Numbers 16:22 Cross References - Danish

²² Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud, alt Køds Aanders Gud! om den ene Mand synder, vil du derfor blive vred paa al Menigheden?

²³ Og Abraham traadte frem og sagde: Vil du da Ødelægge den retfærdige med den ugudelige? ²⁴ Der maatte maaske være halvtredsindstyve retfærdige i Staden; vil du og ødelægge og ej spare det Sted for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som kunde være derinde? ²⁵ Det være langt fra dig at gøre efter denne Vis, at ihjelslaa den retfærdige med den ugudelige, at den retfærdige skulde være ligesom den ugudelige, det være langt fra dig; den, som dømmer den ganske Jord, skulde han ikke gøre Ret.

³² Og han sagde: Herren blive dog ikke vred, saa vil jeg tale alene denne Gang: der maatte maaske findes ti; og han sagde: Jeg vil ikke ødelægge den for de tis Skyld.

⁵ Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns hele Menigheds Forsamling.

⁴ Der Mose hørte det, da faldt han paa sit Ansigt.

⁴⁵ Forføjer eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gøre Ende paa dem i et Øjeblik; og de faldt ned paa deres Ansigter.

¹⁶ Vilde dog HERREN, som er alt Køds Aanders Gud, beskikke en Mand over Menigheden,

¹ Men Israels Børn forgrebe sig saare paa det bandlyste Gods thi Akan, en Søn af Kami som var en Søn af Sabdi, Seras Søn af Judas Stamme tog af det bandlyste, og HERRENS Vrede optændtes imod Israels Børn. ² Og Josva udsendte Mænd fra Jeriko mod Ai, som ligger ved Beth-Aven Østen for Bethel, og sagde til dem: Gaar op og bespejder Landet; og Mændene gik op og bespejdede Ai. ³ Og de kom tilbage til Josva og sagde til ham: Lad ikke alt Folket drage op, lad ved to Tusinde Mand eller ved tre Tusinde Mand drage op og slaa Ai; du skal ikke lade det ganske Folk ulejlige sig derhen; thi de ere faa. ⁴ Saa droge af Folket ved tre Tusinde Mænd op derhen; men de flyede for Ais Mænds Ansigt. ⁵ Og Mændene af Ai sloge ved seks og tredive Mænd af dem og forfulgte dem foran Porten indtil Sebarim og sloge dem, hvor Vejen gik nedad; da blev Folkets Hjerte mistrøstigt og blev som Vand. ⁶ Og Josva sønderrev sine Klæder og faldt paa sit Ansigt til Jorden for HERRENS Ark indtil Aftenen, han og de Ældste af Israel, og de kastede Støv paa deres Hoved. ⁷ Og Josva sagde: Ak, Herre, HERRE! hvi lod du dog dette Folk gaa over Jordanen for at give os i Amoriternes Haand til vor Fordærvelse: og gid vi havde ladet os nøje og vare blevne paa hin Side Jordanen! ⁸ Hør mig, Herre! hvad skal jeg sige, efter at Israel vender Ryggen for sine Fjenders Ansigt ⁹ Naar Kananiterne og alle Landets Indbyggere høre det, da omringe de os og udrydde vort Navn af Jorden; og hvad vil du gøre ved dit store Navn? ¹⁰ Da sagde HERREN til Josva: Staa du op; hvorfor faldt du paa dit Ansigt? ¹¹ Israel har syndet, ja, de have overtraadt min Pagt, hvilken jeg bød dem; ja, de toge af det bandlyste Gods, ja, de stjal og dulgte det ogsaa og lagde det iblandt deres eget Tøj. ¹² Og Israels Børn skulle ikke kunne staa for deres Fjenders Ansigt, de maa vende Ryggen for deres Fjenders Ansigt, thi de ere i Band; jeg skal ikke mere blive ved at være med eder, dersom I ikke fjerne denne Band fra eders Midte. ¹³ Staa op, hellig Folket, og sig: Helliger eder til i Morgen; thi saa siger HERREN Israels Gud: Der er Band iblandt dig, Israel! du kan ikke staa for dine Fjenders Ansigt, førend I borttage den Band fra eders Midte. ¹⁴ Og i Morgen tidlig skulle I komme frem efter eders Stammer; og det skal ske, hvilken Stamme HERREN rammer paa, den skal nærme sig, Slægt for Slægt, og den Slægt, som HERREN rammer paa, den skal nærme sig, Hus for Hus, og det Hus, som HERREN rammer paa, det skal nærme sig, Mand for Mand. ¹⁵ Og det skal ske, den, som bliver ramt som bandlyst, han skal opbrændes med Ild, han og alt det; han har, fordi han har overtraadt HERRENS Pagt, og fordi han har gjort Daarlighed i Israel. ¹⁶ Og Josva stod tidlig op om Morgenen og lod Israel nærme sig Stamme for Stamme, og Judas Stamme blev ramt. ¹⁷ Og han lod Judas Slægt nærme sig, og Seraiternes Slægt blev ramt. ¹⁸ Og han lod Seraiternes Slægt nærme sig, Mand for Mand, og Sabdi blev ramt, og han lod hans Hus nærme sig, Mand for Mand, og Akan, en Søn af Karmi, som var Sabdi Søn, Seras Søn af Judas Stamme, blev ramt. ¹⁹ Og Josva. sagde til Akan: Min Søn, giv dog HERREN Israels Gud Ære og giv ham Lov, og giv mig nu til Kende, hvad du har gjort, dølg det ikke for mig; ²⁰ Og Akan svarede Josva og sagde: Sandelig, jeg syndede for HERREN Israels Gud, og saa og saa gjorde jeg. ²¹ Thi jeg saa en kostelig babylonisk Kappe iblandt Byttet og to Hundrede Sekel Sølv og en Guldtunge, hvis Vægt var halvtredsindstyve Sekel, og jeg fik Lyst til dem og tog dem, og se, de ere skjulte i Jorden, midt i mit Telt, og Sølvet derunder. ²² Da sendte Josva Bud hen, og de løb til Teltet; og se, det var skjult i hans Telt og Sølvet derunder. ²³ Og de toge de Ting ud af Teltet og førte dem til Josva og til alle Israels Børn; og de lagde dem frem for HERRENS Ansigt. ²⁴ Saa tog Josva og al Israel med ham Akan, Seras Søn, og Sølvet og den kostelige Kappe og Guldtungen og hans Sønner og hans Døtre og hans Øksne og hans Asener og hans Faar og hans Telt, og alt det han havde, og de førte ham op i Akor Dal. ²⁵ Og Josva sagde: Hvi har du forstyrret os? HERREN skal forstyrre dig paa denne Dag; og al Israel stenede ham med Stene og opbrændte dem med Ild og kasted Stene over dem. ²⁶ Og de opkasted en stor Stenhob over ham indtil denne Dag, og HERREN vendte om fra sin strenge Vrede; derfor kaldt man det samme Steds Navn Akors Dal; den er der indtil denne Dag

¹ Og HERRENS Vrede optændtes atter imod Israel, og han tilskyndte David imod dem, at han sagde: Gak hen, tæl Israel og Juda

¹⁷ Og David sagde til HERREN, der han saa Engelen, som slog iblandt Folket, og han sagde: Se, jeg har syndet, og jeg har handlet ilde; men disse Faar, hvad have de gjort? Kære, lad din Haand være imod mig og imod min Faders Hus.

¹⁰ han, i hvis Haand hver levende Sjæl er, og Aanden i hvert Menneskes Kød!

⁷ og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.

¹⁶ Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt.

¹ HERRENS Ords Profeti over Israel. Et Udsagn af HERREN, som udbreder Himmelen og grundfæster Jorden og danner Menneskets Aand inden i ham:

¹⁸ Altsaa, ligesom der ved Eenes Fald kom Fordømmelse over alle Mennesker, saaledes skal og ved Eenes Retfærdighed komme over alle Mennesker Retfærdigjørelse og Liv.

⁷ fordrager Alt, troer Alt, haaber Alt, taaler Alt.

⁹ Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være Aandernes Fader underdanige og leve?