Proverbs 22:9 Cross References - Danish

⁹ Den, som har et godt Øje, skal velsigne thi han gav den ringe af sit Brød.

⁷ Naar der vorder en fattig iblandt eder, en af dine Brødre, i en af dine Stæder i dit Land, som HERREN din Gud giver dig: Da skal du ikke gøre dit Hjerte haardt og ikke lukke din Haand for din fattige Broder. ⁸ Men du skal oplade din Haand for ham, og du skal laane ham det, som er nok for hans Mangel, det som ham fattes. ⁹ Tag dig i Vare, at der ikke er en nedrig Tanke i dit Hjerte, at du siger: Det syvende Aar, Henstandsaaret er nær, og at du er karrig imod din fattige Broder og ikke giver ham, og at han raaber over dig til HERREN, og det skal være dig til Synd. ¹⁰ Du skal give ham og ikke lade dit Hjerte fortryde det, at du giver ham; thi HERREN din Gud skal for denne Sags Skyld velsigne dig i alle dine Gerninger og i alt det, som du udrækker din Haand til. ¹¹ Thi fattige ville ikke ophøre at være i Landet; derfor byder jeg dig og siger, at du skal oplade din Haand for din Broder, for den, som trænger hos dig, og for din fattige i dit Land.

⁵⁶ Hun, som har været saa blødagtig og kræsen hos dig, at hun ikke har forsøgt at sætte sin Fodsaale paa Jorden for Kræsenhed og Blødagtighed, skal ikke unde sin Mand i sin Arm eller sin Søn eller sin Datter

¹⁶ dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte, ¹⁷ og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf. ¹⁸ tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af ¹⁹ dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde; ²⁰ dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

¹ Til Sangmesteren; en Psalme af David. ² Salig den, som handler forstandigt imod den ringe; HERREN skal redde ham paa den onde Dag. ³ HERREN skal bevare ham og holde ham ved Live, han skal blive lyksalig paa Jorden; og du skal ikke give ham hen i hans Fjenders Villie.

⁹ Han udspreder, han giver de fattige; hans Retfærdighed bestaar altid, hans Horn skal ophøjes med Ære.

²⁵ En Sjæl, som velsigner, skal blive rig; og den, som vederkvæger, skal selv blive vederkvæget.

¹⁷ Hvo som forbarmer sig over den ringe, laaner HERREN, og han skal betale ham hans Velgerning.

¹³ Hvo som stopper sit øre for den ringes Raab, han, ja, han skal raabe og ikke bønhøres.

¹ Kast dit Brød paa Vandet; thi efter. ² Del ud til syv, ja, og til otte; thi du kan ikke vide; hvad for Ulykke der skal ske paa Jorden.

⁸ Men den ædle tænker paa ædle Ting, han skal bestaa ved sin ædle Daad.

⁷ Er det ikke den, at du deler dit Brød med den hungrige, og at du lader de elendige og omvankende komme i dit Hus naar du ser en nøgen, at du da klæder ham, og at du ikke holder dig tilbage fra ham som er dit eget Kød? ⁸ Da, skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din Lægedom skal skride frem i Hast, og din Retfærdighed skal gaa frem for dit Ansigt, HERRENS Herlighed skal slutte til efter dig. ⁹ Da skal du paakalde, og HERREN skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: Se, her er jeg; dersom du borttager Aaget fra din Midte og ikke udstrækker Fingrene og ikke taler Uret. ¹⁰ Og dersom du rækker til den hungrige, hvad din egen Sjæl har Lyst til, og mætter en vansmægtende Sjæl, da skal dit Lys oprinde i Mørket, og dit Mørke skal vorde som Middagen. ¹¹ Og HERREN skal altid lede dig og mætte din Sjæl i de tørre Egne og styrke dine Ben; og skal blive som en vandrig Have og som et Kildevæld, hvis Vande ikke slaa fejl. ¹² Og de, som nedstamme fra dig, skulle bygge de Stæder, som ere Øde fra fordums Tider, du skal bebygge de Grundvolde, som have ligget fra Slægt til Slægt, og du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig.

¹⁵ Eller har jeg ikke Magt til at gjøre med Mit, hvad jeg vil? eller er dit Øie ondt, fordi jeg er god?

³⁴ Da skal Kongen sige til dem ved hans høire Side: kommer hid, min Faders Velsignede! arver det Rige, som Eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt. ³⁵ Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder; ³⁶ jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel,, og I kom til mig. ³⁷ Da skulle de Retfærdige svare ham og sige: Herre! naar saae vi dig hungrig, og gave dig Mad? eller tørstig, og gave dig at drikke? ³⁸ Naar have vi seet dig fremmed, og taget dig til os? eller nøgen, og have klædt dig? ³⁹ Naar have vi seet dig syg eller i Fængsel, og ere komne til dig? ⁴⁰ Og Kongen skal svare: sandelig siger jeg Eder: hvad I have gjort mod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig.

²² Tyveri, gjerrighd, Ondskab, Svig, Uteerlighed, et ondt Øie, Gudsbespottelse, Hovmod, Uforstandighed;

³⁵ Men elsker Eders Fjender og gjører vel, og laaner, ventende Intet derfor, saa skal Eders Løn være stor, og I skulle være den Høiestes Børn; thi han er miskundelig mod de Utaknemmelige og Onde. ³⁶ Saa værer da barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig. ³⁷ Og dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal Eder forlades; ³⁸ giver, saa skal Eder gives; en god, knuget og skuddet og overflødig Maade skulle de give i Eders Skjød; thi med den samme Maade, som I maale med, skal Eder maales igjen.

¹³ Men naar du gjør et Gjestebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde:

³⁵ Jeg viste Eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbeide og komme de Srøbelige til Hjælp, og at ihukomme den Herres Jesu Ord, hvorledes han selv har sagt: saligt er det at give, hellere end at tage.

¹ Fremdeles Kjundgjøre vi Eder, Brødre! den Guds Naade, som har viist sig i Macedoniens Menigheder, ² At, uagtet de bleve prøvede med megen Trængsel, har deres Glædes Fylde og deres dybe Fattigdom udgydet sig i en Rigdom af Goddægtighed.

⁶ Thi dette mener jeg: hvo karrigen faaer, skal og karrigen høste, og hvo som faaer i Velsignelse, skal og høste i Velsignelse. ⁷ Hver give, eftersom han har sat sig for i Hjertet, ikke med Fortrædenhed eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver. ⁸ Men Gud er mægtig til at lade al Naade rigeligen tilflyde Eder, at I i Alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have rigeligen til al god Gjerning. ⁹ Ligesom skrevet er: han udspredte, han gav de Fattige, hans Goddædighed bliver til evig Tid. ¹⁰ Men den, som giver Sædemanden Sæd og brød til at æde, han skjenke og mangfoldiggjøre Eders Sæd, og formere Eders Goddædigheds Frugter, ¹¹ at I kunne være rige i Alt til oprigtig Gavmildhed, hvilken virker ved os Taksigelse til Gud.

¹⁸ at de gjøre Godt, blive rige i gode Gjerninger, gjerne give, meddele, ¹⁹ samle sig selv et Liggendefæ, en god Grundvold for det Tilkommende, at de kunne gribe det evige Liv.

¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde forglemme Eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige.

¹⁶ Men glemmer ikke at gjøre vel og at meddele, thi saadanne Offere behage Gud vel.

⁹ Laaner hverandre gjerne Huus uden Knur.