Proverbs 9 Cross References - Danish

¹ Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller; ² hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord; ³ hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje: ⁴ Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun: ⁵ Kommer hid æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet. ⁶ Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej. ⁷ Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn. ⁸ Sæt ikke en Spotter Rette, at han ikke skal hade dig; sset en viis i Rette, og han skal elske dig. ⁹ Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lældom. ¹⁰ HERRENS Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand. ¹¹ Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vor de dig tillagte: ¹² Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene. ¹³ Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget. ¹⁴ Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje, ¹⁵ for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier; ¹⁶ hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til. ¹⁷ Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert. ¹⁸ Men han ved ikke, at der er Dødninger der; de, som ere indbudne af hende, ere i Dødsrigets Dyb.

⁶ Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad.

⁸ Se, kære, jeg har to Døtre, som ikke have kendt Mand kære, jeg vil lede dem ud til eder gører saa med dem, hvad eder god synes; kun disse Mænd maa I ikke gøre noget; thi derfor ere de komne under mit Tags Skygge. ⁹ Og de sagde: Kom nærmere; og de sagde: Denne ene er kommen at bosæette sig her og vil dømme; nu, vi ville gøre dig mere ondt end dem; saa trængte de saare hart ind paa Manden, paa Lot, og traadte til for bryde Døren op.

¹⁶ Og Manden gjorde, som Josef sagde; og Manden førte Mændene i Josefs Hus.

¹⁷ Du skal ikke hade din Broder i dit Hjerte; men du skal irettesætte din Næste, at du ikke skal bære Synd for hans Skyld.

⁶ Og Josva, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunne Søn, der vare blandt dem, der havde bespejdet Landet, de sønderreve deres Klæder. ⁷ Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igennem til at bespejde det, er et saare, ja saare godt Land. ⁸ Dersom HERREN har Behagelighed til os, da fører han os ind i dette Land og giver os det, et Land, som flyder med Mælk og Honning. ⁹ Men værer kun ikke genstridige imod HERREN, og I, frygter ikke Folket i det Land, thi dem tage vi som en Bid Brød; deres Værn er veget fra dem; men med os er HERREN, frygter ikke for dem. ¹⁰ Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene, og HERRENS Herlighed blev set i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn.

² paa det du skal frygte HERREN din Gud ved at holde alle hans Skikke og; hans Bud, som jeg byder dig, du og din Søn og din Sønnesøn, alle dine Livsdage, og paa det at dine Dage maa forlænges

⁷ Da sagde Nathan til David: Du er Manden! Saa sagde HERREN, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg udfriede dig af Sauls Haand, ⁸ og jeg gav dig din Herres Hus og din Herres Hustruer i dit Skød og gav dig Israels og Judas Hus, og dersom det var for lidet, da vilde jeg lagt dig saadant og saadant til. ⁹ Hvorfor har du foragtet HERRENS Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øjne? Hethiteren Uria har du slaget med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham har du slaget ihjel ved Ammons Børns Sværd. ¹⁰ Saa skal nu Sværdet ikke vige fra dit Hus evindeligt, fordi du foragtede mig og tog Hethiteren Urias Hustru, at hun skulde være dig til en Hustru. ¹¹ Saa sagde HERREN: Se, jeg rejser Ulykke over dig fra dit eget Hus og tager dine Hustruer for dine Øjne og giver din Næste dem, at han skal ligge hos dine Hustruer for den klare Sol. ¹² Thi du har gjort det i Løndom; men jeg vil gøre denne Gerning for al Israel og for Solens Lys. ¹³ Da sagde David til Nathan: Jeg har syndet imod HERREN. Og Nathan sagde til David: HERREN har ogsaa forladt dig din Synd, du skal ikke dø. ¹⁴ Dog, fordi du ved denne Gerning har givet HERRENS Fjender Lejlighed til at spotte, skal ogsaa den Søn, som dig er født, visselig dø.

²³ Og de gave Kongen det til Kende og sagde: Se, der er Profeten Nathan; og der han kom for Kongens Ansigt, da bøjede han sig ned for Kongen paa sit Ansigt til Jorden.

³² Og Kong David sagde: Kalder mig Zadok, Præsten, og Nathan, Profeten, og Benaja, Jojadas Søn; og de kom ind for Kongens Ansigt.

² Og han byggede Libanons Skovhus, hundrede Alen var dets Længde og halvtredsindstyve Alen dets Bredde og tredive Alen dets Højde, paa fire Rader Gedersøjler og udhugne Cederbjælker paa Søjlerne. ³ Og det var tækket med Geder oventil over Bjælkerne, som hvilede paa fem og fyrretyve Søjler, femten i hver Rad.

⁶ Og han gjorde Søjlehallen, halvtredsindstyve Alen var dens Længde og tredive Alen dens Bredde, og en Forhal foran den med Søjler og Opgangstrin foran den.

²¹ Og han oprejste Støtterne ved Templets Forhal, og han oprejste den højre Støtte og kaldte dens Navn Jakin, og han oprejste den venstre Støtte og kaldte dens Navn Boas.

¹⁷ Og det skete, der Akab saa Elias, da sagde Akab til ham: Er det dig, som forstyrrer Israel?

²⁰ Og Akab sagde til Elias: Har du fundet mig, min Fjende? Og han saagde: Jeg har fundet dig, fordi du har solgt dig selv til at gøre det onde for HERRENS Øjne.

⁸ Og Israels Konge sagde til Josafat: Her er endnu een Mand, ved hvem man kan adspørge HERREN, men jeg hader ham, fordi han spaar ikke godt over mig, men ondt, det er Mika, Jimlas Søn; og Josafat sagde: Kongen sige ikke saa!

²⁴ Da gik Zedekia, Knaanas Søn, frem og slog Mika paa Kinden og sagde: Hvorledes? er HERRENS Aand gaaet over fra mig for at tale med dig?

²⁷ Og du skal sige: Saa siger Kongen: Sætter denne i Fængsels Hus og bespiser ham med Trængsels Brød og Trængsels vand, indtil jeg kommer med Fred.

²⁴ Og han kom til Højen, da tog han det af deres Haand og nedlagde det i Huset, og han lod Mændene gaa, og de gik bort. ²⁵ Og han selv kom og traadte frem for sin Herre; men Elisa sagde til ham: Hvorfra kommer du, Gihesi? og han sagde: Din Tjener er hverken gaaet hid eller did. ²⁶ Men han sagde til ham: Vandrede ikke mit Hjerte med, der Manden vendte sig fra sin Vogn imod dig? var det nu Tid til at tage Sølv og at tage Klæder og Oliegaarde og Vingaarde og smaat Kvæg og stort Kvæg og Tjenere og Tjenestepiger? ²⁷ Derfor skal Naamans Spedalskhed hænge ved dig og ved din Sæd evindeligt; og han gik ud fra hans Ansigt, spedalsk som Sne.

⁹ Og du, Salomo, min Søn! kend din Faders Gud, og tjen ham med et retskaffent Hjerte og med en villig Sjæl, thi HERREN ransager alle Hjerter og forstaar alle Tankers Digten; dersom du søger ham, skal han findes af dig, og dersom du forlader ham, skal han forkaste dig i Evighed.

²⁰ Og Guds Aand iførte sig Sakaria, Præsten Jojadas Søn, og han stod oven over Folket og sagde til dem: Saa sagde Gud: Hvorfor overtræde I HERRENS Bud derfor skulle I ikke være lykkelige, thi I have forladt HERREN, og han har forladt eder. ²¹ Men de sammensvore sig imod ham og stenede ham med Stene, efter Kongens Bud, I Forgaarden til HERRENS Hus. ²² Og Kong Joas kom ikke den Miskundhed i Hu, som Jojada, hans Fader, havde gjort imod ham, men slog hans Søn ihjel; og der denne døde, sagde han: HERREN skal se og hjemsøge det.

¹⁵ Da optændtes HERRENS Vrede imod Amazia, og han sendte en Profet til ham, og han sagde til ham: Hvorfor søger du det Folks Guder, som ikke kunde redde deres Folk af din Haand? ¹⁶ Men det skete, der han talte til ham, da sagde han til ham: Mon vi have sat dig til Kongens Raadgiver? lad du af! hvorfor skulle de slaa dig ihjel? Da lod Profeten af og sagde: Jeg fornemmer, at Gud har besluttet at ødelægge dig, fordi du gjorde dette og ikke adlød mit Raad.

¹⁶ Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Profeter, indtil HERRENS Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom mere.

² Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig. ³ Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine veje fuldkomne?

²¹ Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal kornme godt til dig.

²⁸ Og han sagde til Mennesket: Se, Herrens Frygt, det er Visdom, og at vige fra det onde, det er Forstand.

⁶ Dersom du har syndet, hvad kan du gøre imod ham? og ere dine Overtrædelser mange, hvad kan du volde ham? ⁷ Dersom du er retfærdig, hvad kan du give ham? eller hvad skal han modtage af din Haand?

⁷ Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede.

²⁶ Fra dig begynder min han Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham.

²⁹ Thi Riget hører HERREN til, og han hersker over Hedningerne.

⁴ Jeg sidder ikke hos falske Folk og kommer ikke hos underfundige. ⁵ Jeg hader de ondes Forsamling og sidder ikke hos de ugudelige. ⁶ Jeg toer mine Hænder i Uskyldighed og holder mig omkring dit Alter, HERRE!

¹⁰ Kongedøtre ere iblandt dine Herligheder; Dronningen staar ved din højre Haand i Guld fra Ofir.

¹¹ Din Hjord bosatte sig i Landet, du beredte det, Gud! for den elendige ved din Godhed.

⁵ De skønne ikke og forstaa ikke, de vandre i Mørke; alle Jordens Grundpiller ryste.

¹⁰ HERRENS Frygt er Visdoms Begyndelse, en god Klogskab hos alle dem, som gøre derefter; hans Pris bestaar altid.

¹¹⁵ Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud.

¹³⁰ Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige.

⁵ Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab.

⁵ og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre;

⁷ HERRENS Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daareine forlagte Visdom I og Undervisning.

²⁰ Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne; ²¹ paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord: ²² Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab?

²² Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab? ²³ Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre mine Ord.

⁵ Da skal du forstaa HERRENS Frygt og finde Guds Kundskab.

¹⁸ thi hendes Hus bøjer ned imod Døden og hendes Veje til Dødningerne; ¹⁹ alle de, som gaa ind til hende, skulle ikke komme tilhage og ikke naa Livsens Stier;

² Thi et langt Liv og mange Aar at leve i og Fred skulle de bringe dig rigeligt.

¹⁶ I dens højre Haand er langt Liv, i dens venstre er Rigdom og Ære.

¹¹ Jeg underviser dig om Visdoms Vej, jeg leder dig paa jævne Stier.

¹⁴ Kom ikke paa de ugudeliges Sti, og gak ikke frem paa de ondes Vej. ¹⁵ Lad den ligge, gak ikke frem paa den, vig fra den og gak forbi!

⁵ Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. ⁶ For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.

²⁶ Thi for en Skøges Skyld gælder det kun om et Stykke Brød, men en anden Mands Hustru fanger den dyrebare Sjæl.

³² Den, som bedriver Hor med en Kvinde, fattes Forstand; den, som vil fordærve sin Sjeel, han, ja han gør sligt.

¹⁰ Og se, en Kvinde mødte ham i Horestykke og underfundig i Hjertet, ¹¹ støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.

¹¹ støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus. ¹² Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner. ¹³ Og hun tog fat paa hø og kyssede, ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham. ¹⁴ Der paalaa mig takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter; ¹⁵ derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.

¹⁸ kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov; ¹⁹ thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort; ²⁰ han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.

²⁵ Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier; ²⁶ thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget. ²⁷ Hendes Hus ere Veje til Dødsriget; de gaa ned til Dødens Kamre.

²⁷ Hendes Hus ere Veje til Dødsriget; de gaa ned til Dødens Kamre.

¹ Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst: ² Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den; ³ ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene røber den.

⁵ I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.

³⁵ Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos HERREN.

² hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord; ³ hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje: ⁴ Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun: ⁵ Kommer hid æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet.

¹¹ Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vor de dig tillagte:

¹⁴ Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,

¹⁶ hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til. ¹⁷ Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert.

¹⁷ At bevare Tugt er Vej til Livet; men den, som lader Tilrettevisning fare, vildleder.

²⁷ HERRENS Frygt lægger Dage til; men de ugudeliges Aar forkortes.

¹⁸ Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Ære.

²⁰ Den, som omgaas med vise, bliver vis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.

¹² En Spotter elsker ikke den, som sætter ham i Rette, han gaar ikke til de vise.

²⁶ Arbejderens Hunger arbejder for ham; thi hans Mund driver paa ham.

¹⁷ Brød, tjent ved Bedrag, smager en Mand vel; men siden bliver hans Mund fuld af Grus.

⁹ Det er bedre at bo i et Hjørne paa Taget End hos en trættekær Kvinde og i Hus sammen.

¹⁹ Det er bedre at bo i et Øde Land end hos en trættekær og arrig Kvinde.

⁹ Tal ikke for Daarens Øren; thi han foragter din Tales Klogskab.

²⁷ Thi Skøgen er en dyb Grav og den fremmede Kvinde en snæver Brønd. ²⁸ Hun ligger paa Lur som efter Rov og formerer Tallet paa de troløse iblandt Menneskene.

³⁰ De, som sidde længe ved Vinen, de, som gaa ind at prøve den stærke Drik. ³¹ Se ikke til Vinen, hvor den er rød, hvor den perler i Bægeret; glat gaar den ned. ³² Til sidst skal den bide som en Slange og stikke som en Basilisk;

¹² Som et gyldent Smykke og en kostelig Prydelse vil den, som irettessætter viselig, være det for Øre, som hører efter.

²³ Hvo der irettesætter et Menneske, skal derefter finde mere Gunst end den, som smigrer med Tungen.

¹ Den Mand, som forhærder sin Nakke, vil tidt blive straffet; hastelig skal han sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.

³ Og jeg havde ikke lært Visdom eller kendt Kundskab om den Hellige.

²⁰ Saa er en Horekvindes Vej; hun spiser og afvisker sin Mund og siger: Jeg har ikke gjort Uret.

¹³ Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det bør hvert Menneske at gøre.

¹ Jeg er kommen, min Søster, Brud! i min Have har lukket min Myrra, tillige med min duftende Urt, jeg har ædt min Honningkage tillige med min Honning, jeg har drukket min Vin tillige med min Mælk; æder, I Venner! drikker og bliver drukne, I elskelige!

² Jeg vilde lade dig, jeg vilde føre dig til min Moders Hus: du skulde lære mig; jeg skulde give dig af krydret Vin at drikke, af mit Granattræs Most.

⁶ Og den HERRE Zebaoth skal gøre for alle Folkeslag et fedt Gæstebud paa, dette Bjerg, et Gæstebud med gammel Vin, med fed Marv, med gammel, klaret Vin.

²² Og nu, spotter ikke, at eders Baand ikke skulle blive haardere; thi jeg har hørt om Ødelæggelse og om en fast Beskikkelse fra Herren, den HERRE Zebaoth, over al Jorden.

¹ Nu vel! hver den, som tørster, komme hid til Vandene, og I, som ikke have Penge, komme hid, køber og æder; kommer, køber uden Penge og uden Betaling Vin og Mælk! ² Hvi veje I Penge ud, for hvad der ikke er Brød, og eders Dagløn, for hvad der ikke kan mætte? hører dog paa mig og æder det gode, saa skal eders Sjæl kvæge sig med det fede. ³ Bøjer eders Øre og kommer hid til mig, hører, saa skal eders Sjæl leve; thi jeg vil gøre en evig Pagt med eder, paa de trofaste Forjættelser til David.

¹² Og de skulle komme og synge med Fryd paa Zions Høj og strømme til HERRENS gode Gaver, til Korn og til Most og til Olie og til unge Faar og Øksne; og deres Sjæl skal være som en vandrig Have, og de skulle ikke herefter bedrøves mere. ¹³ Da skal en Jomfru glæde sig i Dans, og unge og gamle til Hobe; og jeg vil vende deres Sorg til Glæde og trøste dem og glæde dem efter deres Bedrøvelse. ¹⁴ Og jeg vil vederkvæge Præsternes Sjæl med det fede, og mit Folk, de skulle mættes med mine Gaver, siger HERREN.

²⁰ Den Sjæl, som synder, den skal dø; en Søn skal ikke bære Faderens Misgerning med, og en Fader skal ikke bære Sønnens Misgerning med; den retfærdiges Retfærdighed skal komme over ham selv, og den ugudeliges Ugudelighed skal komme over ham selv.

³ Og vi ville kende, jage efter at kende HERREN, som Morgenrøden er hans Opgang vis; og han skal komme til os som Regnen, som Sildigregnen, der væder Jorden.

⁶ Giver ikke Hunde det Hellige, kaster ikke heller Eders Perler for Sviin, at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive Eder.

¹³ Gaaer ind ad den snevre Port; thi den Port er vid, og de Vei er bred, som fører til Fordærvelsen, og de ere mange, som gaae ind igennem den; ¹⁴ thi den Port er snever, og den Vei er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den.

²⁵ Paa den samme Tid udbrød Jesus og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult dette for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Umyndige.

²⁷ Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og Ingen kjender Sønnen uden Faderen, og Igen kjender Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil det aabenbare.

¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. ¹² Thi hvo som haver, han skal gives og han skal have til Overflod; men Hvo som ikke haver, ham skal endog fratages, det han haver.

¹⁴ Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven.

¹⁸ Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.

³ Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme.

³ Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme. ⁴ Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup.

⁴ Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup. ⁵ Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab; ⁶ Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem. ⁷ Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad. ⁸ Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd; ⁹ gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde.

⁹ gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde. ¹⁰ Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester. ¹¹ Da gik Kongen ind at besee Gjesterne, og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen. ¹² Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og har ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug. ¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. ¹⁴ Thi mange ere Kaldede, men Faa udvalgte.

²⁶ Men der de aade, tog Jesus Brødet og takkede, brød det og gav Disciplene det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme. ²⁷ Og han tog Kalken og takkede, og gav dem den og sagde: drikker Alle deraf; ²⁸ thi dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse.

⁴⁹ Derfor har og Guds Viisdom sagt: jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og nogle af dem skulle de slaae ihjel og forfølge andre.

²⁴ Stræber alvorligen at indgaae igjennem den snevre Port; thi Mange siger jeg Eder, skulle søge at komme ind og skulle ikke kunne.

¹⁶ Men han sagde til ham: der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og bød Mange. ¹⁷ Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time at sige til de Budne: kommer; thi nu ere alle Ting beredte.

¹⁷ Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time at sige til de Budne: kommer; thi nu ere alle Ting beredte.

²¹ Og den Tjener kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: gak hurtig ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde. ²² Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum. ²³ Og Herren sagde til Tjeneren: gak ud paa Veiene og ved Gjerderne og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt.

²⁷ Arbeider ikke for den Mad, som er forgængelig, men for den Mad, som varer til et evigt Liv, hvilken Menneskens Søn skal give Eder; thi ham har Faderen Gud selv, beseglet.

⁴⁹ Eders Fædre aade Manna i Ørknen og døde. ⁵⁰ Dette er det Brød, som kommer ned af Himmelen, at man skal æde af det og ikke døe. ⁵¹ Jeg er det levende Brød, som kom ned af Himmelen; om Nogen æder af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kjød hvilket jeg vil give for Verdens Liv. ⁵² Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: hvorledes skal denne give os sit Kjød at æde? ⁵³ Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom I ikke æde Menneskens Søns Kjød og drikke hans Blod, have I ikke Livet i Eder. ⁵⁴ Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag. ⁵⁵ Thi mit Kjød er sandelig Mad og mit Blod er sandelig Drikke. ⁵⁶ Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham. ⁵⁷ Ligesom den levende Fader udsendte mig, jeg lever ved Faderen ligesaa skal og den, som mig æder, leve ved mig. ⁵⁸ Dette er det Brød, som er kommet ned af Himmelen; ikke som Eders Fædre aade Manna og døde. Hvo som æder dette Brød, skal leve evindeligen.

³⁷ Men paa den sidste og store Høitidsdag stod Jesus frem og raabte og sagde: om Nogen tørster, han komme til mig og drikke.

³ Men dette er det evige Liv, at de kjende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Christus.

²⁰ Jesus svarede ham: jeg har talet frit for Verden; jeg jeg har altid lært i Synagogen og Templet, der hvor Jøderne komme tilsammen fra alle Steder, og jeg har intet talet i Løndom.

⁴⁰ Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem sigende: lader Eder frelse fra den vanartige Slægt!

⁸ Men Synden, som tog Anledning af Budet, virkede al Begjerlighed i mig; thi uden Lov er Synden død.

¹⁵ men hvorledes skal Nogen prædike, dersom de ikke blive udsendte? Som skrevet er: hvor deilige ere deres Fødder, som forkynde Fred, som forkynde godt Budskab.

⁹ Thi vi ere Guds Medarbeidere; I ere Guds Ager, Guds Bygning. ¹⁰ Jeg lagde Grundvolden som en viis Bygmester, efter den Guds Naade, som mig er given, men en Anden bygger derpaa; hver see til, hvorledes han bygger. ¹¹ Thi ingen kan lægge anden Grundvold end den, som lagt er, hvilken er Jesus Christus; ¹² men dersom Nogen bygger paa denne Grundvold Guld, Sølv, dyrebare Stene, træ, hø, straa, ¹³ da skal hvers Gjerning blive aabenbar; thi Dagen skal gjøre det klart, ved Ild skal det aabenbares, og Ilden skal prøve, hvordan hvers Gjerning er. ¹⁴ Dersom Nogens gjerning, som han byggede derpaa, bliver fast, da skal han faae Løn; ¹⁵ dersom Nogens Gjerning bliver opbrændt, da skal han lide Skade; men han selv skal blive frelst, dog som igjennem Ild.

⁷ Derfor udrenser den gamle Suurdeig, at I kunne være en ny Deig, ligesom I ere usyrede; thi ogsaa for os er vort Paaskelam slagtet, Christus. ⁸ Derfor lader os holde højtid, ikke med den gamle Suurdeig, ei heller med Ondskabs og Skalkheds Suurdeig, men med Reenheds og Sandheds usyrede Brød.

²⁰ Derfor ere vi Sendebud i Christi Sted, som og Gud formanede formedelst os; vi bede i Christi Sted: lader Eder forlige med Gud. ²¹ Thi den, som ikke vidste af Synd, har han gjort til Synd for os, paa det vi ham skulle vorde retfærdige for Gud.

¹⁷ Derfor gaaer ud fra dem og afsondrer Eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent; og jeg vil annamme Eder.

⁹ og da de erkjendte den Naade, som mig var given, gave de, nemlig Jakobus og Kephas og Johannes, som ansaaes for Pillerne, mig og Barnabas Samfunds-Haand, at vi skulde prædike hos Hedningerne, og de hos de Omskaarne;

¹¹ Men der Petrus kom til Antiochia, modsagde jeg ham lige i Øinene, efterdi han var at laste. ¹² Thi førend Nogle fra Jakobus ankom, aad han med Hedningerne; men der de kom, unddrog og fraskildte han sig af Frygt for dem af Omskærelsen. ¹³ Og med ham hyklede ogsaa de andre Jøder, saa at endog Barnabas blev henreven af deres Hykleri. ¹⁴ Men der jeg saae, at de ikke vandrede lige efter Evangeliums Sandhed, sagde jeg til Petrus i Alles Paahør: dersom du, som er en Jøde, lever paa hedensk Viis og ikke paa jødisk Viis, hvorfor tvinger du da Hendingerne til at leve paa jødisk Viis?

²⁰ opbygte paa Apostlernes og Propheternes Grundvold, saa Jesus Christus selv er Hovedhjørnestenen, ²¹ paa hvilken den ganske Bygning sammenføiet voxer til et helligt Tempel i Herren, ²² paa hvilken ogsaa I tillige blive bygte til Guds Bolig i Aanden.

¹² Thi hvad der lønligen bedrives af dem, er skammeligt endog at sige.

¹⁵ men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør omgaaes i Guds Huus, hvilket er den levende Guds Menighed. Sandhedens Piller og Grundvold,

⁴ han er opblæst, skjøndt han Intet veed, men er syg for Spørgsmaal og Ordkrig, hvoraf kommer Avind, Trætte, Bespottelse, ond Mistanke,

³ Thi saa meget større Hæder er han værd fremfor Moses, som den har større Ære i Huset, der beredte det. ⁴ Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud. ⁵ Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne hvad der skulde siges, ⁶ men Christus er det som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Roes.

⁴ Thi det er umuligt, at de, som eengang ere oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig Aand, ⁵ og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse, ⁶ da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot. ⁷ Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldne Regn og bærer Væxter, tjenlige for dem, som den dyrke, faaer Velsignelse af Gud; ⁸ men den, som bærer Torne og Tidsler, er uburgbar og Forbandelsen er nær; Enden med den er at brændes.

¹⁴ Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed; ¹⁵ derefter, naar Begjerligheden har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.

⁵ og vorder selv som levende Stene opbyggede til at vorde et aandeligt Huus, til et helligtPræstedom, at frembære aandelige offere, velbehageligere for Gud ved Jesus Christus. ⁶ Derfor hedder det og i Skriften: see, jeg sætter i Zion en Hovedhjørnesteen som er udvalgt og dyrebar; og hvo, som troer paa ham, skal ingenlunde beskæmmes.

³ Vider da først dette, at i de sidste Dage skulle der komme Bespottere, som vandre efter deres egne Lyster, ⁴ og sige: hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkomst? Thi fra den Dag, Fædrene ere hensovede, forblive alle Ting saaledes, som fra Skabningens Begyndelse. ⁵ Thi de ville ikke vide dette, at ved Guds Ord bleve Himlene fordum, og Jorden fremstod af Vand og ved Vand;

¹⁵ og agter vor Herres Langmodighed for en Frelse; ligesom og vor elskelige Broder Paulus, efter den ham givne Viisdom, har skrevet Eder, ¹⁶ som og i alle Brevene, naar han deri taler om disse Ting; hvoriblandt der er Noget, svart at forstaae, hvilket de Ukyndige og Ubefæstede forvende, ligesom de øvrige Skrifter, til deres egen Fordærvelse.

¹⁶ som og i alle Brevene, naar han deri taler om disse Ting; hvoriblandt der er Noget, svart at forstaae, hvilket de Ukyndige og Ubefæstede forvende, ligesom de øvrige Skrifter, til deres egen Fordærvelse.

¹⁸ Men voxer i vor Herres og Frelsers Jesu Christi Naade og Kundskab! Ham være Ære, baade nu og til evig Tid! Amen

²⁰ Og I have Salvelse af den Hellige og vide Alt. ²¹ Jeg skrev ikke til Eder, fordi I ikke vide Sandheden; men fordi I vide den, og fordi ingen Løgn er af Sandheden.

¹³ Dette har jeg skrevet til Eder, I, som troe paa Guds Søns Navn, paa det I skulle vide, at I have det evige Liv, og paa det I skulle troe paa Guds Søns Navn.

²⁰ Men vi vide, at Guds Søn er kommen og har givet os Forstand, saa at vi kjende den Sande; og vi ere i den Sande, i hans Søn Jesus Christus. Denne er den Sande Gud og det evige Liv.

¹² Den, som seirer, han vil jeg gjøre til en Piller i min Guds Tempel, og han skal ikke ydermere gaae ud derfra; og jeg vil skrive min Guds Navn paa ham og min Guds Stad, det nye Jerusalems Navn, hvilken kommer ned af Himmelen fra min Gud, og mit det nye Navn.

¹⁷ fordi du siger: jeg er rig og har Overflod og fattes intet; og du veed ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen. ¹⁸ Jeg raader dig, at du kjøber af mig Guld, luttret i Ilden, at du kan vorde rig; og hvide Klæder, at du kan bedække dig, og din Nøgenheds Skam ikke skal blottes, og salv dine Øine med Øiensalve, at du kan see.

⁴ Og jeg hørte en anden røst fra Himmelen, som sagde: gaaer bort fra hende, I mit Folk! at I ikke skulle blive deelagtige i hendes Synder, og at I ikke skulle rammes af hendes Plager.

¹⁷ Og Aanden og Bruden sige: kom! Og hvo som tørster, komme, og hvo som vil tage Livsens Vand uforskyldt!