Bible verses about "circumcision" | Danish

¹⁰ Denne er min Pagt, som I skulle holde, imellem mig og imellem eder og imellem dit Afkom efter dig: alt Mandkøn skal omskæres hos eder. ¹¹ Og I skulle omskære eders Forhuds Kød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder. ¹² Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskæres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som mere, et hjemfødt Barn og den, som er købt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er af dit Afkom. ¹³ Din hjemfødte og den, som er købt for dine Penge, skal omskæres, og min Pagt i eders Kød skal være til en evig Pagt. ¹⁴ Og er der et Drengebarn, som har Forhud, og hans Forhuds Kød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Sjæl udslettes af sit Folk; han har brudt min Pagt.

¹² Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskæres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som mere, et hjemfødt Barn og den, som er købt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er af dit Afkom.

¹⁶ Derfor skulle I omskære eders Hjertes Forhud, og I skulle ikke ydermere forhærde eders Nakke.

²¹ Og der otte Dage vare fuldkommede, at Barnet skulde omskæres, da blev hans Navn kaldet Jesus, som det var kaldet af Englen, før han blev undfangen i Moders Liv.

¹¹ Og han annammede Omskærelsens Tegn som en Befaling paa den Retfærdighed ved Troen, hvilken han havde som uomskaaren, saa at han skulde være Fædre til alle dem, som troe uden at være omskaarne, at Retfærdighed maa vorde ogsaa dem tilregnet,

¹ Og der kom Nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: dersom I ikke lade Eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive salige. ² Da der herover opstod en heftig Strid og Paulus og Barnabas havde en ikke ringe Tvist med dem, saa besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlerne og de Ældste angaaende dette Spørgsmaal. ³ Disse droge da, ledsagede paa Veien af Menigheden, igjennem Phoenicien og Samarien, og fortalte Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde. ⁴ Men der de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlerne og de Ældste, og kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort for dem. ⁵ Men der opstode nogle Troende af Pharisæernes Sect, som sagde: man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov. ⁶ Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overlægge denne Sag. ⁷ Men der man havde tvistet meget herom, opstod Peter og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliums Ord og troe. ⁸ Og Gud, som kjender Hjerterne, vidnede for dem, idet han gav dem den Hellig Aand, ligesom og os. ⁹ Og han gjorde ingen Forskjel imellem os og dem, idet han rensede deres hjerter ved Troen. ¹⁰ Hvi friste I da nu Gud, at I ville lægge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Fædre, ei heller vi have formaaet at bære? ¹¹ Men vi troe at blive salige ved den Herres Jesu Christi Naade, paa samme Maade som og de. ¹² Men al Mængden taug og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne. ¹³ Men der de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: I Mænd, Brødre, hører mig! ¹⁴ Simon har fortalt, hvorledes Gud først saae til Hedningerne, for at tage et Folk af dem efter sit Navn. ¹⁵ Og dermed stemme Propheternes taler overeens, som skrevet er: ¹⁶ derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids nedfaldne Paulun, og det Omkastede deraf vil jeg atter opbygge og oprette det igjen, ¹⁷ paa det de Øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedninger, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren som gjør alt dette. ¹⁸ Gud kjender fra Evighed alle sine Gjerninger. ¹⁹ Derfor dømmer jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud; ²⁰ men skrive til dem, at de holde sig fra Afguders Ureenhed, og fra Horeri, og fra det Kvalte, og fra Blod. ²¹ Thi Moses har fra gammel Tid i hver Stad dem, som han prædike, og læses hver Sabbat iSynagogerne. ²² Da besluttede Apostlerne og de Ældste med al Menigheden at udvælge Mænd af dem, og sende dem til Antiochia tilligemed Paulus og Barnabas, nemlig Judas med Tilnavn Barsabas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene. ²³ Og de skreve saaledes med dem: Apostlerne og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiochia og Syrien og Cilicien. ²⁴ Efterdi vi have hørt, at Nogle udgangne fra os, have forvirret Eder med Ord, og bekymret Eders Sjæle med at sige, at man skal omskæres og holde Loven, hvilke vi ikke have befalet dette, ²⁵ saa have vi, eendrægteligen forsamlede, besluttet at udvælge Mænd og sende dem til Eder med vore Elskelige, Barnabas og Paulus. ²⁶ Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Christi Navn. ²⁷ Vi have derfor sendt Judas og Silas, hvilke og muntligen skulle forkynde det Samme. ²⁸ Thi det er den Hellig Aands Beslutning og vores, ingen videre Byrde at paalægge Eder, uden disse nødvendige Ting: ²⁹ at I skulle holde Eder fra Afguds-Offer, og fra Blod, og fra det Kvalte, og fra Hoeri. Naar I holde Eder derfra, gjøre i ret. Lever vel! ³⁰ Da nu disse vare affærdigede, kom de til Antiochia og forsamlede Mængden og overgave dem Brevet. ³¹ Men der de det læste, bleve de glade over denne Trøst. ³² Men Judas og Silas, som og selv vare Propheter, formanede Brødrene med megen tale og bestyrkede dem. ³³ Men der de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til Apostlerne. ³⁴ Men Silas besluttede at blive der. ³⁵ Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiochia og lærte og forkyndte tilligemed mange Andre Herrens Ord. ³⁶ Men efter nogle Dage sagde Paulus til Barnabas: lad os dog drage tilbage at besøge vore Brødre i enhver Stad, hvor vi have forkyndet Herrens Ord, for at see, hvorledes de lide. ³⁷ Men Barnabas raadede, at de skulde tage Johannes, ellers kaldet Marcus, med. ³⁸ Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som var veget fra dem i Pamphylien, og ikke have fulgt med dem til Arbeidet. ³⁹ Der opstod da en Fortørnelse, saa at de skiltes fra hverandre, og at Barnabas tog Marcus til sig og seilede til Cypern. ⁴⁰ Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til Guds Naade. ⁴¹ Men han reiste omkring i Syrien og Cicilien og bestyrkede Menighederne.

²⁸ Thi ikke den, som udvortes er Jøde, er derfor Jøde; ei heller er den Omskærelse, som skeer udvortes i Kjødet derfor Omskærelse;

¹⁵ Thi i Christus Jesus gjælder hverken Omskærelse eller Forhud Noget, men en ny Skabning.

³ Men end ikke blev Titus, som var med mig, enddog en Græker, tvungen til at omskæres.

³ Thi vi ere Omskærelsen, som tjene Gud i Aanden, og rose os i Christus Jesus og forlade os ikke paa Kjødet;

⁴ Og Abraham omskar Isak sin Søn, der han var otte Dage gammel, ligesom Gud havde befalet ham.

⁴ Omskærer eder for HERREN, og borttager eders Hjertes Forhud, I Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere! paa det min Vrede ikke skal udfare som Ilden og brænde, og der skal ingen være, som udslukker, for eders Idrætters Ondskabs Skyld.

²⁵ Vel er Omskærelsen nyttig, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven en Forhud. ²⁶ Dersom nu Forhuden holder Lovens Bud, mon da ikke hans Forhud regnes som Omskærelse? ²⁷ Og den legemlige Forhud, som opfylder Loven, skal dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder. ²⁸ Thi ikke den, som udvortes er Jøde, er derfor Jøde; ei heller er den Omskærelse, som skeer udvortes i Kjødet derfor Omskærelse; ²⁹ men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Aanden, ikke efter Bogstaven: en Saadan har Roes, ikke af Mennesker, men af Gud.

² See, jeg Paulus siger Eder, at dersom I lade Eder omskære, nytter Christus Eder Intet. ³ Jeg vidner atter for hvert menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig til at holde den ganske Lov. ⁴ I have Intet med Christus at gjøre, I, som ville retfærdiggjøres ved Loven; I ere faldne fra naaden. ⁵ Thi vi vente i Aanden ved Troen den forhaabede Retfærdighed. ⁶ Thi i Christus Jesus gjælder hverken Omskærelse eller Forhud, men Troen, som er virksom ved Kjærlighed. ⁷ I vare paa god Vei; hvo standsede Eder, saa at I ikke lade Eder overtales af Sandheden? ⁸ Den Overtalelse er ikke fra ham, som kaldte Eder. ⁹ En liden Suurdeig gjør den ganske Dei suur. ¹⁰ Jeg har den Tillid til Eder i Herren, at I intet andet ville mene; men den, som forvilder Eder, skal lide Dommen, hvo han end er. ¹¹ Men jeg, Brødre! dersom jeg endnu prædiker Omskærelse, hvi forfølges jeg endnu? Da var Korsets Forargelse borttagen.

¹⁹ Omskærelsen er Intet, og Forhuder er Intet, men at bevare Guds Bud.