Job 18 Cross References - Danish

¹ Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde: ² Naar ville I gøre Ende paa Ord? forstaar først, og derefter ville vi tale. ³ Hvorfor blive vi agtede som Fæ og ere blevne urene for eders Øjne? ⁴ du, som sønderslider din Sjæl i din Vrede, mon Jorden skal ligge forladt for din Skyld og en Klippe flyttes fra sit Sted? ⁵ Ja den ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Lue skal ikke skinne. ⁶ Lyset skal blive mørkt i hans Telt, og hans Lampe over ham skal udslukkes. ⁷ Hans Krafts Skridt skulle indsnævres, og hans eget Raad skal styrte ham. ⁸ Thi han føres i Garnet ved sine egne Fødder, og han vandrer over et Net; ⁹ Snaren holder ham om Hælen, Strikken snører sig fast om ham; ¹⁰ Garnet for ham ligger skjult paa Jorden, og Fælden for ham ved Stien; ¹¹ Rædsler forfærde ham trindt omkring, og de drive ham hid og did, hvor han gaar; ¹² hans Kraft vansmægter af Hunger, og Ulykke er beredt til hans Side. ¹³ Lemmerne under hans Hud skal Dødens førstefødte fortære, ja hans Lemmer skal den fortære. ¹⁴ Han rives op fra sit Telt, som var hans Tillid, og han føres frem til Rædslernes Konge. ¹⁵ Der skal bo i hans Telt hvad der ikke hører ham til; Svovl skal strøs over hans Bolig. ¹⁶ Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Gren afskæres. ¹⁷ Hans Ihukommelse skal udslettes af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne. ¹⁸ De skulle udstøde ham fra Lyset til Mørket og bortjage ham fra Jorderige. ¹⁹ Han skal ikke have en Søn og ej en Sønnesøn iblandt sit Folk, og der skal ingen blive tilovers i hans Boliger. ²⁰ Efterkommerne skulle forskrækkes over hans Dag, og de gamle skulle betages af Forfærdelse. ²¹ Visselig, saadanne ere den uretfærdiges Boliger og saadant dens Sted, som ikke kender Gud.

²⁴ HERREN lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovl og Ild, fra HERREN af Himmelen.

³ Ruben, du er min førstefødte, min Magt og min første Kraft, ypperlig i Værdighed og ypperlig i Styrke!

² Og Farao sagde: Hvo er den HERRE, hvis Røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? jeg kender ikke den HERRE, jeg vil heller ikke lade Israel fare.

³⁶ Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre saa blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Sværd, og falde, skønt ingen forfølger dem.

²³ Svovl og Salt, Brand over hele Landet, saa at det ikke kan besaas, ej heller give Grøde, og ingen Urt kan opvokse derudi, ligesom Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim bleve omkastede, hvilke HERREN omkastede i sin Vrede og i sin Hastighed;

²³ Svovl og Salt, Brand over hele Landet, saa at det ikke kan besaas, ej heller give Grøde, og ingen Urt kan opvokse derudi, ligesom Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim bleve omkastede, hvilke HERREN omkastede i sin Vrede og i sin Hastighed; ²⁴ ja, da skulle alle Folk sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes imod dette Land? hvad er dette for en stor brændende Vrede?

¹⁰ og der hele den samme Slægt ogsaa var forsamlet til sine Fædre, da kom en anden Slægt op efter dem, som ikke kendte HERREN, ej heller den Gerning, som han havde gjort mod Israel.

⁵ De mætte lade sig leje for Brød, de hungrige hungre ej mere; ja, den ufrugtbare føder syv, men hun med de mange Sønner visner hen.

¹² Og Elis Sønner vare Belials Sønner; de kendte ikke HERREN.

³⁶ Og det skal ske, hver den, som bliver tilovers i dit Hus, skal komme at nedbøje sig for ham for en Sølvpenning og for et Stykke Brød; og han skal sige: Kære, lad mig komme til een af Præstetjenesterne at æde en Mundfuld Brød.

³¹ Og der det blev David tilkendegivet og sagt: Akitofel er i Forbund med Absalom, da sagde David: HERRE, gør dog Akitofels Raad til Daarlighed!

¹⁴ Da sagde Absalom og hver Mand i Israel: Arkiteren Husajs Raad bedre end Akitofels Raad; men HERREN bød det saa for at tilintetgøre Akitofels gode Raad, efterdi HERREN vilde føre Ulykke over Absalom.

⁸ Og saa højt end dette Hus monne være, skulle dog alle, som gaa forbi det, grue og hvisle, og de skulle sige: Hvorfor har HERREN gjort saaledes ved dette Land og ved dette Hus

⁶ Thi Herren havde ladet Syrernes Lejr høre en Lyd af Vogne og en Lyd af Heste, ja, en Lyd af en stor Hær, og de sagde, den ene til den anden: Se, Israels Konge har lejet imod os Hethiternes Konger og Ægypternes Konger til at komme over os. ⁷ Derfor gjorde de sig rede og flyede i Tusmørket og forlode deres Telte og deres Heste og deres Asener og Lejren, som den stod, og flyede for at redde deres Liv.

⁹ Og du, Salomo, min Søn! kend din Faders Gud, og tjen ham med et retskaffent Hjerte og med en villig Sjæl, thi HERREN ransager alle Hjerter og forstaar alle Tankers Digten; dersom du søger ham, skal han findes af dig, og dersom du forlader ham, skal han forkaste dig i Evighed.

⁹ Dersom det, synes godt for Kongen, saa lad der udstedes en Skrivelse om at udrydde dem: Saa vil jeg veje ti Tusinde Centner Sølv i Embedsmændenes Hænder, at de kunne føre dem i Kongens Skatkammer.

¹³ Og Haman fortalte Seres, sin Hustru og alle sine Venner alt det, som ham var vederfaret; da sagde hans Vismænd og Seres, hans Hustru, til ham: Dersom Mardokaj, for hvis Ansigt du har begyndt at falde, er af jødisk Æt, da formaar du intet imod ham, men maa aldeles falde for hans Ansigt.

⁵ Da svarede Kong Ahasverus og sagde til Dronning Esther: Hvo er den, eller hvor er han, som har; taget sig for i sit Hjerte at gøre saaledes?

¹⁰ Saa hængte de Haman paa Træet, som han havde ladet lave til for Mardokaj; og Kongens Harme stilledes.

¹⁵ da faldt de af Seba ind og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.

¹⁷ Der denne endnu talte, da kom en anden og sagde: Kaldæerne gjorde tre Hobe og overfaldt Kamelerne og toge dem og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.

¹⁹ og se, der kom et stærkt Vejr fra hin Side Ørken og tog fat i Husets fire Hjørner, at det faldt paa Drengene, og de døde; og jeg alene er undkommen, jeg alene, for at give dig det til Kende.

¹¹ Og der Jobs tre Venner hørte al den Ulykke, som var kommen over ham, da kom de, hver fra sit Sted: Themaniten Elifas og Sukiten Bildad og Naamathiten Zofar, og de forenede sig med hverandre for at komme at vise ham Medynk og trøste ham. ¹² Men der de opløftede deres Øjne langtfra, da kendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd, og de sønderrev hver sin Kappe, og de kastede Støv paa deres Hoveder op imod Himmelen. ¹³ Og de sade hos ham paa Jorden syv Dage og syv Nætter, og ingen talte et Ord til ham; thi de saa, at Pinen var saare stor.

⁵ Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den! ⁶ Den Nat - Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!

¹⁷ Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;

²⁰ Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?

² Thi Fortørnelse slaar en Daare ihjel, og Nidkærhed dræber den taabelige. ³ Jeg saa en Daare rodfæstet, og jeg forbandede hans Bolig hastelig. ⁴ Hans Børn vare langt fra Frelse og nedtraadtes i Porten, og der var ingen, som reddede dem. ⁵ Den hungrige opaad hans Høst og hentede den endog fra Tjørnehegnet, og Røverne opslugte hans Formue.

¹² ham, som gør de træskes Anslag til intet, at deres Hænder ikke kunne udføre Sagen; ¹³ ham, som griber de vise i deres Træskhed, saa de underfundiges Raad hastelig omstødes; ¹⁴ om Dagen løbe de an i Mørket og føle sig for om Middagen, som var det nat

⁴ Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.

¹ Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde: ² Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?

⁴ Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.

¹⁴ Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.

²² De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.

²² et skummelt Land som Mørke - Dødens Skygge og ingen Orden - hvor selve Lyset er Mørke.

² Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret:

¹⁴ dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,

²⁰ Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet:

⁷ Og sandelig, spørg dog Dyrene ad, og de skulle lære dig det; og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig det. ⁸ Eller tal til Jorden, og den skal lære dig det, og Fiskene i Have skulle fortælle dig det.

⁵ Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom! ⁶ Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.

¹² Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.

¹⁴ Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.

¹⁸ Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flyttter sig fra sit Sted;

⁶ Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.

²¹ Rædsler lyde for hans øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.

²³ Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side. ²⁴ Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;

³⁰ Han skal ikke komme bort fra Mørket en Lue skal tørre hans Kvist; mer han skal komme bort ved hans Munds Aande.

² Jeg har hørt mange Ting som dise: I ere alle sammen besværlige Trøstere. ³ Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

⁹ Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

⁴ Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.

¹⁰ Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.

¹⁶ Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet.

¹² hans Kraft vansmægter af Hunger, og Ulykke er beredt til hans Side. ¹³ Lemmerne under hans Hud skal Dødens førstefødte fortære, ja hans Lemmer skal den fortære.

¹³ Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig. ¹⁴ Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have, glemt mig. ¹⁵ De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne. ¹⁶ Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt. ¹⁷ Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner. ¹⁸ Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig. ¹⁹ Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

⁵ At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik?

⁸ Ligesom en Drøm skal han bortfly, og man skal ikke finde ham; og han skal forjages som et Syn om Natten.

¹⁸ Han skal tilbagegive det, han har havt Umage for, og ikke nyde det; som Gods, han har erhvervet, og han skal ikke fryde sig. ¹⁹ Thi han fortrykte de ringe og lod dem ligge; han røvede et Hus, og han byggede det ikke. ²⁰ Fordi han ikke har vidst at være rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods. ²¹ Der var ingen tilovers, han jo fortærede, derfor skal hans Lykke ikke blive varig. ²² Naar han har fuldt op i Overflod, skal han dog blive bange, hver lidendes Haand skal komme over ham.

²⁵ Han drager Pilen ud, og den gaar ud af hans Liv, den lynende Od kommer ud af hans Galde; Forfærdelser overfalde ham. ²⁶ Mørket er helt opbevaret for hans Skatte, en Ild, der ikke pustes til, skal fortære ham; det skal gaa den ilde, som er bleven tilbage i hans Telt. ²⁷ Himmelen skal aabenbare hans Misgerning, og Jorden skal rejse sig imod ham. ²⁸ Hans Hus's Indtægt skal bortføres; den skal flyde bort paa Guds Vredes Dag.

² hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!

¹⁴ Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.

¹⁷ Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?

²⁸ thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?

¹⁰ Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig.

¹⁷ Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler.

¹ Men Bildad, Sukiten, svarede og sagde:

¹⁴ Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød. ¹⁵ De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.

¹⁹ Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.

³⁸ Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde; ³⁹ dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

¹ Og Job, hør dog nu min Tale, og vend dine Øren til alle mine Ord!

¹⁶ Ogsaa dig leder han ud af Tængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.

⁸ Skjul dem i Støv til Hobe; fængsl deres Ansigt til Mørket!

³⁴

⁷ Og det skete, efter at HERREN havde talt disse Ord til Job, da sagde HERREN til Elifas, Themaniten: Min Vrede er optændt imod dig og imod dine to Venner; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁸ Saa tager eder nu syv Tyre og syv Vædre, og gaar til min Tjener Job, og ofrer Brændoffer for eder, og Job, min Tjener, skal bede for eder; ikkun hans Person vil jeg anse, at jeg ikke skal lade eders Daarlighed gaa ud over eder; thi I have ikke talt ret om mig, saaledes som min Tjener Job. ⁹ Saa gik Elifas Themaniten og Bildad; Sukiten og Zofar Naamathiten, og de gjorde, ligesom HERREN havde sagt til dem; og HERREN ansaa Jobs Person.

¹³ Og han fik syv Sønner og tre Døtre. ¹⁴ Og han kaldte den førstes Navn Jemima og den andens Navn Kezia og den tredjes Navn Keren-Happuk. ¹⁵ Og der blev ikke fundet saa dejlige Kvinder sóm Jobs Døtre i hele Landet, og deres Fader gav dem Arv iblandt deres Brødre. ¹⁶ Og Job levede derefter hundrede og fyrretyve Aar og saa sine Børn og sine Børnebørn i fjerde Slægt.

¹² Gud er en retfærdig Dommer og en Gud, som vredes hver Dag. ¹³ Dersom de ikke ville omvende sig, da skal han skærpe sit Sværd; han har spændt sin Bue og beredt den; ¹⁴ og han har beredt dødelige Vaaben imod dem; sine Pile gør han brændende.

¹⁵ paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.

⁶ Han skal lade regne Snarer over de ugudelige; Ild og Svovl og, et vældigt Storrnvejr? skal blivde deres Bægers Del.

²⁸ Thi du frelser det elendige Folk, og du fornedrer de høje Øjne.

³⁶ Og du giver mig din Frelses Skjold, og din højre Haand understøtter mig, og din Nedladelse gør mig stor.

¹⁰ HERREN gjorde Hedningernes Raad til intet, han forstyrrede Folkenes Tanker.

¹⁰ Frygter HERREN, I hans hellige! thi de, som frygte ham, have ingen Mangel.

¹⁶ HERRENS Øjne ere vendte til de retfærdige og hans Øren til deres Raab.

⁸ Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til ødelæggelse.

¹³ Herren skal le ad ham; thi han ser, at hans Dag er kommen.

⁵ Have de ikke kendt det, de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.

⁴ over Fjendens Røst, over den ugudeliges Undertrykkelse; thi de vælte Uret paa mig og hade mig i Vrede.

¹⁹ Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

²² var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr fordi;

⁶ Udøs din Harme over Hedningerne, som ikke kende dig, og over de Riger, som ikke paakalde dit Navn.

⁴ De oplægge træskelig hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaa imod dem, som sidde under dit Skjul.

¹⁰ Og lad hans Børn vanke hid og did og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde!

¹³ Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led!

¹⁰ Den ugudelige skal se det og harmes; han skal skære Tænder og hensmeltes; de ugudeliges ønske hliver til intet.

⁷ HERRE! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: "Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den."

³⁰ fordi de ikke vilde vide af mit Raad, men foragtede al min Revselse: ³¹ Saa skulle de æde Frugten af deles Veje og blive mætte af deles egne Raad. ³² Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelægge dem selv.

²² men de ugudelige skulle udryddes af Landet og de troløse udslettes deraf.

¹² Naar du gaar, skal din Gang ikke blive trang, og naar du løber, skal du ikke støde dig.

¹⁹ De ugudeliges Vej er som Mørket, de vide ikke, hvorpaa de skulle støde sig.

²² Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.

⁷ Den retfærdiges Ihukommelse er til Velsignelse; men de ugudeliges Navn smuldrer hen.

²⁸ De retfærdiges Forventelse er Glæde, men de ugudeliges Haab forgaar.

⁹ De retfærdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes.

³² Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.

¹³ Naar nogen giver Svar, før han hører, er det ham en Daarskab og Skam.

²⁰ Hvo som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lampe skal udslukkes midt i Mørket.

²⁰ Thi den onde skal ingen, Eftertid have; de ugudeliges Lampe skal udslukkes.

¹ De ugudelige fly, og der er ingen, som forfølger dem; men de retfærdige ere trygge som en ung Løve.

⁶ Den onde Mands Overtrædelse er ham en Snare; men den retfærdige kan fryde og glæde sig.

¹⁸ Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr.

⁸ Ve dem, som lægge det ene Hus til det andet, føje den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum tilbage, saa at I alene blive siddende midt i Landet. ⁹ I mine Øren lyder det fra den HERRE Zebaoth: Sandelig, de mange Huse skulle vorde ødelagte, de store og gode Huse uden Indbyggere!

²⁴ Derfor, ligesom Ildens Tunge fortærer Halm, og Straa synker sammen i Luen, saa skal deres Rod vorde, som den var forraadnet, og deres Blomster fare op som Støv! thi de have forkastet den HERRE Zebaoths Lov og foragtet Israels Helliges Tale.

¹⁴ Og han skal være til en Helligdom, men og til en Anstødssten og til en Forargelsesklippe for Israels tvende Huse, til en Snare og til en Strikke for Jerusalems Indbyggere. ¹⁵ Og mange skulle støde sig paa dem og falde og sønderbrydes og omsnæres og fanges.

²¹ da skulle de drage igennem Landet, haardt plagede og hungrige; og naar en hungrer, da skal han blive vred og bande sin Konge og sin Gud og vende sit Ansigt imod det høje;

²¹ da skulle de drage igennem Landet, haardt plagede og hungrige; og naar en hungrer, da skal han blive vred og bande sin Konge og sin Gud og vende sit Ansigt imod det høje; ²² og han skal til Jorden, men se, der skal være Angest og Mørke, Trængsels Mørke, og i Mulm er han udstødt.

²¹ Bereder hans Børn et bad far deres Fædres Misgerning, at de ikke rejse sig, hverken til at arve Jorden eller til at fylde Jorderiges Kreds med Stæder. ²² Thi jeg vil staa op imod dem, siger den HERRE Zebaoth, og udrydde Babels Navn og hans overblevne og Søn og Sønnesøn, siger HERREN.

³⁰ Og de førstefødte af de ringe skulle finde Næring og de fattige ligge tryggelig; men jeg vil døde din Rod med Hunblevne af dig.

¹³ Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fiy langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind. ¹⁴ Ved Aftenstid se, da er der Forskrækkelse! førend Morgenen kommer, da ere de ikke mere; dette er deres Del, som plyndre os; og deres Lod, som berøve os.

⁹ Og dets Bække skulle forvandles til Beg og dets Jordbund til Svovl, og dets Land skal blive til brændende Beg. ¹⁰ Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal stige op evindelig; det skal være øde fra Slægt til Slægt, fra Evighed til Evighed skal inben gaa igennem det.

¹¹ Se, alle I, som optænde en Ild og omgive eder med Blus, vandrer I kun ved eders Ilds Lys og ved de Blus, som I have tændt! Fra min Haand skal dette ske eder, i Smerte skulde I ligge.

¹⁰ Thi Bjergene skulle vige og Højene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes, siger HERREN, din Forbarmer.

²⁵ Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke ad Vejen; thl Fjenden har sit Sværd, der er Rædsel trindt omkring.

³ Og de spænde deres Tunge som deres Bue til Løgn, og ikke ved Troskab ere de blevne vældige i Landet; men de gaa fra det ene Onde til det andet; og mig kende de ikke, siger HERREN.

²⁵ Udøs din Harme over Hedninger, som ikke kende dig, og over Slægter, som ikke paakalde dit Navn; thi de have fortæret Jakob, ja, fortæret ham og tilintetgjort ham og ødelagt hans Bolig.

¹⁶ til at gøre deres Land til en Gru, til en evig, Spot; hver som gaar derover, gruer og ryster med sit Hoved.

³ Og det skete den anden Dag, da lod Paskur Jeremias komme ud af Blokken; og Jeremias sagde til ham: HERREN har ikke kaldet dit Navn Paskur, men Magor-Missabib. ⁴ Thi saa siger HERREN: Se, jeg vil gøre dig til Rædsel for dig selv og for alle dine Venner, og de skulle falde for deres Fjenders Sværd, og dine Øjne skulle se det; og jeg vil give al Juda i Kongen af Babels Haand, og han skal bortføre dem til Babel og slaa dem med Sværdet.

¹³ Ve den, som bygger sit Hus med Uretfærdighed og sine Sale med Uret, ham, der lader sin Næste tjene for mig, og iam hans Arbejdes Løn,

³⁰ Saa siger HERREN: Indtegner denne Mand som barnløs som en Mand, der ikke skal have Lykke i sine Dage; thi ingen af hans Sæd skal have Lykke ved at sidde paa Davids Trone og herske fremdeles i Juda.

⁵ Hvorfor ser jeg dem forfærdede og vigende tilbage, og at deres vældige knuses og ilsomt fly uden at se tilbage? Rædsel trindt omkring, siger HERREN.

²⁹ De skulle tage deres Pauluner og deres Hjorde, deres Telte og alle deres Redskaber, og deres Kameler skulle de føre bort med sig; og de skulle raabe over dem: Rædsel trindt omkring!

²⁷ Myrder alle dens Okser; de stige ned til Slagtning! ve dem! thi deres Dag er kommen, deres Hjemsøgelses Tid!

⁹ Og han sagde til mig: Israels og Judas Hus's Misgerning er over al Maade stor, og Landet er fyldt med Blodskyld, og Staden er fuld af Retskrænkelse; thi de sige: HERREN har forladt Landet, og HERREN ser det ikke.

¹³ Og jeg viI udbrede mit Garn over ham, og han skal fanges i mit Net; og jeg vil føre ham til Babel, til Kaldæernes Land; men dette skal han ikke skue, og han skal dø der.

²⁵ Og du gennemborede, du ugudelige, du Israels Fyrste, hvis Dag kommer til den Tid, naar Misgerningen medfører Enden!

³ Saa siger den Herre, HERRE: Derfor vil jeg udbrede mit Garn over dig ved en forsamling af mange Folkeslag og de skulle trække dig op i mit Vod:

³³ I samme Stund gik Ordet i Opfyldelse over Nebukadnezar, og han blev udstødt fra Menneskene og aad Urter som Øksne, og hans Legeme blev vædet af Himmelens Dug, indtil hans Haar voksede som Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer.

²¹ Og han blev udstødt fra Menneskens Børn, og hans Hjerte blev ligesom Dyrenes, og hans Bolig var hos Vildæslerne, man lod ham æde Urter som Øksne, og hans Legeme vædedes af Himmelens Dug, indtil han kendte, at den højeste Gud har Magt over Menneskens Rige og sætter over det, hvem han vil.

¹⁶ Ramt er Efraim, deres Rod er bleven tør, de end føde, vil jeg dog dræbe deres elskede Livsfru. Min Gud res elskede Livsfru.

⁶ Ogsaa den skal føres til Assyrien som Gave til en stridbar Konge; Skam skal komme over Efraim, og Israel skal beskæmmes for sit Raad.

⁹ skønt jeg havde ødelagt Amoriten for deres Ansigt, ham, hvis Højde var som Cedres Højde, og som var stærk som Egene; og jeg ødelagde hans Frugt fra oven af og hans Rødder fra neden af;

¹¹ Paa den Dag da du stod lige overfor, pan den Dag, da fremmede bortførte hans Gods, og Udlændige gik ind ad hans Porte og kastede Lod over Jerusalem, har ogsaa du været som en af dem. ¹² Og se ej med Lyst paa din Broders Dag paa hans Ulykkesdag, og glæd dig ej over Judas Børn paa deres Undergangs dag; og tal ej hovmodigt med din Mund paa Trængselsdagen. ¹³ Drag ej ind ad mit Folks Port paa deres Nøds Dag, se ej, ogsaa du paa dets Ulykke paa dets Nøds Dag, og ræk ej efter; dets Gode paa dets Nøds Dag! ¹⁴ Og staa ej paa Vejskellet for at ødelægge dem, som ere undkomme derfra, og udlever ej de overblevne deraf paa Trængselsdagen! ¹⁵ Thi HERRENS Dag er nær over alle Hedningerne ligesom du har gjort, skal dig ske; gengældelen skal komme overe dit Hoved.

⁶ Vandene omsluttede mig indtil Sjælen, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit Hoved.

⁹ Men Gud sagde til Jonas: Mon det er ret, at din Vrede optændes for dette Kikajons Skyld? og han sagde: Ja, det er ret, at min Vrede er optændt indtil Døden.

⁶ Mon ikke alle disse skulle fremkomme imod ham med Lignelser og Tankesprog og Gaadetaler om ham? saa at man siger: Ve den, som opdynger, hvad der ej er hans! - hvor længe skal det vare -? og den, som betynger sig med Skyld! ⁷ Skulle ikke de, som ville bide dig, pludselig staa frem, og de, som ville Forstyrre dig, vaagne op, og du blive dem et Bytte? ⁸ Thi du har udplyndret mange Folkefærd; dig skulle de overblevne af Folkene plyndre, for Menneskers Blods Skyld og for Voldsfæld imod Jorden, imod Staden og alle, som bo deri. ⁹ Ve den, som gør sig skændig Vinding For sit Hus for at sætte sin Rede i det høje, for at redde sig fra Ulykkens Haand! ¹⁰ Du har lagt Raad op til Skam for dit Hus om at ødelægge mange Folk, idet du dog syndede imod din egen Sjæl. ¹¹ Thi Stenen fra Væggen skal raabe, og Bjælken fra Træværket skal syare den.

⁴ Jeg lod den udgaa, siger den HERRE Zebaoth, at den skal komme til Tyvens Hus og til hans Hus, som sværger falskelig ved mit Navn, og den skal blive Natten over i hans Hus og fortære det, baade dets Tømmer og dets Stene.

¹² Og det skal være den Plage, med hvilken HERREN skal slaa alle Folkene, som have stridt imod Jerusalem: Han skal lade deres Kød tæres hen, medens de endnu staa paa deres Fødder, og deres Øjne skulle tæres hen i deres Hulninger, og deres Tunge skal tæres hen i deres Mund.

¹ Thi se, Dagen kommer, der brænder som Ovnen, og alle hovmodige og hver, som Øver Ugudelighed, skulle vorde Halm, og Dalen, der kommer, skal fortære dem, siger den HERRE Zebaoth, saa at den ikke levner dem Rod eller Gren.

²⁶ Og hver, som hører disse mine Ord og gjør ikke efter dem, skal lignes ved en daarlig mand, som byggede sit Huus paa Sand. ²⁷ Og en Skylregn nedfaldt, og Vandløbene kom, og Veirene blæste og stødte an paa samme Huus, og det faldt, og dets Fald var stort.

³⁵ Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.

¹⁸ Og naar den faaer fat paa ham, slider den ham, og han fraader og skærer med sine Tænder, og han henvisner; og jeg har begjeret af dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.

³⁹ Og see, en Aand griber ham og strax skriger han, og den slider ham saa, at han fraader, og med nød viger den fra ham, naar den har piint ham;

⁴² vidste du dog, ja end paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øine.

⁴⁴ og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordidu ikke kjendte din Besøgelsestid.

²⁸ Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige,

⁹ Og David siger: deres Børn vorde dem til en Snare og til en Fælde og til et Anstød og til et Vederlag;

¹⁰ værer hverandre inderligen hengivne i broderlig Kjærlighed; forekommer hverandre med Ærbødighed;

¹⁹ Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud, som skrevet staar: han er den, som griber de Vise i deres Trædskhed;

⁵⁵ Død, hvor er din Braad? Helvede, hvor er din Seier? ⁵⁶ Men Dødens Braad er Synden, og Syndens Kraft er Loven.

¹¹ Efterdi vi have kjende Herrens Frygt, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi aabenbare; ja jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare for Eders Samvittighed.

⁵ ikke i Begjerligheds Brynde som Hedningerne, der ikke Kjende Gud;

³ Thi naar de sige: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hasteligen staae over dem, ligesom Veerne over den Frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undflye.

⁸ men Ildslue, naar han bringer Hevn over dem, som ikke kjende Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Christi Evangelium lydige;

⁷ Men han bør og have et godt Vidnesbyrd af dem, som ere udenfor, at han ikke skal falde i Forhaanelse og Bagvaskerens Snare.

⁹ Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjeringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse;

²⁶ og de kunde komme til sig selv igjen fra Djævelens Snare, af hvem de ere fangne til at gjøre hans Villie.

¹⁶ De foregive, at de kjende Gud, men fornægte ham med Gjerningerne, vederstyggelige som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gjerning.

¹⁵ og befrie dem, saa mange som formedelst Dødens Frygt vare under Trældom al deres Livs Tid.

¹⁹ Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;

³ Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,

¹³ Havets vilde Bølger, som udskumme deres egen Skam; vildfarende Stjerner, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.

⁸ Og jeg saae, og see, en blegguul Hest, og den, som sad derpaa, hans Navn var Døden, og Helvede fulgte med ham; og ham blev givet Magt over den fjerde Deel af Jorden, at ihjelslaae med Sværd og med Hunger og med pest og ved Jordens vilde Dyr.

¹⁵ Og Kongerne paa Jorden og Fyrsterne og de Rige og Øversterne og de Vældige og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter. ¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede!

²³ og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere; og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom ere alle Folkene bedaarede.

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl.

⁸ Men de Feige og Vantroe og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnere og Troldkarle og Afgudsdyrkere og alle Løgnere, deres Deel skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.