Bible verses about "contraception" | Danish

¹² Og efterdi Uretfærdighed vil være bleven mangfoldig, skal Kjærligheden blive kold i Mange.

¹ Og det hændte sig til den Tid, at Juda drog ned fra sine Brødre og tog ind til en Mand, en Adullamiter, og hans Navn var Hira. ² Og der saa Juda en kananitisk Mands Datter, og hans Navn var Sua; og han tog hende og gik ind til hende. ³ Og hun undflk og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Er. ⁴ Og hun undfik atter og fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Onan. ⁵ Og hun blev endnu ved og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Sela, og han var i Kesib, der hun fødte ham. ⁶ Og Juda tog en Hustru for sin førstefødte, Er, og Hendes Navn var Thamar. ⁷ Men Er, Judas førstefødte, var ond for HERRENS Øjne, og HERREN slog ham ihjel. ⁸ Da sagde Juda til Onan: Gak ind til din Broders Hustru, og tag hende til Ægte i din Broders Sted, og opvæk din Broder Sæd! ⁹ Og Onan forstod, at Sæden ikke skulde høre ham til; og det skete, naar han gik ind til sin Broders Hustru, da fordærvede han den paa Jorden, for ikke at give sin Broder Sæd. ¹⁰ Og det var ondt for HERRENS Øjne, hvad han gjorde, og han slog ogsaa han ihjel. ¹¹ Da sagde Juda til Thamar, sin Sønnekvinde: Sid som Enke i din Faders Hus, indtil Sela, min Søn, bliver stor; thi han sagde: at ikke ogsaa han skal dø som hans Brødre; saa gik Thamar og blev i sin Faders Hus. ¹² Der mange Dage vare forløbne, da døde Suas Datter, Judas Hustru, og efter at Juda var trøstet, gik han op til Thimnat til dem, som klippede hans Hjord, han og Hira, hans Ven, den Adullamiter. ¹³ Da blev det Thamar tilkendegiv og sagt: Se, din Svigerfader gaar op til Thimnat at klippe sin Hjort! ¹⁴ Da lagde hun sine Enkeklæder; sig og skjulte sig med et Slør og bedækkede sig og satte sig ved Indgangen til Enaim, som er paa Veje til Thimnat; thi hun saa, at Sel var bleven stor, og hun blev ikk given ham til Hustru. ¹⁵ Der Juda saa hende, tænkte han, at det var en Skøge, fordi hun havde skjult sit Ansigt. ¹⁶ Og han bøjede af til hen de paa Vejen og sagde: Velan, kære, lad mig komme til dig; thi han vidste ikke, at det var hans Søn Hustru; og hun sagde: Hvad vil du give mig, at du maa komme til mig. ¹⁷ Og han sagde: Jeg vil sende et Gedekid af Hjorden; og hun sagde: Dersom du vil give mig Pant indtil du sender mig det. ¹⁸ Og han sagde: Hvad for et Pant er det, jeg skal give dig? og hun sagde: Dit Signet og din Snor og din Kæp som du har i din Haand; saa gav han hende det og gik til hende, og hun undfik af ham. ¹⁹ Saa stod hun op og gik og lagde sit Slør af sig og førte sig i sine Enkeklæder. ²⁰ Og Juda sendte det Gedekid ved sin Ven, den Adullamiter, at han skulde tage Pantet af Kvindens Haand, og han fandt hende ikke. ²¹ Da spurgte han Mændene ad der paa Stedet og sagde: Hvor er Skøgen, hun ved Enaim, paa Vejen og de sagde: Paa dette Sted har ingen Skøge været. ²² Og han kom igen til Juda og sagde: Jeg fandt hende ikke, og tilmed sagde Folkene paa samme Sted: her har ingen Skøge været. ²³ Da sagde Juda: Lad hende beholde det, paa det vi ikke skulle beskæmmes; se, jeg har sendt dette Kid, og du fandt hende ikke. ²⁴ Og det skete henved tre Maaneder derefter, da blev det Juda tilkendegivet, saa der sagdes: Thamar, din Søns Hustru, har bedrevet Hor, og se, hun har ogsaa undfanget i Horeri; og Juda: sagde: Fører hende ud, og hun skal brændes. ²⁵ Hun blev ført ud, og hun sendte til sin Svigerfader, siger de: Ved den Mand har jeg undfanget, hvem dette hører til; og hun sagde: Kære, kend, hvem dette Signet og denne Snor og denne Kæp tilhører. ²⁶ Og Juda kendte det og sagde: Hun er retfærdigere end jeg; thi dette er, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sela; og han kendte hende ikke ydermere. ²⁷ Og det skete den Tid, hun skulde føde, se, da vare Tvillinger i hendes Liv. ²⁸ Og det skete, der hun fødte, stak den ene en Haand frem, da tog Jordemoderen den og bandt en rød Traad paa hans Haand, sigende: Denne om først frem. ²⁹ Og det skete, der han tog sin Haand tilbage, se, da kom hans Broder frem, og hun sagde: Hvi bryder du frem for din skyld er der sket et Brud. Og man aldte hans Navn Peres. ³⁰ Og siden om hans Broder frem, som havde den røde Traad om sin Haand, og han kaldte hans Navn Sera.

¹ Betræffende det, som I skreve mig til om, da er det et Menneske godt, at han ikke rør en Kvinde; ² men for Skjørlevnets Skyld have hver mand sin egen Hustru, og hver Hustru have sin egen Mand. ³ Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; desligeste ogsaa Hustruen Manden. ⁴ Hustruen er ikke mægtig over sit eget Legeme, men Manden; desligeste er ogsaa Manden ikke mægtig over sit eget Legeme, men Hustruen. ⁵ Holder Eder ikke fra hverandre, uden det skeer med fælles Samtykke, til en Tid at I kunne overlade Eder til Faste og Bøn; og kommer atter tilsamme, at Satan ikke skal friste Eder formedelst Eders Uafholdenhed. ⁶ Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling. ⁷ Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som jeg selv er; men hver har sin egen Naadegave af Gud, den Ene saa, den anden saa. ⁸ Thi de Ugifte og til Enker siger jeg, at det er dem godt, om de blive som jeg er. ⁹ Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde. ¹⁰ Men de Gifte byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen ikke skal skilles fra Manden; ¹¹ (men skilles hun og fra ham, da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden; og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru. ¹² Men de Andre siger jeg, ikke Herren: dersom nogen Broder har en vantro hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke. ¹³ Og dersom en Kvinde har en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke. ¹⁴ Thi den vantroe Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantroe Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo Eders Børn urene, men nu ere de hellige. ¹⁵ Men vil den Vantroe fraskille sig, da fraskille han sig; ingen Broder eller Søster er bunden i saadanne Ting men Gud har kaldet os til Fred. ¹⁶ Thi hvad veed du, Hustru! om du ikke kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du ikke kan frelse Hustruen? ¹⁷ Som Gud har tildeelt enhver, som Herren har kaldet enhver, saaledes vandre han; og saaledes beskikker jeg i alle Menigheder. ¹⁸ Er Nogen kaldet omskaaren, han lade ikke Forhuden drage over; er Nogen kaldet i Forhuden, han lade sig ikke omskære. ¹⁹ Omskærelsen er Intet, og Forhuder er Intet, men at bevare Guds Bud. ²⁰ Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi. ²¹ Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg hellere dette. ²² Thi hvo som er kaldet i Herren som Træl, han er Herrens Frigivne; desligeste og hvo som er kaldet som Fri, han er Christi Træl. ²³ I ere dyrekøbte, vorder ikke Menneskers Trælle! ²⁴ Som enhver, Brødre! er kaldet, saaledes blive han for Gud. ²⁵ Om Jomfruer har jeg ikke Herrens Befaling, men giver min Mening tilkjende som den, hvem Herren barmhjertig har forundt at være tro. ²⁶ Jeg mener altsaa, at dette er gjodt formedelst den nærværende Nød, at det er godt for et Menneske at være saaledes. ²⁷ Er du bunden til en Hustru? søg ikke at blive løst: er du løst fra en Hustru? søg ikke en Hustru. ²⁸ Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke; og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle saadanne have Trængsel i Kjødet. Men jeg skaaner Eder. ²⁹ Saa meget siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, der have Hustruer, skulle være som de, der ikke have, ³⁰ og de, der græde, som de, der ikke græde, og de, sig glæde, som de, der ikke glæde sig, og de der kjøbe, som de, der ikke beholde, ³¹ og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer. ³² Men jeg vilde, at I skulde være uden Bekymring. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren; ³³ men de Gifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen. ³⁴ Der er ogsaa Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at han kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte har Omhyggelighed for det, som hører Verden til, hvorledes hun kan behage Manden. ³⁵ Det siger jeg til Eders egen Nytte ikke for at kaste en Snare om Eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren. ³⁶ Men dersom Nogen mener, det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun sidder for længe hen, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Sadanne gifte sig. ³⁷ Men den, som har sat sig stadig for i Hjertet, som ikke er tvungen, men har Magt over sin egen Villie og har besluttet det i sit Hjerte, at bavare sin Jomfru, han gjør vel. ³⁸ Saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre. ³⁹ En Hustru er bunden ved Loven, saa længe hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri at giftes med, hvem hun vil, alene at det skeer i Herren. ⁴⁰ Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes, som hun er, efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.

³ Se, Børn ere en Arv fra HERREN, Livsens Frugt er en Løn. ⁴ Som Pile i den vældiges Haand, saa Ungdoms Sønner. ⁵ Lyksalig den Mand, som har fyldt sit Kogger med dem; de skulle ikke beskæmmes, naar de tale med Fjender i Porten.

²⁸ Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden.

³ Se, Børn ere en Arv fra HERREN, Livsens Frugt er en Løn.