Proverbs 24:30 Cross References - Danish

³⁰ Jeg gik over en lad Mands Ager og over et uforstandigt Menneskes Vingaard,

⁸ Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:

²⁷ Se dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa det vel!

¹⁷ Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:

²⁵ Jeg har været ung og er bleven gammel; men jeg har ikke set en retfærdig forladt eller hans Sæd at søge efter Brødet.

⁴² De oprigtige skulle se det og glæde sig men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til.

⁶ Du lade! gak til Myren, se dens Veje, og bliv viis. ⁷ Skønt den ikke har nogen Fyrste, Foged eller Hersker, ⁸ bereder den om Sommeren sin Mad, den samler om Høsten sin Spise. ⁹ Du lade! hvor længe vil du ligge? naar vil du staa op af din Søvn? ¹⁰ Sov lidt endnu, blund lidt, fold Hænderne lidt for at hvile: ¹¹ Saa skal din Armod komme som en Landstryger og din Trang som skjoldvæbnet Mand. ¹² Et nedrigt Menneske, en uretfærdig Mand er den, som gaar med en vanartig Mund; ¹³ den, som giver Vink med sine Øjne, gør Tegn med sine Fødder, peger med sine Fingre; ¹⁴ Den som har forvendte Ting i sit Hjerte og optænker ondt til hver Tid og kommer Trætter af Sted. ¹⁵ Derfor skal hans Ulykke komme hastelig, han skal snart sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være. ¹⁶ Disse seks Stykker hader HERREN, og de syv ere en Vederstyggelighed for hans Sjæl: ¹⁷ Stolte Øjne, en løgnagtig Tunge og Hænder, som udgyde den uskyldiges Blod; ¹⁸ et Hjerte, som optænker uretfærdige Tanker; Fødder, som haste med at løbe til det onde; ¹⁹ den, der som Vidne taler Løgn; og den, Som kommer Trætter af Sted imellem Brødre.

³² Den, som bedriver Hor med en Kvinde, fattes Forstand; den, som vil fordærve sin Sjeel, han, ja han gør sligt.

¹³ Paa den forstandiges Læber findes Visdom; men en Kæp er for den uforstandiges Ryg.

¹¹ Den, som dyrker sin Jord, mættes med Brød; men den, som løber efter Løsgængere, fattes Forstand.

¹ Og jeg vendte tilbage og saa alle de undertrykte, som ilde medhandles under Solen; og se, de undertryktes Taarer, og der var ingen, som trøstede dem, og fra deres Undertrykkeres Haand udgik Vold; derimod havde de ingen, som trøstede dem. ² Da prisede jeg de døde som alt vare døde, fremfor de levende, som endnu ere i Live; ³ men lykkelig fremfor begge dog den, som endnu ikke har været til, som ikke har set den onde Gerning, der gøres under Solen. ⁴ Og jeg saa alt Arbejde og al Dygtighed i Gerningen, at det paa, drog en Mand Misundelse af hans Næste; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse. ⁵ Daaren lægger sine Hænder sammen og fortærer sit eget Kød. ⁶ En Haandfuld med Ro er bedre end begge Næver fulde med Møje og Aandsfortærelse. ⁷ Og jeg vendte tilbage og saa Forfængelighed under Solen: ⁸ Der er den, som er ene og ikke har nogen anden og har hverken Søn eller Broder; dog er der ingen Ende paa alt hans Arbejde, og hans Øjne mættes ikke af Rigdom; og: "For hvem arbejder jeg og lader min Sjæl fattes det gode? ogsaa dette er Forfængelighed og en slem Møje.

¹⁵ Alt det har jeg set i min Forfængeligheds Dage: Der er en retfærdig, som omkommer i sin Retfærdighed, og der er en ugudelig, som lever længe i sin Ondskab.

⁹ Alt dette her jeg set, og jeg har lagt Mærke til al den Gerning, som gøres under Solen; der er en Tid, da Mennesket hersker over et Menneske til dettes Ulykke. ¹⁰ Og da saa jeg de ugudelige at begraves og komme hjem og at gaa bort fra den Helliges Sted og at glemmes i Staden efter at have gjort saaledes; ogsaa dette er Forfængelighed. ¹¹ Efterdi der ikke fældes en Dom, haster Ondskabens Gerning; derfor er Menneskenes Børns Hjerte inden i dem fuldt af at gøre ondt.