Bible verses about "bullying" | Danish

Psalms 1:1-150:6

1 Salig den Mand, som ikke vandrer i de ugudeliges Raad, ej heller staar paa Synderes Vej, ej heller sidder i Spotteres Sæde; 2 men som har Lyst til HERRENS Lov, og som grunder paa hans Lov Dag og Nat. 3 Han skal være som et Træ, der er plantet ved Vandbække, hvilket giver sin Frugt i sin Tid, og hvoraf ikke et Blad affalder; og alt hvad han gør, skal han faa Lykke til. 4 Saaledes ere de ugudelige ikke, men ligesom Avner, hvilke Vejret bortdriver. 5 Derfor skulle de ugudelige ikke bestaa i Dommen, ej heller Syndere i de retfærdiges Menighed. 6 Thi HERREN kender de retfærdiges Vej; men de ugudeliges Vej skal forgaa.

Psalms 2:1-150:6

1 Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed? 2 Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod HERREN og imod hans salvede: 3 Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os! 4 Han, som bor i Himlene, ler; Herren spotter dem. 5 Da skal han tale til dem i sin Vrede o; forfærde dem i sin Harme: 6 Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg." 7 Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; HERREN sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag. 8 Begær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til din Arv og Jordens Grænser til din Ejendom. 9 Du skal sønderslaa dem med et Jernspir, ligesom Pottemagerkar skal du sønderbryde dem. 10 Og nu, I Konger, handler klogelig! lader eder undervise, I Dommere paa Jorden! 11 Tjener HERREN med Frygt og fryder eder med Bæven! 12 Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!

Psalms 3:1-150:6

1 En Psalme af David; der han flyede for Absoloms, sin Søns Ansigt. 2 HERRE! hvor ere mine Fjender mange! Mange staa op imod mig. 3 Mange sige til min Sjæl: Han har ingen Frelse hos Gud. Sela. 4 Men du, HERRE! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der opløfter mit Hoved. 5 Jeg raaber til HERREN med min Røst, og han bønhører mig fra sit hellige Bjerg. Sela. 6 Jeg lagte mig og sov; jeg opvaagnede, thi HERREN opholder mig. 7 Jeg vil ikke frygte for ti tusinde af Folk som have lagt sig trindt omkring imod mig. 8 Staa op, HERRE! frels mig, min Gud! thi du har slaget alle mine Fjender paa Kinden; du har sønderbrudt de ugudeliges Tænder. Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse være over dit Folk! Sela.

Psalms 4:1-150:6

1 Til Sangmesteren; med Strengeleg: en Psalme af David. 2 Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Trængsel skaffede du mig Rum; vær mig naadig og hør min Bøn! 3 I Menneskens Børn! hvor længe skal min Ære væere til Skrændsel? I elske Forfængelighed og søge Løgn. Sela. 4 Vider dog, at HERREN har udkaaret sin hellige; HERREN hører, naar jeg raaber til ham. 5 Bliver vrede, men synder ikke; taler i eders Hjerte paa eders Leje; og væer stille! Sela. 6 Ofrer Retfærligheds Ofre, og forlader eder paa HERREN! 7 Mange sige: Hvo vil vise os godt? HERRE! opløft dit Ansigts Lys over os. 8 Du gav Glæde i mit Hjerte større end den, de havde, da deres Korn og deres Most var i Overflod. I Fred vil jeg baade lægge mig og sove; thi du, HERRE! skal lade mig bo ene i Tryghed.

Psalms 5:1-150:6

1 Til Sangmesteren; paa Nekiloth; en Psalme af David. 2 HERRE! vend dine øren til mine Ord, agt paa min Tanke! 3 Giv Agt paa mit Raabs Røst, min Konge og min Gud! thi til dig beder jeg. 4 HERRE! om Morgenen høre du min Røst! jeg vil fremstille mig om Morgenen for dig og vente. 5 Thi du er ikke en Gud, som har Lyst til Ugudelighed; den onde skal ikke bo hos dig. 6 Daarer skulle ikke bestaa for dine Øjne! du hader alle dem, som gøre Uret. 7 Du lader dem, som tale Løb, gaa til Grunde: HERREN har Vederstyggelighed til en blodgerrig og falsk Mand. 8 Men jeg vil komme til dit Hus ved din store Miskundhed; jeg vil tilbede imod dit hellige Tempel i din Frygt. 9 HERRE! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld; jævn din Vej for mit Ansigt! 10 Thi i deres Mund er intet bestandigt; deres Indre er Ondskab; deres Strube er en aaben Grav, de smigre med deres Tunge. 11 Gud! døm dem skyldige, at de falde formedelst deres Anslag; nedstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere genstridige imod dig. 12 Men alle, som forlade sig paa dig, skulle glæde sig, de skulle fryde sig evindelig, og du skal skjule over dem; og de, som elske dit Navn, skulle fryde sig i dig. Thi du, HERRE! velsigner en retfærdig, du dækker ham med Naade som med et Skjold.

Psalms 6:1-150:6

1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; til Skeminith; en Psalme - af David. 2 O HERRE! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme! 3 HERRE! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, HERRE! thi mine Ben skælve. 4 Og min Sjæl skælver saare: Men du, HERRE! - hvor længe? 5 Vend om, HERRE! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld! 6 Thi der er ingen Ihukommelse af dig i Døden; hvo vil takke dig i Dødsriget? 7 Jeg er træt af mit Suk, jeg væder min Seng den ganske Nat; jeg gennembløder mit Leje med min Graad. 8 Mit Øje er hentæret af Sorg; det er blevet gammelt for alle mine Fjenders Skyld. 9 Viger fra mig, alle I, som gøre Uret! thi HERREN har hørt min Graads Røst. 10 HERREN har hørt min ydmyge Begæring, HERREN vil antage min Bøn. Alle mine Fjender skulle blive til Skamme og skælve saare; de skulle vige tilbage, de skulle blive til Skamme i et Øjeblik.

Psalms 7:1-150:6

1 En Skiggajon, af David, som han sang for HERREN, over Benjaminiten Kus's Ord. 2 HERRE, min Gud! jeg tror paa dig, frels mig fra alle mine Forfølere og red mig, 3 at han ikke som en Løve skal slide min Sjæl, ja, rive den bort, uden at der er nogen, som redder. 4 HERRE, min Gud! dersom jeg har gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder; 5 dersom jeg har vederlagt den ondt, som holder Fred med mig, - og jeg har dog friet den, som var min Fjende uden Aarsag -; 6 saa forfølge Fjenden min Sjæl og gribe den og nedtræde mit Liv til Jorden og lade min Ære bo i Støvet! Sela. 7 Staa op, HERRE! i din Vrede, hæv dig imod mine Fjenders Forbitrelse, og vaagn op mig til Hjælp; du har beskikket Ret. 8 Og lad Folkenes Forsamling omringe dig, og op over den vend tilbage til det høje! 9 HERREN dømmer Folkene; døm mig, HERRE! efter min Retfærdighed og efter min Oprigtighed, som er hos mig. 10 Lad dog de ugudeliges Ondskab faa Ende, men stadfæst den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud! 11 Mit Skjold er hos Gud, som frelser de oprigtige af Hjertet. 12 Gud er en retfærdig Dommer og en Gud, som vredes hver Dag. 13 Dersom de ikke ville omvende sig, da skal han skærpe sit Sværd; han har spændt sin Bue og beredt den; 14 og han har beredt dødelige Vaaben imod dem; sine Pile gør han brændende. 15 Se, han undfanger Uret; og han er frugtsommelig med Misgerning og føder Løgn. 16 Han har gravet en Grav og opkastet den; men han skal falde i Grav en, som han gør. 17 Hans Misgerning skal komme tilbage paa hans Hoved, og hans Voldsfærd skal nedfare paa hans Isse. Jeg vil takke HERREN efter hans Retfærdighed og lovsynge HERREN den Højestes Navn.

Psalms 8:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til Githith; en Psalme - af David. 2 HERRE, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden, du, som udbreder din Majestæt over Himlene! 3 Af de spædes og diendes Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld for at standse Fjenden og den, som vil hævne sig. 4 Naar jeg ser din Himmel, dine Fingres Gerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte, 5 hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham? 6 Og du har ladet ham blive lidet ringere end Englene; du kronede ham med Ære og Herlighed? 7 Du gør, at han hersker over dine Hænders Gerninger, du har lagt alting under hans Fødder: 8 Faar og Øksne, dem alle sammen, ja, ogsaa Markens Dyr, 9 Fuglene under Himmelen og Fiskene i Havet, hvad som farer hen ad Havets Veje. HERRE, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden!

Psalms 9:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme - af David Sal. 2 Jeg vil takke HERREN af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger. 3 Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste! 4 Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig. 5 Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed: 6 Du truede Hedninberne, du tilintetgjorde den ugudelige, du udslettede deres Navn evindelig og altid. 7 Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem. 8 Men HERREN skal blive evinde lig; han har beredt sin Trone til Dom. 9 Og han skal dømme Verden Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished. 10 Og HERREN være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider! 11 Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, HERRE! 12 Lovsynger HERREN, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger! 13 Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig. 14 HERRE, vær mig naadig, se, hvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte, 15 paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse. 16 Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte. 17 HERREN er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. Hibbajon, Sela! 18 Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud. 19 Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes. 20 HERRE! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt! Lad Frygt, o HERRE! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. Sela.

Psalms 10:1-150:6

1 HERRE! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødems Tider? 2 Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte. 3 Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, HERREN foragter han. 4 Den ugudelige sætter Næsen højt og, siger: Der ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker. 5 Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender. 6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke. 7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab. 8 Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage. 9 Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer pna at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn. 10 Knuste syne disse hen, og for hans vældige falde de svage. 11 Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed. 12 Staa op, HERRE! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige! 13 Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke. 14 Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper. 15 Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere. 16 HERREN er Konge evindelig og altid; Hedningerne omkomme af hans Land. 17 Du, HERRE! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader Dit Øre mærke derpaa 18 for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej længer skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skræk.

Psalms 11:1-150:6

1 Til Sangmesteren; af David. Jeg haaber paa HERREN; hvorledes kunne I da sige til min Sjæl: Fly til eders Bjerg som en Fugl? 2 Thi de ugudelige spænde Buen, de berede deres Pil paa Strengen, at skyde i Mørke paa de oprigtige af Hjertet. 3 Thi Grundvoldene nedbrydes; hvad kunde en retfærdig udrette? 4 HERREN er i sit hellige Tempel, HERRENS Trone er i Himmelen; hans Øjne se, hans øjenlaage prøve Menneskens Børn. 5 HERREN prøver en Retfærdig; men den ugudelige og den, som elsker Vold, dem hnder hans Sjæl. 6 Han skal lade regne Snarer over de ugudelige; Ild og Svovl og, et vældigt Storrnvejr? skal blivde deres Bægers Del. 7 Thi HERREN er Retfærdig, elsker Retfærdighed; hans Ansigt skuer en oprigtig.

Psalms 12:1-150:6

1 Til Sangmesteren til Skeminith; en Psalme - af David. 2 Frels, HERRE! thi de fromme ere borte: thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn. 3 De tale Løgn, hver med sin Næste; med smigrende Læber, snart af et andet Hjerte tale de. 4 HERREN udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord, 5 dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand vore Læber ere med os; hvo er vor Herre? 6 For de elendiges ødelæggelses Skyld, for de fattiges Jamren vil jeg nu staa op, siger HERREN; jeg vil sætte en Frelse for den, som han fnyser ad. 7 HERRENS Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er smeltet i en Ovn af Jord, lutret syv Gange. 8 Du, HERRE! du vil bevare dem; du vil vogte os imod denne Slægt evindelig. De ugudelige færdes trindt omkring, naar Skarn ophøjes iblandt Menneskens Børn.

Psalms 13:1-150:6

1 Til Sangmsteren; en Palme, af David. 2 HERRE, hvor længe? vil du evindelig glemme mig? hvor længe vil du skjule dit Ansigt for mig? 3 Hvor længe skal jeg; være raadvild i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen, hvor længe skal min Fjende ophøje sig over mig? 4 Se til, bønhør mig, HERRE min Gud! opklar mine Øjne, at jeg ikke skal hensove i Døden, 5 at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig over, at jeg snubler. 6 Men jeg forlader mig paa din miskundhed lad mit Herte fryde sig i din Frelse; jeg vil synge for HERREN, thi han har gjort vel imod mig.

Psalms 14:1-150:6

1 Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt. 2 HERREN saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud. 3 De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er inben, som gør godt, end ikke een. 4 Have de ikke kendt det, alle de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kaldte ikke paa HERREN. 5 Den Gang frygtede de saare, fordi Gud var med den retfærdiges Slægt. 6 Gører kun den elendiges Raad til Skamme; thi HERREN er hans Tilflugt. 7 Gid der fra Zion kom Frelse for Israel! Naar HERREN tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.

Psalms 15:1-150:6

1 En Psalme af David. HERRE, hvo skal være til Herberge i dit Paulun? hvo skal bo paa dit hellige Bjerg? 2 Den, som vandrer i Oprigtighed og gør Retfærdighed og taler Sandhed i sit Hjerte; 3 som ikke bagtaler med sin Tunge, ikke gør sin Næst ondt og ikke driver Spot med sin nærmeste; 4 hvis Øjne den ugudelige er foragtet, men som ærer dem som frygte HERREN; den, som har svoret sig til Skade og ikke vil forandre det; 5 den, som ikke sætter sine Penge ud imod Aager og ikke tager Gave imod en uskyldig; hvo disse Ting gør, skal ikke rokkes evindelig.

Psalms 16:1-150:6

1 Af David; et gyldent Smykke Gud! bevar mig; thi jeg tror paa dig. 2 Du sagde til HERREN: Du er min Herre, jeg har intet Gode uden dig; 3 i Samfund med de hellige, som ere i Landet, og de herlige, til hvilke al min Lyst er. 4 Mange skulle deres Smerter blive, som haste efter anden; jeg vil ikke udgyde de Drikofre af Blod og ikke tage deres Navne paa mine Læber. 5 HERREN min Arvs Del og mit Bæger; er den, som opholder min Lod. 6 Snorene faldt mig paa de liflige er, ja, en dejlig Arv tilfaldt mig. 7 Jeg vil love HERREN, som gav mig Raad; ja, mine Nyrer paaminde om Nætterne. 8 Jeg har stedse sat HERREN for mig; thi han er ved min højre Haand, jeg skal ikke rokkes. 9 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kød skal bo tryggelig. 10 Thi du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget; du skal ikke lade din Bjerge hellige se Forraadnelse. 11 Du vil kundgøre mig Livets Sti; for dit Ansig er Mættelse af Glæder, Livsaligheder ved din højre Haand evindelig.

Psalms 17:1-150:6

1 En Bøn af David. HERRE! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend øren til min Bøn, som ikke sker med svigefulde Læber. 2 Lad min Ret udgaa fra dit Ansigt lad dine Øjne beskue Retskaffenhed. 3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig du fandt intet; jeg tænkte, min Mund skal ikke overtræde. 4 Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Siter efter dine Læbers Ord. 5 Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Skridt rokkedes ikke. 6 Jeg raaber til dig; thi du, Gud! bønhører mig; bøj dit øre til mig, hør min Tale! 7 Bevis din underfulde Miskundhed, du, som med din højre Haand frelser dem, som tro, fra Modstanderne. 8 Bevar mig som Øjestenen, øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge 9 for de ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, for min Sjæls Fjender, som omringe mig. 10 De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod. 11 Hvor vi gaa, have de nu omringet os; deres øjemed er, at vi maa glide paa Jorden. 12 Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul. 13 HERRE! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjæl fra den ugudelige ved dit Sværd, 14 fra Folk ved din Haand; HERRE! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn. 15 Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærelighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner.

Psalms 18:1-150:6

1 Til Sangmesteren; af David, HERRENS fjener, som talte Ordene af denne Sang for HERREN paa den Dag, HERREN havde friet ham fra alle hans Fjenders Haand og fra Sauls Haand. 2 Og han sagde: HERRE! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke! 3 HERREN er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg. 4 Jeg vil paakalde HERREN, som bør loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender. 5 Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig. 6 Helvedes Reb omgave mig; Dødens Snarer kom over mig. 7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til HERREN, ja, jeg raabte til min Gud; han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab til ham kom for hans Øren. 8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde skælvede; og de bævede, thi han var vred. 9 Der opgik Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; Gløder gnistrede ud af den. 10 Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. 11 Og han for paa Keruben og drog frem, og han fløj paa Vejrets Vinger. 12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, til sit Paulun trindt omkring sig, mørke Vande og tykke Skyer. 13 Fra Glansen foran ham fore hans Skyer frem, Hagel og Gløder. 14 Og HERREN tordnede i Himmelen, og den Højeste udgav sin Røst; der var Hagel og Gløder. 15 Og han udskød sine Pile og adspredte dem, og han lod det lyne stærkt og for færdede dem. 16 Da saas Vandenes Leje, og Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE! ved din Næses Aandes Vejr. 17 Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig op af de store Vande. 18 Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Avindsmænd; thi de vare mig for stærke. 19 De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men HERREN var min Understøttelse. 20 Og han førte mig ud i det fri han frelste mig, thi han havde Lyst til mig. 21 HERREN vederlagde mig efer min Retfærdighed; han betalte mig efter mine Hænders Renhed. 22 Thi jeg har bevaret HERRENS Veje, o jeg er ikke funden skyldig for min Gud. 23 Thi alle hans Domme ere for mig, og fra hans Skikke viger jeg ikke. 24 Men jeg var oprigtig for ham og vogtede mig for min Synd. 25 Og HERREN betalte mtg efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Renhed for hans Øjne. 26 Imod den fromme beviser du dig from; imod den oprigtige Mand viser du dig oprigtig; 27 imod den rene viser du dig ren, og irnod den forvendte viser du dig forvendt. 28 Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne. 29 Thi du bringer min Lampe til at lyse; HERREN min Gud opklar, er mit Mørke. 30 Thi ved dig stormer jeg imod en Trop, og ved min Gud springer jeg over en Mur. 31 Guds Vej er fuldkommen; HERRENS Tale er lutret, han er alle dem et Skjold, som tro paa ham. 32 Thi hvo er en Gud uden HERREN og hvo er en Klippe uden vor Gud? 33 Den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen, 34 han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig staa fast paa mine Høje. 35 Han vænner mine Hænder til Striden, og mine Arme spænde Kobberbuen. 36 Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor. 37 Du gør Rummet vidt under mig for mine Skridt, og mine Ankler vakle ikke. 38 Jeg forfølger mine Fjender og naar dem og vender ikke tilbage, før jeg har udryddet dem. 39 Jeg knuser dem, at de ikke kunne staa op; de faldt under mine Fødder. 40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Striden; du bøjede mine Modstandere under mig. 41 Og du har drevet mig mine Fjender paa Flugt; mine Hadere udryddede jeg. 42 De raabte, men der var ingen Frelser; til HERREN, men han svarede dem ikke. 43 Og jeg støder dem smaa som Støv for Vejret, som Dynd paa Gader fejer jeg dem bort. 44 Du udfriede mig fra Folkenes Kiv, du satte mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig. 45 Da deres Øren hørte om mig, adløde de mig, den fremmedes Børn smigrede for mig. 46 Den fremmedes Børn henvisne; de komme skælvende frem af deres Borge. 47 HERREN lever, højlovet er min Klippe og højt ophøjet min Frelses Gud, 48 den Gud, som giver mig Hævn, og tvinger Folkene under mig. 49 Du er den, som udfrier mig fra mine Fjender, du sætter mig i Sikkerhed for mine Modstandere, du redder mig fra Voldsmanden. 50 Derfor vil jeg bekende dig, HERRE! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn. Stor Frelse beviser han sin Konge og gør Miskundhed imod sin salvede, imod David og imod hans Sæd evindelig.

Psalms 19:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. 2 Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gerning. 3 En Dag udgyder sin Tale til den anden, og en Nat kundgør den anden Vidskab. 4 Der er ingen Tale og ej Ord, med hvilke deres Røst ej er hørt. 5 Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden og deres Ord til Jorderiges Ende, han satte et Telt for Solen paa dem. 6 Og den gaar ud som en Brudgom af sit Brudekammer; den glæder sig som en Helt ved at løbe sin Bane. 7 Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede. 8 HERRENS Lov er fuldkommen, den vederkvæger Sjælen; HERRENS Vidnesbyrd er trofast, det gør den vankundige viis. 9 HERRENS Befalinger ere rette, de glæde Hjertet; HERRENS Bud er rent, det oplyser øjnene. 10 HERRENS Frygt er ren, den bestaar evindelig; HERRENS Domme ere Sandhed, de ere alle sammen retfærdige. 11 De ere kosteligere end Guld, ja, end meget fint Guld, og sødere end Honning og Honningkage. 12 Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder i dem, da er der stor Løn. 13 Hvo mærker Vildfarelserne? rens du mig fra lønlig Brøst! 14 Hold og din Tjener borte fra de hovmodige, at de ikke skulle herske over mig, da bliver jeg urokkelig og uden Skyld for store Overtrædelser. Lad min Munds Ord og mit Hjertes Betænkning være til Behag for dit Ansigt, HERRE, min Klippe og min Genløser!

Psalms 20:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. 2 HERREN bønhøre dig paa Nødens Dag! Jakobs Guds Navn ophøje dig! 3 Han sende dig Hjælp fra Helligdommen og understøtte dig fra Zion! 4 Han ihukomme alle dine Madofre, og dit Brændofler finde han fedt! Sela! 5 Han give dig efter dit Hjerte, og opfylde alle dine Anslag! 6 Saa ville vi synge om din Frelse og i vor Guds Navn oprejse Banner; HERREN opfylde alle dine Begæringer! 7 Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede, han vil bønhøre ham fra sin hellige Himmel; ved hans frelsende højre Haands vældige Gerninger. 8 Disse forlade sig paa Vogne og disse paa Heste; men vi ville prise HERREN vor Guds Navn. 9 De have maattet bøje sig og ere faldne; men vi staa og holde os oprejste. Frels, HERRE! Kongen bønhøre os den Dag, vi raabe!

Psalms 21:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. 2 HERRE! Kongen glæder sig i din Kraft, og hvor saare fryder han sig ved din Frelse! 3 Du har givet ham hans Hjertes Begæring og ikke nægtet ham det, hans Læber ønskede. Sela. 4 Thi du kommer ham i Møde med Velsignelser af godt, du sætter en Krone af Guld paa hans Hoved. 5 Han begærede Liv af dig, du gaa ham det, et langt Levned, evindelig og altid. 6 Hun har stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham. 7 Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du sigt. 8 Thi Kongen forlader sig pan HERREN, og ved den Højestes Miskundhed skal han ikke rokkes. 9 Din Haand skal finde alle dine Fjender; din højre Haand skal finde dine Avindsmænd. 10 Du skal stille dem som for en gloende Ovn, naar du viser dit Ansigt; HERREN skal opsluge dem i sin Vrede, og Ild skal fortære dem. 11 Du skal udslette deres Frugt af Jorden og, deres Sæd iblandt Menneskens Børn. 12 Thi de paaførte dig ondt; de udtænkte Anslag, men de kunde ikke fuldkomme det. 13 Thi du skal gøre, at de fly; du sigter med dine Buetrenge imod deres Ansigt. HERRE! ophøj dig i din Kraft; vi ville synge og love din Magt.

Psalms 22:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David. 2 Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig. 3 Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille. 4 Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange! 5 Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem. 6 Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede. 7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt. 8 Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet 9 Vælt det paa HERREN, befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham"! 10 Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster. 11 Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød. 12 Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper. 13 Mange Øksne have omgivet mig Basans Tyre have omringet mig. 14 De oplode deres Gab imod mig men Løve, der river og brøler. 15 Jeg er udøst som Vand, og alle ine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv. 16 Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv. 17 Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder. 18 Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig. 19 De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon. 20 Men du, HERRE, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig! 21 Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold! 22 Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig. 23 Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingerl vil jeg love dig. 24 I, som frygte HERREN, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd! 25 Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det. 26 Fra dig begynder min han Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham. 27 De sagtmodige skulle æde og mættes, HERREN skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid! 28 Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til HERREN; og I, alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt. 29 Thi Riget hører HERREN til, og han hersker over Hedningerne. 30 Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live. 31 Efterkommerne skulle tjene ham; dei skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.

Psalms 23:1-150:6

1 En Psalme af David. HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes. 2 Han lader mig ligge i skønne Græsgange; han leder mig til de stille rindende Vande. 3 Han vederkvæger min Sjæl; han fører mig paa Retfærdigheds Veje for sit Navns Skyld. 4 Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig. 5 Du bereder et Bord for mig, over for mine Fjender; du har salvet mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. 6 Ikkun godt og Miskundhed skal følge mig alle mine Livsdage, og jeg skal blive i HERRENS Hus igennem lange Tider.

Psalms 24:1-150:6

1 En Psalme af David. HERRENS er Jorden og dens Fylde, Jorderige og de, der bo derpaa. 2 Thi han grundfæstede den paa Havene og gjorde den fast over Strømmene. 3 Hvo skal gaa op paa HERRENS Bjerg? hvo skal staa paa hans hellige Sted? 4 Den, som har uskyldige Hænder og er ren af Hjertet; den, som ikke har sat sin Hu til Løgn og ej svoret svigeligt. 5 Han skal annamme Velsignelse fra HERREN og Retfærdighed fra sin Frelses Gud. 6 Dette er den Slægt, som spørger, efter ham, de, som søge dit Ansigt, Jakobs Børn. Sela. 7 I Porte, opløfter eders Hoveder, ja, opløfter, eder, I evige Døre, at Ærens Konge kan drage ind! 8 Hvo er denne Ærens Konge? HERREN, stærk og mægtig, HERREN, mægtig i Strid. 9 I Porte, opløfter eders Hoveder, ja opløfter eder, I evige Døre, at Ærens Konge kan drage ind! 10 Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN Zebaoth, han er Ærens Konge. Sela.

Psalms 25:1-150:6

1 En Psalme af David. Til dig, HERRE! opløfter jeg min Sjæl. 2 Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig. 3 Ja, ingen, som bier efter dig, skal beskæmmes; beskæmmes skulle de, som. handle troløst uden Aarsag. 4 HERRE! lad mig kende dine Veje, lær mig dine Stier. 5 Gør, at jeg gaar frem i din Sandhed, og lær mig den; thi du er min Frelses Gud, jeg bier efter dig den ganske Dag. 6 HERRE! kom din Barmhjertighed og din Miskundhed i Hu; thi de have været fra Evighed. 7 Kom; ikke mine Ungdoms Synder eller; mine Overtrædelser i Hu; men kom du mig i Hu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, HERRE! 8 HERREN er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen. 9 Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej. 10 Alle HERRENS Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd. 11 For dit Navns Skyld, HERRE, forlad mig dog min Misgerning; thi den er stor. 12 Hvo er den Mand, som frygter HERREN? han skal undervise ham om den Vej, som han skal udvælge. 13 Hans Sjæl skal bo i Lyksalighed, og hans Sæd skal arve Landet. 14 HERRENS Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den. 15 Mine Øjne ere stedse til HERREN; thi han skal drage mine Føder ud af Garnet. 16 Vend dit Angt til mig og vær mig naadig; thi jeg er enlig og elendig. 17 Mit Hjertes Ængstelser have vidt udbredt; før mig ud af mine Trængsler! 18 Se hen til min Elendighed og min Møje, og forlad mig alle mine Syn, 19 Se hen til mine Fjender, thi ere mange; og de hade mig at Gud altid vilde lade ham blive i sit Hus og duretfærdigt Had. 20 Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskæmmes, thi jeg tror paa dig. 21 Lad Retsindighed og Oprigtighed bevare mig; thi jeg bier efter dig. 22 Forløs, o Gud, Israel af al dets nød.

Psalms 26:1-150:6

1 Af David. HERRE! skaf mig Ret, thi jeg har vandret i min Uskyldighed; og jeg forlader mig paa HERREN, jeg skal ikke snuble. 2 Prøv mig, HERRE! og forsøg mig, lutre mine Nyrer og mit Hjerte; 3 thi din Miskundhed er for mine Øjne, og jeg vandrer i din Sandhed. 4 Jeg sidder ikke hos falske Folk og kommer ikke hos underfundige. 5 Jeg hader de ondes Forsamling og sidder ikke hos de ugudelige. 6 Jeg toer mine Hænder i Uskyldighed og holder mig omkring dit Alter, HERRE! 7 for at lade mig høre med Taksigelses Røst og for at fortælle alle dine underfulde Gerninger. 8 HERRE! jeg elsker dit Hus's Bolig og din Æres Tabernakels Sted. 9 Bortryk ikke min Sjæl med Syndere, eller rnit Liv med blodgerrige Folk, 10 i hvis Hænder der ele Skændsel, og hvis højre Haand er fuld af Skænk. 11 Men jeg vil vandre i min Uskyldiglled; forløs mig og vær mig naadig! 12 Min Fod staar paa det jævne; i Forsamlinger vil jeg love HERREN.

Psalms 27:1-150:6

1 Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse; for hvem skal jeg frygte? HERREN er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes? 2 Der de onde kom frem imod mig for at æde mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt. 3 Dersom en Hær vilde lejre sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig rejses imod mig, da er jeg dog; trøstig. 4 Een Ting har jeg begæret af HERREN, den vil jeg søge efter; at jeg maa bo i HERRENS Hus alle mine Livsdage for at beskue HERRENS Livsalighed og at grunde i hans Tempel. 5 Thi han skal gemme mig i sin Hytte paa den onde Dag; han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøje mig paa en Klippe. 6 Og nu hæver mit Hoved sig over mine Fjender, som ere trindt omkring mig, og jeg vil ofre ham Ofre med Frydeklang i hans Paulun; jeg vil synge og lege for HERREN. 7 HERRE! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig! 8 Til dig sagde mit Hjerte, der du sagde: "Søger mit Ansigt", jeg søger dit Ansigt, HERRE! 9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, forskyd ikke din Tjener i Vrede; du har været min Hjælp, opgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Frelses Gud! 10 Thi min Fader og min Moder forlode mig; men HERREN tager mig op. 11 HERRE! lær mig din Vej og led mig paa den jævne Sti, for mine Fjenders Skyld. 12 Giv mig ikke i mine Fjenders Vold; thi falske Vidner og de, som aande Uretfærdighed, opstode imod mig. 13 Havde jeg ikke troet, at jeg skulde se HERRENS Godhed i de levendes Land! 14 Bi efter HERREN, vær frimodig, og han skal styrke dit Hjerte; ja, bi efter HERREN!

Psalms 28:1-150:6

1 Af David. HERRE! til dig vil jeg raabe; min Klippe! vær ikke tavs imod mig, at du ikke holder dig stille imod mig, og jeg bliver; lig dem, som fare ned i Graven. 2 Hør mine ydmyge Begæringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Hænder til dit hellige Kor. 3 Bortriv mig ikke med de ugudelige og med dem, som gøre Uret, dem, som tale Fred med deres Næste, enddog der er ondt i deres Hjerte. 4 Giv dem efter deres Gerning og efter deres Idrætters Ondskab; giv dem efter deres Hænders Gerning, betal dem, hvad de have fortjent. 5 Thi de agte ikke paa HERRENS Værk, ej heller paa hans Hænders Gerning; han skal nedbryde dem og ikke bygge dem op. 6 Lovet være HERREN; thi han har hørt mine ydmyge Begæringers Røst. 7 HERREN er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte har forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang. 8 HERREN er deres Styrke, og han er sin Salvedes Værn til Frelse. 9 Frels dit Folk og velsign din Arv og fød dem og ophøj dem indtil evig Tid.

Psalms 29:1-150:6

1 En Psalme af David. Giver HERREN, I Guds Børn! giver HERREN Ære og Styrke. 2 Giver HERREN hans Navns Ære, tilbeder for HERREN i hellig Prydelse. 3 HERRENS Røst er over Vandene; Ærens Gud tordner; HERREN er over de store Vande. 4 HERRENS Røst er med Kraft; HERRENS Røst er med Herlighed. 5 HERRENS Røst sønderbryder Cedre, og HERREN har sønderbrudt Libanons Cedre. 6 Og han gør, at de springe som en Kalv, Libanon og Sirjon som en ung Enhjørning. 7 HERRENS Røst slaar ned med Ildsluer. 8 HERRENS Røst gør, al Ørken bæver; HERREN gør, at Kades's Ørk bæver. 9 HERRENS Røst bringer Hinder til at føde og blotter Skovene; men i hans Tempel siger enhver: Ære! 10 HERREN har siddet ved Syndfloden, og HERREN sidder, en Konge evindelig. 11 HERREN skal give sit Folk Kraft; HERREN skal velsigne sit Folk i Freden.

Psalms 30:1-150:6

1 En Psalme, en Sang ved Husets Indvielse; af David. 2 HERRE! jeg vil ophøje dig; thi du har draget mig op, og du lod ikke mine Fjender glædes over mig. 3 HERRE, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig. 4 HERRE! du førte min Sjæl op fra de døde, du lod mig leve, at jeg ikke for ned i Hulen. 5 Synger for HERREN, I hans hele! og priser hans Helligheds Ihukommelse. 6 Thi et Øjeblik varer hans Vrede, men hans Naade Livet igennem; om Aftenen gæster Graad, men om Morgenen Frydeangest. 7 Og jeg sagde i min Tryghed: Jeg skal ikke rokkes evindelig. 8 HERRE! i din Naade havde du befæstet mit Bjerg; du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet. 9 Til dig, HERRE! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede ydmygeligt. 10 Hvad Vinding er der i mit Blod, jeg farer ned til Graven? Kan Støv takke dig? Kan det forkynde din Sandhed? 11 HERRE! hør, og vær mig naadig; HERRE! vær min Hjælper. 12 Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig; du har løst min Sæk og bundet op om mig med Glæde, at min Ære maa lovsynge dig og ikke tie; HERRE, min Gud! evindelig vil jeg takke dig.

Psalms 31:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. 2 HERRE! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed. 3 Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig. 4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig. 5 Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke. 6 I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, HERRE, du sande Gud! 7 Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa HERREN forlader jeg mig. 8 Jeg vil fryde mig og være glad ved din i gæster Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæle. 9 Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum. 10 HERRE! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop. 11 Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede. 12 Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig. 13 Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var, som et Kar, der gaar tabt. 14 Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig. 15 Men jeg forlader mig paa dig, HERRE! jeg sagde: Du er min Gud. 16 Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig. 17 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed. 18 HERRE! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. 19 Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige. 20 Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn. 21 Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme ved: dem i en Hytte for Tungers Kiv. 22 Lovet være HERREN! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad. 23 Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig. 24 Elsker HERREN, alle hans hellige! HERREN bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod. Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa HERREN!

Psalms 32:1-150:6

1 Af David; en Undervisning. Salig er den, hvis Overtrædelse er forladt, hvis Synd er skjult. 2 Saligt er det Menneske, hvem HERREN ikke tilregner Skyld, og i hvis Aand der ikke er Svig. 3 Der jeg vilde tie, hentæredes mine Ben under Jamren den ganske Dag. 4 Thi din Haand laa Dag og Nat svar paa mig; min Livskraft svandt hen i Sommerens Tørhed. Sela. 5 Jeg bekendte min Synd for dig og skjulte ikke min Misgerning, jeg sagde: "Jeg vil bekende mine Overtrædelser for HERREN", du forlod mig min Syndeskyld. Sela. 6 Derfor skal hver hellig bede til dig til den Stund, du findes; komme store Vandskyl, skulle de ikke naa til ham. 7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest; med Frelsens Jubel omgiver du mig. Sela. 8 Jeg vil undervise dig og lære dig den Vej, som du skal gaa; jeg vil raade dig mit Øje. 9 Værer ikke som Hest og Mule, der ikke have Forstand, hvis Prydelse er Tømme og Bidsel til at tvinge dem, naar de ikke ville komme nær til dig. 10 Den ugudelige har mange Smerter; men den, som forlader sig paa HERREN, omgiver han med Miskundhed. 11 Glæder eder i HERREN og fryder eder, I retfærdige! og synger med Fryd alle I, som ere oprigtige i Hjertet!

Psalms 33:1-150:6

1 Synger med Fr6yd, i retfærdige, I HERREN! Lovsang sømmer sig for de oprigtige. 2 Takker HERREN med Harpe; og leger for ham paa Psalte med ti Strenge. 3 Synger ham en ny sang, leger lifligt paa Strengeleg med Frydeklang. 4 Thi HERRENS Ord er ret, og al hans Gerning er trotast. 5 Han elsker Retfærdighed og Dom; Jorden er fuld af HERRENS Miskundhed. 6 Himlene ere gjorte ved HERRENS Ord og al deres Hær ved hans Munds Aande. 7 Han holder Vandet sammen i Havet som en Dynge; han lægger de dybe Vande i Forraadskamre. 8 Al Jorden frygte HERREN! alle Verdens Indbyggere bæve for ham! 9 Thi han talte, og det skete; han bød, saa stod det der. 10 HERREN gjorde Hedningernes Raad til intet, han forstyrrede Folkenes Tanker. 11 HERRENS Raad bestaar evindelig, hans Hjertes ranker fra Slægt til Slægt. 12 Saligt er det Folk, hvis Gud HERREN er, det Folk, som han udvalgte sig til Arv. 13 HERREN skuede ud fra Himmelen, han saa alle Menneskens Børn. 14 Han saa ned fra sit Højsæde til alle Jordens Indbyggere. 15 Han er den, som danner deres Hjerter til Hobe, som agter paa alle deres Gerninger. 16 En Konge frelses ikke ved stor Magt, en vældig fries ikke ved stor Kraft. 17 Hesten slaar fejl til Frelse og kan ikke redde ved sin store Styrke. 18 Se, HERRENS Øje er til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed, 19 for at fri deres Sjæl fra. Død og holde dem i Live i Hungersnøden. 20 Vor Sjæl bier efter HERREN, han er vor Hjælp og vort Skjold. 21 Thi i ham glædes vort Hjerte; thi vi forlade os paa hans hellige Navn. 22 HERRE! din Miskundhed være over os, ligesom vi haabe paa dig!

Psalms 34:1-150:6

1 Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort. 2 Jeg vil love HERREN til hver Tid; hans Pris skal altid være i min Mund. 3 Min Sjæl skal rose sig i HERREN; de sagtmodige skulle hore det og glæde sig. 4 Lover HERREN storlig med mig og lader os tilsammen ophøje hans Navn. 5 Jeg søgte HERREN, og han bønhørte mig og friede mig af al min Frygt. 6 De saa til ham og oplivedes, og deres Ansigt skal ingenlunde blive beskæmmet. 7 Denne elendige raabte, og HERREN hørte og frelste ham af alle hans Angester. 8 HERRENS Engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygte ham, og frier dem. 9 Smager og ser, at HERREN er god; salig den Mand, som forlader sig paa ham. 10 Frygter HERREN, I hans hellige! thi de, som frygte ham, have ingen Mangel. 11 De unge Løver lide Nød og hungre; men de, som søbe HERREN, skulle ikke have Mangel paa noget godt. 12 Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil lære eder HERRENS Frygt. 13 Hvo er den Mand, som har Lyst til Livet, som Ønsker sig Dage for at se godt? 14 Bevar din Tunge fra ondt og dine Læber fra at tale Svig. 15 Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den! 16 HERRENS Øjne ere vendte til de retfærdige og hans Øren til deres Raab. 17 HERRENS Ansigt er imod dem, som gøre ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden. 18 Hine raabte, og HERREN hørte, og han friede dem af alle deres Angster. 19 HERREN er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hjelte, og han vil flelse dem, som have en søndelknust Aand. 20 Mange Genvordigheder vederfares den retfærdige; men HERREN skal udfri ham af dem alle sammen, 21 Han bevarer alle hans Ben; ikke et af dem skal blive sønderbrudt. 22 Ulykken skal dræbe den ugudelige, og de, som hade den retfærdige, skulle dømmes skyldige. HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl; og alle de, som forlade sig paa ham, skulle ikke dømmes skyldige.

Psalms 35:1-150:6

1 Af David. HERRE! træt med dem, som trætte med mig; strid imod dem, som stride imod mig. 2 Grib Skjold og Værge, og staa op at hjælpe mig. 3 Tag Spydet frem og afskær Vejen for mine Forfølgete; sig til min Sjæl: Jeg er din Frelse. 4 Lad dem, som søge efter mit Liv blues og blive til Skamme lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede. 5 Lad dem blive som Avner for Vejret, og HERRENS Engel støde dem bort. 6 Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og HERRENS Engel forfølge dem. 7 Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel. 8 Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til ødelæggelse. 9 Men min Sjæl skal glæde sig i HERREN, den skal fryde sig i hans Frelse. 10 Alle mine Ben skulle sige: HERRE! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham. 11 Den staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved. 12 De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt. 13 Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovdet sænket mod min Barm. 14 Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder. 15 Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de søndersliede og tav ikke. 16 Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig. 17 Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver. 18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love did iblandt et talrigt Folk. 19 Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt give Vink med Øjnene. 20 Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag. 21 Og de lode deres Mund vidt op imod mig de sagde; Ha, ha! vort Øje har set det. 22 HERRE! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig. 23 Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre! 24 HERRE, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig, 25 at de ikke skulle sige i deres Hjerte: "Ha, ha! det var vor Lyst!" 26 Lad dem ikke sige: "Vi have opslugt ham!" og Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel. 27 Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: HERREN bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred. 28 Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.

Psalms 36:1-150:6

1 Til Sangmesteren; af David, HERRENS Tjener. 2 Den ugudeliges Overtrædelser sige mig inden i mit Hjerte: Der er ikke Guds Frygt for hans Øjne. 3 Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet. 4 Hans Munds Ord ere Uret og Svig; han har ladet af at handle viselig, at gøre godt. 5 Han optænker Uret paa sit Leje; han stiller sig paa en Vej, der ikke er god, det onde forkaster han ikke. 6 HERRE! din Miskundhed er i Himlene; din Sandhed naar til Skyerne. 7 Din Retfærdighed er som Gudshjerge; dine Domme som det store Dyb; HERRE! du frelser Mennesker og Dyr. 8 Gud! hvor Dyrebar er din Miskundhed; og Menneskens Børn skulle skjule sig under dine Vingers Skygge. 9 De skulle mættes af dit Hus's Fedme, og du skal give dem at drikke af din Lifligheds Bæk. 10 Thi hos dig er Livets Kilde; i dit Lys skulle vi se Lys. 11 Lad din Miskundhed vare ved imod dem, som dig kende, og din Retfærdighed imod de oprigtige af Hjertet. 12 Lad den hovmodiges Fod ikke komme over mig og de ugudeliges Haand ikke bortstøde mig. Hist faldt de, som gjorde Uret; de bleve nedstødte og kunde ikke staa op.

Psalms 37:1-150:6

1 Af David. Lad din Vrede ikke optændes imod de onde; vær ikke nidkær imod dem, som gøre Uret; 2 thi de skulle hastelig falme som Græs, og visne som grønne Urter. 3 Forlad dig paa HERREN og gør godt; bo i Landet og nær dig trolig; 4 og forlyst dig i HERREN, saa skal han blive dig dit Hjertes Begæring. 5 Vælt din Vej paa HERREN og forlad dig paa ham, han skal gøre det. 6 Og han skal føre din Retfærdighed frem som Lyset og din Ret som Middagsglansen. 7 Ti for HERREN og forvent ham; lad din Vrede ikke optændes imod den Mand, hvis Vej lykkes, imod den Mand, som Øver Underfundighed. 8 Lad af fra Vrede og lad Heftighed fare, lad din Vrede ikke optændes, den er kun til at gøre ondt. 9 Thi de onde skulle udryddes, men de, som bie efter HERREN, de skulle arve Landet. 10 Og endnu et lidet, saa er den ugudelige ikke mere; og naar du giver Agt pari hans Sted, da er han borte. 11 Men de sagtmodige skulle arve Landet og forlyste sig over stor Fred. 12 Den ubudelige optænker Skalkhed imod den retfærdige og skærer Tænder imod ham. 13 Herren skal le ad ham; thi han ser, at hans Dag er kommen. 14 De ugudelige have uddraget Sværd og spændt deres Bue at fselde en elendig og fattig, at tage Livet af dem, som vandre i Oprigtighed. 15 Deres Sværd skal I, komme i deres eget Hjerte, og deres Buer skulle sønderbrydes. 16 Det lidet, som den retfærdige har, er bedre end mange ugudeliges Gods. 17 Thi de ugudeliges Arme skulle sønderbrydes; men HERREN opholder de retfærdige. 18 HERREN kender de retsindiges Dage, og deres Arv skal blive evindelig. 19 De skulle ikke beskæmmes i den onde Tid, og de skulle mættes 20 i Hungers Dage de ugudelige skulle omkomme, HERRENS Fjender, som Engenes Pragt; de ere forsundne, i Røg forsvundne. 21 En ugudelig maa tage til Laans, og kan ikke betale; men en retfærdig kan forbarme sig og giver. 22 Thi Herrens velsignede skulle arve Landet; men hans forbandede skulle udryddes. 23 Af HERREN stadfæstes en Mands Gang, og han vil have Velbehag til hans Vej. 24 Naar han falder, bliver han ikke liggende; thi HERREN holder fast ved hans Haand. 25 Jeg har været ung og er bleven gammel; men jeg har ikke set en retfærdig forladt eller hans Sæd at søge efter Brødet. 26 Han forbarmer sig den ganske Dag og laaner ud, og hans Sæd skal blive til en Velsignelse. 27 Vig fra ondt, og gør godt, saa skal du blive boende evindelig. 28 Thi HERREN elsker Ret og forlader ikke sine hellige; de ere bevarede evindelig; men de ugudeliges Sæd er udryddet. 29 De retfærdige skulle arve Landet og bo der evindelig. 30 En retfærdigs Mund skal tale Visdom, og hans Tunge skal forkynde Ret. 31 Hans Guds Lov er i hans Hjerte hans Trin skulle ikke glide. 32 En ugudelig lurer paa den retfærdige og søger efter at dræbe ham. 33 HERREN skal ikke overlade ham i hans Haand og ej kende ham skyldig, naar han dømmes. 34 Bi efter HERREN og var paa hans Vej, saa skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal se paa de ugudeliges Udryddelse. 35 Jeg saa en ugudelig, en Voldsmand; han udbredte sig som et grønt Rodskud. 36 Men han forsvandt og se, han var ikke mere; og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke. 37 TagVare paa ja, den retsindige, og se hen til den oprigtige; thi Fredens Mand har en Fremtid. 38 Men Overtrædere skulle Ødelægges til Hobe; de ugudeliges Fremtid er borte. 39 Men de retfærdiges Frelse er af HERREN, han er deres Styrke i Nødens Tid. 40 Og HERREN skal hjælpe dem og udfri dem; han skal udfri dem fra de ugudelige og frelse dem; thi de have forladt sig paa ham.

Psalms 38:1-150:6

1 En Psalme af David; til Ihukommelse. 2 HERRE! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme. 3 Thi dine Pile ere dybt nedtryk i mig, og din Haand har lagt sig paa mig. 4 Der er intet sundt paa mit Kød for din Vredes Skyld; der er ingen Fred i mine Ben for min Synds Skyld. 5 Thi mine Misgernger ere gaaede mig over Hovedede ere blevne mig for svare som en svar Byrde. 6 Mine Saar lugte ilde, de ere raadne for min Daarskabs Skyld. 7 Jeg gaar kroget, jeg er saare nedbøjet; jeg gaar hver Dag i Sørgeklæder. 8 Thi mine Lænder ere fulde af Skorpe, og der er intet sundt paa mit Kød. 9 Jeg er bleven dødkold og saare sønderknust; jeg hyler ud af mit Hjertes Uro. 10 Herre! al min Begæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig. 11 Mit Hjerte slaar heftigt, min Kraft har forladt mig, og mine Øjnes Lys, endog det er svundet for mig. 12 Mine Venner om mine Frænder holde sig i Afstand fra min Plage, og mine nærmeste staa langt borte. 13 Og de, som søge efter mit Liv, satte Snarer, og de, som søge min Ulykke, førte Fordærvelsens Tale og grunde den ganske Dag paa alle Haande Svig. 14 Men jeg er som en døv, der ikke hører, og som en stum, der ikke oplader sin Mund. 15 Jeg er som en Mand, der ikke hører, og som intet Gensvar har i sin Mund. 16 Thi jeg bier paa dig, HERRE; du, Herre min Gud! vil bønhøre. 17 Thi jeg sagde: De skulle ikke glæde sig over mig; da min Fod snublede, gjorde de sig store imod mig. 18 Thi jeg er nær ved at halte, og min Pine er stadig for mig. 19 Thi jeg maa bekende min Misgerning, jeg sørger over min Synd. 20 Men mine Fjender leve og ere mægtige, og der er mange, som lade mig uden Skel. 21 Og de, som tale ondt for godt, de staa mig imod, fordi jeg efterjager det gode. 22 Forlad mig ikke, HERRE! min Gud, vær ikke langt fra mig! Skynd at hjælpe mig, Herre, min Frelse!

Psalms 39:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David. 2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig. 3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt. 4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge. 5 HERRE! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort. 6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed; hvor fast han end staar. Sela. 7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem. 8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig. 9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren! 10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det. 11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag. 12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. Sela. 13 HERRE! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.

Psalms 40:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. 2 Jeg har biet taalmodigt efter HERREN, og han bøjede sig til mig og hørte mit Raab. 3 Og han drog: mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, han befæstede mine Skridt. 4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lovsang til vor Gud; mange skulle se og frygte og forlade sig paa HERREN. 5 Salig den Mand, som sætter sin Tillid til HERREN og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn. 6 HERRE, min Gud! du har gjort dine underfulde Ting og dine Tanker mangfoldige imod os; ingen kan opregne dem for dig, ellers skulde jeg kundgøre og udsige dem; de ere flere, end man kan tælle dem. 7 Du har ikke Lyst til Slagtoffer og Madoffer; du har aabnet mig ørene; du har ikke begæret Brændoffer eller Syndoffer. 8 Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig. 9 Jeg har Lyst til at gøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste. 10 Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; HERRE! du ved det. 11 Jeg har ikke skjult din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg har talt om din Trofasthed og din Frelse; jeg har ikke dulgt din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling. 12 Du, HERRE! vil ikke holde din Barmhjertighed tilbage fra mig; din Miskundhed og din Sandhed ville altid bevare mig. 13 Thi Ulykker have omspændt mig, saa der er intet Tal derpaa, mine Misgerninger have grebet mig, og jeg kan ikke se; de ere flere end Haarene paa mit Hoved, og mit Hjerte har forladt mig. 14 HERRE! lad det behage dig at udfri mig; HERRE! skynd dig at Hjælpe mig. 15 Lad dem til Hobe blues og blive til Skamme, som søge efter mit Liv for at tage det bort; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville mig ondt. 16 Lad dem forfærdes over deres egen Skændsel, dem, som sige om mig: Ha, ha! 17 Lad dem frydes og glædes i dig, alle som søge dig lad dem altid sige: HERREN være storlig lovet! dem, som elske din Frelse. Men jeg er elendig og fattig; Herren vil tænke paa mig; du er min Hjælp og den, som udfrier mig; min Gud! tøv ikke.

Psalms 41:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. 2 Salig den, som handler forstandigt imod den ringe; HERREN skal redde ham paa den onde Dag. 3 HERREN skal bevare ham og holde ham ved Live, han skal blive lyksalig paa Jorden; og du skal ikke give ham hen i hans Fjenders Villie. 4 HERREN skal opholde ham paa Sygesengen: du har hjulpet ham op igen fra hvert Sygeleje. 5 Jeg sagde: HERRE! vær mig naadig, helbred min Sjæl; thi jeg har syndet imod dig. 6 Mine Fjender tale ondt om mig: Naar skal han dog dø og hans Navn forgaa? 7 Og dersom een kommer at se mig, taler han Falskhed, hans Hjerte samler paa Uret; gaar han ud udenfor, da taler han derom.

Psalms 34:12-18

12 Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil lære eder HERRENS Frygt. 13 Hvo er den Mand, som har Lyst til Livet, som Ønsker sig Dage for at se godt? 14 Bevar din Tunge fra ondt og dine Læber fra at tale Svig. 15 Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den! 16 HERRENS Øjne ere vendte til de retfærdige og hans Øren til deres Raab. 17 HERRENS Ansigt er imod dem, som gøre ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden. 18 Hine raabte, og HERREN hørte, og han friede dem af alle deres Angster.

Psalms 41:8-150:6

8 Alle mine Avindsmænd hviske sammen imod mig; de optænke imod mig det, som er mig ondt. 9 De sige: Der hænger en Niddingsdaad fast ved ham, og saasom han ligger, skal han ikke staa op mere. 10 Ogsaa den Mand, som havde Fred med mig, hvem jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig. 11 Men du, HERRE! vær mig naadig og rejs mig op, saa vil jeg betale dem. 12 Derpaa kender jeg, at du har Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal faa Glæde over rnig. 13 Men mig opholder du og sætter mig for dit Ansigt evindelig i min Oprigtighed. Lovet være HERREN, Israels Gud, i Evighed og indtil Evighed! Amen, Amen.

Psalms 42:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn. 2 Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud! 3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; skal jeg dog komme og ses Guds Ansigt? 4 Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud? 5 Det vil jeg imod komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid. 6 Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt. 7 Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg. 8 Afgrund raaber til Afbrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig. 9 HERREN skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, en Bøn til mit Livs Gud. 10 Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig? 11 Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

Psalms 43:1-150:6

1 Øm mig, o Gud! og udfør min Sag imod et umildt Folk; fra en falsk og uretfærdig Mand udfri mig! 2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor har du forkastet mig? Hvorfor skal jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig? 3 Send dit Lys og din Sandhed, at de maa ladet ledsage mig, at de maa føre mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger; 4 og at jeg maa indgaa til Guds Alter, til Gud, som er min Fryd og Glæde, og takke dig paa Harpe, o Gud, min Gud! 5 Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? og hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.

Psalms 44:1-150:6

1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning. 2 Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage. 3 Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du. 4 Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem. 5 Gud! du, ja, du er min Konge; befal Jakobs Frelse at komme! 6 Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtræde dem, som staa op imod os. 7 Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig. 8 Men du har frelst os fra vore Fjender, og du har beskæmmet dem, som os hadede. 9 Vi prise Gud den ganske Dag, og vi takke dit Navn evendelig. Sela. 10 Alligevel har du forknstet os og os beskæmmes og vil ikke drage ud med vore Hære. 11 Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte. 12 Du giver os hen som Faar til at fortæres og har spredt os iblandt Hedningerne. 13 Du sælger dit Folk, og det for intet, og du fik ingen stor Pris for dem. 14 Du gør os til Skændsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som ere trindt omkring os. 15 Du gør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet over os iblandt Folkene. 16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og Bluelse har bedækket mit Ansigt 17 for hans Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den hævngerriges Skyld. 18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt. 19 Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej, 20 saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge. 21 Dersom vi havd glemt vor Guds Navn og udbred vore Hænder til en fremmed Gud. 22 Skulde Gud da ikke udfinde det efterdi han kender Hjertets skjulte Tanker. 23 Men vi blive ihjelslagn for din Skyld den ganske Dag, ere regnede som Slagtefaar. 24 Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os i evindelig! 25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt, glemme vor Elendighed og vor Trængsel? 26 Thi vor Sjæl er nedbøjet i Støvet, vor Krop hænger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjælp og forløs os for din Miskundheds Skyld!

Psalms 45:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til "Lillierne"; af Koras Børn; en Undervisning; en Sang om Kærlighed. 2 Mit Hjerte udgyder en god Tale; jeg siger: Mine Idrætter gælde Kongen; min Tunge er en Hurtigskrivers Pen. 3 Du er meget dejligere end Menneskens Børn, Ynde er udgydt paa dine Læber, derfor velsignede Gud dig evindelig. 4 Bind dit Sværd ved din Side, du vældige! Min Majestæt og din Herlighed; 5 og vær lykkelig i din Herlighed, far frem for Sandhed og Mildhed med Retfærdighed, og din høre Haand skal lære dig forfærdelige Ting. 6 Dine Pile ere skærpede; Folkene skulle falde under dig, Kongens Fjenders Hjerte rammes. 7 Gud! din Trone bliver evindelig og altid, dit Riges Spir er Rettens Spir. 8 Du elsker Retfærdighed og hader Ugudelighed; derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie frem, for dine Medbrødre. 9 Alle dine Klæder dufte af Myrra og Aloe og Kasia; du gaar ud af de Elfenbens Paladser fra dem, som have glædet dig. 10 Kongedøtre ere iblandt dine Herligheder; Dronningen staar ved din højre Haand i Guld fra Ofir. 11 Hør, Datter! og se til og bøj dig øre og glem dit Folk og din Faders Hus! 12 saa skal Kongen faa Lyst til din Skønhed; thi han er din Herre, og du skal tilbede ham. 13 Og Tyrus's Datter skal komme med Skænk og bede ydmygeligt for dit Ansigt: De rige iblandt Folket. 14 Kongedatteren derinde er aldeles herlig, hendes Klæder ere af Gyldenstykke. 15 Hun føres frem for Kongen i stukne Klæder; Jomfruerne, hendes Veninder, gaa efter hende, de føres ind til dig. 16 De føres frem med Glæde og Fryd, de komme i Kongens Palads. 17 Dine Sønner skulle være i dine Fædres Sted, dem skal du sætte til Fyrster paa den hele Jord. Jeg vil lade dit Navn ihukomlnes iblandt alle Slægter; derfor skulle Folkene love dig evindelig og altid.

Psalms 46:1-150:6

1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth. 2 Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde. 3 Derfor ville vi ikke frygte, om end Jorden forandres, og Bjergene synke ned i Havets Dyb; 4 om end Vandene deri bruse og oprøres, Bjergene bæve for dets Vælde. Sela. 5 Men en Strøm med sine Bække glæder Guds Stad, Helligdommen den Højestes Boliger. 6 Gud er midt i den, den skal ikke rokkes; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder. 7 Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes. 8 HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela. 9 Kommer, ser HERRENS Gerninger, hvorledes han har anrettet ødelæggelser paa Jorden. 10 Han, som kommer Krigerle til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild. 11 Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa. Jorden. HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.

Psalms 47:1-150:6

1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. 2 Alle Folkeslag! klapper i Haand, jubler for Gud med frydefuld Røst. 3 Thi HERREN, den Høj este, er forfærdelig, en stor Konge over al Jorden. 4 Han tvinger Folkene under os, ja, Folkefærd under vore Fødder. 5 Han udvælger til os vor Arv, Jakobs Herlighed, hvem han elsker. Sela. 6 Gud for op med Frydeklang, HERREN med Basunes Lyd. 7 Synger for Gud, synger; synger for vor Konge, synger Psalmer! 8 Thi Gud er al Jordens Konge; synger en lærerig Sang! 9 Gud regerer over Hedningerne, Gud sidder paa sin hellige Trone. Folkenes Fyrster samles til Abrahams Guds Folk; thi Jordens Skjolde høre Gud til, han er saare ophøjet.

Psalms 48:1-150:6

1 En Sang, en Psalme af Koras Børn. 2 HERREN er stor og saare priselig, i vor Guds Stad, paa hans hellige Bjerg. 3 Zions Bjerg hæver sig smukt, er det ganske Lands Glæde, yderst imod Nord, den store Konges Stad. 4 Gud i dens Paladser er kendt som en fast Borg. 5 Thi se, Kongerne havde samlet sig; de forsvandt til Hobe. 6 De saa, straks forundrede de sig; de forfærdedes, de hastede bort. 7 Bævelse betog dem der, Angest som en Kvindes, der føder. 8 Ved østenvejr sønderbryder du Tasis's Skibe. 9 Ligesom vi havde hørt, saaledes saa vi det i den I, HERRE Zebaoths Stad, i vor Guds Stad; Gud befæster den indtil evig Tid. Sela. 10 O Gud! vi tænke paa din Miskundhed midt i dit Tempel. 11 O Gud! som dit Navn er, saa er din Pris indtil Jordens Ender; din højre Haand er fuld af Retfærdighed. 12 Zions Bjerg glæder sig, Judas Døtre fryde sig for dine Dommes Skyld. 13 Gaar omkring Zion, rundt omkring den tæller dens Taarne! 14 Lægger Mærke til dens Mur, betragter nøje dens Paladser, at I kunne fortælle det for den Slægt, som kommer. Thi her er Gud, vor Gud, evindelig og altid, han skal ledsage os til evige Tider.

Psalms 49:1-150:6

1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. 2 Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere! 3 baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe! 4 Min Mund; udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand. 5 Jeg vil bøje mit øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe. 6 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig, 7 de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom? 8 Ingen Mand kan dog udløse en Brod han kan ikke give Gud Løsepene for ham. 9 Thi deres Sjæls Genløning vil koste meget og maa Evighed opgives, 10 saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven. 11 Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre. 12 Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn. 13 Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes. 14 Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela. 15 De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. 16 Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. Sela. 17 Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor; 18 thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham. 19 Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode: 20 Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset. Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.

Psalms 50:1-150:6

1 En Psalme af Asaf. Den Almægtige, Gud HERREN har talt og kaldet ad Jorden, fra Solens Opgang indtil dens Nedgang. 2 Fra Zion, Skønhedens Krone, aabenbarede Gud sig herligt. 3 Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortælle, og omkring ham stormer det saare. 4 Han kalder ad Himmelen oventil og ad Jorden for at dømme sit Folk. 5 Samler mig mine hellige, som have sluttet Pagt med mig ved Offer. 6 Og Himlene kundgjorde hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. Sela. 7 Hør, mit Folk, og jeg vil tale; Israel! og jeg vil vidne imod dig; jeg er Gud, din Gnd. 8 Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig. 9 Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde. 10 Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal. 11 Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig. 12 Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde. 13 Skulde jeg vel æde Oksers Kød eller drikke Bukkes Blod? 14 Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter! 15 Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig. 16 Men til den ugudelige siger Gud: Hvad kommer det dig ved at tale om mine Skikke og at tage min Pagt i din Mund, 17 da du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag dig? 18 Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del. 19 Du skikker din Mund til ondt, og med din Tunge digter du Svig. 20 Du sidder og taler imod din Broder, du sætter Klik paa din Moders Søn. 21 Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne. 22 Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som trier. 23 Den, som ofrer Taksigelse, han ærer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds Frelse.

Psalms 51:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David, 2 der Profeten Nathan var kommen til ham, efter at han var gaaet ind til Bathseba. 3 Gud! vær mig naadig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed. 4 To mig vel af min Misgerning og rens mig fra min Synd; 5 thi mine Overtrædelser kender jeg, og min Synd er altid for mig. 6 Imod dig, imod dig alene har jeg syndet og gjort det onde for dine Øjne, paa det du skal være retfærdig, naar du taler, voere ren, naar du dømmer. 7 See, jeg er født i Skyld, og min Moder har undfanget mig i Synd. 8 Se, til Sandhed i det inderste Hjerte har du Lyst; Visdommen i Hjertedybet lære du mig! 9 Rens mig fra Synd med Isop, saa jeg bliver ren; to mig, saa jeg bliver hvidere end Sne. 10 Lad mig høre Fryd og Glæde; lad de Ben fryde sig, som du har sønderstødt. 11 Skjul dit Ansigt for mine Synder og udslet alle mine Misgerninger! 12 Gud! skab mig et rent Hjerte og forny en stadig Aand inden i mig. 13 Bortkast mig ikke fra dit Ansigt og tag ikke din Helligaand fra mig! 14 Giv mig igen at glædes over din Frelse og ophold mig med en villig Aand! 15 Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skulle omvende sig til dig. 16 Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud! saa skal min Tunge synge med Fryd om din Retfærdighed. 17 Herre! oplad mine Læber, saa skal min Mund kundgøre din Pris. 18 Thi du har ikke Lyst til Slagoffer, ellers vilde jeg give dig det; til Brændoffer har du ikke Behagelighed. 19 Ofre for Gud er en sønderbrudt Aand; et sønderbrudt og sønderstødt Hjerte skal du, o Gud! ikke fortabte. Gør vel imod Zion efter din Velbehagelighed, byg Jerusalems Mure, da vil du have Lyst til Retfærdigheds Ofre, Brændofre og Helofre; da skulle de ofre Øksne paa dit Alter.

Psalms 52:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Undervisning af David, 2 der Edomiteren Drog kom med Underretning til Saul og sagde til ham: David er kommen i Akimeleks Hus. 3 Hvorfor roser du dig af Ondskab, du vældige? Guds Miskundhed varer den ganske Dag. 4 Paa idel Skade arbejder din Tunge, som en skærpet Ragekniv, du, som øver Svig! 5 Du elsker ondt mere end godt, Løgn fremfor at tale Retfærdighed. Sela. 6 Du elsker alle fordærvelige Ord, du svigefulde Tunge! 7 Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela. 8 Og de retfærdige skulle se det og frygte og spotte over ham og sige: 9 Se der den Mand, som ikke holdt Gud for sin Styrke, men forlod sig paa sin megen Rigdom, blev stærk ved sin Ondskab! Men jeg er som et grønt Olietræ i Guds Hus; jeg forlader mig paa Guds Miskundhed evindelig og altid. Jeg vil takke dig evindelig, thi du gjorde det; og jeg vil bie efter dit Navn thi det er godt i Paasyn af dine hellige.

Psalms 53:1-150:6

1 Til Sangniesteren; til "Makalath" en Undervisning af David. 2 En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig og vederstyggelig er deres onde Gerning; der er ingen, som gør godt. 3 Gud saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var en forstandig, nogen, som søgte Gud. 4 Enhver er afvegen, de ere fordærvede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een. 5 Have de ikke kendt det, de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Gud. 6 Den Gang frygtede de saare, hvor intet var at frygte; thi Gud spredte Benene af dem, som lejrede sig imod dig; du gjorde dem til Skamme, thi Gud havde forkastel dem. Gid der fra Zion kom Frelse for lsrael; naar Gud tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.

Psalms 54:1-150:6

1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning af David, 2 der Sifiterne kom og sagde til Saul: Har David ikke skjult sig hos os? 3 Frels mig, Gud! ved dit Navn og beskik mig Ret ved din Magt. 4 Gud! hør min Bøn, vend øren til min, Munds Tale. 5 Thi fremmede staa op imod mig, og Voldsmænd søge efter mit Liv; de have ikke Gud for Øje. Sela. 6 Se, Gud hjælper mig; Herren er iblandt dem, som opholde min Sjæl. 7 Han skal betale mine Fjender det onde; udryd dem ifølge din der det onde; udryd dem ifølge din Sandhed! Jeg vil ofre dig frivilligt Offer; jeg vil takke dit Navn, HERRE! thi det er godt. Thi han friede mig af al Nød, og mit Øje saa sin Lyst paa mine Fjender.

Psalms 55:1-150:6

1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning, af David. 2 Gud! vend Øren til min Bøn og skjul dig ikke for min ydmyge Begæring. 3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg vil overlade mig til min Klage og hyle 4 over Fjendens Røst, over den ugudeliges Undertrykkelse; thi de vælte Uret paa mig og hade mig i Vrede. 5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dadens Rædsler ere faldne paa mig. 6 Frygt og Bæven kom over mig, og Gru lægger sig over mig. 7 Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og fæste Bo. 8 Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela. 9 Jeg vilde haste til et Tilflugtssted for mig, fra Hvirvelvinden og Stormen. 10 Herre! opslug dem, gør deres Tunger uens; thi jeg har set Vold og Trætte i Staden. 11 Dag og Nat omringe de den paa dens Mure, og Uret og Møje er inden i den. 12 Ondskab hersker inden i den og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade. 13 Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig; ellers maatte jeg lære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham; 14 men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min, Ven og min Kynding. 15 Vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren. 16 Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste. 17 Jeg vil raabe til Gud, og HERREN skal frelse mig. 18 Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst. 19 Han har forløst min Sjæl i Fred fra Striden imod mig; thi de vare i Mængde mig imod. 20 Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig - Sela - efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud. 21 Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt. 22 Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Sværd. 23 Kast din Sag paa HERREN, og han skal forsørge mig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes. Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig.

Psalms 56:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til "den stumme Due i det fjerne" af David; "et gyldent Smykke", der Filisterne havde grebet ham i Gath. 2 Gud! vær mig naadig; thi et Menneske søger at opsluge mig, Stridsmanden trænger mig den ganske Dag. 3 Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig. 4 Naar jeg gribes af frygt, stoler jeg paa dig; 5 Paa den Dag, jeg frygter, forlader jeg mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad kan Kød gøre mig? 6 Den ganske Dag fordreje de mine Ord; alle deres Tanker ere imod mig til det Spyd og Pile, og hvis onde. 7 De holde sig sammen, de skjule sig, de tage Vare paa mine Fodspor, ligesom de have tragtet efter mit Liv. 8 Skulde de undkomme ved deres Uretfærdighed? Gud! nedstød disse Folk i Vrede! 9 Du har talt mine Landflygtighedsdage; gem mine Taarer i din Flaske; staa de ikke i din Bog? 10 Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette ved jeg, at du er min Gud. 11 I Gud vil jeg prise Ordet; i HERREN vil jeg prise Ordet. 12 Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gøre mig? 13 Gud! Løfter til dig hvile paa mig, med Taksigelse vil jeg betale dig. Thi du friede min Sjæl fra Døden, ja, mine Fødder fra Fald, at jeg skal vandre for Guds Ansigt i de levendes Lys.

Psalms 57:1-150:6

1 Til Sangmesteren; "fordærv ikke"; af David; "et gyldent Smykke" der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen. 2 Gud! vær mig naadig, vær mig naadig; thi min Sjæl forlader sig paa dig, og under dine Vinger: Skygge søger jeg Ly, indtil al Ulykken er gaaet over. 3 Jeg vil raabe til Gud, den Højeste, til den Gud som udfører min Sag. 4 Han skal sende fra Himmelen og frelse mig den, som vilde opsluge mig, haaner: Sela. Gud skal sende sin Miskundhed og sin Sandhed. 5 Mig Sjæl er iblandt øver, jeg maa ligge imellem dem, som sprude Ild Menneskens Børn, hvis Tænder er Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Sværd. 6 Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden! 7 De stilled Garn for mine Trin, min Sjæl nedbøjede sig de grove en Grav for mit Ansigt, de faldt selv midt i den. Sela. 8 Gud! mit Hjerte er trøstigt, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lege paa Harpe. 9 Vaagn op, min Ære! vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden. 10 Herre! jeg vil takke dig iblandt Folkene; jeg vil lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer. 11 Thi din Miskundhed er stor indtil Himlene og din Sandhed indtil Skyerne. Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden.

Psalms 58:1-150:6

1 Til Sangmesteren; "fordærv ikke" af David; "et gyldent Smykke". 2 Mon I virkelig, ved at være stumme, tale Retfærdighed, dømme detVished, I Menneskens Børn 3 Nej, I øve Uretfærdigheder i Hjertet; I veje eders Hænders Voldsdaad ud i Landet. 4 De ugudelige ere affaldne fra Moders Liv af; de, som tale Løgn, fore vild fra Moders skød. 5 De have Gift lig en Slanges Gift; de ere som en døv Øgle; der stopper sit Øre, 6 at den ikke skal høre paa deres Røst, som besværge, paa Manerens, som er udlært til at mane. 7 Gud! bryd deres Tænder i deres Mund; HERRE! knus de unge Løvers Kindtænder! 8 Lad dem henflyde som Vand, der løber bort; naar en skyder med sine Pile, da være disse som sløvede! 9 Lad dem være som en Snegl, der opløses, idet den gaar, som en Kvindes utidige Foster, som de, der ikke have set Solen. 10 Førend eders Gryder kunne fornemme Ilden af Tornebusken, skal Stomen hvirvle det bort, hvad enten det er frisk eller i Brand. 11 Den retfærdige skal glæde sig, fordi han har set Hævnen; han skal to sine Trin i den ugudeliges Blod. Og Mennesker skulle sige: Den retfærdige har dog Frugt; der er dog en Gud, som dømmer paa Jorden.

Psalms 59:1-150:6

1 Til Sangmesteren; "fordærv ikke"; af David; "et gyldent Smykke"; der Saul sendte hen, og de toge Vare paa Huset for at han ham ihjel. 2 Min Gud! fri mig fra mine Fjender, sæt mig paa et højt Sted imod dem, som staa op imod mig. 3 Fri mig fra dem, som gøre Uret, og frels mig fra blodgerribe Mænd! 4 Thi se, de lure efter min Sjæl, de stærke holde sammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o HERRE! 5 Uden min Skyld storme de frem og stille sig op; vaagn op at møde mig og se til! 6 Ja, du, HERRE, Gud Zebaoth! Israels Gud, vaagn op at hjemsøge alle Hedningerne! vær ingen naadig af alle de troløse Niddinger! Sela. 7 De komme igen imod Aftenen, de tude som Hunde og løbe omkring i Staden. 8 Se, de udgyde Ord af deres Mund, der er Sværd paa deres Læber; thi "hvo hører det?" 9 Men du, HERRE! du ler ad dem, du spotter alle Hedrlingerne. 10 Imod hans Styrke vil jeg vogte paa dig, thi Gud er min Befæstning. 11 Gud, som beviser mig Miskundhed, skal komme mig i Møde; Gud skal lade mig se med Lyst paa mine Fjender. 12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk ikke skal glemme det; lad dem vanke hid og did for din Magt, og lad dem styrte, Herre, vort Skjold. 13 Deres Læbers Ord er Synd i deres Mund; lad dem gribes i deres Hovmod og for den Forbandelse og Løgn, som de udsige. 14 Gør Ende paa dem i din Vrede, gør Ende paa dem, at de ikke ere mere til; og de skulle vide, at Gud er den, som hersker i Jakob indtil Jordens Ender. Sela. 15 Og de skulle komme igen om Aftenen, tude som Hunde og løbe omkring i Staden. 16 De skulle vanke hid og did efter; Fode og overnatte, uden at de blive mætte. 17 Men jeg vil synge om din Styrke, jeg vil synge med Fryd om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Befæstning og en Tilflugt paa min Nøds Dag. Min Styrke! for dig vil jeg synge, thi Gud er min Befæstning, Gud; som beviser mig Miskundhed.

Psalms 60:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til Susan-Eduth; af David; "et gyldent Smykke"; til at læres; 2 der han stred med Mesopotamierne og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, tolv Tusinde. 3 Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har været vred; vend om til os igen! 4 Du har bragt Jorden til at skælve, du har sønderslidt den, læg dens Brøst; thi den ryster. 5 Du lod dit Folk se haarde Ting; du gav os Vin at drikke, saa at vi tumlede. 6 Men nu har du givet dem, som dig frygte; et Banner, som hæver sig for Sandhedens Skyld (Sela), 7 paa det dine elskelige maa udfries; saa frels med din højre Haand og bønhør os! 8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal. 9 Mig hører Gilead til, og mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn; Juda er min Herskerstav. 10 Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland! 11 Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig indtil Edom? 12 Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.

Psalms 61:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til Strengeleg; af David. 2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn! 3 Jeg raaber til dig fra Landets Ende, naar mit Hjerte forsmægter; paa en Klippe, som ellers bliver mig for høj, fører du mig op. 4 Thi du har været min tilflugt og et stærkt Taarn imod Fjenden. 5 Jeg vil bo i dit Paulun i al Evighed, jeg vil søge Ly under dine Vingers Skjul. Sela. 6 Thi du, Gud! har hørt mine Løfter, du har givet mig Arv med dem, som frygte dit Navn. 7 Du vil Iægge Dage til Kongens Dage, hans Aar blive som fra Slægt til Slægt! 8 Han sidde evindelig for Guds Ansigt; beskik Miskundhed og Sandhed til at bevare ham! Saa vil jeg lovsynge dit Navn til evig Tid, at jeg kan betale mine Løfter fra Dag til Dag.

Psalms 62:1-150:6

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David. 2 Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse. 3 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget. 4 Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød? 5 Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. Sela. 6 Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning. 7 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes. 8 Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud. 9 Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela. 10 Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe. 11 Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil! 12 Een Gang har Gud talt, ja, to Gange; hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.

Psalms 63:1-150:6

1 En Psalme af David, der han var i Judas Ørk. 2 Gud! du er min Gud, jeg vil søge aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kød længes efter dig udi et tørt og vansmægtende Land, hvor intet Vand er. 3 Saaledes saa jeg dig i Helligdommen for at beskue din Magt og din Ære. 4 Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig. 5 Saaledes vil jeg love dig i mine Livsdage; jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn. 6 Min Sjæl skal mættes som af det fede og kraftige Maaltid, og min Mund skal love dig med frydefulde Læber. 7 Naar jeg kommer dig i Hu paa mit Leje, vil jeg tænke paa dig i Nattevagterne. 8 Thi du har været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synbe med Fryd. 9 Min Sjæl hang efter dig, din højre Haand holdt paa, mig. 10 Men de søge efter mit Liv til deres egen ødelæggelse; de skulle komme i Jordens nederste Dybder. 11 Man skal give dem Sværdet i Vold, de skulle vorde Ræves Del. Men Kongen skal glædes i Gud hver den, som sværger ved ham, skal rose sig; thi deres Mund skal stoppes, som tale Løgn.

Psalms 64:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. 2 Gud! hør min Røst. i min Klage, bevar mit Liv fra Fjendens frygtelige Magt. 3 Skjul mig for de ondes lønlige Raad, for deres Forsamling, som gøre Uret, 4 som skærpe deres Tunge som et Sværd; de skyde deres Pil, det bitre Ord, 5 for i Skjul at skyde den retsindige; hastelig skyde de paa ham og frygte ikke. 6 De styrke sig i deres onde Handel, de fortælle, hvorledes de ville skjule Snarer; de sige: Hvo kan se dem? 7 De udtænke Misgerninger, de fuldkomme, hvad de nøje udtænke: Ja, enhvers Inderste og Hjerte er et Dyb. 8 Men Gud skyder paa dem; Pilen kommer hastigt, den bliver deres Saar. 9 Og de skulle falde for deres Tunges Skyld; hver, som ser paa dem, skal fly langt bort. 10 Og alle Mennesker skulle frygte og forkynde Guds Gerning og forstaa, at det er hans Værk. Den retfærdige skal glædes i HERREN og forlade sig paa ham; og alle oprigtige i Hjertet skulle prise sig lykkelige.

Psalms 65:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David; en Sang. 2 Gud! man lover dig i det stille i Zion; og dig skal betales Løfte. 3 Du, som hører Bønnen; hen til dig tyr alt Kød. 4 Misgerningerne ere blevne mig for svare; vore Overtrædelser, dem ville du sone! 5 Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa bo i dine Forgaarde; vi skulle mættes med dit Hus's Gode, i dit Tempels Helligdom. 6 Forfærdelige Ting skal du, vor Frelses Gud, svare os i Retfærdighed, du, som er en Fortrøstning for den hele vide Jord og Havet i det fjerne. 7 Han gør Bjergene faste ved sin Kraft, han er omgjordet med Vælde; 8 han stiller Havets Brusen, dets Bølgers Brusen derudi og Folkenes Bulder. 9 Og de, som bo ved det yderste, frygte for dine Tegn; du fylder Morgenens og Aftenens Frembrud med Jubel. 10 Du har besøgt Jorden og givet den Overflod, du gør den meget rig; Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dem Korn, thi dertil gør du Jorden skikket. 11 Du vander dens Furer, du nedtrykker det pløjede; du gør den blød med Regn, du velsigner dens Grøde. 12 Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme. 13 Græsgangene i Ørken dryppe, og Højene ere omgjordede med Fryd. Engene ere klædte med Faarehjorde, og Dalene ere skjulte med Korn; de juble, ja de synge.

Psalms 66:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden! 2 Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris. 3 Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig. 4 Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. Sela. 5 Gaar hen og ser Guds Værk; han er forfærdelig i Gerning imod Menneskens Børn. 6 Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glædede vi os i ham. 7 Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. Sela. 8 I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris! 9 Han holder vor Sjæl i Live og lader ikke vor Fod snuble. 10 Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret. 11 Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder. 12 Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges. 13 Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter, 14 dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest. 15 Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela. 16 Kommer hid, hører til, alle I, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl. 17 Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge. 18 Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig. 19 Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst. 20 Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!

Psalms 67:1-150:6

1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Psalme, en Sang. 2 Gud være os naadig og velsigne os; lade sit Ansigt lyse for os (Sela), 3 at man maa kende din Vej paa Jorden, din Frelse iblandt alle Hedninger! 4 Dig skulle Folkestammerne prise, o Gud! dig skulle Folkestammerne prise alle tilsammen. 5 Folkeslag skulle glæde sig og synge med Fryd; thi du dømmer Folkestammer med Ret, og Folkeslag paa Jorden dem fører du. Sela. 6 Dig skulle Folkestammerne prise, o Gud! dig skulle Folkestammerne prise alle tilsammen. 7 Landet har givet sin Grøde; Gud, vor Gud, vil velsigne os. Gud vil velsigne os, og alle Jordens Grænser skulle frygte ham.

Psalms 68:1-150:6

1 Til Sangmesteren, af David; en Psalme, en Sang. 2 Gud staar op, hans Fjender adspredes, og de, som hade ham, fly For hans Ansigt. 3 Som Røg driver bort, vil du bortdrive dem; som Voks smelter for Ild, skulle de ugudelige omkomme for Guds Ansigt. 4 Men de retfærdige skulle glædes de skulle fryde sig for Guds Ansigt og juble med Glæde. 5 Synger for Gud, lovsynger hans Navn, baner Vej for ham, som farer frem igennem Ørkenen; HERREN er hans Navn, og fryder eder for hans Ansigt. 6 Faderløses Fader og Enkers Dom, mer er Gud i sin hellige Bolig. 7 Gud lader de enlige bo i Huse llan udfører de bundne i Frihed; kun de genstridige bo i det fortørrede Land. 8 Gud! da du drog ud foran dit Folk, da du skred frem gennem Ørkenen (Sela.): 9 Da bævede Jorden og Himlene dryppede for Guds Ansigt, hint Sinaj! for Guds, Israels Guds Ansigt. 10 En Regn af Gaver lod du strømme ned, o Gud! din Arv, som var træt, styrkede du. 11 Din Hjord bosatte sig i Landet, du beredte det, Gud! for den elendige ved din Godhed. 12 Herren lader Ordet udgaa; de Kvinder, som bringe glad Budskab, ere en stor Hær. 13 Hærskarernes Konger fly de fly; og hun, som bor i Huset, uddeler Bytte. 14 Naar I ligge mellem Foldene, er det som en Dugs Vinger, skjulte med Sølv, og hvis Vingefjedre ere indsprængte med Guldets gyldengrønne Glans. 15 Naar den almægtige spreder Konger derudi, da falder der Sne paa Zalmon. 16 Et Guds Bjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med mange Tinder er Basans Bjerg. 17 Hvorfor se I Bjerge med de mange Tinder med Avind til det Bjerg, som Gud havde Lyst at bo paa? ja, HERREN vil bo derpaa evindelig. 18 Guds Vogne ere to Gange ti Tusinde, tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem som paa Sinaj i Hellighed. 19 Du opfór i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o HERRE, o Gud! 20 Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela. 21 Vi have en Gud, som er en Gud til Frelse, og hos den HERRE, Herre ere Udgange fra Døden. 22 Men Gud skal knuse sine Fjenders Hoved, dens haarrige Isse, som vandrer frem i sin Skyld. 23 Herren sagde: Jeg vil føre dem tilbage fra Basan, jeg vil føre dem tilbage fra Havets Dybheder, 24 paa det din Fod maa vade i Blod, og dine Hundes Tunge faa sin Del af Fjenderne. 25 Gud! de saa dine Tog, min Guds, min Konges Tog i Hellighed. 26 Foran gik Sangerne, bagefter de, som legede paa Strengeleg, midt imellem Pigerne, som sloge paa Tromme. 27 Lover Gud i Forsamlingerne; lover HERREN, I, som ere af Israels Kilde! 28 Der er Benjamin, den lille, der herskede over dem, Judas Fyrster, som stenede dem, Sebulons Fyrster, Naftalis Fyrster. 29 Din Gud har befalet dig at være stærk; styrk, o, Gud! det, du har gjort os. 30 Fra dit Tempel i Jerusalem skulle Konger fremføre dig Gave. 31 Skæld paa Dyret iblandt Rørene, de stærke Øksnes Hob med Folkekalvene, som nedkaste sig med Sølvstykker; han adspredte Folkene, som have Lyst til Strid. 32 Fyrster skulle komme fra Ægypten; Morland skal hastelig udstrække sine Hænder til Gud. 33 I Riger paa Jorden! synger for Gud, lovsynger Herren (Sela), 34 ham, som farer i Himlenes Himle, som ere fra fordums Tid, se, han udgiver sin Røst, den mægtige Røst. 35 bliver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfærdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet være Gud!

Psalms 69:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David. 2 Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. 3 Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. 4 Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. 5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. 6 Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. 7 Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, HERRE Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. 8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. 9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. 10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaarle, ere faldne paa mig. 11 Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. 12 Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. 13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. 14 Men jeg henflyr med min Bøn til dig, HERRE! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! 15 Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! 16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig! 17 Bønhør mig, HERRE! thi din miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! 18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! 19 Hold; dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! 20 Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. 21 Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og var ingen, og paa jeg fandt ikke nogen. 22 Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst. 23 Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge. 24 Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave! 25 Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem! 26 Peres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte. 27 Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret. 28 Læg Skyld til deres Skyld og lad dem ikke komme til din Retfærdighed! 29 Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige! 30 Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig. 31 Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham; med Taksigelse. 32 Og det skal bedre behage HERREN end en ung Okse med Horn og Klove. 33 De sagtmodige have set det de skulle glæde sig; I, som søge Gud - og eders Hjerte leve op! 34 Thi HERREN hører de fattige og foragter ikke sin bundne. 35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi! 36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.

Psalms 70:1-150:6

1 Til Sangmesteren; af David; "til Ihukommelse". 2 Gud! kom at fri mig; HERRE! skynd dig at hjælpe mig! 3 Lad dem blues og blive beskæmmede, som søge efter mit Liv; lad dem vige tilbage og blive til Skamme, som have Lyst til min Ulykke. 4 Lad dem vende tilbage for deres Skændsels Skyld, de, som sige: Ha, ha! 5 Lad dem frydes og glædes i dig, alle de, som søge dig; lad dem, som elske din Frelse, altid sige: Gud være storlig lovet! Men jeg er elendig og fattig; Gud! skynd dig til mig; du er min Hjælp, og den, som udfrier mig; HERRE! tøv ikke!

Psalms 71:1-150:6

1 HERRE! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig! 2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit øre til mig og frels mig! 3 Vær mig en Klippe til Bolig hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning. 4 Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker. 5 Thi du er min Fortrøstning; Herre, HERRE! du er min Tillid fra min Ungdom af. 6 Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig. 7 Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid. 8 Lad min Mund fyldes med din Lovsang, don ganske Dag med din Pris. 9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar! 10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre, 11 sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier. 12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig! 13 Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som, søge min Ulykke. 14 Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre. 15 Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa. 16 Jeg vil komme frem med Herrens, HERRENS vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdiahed, din alene. 17 Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger. 18 Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal. 19 Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du? 20 Du, som har ladet mig se mange Angester vg Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde. 21 Gør min Herlighed stor og trøst mig igen! 22 Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel! 23 Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja; min Sjæl, som du har genløst. 24 Og min runge skal tale den banske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til SkamMe, som søge min Ulykke:

Psalms 72:1-150:6

1 Af Salomo. Gud! giv Kongen dine Domme og Kongens Søn din Retfærdighed, 2 at han kan dømme dit Folk med Retfærdighed og dine elendige med Retvished. 3 Lad Bjergene bære Fred for Folket og Højene ligesaa ved Retfærdigheden. 4 Han skal skaffe de elendige iblandt Folket Ret, han skal frelse den fattiges Børn og knuse Voldsmanden. 5 De skulle frygte dig, saa længe Solen er til, og saa længe Maanen lyser, fra Slægt til Slægter. 6 Han stige ned som Regn paa den slaaede Eng, som Draaber, der væde Jorden! 7 I hans Dage blomstre den retfærdige og megen Fred, indtil Maanen ikke er mere! 8 Og han regerer fra Hav til Hav, og fra Floden indtil Jordens Ende! 9 De, som bo i Ørken, skulle bøje sig for hans Ansigt, og hans Fjender skulle slikke Støv. 10 Konger fra Tarsis og Øerne skulle bringe Skænk! Konger fra Skeba og Seba skulle fremføre Gave. 11 Og alle Konger skulle tilbede for ham; alle Hedninger skulle tjene ham. 12 Thi han skal fri den fattige, som raaber, samt den elendige, som inben Hjælper har. 13 Han skal spare den ringe og fattige og frelse de fattiges Sjæle. 14 Han skal udløse deres Sjæl fra Undertrykkelse og fra Vold, og deres Blod skal være dyrebart for hans Øjne. 15 Og de skulle leve og give ham af Skebas Guld og altid bede for ham, love ham den ganske Dag. 16 Der vorde Overflod af Korn i Landet paa Bjergenes Top; dets Frugt suse som Libanon, og Folk blomstre frem af Staden som Urter paa Jorden! 17 Hans Navn blive evindelig; saa længe Solen lyser, forplante sig hans Navn, og de skulle velsigne sig selv i ham, alle Hedninger skulle prise ham salig! 18 Lovet være den HERRE Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting! 19 Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen! 20 Davids, Isajs Søns Bønner have Ende.

Psalms 73:1-150:6

1 En Psalme af Asaf. Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet. 2 Men jeg nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud. 3 Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel. 4 Thi der findes intet Band for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt. 5 De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker. 6 Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke. 7 Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang. 8 De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de. 9 De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden. 10 Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem. 11 Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste? 12 Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods. 13 Kun forgæves har jeg. renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed. 14 Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen. 15 Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt. 16 Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne, 17 indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt. 18 Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges. 19 Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne. 20 De ere ligesom en Drøm; naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede. 21 Da mit Hjerte var bittert, og; det stak mig i mine Nyrer, 22 var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr fordi; 23 Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand. 24 Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære. 25 Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden. 26 Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig. 27 Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig. 28 Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, HERRE, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.

Psalms 74:1-150:6

1 En Undervisning; af Asaf. Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord. 2 Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa. 3 Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen. 4 Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn. 5 Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene. 6 Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre. 7 De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden. 8 De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet. 9 Vi se ikke: vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, soin ved, hvor længe det skal vare. 10 Gud! hvor længe skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig? 11 Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem! 12 Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden. 13 Du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Havuhyrernes Hoveder i Vandene. 14 Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise. 15 Du lod Kilde og Bæk bryde frem, du udtørrede de altid rindende Floder. 16 Dagen. hører dig til, Natten hører dig ogsaa til, du har beredt Lys og Sol. 17 Du har sat alle Jordens Grænser; Sommer og Vinter, dem har du beskikket. 18 Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede HERREN, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn. 19 Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine elendiges Liv evindelig! 20 Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger. 21 Lad den ringe ikke vende beskæmmet tilbage, lad den elendige og fattige love dit Navn! 22 Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag. 23 Glem ikke dine Fjenders Røst, dine Modstanderes Bulder, som stiger altid op.

Psalms 75:1-150:6

1 Til Sangmesteren; "fordærv ikke" en Psalme af Asaf, en Sang. 2 Vi takke dig, Gud! vi takke, og nær er dit Navn; man fortæller dine underfulde Gerninger. 3 Thi "jeg vil gribe den bestemte Tid, jeg vil dømme med Retfærdighed. 4 Hensmeltede end Jorden og alle dens Beboere, jeg har dog sat dens Piller fast". Sela. 5 Jeg sagde til Daarerne: Værer ikke Daarer! og til de ugudelige: Opløfter ikke Horn! 6 Opløfter ikke eders Horn imod det høje, taler ej med knejsende Nakke! 7 Thi Ophøjelse kommer ikke af Øster eller af Vester, ej heller af Ørken; 8 men Gud er den, som dømmer; han nedtrykker den ene og ophøjer den anden. 9 Thi der er et Bæger i HERRENS Haand med skummende Vin; det er fuldt af blandet Vin, og han skænker ud deraf; men Bærmen deraf maa de indsuge og drikke, alle de ugudelige paa Jorden. 10 Og jeg vil forkynde det evindelig; jeg vil lovsynge Jakobs Gud. Og jeg vil afhugge alle de ugudeliges Horn; men den retfærdiges Horn skal ophøjes.

Psalms 76:1-150:6

1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Psalme af Asaf, en Sang. 2 Gud er kendt i Juda, hans Navn er stort i Israel, 3 og hans Paulun var i Salem, og hans Bolig i Zion. 4 Der sønderbrød han Buens Lyn, Skjold og Sværd og Krig. Sela. 5 Du straaler i Glans og Hellighed fra de paa Bytte rige Bjerge. 6 De stolte af Hjerte bliv plyndrede, de slumre deres Søvn; og ingen af Stridsmændene fandt Magt i deres Hænder. 7 For din Trusel, Jakobs Gud! er baade Hest og Vogn falden i den dybe Søvn. 8 Du, ja, dil er forfærdelig, og hvo kan bestaa for dit Ansigt, saa snart som du bliver vred? 9 Du lod høre Dom fra Himmelen; Jorden frygtede og blev stille, 10 da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de sagtmodige paa Jorden. Sela. 11 Thi et Menneskes Vrede bereder dig Pris; hvad der bliver tilovers af Vreden, omgjorde du dig med. 12 Gører Løfte og betaler HERREN, eders Gud det; alle I, som ere omkring ham, skulle bringe ham, den forfærdelige, Gave. Han borttager Fyrsternes Mod, han er forfærdelig for Kongerne paa Jorden.

Psalms 77:1-150:6

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf. 2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig! 3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste. 4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela. 5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke. 6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar. 7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. 8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere? 9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt? 10 Har Gud glemt at være naadig eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela. 11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand. 12 Jeg vil komme HERRENS Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu. 13 Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter. 14 Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud? 15 Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene. 16 Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. Sela. 17 Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede. 18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile foore frem. 19 Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede. 20 Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.

Psalms 78:1-150:6

1 En Undervisning; af Asaf. Mit Folk! vend dine øren til min Lære, bøjer eders øren til min Munds Tale! 2 Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde morke Taler fra fordums Tid, 3 dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os. 4 Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde HERRENS megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort. 5 Saadan oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hv ilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn, 6 paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn, 7 og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud; 8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud. 9 Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag. 10 De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov. 11 Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se. 12 For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark. 13 Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge. 14 Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys. 15 Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb. 16 Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder. 17 Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken. 18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst. 19 Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken? 20 Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk? 21 Derfor, da HERREN hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel, 22 fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse. 23 Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre. 24 Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn. 25 Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse. 26 Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke. 27 Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand. 28 Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger. 29 Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til. 30 De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund: 31 Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog noble iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel. 32 Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger. 33 Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse. 34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. 35 Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser. 36 Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger. 37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt. 38 Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem. 39 Og han kom i Hu, at de vare Kød, at Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage. 40 Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder. 41 Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel. 42 De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød; 43 da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark; 44 da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem; 45 og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse; 46 og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde; 47 han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker; 48 og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene; 49 han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud; 50 bo han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten; 51 og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte 52 men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden; 53 og han ledede dem tryggelig, at de ikke frygtede; men Havet skjulte deres Fjender. 54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet; 55 og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte. 56 Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd. 57 Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue. 58 Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder. 59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. 60 Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene. 61 Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand. 62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv. 63 Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang. 64 Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke. 65 Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin. 66 Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam. 67 Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme; 68 men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede. 69 Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig. 70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne; 71 fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv. 72 Og han vogtede dem efter sit hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

Psalms 79:1-150:6

1 En Psalme, af Asaf. Gud! Hedningerne have brudt ind i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de have gjort Jerusalem til Stenhobe. 2 De have givet dine Tjeneres døde Kroppe hen som Føde til Fuglene under Himmelen, dine helliges nød til de vilde Dyr i Landet. 3 De have udøst deres Blod som Vand trindt omkring Jerusalem, og der var ingen, som begrov dem. 4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem, som ere trindt omkring os, til Spot og Haan. 5 HERRE, hvor længe vil du være vred evindelig? skal din Nidkærhed brænde som en Ild? 6 Udøs din Harme over Hedningerne, som ikke kende dig, og over de Riger, som ikke paakalde dit Navn. 7 Thi man har fortæret Jakob og ødelagt hans Bolig. 8 Kom os ikke Forfædrenes Misgerninger i Hu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os i Møde, thi vi ere blevne saare ringe. 9 Hjælp os, vor Frelses Gud! for dit Navns Æres Skyld og fri os og forlod os vore Synder for dit Navns Skyld. 10 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er deres Gud? lad det kendes paa Hedningerne for vore Øjne, at dine Tjeneres Blod; som er udøst, bliver hævnet. 11 Lad den bundnes Jamren komme for dit Ansigt; hold efter din Arms Vælde dem i Live, som ere Dødens Børn. 12 Og betal vore Naboer syvfold i deres Barm deres Forsmædelse, hvormed de forhaanede dig, Herre! 13 Men vi, dit Folk og din Græsgangs Hjord ville takke dig evindelig; fra Slægt til Slægt ville vi forkynde din Pris.

Psalms 80:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til "Lillierne"; et Vidnesbyrd; af Asaf, en Psalme. 2 Du Israels Hyrde! vend dine øren hid, du, der leder Josef som en Hjord, du, som sidder over Keruber, aabenbar dig herligt! 3 Rejs din Magt for Ephraim og Benjamin og Manasse og kom os til Frelse! 4 Gud! hjælp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste! 5 HERRE, Gud Zebaoth! hvor længe har du ladet Vreden ryge uagtet dit Folks Bøn? 6 Du har bespist dem med Taarebrød og givet dem Taarer at drikke i fulde Maal. 7 Du sætter en Trætte for vore naboer, og vore Fjender spotte os. 8 Gud Zebaoth! hjælp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste. 9 Du førte en Vinstok fra Ægypten; du uddrev Hedningerne og plantede den. 10 Du ryddede for den og den lod sine Rødder rodfæstes og opfyldte Landet. 11 Bjerge bleve skjulte med dens Skygge, og dens Grene vare som Guds Cedre. 12 Den udbreder sine Grene til Havet og sine unge Kviste til Floden. 13 Hvorfor har du nedrevet Gærdet om den, saa at alle de, som gaa forbi ad Vejen, plukke i den? 14 Svinet fra Skoven roder om den, og vilde Dyr paa Marken afæde den. 15 Gud Zebaoth! vend dog om; sku ned af Himmelen og se til og besøg denne Vinstok 16 og den Pode, som din højre Haand plantede, og den Søn, som du gjorde stærk for dig. 17 Den er brændt med Ild, den er omhugget; de omkomme for dit Ansigts Trusel. 18 Lad din Haand være over din højre Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du gjorde stærk for dig. 19 Saa ville vi ikke vige fra dig; lad du os leve, og vi ville paakalde dit Navn. HERRE, Gud Zebaoth; hjælp os op igen, lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.

Psalms 81:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til Githith; af Asaf. 2 Synger med Fryd for Gud, vor Styrke, raaber med Glæde for Jakobs Gud! 3 Istemmer Lovsang, og giver Trommen, den liflige Harpe med Psalten hid. 4 Blæser i Trompeten ved Nymaane, ved Fuldmaane, til vor Højtidsdag! 5 Thi den er en Skik i Israel, en Lov for Jakobs Gud. 6 Den satte han til et Vidnesbyrd i Josef, der han drog ud imod Ægyptens Land; jeg hørte en Røst, som jeg ikke kendte: 7 Jeg tog Byrden bort fra hans Skuldre, hans Hænder bleve befriede fra Bære kurven. 8 Du paakaldte i Nøden, og jeg udfriede dig; jeg bønhørte dig fra Tordenskyens Skjul, jeg prøvede dig ved Meriba Vande. Sela. 9 Hør, mit Folk! og jeg vil vidne imod dig; Israel! gid du vilde høre mig. 10 Der skal ingen fremmed Gud være hos dig; og du skal ikke tilbede andre Folks Gud. 11 Jeg er HERREN din Gud, sta førte dig op fra Ægyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den. 12 Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig. 13 Og jeg lod dem fare i deres Hjertes Stivhed; de vandrede efter deres egne Raad. 14 Gid mit Folk vilde høre mig! gid Israel vilde vandre paa mine Veje! 15 Da vilde jeg om et lidet ydmyge deres Fjender og vende min Haand imod deres Modstandere. 16 De, som hade HERREN, skulde smigre for det, og deres Tid skulde vare evindelig. Og jeg skulde bespise det med den bedste Hvede, da, jeg vilde mætte dig med Honning af en Klippe.

Psalms 82:1-150:6

1 En Psalme; af Asaf. Gud staar i Guds Menighed; han dømmer midt iblandt Guder. 2 Hvor længe ville I dømme Uret og anse de ugudeliges Personer? Sela. 3 Straffer den ringe og den faderløse Ret; hjælper den elendige og den arme til Retfærdighed! 4 Redder den ringe og den fattige; udfrier ham af de ugudeliges Haand! 5 De skønne ikke og forstaa ikke, de vandre i Mørke; alle Jordens Grundpiller ryste. 6 Jeg har sagt: I ere Guder, og I ere alle den Højestes Sønner. 7 Men I skulle dø som Mennesker, og som en af Fyrsterne skulle I falde. 8 Gud! gør dig rede, døm Jorden; thi du skal tage Arv iblandt alle Hedninger.

Psalms 83:1-150:6

1 En Sang; en Psalme, af Asaf. 2 Gud! ti du ikke; vær ikke tavs og hold rlig ikke stille, o Gud! 3 Thi se, dine Fjender larme, og dine Avindsmænd have opløftet Hovedet. 4 De oplægge træskelig hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaa imod dem, som sidde under dit Skjul. 5 De have sagt: Kommer og lader os udslette dem af Folkenes Tal; og Israels Navn skal ikke yderlere ihukommes. 6 Thi du have i Hjertet raadslaget med hverandre; de gøre en Pagt imod dig: 7 Edoms Telte og Ismæliterne, Moabiterne og Hagarenerne, 8 Cebal og Ammon og Amalek, Filisterne med Indbyggerne i Tyrus. 9 Assyrien har ogsaa sluttet sig til dem, de ere blevne Lots Børns Arm. Sela. 10 Gør imod dem som imod Midianiterne, som imod Sisera, som imod Jabin ved Kisons Bæk, 11 hvilke bleve ødelagte ved Endor, bleve til Gødning for Marken. 12 Lad det gaa dem, deres Fyrster som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste som Seba og som Zalmuna, 13 dem, som have sagt: vi ville indtage Guds Boliger til Ejendom. 14 Min Gud! lad dem hvirvle om som et Hjul, som Avner for Vejret. 15 Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene, 16 saa forfølge du dem med din Storm og forfærde dem med din Hvirvelvind! 17 Gør deres Ansigt fuldt af Skam og lad dem søge dit Navn, o HERRE! 18 Lad dem blues og forfærdes altid og lad dem blive til Skamme og omkomme! Og lad dem kende, at du, alene, hvis Navn er HERREN, er den Højeste over al Jorden.

Psalms 84:1-150:6

1 Til Sangmesteren; til Githith; af Koras Børn, en Psalme. 2 Hvor elskelige ere dine Boliger HERRE Zebaoth! 3 Min Sjæl begærer, ja længes efter HERRENS Forgaarde; mit Hjerte og mit Kød raabe med Fryd til den levende Gud. 4 Ja Spurven har fundet et Hus og Svalen sin Rede, hvor den har lagt sine Unger: Dine Altre, HERRE Zebaoth, min Konge og min Gud! 5 Salige ere de, som bo i dit Hus, de skulle endnu love dig. 6 Saligt er det Menneske, hvis Styrke er i dig, og i hvis Hjerte de rette Veje ere. 7 Naar de gaa igennem Morbærdalen, gøre de den til Kildevæld, ja, og en Regn med Velsignelser skal bedække dem. 8 De gaa frem fra Kraft til Kraft; de ses for Gud paa Zion. 9 HERRE, Gud Zebaoth! hør min Bøn, Jakobs Gud! vend dit øre til den. Sela. 10 Gud, vort Skjold! se til og sku din Salvedes Ansigt. 11 Thi een Dag i dine Forgaarde er bedre end tusinde; jeg udvælger hellere at ligge ved Dørtærskelen i min Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte. 12 Thi Gud HERREN er Sol og Skjold; HERREN giver Naade og Ære, intet godt nægter han dem, som vandre i Oprigtighed. HERRE Zebaoth! saligt er det Menneske, som forlader sig paa dig.

Psalms 85:1-150:6

1 En Psalme. 2 HERRE! du har haft Velbehag til dit Land, du har ført Jakobs fangne Folk tilbage. 3 Du har borttaget dit Folks Misgerning, du har skjult al deres Skyld. Sela. 4 Du har draget al din Harme tilbage, du har, bortvendt din grumme Vrede. 5 Hjælp os op igen, vor Frelses Gud! og tilintetgør din Fortørnelse imod os. 6 Vil du evindelig være vred paa, os? vil du udstrsekke din Vrede fra Slægt til Slægt? 7 Vil du ikke gøre os levende igen, at dit Folk maa glæde sig i dig? 8 HERRE! lad os se din Miskundhed og giv os din Frelse. 9 Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler; thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine hellige, kun at de ikke vende tilbage til Daarlighed. 10 Ja, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Herlighed maa bo i vort Land. 11 Miskundhed og Sandhed møde hinanden; Retfærdighed og Fred kysse hinanden. 12 Sandhed vokser op af Jorden, og Retfærdighed ser ned af Himmelen. 13 Dertil skal HERREN give det gode, og vort Land give sin Grøde. Retfærdighed gaa frem for hans Ansigt og sætte sine Trin paa hans Vej!

Psalms 86:1-150:6

1 En Bøn af David. HERRE! bøje dit øre, bønhør mig, thi jeg er elendig og fattig. 2 Bevar min Sjæl; thi jeg er hellig; frels din Tjener, du min Gud! ham; forlader sig paa dig. 3 Herre! vær mig naadig; thi til dig raaber jeg den ganske Dag. 4 Glæd din Tjeners Sjæl; thi til dig, Herre, opløfter jeg min Sjæl. 5 Thi du Herre! er god og rund til at forlade og rig paa Miskundhed imod alle, som paakalcte dig. 6 HERRE! vend dit øre til Min Bøn Og giv Agt paa Min ydmyge Begæringel's Røst. 7 Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig; thi du bønhører mig. 8 Der er inæn som du iblandt Guder, Herre! og der er intet som dine Gerninger. 9 Alle Hedninger, som du har skabt, skulle komme og tilbede for dit Ansigt, Herre! og de skulle ære dit Navn. 10 Thi du er stor, og du gør underfulde Ting, du alene er Gud. 11 Lær mig, HERRE! din Vej, jeg vil vandre i din Sandhed, vend mit Hjerte imod dette ene, at frygte 12 dit Navn. Jeg vil takke dig, Herre min Gud! af mit ganske Hjerte og ære dit Navn evindelig. 13 Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl fra det dybe Dødsrige. 14 Gud! de hovmodige staa op imod mig, og Voldsmænds Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres Øjne. 15 Men du, Herre! er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed. 16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig! giv din Tjener din Styrke og frels din Tjenestekvindes Søn! 17 Gør et Tegn for mig til det gode, at de, som hade mig, maa se det og beskæmmes; thi du, HERRE! har hjulpet mig og trøstet mig.

Psalms 87:1-150:6

1 Af Koras Børn; en Psalme, en Sang: Han har grundlagt en Stad paa de hellige Bjerge. 2 HERREN Elsker Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger. 3 Der er her lige Ting sagt i dig, du Guds Stad! Sela. 4 Jeg vil nævne Rallab og Babel iblandt dem, som kende mig; se, Filisteren og Tyrieren samt Morianen: "Denne, han er født der." 5 Men til Zion skal der siges: Denne og hin er født i den, den Højeste selv skal befæste den. 6 HERREN skal tælle, naar han opskriver Folkene, og sige: Denne er født der. Sela. 7 Og de, som synge, tillige med dem, som danse, skulle sige: Alle mine Kilder ere i dig.

Psalms 88:1-150:6

1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning; af Heman, Esrahiteren. 2 HERRE, min Frelses Gud! Jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig. 3 Lad min Bøn komme for dit Allsigt, bøj dit øre til mit Raab! 4 Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget nær. 5 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft, 6 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand. 7 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder. 8 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. Sela. 9 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indeluknet og gaar ikke ud. 10 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; HERRE! Jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig. 11 Vil du vel gøre Undre for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? Sela. 12 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo? 13 Kendes vel dine Undere i Mørket eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land? 14 Men jeg har raabt til dig HERRE! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen. 15 Hvorfor, HERRE! forkaster du min Sjæl du skjuler dit Ansigt for mig. 16 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle. 17 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig. 18 Rædsler for dig have tilintetgjort omspændt mig tilsammen. Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.

Psalms 89:1-150:6

1 En Undervisning; af Ethan, Esraiteren. 2 Jeg vil synge om HERRENS Naadegerninger evindelig, jeg vil kundgøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt. 3 Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grund; fæste din Sandhed: 4 Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener: 5 evindelig vil jeg stadfæste din Sæd, og jeg har bygget din Trone fra Slægt til Slægt. Sela. 6 Og Himlene, HERRE! skulle prise din underfulde Gerning og din Sandhed i de helliges Menighed. 7 Thi hvem i Skyen kan maale sig med HERREN? hvo er HERREN lig iblandt Gudernes Børn? 8 en Gud saare frygtelig i de helliges hemmelige Raad og forfærdelig over Alle, som ere trindt omkring ham! 9 HERRE, Gud Zebaoth! hvo er som du stormægtig, o HERRE og din Sandhed er trindt omkring dig. 10 Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger rejse sig, da bringer du dem til at lægge sig. 11 Du knuste Rahab, saa den blev som den ihjelslagne, du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm. 12 Dig tilhøre Himlene, dig tilhører ogsaa Jorden, du har grundfæstet skabte 13 Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn. 14 Du har en Arm med Styrke, din Haand er stærk, din højre Haand er ophøjet. 15 Retfærdighed og Dom ere din Trones Befæstning, Miskundhed og Sandhed gaa frem for dit Ansigt. 16 Saligt er det Folk, som kender Frydesangen; HERRE! i dit Ansigts Lys vandre de. 17 I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfærdighed ophøjes de. 18 Thi du er deres Styrkes Pris, og i din Velbehagelighed ophøjer du vort Horn. 19 Thi HERREN er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge. 20 Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket. 21 Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie. 22 Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham. 23 Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham. 24 Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham. 25 Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes. 26 Og jeg vil udstrække hans Haand til Hovet og hans højre Haand til Floderne. 27 Han skal paakalde mig ng sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. 28 Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden. 29 Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal, holdes ham trolig. 30 Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare. 31 Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger, 32 dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud: 33 Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager. 34 Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed. 35 Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber. 36 Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: 37 Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig; 38 den skal befæstes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. Sela. 39 Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede. 40 Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet. 41 Du har nedrevet alle hans Mure, du har bragt ødelæggelse over hans Befæstninger. 42 Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer. 43 Du har ophøjet hans Modstanderes højre Haand, du har glædet alle hans Fjender. 44 Ja, du lader hans skarpe Sværd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen. 45 Du har ladet hans Glans høre op og kastet hans Trone til Jorden. 46 Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. Sela. 47 Hvor længe, HERRE! vil du skjule dig evindelig? hvor længe skal din Harme brænde som Ild? 48 Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn? 49 Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold? Sela. 50 Herre! hvor ere dine forrige Naadegerninger, som du tilsvor David i din Sandhed? 51 Herre! kom dine Tjeneres Forsmædelse i Hu, som jeg bærer i min Barm, den fra alle de mange Folkefærd, 52 med hvilken dine Fjender have bespottet, HERRE! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor. Lovet være HERREN evindelig! Amen, ja, amen.

Psalms 90:1-150:6

1 En Bøn af Mose, den Guds Mand. Herre! du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt. 2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, fra Evighed til Evighed er du Gud. 3 Du vender det med et Menneske, at han bliver knust og du siger: Kommer igen, I Menneskens Børn! 4 Thi tusinde Aar ere for dine Øjne som gangen, og som en Nattevagt. 5 Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Græs, der gaar bort. 6 Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres. 7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme. 8 Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys. 9 Thi alle vore Dage er svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke. 10 Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra. 11 Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver? 12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Visdom i Hjertet. 13 Vend om, HERRE! hvor længe -? og lad det gøre dig ondt over dine Tjenere. 14 Mæt os alle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage. 15 Glæd os efter de Dage, som du har plaget os, efter de var, som vi have set Ulykke. 16 Lad din Gerning aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn. 17 Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!

Psalms 91:1-150:6

1 Een, som bor i den Højestes Skjul, Almægtiges Skygge. 2 Jeg siger til HERREN: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig. 3 Thi han skal fri dig fra Fuglefængerens Snare, fra Fordærvelsens Pest. 4 Han skal dække dig med sine Vingefjedre, og du skal finde Ly under hans Vinger; hans Sandhed er Skjold og Panser. 5 Du skal ikke frygte for Rædselen om Natten, for Pilen, som fryver om Dagen, 6 for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen. 7 Om tusinde falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til dig. 8 Du skal kun skue det med dine Øjne, og se, hvorledes der betales de ugudelige. 9 Thi du, HERRE! er min Tillid; den Højeste har du gjort til din Bolig. 10 Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme nær til dit Telt: 11 Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje. 12 De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten. 13 paa Løve og øgle skal du træde, du skal nedtræde den unge Løve og Dragen. 14 Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn. 15 Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham. 16 Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse."

Psalms 92:1-150:6

1 En Psalme, en Sang paa Sabbatens Dag. 2 Det er godt at takke HERREN og at lovsynge dit Navn, du Højeste! 3 at kundgøre din Miskundhed om Morgenen og din Sandhed om Natten 4 paa de ti Strenge og paa Psalteren til Harpens Klang. 5 Thi, HERRE! du har glædet mig ved dit værk; jeg vil synge med Fryd om dine Hænders Gerninger. 6 HERRE! hvor store ere dine Gerninger, dine Tanker ere meget dybe. 7 En ufornuftig Mand kender det ikke, og en Daare forstaar ikke dette. 8 Naar de ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gøre Uret, blomstre, er det til deres ødelæggelse stedse og altid. 9 Men du HERRE, er høj evindelig. 10 Thi se, dine Fjender, HERRE! thi se, dine Fjender skulle omkomme, alle de, som gøre Uret, skulle adspredes. 11 Men du ophøjede mit Horn som Enhjørningens; jeg er overgydt med Frisk Olie. 12 Og mit Øje saa paa mine Fjender, mine øren hørte paa de onde, som opstode imod mig. 13 Den retfærdige skal grønnes som et Palmetræ, han skal vokse som et Cedertræ paa Libanon. 14 De, som ere plantede i HERRENS Hus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde. 15 De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede, de skulle være saftige og grønne til at forkynde, at HERREN er oprigtig, min Klippe, og at der ikke er Uret hos ham.

Psalms 93:1-150:6

1 HERREN regerer, han har iført sig Højhed; HERREN, han har iført sig, han har ombundet sig med Styrke; ja, Jorderige er befæstet, det skal ikke rokkes. 2 Fra fordums Tid staar din Trone fast, du er fra Evighed. 3 HERRE! Strømme opløftede, Strømme opløftede deres Røst, Strømme opløftede deres Drøn. 4 Fremfor Rønsten af de mange, de mægtige Vande, fremfor Havets Brændinger er HERREN mægtig i det Høje. 5 Dine Vidnesbyrd ere saare trofaste, Hellighed sømmer sig for dit Hus, HERRE! saa længe Dagene vare.

Psalms 94:1-150:6

1 HERRE! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt! 2 Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige. 3 HERRE! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig? 4 De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret. 5 HERRE! de knuse dit Folk og plage din Arv. 6 De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse. 7 Og de sagde: HERREN ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke. 8 Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge? 9 Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede øjet, ikke skulde se? 10 Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffer han, som lærer et Menneske Kundskab! 11 HERREN kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed. 12 Salig er den Mand, som du, HERRE! advarer, og den, du underviser ud af din Lov 13 for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige. 14 Thi HERREN skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sirl Arv. 15 Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den. 16 Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret? 17 Dersom HERREN ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille. 18 Der jeg sagde: Din Fod snublede, da opholdt, o HERRE! din Miskundhed mig. 19 Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl. 20 Skulde Ondskabens Krone have Samkvem med dig? Den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er? 21 De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod. 22 Men HERREN blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe. 23 Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; HERREN vor Gud skal udrydde dem.

Psalms 95:1-150:6

1 Kommer, lader os synge med Fryd for HERREN, lader os raabe af Glæde for vor Frelses Klippe! 2 Lader os komme frem for hans Ansigt med Tak, lader os raabe af Glæde for ham med Psalmer! 3 Thi HERREN er en stor Gud, ja, en stor Konge over alle Guder. 4 I hans, Haand ere Jordens Dybder, og Bjergenes Høj der høre ham til. 5 Havet er hans, og han har skabt det, og hans Hænder have dannet det tørre Land. 6 Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for HERREN, vor Skabers Ansigt! 7 Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst! 8 Forhærder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken, 9 hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning. 10 Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje, 11 saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!

Psalms 96:1-150:6

1 Synger for HERREN en ny Sang, 2 Synger for HERREN, lover hans Navn, bebuder hans Frelse fra Dag til Dag! 3 Forkynder hans Ære iblandt Hedningerne, hans underfulde Gerninger iblandt alle Folkeslag. 4 Thi HERREN er stor og saare priselig, han er forfærdelig fremfor alle Guder. 5 Thi alle Folkenes Guder ere Afguder; men HERREN har skabt Himmelen. 6 Majestæt og Herlighed ere for hans Ansigt, Magt og Prydelse ere i hans Helligdom. 7 Giver HERREN, I Folkeslægter! giver, HERREN Ære og Magt! 8 Giver HERREN hans Navns Ære, frembærer Skænk og kommer til hans Forgaarde! 9 Tilbeder HERREN i hellig Prydelse, bæv for hans Ansigt al Jorden! 10 Siger iblandt Hedningerne: HERREN regerer, og Jorderige staar fast, det rokkes ej; han skal dømme Folkene med Retvished. 11 Himlene glæde sig, og Jorden fryde sig; Havet bruse og dets Fylde! 12 Marken fryde sig og alt, hvad der er paa; da skulle alle Træer i Skoven synge med Fryd 13 for HERRENS Ansigt; thi han kommer, thi han kommer til at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfærdighed og Folkene med sin Sandhed.

Psalms 97:1-150:6

1 HERREN regerer! Jorden fryde sig, mange Øer glæde sig! 2 Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning. 3 Ild gaar foran hans Ansigt og fortærer hans Fjender trindt omkring. 4 Hans Lyn oplyste Jorderige; Jorden saa det og bævede. 5 Bjergene smeltede som Voks for HERRENS Ansigt, for hele Jordens Herres Ansigt. 6 Himlene kundgjorde hans Retfærdighed; og alle Folk saa hans Ære. 7 Beskæmmede skulle alle de vorde, som tjene et udskaaret Billede, de, som rose sig af Afguderne; tilbeder ham, alle Guder! 8 Zion hørte det og blev glad, og Judas Døtre frydede sig over dine Domme, HERRE! 9 Thi du, HERRE! er den Højeste over al Jorden, du er saare ophøjet over alle Gilder. 10 I, som elske HERREN! hader det onde; han bevarer sine helliges Sjæle, han frier dem af de ugudeliges Haand. 11 Lys er saaet for den retfærdige og Glæde for de oprigtige i Hjertet. 12 Glæder eder, I retfærdige i HERREN, og priser hans hellige Ihukommelse!

Psalms 98:1-150:6

1 En Psalme. Synger HERREN en ny Sang; thi han har gjort underfulde Ting; hans højre Haand og hans hellige Arm frelste ham. 2 HERREN har kundgjort sin Frelse; han har aabenbaret sin Retfærdighed for Hedningernes Øjne. 3 Han kom sin Miskundhed og sin Sandhed i Hu imod Israels Hus; alle Verdens Ender have set vor Guds Frelse. 4 Raaber med Glæde for HERREN, al Jorden! raaber og synber med Fryd og lovsynger! 5 Lovsynger HERREN med Harpe, med Harpe og Sanges Lyd, 6 med Basuner og Lyden af Trompeter; raaber med Glæde fur HERREN, den Konges Ansigt! 7 Havet bruse og dets Fylde, Jorderige og dets Beboere! 8 Floderne klappe med Haand; Bjergene synge med Fryd til Hobe for HERRENS Ansigt; 9 thi han kommer for at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfærdighed og Folkene med Retvished.

Psalms 99:1-150:6

1 HERREN regerer, Folkene bæve; han sidder over Keruber, Jorden ryster. 2 HERREN er stor i Zion, og han er ophøjet over alle Folkene. 3 De skulle prise dit Navn som stort og forfærdeligt - hellig er han! - 4 Og Kongens Vælde elsker Ret; du har befæstet Retvished, du har gjort Ret og Retferdighed i Jakob. 5 Ophøjer HERREN vor Gud og tilheder for hans Fødders Fodskammel - hellig er han! - 6 Mose og Aron iblandt hans Præster og Samuel iblandt dem, som paakaldte hans Navn, raabte til HERREN, og bønhørte dem. 7 Han talte til dem i Skystøtten; de holdt hans Vidnesbyrd og den Skik, som han gav dem. 8 HERRE, vor Gud! du du var dem en Gud, som tilgav dem, men ogsaa en Hævner over deres Gerninger. 9 Ophøjer HERREN vor Gud og; tilbeder for hans hellige Bjerg; thi hellig er HERREN vor Gud.

Psalms 100:1-150:6

1 En Psalme, til Lovprisning. Al Verden raabe med Glæde for HERREN! 2 Tjener HERREN med Glæde, kommer for hans Ansigt med Frydeskrig! 3 Kender; at HERREN er Gud; han har skabt os, og ikke vi selv, til sit Folk og til den Hjord, han føder! 4 Gaar ind ad hans Porte med Pris, ad hans Forgaarde med Lovsang; takker ham, velsigner hans Navn. 5 Thi HERREN er god, hans Miskundhed varer evindelig og hans Sandhed fra Slægt til Slægt.

Psalms 101:1-150:6

1 Af David; en Psalme. om Miskundhed og Ret vil jeg synge, for dig, HERRE! vil jeg spille. 2 Jeg vil agte paa Fuldkommenhedens Vej; naar vil du dog komme til mig? jeg vil vandre i mit Hjertes Retsind inden mit Hus. 3 Jeg vil ikke sætte mig en Niddingsdaad for Øje; jeg hader det, overtroedere begaa, det skal ikke hænge ved mig. 4 Et forvendt Hjerte skal vige fra mig, jeg vil ikke vide af den onde. 5 Den, som bagtaler sin Næste i Løndom, ham vil jeg udslette den, som ser højt med øjnene og har et stolt Hjerte, ham vil jeg ikke fordrage. 6 Mine Øjne se efter de trofaste i Landet, for at de skulle bo hos mig; den, som vandrer paa Fuldkommenhedens Vej, han skal tjene mig. 7 Den, som gjør Svig, skal ikke blive inden i mit Hus; den, som taler Løgn, skal ikke bestaa for mine Øjne. 8 Aarle vil jeg udslette alle ugudelige i Landet for at skille HERRENS Stad af med alle dem, som gøre Uret.

Psalms 102:1-150:6

1 En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for HERRENS Ansigt. 2 HERRE! Hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig. 3 Skjul ikke dit Ansigt for mig, paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skyld dig og bønhør mig! 4 Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere betændte som et Brandsted. 5 Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød. 6 Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød. 7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde. 8 Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget. 9 Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mlig. 10 Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad 11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort. 12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt. 13 Men du, HERRE! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt. 14 Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen. 15 Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv. 16 Og Hedningerne skulle frygte HERRENS Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære; 17 thi HERREN har bygget Zion og har lndet sig se i sin Herlighed. 18 Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet dere: Bøn. 19 Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love HERREN. 20 Thi han saa ned fra sin Helligdorns Højsæde; HERREN saa fra Himmelen til Jorden 21 for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn, 22 for at de kunde forkynde HERRENS Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem, 23 naar folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene HERREN. 24 Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage. 25 Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage; dine Aar vare fra Slægt til Slægt. 26 Du grundfæstede fordum Jorden. og Himlene er dine Hænders Gerning. 27 De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes. 28 Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.

Psalms 103:1-150:6

1 Af David. Min Sjæl! lov HERREN, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn. 2 Min Sjæl! lov HERREN og glem ikke alle hans Velgerninger, 3 ham, som forlader dig alle dine Misgerninger; ham, som læger alle dine Sygdomme; 4 ham, som genløser dit Liv fra Graven; han, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed; 5 han, som mætter din Sjæl med det gode, at du bliver ung igen som Ørnen. 6 HERREN øver Retfærdighed og Ret for alle fortrykte. 7 Han lod Mose vide, sine Veje, Israels Børn sine Gerninger. 8 HERREN er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed. 9 Han skal ikke bestandig gaa i Rette, ej heller beholde Vrede evindelig. 10 Han har ikke gjort imod os efter vore Synder og ikke betalt os efter vore Misgerninger. 11 Thi saa høj Himmelen er over Jorden, har hans Miskundhed været mægtig over dem, som frygte ham. 12 Saa langt som Østen er fra Vesten, har han ladet vore Overtrædelser være langt fra os. 13 Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer HERREN sig over dem, som frygte ham. 14 Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, at vi ere Støv. 15 Et Menneskes Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa blomstrer han. 16 Naar et Vejr farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke længere. 17 Men HERRENS Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed med Børnebørn, 18 med dem, som holde hans Pagt, og med dem, som komme hans Befalinger i Hu for at gøre derefter. 19 HERREN har befæstet sin Trone i Himmelen, og hans Rige behersker alt. 20 Lover HERREN, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst! 21 Lover HERREN, alle hans Hærskarer! I hans Tjenere, som gøre hans Villie! 22 Lover HERREN, I hans Gerninger alle til Hobe! i alle hans Herredømmes Steder: Min, Sjæl, lov HERREN!

Psalms 104:1-150:6

1 Min Sjæl, lov HERREN; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed. 2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et relt. 3 Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger. 4 Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere. 5 Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed. 6 Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene. 7 De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst. 8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem. 9 Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen. 10 Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene. 11 De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst. 12 Øver dem bo Himmelens Fugle ud fra Grenene lade de deres Røst høre. 13 Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt. 14 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden. 15 Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte. 16 HERRENS Træer mættes af Væde, Libanons Gedre, som han har plantet; 17 der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne. 18 De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne. 19 Han gjorde Maanen til at bestemme tiderne, Solen ved sin Nedgang. 20 Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den I rybe alle Skovens Dyr frem. 21 De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud. 22 Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler. 23 Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen. 24 Hvor mange ere dine Gerninger, HERRE! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme. 25 Her er Hav et stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store. 26 Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi. 27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid. 28 Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt. 29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv. 30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse. 31 HERRENS Ære blive evindelig, HERREN glæde sig over sine Gerninger! 32 Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge. 33 Jeg vil synge for HERREN medens jeg lover, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til. 34 Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i HERREN. 35 Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja.

Psalms 105:1-150:6

1 Priser HERREN, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene. 2 Synger for ham, spiller for ham, taler om alle hans underfulde Gerninger! 3 Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte glæder sig, som søge HERREN! 4 Spørger efter HERREN og hans Magt, søger hans Ansigt alle Tider! 5 Ihukommer hans underfulde Gerninger, som han har gjort, hans Jærtegn og hans Munds Domme. 6 I, hans Tjener Abrahams Sæd! Jakobs Børn, hans udvalgte! 7 Han er HERREN vor Gud; hans Domme ere over al Jorden. 8 Han kommer evindelig sin Pagt i Hu, det Ord, som han har befalet til tusinde Slægter, 9 som han har indgaaet med Abraham, og sin Ed til Isaak, 10 hvilken han opstillede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt 11 sigende: Dig vil jeg give Kanaans Land til eders Arvs Lod; 12 der de vare en liden Hob, faa og fremmede deri; 13 og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folkefærd. 14 Han tillod intet Menneske at gøre dem Vold og, revsede Konger for deres Skyld 15 Rører ikke mine salvede og gører ikke mine Profeter noget ondt. 16 Og han kaldte Hunger over Landet, han formindskede alt Brøds Forraad. 17 Han sendte en Mand forud for dem; til Træl blev Josef solgt. 18 De plagede hans Fødder i Stokken; han selv kom i Jern 19 indtil den Tid, da hans Ord traf ind, da HERRENS Tale havde lutret ham. 20 Kongen sendte hen og lod ham løs; han, som herskede over Folkene, gav ham fri. 21 Han satte ham til Herre over sit Hus og til Hersker over alt sit Gods, 22 at han kunde binde hans Fyrster efter sin Villie og lære hans Ældste Visdom. 23 Saa kom Israel til Ægypten og Jakob boede som fremmed i Kams Land. 24 Men sit Folk gjorde han saare frugtbart og mægtigere end dets Modstandere. 25 os Disses Sind omskiftede han, saa at de hadede hans Folk og handlede træskelig imod hans Tjenere. 26 Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han havde udvalgt. 27 Du kundgjorde hans Tegns Ord iblandt dem og hans Undere i Kams Land. 28 Han sendte Mørke og lod det blive mørkt, og du vare ikke genstridige imod hans Ord. 29 Han vendte deres Vande om til Blod og dr æbte deres Fisk. 30 Deres Land vrimlede af Frøer lige indtil i deres Kongers Kamre. 31 Han talte, saa kom der Utøj, Lus, over hele deres Landemærke. 32 Han lod deres Regnbyger blive til Hagel, til Ildslue i deres Land. 33 Og han slog deres Vinstokke og deres Figentræer og sønderbrød Træerne inden deres Landemærke. 34 Han talte, saa kom der Græshopper og Høskrækker, og der var ikke Tal paa dem. 35 Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark. 36 Han slog og alt førstefødt i deres Land, Førstegrøden af al deres Kraft. 37 Men hine førte han ud med Sølv og Guld, og der var ingen skrøbelig iblandt deres Stammer. 38 Ægypten blev glad, der de droge ud; thi Frygt for dem var falden paa det. 39 Han udbredte en Sky til Skjul og, en Ild til at lyse om Natten. 40 De bade, saa lod han Vagtler komme og mættede dem med Himmelbrød. 41 Han oplod en Klippe, de tørre Steder som en Flod. 42 Thi han kom sit hellige Ord i Hu og sin Tjener Abraham. 43 Og han førte sit Folk ud med Glæde, sine udvalgte med Frydeskrig. 44 Og han gav dem Hedningernes Lande; og de arvede, hvad Folkene havde haft Møje for, 45 paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!

Psalms 106:1-150:6

1 Halleluja! Priser HERREN! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. 2 Hvo kan udsige HERRENS vældige Gerninger, forkynde al hans Pris? 3 Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider. 4 HERRE! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse, 5 at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, gleede mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv. 6 Vi have syndet mod vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed. 7 Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundbed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav. 8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt. 9 Og han truede det røde Hav, og det blev tørt; og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken. 10 Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genog der flød Vand, det løb igennem 11 Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem. 12 Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris. 13 Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad. 14 Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land. 15 Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen. 16 Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, HERRENS hellige. 17 Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob. 18 Og Ild flammede op iblandt deres Hob en Bue fortærede de ugudelige. 19 De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede. 20 Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter. 21 De glemte Gud; deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, 22 underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige rring ved det røde Hav. 23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem? 24 De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord. 25 Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa HERRENS Røst. 26 Og han svor dem med opraki Iand, at han vilde lade dem falde i Ørken, 27 og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene 28 Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder 29 Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem. 30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op. 31 Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig. 32 De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld. 33 Thi de vare genstridige imod hans Aand, og halalte ubetænksomt med sine Læber. 34 De ødelagde ikke Folkene, om hvilke HERREN Havde sagt det til 35 Men de blandede sig med hedningerne og lærte deres Gerninger. 36 Og de tjente deres afguder, og disse bleve dem til en Snare. 37 Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne. 38 Og de udøste uskyldig Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet. 39 Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter. 40 Da optændtes HERRENS Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv. 41 Og Han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem. 42 Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand. 43 Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld. 44 Dog saa han til dem, da do vare i Angest, idet han hørte deres Raab. 45 Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed. 46 Og han lod den fande Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem. 47 Frels os, HERRE, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn; rose os af din Pris! 48 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!

Psalms 107:1-150:6

1 Priser HERREN! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. 2 Det maa de sige, som ere genløste af HERREN, de, han har genløst af Modstanderens Haand, 3 og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet. 4 De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi; 5 de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem. 6 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler. 7 Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi. 8 Lad dem takke HERREN for hans udtømt. Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; 9 thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt. 10 De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern 11 thi de havde været genstridige, imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad; 12 og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper. 13 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. 14 Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand. 15 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; 16 thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer. 17 De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld. 18 Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte. 19 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. 20 Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave. 21 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn 22 og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang. 23 De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande, 24 de saa HERRENS Gerninger og hans Underværker paa Dybet. 25 Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger. 26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsa ede under Ulykken. 27 De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var 28 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler. 29 Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig. 30 Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring. 31 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde. 32 Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder; 33 et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri. 34 Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kilderund. 35 Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi. 36 Og de besaade Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt: 37 Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. 38 Derefter bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. 39 Derefter bleve de formindskede og Nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedøvelse. 40 Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk. 41 Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde. 42 De oprigtige skulle se det og glæde sig men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til. 43 Hvo er viis, at han bevarer disse ring og forstaar HERRENS Miskundhed!

Psalms 108:1-150:6

1 En Sang, en Psalme af David. 2 Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Ære skal juble. 3 Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden. 4 Jeg vil takke dig, HERRE! iblandt Folkene og lege pao, Harpe for dig iblandt Folkestammer. 5 Thi din Miskundhed er stor over Himlene og din Sandhed indtil Skyerne. 6 Ophøj dig, Gud! over Himlene, og din Ære være over al Jorden! 7 Paa det dine elskelige maa udfries, saa frels med din højre Haand og bønhør os! 8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal. 9 Mig hører Gilead til, mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn Juda er min HelÀskerstav. 10 Moak er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland! 11 Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig til Edom? 12 Mon ikke du Gud, som har forkastet os? og vi du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? 13 Fly os Hjælp af Nød; th Menneskers Hjælp er Forfærdelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender.

Psalms 109:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. Min Lovsangs Gud, ti ikke! 2 Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge, 3 og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag. 4 Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn. 5 Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed. 6 Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand! 7 Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive til Synd! 8 Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! 9 Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! 10 Og lad hans Børn vanke hid og did og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! 11 Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han hor, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. 12 Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! 13 Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! 14 Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos HERREN og hans Moders Synd ikke udslettet! 15 De være HERREN altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden; 16 fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. 17 Han elskede ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. 18 Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. 19 Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig og som et Bælte hvilket han altid ombinder sig med. 20 Dette er Lønnen fra HERREN til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl! 21 Men du, HERRE, Herre imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god. 22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig. 23 Jeg svinder bort som en Skygge, og hans Retfærdighed naar den hælder, jeg blive naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe. 24 Mine Knæ rave af Faste og mit Kød er magert og har ingen Fedme. 25 Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved. 26 Hjælp mig, HERRE, min Gud! frels mig efter din Miskundhed 27 at de, maa kende, at dette er din Haand; evig du, HERRE! du har gjort det. 28 Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes. 29 Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe. 30 Jeg vil takke HERREN højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange; 31 thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.

Psalms 110:1-150:6

1 Af David; en Psalme. HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel. 2 HERREN skal sende din Magts Spir fra Zion; hersk midt iblandt dine Fjender 3 Dit Folk fremstiller sig frivilligt paa din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød. 4 HERREN svor, og det skal ikke angre ham: "Du er Præst evindelig efter Melkisedeks Vis." 5 Herren er ved din højre Haand han knuser Konger paa sin Vredes Dag. 6 Han dømmer iblandt Hedningerne, han fylder op med Lig, han knuser Hoveder over det vide Land. 7 Han drikker af Bækken paa Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.

Psalms 111:1-150:6

1 Halleluja! Jeg vil prise HERREN af ganske Hjerte i de oprigtiges Raad og i Menigheden. 2 HERRENS Gerninger ere store, de blive søgte af alle dem, som have Lyst til dem. 3 Hans Værk er Majestæt og Herlighed, og hans Retfærdighed bestaar alle Tider. 4 Han beskikkede en hukommelse om sine underfulde Gerninger; naadig og barmhjertig er HERREN. 5 Han har givet dem Spise, som frygte ham, han kommer evindelig i sin Pagt i Hu. 6 Han har ladet sine Gerningers Kraft forkynde for sit Folk idet han har græt dem Hedningernes Arv. 7 Hans Hænders Gerninger ere Sandhed og Ret, alle hans Befalinger ere troevindelig, 8 de ere satte i Sandhed og Oprigtighed. 9 Han sendte sit Folk Forløsning, han stiftede sin Pagt for evigt; hans Navn er helligt og forfærdeligt. 10 HERRENS Frygt er Visdoms Begyndelse, en god Klogskab hos alle dem, som gøre derefter; hans Pris bestaar altid.

Psalms 112:1-150:6

1 Halleluja! Salig den Mand, som frygter HERREN, som har stor Glæde ved hans Bud. 2 Hans Sæd skal være mægtig paa Jorden; de oprigtiges Slægt skal velsignes. 3 Gods og Rigdom er i hans Hus, og hans Retfærdighed bestaar altid. 4 Der er opgaaet et Lys i Mørket for de oprigtige, for den, som er naadig og barmhjertig og retfærdig. 5 Lyksalig den Mand, som forbarmer sig og udlaaner, som opholder sine Sager ved Retfærdighed. 6 Thi han skal ikke rokkes evindelig, en retfærdig skal være til en evig Ihukommelse. 7 Han skal ikke frygte for onde Tidender, hans Hjerte er fast, han forlader sig paa HERREN. 8 Hans Hjerte er grundfast, han skal ikke frygte, indtil han ser sin Glæde paa sine Fjender. 9 Han udspreder, han giver de fattige; hans Retfærdighed bestaar altid, hans Horn skal ophøjes med Ære. 10 Den ugudelige skal se det og harmes; han skal skære Tænder og hensmeltes; de ugudeliges ønske hliver til intet.

Psalms 113:1-150:6

1 Halleluja! Lover, I HERRENS Tjenere, love HERRENS Navn! 2 Lovet være HERRENS Navn fra nu og indtil evig tid! 3 Fra Solens Opgang indtil dens Nedgang ere HERRENS Navn højlovet. 4 HERREN er høj over alle Hedninger, hans Herlighed er over Himlene. 5 Hvo er som HERREN vor Gud? han, som har sat sit Sæde højt; 6 han, som stiger dybt ned for at se, i Himlene og paa Jorden; 7 han, som oprejser den ringe af Støvet, som ophøjer en fattig af Skarnet 8 for at sætte ham hos Fyrster, hos sit Folks Fyrster; 9 han, som gør, at den ufrugtbare i Huset kommer til at bo som en glad Barnemoder. Halleluja.

Psalms 114:1-150:6

1 Der Israel drog ud af Ægypten, Jakobs Hus fra et Folk, som havde et fremmed Maal, 2 da blev Juda til hans Helligdom, Israel til hans Herredømme. 3 Havet saa det og flyede; Jordanen vendte om og løb tilbage. 4 Bjergene sprang som Vædre, Højene som unge Lam. 5 Hvad skete dig, du Hav! at du flyede? du Jordan! at du vendte om og løb tilbage 6 I Bjerge! at I sprang som Vædre I Høje! som unge Lam? 7 Bæv, o Jord! for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt; 8 han, som forvandler Klippen til en vandrig Sø, Flint til et Kildevæld!

Psalms 115:1-150:6

1 Ikke os, HERRE! ikke os, men dit Navn give du Ære for din Miskundhed, for din Sandheds Skyld. 2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud? 3 Men vor Gud er i Himlene, han gør alt, hvad ham behager. 4 Deres Billeder ere Sølv og Guld, Menneskehænders Gerning. 5 De have Mund, men kunne ikke tale; de have Øjne, men kunne ikke se. 6 De have øren, men kunne ikke høre; de have Næse, men kunne ikke fugte. 7 De have Hænder, men kunne ikke føle; de have Fødder, men kunne ikke gaa; de kunne ikke tale med deres Strube. 8 Ligesom de ere, saa vorde de, der gøre dem, hver den, som forlader sig paa dem. 9 Israel! forlad dig paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold. 10 Arons Hus! forlader eder paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold. 11 I, som frygte HERREN, forlader eder paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold. 12 HERREN kom os i Hu, han skal Velsigne, han skal velsigne Israels Hus, han skal velsigne Arons Hus. 13 Han skal velsigne dem, som frygte HERREN, de smaa med de store. 14 HERREN formere eder, eder og eders Børn! 15 Velsignede være I for HERREN, som har gjort Himmel og Jord. 16 Himlene ere HERRENS Himle, men Jorden gav han Menneskens Børn. 17 De døde love ikke HERREN, ej heller nogen at dem, som nedfare til det stille. 18 Men vi, vi ville love HERREN fra nu og indtil evig Tid. Halleluja!

Psalms 116:1-150:6

1 Jeg elsker HERREN; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer. 2 Thi han har bøjet sit øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham. 3 Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. 4 Men jeg paakalder HERRENS Navn: Kære HERRE! udfri min Sjæl! 5 HERREN er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. 6 HERREN bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig. 7 Min Sjæl! kom tilbage til din Ro; thi HERREN har gjort vel imod dig. 8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Stød. 9 Jeg vil vandre for HERRENS Ansigt i de levendes Lande. 10 Jeg troede, derfor talte jeg; jeg var saare plaget. 11 Jeg sagde, der jeg forfærdedes: Hvert Menneske er en Løgner. 12 Hvorledes skal jeg betale HERREN alle hans Velgerninger imod mig? 13 Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde HERRENS Navn. 14 Jeg vil betale HERREN mine Løfter, og det for alt hans Folks Øjne. 15 Kostbar i HERRENS Øjne er hans helliges Død. 16 Ak, HERRE! thi jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenestekvindes Søn, du har løst mine Baand. 17 Dig vil jeg ofre Takoffer og paakalde HERRENS Navn. 18 Jeg vil betale HERREN mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne, 19 i HERRENS Hus's Forgaarde, midt i dig, Jerusalem! Halleluja!

Psalms 117:1-150:6

1 Lover HERREN, alle Hedninger! priser ham, alle Folkestammer. 2 Thi hans Miskundhed har været mægtig over os, og HERRENS Sandhed er evindelig. Halleluja!

Psalms 118:1-150:6

1 Priser HERREN; thi han er god; thi hans Miskundhed er evindelig. 2 Israel sige: Hans Miskundhed er evindelig. 3 De af Arons Hus sige: Hans Miskundhed er evindelig. 4 De, som frygte HERREN, sige: Hans Miskundhed er evindelig. 5 I Trængselen kaldte jeg paa HERREN; HERREN bønhørte mig i det fri. 6 HERREN er med mig, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig? 7 HERREN er med mig, han er min Hjælper; og jeg skal se min Glæde paa mine Avindsmænd. 8 Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Mennesker. 9 Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Fyrster. 10 Alle Hedninger have omringet mig; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. 11 De have omringet mig, ja, de have omringet mig; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. 12 De have omringet mig som Bier de ere udslukte som Ild i Torne; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. 13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde; men HERREN hjalp mig. 14 HERREN er min Styrke og min Sang, og han blev mig til Frelse. 15 Fryds og Frelses Røst er i de retfærdiges Telte; HERRENS højre Haand skaber Kraft. 16 HERRENS højre Haand er ophøjet, HERRENS højre Haand skaber Kraft. 17 Jeg skal ikke dø, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle HERRENS Gerninger. 18 HERREN tugtede mig vel, men gav mig ikke hen i Døden. 19 Lader Retfærdigheds Porte op for mig, jeg vil gaa ind ad dem, jeg vil takke HERREN. 20 Denne er HERRENS Port, de retfærdige skulle gaa ind ad den. 21 Jeg vil takke dig; thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. 22 Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten. 23 Af HERREN er dette sket, det er underligt for vore Øjne. 24 Denne er Dagen, som HERREN har beredt; lader os fryde og glæde os paa den! 25 Kære HERRE! frels dog; kære HERRE! lad det dog lykkes. 26 Velsignet være den, som kommer i HERRENS Navn; vi velsigne eder fra HERRENS Hus. 27 HERREN. er Gud, og han lod lyse for os; binder Højtidsofferet med Reb, indtil det bringes til Alterets Horn. 28 Du er min Gud, og jeg vil takke dig; min Gud, jeg vil ophøje dig. 29 Priser HERREN; thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig.

Psalms 119:1-150:6

1 I Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i HERRENS Lov. 2 Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte; 3 og de, som ikke øve Uretfærdighed, men vandre paa hans Veje. 4 Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes. 5 Gid mine Veje maatte stadfæstes, at jeg kan holde dine Skikke; 6 da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud? 7 Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende. 8 Jeg vil holde dine Skikke, forlad mig ikke aldeles. 9 Hvormed skal en udholde sin i din Lov Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord. 10 Jeg søgte dig af mit gartske Hjerte, lad mig ikke føre vild fra dine Bud! 11 Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa dem jeg ikke skulde synde imod dig. 12 Lovet være du HERRE! lær mig dine Skikke. 13 Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme. 14 Jeg glædede mig ved dine Vidnssbyrds Vej som over alle Skatte. 15 Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier. 16 Jeg finder min Lyst i dine Skikke, jeg vil ikke glemme dit Ord. 17 Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord. 18 Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov. 19 Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! 20 Min Sjæl er knust, saa at jeg længes efter dine Dnmme alle Tider 21 Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud. 22 Vælt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd. 23 Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod, mig men din Tjener grunder paa dine Skikke. 24 Jeg finder min Lyst i dine Vidnesbyrd, de ere mit Raads Mænd. 25 Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord! 26 Jeg opregnede mine Veje og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke. 27 Lad mig forstaa dine Befalingers underfulde Gerninger. 28 Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord! 29 Vej fra mig, og skænk mig Naade 30 Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig. 31 Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; HERRE! lad mig ikke beskæmmes. 32 Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit. 33 Lær mig, HERRE! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil ved Enden. 34 Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte. 35 Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst. 36 Bøj mit Hjerte til dine Videsbyrd og ikke til ulovlig Vinding. 37 Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed hold mig i Live paa din Vej. 38 Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig. 39 Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode. 40 Se, jeg har Længsel efter dine Befalinger; hold mig i Live ved din Retfærdighed! 41 Lad din Miskundhed, o HERRE! komme over mig, din Frelse, efter dit Ord. 42 Og jeg vil svare den, som forhaaner mig, et Ord; thi jeg har sat min Lid til dit Ord. 43 Og tag ikke Sandheds Ord aldeles fra min Mund; thi jeg har ventet paa dine Domme. 44 Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid. 45 Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger. 46 Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmms. 47 Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker. 48 Og jeg Bud, hvilke jeg elsker, og grunde paa dine Skikke. 49 Kom Ordet til din Tjener i Hu, efterdi du lod mig haabe. 50 Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live. 51 De hovmoelige have spottet mig saa saare, jeg bøjede ikke af fra din Lov. 52 HERRE! dine Domme af Evighed kom jeg i Hu og blev trøstet. 53 Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov. 54 Dine Bud have været mine Sange i min Udlændigheds Hus. 55 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o HERRE! og holdt din Lov. 56 Dette skete mig; thi dine Befalinger har jeg holdt. 57 Jeg sagde: HERREN er min Del, jeg vil holde dine Ord: 58 Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord! 59 Jeg betænkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd. 60 Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud. 61 De ugudeliges Garn omspændte mig; din Lov glemte jeg ikke. 62 Midt om Natten staar jeg op, at prise dig for din Retfærdigheds Domme. 63 Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger. 64 Jorden er fuld af din Miskundhed. HERRE! lær mig dine Skikke. 65 Du gjorde vel imod din Tjener, HERRE! efter dit Ord. 66 Lær mig at faa god Sans og Forstand; thi jeg tror paa dine Bud. 67 Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu holder jeg dit Ord. 68 Du er god og gør godt; lær mig dine Skikke! 69 De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte. 70 Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov. 71 Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke. 72 Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv. 73 Dine Hænder have skabt mig og beredt mig giv mig Forstand, at jeg kan lære at kende dine Bud. 74 De, som frygte dig, skulle se mig og glæde sig; thi jeg haaber paa dit Ord. 75 HERRE! jeg ved, at dine Domme ere Retfærdighed, og at du af Trofasthed ydmygede mig. 76 Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener. 77 Lad din Barmhjertighed komme over mig, at jeg maa leve; thi din Lov er min Lyst. 78 Lad de hovmodige beskæmmes, thi uden Skel have de forurettet mig; men jeg vil grunde paa dine Befalinger. 79 Lad, dem vende tilbage til mig, som frygte dig, og som kende dine Vidnesbyrd. 80 Lad mit Hjerte være fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskæmmes. 81 Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord. 82 Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig? 83 Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke. 84 Hvor mange ere vel din Tjeners Dage? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig? 85 De hovmodige grove Grave for mig, og de skikke sig ikke efter din Lov. 86 Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjælp mig! 87 De havde paa et lidet nær ødelagt mig i Landet; men jeg forlod ikke dine Befalinger. 88 Hold mig i Live efter din Miskundhed, saa vil jeg bevare din Munds Vidnesbyrd. 89 HERRE! dit Ord bestaar evindelig i Himlene. 90 Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den stod fast. 91 De bestaa endnu denne Dag efter dine Domme; thi de ere alle dine Tjenere. 92 Dersom ikke din Lov havde været min Lyst, da var jeg omkommen udi min Elendighed. 93 Jeg skal i Evighed ikke for lemme dine Befalinger; thi ved dem holdt du mig i Live. 94 Din er jeg; frels mig; thi jeg søger efter dine Befalinger. 95 De ugudelige biede paa mig for at lægge mig øde; jeg vil give Agt paa dine Vidnesbyrd. 96 Jeg har set Ende paa al Fuldkommenhed; men dit Ord strækker sig saare vidt. 97 Hvor kær har jeg din Lov! Den er min Tanke den ganske Dag. 98 Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig. 99 Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke. 100 Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger. 101 Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord. 102 Jeg afveg ikke mig det. 103 Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund. 104 Jeg er bleven forstandig af dine Befalinger; derfor hader jeg al Løgnens Sti. 105 Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti. 106 Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme. 107 Jeg er saare plaget; HERRE! hold mig i Live efter dit Ord. 108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE! og lær mig dine Domme 109 Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov. 110 De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine befalinger. 111 Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelg; thi de ere mit Hjertes Glæde. 112 Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden. 113 De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg. 114 Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord. 115 Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud. 116 Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab! 117 Styrk mig, at jeg maa blive frelst og jeg vil altid se hen til dine Skikke. 118 Du forkaster alle dem, som fare vild fra dine Skikke; thi deres Svig er Løgn. 119 Du lod alle de ugudelige paa Jorden svinde bort som Skum; derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. 120 Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme. 121 Jeg gjorde Ret og Retfærdighed; du vil ikke overgive mig til dem, som gøre mig Vold! 122 Vær Borgen for din Tjener, ham til Bedste; lad de hovmodige ikke gøre mig Vold. 123 Mine Øjne forsmægte af Længsel efter din Frelse og efter din Retfærdigheds Ord. 124 Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og lær mig dine Skikke! 125 Jeg er din Tjener; undervis mig, at Jeg maa kende dine Vidnesbyrd. 126 Det er rid, at HERREN gør noget; de have brudt din Lov. 127 Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld. 128 Derfor holder jeg alle dine Befalinger om alle Ting for at være rette; jeg hader al Løgnens Vej. 129 Dine Vidnesbyrd ere underfulde; derfor bevarer min Sjæl dem. 130 Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige. 131 Jeg oplod min Mund og higede; thi jeg havde Længsel efter dine Bud. 132 Vend dig til mig, og vær mig naadig efter din Vis imod dem, der elske dit Navn. 133 Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig! 134 Udløs mig af Menneskers Vold, saa vil jeg holde dine Befalinger. 135 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, og lær mig dine Skikke! 136 Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov. 137 Du er retfærdig, HERRE! og dine Domme ere retvise. 138 Du har sat dine Vidnesbyrd som Retfærdighed og Trofasthed overmaade. 139 Min Nidkærhed har lagt mig øde; thi mine Modstandere have glemt dine Ord. 140 Dit Ord er saare lutret, og din Tjener elsker det. 141 Jeg er liden og foragtet; men jeg glemmer ikke dine Befalinger. 142 Din Retfærdighed er Ret evindelig, og din Lov er Sandhed. 143 Angest og min Lyst. 144 Dine Vidnesbyrd ere Ret evindelig; undervis mig, saa lever jeg. 145 Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, HERRE! jeg vil bevare dine Skikke. 146 Jeg har raabt til dig; frels mig, og jeg vil holde fast ved dine Vidnesbyrd. 147 Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord. 148 Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord. 149 Hør min Røst efter din Miskundhed; HERRE! hold mig i Live efter dine Domme; 150 De nærmede sig, som jage efter Skændselsgerninger; de vare langt borte fra din Lov. 151 Nær er du, o HERRE! og alle dine Bud ere Sandhed. 152 Jeg har forlængst hentet Kundskab af dine Vidnesbyrd; thi du har grundfæstet dem evindelig. 153 Se min Elendighed, og udfri mig; thi din Lov har jeg ikke glemt. 154 Udfør min Sag, og genløs mig; hold mig i Live efter dit Ord. 155 FreIser er jeg fra de ugudelige; thi de søge ikke dine Skikke. 156 Stor er din Barmhjertighed, o HERRE! hold mig i Live efter dine Domme! 157 Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; jeg har ikke bøjet mig fra dine Vidnesbyrd. 158 Jeg har set de troløse og væmmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord. 159 Se, hvor jeg har elsket dine Befalinger; HERRE! hold mig i Live efter din Miskundhed. 160 Summen af dit Ord er Sandhed, og evig er al din Retfærdigheds Dom. 161 Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord. 162 Jeg glæder mig over dit Ord som den, der finder et stort Bytte. 163 Jeg hader Løgn og har Vederstyggelighed dertil; din Lov elsker jeg. 164 Jeg lovede dig syv Gange om Dagen for din Retfærdigheds Dommes Skyld. 165 Der er stor Fred for dem, som elske din Lov, og der er ikke Anstød for dem. 166 Jeg ventede paa din Frelse, HERRE! og jeg udførte dine Bud. 167 Min Sjæl holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elskede dem saare. 168 Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd; thi alle mine Veje ere aabenbare for dig. 169 Lad mit Raab komme nær for dit Ansigt, HERRE! og undervis mig efter dit Ord. 170 Lad min ydmyge Begæring komme for dit Ansigt; fri mig efter dit Ord! 171 Mine Læber skulle udgyde Lovsang; thi du lærer mig dine Skikke. 172 Min Tunge skal genlyde af dit Ord; thi alle mine Bud ere Retfærdighed. 173 Lad din Haand være mig til Hjælp; thi jeg har udvalgt dine Befalinger. 174 Jeg har Længsel efter din Frelse, HERRE og din Lov er min Lyst. 175 Maatte min Sjæl dog leve og love dig, og dine Domme hjælpe mig! 176 Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar thi dine Bud har jeg ikke glemt.

Psalms 120:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til HERREN i min Nød, og han bønhørte mig. 2 HERRE! fri min Sjæl fra Løgnens Læbe, fra en svigefuld Tunge. 3 Hvad giver han dig, og hvad giver han dig ydermere, du svigefulde Tunge? 4 Den vældiges skærpede Pile med Gløder af Enebærtræ! 5 Ve mig! thi en har været som fremmed iblandt Mesek; jeg har boet ved Kedars Telte. 6 Min Sjæl har længe nok boet hos dem, som hade Fred. 7 Jeg er fredsommelig; men naar jeg taler, da ere disse færdige til Krig.

Psalms 121:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne. Jeg opløfter mine Øjne til Bjergene; hvorfra skal min Hjælp komme? 2 Min Hjælp kommer fra HERREN, som skabte Himmelen og Jorden. 3 Han tillade ikke din Fod at snuble, og han, som bevarer dig slumre ikke! 4 Se, han slumrer ikke og sover ikke, han, som bevarer Israel! 5 HERREN er den, der bevarer dig; HERREN er din Skygge ved din højre Haand. 6 Solen skal ikke stikke dig om Dagen eller Maanen om Natten. 7 HERREN skal bevare dig fra alt ondt, han skal bevare din Sjæl. 8 HERREN skal bevare din Udgang og din Indgang fra nu af og indtil evig Tid.

Psalms 122:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne; af David. Jeg glædede mig ved dem, som sagde til mig: Vi ville gaa til HERRENS Hus. 2 Vore Fødder stode i dine Porte, Jerusalem! 3 Jerusalem, du, som er bygget op som en Stad, der er tæt sammenbygget, 4 hvorhen Stammerne droge op, HERRENS Stammer efter Israels Lov for at prise HERRENS Navn. 5 Thi der var Stole satte til Dom, Stole for Davids Hus. 6 Beder om Jerusalems Fred; Ro finde de, som elske dig. 7 Der være Fred paa din Mur, Ro i dine Paladser! 8 For mine Brødres og mine Venners Skyld vil jeg sige: Fred være i dig! 9 For HERRENS vor Guds Frelses Skyld vil jeg søge dit Bedste.

Psalms 123:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne. Til dig opløfter jeg mine Øjne, du, som sidder i Himmelen! 2 Se, som Tjeneres Øjne agte paa deres Herres Haand, som en Tjenestepiges Øjne paa hendes Frues Haand, saa agte vore Øjne paa HERREN vor Gud, indtil han vorder os naadig. 3 Vær os naadig, HERRE! vær os naadig; thi vi ere saare mættede af Foragt. 4 Vor Sjæl er saare mættet af de sorgløses Spot og de hovmodiges Foragt.

Psalms 124:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne; af David. Dersom HERREN ikke havde været med os - saa sige Israel! - 2 Dersom HERREN ikke havde været med os, der Menneskene opstode imod os; 3 da havde de opslugt os levende, idet deres Vrede var optændt imod os; 4 da havde Vandene overskyllet Strømmen var gaaet over vor Sjæl 5 da vare de gaaede over vor Sjæl de stolte Vande! 6 Lovet være HERREN, som ikke gav os til Rov for deres Tænder! 7 Vor Sjæl er undkommen som en Fugl af Fuglefængernes Snare; Snaren er sønderreven, og vi ere undkomne. 8 Vor Hjælp er i HERRENS Navn, hans, som skabte Himmel og Jord.

Psalms 125:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne. De som forlade sig paa HERREN, de ere som Zions Bjerg, der ikke rokkes, men bliver evindelig. 2 Der er Bjerge trindt omkring Jerusalem, og HERREN er trindt omkring sit Folk fra nu og indtil evig Tid. 3 Thi Ugudelighedens Spir skal ikke hvile over de retfærdiges Lod, paa det de retfærdige ikke skulle udrække deres Hænder til Uretfærdighed. 4 Gør vel, HERRE! imod de gode og imod dem, der ere oprigtige i deres Hjerter. 5 Men dem, som bøje ind paa deres Krogveje, skal HERREN lade fare bort med dem, som øve Uret. Fred være over Israel!

Psalms 126:1-150:6

1 En Sang paa Trappernerne Der HERREN hjemførte Zions Folk, som vendte tilbage, da vare vi som drømmende, 2 da blev vor Mund fyldt med Latter og vor Tunge med Frydesang, da sagde man iblandt Hedningerne: HERREN har gjort store Ting imod disse. 3 HERREN har gjort store Ting imod os; vi bleve glade. 4 Hjemfør, HERRE! vore fangne, lig Sydlandets Strømme. 5 De, som saa med Graad, skulle høste med Frydesang. 6 Den, som bærer Sæden, der saas, gaar sin Gang med Graad; men han skal komme med Frydesang, naar han frembærer sine Neg.

Psalms 127:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne; af Salemo. Dersom HERREN ikke bygger Huset, da arbejde de forgæves, som bygge derpaa; dersom HERREN ikke bevarer Staden, da vaager Vægteren forgæves. 2 Det er forgæves, at I staa aarle op, sidde længe, æde Brød med Bekymring; thi sligt giver han sin Ven i Søvne. 3 Se, Børn ere en Arv fra HERREN, Livsens Frugt er en Løn. 4 Som Pile i den vældiges Haand, saa Ungdoms Sønner. 5 Lyksalig den Mand, som har fyldt sit Kogger med dem; de skulle ikke beskæmmes, naar de tale med Fjender i Porten.

Psalms 128:1-150:6

1 Sang paa Trapperne. Lyksalig hver den, som frygter HERREN, som gaar paa hans Veje! 2 Thi du skal æde rugten af dine Hænders Arbejde; lyksalig er du, og det gaar dig vel. 3 Din Hustru er som et frugtbart Vintræ paa Siderne af dit Hus, dine Børn som Oliekviste omkring dit Bord. 4 Se, saaledes skal den Mand velsignes, som frygter HERREN. 5 HERREN skal velsigne dig fra Zion, og du skal se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage. 6 Og du skal se Børn Morgenen. af dine Børn! Fred være over Israel!

Psalms 129:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne. De trængte mig haardt fra min Ungdom af - saa sige Israel! - 2 de trængte mig haardt fra min Ungdom af; dog kunde de ikke overvælde mig. 3 Plovmændene pløjede paa min Ryg, de droge deres Furer lange. 4 HERREN er retfærdig han overhuggede de ugudeliges Reb. 5 De skulle beskæmmes og vige tilbage, alle de, som hade Zion. 6 De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend nogen oprykker det; 7 af hvilket Høstmanden ikke fylder sin Haand, ej heller den, som binder Neg, sin Arm. 8 Og de, som ere gaa forbi, sige ikke: HERRENS Velsignelse være over eder! Vi velsigne eder i HERRENS Navn.

Psalms 130:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne. Af det dybe raaber jeg til dig, HERRE! 2 Herre! hør paa min Røst; lad dine Øren mærke paa mine ydmyge Begæringers Røst. 3 Dersom du, HERRE, vil tage Vare paa Misgerninger, Herre! Hvo kan da bestaa? 4 Men hos dig er Forladelse, paa det du maa frygtes. 5 Jeg biede efter HERREN, min Sjæl biede, og jeg haabede paa hans Ord. 6 Min Sjæl længes efter Herren mere end vægtere efter Morgenen, Vægtere efter Morgenen. 7 Israel haab paa HERREN thi hos HERREN er Miskundhed, og megen Forløsning er hos ham. 8 Og han skal forløse Israel af alle dets Misgerninger.

Psalms 131:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne; af David. HERRE! mit Hjerte er ikke hovmodigt, og mine Øjne ere ikke stolte, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig forunderlige. 2 Har jeg ikke, tysset og beroliget min Sjæl; som et afvant Barn hos sin Moder, ja, som det afvante Barn er min Sjæl inden i mig. 3 Israel! haab paa HERREN, fra nu og indtil evig Tid!

Psalms 132:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne. HERRE! kom David i Hu for alle hans Lidelser, 2 ham, som tilsvor HERREN og lovede Jakobs mægtige: 3 Jeg vil ikke gaa ind i mit Hus's Telt, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leje; 4 jeg vil ikke lade mine Øjne sove, eller mine øjenlaage blunde, 5 førend jeg finder et Sted for HERREN, en Bolig for Jakobs mægtige." 6 Se, vi hørte om den i Efrata; vi fandt den paa Jaars Mark. 7 Vi ville gaa ind i hans Bolig, vi ville tilbede for hans Fødders Fodskammel. 8 HERRE! staa op til din Hvile, du og din Magts Ark. 9 Lad dine Præster klæde sig med Retfærdighed og dine hellige synge med Fryd. 10 For David, din Tjeners Skyld, forskyd ikke din Salvedes Ansigt! 11 HERREN tilsvor David den Sandhed, fra hvilken han ikke vilde vige: "Af dit Livs Frugt vil jeg sætte en Mand paa din Trone." 12 Dersom dine Børn holde min Pagt og mine Vidnesbyrd, som jeg vil lære dem da skulle og deres Børn altid sidde paa din Trone. 13 Thi HERREN har udvalgt Zion, han har begæret sig den til Bolig: 14 Den er min Hvile altid, her vil jeg bo; thi jeg har begæret den. 15 Jeg vil velsigne Spisen der, jeg vil mætte de fattige der med Brød. 16 Og jeg vil klæde dens Præster med Salighed, og dens hellige skulle synge med Fryd. 17 Der vil jeg lade et Horn opvokse for David; jeg har beredt en Lampe for min Salvede. 18 Hans Fjender vil jeg klæde i Skam, men paa ham skal hans Krone blomstre."

Psalms 133:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne; af David. Se, hvor godt og hvor lifligt er det, at Brødre ogsaa bo tilsammen, 2 som den gode Olie paa Hovedet, hvilken nedflyder paa Skægget, Arons Skæg, der gaar ned over Sømmen af hans Klædebon; 3 som Hermons Dug, der falder ned over Zions Bjerge; thi der har HERREN beskikket Velsignelsen, Livet indtil evig Tid.

Psalms 134:1-150:6

1 En Sang paa Trapperne. Se, lover HERREN, alle HERRENS Tjenere. I, som staa om Nætterne i HERRENS Hus. 2 Opløfter eders Hænder til Helligdommen, og lover HERREN! 3 HERREN velsigne dig fra Zion, han, som gjorde Himmel og Jord.

Psalms 135:1-150:6

1 Halleluja! I Lover HERRENS Navn, lover I HERRENS Tjenere! 2 I som, staa i HERRENS Hus i vor Guds Hus's Forgaarde. 3 Lover HERREN; thi HERREN er god; lovsynger hans Navn; thi det er lifligt. 4 Thi HERREN har udvalgt sig Jakob, Israel til sin Ejendom. 5 Thi jeg ved, at HERREN er stor, og at vor Herre er større end alle Guder. 6 HERREN gør alt, hvad ham behage, i Himmelen og paa Jorden, i Havene og i alle Afgrunde. 7 Han gør, at Dampe opstige fra Jordens Grænse; han gøre Lynene til Regn, han udfører Vejret af sine Forraadskamre. 8 Han, som slog de førstefødte i Ægypten, baade Mennesker og Dyr; 9 han sendte Tegn og underlige Ting i din Midte, Ægypten paa Farao og paa alle hans Tjenere; 10 han, som slog mange Folk og ihjelslog stærke Konger: 11 Amoriternes Konge Sihon og Basans Konge Og samt alle Riger i Kanaan; 12 og han gav deres Land til Arv, til Arv for sit Folk Israel. 13 HERRE! dit Navn bliver evindelig; HERRE! din Ihukommelse bliver fra Slægt til Slægt. 14 Thi HERREN skal dømme sit Folk, og det skal angre ham for hans Tjeneres Skyld. 15 Hedningernes Afguder ere Sølv og Guld, et Menneskes Hænders Gerning. 16 De have Mund, men tale ikke; de have Øjne, men se ikke. 17 De have Øren, men høre ikke, og der er ingen Aande i deres Mund. 18 Ligesom disse ere, saa blive de, som gøre dem, ja, hver den, som forlader sig paa dem. 19 Israels Hus lover HERREN; Arons Hus! lover HERREN. 20 Levis Hus lover HERREN; I, som frygte HERREN! 21 Lovet være HERREN fra Zion, han, som bor i Jerusalem. Halleluja!

Psalms 136:1-150:6

1 Priser HERREN; thi han er god, thi hans Miskundhed vare evindelig. 2 Priser Gudernes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig. 3 Priser Herrernes Herre; thi hans Miskundhed varer evindelig; 4 ham, som ene gør store, underfulde Ting; thi hans Miskundhed varer evindelig; 5 ham, som gjorde Himlene med Forstand; thi hans Miskundhed varer evindelig; 6 og ham, som udbredte Jorden paa Vandene; thi hans Miskundhed varer evindelig; 7 ham, som gjorde de store Lys; thi hans Miskundhed varer evindelig; 8 Solen til at regere om Dagen; thi hans Miskundhed varer evindelig; 9 Maanen og Stjernerne til at regere om Natten; thi hans Miskundhed varer evindelig; 10 ham, som slog Ægypterne deres førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig; 11 og førte Israel ud af deres Midte; thi hans Miskundhed varer evindelig; 12 med en stærk Haand og en udrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig; 13 ham, som kløvede det røde Hav igennem; thi hans Miskundhed varer evindelig; 14 og lod Israel gaa midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig; 15 og udstødte Farao og hans Hær i det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig; 16 ham, som førte sit Folk igennem Ørken; thi hans Miskundhed varer evindelig; 17 ham, som slog store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig 18 slog fældede mægtige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig; 19 Amoriternes Konge Sion; thi hans Miskundhed varer evindelig; 20 og Basans Konge Og; thi hans Miskundhed varer evindelig; 21 og gav deres Land til Arv; thi hans Miskundhed varer evindelig; 22 til Arv for sin Tjener Israel, thi hans Miskundhed varer evindelig; 23 Ham, som kom os i Hu i vor Fornedrelse; thi hans Miskundhed varer evindelig; 24 og udrev os fra vore Fjender; til hans Miskundhed varer evindelig, 25 ham, som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! 26 Priser Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Psalms 137:1-150:6

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi graad, naar vi kom Zion i Hu. 2 Paa Viderne i Landet havde vi hængt vore Harper. 3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade. 4 Synger for os af Zions Sange! Hvorledes skulde vi synge HERRENS Sang i et fremmed Land? 5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand! 6 Min Tunge længe ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde. 7 HERRE! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: "Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den." 8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med. 9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Psalms 138:1-150:6

1 Af David. Jeg vil prise dig af mit ganske Hjerte; over for Guderne vil jeg lovsynge dig. 2 Jeg vil kaste mig ned for dit hellige Tempel og prise dit Navn for din Miskundhed og for din Sandhed; thi du har gjort dit Ord herligt over al dit Navns Herlighed. 3 Den Dag, jeg kaldte, da bønhørte du mig; du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. 4 HERRE! alle Konger paa Jorden skulle prise dig; thi de have hørt din Munds Ord. 5 Og de skulle synge om HERRENS Veje; thi stor er HERRENS Ære. 6 Thi HERREN er høj og ser til den ringe, og den stolte kender han i det faarne. 7 Naar jeg vandrer midt i Angest, vil du holde mig i Live du vil udrække din Haand imod mine Fjenders Vrede, og din højre Haand vil frelse mig. 8 HERREN skal fuldføre det for mig; HERRE! din Miskundhed varer evindelig, opgiv ikke dine Hænders Gerninger.

Psalms 139:1-150:6

1 Til Sangmesteren; af David; en Psalme. HERRE! du har ransaget mig og kender mig. 2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra. 3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle rnine Veje 4 Thi der er ikke et Ord paa rnin tunge, se, HERRE! du kender det jo alt sammen. 5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand. 6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det. 7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt? 8 Dersom jeg farer op til Himrnelen, da er du der og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! 9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav, 10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast. 11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig. 12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset. 13 Thi du ejede mine Nyrer, du skærmede om mig i Moders Liv. 14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel. 15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb. 16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af den var kommen. 17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine ranker; hvor stor er dog deres Sum! 18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er da jeg endnu hos dig. 19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig. 20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt. 21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o HERRE! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig? 22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender. 23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker! 24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!

Psalms 140:1-150:6

1 Til Sangmesteren; en Psalme, af David. 2 HERRE! udfri mig fra onde Mennesker, bevar mig fra Voldsmænd! 3 de, som have optænkt ondt i Hjertet, har Dag holde sig sammen til Krig. 4 De have skærpet deres Tunge som en Slange, der er øglegift under deres Læber. Sela. 5 Beskærm HERRE! imod den ugudeliges Hænder, bevar mig fra Voldsmænd, som tænke at lægge Stød for mine Trin. 6 De hovmodige have skjult en Snare for mig og Reb, de have udspændt et Garn ved Siden af Vejen, de have lagt Fælder for mig. Sela. 7 Jeg har sagt til HERREN: Du er min Gud; HERRE! vend dine Øren til mine ydmyge Begæringers Røst. 8 Den HERRE Herre er min Frelses Styrke; du har dækket mit Hoved Paa Rustningens Dag. 9 Tilsted ikke, HERRE! den ugudelige hans Begæringer, lad ikke hans onde Anslag faa Fremgang; de maatte ophøje sig deraf. Sela. 10 Paa deres Hoved, som omringe mig, skal den Fortræd, deres Læber voldte, komme til at hvile. 11 Der skal rystes Gløder over dem, han skal lade dem falde i Ilden, i dybe Grave, at de ikke skulle staa op igen. 12 En mundkaad Mand skal ikke bestaa paa Jorden; en Voldsmand skal Ulykken jage, indtil han er ganske fordreven. 13 Jeg ved, at HERREN skal udføre den elendiges Sag, de fattiges Ret. Ja, de retfærdige skulle prise dit Navn; de oprigtige skulle blive for dit Ansigt.

Psalms 141:1-150:6

1 En Psalme, af David. HERRE! jeg har raabt, til dig, skynd dig til mig, vend dine øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig. 2 Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer. 3 HERRE! sæt Vagt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør. 4 Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Mænd, som øve Uret; og lad mig ikke æde af deres lækre Mad! 5 Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab. 6 Deres Dommere ere nedstyrtede i Klippens Favn; og de selv have hørt mine Ord, at de vare liflige. 7 Som naar en pløjer og furer Jordan, saa ere vore Ben spredte ved Dødsrigets Svælg. 8 Thi til dig, HERRE, Herre! se mine Øjne hen; paa dig forlader jeg mig; giv ikke min Sjæl til Pris! 9 Bevar mig fra Snaren, som de have udstillet for mig, og fra deres Garn, som gøre Uret. 10 Lad de ugudelige falde i deres eget Garn, medens jeg derhos slipper forbi.

Psalms 142:1-150:6

1 En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn. 2 Med min Røst vil jeg raabe til HERREN; med min Røst vil jeg bede til HERREN om Naade. 3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt. 4 Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig. 5 Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl. 6 Jeg rabte til dig, HERRE! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land. 7 Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig; naar du gør vel imod mig.

Psalms 143:1-150:6

1 En Psalme, af David. HERRE! hør min Bøn, vend dine Øren til mine ydmyge Begæringer, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærdighed, 2 og gaa ikke i Rette med din Tjener; thi ingen, som lever, er retfærdig for dig. 3 Thi Fjenden har forfulgt min Sjæl, han har knust mit Liv til Jorden, han har gjort, at jeg maa sidde i Mørket ligesom de, der ere døde i al Evighed. 4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forfærdet inden i mig. 5 Jeg kommer de Dage fra fordum i Hu, jeg grunder paa alt dit Værk, jeg betænker dine Hænders Gerning. 6 Jeg har udbredt mine Hænder til dig, lig et udtørret Land længes min Sjæl efter dig. Sela. 7 Skynd dig, bønhør mig, HERRE! min Aand for aar skjul ikke dit Ansigt for mig, saa jeg bliver dem lig, der fare ned i Hulen. 8 Lad mig aarle høre din Miskundhed; thi liar forladt mig paa dig; kundgør mig den Vej som jeg skal gaa paa; til jeg har opløftet min Sjæl til dig. 9 Fri mig fra mine HERRE! hos dig har jeg søgt Skjul. 10 Lær mig at gøre din Villie; thi du er min Gud; din Aand er god, lad den føre mig paa det jævne Land! 11 For dit Navns Skyld, HERRE! vil du holde mig i Live; for din Retfærdigheds Skyld vil du udføre min Sjæl af trængsel. 12 For din Miskundheds Skyld vil du udslette mine Fjender og fordærve alle dem, som trænge min Sjæl; thi jeg er din Tjener.

Psalms 144:1-150:6

1 Af David. Lovet være HERREN, min Klippe! han, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen, 2 han, som er Miskundhed imod mig og min Befæstning, min faste Borg og min Befrier, mit Skjold og den, paa hvem jeg har forladt mig; han, som tvinger mit Folk under mig. 3 HERRE! hvad er et Menneske, at du kendes ved ham? et Menneskes Barn, at du agter paa ham? 4 Mennesket er ligt et Aandepust, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi. 5 HERRE! bøj dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, saa at de ryge. 6 Lad Lynet lyne og adspred dem, udskyd dine Pile og forfærd dem! 7 Udræk dine Hænder fra det høje, udfri mig og red mig af de store Vande af de fremmedes Haand, 8 hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens jeg højre Haand. 9 Gud! jeg vil synge dig en ny Sang, jeg vil synge Psalmer for dig til Psalteren med ti Strenge, 10 ham, Fjender, som giver Konger Frelse, som udriver sin Tjener David fra det grumme Sværd! 11 Udfri mig og red mig af de fremmedes Haand, hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens højre Haand, 12 at vore Sønner maa være som Planter, der ere komne til Frodighed i deres Ungdom; vore Døtre som Hjørnepiller, der ere udhuggede efter Templets Stil; 13 at vore Forraadskamre maa være fulde, at de kunne frembyde baade det ene og det andet Slags; at vore Faar kunne føde tusinde, ja, ti Tusinde paa vore Gader; 14 at vore Øksne maa være kraftige, at der intet Brud og ingen Afgang maa være, ej heller Klagemaal paa være Gader. 15 Saligt er det Folk, som det gaar saaledes; saligt er det folk, hvis Gud HERREN er!

Psalms 145:1-150:6

1 En Lovsang, af David. Jeg vil ophøje dig, min Gud, du som er Kongen! og love dit Navn eviridelig og altid. 2 Hver Dag vil jeg love dig og prise dit Navn evindelig og altid. 3 HERREN er stor og saare priselig, og hans Magt er uransagelig. 4 En Slægt skal berømme for den anden dine Gerninger, og de skulle forkynde din Vælde. 5 Jeg vil betænke din Majestæts herlige Ære og dine underfulde Gerninger. 6 Og der skal tales om dine forfærdelige, Gerningers Vælde, og jeg vil fortælle om din Magt. 7 De skulle udbrede din store Godheds Ihukommelse og synge med Fryd om din Retfærdighed. 8 HERREN er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed. 9 HERREN er god mod alle, og hans Barmhjertighed er over alle hans Gerninger. 10 Dig, HERRE! skulle alle dine Gerninger prise og dine hellige love dig. 11 De skulle forkynde dit Riges Ære, tale om din Vælde. 12 for at kundgøre for Menneskens Børn hans Vælde og hans Riges herlige Ære. 13 Dit Rige er et Rige i al Evighed, og dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. 14 HERREN opholder alle dem, som falde, og oprejser alle de nedbøjede. 15 Alles Øjne vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid. 16 Du oplader din Haand og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed. 17 HERREN er retfærdig i alle sine Veje og miskundelig i alle sine Gerninger. 18 HERREN er nær hos alle, som kalde paa ham, hos alle, som kalde paa ham i Sandhed. 19 Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem. 20 HERREN bevarer alle dem, som elske ham, men han ødelægger alle de ugudelige. 21 Min Mund skal udtale HERRENS Lov, og alt Kød skal love hans hellige Navn evindelig og altid.

Psalms 146:1-150:6

1 Halleluja! Min Sjæl! lov HERREN! 2 Jeg vil love HERREN, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg er til. 3 Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvem der ingen Frelse er. 4 Hans Aand udfarer, han vender tilbage til sit Støv; paa den Dag er det forbi med hans stolte Anslag. 5 Salig ere den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til HERREN hans Gud; 6 som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som der er i dem, han, som bliver Sandhed tro evindelig; 7 som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver, de hungrige Brød; HERREN løser de bundne. 8 HERREN høner de blindes Øjne; HERREN oprejser de nedbøjede; HERREN elsker de retfærdige. 9 HERREN bevarer de fremmede; han opholder faderløse og Enker, men forvender de ugudeliges Vej. 10 HERREN skal regere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slægt til Slægt. Halleluja!

Psalms 147:1-150:6

1 Lover HERREN! Thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig. 2 HERREN bygger Jerusalem, han Samler de fordrevne af Israel. 3 Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar. 4 Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn. 5 Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand. 6 HERREN oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden. 7 Svarer HERREN med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe; 8 ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene; 9 ham, som giver til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige. 10 Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben. 11 Behag har HERREN til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed. 12 O, Jerusalem! pris HERREN; o, Zion! lov din Gud. 13 Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte. 14 Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede. 15 Han sender sit Ord til Jorden, hans Befaling løber saare hastelig. 16 Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske. 17 Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde? 18 Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen. 19 Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love. 20 Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!

Psalms 148:1-150:6

1 Halleluja! Lover HERREN fra Himlene, lover ham i det høje! 2 Lover ham, alle hans Engle! lover ham, alle hans Hærskarer! 3 Lover ham, Sol og Maane! lover ham, alle Lysets Stjerner! 4 Lover Haa ham, Himlenes Himle! og I Vande, som ere over Himlene! 5 De skulle love HERRENS Navn; thi han bød, og de bleve skabte. 6 Og han har stillet dem hen for bestandig, evindelig; han satte dem en Lov, og Føde den skal ikke overskrides. 7 Lover HERREN fra Jorden, I Søuhyrer og alle Dyb! 8 IId og Hagel Sne og Røg og Stormvejr, som udretter hans Ord! 9 I Bjerge og alle Høje, Frugttræer og alle Cedre! 10 I vilde Dyr og alt Kvæg, Kryb og vingede Fugle! 11 I Konger paa Jorden og alle Folk, Fyrster og alle Dommere paa Jorden! 12 Unge Karle og Jomfruer tillige, de gamle med de unge! 13 De skulle love HERRENS Navn; thi hans Navn alene er ophøjet, hans Majestæt er over Jorden og Himmelen. 14 Og han har ophøjet et Horn for sit Folk, han, der er Han en Lovsang for alle sine hellige, for hvo Israels Børn, det Folk, der er ham nær. Halleluja!

Psalms 149:1-150:6

1 Halleluja! Synger HERREN en ny Sang, hans Lovsang i de helliges Menighed! 2 Israel glæde sig over sin Skaber, Zions Børn fryde sig over deres Konge! 3 De skulle love hans Navn med Dans, de skulle lovsynge ham til Tromme og Harpe. 4 Thi HERREN har Behagelighed til sit Folk, han pryder de sagtmodige med Frelse. 5 De hellige skulle glæde sig i Herlighed, de skulle synge med Fryd paa deres Leje. 6 De skulle ophøje Gud med deres Strube, og der skal være et tveægget Sværd i deres Haand 7 for at øve Hævn paa Hedningerne og Straf paa Folkeslægterne; 8 for at hinde deres Konger med Lænker og deres Hædersmænd med Jernbolte; 9 og for at fuldbyrde paa dem den Dom, som staar skreven! Det er Æren for alle hans hellige. Halleluja!

Psalms 150:1-6

1 Halleluja! Lover Gud i hans Helligdom, lov er ham i hans Vældes udstrakte Befæstning! 2 Lover ham for hans vældige. Gerninger, lover ham efter hans store Magt! 3 Lover ham med Basuns Klang, lover ham med Psalter og Harpe! 4 Lover ham med Tromme og Dans, lover ham med Strenge og Fløjte! 5 Lover ham med lydende Cymbler, lover ham med klingende Cymbler! 6 Alt det, som har Aande, love HERREN! Halleluja!

Psalms 82:4

4 Redder den ringe og den fattige; udfrier ham af de ugudeliges Haand!

Isaiah 41:11-13

11 Se, alle de, som harmes paa dig, skulle beskæmmes og blive til Skamme; de Mænd, som trætte med dig, skulle blive til intet og omkomme. 12 De Mænd, som kives med dig skal du søge efter og ikke finde; de Mænd, som stride imod dig, skulle blive til intet og omkomme. 13 Thi jeg er HERREN din Gud, som tager dig ved din højre Haand, som siger til dig: Frygt ikke; jeg hjælper dig.

Matthew 5:38-41

38 I have hørt, at der er sagt: Øie for Øie, og Tand for Tand. 39 Men jeg siger Eder, at I skulle ikke sætte Eder imod det onde; men dersom Nogen giver dig et Slag paa det høire Kindbeen, vend ham det andet ogsaa til. 40 Og dersom Nogen vil gaae i Rette med dig og tage din kjortel, lad ham og beholde Kappen. 41 Og dersom Nogen tvinger dig til at gaae en Mil, gak to med ham.

Psalms 18:3

3 HERREN er min Klippe, min Befæstning og min Frelser; min Gud er min Klippe, paa hvem jeg forlader mig, mit Skjold og mit Frelsens Horn, min faste Borg.

Matthew 5:11

11 Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det.

Ephesians 4:29

29 Ingen raadden Snak udgaae af Eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa;

Proverbs 6:16-19

16 Disse seks Stykker hader HERREN, og de syv ere en Vederstyggelighed for hans Sjæl: 17 Stolte Øjne, en løgnagtig Tunge og Hænder, som udgyde den uskyldiges Blod; 18 et Hjerte, som optænker uretfærdige Tanker; Fødder, som haste med at løbe til det onde; 19 den, der som Vidne taler Løgn; og den, Som kommer Trætter af Sted imellem Brødre.

1 John 2:9

9 Hvo som siger, at han er i Lyset, og hader sin Broder, han er endnu i Mørket.

Deuteronomy 31:6

6 Værer frimodige og værer stærke, frygter ikke og forfærdes ikke for deres Ansigt; thi HERREN din Gud, han er den, som vandrer med dig, han slipper dig ikke og forlader dig ikke.

1 John 3:15

15 Hver, som hader sin Broder, er en Manddraber: og I vide, at ingen Manddraber har det evige Liv blivende i sig.

Romans 12:19-20

19 Hævner Eder ikke selv, I Elskelige! men giver Straffen Tid; thi der er skrevet: Hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger Herren. 20 Dersom da din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster, giv ham Drikke; thi naar du det gjør, samler du gloende Kul paa hans Hoved.

Matthew 5:43-48

43 I have hørt, at der er sagt: du skal elske din Næste, og hade din Fjende. 44 Men jeg siger Eder: elsker Eders Fjender, velsigner dem, som Eder forbande, gjører dem godt, som Eder hade, og beder for dem, som gjøre Eder Skade og forfølge Eder, 45 paa det I skulle vorde Eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige. 46 Thi dersom I elske dem, som Eder elske, hvad have I da for Løn? Gjøre ikke ogsaa Toldere det Samme? 47 Og dersom I hilse Eders Brødre alene, hvad stort gjøre I da? Gjøre ikke Toldere ligesaa? 48 Værer da fuldkomne, ligesom Eders Fader i Himlene er fuldkommen.

2 Timothy 1:7

7 Thi Gud har ikke givet os Feigheds Aand, men Krafts og Kjærligheds og Sindigheds Aand.

Leviticus 19:18

18 Du skal ikke hævne dig selv; ej heller beholde Vrede imod dit Folks Børn, og du skal elske din Næste som dig selv; jeg er HERREN.

Topical data is from OpenBible.info, retrieved November 11, 2013, and licensed under a Creative Commons Attribution License.