Psalms 25:2 Cross References - Danish

² Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig.

¹ En Skiggajon, af David, som han sang for HERREN, over Benjaminiten Kus's Ord.

² HERRE, hvor længe? vil du evindelig glemme mig? hvor længe vil du skjule dit Ansigt for mig? ³ Hvor længe skal jeg; være raadvild i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen, hvor længe skal min Fjende ophøje sig over mig? ⁴ Se til, bønhør mig, HERRE min Gud! opklar mine Øjne, at jeg ikke skal hensove i Døden,

² Og han sagde: HERRE! jeg har dig hjertelig kær, min Styrke!

¹ Til Sangmesteren; til "Morgenrødens Hind"; en Psalme af David.

⁵ Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.

⁸ Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David.

⁸ HERRENS Engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygte ham, og frier dem.

¹⁹ Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt give Vink med Øjnene. ²⁰ Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag. ²¹ Og de lode deres Mund vidt op imod mig de sagde; Ha, ha! vort Øje har set det. ²² HERRE! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig. ²³ Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre! ²⁴ HERRE, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig, ²⁵ at de ikke skulle sige i deres Hjerte: "Ha, ha! det var vor Lyst!"

⁴⁰ Og HERREN skal hjælpe dem og udfri dem; han skal udfri dem fra de ugudelige og frelse dem; thi de have forladt sig paa ham.

¹¹ Men du, HERRE! vær mig naadig og rejs mig op, saa vil jeg betale dem.

¹ Til Sangmesteren; til "den stumme Due i det fjerne" af David; "et gyldent Smykke", der Filisterne havde grebet ham i Gath.

¹ HERRE! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!

³ HERRE! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?

⁶ Jeg rabte til dig, HERRE! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

³ Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig.

¹⁶ Derfor, saa sagde den Herre, HERRE: Se, jeg lægger til Grundvold i Zion en Sten, en prøvet Sten, en kostelig Hjørnesten, fast grundlagt; hvo, som tror, haster ikke.

¹⁴ Saa sagde Kongen: Lader ikke Ezekias bedrage eder! thi han formaar ikke at redde eder. ¹⁵ Og lader ikke Ezekias faa eder til at forlade eder paa HERREN, idet han siger: HERREN skal visselig fri os; denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand. ¹⁶ Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig, og gaar ud til mig og æder, hver af sit Vintræ og hver af sit Figentræ, og drikker hver Vand af sin Brønd, ¹⁷ indtil jeg kommer op henter eder til et Land som eder: Land, et Land, i hvilket der er Korn og Vin, et Land, i hvilket der er Brød og Vingaarde. ¹⁸ Lader ikke Ezekias tilskynde eder, idet han siger: HERREN skal fri os; have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land af Kongen af Assyriens Haand: ¹⁹ Hvo ere de Guder af Hamat og Arfad? hvo ere de Cuder af Sefarvajm? og mon de have reddet Samaria af min Haand? ²⁰ Hvo ibland alle disse Landes Guder er der, som lave friet deres Land af min Haand, og HERREN skulde redde Jerusalern af min Haand?

¹⁰ Saa skulle I sige til Ezekias, Judas Konge: Lad din Gud, som du forlader dig paa, ikke bedrage dig, saa at du siger: Jerusalem skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.

²⁰ Men nu, HERRE vor Gud! frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kende, at du er HERRE, du alene.

³⁵ Men jeg vil beskærme denne Stad for at frelse den, for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld.

¹⁶ Du skal kaste dem, og Vejret skal løfte dem, og en Storm skal adsprede dern; men du skal fryde dig i HERREN, du skal prise dig i Israels Hellige.

²³ Og Konger skulle vsere dine Fosterfædre, og deres Fyrstinder skulle være dine Ammer, paa deres Ansigt skulle de nedbøje sig til Jorden for dig og slikke dine Fødders Støv: da skal du fornemme, at jeg er HERREN, og at de, som forvente mig, ikke skulle beskæmmes.

⁵ men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig Aand, som er given os.

¹¹ Skriften siger jo: hver den, som troer paa ham, skal ikke beskæmmes.

⁶ Derfor hedder det og i Skriften: see, jeg sætter i Zion en Hovedhjørnesteen som er udvalgt og dyrebar; og hvo, som troer paa ham, skal ingenlunde beskæmmes.