Noget tilside og samle, som ham har havt Velsignelse til, at Hjælpen ikke skal blive samlet først naar jeg kommer.