Proverbs 7 Cross References - Danish

¹ Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig. ² Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten. ³ Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle! ⁴ Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding; ⁵ for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte. ⁶ Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter; ⁷ og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske som fattedes Forstand, ⁸ sog han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus, ⁹ i Tusmørket om Aftenen efter Dagen midt i Natten og Mørket. ¹⁰ Og se, en Kvinde mødte ham i Horestykke og underfundig i Hjertet, ¹¹ støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus. ¹² Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner. ¹³ Og hun tog fat paa hø og kyssede, ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham. ¹⁴ Der paalaa mig takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter; ¹⁵ derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig. ¹⁶ Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten; ¹⁷ jeg har overstænket min Senb med Myrra. Aloe og Kanel; ¹⁸ kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov; ¹⁹ thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort; ²⁰ han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen. ²¹ Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber. ²² Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse, ²³ indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv. ²⁴ Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord! ²⁵ Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier; ²⁶ thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget. ²⁷ Hendes Hus ere Veje til Dødsriget; de gaa ned til Dødens Kamre.

¹ Og Slangen var træskere end alle vilde Dyr paa Marken, hvilke Gud HERREN havde gjort; og den sagde til Kvinden: Mon Gud skulde have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven?

⁹ Og de sagde til ham: Hvor er Sara, din Hustru og han svarede: Se, i Teltet.

⁸ Og det skete, der han havde boet der en Tid lang, saa Abimelek, Filisternes Konge, ud igennem Vinduet og saa, og se, Isak legede med Rebekka, sin Hustru.

¹⁴ Da lagde hun sine Enkeklæder; sig og skjulte sig med et Slør og bedækkede sig og satte sig ved Indgangen til Enaim, som er paa Veje til Thimnat; thi hun saa, at Sel var bleven stor, og hun blev ikk given ham til Hustru. ¹⁵ Der Juda saa hende, tænkte han, at det var en Skøge, fordi hun havde skjult sit Ansigt.

⁷ Og det hændte sig derefer, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne paa Josef og sagde: Lig hos mig!

¹¹ Og det hændte sig en Dag, der han kom i Huset at gøre sin Gerning, og der var ingen af Huset Mænd der i Huset, ¹² da tog hun ham fat ved hans Klædebon og sagde: Lig hos mig; men han efterlod sit Klædebon i hendes Haand og flyede og gik udenfor.

⁶ Og det skal være hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hele Israels Menigheds Forsamling, imellem de tvende Aftener.

²³ Tag du dig ogsaa de bedste Urter, af den ædleste Myrra fem Hundrede Sekel, og halvt saa meget vellugtende Kanelbark, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel, og vellugtende Kalmus, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel,

¹¹ Og dette er Loven om Takofret, som man skal ofre for HERREN

¹⁵ Og Kødet af Slagtofret, som hører til nogens Takoffers Lovoffer, skal ædes paa hans Offers Dag; man skal intet lade blive deraf til om Morgenen. ¹⁶ Og dersom det Slagtoffer, som han ofrer, er et Løfteoffer eller et frivilligt Offer, da skal det ædes paa den samme Dag, han ofrer sit Offer, og den næste Dag skal det ædes, som levnes deraf.

⁵ Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud, hvilke et Menneske skal gøre og leve ved dem; jeg er HERREN.

¹ Og Israel boede i Sittam, og Folket begyndte at bedrive Hor med Moabiternes Døtre.

⁶ Og se, en Mand af Israels Børn kom og førte en midianitisk Kvinde frem til sine Brødre, for Mose Øjne og for al Israels Børns Menigheds Øjne; og disse græd ved Forsamlingens Pauluns Dør. ⁷ Og Pinehas, en Søn af Eleasar, der var en Søn af Præsten Aron, saa det og han stod op midt i Menigheden og tog et Spyd i sin Haand. ⁸ Og han gik ind efter den israelitiske Mand i Horekippen og igennemstak dem begge, nemlig den israelitiske Mand og Kvinden, gennem deres Liv. Da aflod Plagen fra Israels Børn.

⁸ Og han gik ind efter den israelitiske Mand i Horekippen og igennemstak dem begge, nemlig den israelitiske Mand og Kvinden, gennem deres Liv. Da aflod Plagen fra Israels Børn. ⁹ Og de, som døde i denne Plage, vare fire og tyve Tusinde.

¹⁶ Se, disse bleve paa Bileams Ord Anledning for Israel Børn til Troløshed mod HERREN formedelst Sagen med Peor; hvorfor Plagen kom over HERRENS Menighed.

⁸ Og du skal binde dem til et Tegn paa din Haand og de skulle være dig til Spand imellem dine Øjne. ⁹ Og; du skal skrive dem paa Dørstolperne af dit Hus og paa dine Porte.

¹⁸ Men I skulle lægge disse mine Ord paa eders Hjerte og paa eders Sjæl. og binde dem til et Tegn paa eders Haand, at de kunne være til et Spand imellem eders Øjne. ¹⁹ Og I skulle lære eders Børn dem ved at tale derom, naar du sidder i dit Hus, og naar du gaar paa Vejen. Og naar du lægger dig, og naar du staa op, ²⁰ og du skal skrive dem paa Dørstolperne i dit Hus og paa dine Porte;

²⁸ og Forbandelsen, dersom I ikke lyde HERREN eders Guds Bud, men vige fra den Vej, som jeg byder eder i Dag, saa at I vandre efter andre Guder, som I ikke kende.

⁶ Og derhen skulle I føre eders Brændofre, og eders Slagtofre og eders Tiender og eders Hænders Offergaver og eders Løfter og eders frivillige Ofre og de førstefødte af eders store Kvæg og af eders smaa Kvæg; ⁷ og der skulle I æde for HERREN eders Guds Ansigt, og I skulle være glade i alt det, som I udrække eders Hænder til; I og eders Huse, ved hvad HERREN din Gud har velsignet dig med.

¹⁰ Han fandt ham i et øde Land og paa tomme Steder, blandt Ørkens Hyl; han værnede om ham, han underviste ham, han bevarede ham som sin Øjesten.

²⁸ Siseras Moder saa ud af Vinduet, og skreg overlydt igennem Sprinkelværket: Hvi tøver hans Vogn med at komme? hvi bliver hans Vognhjul tilbage?

¹ Og Samson gik til Gaza, og han saa der en Kvinde, en Skøge, og kom til hende.

¹⁵ Og hun sagde til ham: Hvorledes kan du sige: Jeg elsker dig, da dit Hjerte ikke er med mig? nu har du tre Gange bedraget mig og ikke givet mig til Kende, hvori din store Kraft bestaar. ¹⁶ Men det skete, der hun trængte ham alle Dage med sine Ord og plagede ham meget, da blev hans Sjæl bekymret indtil Døden. ¹⁷ Og han gav hende sit ganske Hjerte til Kende og sagde til hende: Der kom ikke Ragekniv paa mit Hoved, thi jeg er en Guds Nasiræer fra Moders Liv af; dersom jeg rages, da viger min Kraft fra mig, og jeg bliver svag og bliver som alle andre Mennesker.

²¹ Men Filisterne grebe ham og stak hans Øjne ud; og de førte ham ned til Gaza og bandt ham med to Kobberlænker, og han malede i Fangernes Hus.

²³ Men han vægrede sig og sagde: Jeg vil ikke æde; da nødte baade hans Tjenere og Kvinden ham, og han adlød deres Røst, og han stod op fra Jorden og satte sig paa Sengen.

⁶ Og det skete, da der var Krig imellem Sauls Hus og Davids Hus, at Abner blev vældig i Sauls Hus. ⁷ Og Saul havde en Medhustru, hvis Navn var Rizpa, Ajas Datter; og Isboseth sagde til Abner: Hvi gik du ind til min Faders Medhustru? ⁸ Da optændtes Abners Vrede saare over Isboseths Ord, og han sagde: Er jeg et Hundehoved, som holder med Juda? i Dag viser jeg Miskundhed imod din Fader Sauls Hus, imod hans Brødre og imod hans Venner, og har ikke overgivet dig i Davids Haand, og du irettesetter mig for Misgerningen med Kvinden i Dag!

²⁷ Der Abner kom tilbage til Hebron, da ledte Joab ham til Side midt i Porten for at tale med ham i Stilhed og stak ham der i Underlivet, saa at han døde, for hans Broder Asaels Blods Skyld.

¹⁶ Og det skete, der HERRENS Ark kom i Davids Stad, da saa Mikal, Sauls Datter, ud igennem Vinduet og saa Kong David springe af alle Kræfter for HERRENS Ansigt, og hun foragtede ham i sit Hjerte.

² Og det skete ved Aftens Tid, at David stod op af sin Seng og vandrede paa Taget af Kongens Hus og saa fra Taget en Kvinde, som badede sig, og den Kvinde var saare dejlig af Udseende. ³ Og David sendte hen og lod spørge efter Kvinden, og en sagde: Er det ikke Bathseba, Eliams Datter, Hethiteren Urias Hustru?

⁹ Hvorfor har du foragtet HERRENS Ord, at du gjorde det, som er ondt for hans Øjne? Hethiteren Uria har du slaget med Sværdet, og hans Hustru har du taget dig til Hustru; men ham har du slaget ihjel ved Ammons Børns Sværd. ¹⁰ Saa skal nu Sværdet ikke vige fra dit Hus evindeligt, fordi du foragtede mig og tog Hethiteren Urias Hustru, at hun skulde være dig til en Hustru. ¹¹ Saa sagde HERREN: Se, jeg rejser Ulykke over dig fra dit eget Hus og tager dine Hustruer for dine Øjne og giver din Næste dem, at han skal ligge hos dine Hustruer for den klare Sol.

⁷ Og det skete, der fyrretyve Aar vare til Ende, da sagde Absalom til Kongen: Kære, lad mig gaa, og jeg vil betale mit Løfte, som jeg lovede HERREN i Hebron. ⁸ Thi din Tjener lovede et Løfte, der jeg boede i Gesur i Syrien, og sagde: Dersom HERREN fører mig tilbage til Jerusalem, da vil jeg bringe HERREN et Offer. ⁹ Og Kongen sagde til ham: Gak med Fred! Og han gjorde sig rede og gik til Hebron.

²⁸ Og Udførselen af Heste skete for Salomo fra Ægypten; og en Skare af Kongens Købmænd hentede en Skare for rede Penge.

¹ Og Kong Salomo elskede mange fremmede Kvinder foruden Faraos Datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidonitiske, hethitiske, ² af de Hedninger, om hvilke HERREN havde sagt til Israels Børn: Gaar ikke ind til dem og lader dem ikke komme ind til eder, de skulle visselig bøje eders Hjerter efter deres Guder; ved disse hængte Salomo med Kærlighed.

⁹ Og hun skrev i Brevene og sagde: Lader udraabe en Faste, og sætter Naboth øverst iblandt Folket! ¹⁰ Og sætter to Mænd Belials Børn, tværs overfor ham, som skulle vidne imod ham og sige: Du har bandet Gud og Kongen og fører ham ud og stener ham, at han dør.

⁸ Og det skete en Dag, at Elisa gik over til Sunem, og der var en rig Kvinde, og hun holdt paa ham, at han skulde æde Brød; og det skete, saa tidt han gik derigennem, tog han derhen at æde Brød.

²² Og det skete, der Joram saa Jehu, da sagde han: Jehu, er der Fred? Og han sagde: Hvad Fred? medens din Moder Jesabels Horerier og hendes Trolddomskunster, ere saa mange!

³⁰ Og Jehu kom til Jisreel; og Jesabel hørte det og satte Sminke paa Øjne og smykkede sit Hoved og saa ud igennem Vinduet.

⁴ Se, jeg vil bygge HERREN min Guds Navn et Hus, og hellige det for ham til at bringe Røgoffer for Herrens Ansigt med Røgelse af kostelige Urter og til bestandigt at fremlægge Skuebrød og til Brændofre, om Morgenen og om Aftenen, paa Sabbaterne og Nymaanederne og paa HERRENS, vor Guds, bestemte Tider; dette skal evindelig paahvile Israel.

²⁶ Har ikke Salomo, Israels Konge, syndet i disse Ting? enddog der ikke var en Konge som han iblandt de mange Folkeslag, og han var sin Gud kær, og Gud satte ham til Konge over al Israel; og dog kom de fremmede Kvinder ham til at synde. ²⁷ Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Græn-. ser for mine Fødders Saaler,

¹⁴ Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!

²² Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!

¹³ Der er dem, som hade Lyset, de kende ikke dets Veje, og de blive ikke paa dets Stier. ¹⁴ Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyvern. ¹⁵ Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han lægger et Dække over sit Ansigt.

² Frels, HERRE! thi de fromme ere borte: thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.

⁸ Bevar mig som Øjestenen, øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge

⁷ Dens Udgang er fra Himmelens ene Ende, og dens Omgang indtil dens anden Ende, og intet er dækket for dens Hede.

⁸ Du elsker Retfærdighed og hader Ugudelighed; derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie frem, for dine Medbrødre.

¹³⁰ Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige.

¹⁷⁶ Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar thi dine Bud har jeg ikke glemt.

⁴ for at give de uvidende vid, de unge kundskab og Klogt frem i Lærdom,

⁸ Hør, min Søn! din Faders Undervisning; og forlad ikke din Moders Lov;

¹⁷ thi folgæves udspændes Garn for alle Fugles Øjne;

²² Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spottere have Lyst til Spot, og Darrer hade Kundskab?

³² Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelægge dem selv.

¹ Min Søn! Dersom du vil tage imod mine Ord, og gemme mine Bud hos dig, ² saa at du lader dit Øre give Agt paa Visdommen, bøjer dit Hjerte til Indsigt;

² saa at du lader dit Øre give Agt paa Visdommen, bøjer dit Hjerte til Indsigt; ³ ja, dersom du kalder paa Forstanden, opløfter din Røst efter Indsigt;

³ ja, dersom du kalder paa Forstanden, opløfter din Røst efter Indsigt; ⁴ dersom du søger efter den som efter Sølv og ransager efter den som efter Skjulte Skatte:

⁴ dersom du søger efter den som efter Sølv og ransager efter den som efter Skjulte Skatte: ⁵ Da skal du forstaa HERRENS Frygt og finde Guds Kundskab. ⁶ Thi HERREN giver Visdom, af hans Mund er Kundskab og Indsigt. ⁷ Han gemmer det varige gode til de oprigtige; han er et Skjold for dem, som vandre fuldkommelig,

¹⁶ for at fri dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte,

¹⁸ thi hendes Hus bøjer ned imod Døden og hendes Veje til Dødningerne; ¹⁹ alle de, som gaa ind til hende, skulle ikke komme tilhage og ikke naa Livsens Stier;

¹ Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud.

³ Miskundhed og Sandhed forlade dig ej; bind dem om din Hals, skriv dem paa dit Hjertes Tavle;

¹ Hører, I Sønner! en Faders Undervisning over at for at faa Forstand;

⁴ Og han lærte mig og sagde til mig: Lad dit Hjerte holde fast ved dit Ord, bevar mine Bud, saa skal du leve.

⁶ Forlad den ikke saa skal den bevare dig, elsk den, saa skal den bevogte dig. ⁷ Visdommens Begyndelse er: Køb Visdom, og for al din Ejendom køb Forstand! ⁸ Ophøj den, saa skal den ophøje dig, naar du tager den i Favn, saa skal den ære dig.

¹³ Hold fast ved Undervisning, lad den ikke fare, bevar den; thi den er dit Liv. ¹⁴ Kom ikke paa de ugudeliges Sti, og gak ikke frem paa de ondes Vej. ¹⁵ Lad den ligge, gak ikke frem paa den, vig fra den og gak forbi!

³ Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.

⁵ Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget.

⁷ Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord. ⁸ Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,

²³ Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.

²¹ Knyt dem til dit Hjerte for stedse, bind dem om din Hals!

²⁴ at den maa bevare dig fra en ond Kvinde, fra en fremmed Tunges Sledskhed. ²⁵ Begær ikke hendes Dejlighed i dit Hjerte, og lad hende ikke indtage dig med sine Øjenlaage!

³² Den, som bedriver Hor med en Kvinde, fattes Forstand; den, som vil fordærve sin Sjeel, han, ja han gør sligt. ³³ Plage og Skam skal ramme ham, og hans Skændsel skal ikke udslettes.

⁵ for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.

¹² Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.

⁵ I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.

³² Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje. ³³ Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare!

⁴ Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun:

¹³ Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget. ¹⁴ Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,

¹⁶ hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til.

¹⁸ Men han ved ikke, at der er Dødninger der; de, som ere indbudne af hende, ere i Dødsrigets Dyb.

¹³ Paa den forstandiges Læber findes Visdom; men en Kæp er for den uforstandiges Ryg. ¹⁴ De vise gemme paa Kundskab; men for Daarens Mund er Undergang nær.

¹¹ Den, som dyrker sin Jord, mættes med Brød; men den, som løber efter Løsgængere, fattes Forstand.

¹⁵ Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.

¹⁸ De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.

⁸ De ugudeliges Offer er HERREN en Vederstyggelighed; men de oprigtiges, Bøn er ham en Velbehagelighed.

¹ Bedre er en tør Bid og Ro derhos end et Hus fuldt af slagtet Kvæg med Trætte.

² Ogsaa naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud.

²⁵ Slaa Spotteren, at den uerfarne maa blive forstandig og irettesæt den forstandige, saa vil han vinde Kundskab.

²⁷ De ugudeliges Offer er en Vederstyggelighed, meget mere naar de bringe det med et skændigt Forsæt.

²⁹ En ugudelig Mand forhærder sit Ansigt; men den oprigtige han befæster sin Vej.

³ Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.

²⁸ Hun ligger paa Lur som efter Rov og formerer Tallet paa de troløse iblandt Menneskene.

³¹ Se ikke til Vinen, hvor den er rød, hvor den perler i Bægeret; glat gaar den ned. ³² Til sidst skal den bide som en Slange og stikke som en Basilisk; ³³ dine Øjne ville se efter fremmede Kvinder, og dit Hjerte vil tale forvendte Ting;

³⁰ Jeg gik over en lad Mands Ager og over et uforstandigt Menneskes Vingaard,

²⁴ Det er bedre at bo i Hjørnet paa et Tag end hos en trættekær Kvinde og i Hus sammen.

¹² Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.

¹⁴ Hvo som velsigner sin Næste med høj Røst aarle om Morgenen, ham skal det regnes for en Forbandelse. ¹⁵ Et vedholdende Tagdryp paa en Regndag og en trættekær Kvinde ligne hinanden.

¹⁰ Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler. ¹¹ Hendes Mands Hjerte forlader sig paa hende, og Indtægt mangler ikke. ¹² Hun gør ham godt og intet ondt i alle sit Livs Dage. ¹³ Hun søger efter Uld og Hør og arbejder gerne med sine Hænder. ¹⁴ Hun er ligesom en Købmands Skibe, hun lader sit Brød komme langvejs fra. ¹⁵ Og hun staar op, medens det endnu er Nat, og giver sit Hus Mad og sine Piger deres bestemte Arbejde. ¹⁶ Hun tænker paa Agerland og faar det; af sine Hænders Frugt planter hun en Vingaard. ¹⁷ Hun omgjorder sine Lænder med Kraft og gør sine Arme stærke. ¹⁸ Hun skønner, at hendes Handel er god; hendes Lampe slukkes ikke om Natten. ¹⁹ Hun udstrækker sine Hænder til Rokken, og hendes Hænder tage fat paa Tenen. ²⁰ Hun udbreder sin Haand til den elendige og udstrækker sine Hænder til den fattige. ²¹ Hun frygter ikke for sit Hus, naar der er Sne; thi hele hendes Hus er klædt i karmesinrødt Tøj. ²² Hun gør sig Tæpper; fint Linned og Purpur er hendes Klædning.

²² Hun gør sig Tæpper; fint Linned og Purpur er hendes Klædning. ²³ Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder sammen med de ældste i Landet. ²⁴ Hun gør kosteligt Linklæde og sælger det og bringer Købmanden Bælter til Salgs. ²⁵ Kraft og Herlighed er hendes Klædebon, og hun ler ad den kommende Tid. ²⁶ Hun oplader sin Mund med Visdom, og Kærligheds Lov er paa hendes Tunge. ²⁷ Hun ser efter, hvorledes det gaar til i hendes Hns, og æder ikke Ladheds Brød. ²⁸ Hendes Sønner staa op og prise hende; hendes Husbond roser hende ogsaa: ²⁹ Mange Døtre forhverve Formue; men du staar over dem alle sammen. ³⁰ Yndighed er Bedrag, og Skønhed er Forfængelighed; men en Kvinde; som frygter HERREN, hun skal roses. ³¹ Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gerninger skulle prise hende i Portene.

²⁶ Og jeg fandt, hvad der var beskere end Døden: Den Kvinde, hvis Hjerte var Snarer og Garn, og hvis Hænder vare Baand; den, som er velbehagelig for Guds Ansigt, skal undkomme fra hende, men en Synder skal fanges ved hende.

¹² Thi Mennesket ved heller ikke sin Tid, saa lidt som Fiskene, der fanges i det slemme Garn, og saa lidt som Fuglene, der fanges i Snaren; som disse, saa blive Menneskens Børn besnærede til Ulykkens Tid; eftersom den falder hastelig over dem.

¹⁶ Se, du, min elskede! er yndig, ja yndig, ja, vort Leje er brønt.

⁶ Hvo er hun, der kommer op fra Ørken, som Støtter af Røg, omduftet af Myrra og Virak, af alle Haande vellugtende Sager! ⁷ Se Salomos Seng! der staar tresindstyve vældige trindt omkring den, af de vældige i Israel. ⁸ Alle forstaa de at bruge Sværd, de ere oplærte til Krig; hver har sit Sværd ved sin Side imod Nattens Rædsel. ⁹ Kong Salomo lod sig gøre en Bærestol af Træ fra Libanon. ¹⁰ Dens Stolper gjorde han af Sølv og Ryggen dertil af Guld, dens Sæde af Purpur; dens Indre var belagt med Kærlighed af Jerusalems Døtre.

¹³ Dine Vækster ere en Lysthave med Granatæbler, med kostelig Frugt, Koferblomster med Narder; ¹⁴ Nardus og Safran, Kalmus og Kanel, med alle Haande Viraks Træer, Myrra og Aloe, samt alle de bedste Urter;

¹ Gid du var mig som en Broder, som den, der diede mon Moders Bryst! jeg skulde finde dig paa Gaden, jeg skulde kysse dig; og de skulde ikke; foragte mig.

¹⁶ Og HERREN sagde: Fordi Zions Døtre ophøje sig og gaa med knejsende Nakke og vinke med Øjnene og gaa frem med trippende Gang og rasle med Ankelringene: ¹⁷ Saa skal Herren gøre Zions Døtres Hovedisse skabet, og HERREN skal blotte deres Blusel. ¹⁸ Paa den Dag skal Herren borttage Prydelsen: Ankel" ringene og de virkede Huer og Spænderne, ¹⁹ Halskæderne og Armspannene og Hovedklæderne, ²⁰ de dejlige Huer og Armbaandene og Hovedbaandene og Desmerknapperne og Ørenringene, ²¹ Fingerringene og Næseringene, ²² Helligdagsklæderne og Kaaberne og Forklæderne og Taskerne, ²³ Spejlene og de fine Linklæder og Hvivklæderne og Slørene. ²⁴ Og det skal ske, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skønhedsplet.

⁹ Og beskæmmes skulle de, som arbejde i Hør, og de, som væve hvidt Tøj.

¹⁶ Tag Harpe, gak omkring i Staden, du glemte Skøge! leg smukt paa Strenge, syng meget; paa det du maa ihukommes!"

⁸ Kom nu, skriv det paa en Tavle for dem, og prent det i en Bog, at det kan staa til den kommende Dag, altid, indtil evig Tid.

⁷ Men den Herre HERRE skal hjælpe mig, derfor bliver jeg ikke beskæmmet, derfor gjorde jeg mit Ansigt som en haard Sten, og jeg ved, at jeg ikke bliver til Skamme.

⁶ Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men HERREN lod al vor Misgerning komme over ham.

³ Bøjer eders Øre og kommer hid til mig, hører, saa skal eders Sjæl leve; thi jeg vil gøre en evig Pagt med eder, paa de trofaste Forjættelser til David.

⁷ Du redte dit Leje paa et højt og ophøjet Bjerg; ogsaa der gik du op til at slagte Slagtoffer? ⁸ Og du satte dit Mindetegn bag Døren og Dørstolpen; thi bortvendt fra mig blottede du dig og gik op; du udvidede dit Leje og indlod dig i Pagt med dem; du elskede deres Leje paa hver Plads, du saa dem. ⁹ Og salvet med Olie saa du hen til Kongen og formerede dine vellugtende Salver; og du sendte dine Bud langvejs hen og steg dybt ned indtil Dødsriget.

²⁰ Thi jeg har fra fordums Tid sønderbrudt dit Aag, sønderrevet dine Baand, men du sagde: Jeg vil ikke tjene; thi du gav dig hen paa alle ophøjede Høje og under hvert grønt Træ som en Skøge.

³³ Hvor godt ved du dog at vælge din Vej for at søge Kærlighed, derfor har du ogsaa lært dine Veje at kende det onde.

³⁶ Hvorfor løber du saa ivrigt bort for at omskifte din Vej? ogsaa ved Ægypten skal du blive til Skamme, ligesom du blev I til Skamme ved Assyrien.

² Opløft dine Øjne til de nøgne Høje, om se, hvor er du ikke skændet? du sad ved Vejene for dem, som en Araber i Ørken, og du besmittede Landet med dine Horerier og med din Ondskab.

²² Thi mit Folk er daarligt, mig kende de ikke, de ere uforstandige Børn og uden Indsigt; de ere vise til at gøre ondt, men vide ikke at gøre godt.

³⁰ Og du, naar du er Ødelagt, hvad vil du gøre? om du end iførte dig Purpur, om du end prydede dig med Guldprydelse, om du end vilde indgnide dine Øjne med Sminke, skal du dog smykke dig forgæves; thi Elskere have foragtet dig, de søge efter dit Liv.

¹ Judas Synd er skreven med en Jerngriffel, med Æggen af en Dernent; den er indgravet paa deres Hjertes Tavle og paa ederes Altres Horn,

² Og Paskur slog Profeten Jeremias og lagde ham i Blokken, som var ved Benjamins Øverste Port paa HERRENS Hus.

³³ men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

⁴ Og disse Børri, haarde af Ansigt og stive af Hjerte til dem sender jeg dig; og du skal sige til dem: Saa siger den Herre, HERRE:

⁶ Og du Menneskesøn! frygt ej for dem, og frygt ej for deres Ord; thi de ere vel Nælder og Torne for dig, og du bor hos Skorpioner, men frygt ej for deres Ord, og lad dig ej forfærde for deres Ansigt; thi de ere et genstridigt Hus.

⁷ Men Israels Hus skal ikke ville høre dig; thi de ville ikke høre mig; thi hele Israels Hus har haarde Pander og stive Hjerter. ⁸ Se jeg gør dit Ansigt haardt imod deres Ansigt og din Pande haard imod deres Pande. ⁹ Jeg gør din Pande som en Demant, haardere end en Klippe; du skal ikke frygte for dem og ej forfærdes for deres Ansigt; thi de ere et enstridigt Hus.

²⁴ at du byggede dig en Hvælving og gjorde dig en Høj i hver Gade. ²⁵ Paa hvert Hjørne af Vejen byggede du din Høj og skændede din Skønhed og spredte dine Fødder ud imod hver den, som gik fordi, og drev din Bolen vidt.

³¹ Idet du bygger din Hvælving paa hvert Vejhjørne og gør din Høj i hver en Gade, er du ikke som en anden Hore, da du lader haant om Horeløn.

³³ Alle andre Skøger gives der Løn; men du gav alle dine Bolere Løn af dit eget, og du gav dem Foræringer for at komme til dig alle Vegne fra og bole med dig.

⁷ Dit Sejl var af hvidt Linned med stukket Arbejde fra Ægypten, for at det skulde være dig til Mærke; af bløt Purpur og rødt Purpur fra Elisas Øer var dit Solsejl.

⁸ Og han sagde til ham: Løb, tal til denne unge Karl, og sig: Jerusalem skal ligge som aabne Byer, formedelst den Mangfoldighed af Mennesker og Kvæg, som er midt i den.

²⁸ Men jeg siger Eder, at hver den, som seer paa en Kvinde for at begjære hende, har allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte.

⁴⁹ Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: see, min Moder og mine Brødre! ⁵⁰ Thi hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himlene, den er min Broder og Søster og Moder.

¹⁶ Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige?

¹¹ Men der de fik den, knurrede de imod Huusbonden og sagde:

⁴³ Men dette skulle I vide, at dersom Huusbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Huus.

⁴⁸ Men dersom nogen ond Tjener vilde sige i sit Hjerte: min Herre tøver at komme;

³⁴ Ligesom et Menneske, som drog udenlands, forlod sit Huus og gav sine Tjenere magt og hver sin Gjerning og bød Dørvogteren, at han skulde vaage. ³⁵ Derfor vaager; (thi I vide ikke, naar Husets Herre kommer, om Aftenen eller ved Midnateller ved Hanegal eller om Morgenen), ³⁶ at han ikke, nar han kommer hastelig, skal finde Eder sovende.

¹⁵ Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Taalmodighed.

²⁷ Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Kvinde af Folket Røsten og sagde til ham: saligt er det Liv, som bar dig, og de Byrster, som du diede. ²⁸ Men han sagde: ja, salige ere de, som høre Guds Ord, og bevare det.

²⁸ Men han sagde: ja, salige ere de, som høre Guds Ord, og bevare det.

³⁹ Men dette skulle I vide, at dersom Huusbonden vidste, hvad for en Time Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Huus.

⁴⁵ Men dersom samme Tjener siger i sit Hjerte: min Herre tøver at komme; og han begynder at slaae Drengene og Pigerne og at æde og drikke og blive drukken; ⁴⁶ da skal samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke tænker, og paa den Time, som han ikke veed, og hugge ham i to og skal give ham hans Deel med de Utroe.

²³ Og Herren sagde til Tjeneren: gak ud paa Veiene og ved Gjerderne og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt.

²⁹ Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem.

⁴⁹ Thi jeg har ikke talet af mig selv; men Faderen, som mig har udsendt, han har givet mig Befaling, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. ⁵⁰ Og jeg veed, at hans Befaling er et evigt Liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.

²¹ Hvo som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som mig elsker; men hvo mig elsker, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham.

²³ Jesus svarede og sagde til ham: om Nogen elsker mig, skal han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vil skulle komme til ham og tage Bolig hos ham.

¹⁴ I ere mine Venner, dersom I gjøre, hvad jeg befaler Eder.

²⁰ Kommer det Ord ihu, som jeg sagde Eder: en Tjener er ikke større end hans Herre. Have de forfulgt mig, skulle de og forfølge Eder; have de holdt mit Ord, skulle de og holde Eders.

²⁸ Da førte de Jesus fra Caiphas til Domhuset; men det var aarle. Og de gik ikke ind i Domhuset, at de ikke skulde besmittes, men at de maatte æde Paaske.

¹³ Men Præsten ved det Jupiters Tempel, som var udenfor deres Stad, bragte Øxne og Krandse for Indgangen og vilde offre tilligemed Folket.

¹⁵ Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: dersom I agte mig at være tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os.

²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

¹² Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Derfor lader os aflægge Mørkets Gjerninger og iføre Lysets Vaaben; ¹³ lader os vandre skikkeligen som om Dagen, ikke i Fraadseri og Drukkenskab, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind; ¹⁴ men ifører den Herre Jesus Christus, og pleier ikke Kjødet til at vække Begjerlighed.

¹⁸ Thi Saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Christus, men deres egen Bug, og ved føde Ord og smigrende Taler forføre de de Eenfoldiges Hjerter. ¹⁹ Eders Lydighed er bleven Alle bekjendt; derfor glæder jeg mig over Eder. Men jeg vil, at I skulle være vise til det Gode og eenfoldige til det Onde.

¹⁴ Dette skriver jeg ikke for at beskæmme Eder; men jeg paaminder Eder som mine elskelige Børn. ¹⁵ Thi om I end havde ti tusinde Tugtemestre i Christus, have I dog ikke mange Fædre; men jeg avlede Eder i Christus Jesus ved Evangelium,

¹⁸ Flyer Skjørlevnet! Enhver Synd som Mennesket gjør, er udenfor Legemet; men hvo som bedriver Skjørlevnet, synder imod sit eget Legeme.

⁸ Lader os ei heller bedrive hoer, som nogle af dem bereve hoer, og faldt paa een Dag tre og tyve tusinde.

³ idet I aabenbart ses at være Christi Brev, besørget af os, skrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Aand, ikke i Steentavler, men i Hjertets Kjødtavler.

¹⁴ Thi Christi Kjærlighed tvinger os,

² Thi jeg er nidkjær over Eder med Guds Nidkjærhed; jeg har trolovet Eder med en Mand, at jeg kunde fremstille Christus en reen Jomfru. ³ Men jeg frygter, at ligesom Slangen bedrog Eva med sin Trædskhed, saaledes skal Eders Sind fordærves fra det oprigtige Sindelag mod Christus.

²¹ at, naar jeg kommer igjen, men Gud skal ydmyge mig for Eder, og jeg skal sørge over Mange, som forhen syndede og ikke have omvendt sig fra deres Ureenhed og horeri og Uteerlighed, som de have bedrevet.

¹⁹ Mine Børn, hvilke jeg atter føder med Smerte, indtil Christus faaer sin Skikkelse i Eder!

¹¹ Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gjerninger, men straffer dem hellere.

⁹ Desligeste og, at Kvinderne skulle pryde sig i sømmelig Klædning med Blufærdighed og Tugtighed, ikke med Fletninger eller Guld eller perler eller kosteligt Klædebon,

¹³ Tilmed lære de Ørkesløse at løbe omkring i Husene, dog ikke alene ørkesløse, men ogsaa med Skvalder og ufornøden handel, talende, hvad ikke sømmer sig. ¹⁴ Derfor vil jeg, at de unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Huset, ingen Anledning give Modstanderne til slet Omtale.

²² Fly Ungdoms-Begjeringer; men jag efter Retfærdighed, Tro, Kjærlighed, Fred med dem, som paakalde Herren af et reent hjerte.

⁵ at være sindige, kydske, huuslige, velvillige, deres Mænd underdanige; at Guds Ord skal ikke bespottes.

¹¹ I Elskelige! jeg formaner Eder som Fremmede og Udlændige, at I holde Eder fra kjødelige Lyster, som stride imod Sjælen.

¹ Mine Børn! dette skriver jeg Eder, paa det I ikke skulle synde; men dersom Nogen synder, have vi en talsmand hos Faderen, Jesus Christus den Retfærdige,

³ Og derpaa vide vi, at vi kjende ham, naar vi holde hans Bud. ⁴ Hvo som siger: jeg kjender ham, og holder ikke hans Bud, han er en Løgner, og i ham er ikke Sandhed;

¹ Hver den, som troer, at Jesus er Christus, er født af Gud; og hver, som elsker Faderen, elsker og den, som er født af ham. ² Derpaa kjende vi, at vi elske Guds Børn, naar vi elske Gud og holde hans Bud. ³ Thi dette er Kjærlighed til Gud, at vi holde hans Bud; og hans Bud ere ikke svære.

²³ men frelse Andre med Frygt, udrivende dem af Ilden, hadende endog den af Kjødet besmittede Kjortel.

³ Salig er den, som læser, og de, som høre Prophetiens Ord og bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær.

²⁰ Men jeg har noget Lidet imod dig, at du tilsteder den Kvinde Jesabel, som siger sig selv at være en Prophetinde, at lære og forføre mine Tjenere til at bedrive hoer og at æde Afgudsoffer.

²² See, jeg kaster hende paa Leiet og hendes Bolere i stor Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra deres Gjerninger.

³ Og han førte mig i Aanden hen i Ørken; og jeg saae en Kvinde, som sad paa et skarlagenfarvet Dyr, fuldt med Bespottelsens Navne, som havde syv Hoveder og ti Horn. ⁴ Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og udziret med Guld og med Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Verderstyggeligheder og hendes Horefies Ureenhed. ⁵ Og paa hendes Pande var skrevet et Navn: Hemmelighed! Babylon den store, en Moder til Skjøger og al Vederstyggelighed paa Jorden.

³ Thi af hendes Horeries giftige Viin have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Kjøbmænd ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde.

²³ og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere; og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom ere alle Folkene bedaarede.

⁹ Og han siger til mig: gjør det ikke; thi jeg er din Medtjener og dine Brødres, Propheternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord; tilbed Gud!

¹⁴ Salige ere de, som gjøre hans Befalinger, paa det de maa faae Adgang til Livsens Træ og indgaae igjennem Portene i Staden. ¹⁵ Men udenfor ere Hundene og Troldkarlene og Skjørlevnerne og Manddraberne og Afgudsdyrkerne og hver som elsker og øver Løgn.