Bible verses about "divorce" | Danish

¹⁴ HERREN skal stride for eder, og I, I skulle tie.

²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød.

¹ Naar en Mand tager en Hustru og ægter hende, og hun ikke finder Naade for hans Øjne, fordi han fandt ublu Handel hos hende, og han da skriver hende et Skilsmissebrev og giver det i hendes Haand, og lader hende fare bort fra sit Hus, ² og hun da gaar ud af hans Hus og gaar bort og bliver en anden Mands, ³ og den samme anden Mand faar Had til hende og skriver hende et Skilsmissebrev og giver i hendes Haand og lader hende fare bort fra sit Hus; eller om den anden Mand dør, som tog hende til Hustru: ⁴ Da maa ikke hendes første Mand, som lod hende fare, atter tage hende til sin Hustru, siden hun er bleven uren, thi det er en Vederstyggelighed for HERRENS Ansigt; og du skal ikke gøre det Land syndigt, som HERREN din Gud giver dig til Arv ⁵ Naar en Mand nylig har taget en Hustru, skal han ikke drage ud i Striden, og man skal ingen Tynge lægge paa ham; han skal være fri i sit Hus eet Aar og være glad med sin Hustru, som han har taget. ⁶ Man skal ikke tage begge Møllestene eller den øverste Møllesten til Pant; thi saa tager man Livet til Pant. ⁷ Om nogen findes, som stjæler en Person af sine Brødre af Israels Børn og driver Handel med ham eller sælger ham, da skal samme Tyv dø, og du skal borttage den onde fra dig. ⁸ Tag dig i Vare for Spedalskheds Plage, saa at du tager vel Vare paa og gør efter alt det, som Præsterne, Leviterne skulle lære eder; eftersom jeg har budet dem, skulle I tage Vare paa at gøre. ⁹ Kom i Hu, hvad HERREN, din Gud gjorde ved Maria paa Vejen, der I droge ud af Ægypten. ¹⁰ Dersom du udlaaner til din Næeste noget Laan, da skal du ikke gaa ind i hans Hus og tage hans Pant. ¹¹ Du skal staa udenfor, og den Mand, hvem du har laant noget, skal bære Pantet ud til dig uden for. ¹² Men dersom han er en nødlidende Mand, da skal du ikke lægge dig til Hvile med hans Pant. ¹³ Men du skal give ham Pantet tilbage, naar Solen gaar ned, at han kan lægge sig i sit Klædebon og velsigne dig; og det skal være dig en Retfældighed for HERREN din Guds Ansigt. ¹⁴ Du skal ikke gøre en nødlidende og en fattig Daglønner Uret, være sig af dine Brødre eller af dine fremmede, som ere i dit Land inden dine Porte. ¹⁵ Du skal give ham hans Løn paa hans Dag, og Solen skal ikke gaa ned derover; thi han er nødlidende, og til den sætter han sin Hu; at han ikke skal raabe over dig til HERREN, og det skal være dig til Synd. ¹⁶ Forældre skulle ikke dødes for; Børn, og Børn skulle ikke dødes for Forældrene; de skulle dødes hver for sin Synd. ¹⁷ Du skal ikke bøje Retten for den fremmede, den faderløse, og ej tage en Enkes Klædebon til Pant ¹⁸ Og du skal komme i Hu, at du var en Træl i Ægypten, og HERREN din Gud udløste dig derfra; derfor byder; jeg dig at gøre denne Gerning. ¹⁹ Naar du høster din Høst paa din Ager og har glemt et Neg paa Ageren, da skal du ikke vende tilbage at tage det; det skal høre den fremmede, den faderløse og Enken til, paa det at HERREN din Gud maa velsigne dig i al dine Hænders Gerning. ²⁰ Naar du ryster dit Olietræ, da skal du ikke siden efter gennemsøge Grenene; det skal høre den fremmede, den faderløse og Enken til. ²¹ Naar du plukker din Vingaard, da skal du ikke siden eftersanke; det skal høre den fremmede, den faderløse og Enken til. ²² Og du skal komme i Hu, at du var en Træl i Ægyptens Land, derfor byder jeg dig at gøre denne Gerning.

³ Og Pharisæerne traadte til ham, fristede ham og sagde til ham: er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru for hvilkensomhelst Sag? ⁴ Men han svarede og sagde til dem: have I ikke læst, at den, som gjorde dem af Begyndelsen, gjorde dem Mand og Kvinde, ⁵ og sagde: derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være til eet Kjød. ⁶ Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille. ⁷ De sagde til ham: hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev, og skille sig fra hende? ⁸ Og han sagde til dem: Moses tilstede Eder, at skille Eder fra Eders Hustruer, for Eders Hjerters Haardheds Skyld; men af Begyndelsen har det ikke saaledes været. ⁹ Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Skyld, og tager en anden tilægte, han bedriver Hoer.

¹⁶ Thi jeg hader Skilsmisse, siger den HERRE Israels Gud, og man bedækker derved sit Klædebon med Vold, siger den HERRE Zebaoth; saa skulle I vogte eder for eders Aands Skyld og ikke handle troløst.

³¹ Der er sagt, at hvo som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et Skilsmissebrev. ³² Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Sag, gjør, at hun bedriver Hoer, og hvo som tager en Adskilt tilægte, bedriver Hoer.

¹⁰ Men de Gifte byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen ikke skal skilles fra Manden; ¹¹ (men skilles hun og fra ham, da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden; og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru. ¹² Men de Andre siger jeg, ikke Herren: dersom nogen Broder har en vantro hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke. ¹³ Og dersom en Kvinde har en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke. ¹⁴ Thi den vantroe Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantroe Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo Eders Børn urene, men nu ere de hellige. ¹⁵ Men vil den Vantroe fraskille sig, da fraskille han sig; ingen Broder eller Søster er bunden i saadanne Ting men Gud har kaldet os til Fred. ¹⁶ Thi hvad veed du, Hustru! om du ikke kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du ikke kan frelse Hustruen? ¹⁷ Som Gud har tildeelt enhver, som Herren har kaldet enhver, saaledes vandre han; og saaledes beskikker jeg i alle Menigheder.

¹⁰ Men de Gifte byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen ikke skal skilles fra Manden;

⁴ Ægteskabet være hæderligt hos Alle, og Ægtesengen ubesmittet; men Skjørlevnere og Hoerkarle skal Gud dømme.

⁸ Og han sagde til dem: Moses tilstede Eder, at skille Eder fra Eders Hustruer, for Eders Hjerters Haardheds Skyld; men af Begyndelsen har det ikke saaledes været.

¹ Betræffende det, som I skreve mig til om, da er det et Menneske godt, at han ikke rør en Kvinde; ² men for Skjørlevnets Skyld have hver mand sin egen Hustru, og hver Hustru have sin egen Mand. ³ Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; desligeste ogsaa Hustruen Manden. ⁴ Hustruen er ikke mægtig over sit eget Legeme, men Manden; desligeste er ogsaa Manden ikke mægtig over sit eget Legeme, men Hustruen. ⁵ Holder Eder ikke fra hverandre, uden det skeer med fælles Samtykke, til en Tid at I kunne overlade Eder til Faste og Bøn; og kommer atter tilsamme, at Satan ikke skal friste Eder formedelst Eders Uafholdenhed. ⁶ Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling. ⁷ Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som jeg selv er; men hver har sin egen Naadegave af Gud, den Ene saa, den anden saa. ⁸ Thi de Ugifte og til Enker siger jeg, at det er dem godt, om de blive som jeg er. ⁹ Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde. ¹⁰ Men de Gifte byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen ikke skal skilles fra Manden; ¹¹ (men skilles hun og fra ham, da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden; og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru. ¹² Men de Andre siger jeg, ikke Herren: dersom nogen Broder har en vantro hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke. ¹³ Og dersom en Kvinde har en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke. ¹⁴ Thi den vantroe Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantroe Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo Eders Børn urene, men nu ere de hellige. ¹⁵ Men vil den Vantroe fraskille sig, da fraskille han sig; ingen Broder eller Søster er bunden i saadanne Ting men Gud har kaldet os til Fred. ¹⁶ Thi hvad veed du, Hustru! om du ikke kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du ikke kan frelse Hustruen? ¹⁷ Som Gud har tildeelt enhver, som Herren har kaldet enhver, saaledes vandre han; og saaledes beskikker jeg i alle Menigheder. ¹⁸ Er Nogen kaldet omskaaren, han lade ikke Forhuden drage over; er Nogen kaldet i Forhuden, han lade sig ikke omskære. ¹⁹ Omskærelsen er Intet, og Forhuder er Intet, men at bevare Guds Bud. ²⁰ Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi. ²¹ Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg hellere dette. ²² Thi hvo som er kaldet i Herren som Træl, han er Herrens Frigivne; desligeste og hvo som er kaldet som Fri, han er Christi Træl. ²³ I ere dyrekøbte, vorder ikke Menneskers Trælle! ²⁴ Som enhver, Brødre! er kaldet, saaledes blive han for Gud. ²⁵ Om Jomfruer har jeg ikke Herrens Befaling, men giver min Mening tilkjende som den, hvem Herren barmhjertig har forundt at være tro. ²⁶ Jeg mener altsaa, at dette er gjodt formedelst den nærværende Nød, at det er godt for et Menneske at være saaledes. ²⁷ Er du bunden til en Hustru? søg ikke at blive løst: er du løst fra en Hustru? søg ikke en Hustru. ²⁸ Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke; og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle saadanne have Trængsel i Kjødet. Men jeg skaaner Eder. ²⁹ Saa meget siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, der have Hustruer, skulle være som de, der ikke have, ³⁰ og de, der græde, som de, der ikke græde, og de, sig glæde, som de, der ikke glæde sig, og de der kjøbe, som de, der ikke beholde, ³¹ og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer. ³² Men jeg vilde, at I skulde være uden Bekymring. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren; ³³ men de Gifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen. ³⁴ Der er ogsaa Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at han kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte har Omhyggelighed for det, som hører Verden til, hvorledes hun kan behage Manden. ³⁵ Det siger jeg til Eders egen Nytte ikke for at kaste en Snare om Eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren. ³⁶ Men dersom Nogen mener, det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun sidder for længe hen, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Sadanne gifte sig. ³⁷ Men den, som har sat sig stadig for i Hjertet, som ikke er tvungen, men har Magt over sin egen Villie og har besluttet det i sit Hjerte, at bavare sin Jomfru, han gjør vel. ³⁸ Saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre. ³⁹ En Hustru er bunden ved Loven, saa længe hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri at giftes med, hvem hun vil, alene at det skeer i Herren. ⁴⁰ Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes, som hun er, efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.

³ Og derpaa vide vi, at vi kjende ham, naar vi holde hans Bud. ⁴ Hvo som siger: jeg kjender ham, og holder ikke hans Bud, han er en Løgner, og i ham er ikke Sandhed;

¹² Og dersom en Kvinde skiller sig fra sin Mand og ægtes af en Anden, hun bedriver Hoer.

² Den gifte Kvinde er bunden ved Loven til manden, den Stund han lever; men dersom Manden døer, er hun løst fra Mandens Lov.

⁹ Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Skyld, og tager en anden tilægte, han bedriver Hoer.

⁶ Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.

³² Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Sag, gjør, at hun bedriver Hoer, og hvo som tager en Adskilt tilægte, bedriver Hoer.

¹⁵ Men vil den Vantroe fraskille sig, da fraskille han sig; ingen Broder eller Søster er bunden i saadanne Ting men Gud har kaldet os til Fred.

¹⁰ Men de Gifte byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen ikke skal skilles fra Manden; ¹¹ (men skilles hun og fra ham, da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden; og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.

¹⁸ Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hoer, og hver, som tager den til Ægte, der er skilt fra Manden bedriver Hoer.